Marts 2017. 

Modificering af gamle boards.              

 Advarsel: Ekstremt nørdet!

Windsurf boards bliver bedre og bedre. Ikke nødvendigvis fra model til model, hvor man nogle gange har fornemmelsen af, at markedsgejl kan ha' for stor indflydelse. Men set over et længere forløb er der ingen tvivl om, at slalom- og freeraceboards fra 2017 generelt  er bedre end modeller med f. eks. 10 år på bagen.

Men hvad nu hvis man står med en 10 år gammelt slæde - kan man så ved at rumstere med shapet gi' den egenskaber, der minder lidt om om den performance, en model 2017 kan diske op med?

I forsøget herunder er har jeg fundet 2 boards - ét som skal understøtte racesejl i størrelserne 7.0, 7.7 og 8.4 kvm., og ét som primært skal bære et racesejl på 9.5-10 kvm., men som i nødsfald skal også skal kunne sejles med en 8.4'er.

Programmet er primært freerace - altså noget med at sejle bevidstløst frem og tilbage på halvfladt vand. Kursen er mestendels halvvind, men med mulighed for at kunne opsøge godt selskab (= langsommere sejlere) eller flygte fra dårligt selskab (= hurtigere sejlere) ved ind imellem at knibe lidt højde eller falde af for vinden.

Manøvreregenskaber (læs: jibes) prioriteres af gode grunde ikke, men til gengæld er speed er ikke helt ligegyldig. Og for at kvalificere lidt mere: Speed er for mig først og fremmest énsbetydende med at ha' kontrol. Mine sejl er nemlig nogle stive, nervøse bæster, som vel rettelig er tiltænkt sejlere med 15-20 kg mere på bugen, end hvad en vindtør olding kan stille op med. At letvinds egenskaberne selvfølgelig bliver kompromitteret med et fokus på kontrol, må man så acceptere.

Det store board skal desuden gerne kunne bruges til langturs sejlads på dage med let luft. Ikke decideret formula sejlads - men lidt derhen ad.

Realistisk set er ambitionen ikke at kunne sejle fra nogen - snarere at at kunne opnå den inciterende fornemmelse af fart og måske (på en god dag) undgå at blive fuldstændig agterudsejlet af de mest gumpetunge lokale sejlere på mere moderne boards.

----

Hvis man vil tilpasse et board til sig selv, er det desværre også nødvendigt at kikke lidt indad. Evnerne ufortalte bli'r man nødt til at erkende, hvilke board-egenskaber man trives bedst med.

Som en konsekvens af at ha' kastet mig over den ædle sport i en meget moden alder, har jeg aldrig evnet at sejle med finesse. Jeg har altid måttet "muskle" mig afsted på vandet. Det der med at få fart i skuden ved at ha' fornemmelse for det helt ideelle tryk/træk på/i den enkelte fodstrop, boardets ideelle tiltning mod læ, sejlets ideelle vinkel til vinden, sejlets ideelle rake (osv., osv.) har aldrig været min spidskompetence. Jeg har altid følt mig bedst sejlende, når trimmet har tilladt mig at hænge langt ud i trapez'en, skubbe forreste hofte frem og stramme mavemuskler, baller og lårmuskler maksimalt.

Problemet med den sejlstil (eller mangel på samme) er, at det kræver et temmeligt "klistrende" board med masser af kontrol og et sejl med "downforce". Har grejet ikke levet op til det, er jeg enten fløjet til himmels eller har måttet lette så meget på presset, at en snegl ville være misundelig over tempoet.

Et små-klistrende/kontrollérbart board er énsbetydende med en lang lige anlægsflade i bunden (med absolut intet tail-kick), og en hæk som taperer gelinde, så også ignoranten kan mærke, når man er tæt på at miste kontrollen.

----

Når man leder efter egnede boards til et sådant projekt, hjælper det at ha' god tid. Det var der så ikke her, så derfor er det ikke vanskeligt at forestille sig mere egnede boards end de valgte. Immervæk, valget faldt på ...

- en Bic Techno Pro 74 fra 2010 (med aner tilbage til 2007), samt

- en F2 FX 100 III (formula) fra 2005.

Hvad er det for boards, og hvilke egenskaber skal ændres, for at de kan udfylde det beskrevne behov? Tjah, ideelt set burde man jo starte med at henslæbe adskillige timer på vandet for at skyde sig ind på modificeringsbehovet. Men i en sur vintertid springes det over. I stedet er det desto mere nødvendigt at bruge andre kilder (windsurf buddies, nettet, windsurf magasiner, egne "fornemmelser", osv.) for at komme så tæt på boards'enes karakteristika som muligt. Indrømmet - det er ikke specielt strukturetet af svinge fukssvansen alene på grundlag af vonhören sagen, men længe leve dovenskaben og utålmodigheden.

Karakteristik af Bic Techno Pro 74.

Boardet er som sagt fra 2010, men det har aner tilbage til 2007, hvor Marco Copello (ham med Copello Boards) designede og shapede det. Boardet blev dengang solgt som Tiga Hyper X 115, men bortset fra bemalingen og andre stropper og finne adskiller Techno Pro'en sig ikke fra Hyper X'en. Bic (/Tiga) har altid været dygtige til at afskrive produktionsværktøjet (bl. a. forme) over en laaang periode til gavn for prisen og til ugunst for udviklingen.

Egentlig er det ikke et rigtigt slalom board. Magasinerne kategoriserede det for en halv snes år siden som et freerace board, og så vidt jeg husker, nøjedes Bic/Tiga vist også med at anprise boardet for dets "long distance" egenskaber.

Der er bestemt ikke tale om et moderne board. Konstruktionen er godt nok sandwich, men der er udelukkende glasvvæv på begge sider af afstandslaget. Vægten er ikke noget at skrive hjem om - ca. 1-1,5 kg tungere end tilsvarende store slalom- og freerace boards med mere ædle konstruktioner. Det mest ubehagelige ved boardets tyngde er, at det specielt er snuden, der føles tung. Ikke just befordrende for trimmet - men måske for kontrollen.

M.h.t. shape kan man glemme alt om cut-outs, wingers, tapered tail, "brede skuldre" hvor vandet rammer bunden mellem forreste og bageste fodstropper (ca. 60 cm fra hækken), forsænket mastespor, udtyndet snude, etc. Bredde og længde (74 x 235) adskiller sig ikke synderligt fra nyere standard, og ligeså er scoop-rocker forløbet med ca. 88 cm (plan) planingsflade uden tailkick og ca. 18 cm scoop ret moderne og ligger faktisk ret tæt op ad typiske iSonic proportioner. One-foot-off er på ca. 51 cm, men ellers er tail-shapet underligt "buttet" med en voldsom stor anlægsflade omkring finnekisten. I tråd hermed leveres boardet med en pænt stor 46 cm G10 finne (vistnok en camoufleret C3 fra Boogie).

Efter lidt detektivarbejde fandt jeg en test af boardet i det franske Planchemag ("Spécial Tests 2010", feb.-marts 2010), hvor Techno Pro 74 bli'r sammenlignet med 7 af tidens andre freerace boards. Tecno Pro'en bonner bestemt ikke ud med et prangende karaktergennemsnit, men den får dog topkarakter i kategorierne "letsejlethed" (sammen med Starboard Futura 122 Wood) og i "kontrol" (sammen med RRD Firerace W-Tech 120, alias tidligere års X-Fire 120). Karaktererne for "tidlig planing", "komfort i chop", "evne til at plane rundt i jibes", "evne til at gå højde" og "speed i meget vind" er på det jævne, mens karaktererne for "acceleration", "jibe-venlighed" og "speed i det lavere vindområde" skraber bunden.

Freerace boards'ene i testen blev sejlet med de medfølgende finner, og her falder det i øjnene, at Techno Pro 74 som nævnt blev leveret med en usædvanlig stor og ret tyk 46 cm G10 finne, som testerne for øvrigt berømmer.

Af testen fremgår det i øvrigt, at største anbefalede sejl er på 8.2 - 8.5 kvm. (begge tal fremgår). På papiret er Techno Pro 74'eren altså lidt klein til min pænt kraftfulde 8.4'er; men håbet er lysegrønt ...

Modifikationerne på Bic Techno Pro 74.

Hvilken form for modificering vil det så være fornuftigt at gå ombord i, når boards'ene skal ændres? Tja, på den ene side gider jeg ikke beflitte mig med alt for komplicerede modificeringer som ændring af scoop-rocker linien, ændring af rail-shape, ændring af planformen ... etc. Og på den anden side er der heller ikke megen morskab i at foretage simple ændringer som må antages kun at ha' marginal indflydelse på performance (isætning af nye plugs ... etc.). Tilbage er naturligvis ændring af hækkens shape, som både må formodes at ha' en tydelig effekt på sejlegenskaberne og samtidig er en forholdsvis simpel operation.

Hvis man tror, at hækkens udformning ikke har meget at sige, så prøv at klikke på opstillingen til højre. Planchemags test af 2016-udgaven af Starboard iSonic 107 er her linet op sammen med Planchemags test af 2017-udgaven af Starboard iSonic 107.

Iflg. Starboards hjemmeside er eneste reelle forskel på modellerne, at 2017-modellen har fået mindre dybde i cut-outs og wingers, samtidig med at der er lagt lidt mere kurve ind i hækken (1 cm hævet fra bunden).

Men prøv at se nærmere på test-resultateterne. 2016-modellen scorer markant højere på top-speed, mens 2017-modellen scorer markant højere på "kontrol", "letsejlethed", "stabilitet i chop", "jibe-egenskaber" og "evne til at gå højde". Og mens 2016-modellen bli'r vurderet til at sejle temmelig frit, vurderes 2017-modellen til at sejle ret stabilt.

Og hele forskellen i performance ligger tilsyneladende i en lidt anden udformning af hækken!

Et par  forbehold:

- Det ER selvfølgelig muligt, at Starboard har ændret andet end hækken (f. eks. mere "V" i bunden?). Det er dog usikkert og vil i givet fald næppe forplumre effekten af den ændrede hæk.

- Opstillingens små variationer i de (af Planchemag) opmålte detaljer kan sikkert tillægges den kendte franske nonchalance.

- Der er tale om relative tests. De to modeller er jo oppe imod årets modeller fra de andre brands, og derfor kan niveauerne selvfølgelig være forskellige. Det er dog ikke videre sandsynligt, at det generelle performance-niveau skulle være ændret meget fra 2016 til 2017.

 
 
Klik på billedet for at forstørre.
 

Techno Pro'ens gode kontrol (oven i købet vurderet med den store finne!) og en forholdsvis stump hæk (altså ikke så taperet som nyere boards) er den egenskab, jeg vil ta' udgangspunkt i, når der skal mengeleres lidt med boardets design. Iflg. Planchemags bedømmelse af boardet (foretaget med 7.8 kvm. freerace sejl) skulle det være muligt at handle lidt kontrol væk for at opnå lidt friere sejlads og mere speed. Og hvem ved - måske lykkes det i samme ombæring at løsne boardet så meget op, at det kan sejles med mindre finne, sådan at der alt i alt ikke rokkes meget ved den oprindelige gode kontrol?

Opgaven må være at fjerne noget anlægsflade omkring finnekisten. I forlængelse af de nyere tendenser skal hækken både tapere gradvist og i trin, hvilket tilsiger, at der både skal laves wingers og cut-outs. Også i tråd med nyere tendenser (i hvert fald hos Starboard ) vil både cut-outs og wingers blive lavet med minimal dybde (10 mm), sådan at de bageste dele af udskæringerne forhåbentlig vil blive trykket ned i vandet, hvis boardet begynder at tail-walk'e.

Her er nogle billeder af metamorfosen.

Klik på billedet for at forstørre.  

Boardet er just hjembragt fra den lokale surf-dealer. Godt nok har det mange år på bagen, men det har faktisk aldrig været på vandet. 

Klik på billedet for at forstørre.

Hækken afslører unægtelig boardets alder!

De mange streger er udelukkende udtryk for vankelmod.

 Klik på billedet for at forstørre.

Der er skåret ud til cut-outs og wingers i en dybde af 1,5 cm. Når der er lamineret materiale på i udskæringerne, vil cut-outs og wingers forhåbentlig få en endelig dybde på ca. 1 cm.

 Klik på billedet for at forstørre

De to udskårne bundstykker skal ha' fjernet skummet, sådan at de kan genbruges (dvs. lamineres fast i udskæringerne).

På billedet er skummet fjernet på det nederste stykke.

Klik på billedet for at forstørre.

Udskæringerne er spartlet med lidt epoxy-filler (blåt, fra Biltema).

Glasvæv og sandwich-materiale ligger klar til at blive lamineret på.

Klik på billedet for at forstørre.

Væv, sandwich og de udskårne stykker er lamineret på boardet og danner "loftet" i cut-outs og wingers.

Strimler af glasvæv og sandwich-materiale er blevet lamineret på de lodrette flader mellem bunden og cut-outs/wingers.

Hjørnerne mellem cut-outs og wingers er blevet justeret med lidt blåt Epoxy-spartelmasse.

Klik på billedet for at forstørre.

Lidt spray-maling camouflerer sjuskeriet.

Klik på billedet for at forstørre.

Et close-up afslører, at der ikke er tale om ægte wingers. Boardets hæk er simpelthen ikke bred nok til, at der er plads til et  "trin".

Mens boardet alligevel lå på operationsbordet, blev der limet kiler under footpads'ene. Måske er det indbildning, men jeg synes, jeg har lettere ved at få et board op at køre på en lille finne, hvis der er kiler under specielt de bageste pads.

 

 
Click the picture to enlarge.
 

Karakteristik af  F2 FX100 III.

Boardet er ét af F2's første "rigtige" formula boards, men det tog dog endnu et par generationer, inden F2 begyndte at kopiere Starboard i retning af kortere boards. FX100 III'eren er således 247 cm lang, mens den samtidige Starboard 159 allerede på det tidspunkt havde lagt sig fast på den senere generelt accepterede længde på under 230 cm.

Når man ser tilbage, er der nok ingen tvivl om, at formula-udviklingen i den periode blev drevet frem af Starboard med F2 halsende et par generationer efter. Tilsyneladende i mangel af seriøs udvikling forfaldt designeren (Patrik Diethelm) ofte til opsigtsvækkende (men i realiteten håbløse) hundekunster som "udstødningsrør" og sænkbare plader i cut-out'ene (i FX100 IV). Hvis de underlige markedførings stunts overhovedet tilførte boards'ene noget funktinelt, var det yderligere vægt. Og hvis boards'ene alligevel sejlede acceptabelt, var det mere på trods af end på grund af drengestregerne.

Det er ikke lykkedes at finde nogle tests af boardet, og hvad er da bedre end at refere til egne (tussegamle) bevingede ord: http://peterman.dk/windsurf-formula-boards01-f2-IIIgb.htm (taget fra denne arkiverede side: http://peterman.dk/windsurf-formula-boards01-startgb.htm).

I forhold til Starboards formula boards i perioden sejlede F2's formula boards noget friere/højere på vandet, men de havde samtidig en kedelig tendens til at løfte snuden, når de blev presset for meget. Årsagen lå efter alt at dømme ikke i en specielt kort planingsflade (den F2 III'er, jeg fik fat i, har en planingflade på ca. 84 cm og intet tail-kick). Derimod har F2 III'eren nogle usædvanligt dybe cut-outs (ca. 4,5 cm i modsætning til Starboards 1-1,5 cm), som yderligere skærer sig frem til langt foran finnekisten; cut-outs'ene ved andre boards rækker mig bekendt aldrig længere frem end til maksimalt finnekistens forreste afgrænsning. Og endnu et karakteristisk (destabiliserende) element: Fra finnekisten til hækkens afgrænsning er der kun 7 cm, hvor de fleste andre boards har omkring 8-9 cm; jo længere anlægsflade bag finnekisten, jo mere sikkerhed er der mod, at boardet letter.

I modsætning til Bic Techno Pro'en har F2 FX100 III formula boardet således intet problem med at sejle frit, og opgaven her bliver derfor at modificere det på en måde, så det holder snuden nede under pres. Da boardet samtidig ønskes gjort lidt mindre formula-agtigt og mere afslappende at sejle, og da det skal bruges med et forholdsvis lille sejl på 9.5-10.0 kvm., vil det være fint, hvis det kan tilpasses lidt mindre/mindre kraftfulde finner end standard-størrelsen på 70 cm. Her er opgaven altså at handle noget lift (og teoretisk speed) bort for at opnå bedre kontrol og lidt morsommere sejlads, helt i tråd med ønsket om at kunne "omregistrere" formula boardet til et (omend stort) freerace board. Lidt kortere sagt skal boardet altså de-tunes i forhold til dets oprindelige hardcore formula-egenskaber. Måske kan der også kappes noget af boardets lange snude, men det vil i givet fald først blive bestemt efter de første sejladser (se evt. her, hvordan en amputering af en for lang snude kan foregå: http://peterman.dk/windsurf-DIY-refurbishing-old-wave-board-1200.htm).

Modifikationerne på F2 FX100 III.

Der er altså basalt set to mål med modificeringen - to mål som umiddelbart kan fygtes at være konfliktende: Boardet skal gøres mindre flyvsk OG det skal gøres mere adræt og sjovt at sejle.

Det flyvske vil jeg vil forsøge at pille af boardet ved  at tilføje noget anlægsflade i hækken ved at fjerne den del af cut-outs, der går længere frem end til finnekistens forreste afgrænsning,

Adrætheden vil jeg forsøge at bibringe boardet ved at fjerne et mindre anlægsareal ud mod rails, hvilket forhåbntlig vil tillade anvendelse af mindre finner.

Netto-resultatet skulle gerne være en tilvekst i anlægsfladen. Og for at arealet i cut-outs og wingers er kan komme i spil, når boardet truer med at lette, skal dybden (som ved Techno Pro'en) ligge på 10 mm. Nå ja, og så skal de åndssvage udstødningsrør skal naturligvis fjernes.

Arbejdsprocessen følger stort set samme trummerum som vist ved Techno Pro'en, så herunder vises blot et par før-og-efter billeder:

Klik på billedet for at forstørre.

Ikke just det sidste skrig fra formula-fronten. Læg mærke konturerne i dækket midtpå og fremad. Mastesporet er hævet i forhold til de to langsgående konkaver. Den eneste reelle funktion af luftindtagene til "udstødningsrørene" er, at de dræner dækket for vand, der samler sig i konkaverne.

  Klik på billedet for at forstørre.

Her kan man da virkelig tale om cut-outs! Udskæringerne er 4½ cm dybe og rækker langt frem foran finnekisten. Udstødningsrørerne ses oppe i bunden af cut-outs.

Billedet er taget i funderings-fasen - derfor ligger der udprintninger af mere nutidige formula boards til skue.

Klik på billedet for at forstørre.

En råskitse af den påtænkte modificering er markeret med tape.

 Der, hvor der mangler materiale (i cut-outs og "udstødningsrørene"), limes der simpelthen "Flamingo" stykker på med PU-lim. Efter lidt trimning sluttes der af med at laminere noget glasvæv og afstandsmateriale (sandwich) på med epoxy.
 

Der, hvor der skal fjernes noget materiale (wingers), sker det på samme måde som vist ved Techno Pro'en.

  Klik på billedet for at forstørre.

Det færdige resultat: Mindre cut-out område med mindre dybde (10 mm) skal gi'r forhåbentlig mere kontrol. Wingers skal gerne gøre boardet mindre formula-agtigt og sjovere at sejle - og forhåbentlig med lidt kortere finner.

Mens boardet alligevel lå på operationsbordet, benyttedes lejligheden til at sætte nye plugs i, sådan at der kan monteres 2 vinklede kyllingestropper. Og i samme ombæring blev der lavet et par fordybninger på dækket omkring kyllingestropperne (frit efter Starboard Formula 177) - både for at opnå bedre kontrol "ned ad bakke" og for at undgå at overstrække vristen.

Nå ja, lejligheden blev også benyttet til at slippe af med de to 4.5 cm dybe huller til finne-boltene. Jeg har ALDRIG kunnet se det smarte ved disse brønde. De komplicerer hele boks-konstruktionen og gør næppe boksen stærkere, og det ta'r en krig at tilpasse bolte ved isætning af nye finner. Men vigtigst: Hvordan i h...... har den snilde designer tænkt sig, at man skal kunne fiske boltene op igen efter sejlads? Eneste måde er at vende boardet på hovedet og håbe på, at boltene dratter ud af sig selv. Og så er det jo bare om at rode i græsset, til man (måske) finder dem (og spændeskiverne) igen.

  Klik på billedet for at forstørre.

    Klik på billedet for at forstørre.

Opsummering af erfaringerne, marts 2018.

F2 FX100 III.

F2 III'eren kom ikke meget på vandet i løbet af 2017-sæsonen. De få gange boardet kom i aktion, blev det sejlet med en Maui Sails TR8 10.0 og en 68 cm Debo R13 M finne. Trimmet var fint, og der opstod ikke de problemer med næse-løft, som jeg husker fra min F2 Formula tid. Boardet virkede dog ikke specielt hurtigt i det nedre vindområde, og måske skulle den bageste del af hækkens cut-outs være gjort lidt dybere? I første omgang har jeg dog valgt en lidt mindre omfattende løsning (se nedenfor).

 Den begrænsede fart i slatten vind kan dog også skyldes, at Debo-finnen (en 68 cm R13 M) opførte sig lidt underligt i lav fart, hvor den over længere stræk kunne finde på at separere vandet på specielt den ene halse. Ikke en decideret spin-out, men dog en tydelig ventilering af finnens bagkant. Jeg har forsøgt at afhjælpe problemet ved at slibe finnen en anelse konkav mellem trykpunktet og ud mod bagkanten, men om det vil få finnen til at stå bedre fast, vides ikke endnu.

Kyllingestroppernes placering viste sig at være akavet, så stropperne blev hurtigt fjernet. Fordybningerne på dækket i hækken kunne derimod godt bruges til at fiksere bageste fod så nogenlunde, når der skulle gåes meget dybt. Hvis et lignende projekt skulle dukke op engang i fremtiden, vil jeg dog nok være for doven til at gentage tumlen med at lave sådanne fordybninger.

Den forholdsvis lange snude har formodentlig ingen synderlig virkning på boardets egenskaber. Men mentalt har det dog generet mig lidt hele tiden at blive gjort opmærksom på, at jeg sejler på et temmelig gammeldags shape. Så snuden er blevet gjort ca. 15 cm kortere (se nedenfor).

Billede til højre:

I et forsøg på at få boardet til at ligge lidt mere frit på vandet og at gå lidt mere adræt gennem jibes er cut-outs og wingers blevet re-shapet en smule.

 Som det ses er nogle af 90 graders kanterne simpelthen blevet forvandlet til 45 graders kanter.

Anlægsfladen i lav fart skulle dermed gerne blive lidt mindre, samtidig med at boardet lettere kan kantes gennem jibes.

Klik på billedet for at forstørre.

    Klik på billedet for at forstørre.

Billede til venstre:

Mest af hensyn til min skrøbelige psyke er snuden blevet savet af, så boardets længde nu ligger omkring de gængse 230 cm.

Undersiden af snuden er blevet vippet lidt op, sådan at boardet stadig har cirka samme scoop som oprindeligt.

Bær venligst over med den lidt små-kiksede "udsmykning."

Maj '18: En helt ny fornemmelse.

Den sidste modificering (se billederne ovenfor, "strømlining" af hækken og afkortning af snuden) har haft gunstig effekt på dets performance. Boardet virker simpelthen mere adræt - dvs. det ligger lidt højere på vandet, snuden slår ikke så tungt i bølgerne, og jibes'ene virker knapt så "kantede". Det var dog først, da finne-spørgsmålet blev taget under behandling, at det virkelig rykkede.

Som tidligere beskrevet har min min 68 cm lange Debo. R13 (M) finne ikke just vist imponerede performance. Den bider halvdårligt, og på den ene halse skrider den momentvis lidt ud. I det hele taget har man fornemmelsen af, at finnen ikke hjælper meget til, når man forsøger at kæntre boardet til læ for at gøre det mere flyvende. At finnen er forholdvis stiv, hjælper selvfølgelig ikke, men det er måske lidt overraskende, at finnens meget lille rake ikke synes at kompensere på  stivheden; en forholdsvis lodret finne plejer jo at gi' pænt med løft. Jeg forsøgte som nævnt at gi' finnen mere løft/færre udskridninger ved at slibe den let konkav ud mod bagkanten - men uden nævneværdig effekt.

I mangel af bedre forsøgte jeg at modificere en gammel Starboard finne - en 68 cm Debo. R13 replica ("Concept"). På land fæltes finnen måske marginalt blødere end den originale Debo. R13, men til gengæld havde den en del mere rake, hvilket plejer at gi' mindre løft.

Det korte af det lange er, at replica finnen blev gjort længere ved at transplantere tippen fra en gammel freeride finne over på den. Tippen blev herefter savet af, så den fik den typiske "cut-down" facon (altså med profil helt ned til tippen). Alt ialt blev replica finnen gjort 2 cm længere, men med forholdsvis meget areal i tippen og (som sagt) med profil helt "til bunds".

Med den "nye" finne er boardet som forvandlet. På alle parametre fungerer det bedre - ja underligt nok synes selv kontrollen at ha' profiteret. Boardet stryger nu fladt/højt henover vandet uden den mindste tendens til tail-walking i pustene. Det er samtidig blevet mere selv-trimmende med mindre krav til input fra piloten, som nu kan reservere sin opmærksomhed på omgivelserne og sin placering blandt de andre sejlere.

Bic Techno Pro 74.

Den modificerede Bic Techno Pro 74 levede op til forventningerne. Den blev fortrinsvis blevet sejlet med en (kraftfuld) 8.4'er med en 43 cm Hot Fins og en relativt lige så kraftfuld 7.7'er med en 40 cm Hurricane. Enkelte gange blev boardet tillige blevet sejlet med en 7.0'er med en 38 cm Z-Fins.

Med sin bredde på 74 cm er boardet efter min smag lidt stort til en 7.0'er (en Warp 2012) - men det har da bestemt kunne lade sig gøre. Også i ret uroligt vand. Mest udfordrende var det at ta' højde hen over bølgetoppene i det øvre vindområde, hvor luften kunne få tag i snuden, hvis man blev kyst og "glemte" at holde presset på mastefoden.

Bedst har boardet fungeret med 7.7'eren (en Warp 2016). Med den sejlstørrelse har boardet faktisk virket ret konkurrencedygtigt i forhold til lige så talentløse sejlere med adskilligt mere moderne boards (mest iSonic 107). Specielt på halvvind og op ad bakke går boardet godt - sandsynligvis godt hjulpet på vej af min virkelig gode 40 cm Hurricane finne og de ca 4 cm ekstra bredde.

Næsten lige så godt har boardet fungeret med min 8.4'er (også en Warp fra 2016). Men i forhold til de lokale konkurrenters godt 80 cm brede boards (mest iSonic 117 Wide, 117 og 120) er der dog ingen tvivl om, at boardet trives relativt bedst i meget vind. I marginal vind har jeg haft et hyr med at komme tidligt nok (læs: lige så tidligt som konkurrerende sejlere) i planing, og ofte er jeg simpelthen blevet sat på den rå fart i det slatne vindområde.

I det øvre vindområde har boardet imidlertid fungeret rigtigt fint med 8.4'eren, og det er faktisk enkelte gange lykkedes at snige mig forbi de ellers ekstremt let kontrollérbare iSonic'er på tidspunkter, hvor der ret beset burde være rigget ned.

Selvom jeg aldrig fik prøvet Tecno Pro'en inden hækken blev re-shapet, er det min faste overbevisning (vurderet på baggrund af Planchemags test af boardet i 2010), at ændringerne har gjort det til et langt bedre og mere moderne board. Hvor det originale shape angiveligt "klæbede" til vandet, sejler det nu frit og pænt højt på vandet. Der er god fart i boardet, og den friere sejlads betales stort set aldrig med tail-walking. Og sandsynligvis p.g.a. den smallere hæk er det nu muligt at få boardet til at bide sig fast i snævrere kurver uden hverken at skære ned i vandet eller bounce ud efter tangenten.

En indikation på boardets meget ændrede karakter kan ses af den finne-bestykning, som falder naturligt for det modificerede board (7.0 kvm.: 38 cm finne; 7.7 kvm.: 40 cm finne; 8.4 kvm.: 43 cm finne). Det kan man så holde op imod, at det originale board blev leveret med en 46 cm finne, og at boardet med denne finne blev testet af Planchemag med et 7.8 kvm. freerace sejl - og at Planchemag anså finnen for at passe fint til boardet med denne sejlstørrelse! Hvordan kan en modificeret hæk ændre et board så meget, at det føles rigtigt at gå 6 cm ned i finnestørrelse? Det korte svar er sandsynligvis, at det modificerede board er så meget hurtigere end originalen, at den mindre finne i kombination med den højere fart giver lige så meget løft, som den større finne gør med sin ringere speed.

Det er selvfølgelig umuligt at vurdere, om modificeringen af Techno Pro'ens hæk var spot-on, eller om et mere konservativt/et mere radikalt indgreb ville ha' givet er et endnu bedre resultat. Jeg har dog en idé om, at eftersom modificeringen på ingen måde synes at ha' influeret på boardets kontrollérbarhed - godt hjulpet på vej af muligheden for at bruge mindre finner - kunne jeg sandsynligvis godt ha' fjernet endnu mere anlægsflade i hækken - eller evt. ha' gjort udskæringerne dybere. Men sådan er det jo med alle den slags "skud i tågen": Går det godt, får man lyst til at lave endnu mere drastiske indgreb. Og når det så på et tidspunkt er tydeligt, at man er gået for langt, må man bakke lidt tilbage. Over tid kan man så være heldig at lande på den optimale løsning.

Appendix.

Lidt om board-design og performance (helt personlig opfattelse).

Der er rigtig mange "knapper", designeren kan dreje  på for at gi' et board de ønskede egenskaber. Og desværre kan man i virkelighedens verden jo ikke bare sige "alt andet lige" og se isoleret på hver enkelt detalje. Samsspillet mellem de enkelte design-elementer skal naturligvis også vurderes. Altså hvilke indgreb der spiller sammen og forstærker hinanden, og hvilke der modvirker (evt. ophæver) hinanden.

De fleste af os har nok rasende mange hjemmegjorte ideer om, hvilke design-greb der virker hvordan og hvorfor. At vi er lallende amatører på området, gør os desværre til lette ofre for oversmarte designeres markedsgøgl. Luftindtagene (der angiveligt skulle udligne det det påståede vacuum i cut-outs'ene) på Patrik Diethelms F2 formula boards er kun ét af en myriade af dårlige jokes - som alle trods alt har den snert af ræson, så man som naiv sjæl i et øjebliks uopmærksomhed faktisk kan tage ideerne til sig. Det er lidt som sværmen af vilde postulater i det post-faktuelle nyhedsbillede: Passer de i vores verdensbillede, ta'r vi påstandene til os og ophøjer dem til objektive sandheder. Er der et marked for selv den mest åndsvage påstand, er der med garanti også en sælger.

Måske er det mest produktivt at konkludere "baglæns" - altså starte med resultatet (boards'enes performance) og arbejde sig baglæns for at finde de design-elementer, der er ansvarlige for resultatet. Man kunne f. eks. lure lidt på Planchemags fantastiske årlige test af boards (og sejl), hvor der på opsummeringssiderne præsenteres let forståelige opstillinger af boards'enes styrker og svagheder. Studerer man opstillingerne bare en anelse nærmere, ligger det lige til højrebenet at begynde at stille hypoteser op om, hvorfor dette eller hint board sejler, som testerne mener, det gør. Når f. eks. Fanatics slalom boards næsten uden undtagelser bonner ud med fremragende topspeed (under ideelle forhold og med en dygtig (tung?) sejler), dårlig kontrol og sendrægtig opplaning, er der frit slag til at gætte på, hvorfor det forholder sig sådan: Er det bund-faconen - nej, mange af de andre boards har samme facon kobblet op på helt andre sejlegenskaber; er det rails - næh, de er vist meget normale; er det den korte plane flade kombineret med et par mm tailkick - tjah, her er der vist noget, selvom RRD X-Fire modellerne tidligere har stillet op med noget, der ligner - og har haft helt anderledes performance. Men hvordan adskiller tidligere X-Fire modeller og Falcon modellernes design sig da fra hinanden? Ja, her er X-Fire modellerne jo langt mere "sofistikerede" i hækken end Falcons lidt "gammeldags" cut-outs med en abrupt overgang. Og sluttelig står man måske med en fornemmelse af, at kombinationen af kort planingsflade/tailkick og en bred hæk, der pludselig bliver smal, er "det", der giver Falcon dets egenskaber. Den tese kan man så afprøve på andre boards, hvorefter den kan understøttes eller svækkes. Osv., osv. Selvfølgelig er man ude på ekstremt tynd is med sådanne tankespind, og det vælter med faldgruber: Er der tale om en egentlig årsagssammenhæng, og i hvilken retning peger pilen i givet fald - eller er der tale om tilfældig korrelation - eller findes der en årsag uden for "observationsfeltet" ... etc. Men alt ialt er Planchemags (og tildels det tyske "surf" magazin) strukturerede opstillinger noget af det bedste statistiske grundlag, vi som surfnørder har til at danne vore egne uforgribelige meninger om boards'enes design.

Ikke mere udenomssnak. Herunder følger et par personlige gæt på nogle årsagssammenhænge, hvor focus er på slalom- og freeraceboards.

Klik på billedet for at forstørre.

Bedste og (i mine øjne) ringeste slalom board i Planchemags 2017-test.

RRD X-Fire 114 stiller op med en laaang lige flade i bunden og en fint taperet hæk, mens Fanatic Falcon kommer med en kort lige flade i bunden med tail-kick og en meget pludselig overgang til cut-outs (uden wingers).

Tør man gætte på, at de nævnte karakteristika er hovedansvarlige for boards'enes meget forskellige egenskaber? Klik på opstillingen og gæt med ...

Den plane flade i boardets bund (målt midtpå i længderetningen) kan måles ved at lægge en retskinne på bunden. En lang planingsflade resulterer ("alt andet lige") i ...

- tidlig planing, hvor sejleren ikke behøver at være aktiv (dvs. at pumpe),

- god kontrol,

- slatten acceleration,

- ret dårlig topspeed.

I stedet for at tale om den plane flade refererer nogle til rocker-forløbet. En nyere iSonic 107 har typisk en plan flade på ca. 85 cm frem fra hækken uden tail-kick (se nedenfor).

Scoop er et mål for, hvor meget snuden bøjer op. Ligger boardet på jorden på sin plane flade, er scoop simpelthen et mål for, hvor meget snuden løfer sig op fra underlaget.

Scoop siger i sig selv ikke meget om boardets egenskaber. Vigtigere er, hvor gradueret snuden løfter sig - f. eks. udtrykt i, hvor meget boardet løfter sig 100 cm, 120 cm, 150 cm (osv.) fra hækken.

Et ret lille scoop med en meget gradueret "opstigning" (= lille vinkel) bruges på slalom boards. En fin gradueret stigning mindsker modstanden på fladt vand. Men er scoop'et for lille, kan anlægsfladen og dermed også modstanden selvfølgelig stige, specielt i chop. Og en meget flad snude kan selvfølgelig under uheldige omstændigheder (på slør) punktere en bølge med slyngstyrt til følge.

I de senere år er scoop'et blevet mindre, hvilket simpelthen er udtryk for, at boards'ene er blevet kortere.

Tail-kick (eller rocker) er udtryk for, at den plane flade ikke fortsætter helt tilbage til hækken, og at hækken altså løfter sig lidt. Tail-Kick/rocker resulterer i ...

- at boardet sejler meget frit,

- høj topspeed (i hvert fald teroretisk og følt),

- ringe kontrol med tendens til nose-lift,

- sen planing.

Tailkick betyder i praksis, at boardet i høj fart løfter sig fra sin plane flade og sejler på arealet bag den plane flade. Hvis ikke man er ekstremt observant og kan reagere på et splitsekund, er der overhængende risiko for, at boardet løfter sig helt ud af vandet.

One-foot-off (OFO) er målet på, hvor bred boardets anlægsflade mod vandet er 30,5 cm (one foot) fra hækken (nogle runder de 30,5 cm ned til 30 cm, hvilket giver et marginalt mindre tal). I disse tider med wingers og cut-outs er det vigtigt at være klar på, at det interessante mål er anlægsfladen mod vandet - ikke selve boardets bredde de 30.5 cm fra hækken.

Tidligere var hækkene på windsurf boards noget mere énsartede (ofte kaldet "pintail" eller "rounded pintail"), og OFO var derfor en god indikation for hækkens "lift". Men med den eksploderende myriade af wingers og cut-outs i forskellige dybder og med forskellige vinkler, er OFO-målet efterhånden alt for primitivt til at beskrive hækkens design. Desværre har man endnu ikke fundet et mål/en beskrivelse, der i et enkelt tal eller med få ord beskriver hækken udtømmende (se videre under "hækkens facon").

Hvis man kan bruge OFO til noget, er det måske til at vurdere, hvilken finne man bør sejle med. Der synes at være en forholdsvis tydelig sammenhæng mellem OFO (stadig forstået som anlægsfladen) og den passende finnestørrelse.

Two-foot-off (eller TFO, boardets bredde (igen anlægsfladen) 60 - 61 cm fra hækken) er blevet et meget vigtigt mål de senere år, men målet kommunikeres desværre kun sjældent. I årene 2011, 2012 og 2013 fremgik målet i Planchemags tests, men nu er det desværre røget ud.

TFO tænkes at være cirka det sted, hvor vandet rammer bunden under planing, og dermed det sted hvor vandet løfter mest; på vandets videre færd bagud mod hækken er det blevet svagt afbøjet og løfter derfor ikke helt så meget pr. kvadratcentimeter.

I de senere år er der blevet arbejdet meget med at maksimere TFO for at gi' slalom boards'ene maksimalt lift (tidlig planing) - en øvelse som man kun kan gå ombord i, hvis det lykkes at trimme hækken til både at gi' kontrol (stort areal) og speed (lille areal). Tankegangen udtrykkes her af Starboard i 2015 i beskrivelsen af deres større iSonic modeller: "The max widths stay the same; widths are increased between the straps but the planing surface is made narrower behind the back footstraps."

Hækkens facon (inkl. cut-outs og wingers).

En meget smal/taperet hæk (og her menes igen hækkens anlægsflade mod vandet) resulterer i, at ...

- boardet ligger "frit" eller "højt" på vandet,

- boardet sejler nervøst med mulige kontrolproblemer (nose-lift), når det  

   presses,

- boardet kan sejles med forholdsvis lille finne,

- boardet har høj (teoretisk) topspeed,

- boardet kan være vanskeligt at trimme under opplaning.

Hækkens anlægsflade mod vandet si'r altså meget om boardets balance mellem speed og kontrol. Cederic Bordes fortæller om Tabou Manta seriens hæk design: "All the boards have cut outs, it is always a balance. You want to release the tail so you have more top speed but if you release it too much you fly on the gusts." Se videre under cut-outs og wingers.

Ved cut-outs har man hævet (eller forsænket, hvis boardet ligger på hovedet) et areal omkring finnekisten, sådan at anlægsfladen (i planingsfart) bliver mindre. Årsagen til, at man kun "udhuler" området i stedet for simpelthen at fjerne materialet fra bund til top, er, at boardet derved ...

-  ikke er så udsat for nose-lift. Når boardet truer med at stejle, kommer det hævede materiale ("loftet") simpelthen i kontakt med vandet, sådan at hækken løftes lidt op, og snuden derved presses ned igen. Det er i hvert fald teorien - som sandsynligvis kun virker i praksis, hvis cut-outs'ene ikke er hævet mere end 1 - 1,5 cm;

- sejler som om hækken er smal, samtidig med at der kan komme stor spredning på bageste fodstropper;

- ikke går så let i stå i en jibe, hvor "loftet" trykkes ned i vandet og løfter hækken, så boardet går rundt uden at løfte snuden for meget;

- får lidt ekstra opdrift i fortrængerfart/under opplaning - stadig hvis cut-out'ene altså ikke er for dybe.

Udformningen af cut-outs varierer utroligt meget. Nogle er meget kantede, for at hindre vandet i at kliste sig til boardet (teknisk er det vist noget med at undgå en laminar vandstrøm og at fremme turbulens (som ved en spoiler)), nogle forlænger vandlinien ud mod rails, nogle har cut -outs i flere dybder ... etc.

Illustrerende for nyere opfattelser af dybden af cut-outs: I 2016 havde de fleste iSonic-modeller cut-outs og wingers i flere dybder, 1 cm, 2 cm og "uendelig" (dvs. alt materialet var skåret bort). Starboard fandt i løbet af 2016 sæsonen ud af, at med 2 cm dybde i cut-outs/wingers kom udskæringerne så godt som aldrig i kontakt med vandet og kunne derfor ikke stabilisere boardet under jibes, eller når det var ved at komme ud af kontrol. På 2017 modellerne blev alle udskæringerne derfor standardiseret til 1 cm dybde, ligesom hækkens planform blev gjort mere rund ved at tilføje noget materiale.

Wingers har noget af samme funktion som cut-outs. Wingers starter længere fremme på boardet og tillader en mere "glidende" overgang mellem TFO-området og cut-outs. Uden wingers vil overgangen blive mere abrupt, hvilket kan gøre det vanskeligere at trimme hækken til den rigtige balance mellem speed og kontrol.

Moderne wingers har "udhæng", sådan at dækket kan være forholdsvis bredt over wingers, hvilket tillader større afstand mellem de bageste fodstropper - og mere kontrol over finnen.

Starboard "sænkede loftet" på wingers på de fleste iSonic modeller fra 2 til 1 cm fra 2016 til 2017.

Placering af finneboks: Koryfæet Ken Winners gamle mål for placering af finneboksen var så vidt jeg husker 3 inches (7.5 cm) fra boksens bageste afgrænsning til hækken (dengang brugte man også "flap").

Patrik Diethelm skriver om placeringen af boksen på hans nye formula board, at " ... with the finbox at 9cm the board has a lot of surface behind the tail which helps the early planing and keeps the nose down in strong wind." Sejler man med en finne, der ikke er centreret i forhold til finnehovedet, har det selvfølgelig samme virkning som et rykke finneboksen frem eller tilbage.

Min fornemmelse er, at en finne langt tilbage gi'r speed, mens en finne længere fremme gi'r mere løft(?). Kommer finnen for langt tilbage, er der risiko for, at undertrykssiden suger luft (ventilerer) med spin-out til følge.

Rails

Skarpe kanter (rails) gør, at boardet slipper vandet uden for meget friktion (drag) - men med risiko for at det skærer ned i vandet i jibes'ene. Samtidig kommer boardet til at sejle mere nervøst og ukontrollérbart.

Modsat gør "døve" kanter boardet mere tilgivende og lettere at jibe - men langsommere. Oftest er kanterne skarpe tilbage mod hækken, mens kanterne længere frem mod snuden er døvere; det tilgodeser ønsket om speed, hvor boardets vandlinie ligger langt tilbage, mens de blødere kanter bliver aktiveret under en jibe, hvor vandlinien ligger længere fremme.

Et andet trick er at gøre kanterne "tucked-under" - hvor vinklen mellem bund og side er større end 90 grader - eller at give boardet bevels. Næsten alle boards har "tucked-under" rails foran fodstropperne.

Bundfacon

Bundfacon og dens virkning på sejlegenskaberne er det nærmest umuligt at blive klog på. Dels er der en million forskellige faconer, dels er der en milliard forskellige kombinationer af faconer, Der præsenteres så ofte ændringer af bundfaconerne, at man må spørge sig, om der er tale om viden, tro eller markedsgøgl. Her et par gæt:

V-facon: Speed og kontrol - og måske liveliness.

Single-konkav facon for at opnå acceleration ud af jibes.

Dobbelt-konkav kombinerer egenskaberne for V-facon og single-konkav facon. Oftest argumenteres dog med, at dobbelt-konkav facon gør, at boardets færd bliver blødere (F. eks. Tabou Rocket).

Strop-placering 

Slalom boards sejles mere fra bageste for end f. eks. freeride boards, hvor der tilstræbes (næsten) lige meget pres på begge fødder. Hvis det ikke er muligt at placere stropperne ordentligt, kan man naturligvis sætte nye plugs i. Men ofte kommer man længst ved at mengelere med andre parametre (finnestørrelse, mastefodsplacering, bomhøjde, sejlets ned- og udhal ... etc.).

Strop-placecingen på tværs af boardet: Jo længere fra centerlinien, jo mere fart og jo større finne kan man håndtere. Prisen kan være dårligere manøvreevne og kontrol.

Strop-placeringen på langs af boardet: Placerer man stropperne længere tilbage, KAN man opnå bedre speed - men KUN hvis det lykkes at få boardet så meget op i fart, at hækken løfter tilstrækkeligt. Får man ikke fart nok på slæden, synker hækken ned, så boardet sejler nose-up - og det er bestemt ikke hurtigt!

Mastespor (forsænket)

For år tilbage rykkede mastesporet tilbage på boards'ene som konsekvens af ændret planform ("teardrop" eller "no-nose" boards) og på grund af mere stabile sejl med trykpunktet længere fremme mod masten.

De senere år har man fokuseret en del på at udforme boardets dæk som et badekar, hvori mastesporet så er placeret. Angiveligt skulle at forsænket mastespor gi' bedre kontrol, samtidig med at det tillader et mere opretstående sejl.

Egentlig har jeg lidt svært ved at indse, hvorfor et forsænket mastespor skulle øge kontrollen - specielt da et mere opretstående sejl vil "alt andet lige" vil placere trykpunktet højere end et mere "raked" sejl(?).

Måske er der lidt ondt at bruge udtrykket "badekar" - men fordybningen på dækket af f. eks. en iSonic samler faktisk så meget vand op under fortrænger fart, at den ekstra dødvægt på dækket umuligt kan fremme evnen til tidlig opplaning. Det kræver i hvert fald en rustik psyke at undgå at få paranoia af ballasttanken midtskibs.

Osv., osv. ...