Da vi kommer frem til det, vi tror er Langvasshø, og vil pejle os ind på den godt skjulte Visbretind, er det ikke helt enkelt. Kompasnålen fiser rundt på må og få, og vi ender med at konkludere, at der må være nogle jern-forbindelser i klippematerialet under os (som på Kyrkja, forøvrigt). Der er ikke andet at gøre end at gætte på retningen mod den brede ryg, der leder frem til Visbretind - og at forsøge holde os på midten af samme ryg ved at korrigere, så snart lidt ekstra stejlhed indikerer, at vi er ved at komme ud af kurs. I den forbindelse er det ingen lettelse, at ryggen/sadlen er forholdsvis bred, idet vi så kan nå at komme ret langt ud af kurs, inden pråsen går op for os.

Det lykkes os at ramme foden af Visbretind, og derfra er det ikke tvivl om ruten: Direkte op. Her er HC få meter fra topvarden, og hvis man mener at kunne udlede af jakkens nedlynede halsåbning, at der er blevet arbejdet for sejren, ja så gætter man rigtigt.