Dette års norgestur synger på sidste vers. Men inden vi vender næsen hjemad, har vi aftalt at forsøge at få endnu en skalp i bæltet. Og den udsete skalp er Visbretind - det geografisk set sidste navn i den lange række af naturfænomener og lokaliteter, der er afledet af navnet på elven "Visa".

De fleste lokaliteter i "fjellheimen" er som bekendt navngivet nedefra, og navngivningren har så arbejdet sig længere og længere ind i fjeldet, efterhånden som folk og civilisation er begyndt at ta' lokaliteterne i øjesyn (og i brug). Elven Visa har sandsynligvis navn efter det eldgamle ord "vis-", som både kan betyde "bøjet" og "i hurtig bevægelse" - hvorfor man regner med, at "Visa" har fået sit navn efter det "gjel" (kløft/tragt) nederst i dalen (fra Visa Bru og ca. ½ kilometer opstrøms), hvor Visa slår et skarpt knæk og presses sammen i en snæver kløft med deraf følgende kraftigere strøm/større hastighed. Laaaang og iiiinteressant forklaring - der kan koges ned til, at Visbretind er rosinen i pølseenden på den lange række af navne, der har deres ophav i en hurtigt strømmende elv-strækning, der ligger 25 kilometer nord for tinden.

Der vil ikke være mange billeder (om nogen), der anskueliggør vores rute op mod Visbretind, så derfor skitseres planen her: Fra lejren dapper vi vest og syd om Leirvatnet, hvorfra vi vil stige op mod Kyrkjeoksle. Videre mod sydøst vil vi følge ryggen/sadlen mellem Kyrkjeoksle og Langvasshø, og på sidstnævnte vil vi slå et 90 graders sving og angribe Visbretind direkte mod nordøst.

Vi nærmer os som sagt deadline for årets eskapader i fjeldet og har derfor ikke tid til at vente på en rigtig "tinde-dag" - altså en dag hvor vejr og sigt yder tinderne retfærdighed. På billedet står HC formodentlig ét eller andet sted mellem Kyrkjeoksle og Langvasshø. Vejret har fra starten været muggent og usigtbart, og der har været godt gang i kort og kompas. Her, hvor det i tillæg begynder at sne, har vejret om muligt taget en drejning til det værre - ja nu er det direkte ufyseligt.