Jeg har vendt næsen hjemad og lægger af nysgerrighed ruten ret tæt på den stejle og glatte skråning ned mod Nordre Illåen. På Raudhamran er jeg under opturen jævnligt stødt på løse, rødlige (kødfarvede) blokke, der ligger spredt rundt i terrænet (kan til nød spottes på billede nr. 80). Helt ude på stupet mod Nordre Illåen fanges opmærksomheden af det afbildede fænomen, der ser ud til at være et kildeområde til nogle af de kødfarvede blokke. klippens mønster ser ikke ud til at være skabt naturligt - men det er det med garanti! Det kødfarvede klippemateriale er tydeligvis let at flække i én retning, og formodentlig er der tale om en sammenpresset (metamorf) bjergart (sandsten af en art?), som er tiltet 90 grader ved oppresning/foldning.

Det må være farven på dette klippemateriale, der som sagt ligger strøet rundt i terrænet, der har givet navn til Raudhamran (raud = rød). "Raud" bliver ret ofte brugt om lokaliteter i Jotunheimen - men vist mest (udelukkende?) om rust-røde områder, der har fået farve på grund af (ofte forvitret) klippe med stort indhold af jern (f. eks. her ).

Jeg husker tydeligt dette sted - og ikke kun på grund af geologien. Efter at ha' rundet hjørnet venstre om klippepartiet, blev jeg stedse mere eksponeret for en udglidning de godt 200 højdemeter ned mod Illåen. I forventning om, at der snart måtte komme en hylde, der kunne redde mig op i sikrere terræn, fortsatte jeg færden - og gik uhjælpelig fast! Ingen grund til at gå i detaljer, men det faldt mig ikke helt enkelt at få vendt næsen den anden vej, stående på det yderste af støvlesnuderne og med neglene boret ned en en græstue. Kun få gange har det været så tæt på, og under alle omstændigheder ville mit endeligt ha' været lidet heroisk med en laaang udskridning ned i en å/fos, som pø om pø ville ekspedere mig ud i Leirdalen som en godt slidt fosse-vasker.