Januar 2018.
Sabro Korsvejskolens Ungdomskole:
Vildmarkskurserne 1983-1995.
Billeder og kort.
Klik på billedet (fra sommerturen 1989) for at forstørre.
I årene 1983-1995 afviklede Sabro Ungdomsskole (Ungdomsskolen ved Sabro Korsvejsskolen) nogle vildmarkskurser, der alle afsluttedes med en tur til Norge. En pæn del af blomsten af Sabros ungdom deltog i kurserne/turene - ja nogle var faktisk så vedholdne, at de deltog adskillige år i træk og udviklede sig til garvede vildmarkinger. Jeg ved ikke, hvem der undfangede tanken, men i udgangspunktet blev vildmarkskurserne forhandlet på plads mellem ungdomsskolelederen, John Ejsing, og én af Sabro Korsvejskolens energiske lærere, Uffe Rasmussen. Uffe entrerede med mig (Peter) som med-vildmarkslærer - og så var vi kørende. Tanken var såre simpel: Ud i vildmarken i en uges tid. Alt, hvad man med føje mente, man kunne få brug for, måtte bæres på rygstykkerne. Var der derudover overskud til lidt morskab og leg, var det helt OK. I kassen med "festlige indslag" lå alt fra dagsture fra basislejr (bl. a. topbestigninger) til kolde afvaskninger i elve med vand så blødt, at det tog en krig at få vasket sæben ud af håret. Der var ikke så mange falbelader omkring, hvor vi skulle ta' hen. Vi kikkede lidt på norgeskortet, fandt en passende lokalitet og tog afsted. Hvad der dukkede op af problemer, måtte løses hen ad vejen. Ikke sådan at forstå at vi ikke forberedte os - årets program op til norgesturen var faktisk én lang forberedelse. I substansen var der måske ikke stor udvikling i turenes afvikling - men rammerne ændredes dog noget. "Logikken" var vist noget med, at når eleverne viste sig at kunne tolerere strabadserne uden at kny for meget, var der jo ingen grund til ikke at stramme skruen en anelse mere. Det var en væsentlig grund til den geografiske forskydning fra Syd-Norge til det potentielt noget barskere (og på en god dag: flottere) Jotunheimen. Og det var sikkert også medvirkende til, at en del af turene efterhånden kom til at gå fra A til B i stedet for de lidt tryggere rundture eller frem-og-tilbage ture. Nå ja, og det var sikkert samme ærgerrighed (ignoranter vil måske sige "ansvarsløshed"), som drev os til at bestige en del tinder *) og at vade over en bræ i ny og næ. Da Uffe omkring 1990 avancerede til skoleleder ved Resen Skole ved Skive, trådte en gammel elev, Lars Printz (Lasse), ind i hans sted. I et par år havde vi desuden hjælp af Per, der vistnok var ansat som pædagog ved Sabro Korsvejsskolen.
Tur-deltagerne skal lige ha' et par ord med på vejen: I var skisme seje! Hvor fysisk og psykisk ukuelige I var, gik vist ikke rigtigt op for mig dengang. Vi havde jo li'som ikke rigtigt noget at sammenligne med. Men senere - da jeg havde fået lidt kendskab til, hvordan vildmarkskurser i realiteten kørte andre steder (i ungdomsskoler, på efterskoler og højskoler ... ja til og med på teambuildingkurser ("kanindræber-kurserne")) tonede kontrasterne frem: Hvor normen andre steder for det meste var noget med korte forløb med et kraftigt indslag af underholdning (ofte ved at entrere med "professionelle" instruktører), var Sabro Ungdomsskoles vildmarksture den "rene vare." Det gjaldt hele kompasset rundt - de fysiske stabadser, de mentale udfordringer, naturens (bjergenes/vejrets) vildskab og luner, turenes længde, den tilsyneladende mangel på sikkerhedsnet ... etc. Jeg ved ikke, om det var sådan - men hvis det gav en vis status i nærmiljøet at ha' været med på én af Sabro Ungdomsskoles vildmarksture, var det fuldt fortjent!
*) De fleste af Sabro US' topture er beskrevet på denne old-gamle side, hvor tinderne er listet op alfabetisk: http://peterman.dk/bestegnetinder780ftp01.htm. Ude i højre kolonne (under "Tur") skal du kikke efter "Sabro US". Der er ialt 6 sider med godt 100 tinder, hvoraf ca. 20 tinder er besteget af elever fra Sabro US.
Billeder.
Fra første færd var vi enige om, at turene skulle dokumenteres med billeder. Primært til senere moro for dem, der poserede på billederne - men også for at vise frem for kommende hold til opbyggelig skræk og advarsel. Den bedst egnede måde at samles om billeder for godt 30 år siden var jo at blæse dem op på lærred med et lysbilledapparat. Følgelig er billedserierne herunder scannet ind fra dias. Selvom ALLE dias'ene har været gennem en heftig omgang rengøring og Photoshop, vil du ikke undgå at bemærke masser af ridser og fastsiddende støv; forhåbentlig distraherer det ikke for meget. Så vidt jeg husker, foretog vi en grovsortering af billederne lige efter hjemkomsten, sådan at de allermest håbløse optagelser og kiksede motiver blev siet fra. Under indscanningen er der imidlertid ikke sorteret yderligere i materialet **). Det gør måske, at serierne kan forekomme unødigt langtrukne - men på den anden side er der desto større chance for, at så mange som muligt kan få et par glimt af sig selv og nogle af de lidelsesfæller, man husker. Der er helt sikkert nittere blandt billederne, men ofte er der også interessante detaljer, som man i første omgang let overser. Så altså: Giv billederne en chance, men forvent ikke stor fotokunst! ***)
Og lidt i samme boldgade: I årenes løb har dias'ene flere gange været ude af bokse og kassetter, og rækkefølgen kan derfor ind imellem kikse lidt. Jeg har forsøgt at genkalde den rigtige rækkefølge, men det er ikke altid lykkedes helt, kan jeg se nu. Eftersom det er et tummel at ændre rækkefølgen, efter at billederne er lagt ud på nettet, må du altså bære over med dette mulige irritationsmoment. Herunder kan du klikke dig ind på billedserier fra de enkelte ture. Desværre er der ikke billeder fra 1991-turen, hvor jeg ikke deltog. Jeg ved ikke, om Lasse og/eller Per har billeder fra turen. Hvis de har (og falder over denne side), må de meget gerne kontakte mig, så vi evt. kan få udfyldt hullet i historien. Turene fordelte sig således (klik for at få billedserierne frem): Billeder, sommeren 1983: Ose - Hovatn, Setesdal
Billeder, sommeren 1984: Ose - Hovatn, Setesdal
Billeder, sommeren 1985 (hold 1): Langeid - Gaukhei, Setesdal
Billeder, sommeren 1985 (hold 2): Tyin/Koldedalen - Uradalsvatnet, Jotunheimen
Billeder, sommeren 1986 (hold 1): Tyin Hotell - Koldedalen, Jotunheimen
Billeder, sommeren 1986 (hold 2): Øvre Årdal - Vettismorki - Fleskedalen, Jotunheimen
Billeder, sommeren 1987 (hold 1): Bygdin - Gjende via Svartdalen og Leirungsdalen, Jotunheimen
Billeder, sommeren 1987 (hold 2): Gjende - Storådalen, Jotunheimen
Billeder, sommeren 1988: Sognefjell - Gjende via Skogadalsböen og Leirvassbu, Jotunheimen Billeder, vinteren 1989: Hovden, Setesdal
Billeder, sommeren 1990: Gjendesheim - Memurubu - Russvatnet - Bessvatnet - Gjendesheim, Jotunheimen
Sommeren 1991 (p.t. ingen billeder): Vistnok Visdalen - Gjende via Urdadalen, Jotunheimen. Måske med en bestigning af Galdhöpiggen?
**) Iflg. min (svækkede) hukommelse burde der ha' været flere billeder fra enkelte af turene - bl. a. fra den noget innovative vintertur til Hovden. Hvis de manglende billeder på et tidspunkt dukker frem, bli'r de tilføjet.
***) Det er jo meget oppe i tiden, at folk kan blive pikeret, hvis man føler sig eksponeret på nettet. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at der skulle være sket så meget med tækkeligheden de sidste godt 30 år, at nogle opfatter billederne som dristige. Men hvis man skulle genkende sig selv i en situation, som man frygter kan give varige skader på sjælen, så skriv endelig (mail@peterman.dk).
Geografi.
Det var nok ikke alle deltagere, der gik så meget op i, hvor i Norge vi færdedes. Men for de specielt interesserede følger her kort over vandreruter og udflugter fra lejrene for hver enkelt vildmarkstur:
Kort, sommeren 1983: Vandrerute; dagsture: Hovassfjell, Gamlestøylen, Kråketjønn, Tjønndalen.
Kort, sommeren 1984: Vandrerute; dagsture: Søtefjell, Hjellevatn, Hovatn-øst.
Kort, sommeren 1985 (hold 1): Vandrerute; dagstur: Gaukheihytta.
Kort, sommeren 1985 (hold 2): Vandrerute; dagsture: Ørneberget, Eidsbugarden, Breikvamsnosi, Uranostind.
Kort, sommeren 1986 (hold 1): Vandrerute; dagsture: Koldedalsnosi, Snøggeknosi.
Kort, sommeren 1986 (hold 2): Vandrerute; dagsture: Stølsnostind, Skogadalsbøen, Morkaskaret, Vettisfossen.
Kort, sommeren 1987 (hold 1): Vandrerute; dagstur: Rasletind.
Kort, sommeren 1987 (hold 2): Vandrerute; dagsture: Knutshø, Knutholstind, Langvatnet, Besseggen.
Kort, sommeren 1988: Vandrerute; dagsture: Store Smørstabbtind, Kyrkja, Nordre Svartdalspiggen.
Kort, vinteren 1989: Vandrerute; dagsture: på alpinbakken, i langrendssporet.
Kort, sommeren 1989: Vandrerute.
Kort, sommeren 1990: Vandrerute; dagsture: Sjugurdtind, Besseggen og Gjendehø.
Kort, sommeren 1991: Vandrerute; dagstur: Galdhøpiggen. Gætværk, da jeg ikke har sikker viden om 1991-turen.
Kort, sommeren 1992: Vandrerute; dagsture: Tjørnholstind, Gjendetunga.
Kort, sommeren 1993: Vandrerute; dagsture: Besshø, Veotind, Glitterheim, Nautgardstind.
Kort, sommeren 1994: Vandrerute.
Kort, sommeren 1995: Vandrerute; dagsture: Bitihorn, Slettmarkkampen.
For de vaskeægte nørder er her et par link til oversigtskort, hvor der kan zoomes, udregnes stigninger, etc. De detail-kort, der er listet under de enkelte ture, er altså udsnit af disse oversigtskort:
De, der mosede rundt i Setesdal (med start fra Ose og Langeid), færdedes i dette område: http://www.norgeskart.no/#9/76429/6562071.
De, der var på vintertur i Hovden kan kikke her: http://www.norgeskart.no/#12/68652/6628237.
Og de, der kæmpede sig vej gennem Jotunheimen, kan klikke på dette link: http://www.norgeskart.no/#8/158539/6842645.
|