De små billeder

og den rød-orange

tekst er "klikbar"

Østrigske bjergjægere/alpejægere/Gebirgsjäger på øvelse i Leirungsdalen i 1942.

Herunder kan du læse om ...

- hvordan interessen for Gebirgsjägernes aktiviteter i Leirungsdalen i 1942 blev vakt for over 35 år siden og senere uddybet;

- vores "fund" i Leirungsdalen, dvs. hvor Gebirgsjägernes lejr var placeret, og hvor de afholdt øvelser - samt de efterladenskaber, der dukkede frem af fjeld-mulden;

- en opsummering af vores nuværende viden/formodninger om Gebirgsjägernes ophold og aktiviteter i Leirungsdalen i form af en slags "skrå-foto" med tilhørende forklaringer.

Du kan vælge at læse artiklen fra top til bund - men du kan også vælge at gå direkte til vores fund af effekter, som Gebirgsjägerne efterlod sig (klik her og klik på billederne) eller gå direkte til vores antagelser om deres liv i Leirungsdalen (klik her).

----

Fra først i '80erne havde en med-lærer og jeg nogle ungdomsskolehold med på fjeldture i Norge. De første par år travede vi rundt i fjeldene omkring Setesdal, men fra 1985 og resten af perioden frem til 1995 gennem-trawlede vi Jotunheimen på kryds og tværs - ofte med flere hold per sommer.

I slutningen af juni 1987 havde vi på sommerens første tur et hold elever med fra Bygdin Høyfjellshotel, langs Bygdin til Torfinnsbu, op i Torfinnsdalen til Svartdalsbandet - og ned gennem Leirungsdalen til Gjende. 5 overnatninger i fjeldet, deraf 2 i Leirungsdalen ud for Steindalen.

Det var første gang, vi var i området mellem Gjende og Bygdin, og hjemmefra var det lykkedes at få tilsendt et eksemplar af 1985-udgaven af Thommesens & Vigerusts "Jotunheimen, turguide for fjellene mellom Bygdin og Gjende". Derfra havde vi oplysninger om et "leirområde for unge alpejegere fra Østerrike" ... "blant annet inne i Leirungsdalen", samt at der var spor efter dem: "...på flate voller ligger steiner pent i ring".

Inde i Leirungsdalen holdt vi selvfølgelig udkik efter de stenringe, Thommesen og Vigerust havde stillet i udsigt; i første omgang dog uden held. Men så - en lille tur "afsides" i skråningen nord for Leirungsåen gav anledning til at lade blikket dvæle på terrænet ved Steindalens udmunding i Leirungsdalen. Og frem tonede konturerne af en "vej" på den anden side af Leirungsåen. Ikke noget med hjulspor og heller ikke at ligne med en grusvej - men alligevel tydeligvis en med kantsten markeret vej med med samme bredde fra start til slut. Og lod man øjnene følge vejen til den sluttede, ja så endte den faktisk ved nogle store stenringe eller sten-mure.

For en sikkerheds skyld: Med "Steindalen" menes den "rigtige" Steindalen under Steindalsbreen og Steindalstind/Munken - ikke den "Steindalen", som på nogle nyere kort optræder ca. 3 km længere østpå.

Der var rigtig meget sne i fjeldet den tidlige sommer. Det havde gjort dagsmarcherne mere anstrengende end forventet, ligesom en eftermiddagstur op på Rasletind blev en tung og langsommelig affære. Men de store sne-mængder betød til gengæld, at vi via sne-broer kunne komme stort set tørskoet over Leirungsåen og over til "vejen" (som vi skiftevis kaldte "eksercits-pladsen" eller "parade-vejen"), der slyngede sig op mod stenringene. Den lette adkomst benyttede de unge mennesker sig af i stor stil. Der blev, så vidt jeg husker, ikke fundet noget epokegørende - men spændende, det var det. Også for vi voksne, som havde et mærkbart mere lydhørt publikum, end hvis vi havde doceret om 2. Verdenskrig i et klasselokale.

5 år senere (i 1992) var vi igen i Leirungsdalen med årets første hold. Denne gang blev vi sat af bussen ved midnatstid ved Vargebakken på Valdresflya og kunne slå teltene op på nord-bredden af Leirungsåen ud for Steindalen ved 5-tiden om morgenen.

Også denne gang overnattede vi to gange ud for Steindalen. Dels fordi vi havde stillet nogle foldbold-interesserede elever i udsigt, at vi ved at søge op i højden kunne "skaffe" et så kraftigt radio-signal, at de kunne følge Danmarks EM-semifinalekamp mod Holland. Dels for at gi' de unge tid til at lede efter relikvier fra Det Tredje Rige.

M.h.t. det første endte vi faktisk med at sidde i strålerne fra en lavthængende sol på toppen af Steinflytind (øst-toppen af Tjørnholstind) og både glæde os over den sublime udsigt og over sejren i Göteborg, 500 km mod syd-sydøst. Og m.h.t. det sidste var det også dette år så let at krydse Leirungsåen, at alle var ovre på den anden side for at lede mellem stenene for enden af "parade-vejen". Heller ikke denne gang var der den store fangst; men nogle dåser, et par flaskeskår og nogle patronhylstre blev det vist til. Var fangsten ikke stor, var entusiasmen det til gengæld, og fantasierne om, hvad der havde udspillet sig her for 50 år siden, fik vinger. Vi kunne kun tilslutte os, hvad Thommesen og Vigerust skrev: "Det skulle egentlig ha vært interessant å vite litt om hva som skedde i disse fjellene under krigsårene."

Som årene gik, blev der drypvist føjet brikker til mosaikken over de "unge bjergjegere fra Østerrike" i Leirungsdalen under 2. Verdenskrig. F. eks. da jeg faldt over et antikvarisk eksemplar af Årboken fra 1948, hvor det om krigsåret 1942 bl. a. hed: "Et stort vonbrot var det å komme til Gjendesheim. Der hadde tyske militære rekvirert det meste for noen store fjellmanøvrer. Det ble sagt at det var trening til Kaukasusfelttoget og at det var flere tusen mann som lå i leir langs Sjoa. Det ble slått bru over elven, det ble satt gummibåter på Gjende, det ble bygd hytter, staller og kanonstillinger, med skyteøvelser opover Leirungsdalen og klatringer i fjellstupene."

Det var dog en net-side - https://krigsbilder.net/ - der for en del år siden for alvor re-vitaliserede interessen for aktiviteterne i Leirungsdalen i 1942. Blandt de mange billeder var der en del fra Jotunheimen - faktisk også en del billeder, som desværre ikke længere er at finde på siden; bl. a. husker jeg nogle billeder fra Bygdin, som det ikke er lykkedes at genfinde, og dette billede (med en lidt misvisende undertekst, billedet er fra Torfinnsdalen) kan heller ikke længere støves op. Men - og det er vigtigst i denne sammenhæng - mange billeder fra Leirungsdalen (og områderne omkring Valdresvegen og øst-enden af Gjende) kan i dag ses under overskriften "3. Gebirgs-Division - Høyfjellsøvelse sommeren 1942" (https://krigsbilder.net/coppermine/thumbnails.php?album=690). Kikker man billederne igennem får man en rigtig god fornemmelse af, "hva som skedde i disse fjellene under krigsårene." Her er en kavalkade med nogle af billederne.

Mange af billedernes baggrunde er let genkendelige, hvis man har været i området. Men genkender man ikke umiddelbart baggrunden, kan man jo i dag via internettet trække på kort, luftfotos og "Google-perspektiver". Sammenholder man sådanne kort m.v. med de originale billeder, kan man man faktisk ret let pejle sig frem til de steder, hvorfra billederne er taget - og dermed hvor bjergjægerne har befundet sig.

I 1987 og i 1992 fandt vi jo enkelte efterladenskaber fra bjergjægerne ved at rode lidt mellem stenene i stenringene for enden af "parade-vejen" syd for Leirungsåen. Pejlinger på baggrund af billeder og kort viste nu, at der er steder, hvor det vil være mere oplagt at søge efter ting, bjergjægerne - bevidst eller ubevidst - efterlod i Leirungsdalen sommeren 1942.

Lysten til at komme ind og gense Leirungsdalen i lyset af de (for mig) nye oplysninger simrede i en del år. I 2023 opstod så en mulighed for at komme derind sammen med en datter, en svigersøn og et barnebarn for en enkelt overnatning. Med os havde vi et par til lejligheden købte billige metal-detektorer (hvoraf én viste sig ikke at virke) - samt et indtryk af, hvis blot man holder sig fra at finde dimser fra før 1937, tillader "Section 4 of the Norwegian Cultural Heritage Act from 1978" implicit, at man samler det op. Når man ved første opslag falder over en så positiv formulering, fristes man jo ikke til at dykke længere ned i emnet :-)

Vi gik ind i Leirungsdalen med start fra Vargebakken, og eftersom der var rigtig meget vand i fjeldet det år, opgav vi på forhånd at komme syd for Leirungsåen. Og da vi ydermere havde glemt at tage billeder og pejlelinjer med os, blev det til en unødvendig diffus eftersøgning omkring og øst for vores lejr på den lille "eng" ud for Steindalen. Eneste sted, vi umiddelbart genkendte fra billederne, var positionen for det, vi hjemmefra havde døbt "stabsteltet" - uden i øvrigt at ha' en kvalificeret mening om teltets formål. Her fandt vi et (viste det sig efter hjemkomsten) meget forvitret randsøm ("Randnägel") fra en bjergjæger-støvle samt en lille stump aluminiums-rør, som først gav mening efter et nyt besøg i Leirungsdalen året efter.

Ellers fandt vi tilfældige steder langs Leirungsåen en del søm og kroge, en næsten bort-tæret kapsel, en norsk 50-øre fra 1993, samt et fragment af et metalskilt, som vi i vores begejstring i første omgang antog for at være et hundetegn (slang for en soldats identifikations-skilt, "Erkennungsmarke"). Igen blev vi klogere året efter, hvor vi fandt noget tilsvarende, der ikke var helt så nedbrudt.

Måske et pauvert udbytte, men sådan føltes det slet ikke. Det væsentligste - vandreturen og lejren i den usædvanlig flotte Leirungsdalen - var rigelig belønning i sig selv. Kun én ting ærgrede os, nemlig at vi ikke havde været mere omhyggelige med at få dokumentationen på de områder, bjergjægerne havde opholdt sig på, med hjemmefra.

Det rådede vi så til gengæld bod på det følgende år, hvor antallet af deltagende børnebørn var fordoblet, men hvor turens oplæg var det samme: Afgang fra Vargebakken, én overnatning og to detektorer.

Denne gang fandt vi umiddelbart den Gebirgsjäger-lejr, der til overmål er billeder af på "krigsbilder.net", og vi slog faktisk vore egne telte op midt på det afbildede lejr-område. Sammenlagt brugte vi vel ikke mere end et par timer på at søge på lejr-området, men udbyttet af den (nu) mere målrettede aktion var særdeles tilfredsstillende. Udover adskillige "køkkenmøddinger" (som vi ikke orkede at undersøge til bunds) med alskens dåser, ståltråd og staniol m.m. var udbyttet: Nagler til bjergjæger-støvler (både "Randnägel" og "Sohlennägel"), et "Mustad-søm" (til at fæstne "sko" på muldyr), en rensenål til et gammelt Optimus Radius No. 21 kogeapparat, en rustik dåseåbner, et låg ("Marsch 2L Getränk") til en pulver-/pille-beholder, et identifikations-skilt ("VÅGÅ 25"), 3 stk. 3-hulsknapper til "Zeltbahn 31"-systemet, en multi-funktions kniv ("D. Peres, Solingen"), 2 kaliber 7,92 patroner (ikke-affyrede) til en Mauser karabin samt 3 patronholdere (hver med plads til 5 patroner).

"Marsch 2L Getränk"-låget viste sig at passe til det aluminiums-rør, vi fandt året før - og som altså må ha' været en aluminiums-beholder til pulveret/pillerne med den angivelig opkvikkende effekt(!). Og identifikations-skiltet viste sig at ha' samme facon som det formodede "hundetegn"/Erkennungsmarke, vi fandt året før - og som altså i virkeligheden må ha' været et lokalt identifikations-skilt til får, geder, rensdyr, okser, jagthunde, eller ...?

Fundene viste, at vi med sikkerhed havde ramt den Gebirgsjäger-lejr fra 1942, der er så mange billeder fra på krigsbilder.net. Men billederne på sitet fortæller som sagt også om andre steder i Leirungsdalen, hvor østrigerne slog deres folder.

Gebirgsjägernes aktiviteter i Leirungsdalen i 1942 er her forsøgt sammenfattet på dette Google "skråfoto" med forklarende tekster.

Både Norge og Danmark var jo besat i perioden 1940-45, og følgelig var de unge mennesker, man ser på billederne, fjender, der skulle bekæmpes og uskadeliggøres.

I dag må det vel være tilladt at se på billederne fra for 82 år siden med en snert af medfølelse. Der er nok ingen grund til at tro, at livet som angriber og besætter var noget, hovedparten af de afbildede Gebirgsjägere selv havde valgt, endsige havde lyst til.

Allerede i 1985 skrev Thommesen og Vigerust, at "Vi har vel grunn til å tro at vore fjender fra den gang levde glade og ubekymrede dager i fjellet, sammenliknet med hva de senere opplevde på hardere fronter. I dag, 40 år efter, har vi vel overskudd til å unne dem som overlevde en slik "ferie"."

Der er sikkert

 antagelser i teksten,

der måske ikke

helt holder vand