Familieminder fra '50erne og '60erne.

Blandt kusiner, fætre, fastre, tanter, onkler og bedsteforældre i Nielsen-Man familien (efterkommere af Magdalene (1888-1952) og Niels Christian Nielsen-Man (1894-1969)).


I nystiftede familier er det vel ofte sådan, at forældrene i starten bevarer en tæt kontakt med de brødre og søstre, de voksede op med. Efterhånden som familierne etablerer sig, ebber samkvemmet sandsynligvis noget ud, og man knytter nye kontakter.

I slutningen af '40erne og begyndelsen af '50erne afleverede storken de første kuld børn hos Bernhard & Gudrun, Signe & Ole, Aksel& Elinor, Hanne & Johannes, Ingrid & Knud og Rigmor & Georg.

Jeg var en del af denne første sending rollinger og nød som Aksel & Elinors førstefødte godt af det store samkvem, der de første år var mellem de 8 søskende fra Arentsminde, deres ægtefæller og deres børn (mine fætre og kusiner).

Herunder følger et par indtryk fra de (primært) første år blandt jævnaldrende fætre og kusiner og deres forældre, altså mine fastre, onkler og tanter. Beskrivelserne er selvfølgelig subjektive - eller måske endda direkte forkerte. Men det er i hvert fald, hvad jeg husker. Jævnaldrende fætre og kusiner husker sandsynligvis noget ganske andet.

De erindringer, der har hæftet sig i hukommelsen, er ikke nødvendigvis noget, jeg i dag vil anse for epokegørende. Der er ingen rød tråd i de beskrevne indtryk. Det er løse brokker fra en hullet hukommelse, klasket sammen hulter til bulter.

Afstandene forekom jo noget større dengang, og alene af den grund havde vi helt klart mest samkvem med de grene af familien, vi boede tættest på.

Rækkefølgen herunder er alfabetisk bestemt.

 

Bernhard og Gudrun.

Det tidligste, jeg forbinder med Bernhard, Gudrun og deres børneflok, er familiens Ford Anglia/Popular, der står parkeret ud for vores lille rækkehus på Riisvang Allé i det nordlige Aarhus. Ikke Anglia’en med skrå bagrude, heller ikke forgængeren med de bløde linjer – men generationen tidligere. Altså den klassiske model med udvendige skærme og et nærmest naturstridigt forhold mellem højde og bredde.

Klik på billedet

Jeg tror nok, at vi ret sjældent besøgte Bernhard og Gudrun med det hastigt stigende antal fætre og kusiner. Sandsynligvis et resultat af den store afstand fra Aarhus. Køreturens holdepunkter var broen over Gudenå i Randers (med den obligatoriske historie om Den kullede Greve, Niels Ebbesen og Svend Trøst), de stejle ned- og opkørsler i Hobro, samt Himmerlands mange underlige bynavne (f. eks. Kongens Tisted).

Jeg husker, at vi legede ude i gården med de ældste af ungerne (Birgit, Niels og Ethel) - tagfat, tik eller hvad det nu blev kaldt. Legene var stort set de samme overalt, men benævnelserne afveg. Det var under én af disse løbe-lege, jeg fik mit tarvelige livs første store traume: Som passioneret fodboldspiller var det min selvforståelse, at jeg var temmelig rapfodet. Ikke nogen gazelle - men lidt derhen ad. Og alligevel blev jeg m.h.t. hurtighed sat voldsomt til vægs på gårdspladsen i Flejsborg - og det af en pige! Birgit kunne skifte gear, bedst som man troede, at man havde tag i hendes trøje. Og væk var hun. Surt show, og bestemt ikke opbyggeligt for selvtilliden.

Når jeg tænker efter, havde jeg faktisk lidt af samme ubehagelige oplevelse med Lisbeth på gården ved Hadbjerg. Hun var også uhyggeligt hurtig, omend jeg husker hendes trav som lidt mere jordstrygende. Måske var det ikke mig, der var langsom. Måske var det familiernes førstefødte pigebørn, der besad nogle eksplosive ben.

I en del år trommede Bernhard og Gudrun sammen til jagt for familiens mænd. Det var vistnok mest ræve, der blev skudt på, og det var bestemt ikke ligegyldigt, hvem der stod for nedlæggelserne. Men ramte man ikke selv noget, kunne man i det mindste forsøge at tale de heldige jægeres dåd ned. Da det for vistnok første og eneste gang lykkedes for far (Aksel) at plaffe en ræv, lancerede et par misundelige svogre straks en historie om, at ræven var halt og næsten ikke havde kunnet slæbe sig forbi fars post.

Flere af vi fætre fik lov til at snuse til jagtens lyksaligheder. Det foregik på den måde, at man trissede bag én af jægerne hen til vedkommendes post. Her skulle man så skrive sig jægerens gøren og laden bag øret - og glæde sig til den dag, hvor man selv fik et gevær i hånden. Eneste betingelser var, at man skulle holde sig bag jægeren, og at man skulle være musestille.

Da jeg var med som "føl", fik jeg mig bekendt ingen påtale. Helt så heldig var en anden af fætrene ikke. Iflg. en pålidelig kilde blev han så træt/kedede han sig så gudsjammerligt på posten, at han satte sig til rette på et ståltråds hegn, der løb ind gennem skoven. Det fungerede nærmest som at slå en guitarstreng an, og den skrattende kattejammer forplantede sig lynhurtigt ind i skoven og kundgjorde for Mikkel Ræv, at det ikke var tidspunktet at stikke næsen frem. Jægeren var selvfølgelig ikke synderlig imponeret over "føllets" indsats, og der blev da heller ikke affyret ét eneste skud fra den post det år. Bemeldte fætter blev for øvrigt senere en passioneret jæger.

Jeg tror ikke, at revirets ejermand - Bernhard - selv var med på jagterne, hvilket (hvis det er rigtigt) måske var lidt underligt. Men sjovt nok var lillebror (far, Aksel) heller ikke meget for jagten i sig selv, og jeg havde indtryk af, at han udelukkende deltog af sociale årsager. Var der en fælles historie bag, at de to brødre på det punkt angiveligt stak noget af fra de skyde-glade svogre? Måske en faderlig påvirkning fra opvæksten? Farfar (NC) skrev i sine erindringer (om pladsen som forkarl på Sønderkær i Øster Hassing), at "... de unge Mænd var meget jagtinteresserede, og jeg blev budt med paa Jagt. Det havde jeg aldrig prøvet før, og jeg havde heller ingen Jagtgevær. Jeg blev ganske vist tilbudt at laane eet, men jeg kunde mærke, at hver eneste omfattede sin Bøsse med særlige Følelser, saa jeg købte et Gevær og gik med paa Jagt – een Gang. Da jeg løsnede det første Skud og skamskød en Fugl, lovede jeg mig selv, at det vilde jeg aldrig gøre mere, og jeg solgte straks Geværet og har aldrig skudt paa noget levende siden. Det er ikke fordi, jeg har noget principielt mod Jagt, men jeg kan bare ikke lide at skyde paa et levende Væsen, selvom jeg indrømmer, at det er noget Pjat ..." (side 60 nederst).

                   

Klik på billederne

Jeg har også en noget senere erindring (fra slutningen af 1960ere?), hvor min gamle sidekammerat fra folkeskolen (Jan) og kusine Ethel var begyndt at kysse på hinanden og skulle holde weekend sammen i Flejsborg. Hvilken rolle jeg var tiltænkt i det forehavende, husker jeg ikke. Det forelskede par var for længst nået forbi det punkt, hvor det kunne nytte med en anstandsdame ...

Klik på billedet.

Det var vistnok omkring jul, for huset var fyldt op af Bernhards og Gudruns afkom medsamt deres kærester. Der var børn og voksne i stort set alle aldre, og man havde fundet en fiks måde at holde sammen på flokken på: Man så Pippi Langstrømpe på Statsradiofoniens enerådende TV kanal. Ak ja, havde det været i dag, ville husets indvånere og besøgende velsagtens sidde i hver sin krog med hver sin mobillos og streame hver sin film - eller chatte "ud af huset". Man ville måske nok være fysisk til stede, ikke mentalt.

Klik på billedet

Men anno 1969 (ca.) i Flejsborg var hele storfamilien samlet om Pippi Langstrømpe. Og når Pippi Langstrømpe ikke var programsat, genfortalte man hændelser fra sidste afsnit. Eller man nynnede kendingsmelodien. Når jeg i dag falder over et billede af det rødhårede, fregnede gespenst med fletninger og stakittænder, føler jeg mig straks hensat til hin weekend i Flejsborg.

                 

Klik på billederne

Overlade var et andet navn, der blev gentaget igen og igen. Altid pakket ind i en indforståelse som om man bar på en hemmelighed, der ikke var for børn.

Med "Overlade" mente man ikke byen Overlade. Man mente noget med at feste igennem, og det foregik så tilfældigvis et sted i Overlade. Om det var på et hotel, på en kro eller i et forsamlingshus, havde jeg ikke åndsnærværelse nok til at finde ud af.

Min eneste udflugt til Overlade med den voksne del af storfamilien står også ret tåget. Nogle af os var ret stegte allerede ved ankomsten. Men det var vist noget med levende musik (tilsat ekko for li'som at gøre stedet større), dans og alkohol i rigelige mængder. Og var der ikke også en snert af kødmarked over stedet?

Tydeligst i erindringen står, da jeg på et tidspunkt blev passet op på toilettet af en håndfuld velvoksne ungersvende, der af én eller anden grund ville vide, om jeg ”ville dem noget". Det ville jeg naturligvis ikke - havde jo aldrig set dem før. Da de ikke desto mindre rykkede tættere på, insisterende på at jeg "da vist var fræk", var det, jeg i sidste øjeblik kom i tanke om, hvad Johnny havde sagt i bilen på vej til Overlade: "Hvis nogen vil slå på tæven, skal du bare sige, at du kender Niels." De magiske ord blev fremstammet - og på et splitsekund var jeg igen mutters alene på toilettet.

Hvordan Niels havde gjort sig fortjent til en omtale så skræmmende, at det kunne jage bissende vikinger på fluesvamp på porten, aner jeg ikke. At læne mig op ad Niels' gode navn og (måske mindre gode) rygte sparede mig sandsynligvis fra at få ryddet overmunden. Tak, Niels.

 

Ethel.

Første indtryk af Ethel og Gudrun var noget med, at de havde været et sted henne, som kun var forbeholdt de rige og de heldige. Noget som gjorde, at man lyttede andægtigt efter, når de berettede. I skrivende stund kan jeg faktisk ikke huske det – men mon ikke de har været en tur i USA engang først/midt i 1950’erne? Det vil i hvert fald passe godt ind i billedet. USA stod jo i de første 10-år efter krigen som noget nærmest forjættende, som man kun for sent kunne plagiere, og alt man kunne få at vide om landet, sugede man til sig. F. eks. husker jeg tydeligt, at der jævnligt dumpede et eksemplar af ”Det Bedste” (Reader’s Digest) ind ad brevsprækken hjemme hos os, og selvom jeg ikke kunne læse, kunne man sagtens tolke på de flotte billeder.

Klik på billedet

Ethel boede i en periode hos os, men om det var i forbindelse med uddannelse eller arbejde, har jeg ikke tjek på. Hun boede i vores spisestue, hvilket satte en effektiv stopper for én af vores mest yndede (og enfoldige!) lege: At fise rundt mellem entrè, stue og spisestue i timevis. Rundt og rundt og rundt …

Ethel var også med på en større ekspedition, som far og mor satte i værk i 1957. Turen gik til Jugoslavien med 3 voksne og 2 børn samt en kæmpe bunke campinggrej på taget – det hele læsset i og på en lille folkevogn. De fleste af byerne, der senere blev kendt fra borgerkrigen i ’90erne, kørte vi igennem, og jeg kunne tydeligt forstå af de voksnes snak, at ikke alt på turen forekom dem lige trygt. F. eks. forvildede Ethel og mor sig i Beograd lidt for tæt på ”Marskal” Titos gemakker i præsidentpaladset og måtte ta’ flugten, da vagterne tog ladegreb.

Klik på billedet

Rent sprogligt benyttede far sig af tysk, som han var blevet ferm til i løbet af den tid, han arbejdede ved Den danske Brigade i Tyskland. Men jo længere sydpå vi kom, desto mere fjendtlighed blev man som tysktalende mødt med. I delstaterne Slovenien og Kroatien var der derimod ingen problemer!

Sammen med nogle veninder var Ethel på et tidspunkt på en længere rejse i Norge, og hun talte henført om specielt Telemark, husker jeg. Jeg har også på fornemmelsen, at hun på et tidspunkt var på tur langs den norske kyst med ”Hurtigruten” – men måske var det blot en drøm, hun havde.

Muligvis var det de veninder, Ethel havde været på norgestur med, muligvis var det nogle kolleger. I hver fald så vi i nogle år lidt til disse ”damer”, som jeg af én eller anden grund tror, alle var ugifte. Nørby, hed én af dem, og de havde alle en myndighed over sig, som om de i deres virke var vant til at blive adlydt. Og måske virkede de også en anelse jomfrunalske?

Meget af den nyttige lærdom, man suger til sig som barn, foregår jo ved, at man stjæler brokker fra de voksnes samtaler. Ethel var bestemt ikke uromantisk anlagt, og af hendes og Mors samtaler kunne jeg forstå, at Ethel havde en svaghed for hænder. Ja, hun kunne tilsyneladende næsten falde i svime over et par slanke, stærke doktor-hænder, hun havde set pille ved en patient. For en frisk dreng som mig var hænderne vel mest at ligne med et par arbejdsredskaber, der var fastgjort for enden af armene. Men Ethels inderste betroelser til mor belærte mig om, at hænderne ligefrem kunne opfattes som noget æstetisk (måske endda erotisk), der kunne være en genvej til kvindernes/pigernes hjerter. Ethel var årsag til, at jeg begyndte at svinge neglebørsten med større nidkærhed.

Klik på billedet

Senere fik Ethel jo en norsk kæreste, Jon, som blev Rithes biologiske far. Jon var et par gange (mindst) på besøg hos os, og jeg husker ham som en stor og alvorsfuld mand. Muligvis var han slet ikke så alvorlig endda, men de fleste norsktalende lyder af én eller anden grund altid lidt tungsindige. Han var i hvert fald ret patriotisk – f. eks. mente han, at indsejlingen gennem Oslofjorden var noget af det flotteste, man kunne se på vore breddegrader. Jeg havde netop været på tur med mit fodboldhold i Norge og kunne kun give ham ret. Men da han også begyndte at berømme Oslos rådhus’ arkitektur, mente far, at Jon måske spændte buen lovlig hårdt.

Da Rithe trådte ind på scenen, boede Ethel vistnok på Aldersrovej, få km fra os. Et års tid efter Rithes ankomst fik jeg en lillesøster (Sanne), og i den udstrækning jeg på det tidspunkt fulgte med i familiens indre liv, tror jeg nok, at Rithe og Sanne næsten fungerede som søskende. Det ændrede Ethel og Rithes senere adresse på Tjelevej i Risskov vistnok ikke væsentligt på.


Farfar og Ingeborg.

Ser jeg på årstallene, må jeg ha’ mødt min biologiske farmor, men det rækker hukommelsen desværre ikke til. Heller ikke til, om jeg som meget lille var forbi familiens arnested - gården ved Arentsminde. Farfar havde godt nok afhændet gården (Lerbækgaard) i 1946, men hvis det var Bernhard, der overtog gården og boede der, til han flyttede til Flejsborg (i 1954?), har jeg sandsynligvis været med indenfor. Altsammen blot for at sige, at farfar - og Ingeborg, som han blev gift med i 1954 - for mig næsten var synonym med gården Aldershåb ved Brovst.

Scenen for første minde foregår først i ’50erne i en snestorm en sen aftentime nord for Aalborg. I en kø af biler sneglede vi os gennem snefog og –driver, og da vi nærmede os en jernbaneoverskæring, gik bommene ned foran os. Det lykkedes far at bremse op uden at skride ind på skinnerne. Helt så heldig var den forankørende ikke. Han gled ind under bommen – men blev fanget på skinnerne af den modsatte bom, som i mellemtiden var gået ned. Med udsigt til at blive kvast af toget, der hastigt nærmede sig, rykkede han gearstangen i bakgear og trådte sømmet i bund. Far kunne ikke rokke sig af stedet, da der holdt biler bag ved, så vi kunne blot vente på øjeblikket, da vi ville blive ramt. Og det blev vi så …

Der kom ikke en ridse på den anden bil (en ’30er model med bagagebærer af støbejern på bagsmækken), men vores lille folkevogn kunne kun med nød og næppe humpe videre til Brovst. Efter julen måtte vi ta’ toget hjem til Aarhus. Bilen blev repareret i løbet af januar måned i Brovst, hvor far havde købt den.

 

Klik på billederne

Der kører en lille film i mit hoved, hvor vi er med farfar ude at køre i hans store, sorte amerikanerbil (sandsynligvis købt med efterkrigens indkøbstilladelse eller v.h.a. ”dollarpræmie”), hvor vi er ude at kikke på noget natur nord for Aldershåb; måske Sandmosen? Men bortset fra det husker jeg ikke, at vi på noget tidspunkt var på besøg på Aldershåb, uden at det indgik i en større sammenkomst. Og af samme årsag forekom farfar og Ingeborg mig at være nogle lidt fjerne og ophøjede personer, som vi mere snakkede om end snakkede med.

Klik på billedet

Vore besøg var således vistnok stort set begrænsede til de traditionsrige 2. juledags sammenkomster. Herfra husker jeg selvfølgelig, når vi dansede rundt om juletræet i den østligste stue. Og især husker jeg, at de af os, der sjældent var tæt på farfar og Ingeborg, opførte os særdeles artigt, ja næsten andægtigt. Og som kontrast til vi dydsmønstre var der så dem, der besøgte Aldershåb lidt oftere, og som derfor havde en lidt mere løssluppen adfærd, og for hvem Ingeborgs ord ikke nødvendigvis var lov.

Klik på billede

Når vi endelig slap fri af de lidt rigide indendørs regler, afreagerede vi at ved at fise rundt på gårdspladsen og i haven. Og som regel endte vi øst for gården ved den store kanal, der jo nærmest bad om at blive forceret. Varmen (bag den iskolde entré) blev først opsøgt igen, når man var faldet og havde slået sig godt og grundigt på den frosthårde pløjemark på den anden side af kanalen.

Klik på billedet

Det, jeg husker tydeligst fra Aldersåb, er et fænomen, som virkelig gav mig hovedbrud. Trafikken fra hovedvejen, der jo gik tæt forbi stuehuset, kunne tydeligt høres indendørs – men hvordan kunne det være, at lydtonen fra bilerne altid faldt, når de kørte forbi? Bremsede de alle op ud for gården (farfar var jo en kendt mand), eller …? Virkelig en gåde for en enfoldig sjæl.

En fysiklærer med et fortsæt om at banke kendskabet til Doppler-effekten ind i elevernes syndige hoveder kunne med fordel ha’ lavet feltarbejde ved Aldershåb i ’50erne og ’60erne.

Det mest personlige, jeg husker, er, at farfar (og Ingeborg) gav mig bogen ”Niels Lyhne” af J. P. Jacobsen i konfirmationsgave. For en sent udviklet ungersvend, hvis litterære univers stort set var begrænset til kiosk”litteratur” som western-pocket bøgerne ”Walt Slade” og ”Bill & Ben” (kostede 1,50 kr. i den lokale kiosk), var "Niels Lyhne" unægtelig en stor mundfuld. For stor. Trods adskillige behjertede forsøg tror jeg ikke, det nogensinde lykkedes at komme igennem bogen.

klik på billedet

Dengang affærdigede jeg den fejl-adresserede gave med, at farfar var ude i et ærinde med banke noget alvorstung litteratur ind i knolden på en forkælet og lidt for ubekymret '60er ungdom. Men efter at have læst hans erindringer (se her) kan jeg godt se, bogen måske snarere var tænkt som en indføring i farfars univers: J. P. Jacobsen arbejdede i årevis langt hjemmefra i Frankrig og Italien (farfar arbejdede i København), og hovedpersonen, Niels Lyhne, svingede mellem bogstavtro religiøsitet og ateisme (farfar mellem en forholdsvis rigid tro og en tro med plads til fornuft og rationel livsførelse).

Når det kommer til stykket, var det nok ikke så meget konfirmationsgaven, der var kikset, som det var modtageren ...

 

Gudrun.

Første fjerne minde om Gudrun er, at vi en mørk aften afleverede hende på en meget stejl gade i Randers. Jeg tror nok, at hun på det tidspunkt arbejdede som kontorelev eller –assistent hos firmaet S. C. Sørensen, og hun må i hvert fald ha’ haft adresse på gaden med den heftige stigning i Randers.

Senere fik Gudrun jo nogle mere eksotiske adresser - i København, i Geneve, i Paris og i Bruxelles. Hun var fantastisk til at sende fødselsdagskort med små historier og humoristiske tegninger af oplevelserne i det store udland, og der var altid en aura af verdensdame over hende, når hun var på besøg.

Klik på billedet

I vore barndomsår kom der også ofte flotte fødselsdagsgaver med posten. Gudrun var tilsyneladende kommet under vejrs med, at far og mor havde anskaffet en Philips rejse-grammofon, for i en del år modtog jeg single plader (45 rpm) på mine fødselsdage. I slutningen af '50erne stod den på angloamerikansk musik (Laurie London og Chris Barbers Jazz Band), og hvor Laurie London måske var til den sukker-søde side, var Chris Barber var bestemt værd at lytte til, og pladen blev spillet meget. Baggrunden var måske også en anelse taknemmelig, for fars og mors stort set enerådende plade var singlen "Ud på Flisen Karoline/Elvira" - vistnok med Blue Boys.

                                                

               Laurie London (klik på billedet for lyd)                                   Chris Barbers Jazz Band (klik på billedet for lyd)

Da Gudrun skiftede adresse til Paris, begyndte hun at følge er ret så frankofont spor. I min meget tidlige pubertet modtog jeg således ét år en single med Yves Montand, som (hvis sandheden skal frem) ikke just blev slidt i stykker. Det følgende år oppede Gudrun sig imidlertid gevaldigt, for da bestod fødselsdagsgaven af en single med den franske(!) rockstjerne Johnny Hallyday. Musikken var mindst lige så hårdkogt, som hvad Elvis kunne diske op med, og pladen blev hurtigt et fast indslag i vore tidlige fester. Heldigvis blev den hurtigt så ridset, at den skrattende lyd på bedste vis camouflerede den underlige sprog.

                                                

     Yves Montand (klik på billedet for lyd)                                   Johnny Hallyday (klik på billedet for lyd)

Efter et besøg hos os skulle Gudrun køres til københavner-færgen. Far fik som sædvanlig startet bilen lovlig sent, og da de endelig nåede frem, var landgangsrampen trukket op. Gudrun, i stiletter, nederdel og en sart hvid pels, løb desperat op og ned langs skibet – indtil en havnearbejder på kajen og en matros på dækket forbarmede sig og tilbød i fællesskab at løfte/trække Gudrun op over rælingen. Sandsynligvis uden at kunne overskue de fulde konsekvenser takkede Gudrun ”ja”. Og til tilskuernes opmuntrende tilråb og piften placerede havnearbejderen skulderen under Gudruns rumpette, hvorefter matrosen trak hende op med et fast greb i pelskraven. Gudrun forsvandt ind over rælingen (med nydeligt udsyn til yndighederne) og landede med et lydeligt bump på dækket. Desværre glemte hun at lade sig hylde af kajens publikum, som ellers havde følt sig godt underholdt.

Klik på billedet

Èn af Gudruns helt store missioner har jo været at forsøge at modvirke den nedslidning af de familiemæssige relationer, som altid vil ske over tid. Her tænkes selvfølgelig først og fremmest på de mange, mange sammenkomster, som hun har taget initiativ til, har gennemført – og har betalt for. De hører til en senere tid, end hvad jeg beskæftiger mig med her, men Gudruns indsats i den henseende kan ikke overvurderes.

Klik på billedet

 

Hanne og Johannes.

Hanne og Johannes havde en flot beliggende gård i Morsholt, syd for Odder. Gården var stor, og det var i forbindelse med et besøg hos Hanne og Johannes, at far belærte os om forskellen på en landmand og en proprietær.

Landskabet omkring gården var meget kuperet, og ned mod landevejen mellem Odder og Horsens var der en grusgrav og en skov, det var spændende at gå på opdagelse i. Stod man i den sydlige udkant af skoven, havde man vid udsigt over en bred dal med talrige (daglejer-?) huse.

Også gårdens have var rigtig spændende at fise rundt i. Jeg husker det, som om de mange buske nærmest dannede en labyrint. Man kunne høre de andre unger, men man kunne ikke se dem. Og i det sydøstlige hjørne af haven, var der noget, der kunne minde om en gravhøj med fin udsigt ud over gården og bakkerne.

            

Klik på billederne

Det var Finn og Mikael, vi legede med - Henrik var for lille. Jeg erindrer svagt, at Mikael ind imellem kunne være lidt drillevorn, og hans stikpiller prellede bestemt ikke af på Finn. På et split-sekund kunne dyb fred forvandles til åben krig med en stemmeføring pænt oppe i falsetten.

Klik på billedet

I alle drengegrupper opdyrker man jo regler for, hvordan tingene opfører sig og lyder, når man f. eks. leger med (model-) biler, traktorer m.v. Jeg skal ikke underholde med, hvordan vi i Aarhus mente, motorer skulle lyde. Men jeg husker tydeligt, at vi undrede os over specielt Finns opfattelse af motorlyd. Når han skubbede sine maskiner hen over gulvtæppet, var det altid ledsaget af motorlyden "... minne - minne - minne ..." Det var bestemt ikke sådan, motorerne lød i Aarhus. Jeg tror vi konkluderede, at Finn vist forvekslede lyden af Johannes' brølende maskinpark med Hannes velsmurte symaskine.

Far hyggede sig gevaldigt i Johannes' selskab. Jeg overhørte engang mor spørge far, om han ikke hellere ville giftes med Johannes. Nu var jeg ikke vidne til megen jalousi i mit barndomshjem (i hvert fald ikke mellem de voksne), og tittede der af og til lidt frem, pegede det normalt ikke den vej. Jeg tror nu aldrig det udviklede sig til, at far inklinerede for Johannes.

En del af fascinationen skyldtes formentlig, at Hanne og Johannes havde en interessant vennekreds:

- Der var "Fengers" nede ved landevejen for foden af bakken - som bl. a. rådede over områdets bedste kælkebakke. En vinter måtte Far ofre en storetå-negl for at få standset en bissende kælk.

- Der var tandlæge Olesen, der kendte til at feste igennem. Han havde praktiseret i Grønland (dengang måtte man godt sige Grønland). Og han var godt afrettet: Når fruen skulle fragte ham hjem fra festen, var der ingen parlamenteren. Olesen hoppede selv op i bilens bagagerum og lagde sig pænt til at sove. Formodentlig pillede konen ham først ud igen næste formiddag.

- Og der var Thulesen, som var veteran fra vinterkrigen i Finland og havde hjembragt en finsk hustru. Thulesen var estimeret medlem af Det radikale Venstre og hyldede partiets klassiske mærkværdigheder som antimilitarisme og pacifisme. Det var bestemt beundringsværdigt, at han havde hjulpet finnerne med at mule Stalins tropper i 1939-40, men hvordan den dåd faldt i hak med hans politiske ståsted, fandt jeg aldrig ud af.

Klik på billedet

Som jeg husker det, var Hanne og Johannes' hylder "fyldt op" med udstoppede rovfugle. De var utroligt flotte og gjorde det ekstra spændende at spæne rundt i området i håb om at få øje på den rovfugle-bestand, der havde lagt kroppe til samlingen. Hvordan de sjældne fugle var endt på hylderne, tænkte jeg ikke så meget over. Men de var velsagtens trafikdræbte ....?

Jeg mindes, at Johannes spillede violin - måske endda i orkester(?). Repertoiret var måske ikke noget at falde i svime over for en frisk dreng, men når han motionerede buen og sin stradivarius, var det bestemt ikke kattejammer, der fyldte stuen. Og specielt var jeg imponeret af, at han i det hele taget kunne spille, når han rystede så voldsomt med den hånd, han holdt violinen med - indtil jeg blev belært om, at det faktisk var en del af kunsten.

Men Johannes havde også en mindre blød side: Han havde ry for at køre ... skal vi sige ... ubekymret. Når der var rævejagt i Himmerland hos Bernhard, tog Johannes som regel Far og Ole med på vejen. Der var adskillige historier fra disse køreture om, at når Johannes var kommet rigeligt hurtigt frem mod et fuld-stop skilt, gad han som regel ikke bremse hårdt op. I stedet trykkede han sømmet i bund for at få det hurtigt overstået. Èt af åstederne var et berygtet vejkryds lige syd for Års, hvor brovteriet efter den vel overståede jagt (og middag) tilsyneladende havde så stærkt tag i selskabet (læs: Johannes), at han heller ikke her besværede sig med at bruge bremsepedalen. Hvorfor bremse, når det alligevel viste sig, at der ikke kom nogen på tværs? Hver gang vi de følgende år var på de kanter, genfortalte far ikke-hændelsen med en stemme, der var mere spag end sædvanligt.

Og nu vi er ved køretøjer: Fra de første år husker jeg, at familien fra Morsholt kom kørende i et stort bæst af en førkrigs amerikanermodel. Senere blev det til mere nutidige modeller - først noget Opel (tror jeg), inden Ford blev det foretrukne mærke. Det nagede Far en del, når Johannes påstod, at han kunne forcere Lisbjerg-bakken nord for Aarhus med astronomiske 80 km/t - vistnok i Opel'en. Det var helt uden for rækkevidde af vores Folkevogn. Det var for øvrigt på samme bakke - men nedad - at Ole angiveligt altid slukkede for motoren. Et noget andet fokus, må man sige.

Engang først/midt i '60erne flyttede Hanne, Johannes, Finn, Mikael og Henrik nordenfjords, og jeg husker højst at ha' været på besøg her et par gange.

Klik på billedet

 

Ingrid og Knud.

Ingrid og Knud med Inger-Lene og Anne-Grethe (Jens var så "ung", at jeg nærmest kun husker ham som "den nye dreng", der underligt nok delte navn med Bernhards & Gudruns "nye dreng") besøgte vi vistnok meget sjældent. Dertil boede familien dels for langt borte fra Aarhus. Og dels lå Skive jo ikke på den "naturlige" nord-syd gående akse, som de fleste andre grene af familien havde grupperet sig på; senere udviklede der sig jo en koncentration af familiemedlemmer omkring Viborg.

Klik på billedet

Faktisk besøgte vi Ingrid og Knud så sjældent, at jeg ikke har noget klart billede af deres gård, endsige hvor de mere nøjagtigt boede. Kikker jeg på et kort, er det, som om bynavnene "Hem" eller "Hvidbjerg" får noget til at ringe, men ...? Jeg tror egentlig, Ingrid og Knud og deres børn var i Aarhus oftere, end vi var i (omkring) Skive. Vi boede jo kun en god km fra pladsen med det årlige dyrskue (eller ungskue, som det vist retteligt hed), og i den forbindelse kikkede de da indenfor.

Klik på billedet

Èt besøg i det nordvestjyske husker jeg dog så nogenlunde. Søren og jeg blev hentet af familien Goul på stationen i Skive og tilbragte nogle fine dage på gården i Salling. Vi havde taget rulleskøjter med, og med dem racede vi i timevis frem og tilbage i laden.

Jeg tror nok, at Inger-Lene og Anne-Grethe også havde "ruller" under fødderne - de var i hvert fald i høj grad med i legen. Og jeg noterede mig, at i forhold til jævnaldrende "tøser" hjemme i Aarhus var de to Goul'er langt mere adrætte og udholdende. Vi fik i hvert fald kam til vores hår. Et par år senere - vistnok i forbindelse med et landsstævne, de deltog i - overhørte jeg mor omtale Inger-Lene og Anne-Grethe som "amazonerne fra Skive". Og det var bestemt rosende ment.

De næste par dage bød på et par kulturelle oplevelser i hver sin boldgade. På en dagstur sad vi sammen med kusinerne på bagsædet af familiens rød-hvide Opel Rekord(?), mens Knud udbredte sig om Jeppe Åkjær. Og jeg tror faktisk, vi var forbi Åkjærs residens (Jenle), mens Knud passioneret prøvede at proppe lidt lærdom ind i os. Først mange år senere (under en snak med Ingrid og Knud om et nyligt højskoleophold) gik det op for mig, at de var holdningsmennesker, det var meget givende at snakke med. Men hin dag på bagsædet af Opel'en var der tale om énvejskommunikation.

Klik på billedet

Den anden kulturelle oplevelse var af en anderledes karakter, og jeg tror faktisk ikke, at Knud deltog. Vi blev i hvert fald fragtet til biffen i Skive, hvor vi blev præsenteret for "Baronessen fra benzintanken". Det, jeg husker tydeligst fra filmen, er, hvor henførte Inger-Lene og Anne-Grethe var. For min del havde jeg absolut intet kendskab til, hvad der rørte sig i det danske filmmiljø, og selvom det måske var til at gætte, at det ikke drejede sig om en cowboy-film, havde referencen til "benzintanken" i det mindste givet håb om lidt action.

Det var nu der ikke meget af, men til gengæld var det masser af intriger, fnis og romantik, uden at det for alvor udviklede sig til noget korporligt af den mere interessante slags. Alligevel var filmen meget underholdende, og man fik da et indblik i et miljø, der måske ikke lige var Jeppe Åkjærs kop te. Og på turen hjem fra biffen gennemgik vore entusiastiske kusiner så minutiøst og i detaljer handlingen én gang til ...

Når man var på familiebesøg, blev man jo "udsat" for adskillige dialekter. Ole havde f. eks. importeret sit klingende bornholmske til hovedlandet, men det var nu mere eksotisk at lytte til, end det var vanskeligt at forstå. Næst-vanskeligst for at par drenge, der var vant til det u-charmerende, flade aarhusianske, var det at forstå farfar med hans noget specielle udtryk og rulle-r'er langt fremme på tungen. Eller når de 8 søskende fra Arentsminde af og til slog over i deres barndoms-dialekt. Men førstepræmien for kaudervælsk tog nu familien fra Salling. Det var ikke så meget ord og udtryk, vi fandt underlige. Det var snarere melodien i det sagte. For os lød det, som om hvert ord var et resultat af en mavepumper. Og når ordene blev sat sammen til sætninger, lød det, som om taleren samtidig blev brugt som boksebold. Eller som når en sergent glammer sine ordrer ud over rekrutternes syndige hoveder.

 


Rigmor og Georg.

Første lysglimt i glemslens tåge har at gøre med, at Georg aftjente sin værnepligt på Langelandsgades Kaserne i Aarhus, få km fra hvor vi boede. Historien gik, at mor af og til opsøgte ham på kasernen, medbringende lidt kræs til afveksling fra den énsidige soldater-kost. På ét af disse besøg betydede Georg mor venligt - men umisforståeligt - at det stillede ham i et ret uheldigt lys, når hun kom trækkende med en barnevogn. Man ser for sig den flinke Georg, der modstræbende måtte ty til en brysk tone for at værne om sit gode navn og rygte blandt soldaterkammeraterne.

Klik på billedet

Første egentlige erindring om Rigmor og Georg var et besøg i deres købmandsforretning i Aalborg. Vi kom forbi for at aflevere Søren, som var for lille til den planlagte rundtur til strandene i det Nordjyske.

Få år efter havde Rigmor og Georg etableret sig i en ny købmandsforretning, denne gang i Ry, og de havde fået et par friske piger i Lone og Alice. Så vidt jeg husker, lå forretningen i et dobbelthus ved siden af et ismejeri (en forretningsform, som jo er totalt uddød nu) og med et par lejligheder ovenpå. Når vi legede i haven bag forretningen, var det et hit at springe fra en lille grusvej over hækken og ned i haven. Jorden var meget sandet, og da man ydermere landede i et bed med ærteplanter, slog man sig ikke alt for meget.

                   

Klik på billederne

Hvis jeg ikke husker helt galt, byggede familien et fint parcelhus nede ad en gade bag forretningen, inden de etablerede sig i den store, flotte kombination af forretning og beboelse på hjørnet af Skanderborgvej og Gudrunsvej.

Traktementet var altid virkeligt fint, når man besøgte Ry. Der var dog én særhed – og det var de utroligt melede kartofler, som man næsten ikke kunne puste på, uden at de disintegrerede. Far mente, at de underlige kartofler skyldtes en kombination af en speciel sort og dyrkning i sandjord. Men de kunne i det mindste suge en hulens masse sovs.

Klik på billedet

En nytårsaften, vi fejrede i Ry, fiskede Georg sin maskinpistol frem og affyrede en øredøvende salve i nedkørslen til garagen. Det var ikke i mellemøstlig stil med skarpe skud op i luften – men det lignede. Om det var helt efter regelværket, kan man tvivle på, men det larmede helt infernalsk og var virkelig hyl (som vi sagde i Aarhus). Georgs forsvarsvilje fejlede ikke noget; han var medlem af Hjemmeværnet og repræsenterede vistnok det forsvarsvenlige parti De Uafhængige i sognerådet/kommunalbestyrelsen.

Klik på billedet

Ved flere anledninger fortalte Georg mig på tomandshånd, hvor træls han havde haft det i puberteten. Som i virkelig modbydeligt. Jeg opfattede det sådan, at han ville forberede mig på, at der ville komme mørke perioder i teenage årene. Og samtidig var han jo selv et eksempel på, at der var lys for enden af tunnelen. Jeg lyttede selvfølgelig - men var for ”bly” til at kvittere for hans åbenhed.

Lone og Alice husker jeg som et par søde piger, der havde let til smil. De var meget musikalske, og ofte genlød stuerne af deres klimten på klaveret.

De var lidt yngre end Søren og mig, og hvor få år i aldersforskel vel nærmest er betydningsløst for voksne, kan samme afstand virke som lysår for børn. Men Lone og Alices egentlige ”handikap” var, at deres far hed Georg. Var Georg i farvandet, vidste et par friske Foska-drenge nok, hvilket selskab, de foretrak.

Georg kom jo fra Attrup ved Limfjorden, og jeg husker svagt, at han på et tidspunkt arrangerede en weekend ved Attrup, hvor det meste af storfamilien deltog. Jeg tror nok, at vi alle boede i telte – vores familie gjorde i hvert fald. Det officielle formål med weekenden var, at de voksne mænd skulle ”glibe” ål. Jeg mener, at øvelsen bestod i at skubbe nogle ”skrabere” med net på sider, bund og ender gennem ålegræsset i den lavvandede fjord, mens en makker forsøgte at jage ålene ind i ”skraberen” med et andet redskab. Jeg har altid koblet turen til Attrup sammen med et ikonisk billede, hvor hannerne står opstillet i badebukser og mandige positurer (som regel korslagte arme og en smøg i kæften) efter endt glibning. For alle vi unger var det en fest at kunne race rundt i fri dressur en hel weekend.

               

Klik på billederne

Jeg ved ikke, hvordan det opstod, eller om det i det hele taget var koordineret – men i hvert fald blev der spillet bordtennis både i Ry og i Aarhus. Og i mange år var det en fast bestanddel af et besøg i Ry (eller hos os), at man gik i kælderen for at teste formen. Hos Rigmor og Georg foregik det i garagen under boligen/forretningen, ofte med besøg af nogle af Georgs træningspartnere (f. eks. Wagner).

Vi endte faktisk med at blive ret habile bordtennisspillere, men når vi prøvede kræfter ”ude i byen”, kunne man godt fornemme, at vores spillestil måske var lidt indavlet. F. eks. spillede vi alle næsten udelukkende baghåndsspil, hvilket selvfølgelig var bestemt af den sparsomme plads til siderne in vore respektive spillerum. Det gav til gengæld nogle rasende lange dueller, hvor sveden sprang på panderne af far (med en cerut i mundvigen) og Georg (med kæberne fast lukkede om en snadde).

Rigmor og Georg langede ikke kun varer over disken i deres forretning, de kørte også varer ud til kunderne. Et par gange var jeg med Georg ude i oplandet med varer. Firmavognen var en Opel Olympia, og ud over at Georg tydeligvis var vellidt, hvor han kom frem, havde han helt klart også en social funktion, som man i dag ansætter folk til at varetage. Operationsområdet var faktisk overraskende stort, og med det flotte landskab, der er omkring Ry, var det en fornøjelse at være chaufførmedhjælper.

Selve Ry var (er) også en meget spændende by. Nede ved ”havnen” i Lillesø lagde Silkeborg-bådene til. Og enkelte gange fiskede vi mellem Lillesø og Birksø. Jeg tror nok, at vi håbede at få en sandart på krogen, men det blev nu kun til skaller, aborrer og brasen. I forhold til, hvad vi ”plejede” at fange i havet, var det sådan set også eksotisk nok.

Georg havde skaffet den cykel, jeg fik i konfirmationsgave, så da den skulle debutere på landevejen, faldt det naturligt at knokle til Ry for at sige tak for indsatsen. Uheldigvis lå der et tordenvejr over Himmelbjerget og omegn, så jeg var totalt gennemblødt og måske en anelse forkommen, da jeg efter et par timer kunne vakle ind i butikken. Georg var ikke hjemme, men eftersom Rigmor tilsyneladende administrerede hans klædeskab, fandt hun hurtigt noget tørt tøj frem, som jeg kunne låne til hjemturen. Georg var jo ingen kæmpe, så klunset passede såmænd ikke så dårligt - bortset fra underbukserne! Nuvel, lingeri-moden var nok lidt anderledes først i '60erne end i dag, men sjældent har jeg set så store underhylere. De var flere kvadratmeter for store for en sent udviklet konfirmand.

Da regnen var stilnet af, startede hjemturen - men efter ganske få kilometer, hvor det føltes, som om inderste lag bestod af en kilt, måtte jeg gi’ fortabt og afmonterede under-permissionerne.

Georg skaffe mig også min første dyt formedels 900 kr. - et VW "rugbrød" årgang 1959 på papegøjeplader. Bilen blev senere håndmalet og udstyret med koøjer og aftagelig ovenlyskuppel, så passagererne kunne sole sig på taget under kørslen. Den blev også møbleret og blev døbt ”Rosa” i rosévin på et torv i Latinerkvarteret i Paris.

Klik på billedet

Først i ’70erne havde vi (Mona og hendes bror (Kjeld), Søren og mig – samt en del hang-arounds) etableret et kollektiv i Voldby, ikke så langt fra Ry. Til vores glædelige overraskelse kom Georg og Alice (eller var det Lone?) på et tidspunkt forbi for at snuse lidt til stemningen. Sådan tolkede vi det i hvert fald, og for at de ikke skulle drage skuffede hjem igen, besluttede vi at lade dem overvære snig-premieren på en lille opbyggelig film (”Man-eater”), som vore brødre og en hang-around havde brugt deres lediggang til at producere.

Der er ingen grund til at dvæle ved den såre simple handling – men i finalen var det lykkedes en mandlig lokkedue (klædt ud som skøge) at gøre en lysten mand interesseret i kødeligt samkvem. Først da den pænt opstemte mand gik til handling og trak ned i ”skøgens” permissioner, gik den gruelige fejltagelse op for ham, og han forsvandt ud af filmen i skarpt trav - til en grum skæbne. Filmens titel skulle tages bogstavelig.

Som det høres, var det ikke just handlingen, der var speciel – det var den afsluttende, udpenslede scene, hvor INTET skjules, der (helt i tidens og kollektivets ånd) var hele filmens enfoldige pointe. Men det sjoveste under forevisningen var faktisk tilskuernes kropssprog: Efterhånden som vi nærmede os finalen sank Georg længere og længere ned i stolen for li’som at komme på større afstand af lærredet, mens Alice næsten synkront lænede sig mere og mere fremad og til sidst sad yderst på stolen for at få alle detaljer med.

Klik på billedet for at se filmen (der kan være enkelte stødende scener)

 

Signe og Ole.

Signe og Ole med Lisbeth, Carl og Niels Ole holdt jo til på en gård tæt ved Hovedvej 10 nord for Hadbjerg. Det vil sige - jeg mindes meget svagt, at vi besøgte dem, da de boede i Halvrimmen mellem Brovst og Arentsminde først i '50erne. Formodentlig kikkede vi forbi i forbindelse med storfamiliens årlige julekomsammen på Aldershåb i Brovst. Det eneste, jeg mener at kunne huske fra stedet, er, at huset vistnok lå på en nord-syd gående vej nord for hovedvejen - samt at huset havde en slags udestue med fin udsigt over vejen og en mark/ubebygget grund.

Men det er gården nord for Hadbjerg, jeg husker. Gården og familiens fine bil, en hvid Vanguard (er jeg næsten sikker på). Her var vi ofte på besøg, og mindst én gang holdt Søren og jeg en mindre ferie på stedet.

Klik på billedet

Gården (stuehuset var vist gult?) lå et par hundrede meter fra hovedvejen, og mod nord var der en eng, som kreaturerne afgræssede. Engen skrånede ned mod en bæk (starten på Alling Å), og på den anden side af bækken lå en skov med masser af muligheder for kreative børn.

Mod vest førte en lang, snorlige markvej i jævn stigning op mod en ryg/et toppunkt. Jeg nåede aldrig op på vejens toppunkt - men nysgerrigheden og fantasien om, hvad der gemte sig på den anden side, gjorde vejen næsten forjættende. Langs den nederste del af vejen blev vi besøgende af og til blev sat til markarbejde. Så måske var det frygten for at blive shanghajet til markarbejde, der hindrede en udforskning af vejen?

Nå ja, og så var der et mindre vandhul lidt syd for gården. Lisbeth, Carl og Niels Ole mente bestemt, at de havde observeret liv i vandet, så en aften smed vi en snøre med lidt madding ud. Og næste morgen kunne vi så trække et monster af en ål op af hullet. Selvom Signe lagde det aflivede kræ i en rensende opløsning en dags tid, var det ikke helt fri for, at ålen havde en bismag af mudder.

            

Klik på billederne

På den anden side af hovedvejen hørte der en mose til gården. Som jeg husker det, var mosen en ren urskov, hvor vi af og til svingede os i lianerne. En aften med tæt tåge var vi på vej hjem fra mosen, da Carl - der havde en forkærlighed for rustikke practical jokes - fik den tanke at tjekke de passerende bilisters reaktionsevne: Han gav sig til at kravle på alle fire tværs over hovedvejen, trækkende ene ben efter sig som en såret kriger på vej hjem fra Bråvalla-slaget. Heldigvis lykkedes det den førstkommende bilist at bremse op, og da han temmelig altereret fik råbt Carl an for at høre, hvad i alverden der var galt, og om han kunne hjælpe med noget, svarede Carl mandigt tilbage, at han blot havde fået en mindre skade, og at det nok skulle lykkes ham at klare sig hjem uden at forbløde. Niels Ole lod sig ikke mærke med noget under optrinnet, men Søren og jeg havde øjne så store som tekopper.

Nu vi er ved Niels Ole. Jeg mindes bestemt, at han i en periode blev kaldt "Manse". Hvorfor han fik det kaldenavn, er ikke godt at vide - og dog: Iflg. Historisk Ordbog har navnet Manse tråde til "dengse" og "lille mand" og kan være en "kælende betegnelse for en lille dreng". Det sidste gi'r god mening, idet Niels Ole jo var Benjamin i familien. Sjovt nok overtog yngstemanden i vores familie (David) kælenavnet i sin pure ungdom, da Niels Ole tilsyneladende ikke længere gjorde krav på det. Formodentlig var det en sprogbrug, Signe og far havde med fra Arentsminde.

Far fortalte, at Ole havde en fortid som "fin" (i fars sprogbrug var det en teknisk dygtig) forboldspiller. Jeg tænkte ofte på at spørge Ole, om han ikke kunne vise sine færdigheder på plænen øst for huset. Men desværre kunne jeg ikke bekvemme mig til selv at spørge ham - dertil var afstanden mellem nevø og onkel trods alt for stor. Plænen ved huset var måske heller ikke den mest velegnede til opvisnings-fodbold, da den så vidt jeg husker var okkuperet af en stor koloni muldvarpe/mosegrise.

Generelt trivedes vi rigtig godt med kusinen og fætrene fra Hadbjerg. De havde god humor, og det manglede ikke på underlige indfald og energi til at føre ideerne ud i livet. Men specielt var jeg imponeret af, hvor let de tilsyneladende tog det, når Ole var på krigsstien, og hans ordrer gjaldene mellem stuehus og længer. Jovist, der blev da pareret ordre, men det syntes ikke at blive taget så tungt, når fatter var muggen.

Når der blev råbt "Carl", troede jeg i begyndelsen, at Ole var specielt ude efter Carl. Men efterhånden fik jeg snarere indtryk af, "Carl" var synonym med "... kan I så se at rubbe neglene ..." At Carl måtte lægge navn til den ordre, skyldtes sandsynligvis, at hans énstavelses-navn var noget lettere at bjæffe end f. eks. "Niels Ole" eller "Lisbeth". Når det gjaldt os (de besøgende fætre), strammede vi os naturligvis også an, når "Carl" rikochetterede mellem bygningerne. Men når Ole mere målrettet gik efter os, brugte han sin veludviklede ironi/sarkasme, som godt kunne gi’ røde kinder.

Klik på billedet

Blandt Oles mange kvaliteter var, at han kunne være pænt påholdende. Eksempelvis gjorde han et nummer ud af at slukke bilmotoren ned ad Lisbjerg-bakken, når han skulle ind til Aarhus. Det var for øvrigt samme bakke, Johannes forcerede den modsatte vej med klampen i bund.

På et tidspunkt tog "mådeholdet" dog lidt overhånd: Historien (hvis lødighed jeg ikke står inde for) lød, at Ole skulle være alene på gården en uges tid, og i slutningen af ugen skulle han deltage i den årlige jagt hos Bernhard, afsluttende med den obligatoriske frokost. Planen lå lige til højrebenet: Leve af gårdens egne produkter (valle?) den første del af ugen (ingen grund til at kaste klingende mønt over købmandens disk), sådan at han kunne være dejligt sulten til den overdådige (og ganske gratis) jagt-frokost i slutningen af ugen.

Desværre for Ole røg den fint udtænkte plan i vasken. Maven var ikke indstillet på den pludselige overgang fra énsidig skrumpekost til vildt indtag af sulemad, og på hjemturen måtte Johannes, som Ole og far kørte med, stoppe et utal af gange for at lade Ole vakle ud i grøftekanten og kalde på Ulrik.

Så godt som et barn nu kan afkode voksnes bemærkninger, er det mit indtryk, at far satte stor pris på Signe. Og det var vel at mærke ikke ”kun” en respekt, der var afledt af deres storesøster/lillebror forhold. Jeg tror faktisk også, at far på et tidspunkt som optakt til et besøg på gården ved Hadbjerg fortalte os direkte, at vi gjorde klogt i at lytte til Signe.

--

Engang først/midt i '60'erne (tror jeg) flyttede Signe, Ole, Lisbeth, Carl og Niels Ole til et parcelhus i Viborg. Afstanden til dem blev dermed fordoblet, og det lagt sammen med en naturlig (aldersbetinget) begyndende løsrivelse fra familien medvirkede nok til, at vi ikke så så meget til dem som tidligere. Huset lå ellers godt til: Hvis man ville lege/lave "ballade", lå jernbanen tæt på, og hvis man ville udforske det vilde teenage-liv, lå midtbyen indenfor gå-afstand.

               

Klik på billederne

Signe gjorde et behjertet forsøg på at holde samkvemmet ved lige ved at invitere os til Viborg nogle dage, vistnok en påske. Det udviklede sig til et virkeligt hyggeligt besøg, hvor vi i det meget små begyndte at snuse til den voksne verden, med hvad vi troede, det indebar.

 

 

 

Sluttelig et par tidstypiske aktiviteter, der bandt stor-familien sammen:


Strikkemaskinen.

I en del år i slutningen af '50erne og godt op i '60erne(?) turnerede en strikkemaskine mellem de forskellige grene af familien. Jeg ved ikke, hvor eller hvordan ideen fødtes, og jeg er heller ikke helt klar over, om alle børne-familierne var med i projektet. Formodentlig splejsede man om maskinen, og tør man gætte på, at Rigmor og Georg havde skaffet maskinen til engros-pris?

Som jeg husker det, varede et besøg af strikkemaskinen en god måneds tid, og i den tid fyldtes stuen i timevis dagligt af den meget karakteristiske lyd af ”vognens” raslen hen over ”tasterne”. Fra side til side i én uendelighed – kun afbrudt af pauserne, når der skulle laves ind- eller udtag, når strikkemetode, mønster eller farve skulle ændres … osv.

For det meste så vi børn frem til, at strikkemaskinen kom på besøg. Der kom ligesom mere struktur på hverdagen, og man vidste som regel, hvor man kunne finde mor. Der vankede også nye tekstiler til hele familien – eller burde man sige uniformer? Hos os var der i hvert fald mere end en tendens til, at far og sønner opbyggede et lager af helt éns trøjer og sokker. Kun størrelserne afveg.

Jeg husker også svagt, at vi blev begavede med hjemmestrikkede badebukser, men det blev nu ingen stor succes. De krassede og sugede så meget vand, at tyngden heraf uafvendeligt fik bukserne til at dejse ned om haserne, når man steg på land. Desuden havde de det særdeles ydmygende problem, at maskerne ikke virkede helt stabile, så da jeg i skolen hørte historien fra den nordiske mytologi om Kraka ("hverken påklædt eller nøgen"), fik jeg straks de hjemmegjorte, uldne badebukser i tankerne. Det var dog først, da far diskede sine badebukser, det lykkedes for Søren og mig at slippe for vores.

Klik på billedet

Der var to af strikkemaskinens afledte aktiviteter, vi børn afskyede: Dels var det virkeligt træls, når man indtil flere gange i timen blev kaldt ind i stuen for at prøve den nyeste kreation – ofte uden ærmer, som blev eftermonteret med knappenåle, der ALTID endte i skulderflæsket. Nå ja, og så var det jo også lidt tøset at skulle agere mannequin i kammeraternes påsyn …

Men det mest trælse var nu, at garnet blev købt som ”fed”, og for at kunne bruges med strikkemaskinen skulle det jo tvindes op til garn-nøgler. Det job var naturligvis noget, man (mis-)brugte børnene til – flere årtier før det blev et issue med børnearbejde. Ét var, at det var et umådeligt kedeligt og ret feminint arbejde at forvandle et fed garn (gerne trukket ned over en stoleryg eller holdt af en ulykkelig søster/bror) til en bold af garn. Det mest utålelige var dog, at garnet altid filtrede sammen i fedet, og jo mere energisk man forsøgte at udrede ”trådene”, jo mere filtret blev garnet. Og jo længere tid tog det, inden man kunne slippe ud i friheden.

Under et besøg i Ry, hvor jeg igen-igen blev sat til at tvinde garn, belærte Rigmor mig om, at man ALDRIG skal forsøge at løse et sammenfiltret fed garn ved at binde knuderne op. Prøver man det, laver man selv en knude - og når man så forsøger løse den op, laver man blot en ny knude … osv.

Der er ingen tvivl om, at Rigmor - der jo havde rettesnor for det meste - havde ret. Et garn-fed bli'r næppe bevidst produceret med knuder med det formål at genere forbrugerne. Problemet var at efterleve Rigmors råd, uanset hvor rigtigt det var. Jeg prøvede virkelig, men i virkelighedens verden lykkedes det mig kun yderst sjældent at udskyde tidspunktet, hvor hidsigheden tog magten fra besindelsen.

Sorte grise.

Jeg tror, det var fra starten af '60erne, at mor og far af og til kom hjem fra familiebesøg med en slagtet gris. Hovedleverandørerne var vistnok Hanne og Johannes eller Bernhard og Gudrun, men andre kan også ha' budt ind. I de følgende dage blev der savet, skåret ud, kørt gennem kødhakkemaskinen, pakket og stampet i fryseren til den store guldmedalje.

For en ikke-landboer var det en noget overvældende affære med alt det blodige kød og flæsk, oversavede knogler og bensplinter. Værktøjet, der toges i anvendelse under adskillelse af kræet, forekom mere at være tømrer- end snedker-værktøj. Og det var heller ikke specielt befordrende for lysten til at sætte tænderne i julesylten, når man havde overværet mor skalpere og skrabe et grisehoved rent i sin søgen efter gode råvarer.

Jeg var vistnok aldrig med på de familie-besøg, der resulterede i en død gris i bagagerummet på hjemturen, og det havde sin forklaring. Iflg. far var det tilladt at "hjemmeslagte" til eget brug, men det var strengt forbudt at slagte til familie og venner og modtage et beløb herfor uden om systemet. Jeg ved ikke, om det var en skrøne eller den skinbarlige sandhed - men far fortalte i hvert fald, at politiet på deres patruljering ofte standsede biler, der virkede påfaldende tungt lastede - netop for at kontrollere, at der ikke lå en "sort gris" i bagagerummet. Og det var så årsagen til, at i hvert fald vi større børn ikke var med på disse smuglerture, da vores tilstedeværelse på bagsædet naturligvis ville få bilen til at hænge endnu mere med rumpen og dermed friste den knippelsvingende ordensmagt til at gennemføre en uønsket kontrol.