Om N. C. Nielsen-Man (herefter "NC", klik på billedet)



Om teksten (klik på billedet)

 

 

Side 1

Lokalhistorisk Arkiv for Øster Han Herred.

A478-1

Niels Christian Nielsen-Man

Erindringer, 1894-1932

Nedskrevet omkring 1961 (formodentlig)   

         

                         

Mit Liv er som et Eventyr, saa underfuldt og dejligt …

Saadan skrev H.C. Andersen, og saadan føler jeg, selvom jeg ikke fik det Vingefang som han, og selvom Himlen ikke altid har været blaa.

Jeg er ikke religiøs i den Forstand, som mange mener, er den eneste rigtige Maade. Og selvom jeg meget godt ved, at jeg paa mange Maader har gjort noget forkert, og jeg først og fremmest ikke har gjort det, der i den givne Situation var det rigtigste, har jeg tit har ladet Tanker og Handlinger bestemme, uden først at overveje om det jeg tænkte og gjorde, var det kristeligt set rigtige.

Alligevel har jeg fra min Barndom haft en Følelse af at være under en højere Magts Beskærmelse og Beskyttelse, og mange Tildragelser har befæstet denne Følelse, baade i min Barndom og senere.

Jeg har tit tænkt paa at skrive mine ”Erindringer”, før Hukommelsen svigter. Men det har formet sig saadan, at jeg, der af Natur er doven, har faaet min Tid saa optaget, at Aarene er gaaet. Og nu mærker jeg, at mange Ting, der før stod klart i min Erindring, er blevet dunkelt eller helt er forsvundet. Skulde Erindringsforskydninger snige sig ind, beder jeg enhver, som ved bedre, tilgive – om det forsøg, jeg nu agter at paabegynde, virkelig skulde blive ført saa langt frem, at nogen faar Lejlighed til at kontrollere det.

Jeg er født 20. Januar 1894 og kom til Verden i en Snestorm. Saa vidt jeg erindrer, var Snestormene meget kraftigere end nutildags i min Barndom, ligesom Somrene var meget varmere. Efter Overleveringerne kørte min Fader i Slæde til Tranum efter Jordemoderen, en Mils-vej (dansk mil = ca. 7,5 km (12.000 Alen)), og det har sikkert været med den hvide Hest, Klaus, som er mit første minde om en Hest. Det var til gengæld Verdens dejligste Hest, godmodig og trofast, stærk ”som en Hest” og kælen, saa vi Børn kunde gaa under Maven og sno os om dens Ben. Og det gjorde vi – naar Far ikke saa det! Paa denne Jordemodertur væltede Slæden, og Jordemoderen faldt af i en Drive, men til Verden maa jeg være kommet, og det tyder jo paa, at hun blev samlet op igen.

Jeg var tredje Barn. Desværre, syntes jeg dengang, var de to første Piger, men senere er jeg ikke saa sikker paa, at jeg ikke tog fejl. Ogsaa efterpaa kom der flest Piger, 6 i alt. Jeg fik 2 Brødre, hvoraf den første var 6 aar yngre end mig. Han døde, da han var halvandet Aar. Den sidste var 10 Aar yngre end mig, men det blev ogsaa alle Tiders Dreng, sine Forældres Stolthed og Glæde, medens jeg følte mig mindre ønsket. Og som barn tænkte jeg meget paa, om jeg ikke var et forbyttet Barn. Jeg syntes altid, jeg fik Skyld for alt det, vi lavede af Drengestreger, naar vore Forældre var hjemmefra. Og jeg syntes altid, mine Søstre skød Skylden paa mig, og at jeg fik Smækkene, mens Pigerne saa uskyldige ud. Senere er jeg kommet til en noget anden Opfattelse: Jeg var i hvert Fald nok med i Stregerne, og Piger slaar vi Mænd jo ikke paa! Derfor var det nok rimeligt, at jeg fik Straffen.

Min Mor har senere fortalt, at jeg, engang jeg havde faaet Strambuks, gik frem og tilbage mellem Havens forkrøblede Træer – der ganske vist den Gang forekom mig store, men naar jeg nu ser dem, kan jeg godt se, at det har de aldrig været – og vred mine Hænder og sagde til mig selv: ”Det er ogsaa Synd! Det er ogsaa Synd!” Mor fortalte, at siden den Gang kunde hun ikke straffe mig, uden at se det Syn for sig – og saa er det nok ikke blevet til meget. Det Vendepunkt har jeg ikke hørt om, før jeg blev Voksen, og jeg har ingen klar Forestilling om, hvornaar det

Side 2

har været, eller om der kom nogen mærkbar Ændring i Opdragelsesmetoderne. Men det var jo ogsaa før, man opdagede, at korporlig Straf kunde give Komplekser – og mon ikke flere har taget mere Skade af for lidt Straf end for meget? Jeg er for længst kommet til den erkendelse, at jag kun fik Straf, naar mine Forældre mente, jeg fortjente det, og fordi de var overbevist om, at det var til min Gavn.

Mine Forældre var tidligt gift, Far var 21 Aar, og Mor var 20 Aar. Og det var nok min ældste Søster, Johanne, der bestemte det – men hun har nu ogsaa siden haft sine Meningers Mod og ved, hvad der er det rigtige. Far havde ikke overstaaet sin Militærtjeneste, og Mor boede til Leje i en Husende, som smaafolk da maatte med deres førstefødte, og uden den Hjælp til Soldaters Paarørende som en senere Tid har indført. Jeg har tit tænkt paa, hvordan hun fik Føden, men det maatte jo være Familierne, der hjalp, selvom der ganske vist ikke var nogen Rigdom – især ikke i min Moders Hjem.

 

 


Klik på billedet

Historisk kort (4000 px bredt, dækkende ca. 15 x 9 km) med mange af erindringernes lokaliteter.

Kortet fylder 1 Mb og kan måske være lidt tungt at åbne.

Brug "bjælkerne" i højre side og bund for at flytte kortet.

  

  

Du kan finde historiske kort på nettet og lave dine egne udsnit – og kvaliteten vil være bedre end det kort, du kan åbne til venstre herfor.

Det historiske kort, der sandsynligvis dækker erindringernes tidsperiode bedst, kan åbnes sådan:

Klik på dette link: https://sdfekort.dk/spatialmap

Tryk på ”Baggrundskort”

Tryk på ”DTK/Kort25 klassisk”

Tryk på ”Skærmkort dæmpet” (for at få det til at forsvinde)

Zoom ind på det valgte område

Tryk på ”Historiske baggrundskort”

Vælg ”Lave målebordsblade 1901-1971”

Voila!

 

 

Jeg kan huske Fars Far som en streng Mand. Jeg er opkaldt efter ham, og det er maaske derfra, jeg har mit stride Sind. Han var Husmand paa en mager Ejendom i Tranum, og naar jeg ser den Jord nu, kan jeg ikke fatte, at den var værd at dyrke. Tillige var han Tækkemand, og Far har fortalt, at han var saa sparsommelig, at han om Morgenen, før han gik paa Arbejde, skar Mærke i Rugbrødet, saa Farmor ikke ruttede med Brødet til Børnene. Der var ogsaa otte af dem, hvilket syntes at være en Familieskik. I Mors Hjem var det otte, og jeg har ogsaa, for ikke at falde udenfor, været velsignet med otte.

Skønt Farfar havde smaa Indtægter, en Mark (vistnok svarende til 25 ører(?)) i Dagløn for en Dag, der gik fra Solopgang til Solnedgang, samt Indtægten fra en lille mager Ejendom med en Hest og 2 Køer – det var før Mejerierne blev bygget – lykkedes det ham alligevel at samle Penge i Sparekassen, saa der var 6.000 kr., da Boet blev gjort op. Og det var ikke Nutidskroner!

I Fars Hjem var der eet par Lædersko, som Børnene arvede efter Størrelse – det vil sige ikke til Eje men til brug de 2 Dage om Aaret, der var Eksamen i Skolen. De, der ikke havde en passende Fod til Skoene, fik deres Træsko tjærede til denne store Dag. Trods denne ufattelige Nøjsomhed var der alligevel rart at komme i Fars Hjem. Farmor var mild i sine yngre Aar. Da hun blev gammel, kunde hun ganske vist ikke følge med og forstaa Tiden, der forekom hende tøjlesløs og uden Respekt for Pengenes Værdi. Men hun havde jo ogsaa lært det tilfulde.

Far var opvakt i Skolen, og - saa vidt jeg kunde faa ud af, hvad mine smaa Øren samlede op – Lærer Hansens Yndling, der skulde have haft en anden Plads i Tilværelsen, end han fik. Og dog tror jeg, han havde et rigt Liv.

Han kom ud at tjene som som 9-aarig og tjente siden til sit Giftermaal. Den højeste løn, han kom op paa, var 125 kr. for et Aar, og han var af de højest lønnede og sikkert dygtig. Mor kom ud at tjene som Gaasepige som 7-aarig, og hun har fortalt, hvor langeligt hun saa efter sit Hjem, en lille Ejendom i Tranum Klit, hvor Lyng og Pors var de mest almindelige Afgrøder, der sloges med lyng-le som Vinterfoder til Kreaturerne. Ind imellem var der brudt Agre, hvor der avledes Rug, broget Havre og lidt Kartofler. Der var ikke Penge at rutte med, og Ernæringen var Smalkost, bestaaende af Rugbrød, somme tider iblandet forskelligt drøjende, og skummet Mælk, der var skummet, saa der ikke var Fløde tilbage. Fløden blev kærnet og solgt til en Købmand i Birkelse, ca. 2 Mil derfra. Når der var et Pund, fik Morfar sine pudsede Træsko paa og vandrede på sine ben til Mathisen, som Købmanden hed, og fik en Krone for Pundet. Hvordan Smørret kom videre, har jeg siden spekuleret paa. Om Mathisen solgte med fortjeneste til Aalborg, hvad han fik leveret, eller om Mejersken paa Birkelse Hovedgaard omsatte det? Da jeg kunde have faaet det at vide, interesserede det mig ikke.

Efter mine Forældres Fortællinger om Ungdomsliv i de Tider at dømme, var det lige saa morsomt at være ung dengang som senere. Og var end Samfærdselsmidlerne Apostlenes Heste, saa havde man meget Morskab med Legestuer og Samkvem mellem de unge. Men måske er det som saa meget andet, at Tiden slører. Maaske var de mange Fortællinger om Morskab og Sammenkomster netop præget af, at de gik sjældent paa. Til Gengæld var det til

Side 3

Tider grove Løjer, der berettedes om, som den Jul min Far var med til at fylde Møddingen i Brønden for en Mand, som nok ikke havde været populær. Eller en anden, som fik Møddingen skovlet op foran Dørene, saa de arme Folk ikke kunde komme ud, før de fik Hjælp. Vinduerne kunde jo ikke lukkes op dengang, da der ikke var saa meget brug for frisk Luft som nu. Men den almindeligste Dødsaarsag, særlig blandt de yngre, var da ogsaa Tæring (ældre betegnelse for Tuberkulose og andre sygdomme, der medfører vægttab), som ramte mange. Og saa var der jo ikke noget at gøre, hvorfor man heller ikke ulejligede Doktoren, der i øvrigt ogsaa boede saa langt væk.

Af særlig Fars Fortællinger kender jeg noget til Datidens ”Stormænd” og Originaler, som Stu'er La's og Bette La's, Myr' La's, Skoffen, Skaden, Maren Rejhen, hendes Samlever – om end ikke Ægtemand – Snieren, ogsaa kaldet Snep, men som vistnok rettelig hed Jens Kristian, Blak Karen, der solgte Knas og Kagehjerter til Eksamen, Tosse La's, Tosse Rasmus, Sindaldrengen, Alverdens Kasper - og mange flere. De var Datidens Originaler, der af een eller anden Grund faldt udenfor det gode Selskab og var livligt Samtaleemne ved Sammenkomster. De var ogsaa Bussemænd for de Børn, der trængte til noget afstivende for at holde sig paa rette Vej.

Nogle af de nævnte Personer har jeg mødt i min Barndom, de fleste kun som Skræmmebilleder – og det var da altid billigere end Tærsk bagefter, saa jeg er dem meget Tak skyldig. Disse Smaafolk i Aandens og Materiens Verden levede under Eksistensminimum. Noget Fattighjælp var der vel, og nogle af dem drev Tiggeri som Næring, og selv i fattige Hjem turde man sikkert ikke undlade at give dem Mad eller andet efter fattig Evne. Nogle var farende Svende, der nok ikke kunde finde deres Plads i det ordnede Samfund.

Mine forældre fandt hinanden, da de tjente sammen hos Kristen Peter i Tranum Strandgaard, een af Datidens og Egnens større. Jeg tror nok, de tjente sammen i 3 Aar, og saavidt jeg forstod paa deres Samtaler om ”gamle Dage”, var Mor omsværmet og havde mange Tilbedere. Grunden til, at Far blev den foretrukne, ligger nok dybere, men Mor har fortalt mig, at hun en Gang i Skjul overværede en Samtale mellem Far og en anden Karl, der foreslog Far, at de skulde spille sammen og hver for sig gøre deres Hoser grønne hos Mor. Far sagde ”Nej.”

Nu kan det jo godt være, at han mente at kunde klare sig uden Maskepi med den anden. Der kan være mange Grunde, men Mor bestemte sig da, og for gamle var de da heller ikke, da de blev gift.

Klik på billedet

Som Soldat var Far Oppasser hos en Oberst i Viborg og havde kronede Dage – altsaa i Forhold. Obersten syntes, ligesom gamle Lærer Hansen, at Far skulde ind i noget bedre, end det han kom fra, og tilbød at hjælpe ham ind ved Politiet. Meget havde vel set anderledes ud, maaske også for mig, om Far havde taget imod. Men han vilde tilbage til Mor, der sad i Sidsels Ende (Sidsel har samme betydning som Cecilie, der betyder ”blind”) med Johanne og et daarligt øje, hun havde faaet ved at jage en Kniv i Øjet under Madlavning, da hun blev forskrækket for eet eller andet. Mor fik Glasøje, men hun har nok ikke været under antiseptisk Behandling, for Øjet flød med Materie, så længe hun levede. Denne Skønhedsfejl saa vi Børn dog ikke. Hun var Mor, og hun var Verdens dejligste Mor, som ingen anden kom paa Siden af.

Ja, det vil dog sige, een Gang tog jeg fejl. Det var, da min lille Broder var død og skulde begraves. Hele Familien var samlet, og min Mors yngste Søster, Moster Kristine, var ogsaa med. Jeg tog fejl af de to Søstre og kaldte Moster Kristine ”Mor”, og da jeg var 7½ Aar gammel, blev jeg da ogsaa meget flov. De var begge i deres pæne Kjoler, og Moster var virkelig ogsaa pæn.

Da Far kom hjem fra Tjenesten i Viborg, købte han – eller jeg vil snarere tro, Farfar købte til dem, men naturligvis uden at lægge Penge i Blød (mod tilbagebetaling?) - en lille Ejendom paa Tranum Enge paa 7 Tdr. Land. Sælgeren var Skrædder Kristen, der byggede sig en anden Ejendom ved siden af og boede der vistnok til sin Død.

Tranum Enge Ligger en Milsvej fra Tranum, og Jorderne var Enge til Gaardene i den vestlige Del af Sognet. Jorden

Side 4

var vel ikke daarligere, end det der laa nærmere, men det laa langt borte og var derfor ikke i Drift. Andre Huse skød op, og de var næsten alle for smaa, til at en Familie kunde leve af dem, og derfor skulde der tjenes Penge ved Siden af. Min Far fik Arbejde paa Teglværk, af hvilke der var flere på Tranum Enge. Kræn Snedker, Peter Snedker og La's Pind havde hver sit. Det sidstnævnte var størst, og der blev Far Stryger, d.v.s. han havde det betroede Arbejde, efter at Leret var gravet op og æltet i en Trosse – en rund Udgravning, hvor det blev iblandet Vand og slemmet op (dvs. leret blandes op i vandet) til en passende konsistens, ved at en Hest trak rundt om Graven, forspændt en Sten hvorpå var monteret Vognhjul – blev det paa Trillebøre kørt op og lagt paa et Bord til Strygeren. I Forme dannede han saa Murstenene og satte dem fra sig, og andre trillede dem til Læggepladsen, hvor de tørrede, til de havde en saadan Fasthed, at de kunde køres i Ovnen. Her stabledes de op paa en Maade, saa Brændslet, der var Tørv, kunde lægges imellem. Naar Ovnen var fuld, tændtes der op, og Ilden holdtes vedlige, til Stenene var brændt. Saa længe det stod paa, var der Døgnvagt, og Stenenes Kvalitet afhang af, at alt var udført paa rette Maade. Helbrændte Sten, halvbrændte Sten og de, der var grønne af for megen Brænding, laa hver i sin Prisklasse, og La's Pind var ikke let at komme om ved, hvis Brændingen slog fejl.

Det var haardt Arbejde og lange Dage, og naar Far kom hjem om Aftenen, var han træt – og saa var der jo Markarbejdet efter Fyraften. Men der var et godt Sammenhold mellem Nybyggerne, der var nogenlunde af samme Alder. Man hjalp hinanden og kom sammen uden særlig Indbydelse. Det var ofte, der kom fremmede, og saa lagdes Arbejdet tilside, og Snakken gik.

Der var dog Forskel. Der var blandt disse fattige Nybyggere et rigt aandeligt Liv og Røre. Antageligt fordi Dagliglivet var haardt, spejdede man efter noget, der laa ovenover dette. I Harboøre havde fattige Fiskere, der satte Livet ind i deres daglige Dont, fundet et Staasted i den nye Bevægelse, Indre Mission, og ogsaa andre steder dannedes Kredse. Paa Tranum Enge sluttede mine Forældre sig tidligt til Bevægelsen, og denne Kreds holdt sammen, saavel ved Bønnemøder, Vækkelsesmøder som i selskabelig Samvær. En anden Kreds tilhørte Baptistsamfundet, der var om muligt endnu mere en sluttet Kreds. Bl. a. gik deres Børn ikke i Folkeskolen men i en særlig Skole for kun Baptisternes Børn, hvor Læreren var en af deres egne uden Eksamen, men for øvrigt vistnok udmærket til Gerningen. Præsten skulde holde Eksamen ogsaa for denne Friskole – Skolekommissionen deltog formentlig – og jeg har aldrig hørt, at Børnene ikke var godt nok med. Men det var jo kun de Elementære Fag, og det kunde være skralt nok mange Steder i Folkeskolen.

Skrædder Kristens Familie hørte til Baptistsamfundet, og uanset der mig bekendt aldrig var et skævt Ord mellem mine Forældre og dem, var det dog som 2 Verdener. Og jeg er bange for, at vi Børn ogsaa følte os bedre end de Børn, der gik i Baptistskolen, og som skulde passere samme Vejlængde – et Stykke – som vi. Men jeg tror nok, at man viseligt havde forskelligt Ophør i de 2 Skoler, saa vi ikke stødte sammen i Flok. Naar Baptistbørnene kom fra Skole i Flok, saa jeg dog paa dem som knap nok Danskere og lærte dem aldrig at kende. Vi kom jo aldrig de samme Steder, men af Udseende kendte jeg dem, og tænk, de saa næsten ud som andre Børn.

Foruden de 2 største Grupper var der Frimissionsfolk, Jehovas Vidner, Mormoner - der dog aldrig, mig bekendt, fik Proselytter paa Tranum Enge – og nogen som blev kaldt De Sidste Dages Hellige. Og endelig var der de, som ikke hørte til nogen Sekt, gik i Kirke en Gang imellem, ikke for ofte, og vel nærmest var dem, som senere er kaldt Højkirkelige eller Kirkeligt Centrum. Men dem var vi – uden at jeg har hørt det sige direkte – sikker paa, at de ikke havde noget aandeligt Liv og ikke kunde være de faa udvalgte.

Som lille ræsonnerede jeg jo ikke over dette, men jeg blev ikke ret stor, før jeg fik Spekulationer derover og Tvivl om Rigtigheden af, at visse havde fundet den eneste Sandhed, og at andre ligesaa fast kunde tro, at det var dem, der sad inde med Sandheden. Men Tvivl var Synd, og Synd var sikker paa Straf i en Evighed, og jeg tror nok, at min Gudsfrygt i alleregentligste Forstand var Gudsfrygt.

Side 5

Min Far var mangesidig begavet. Han ejede Høvlbænk og en del Snedkerværktøj, som han holdt i fin Orden, og det var Tabu for os. Han holdt sine egne Ting, Bygninger og Redskaber i Orden og tjente en Skilling med at reparere Ting for andre. Han var ogsaa Egnens Glarmester, og naar han nøje havde udmaalt Glasset og med Glarmesterdemanten (demant er en ældre betegnelse for diamant) skulde skære det efter de tagne maal, kom Tungen frem i den ene Mundvig, mens han sigtede paa langs og tværs, og saa var det farligt at forstyrre ham. Da jeg var lille, sad jeg ofte og saa paa med stor Andagt og beundrede ham. Han var ogsaa Tækkemand og holdt Straatagene i vid omkreds. Det var i den kolde Tid, og naar han kom hjem, var han forfrossen og kunde se sammenbidt ud. Saa var det bedst, om ens uvorne Streger ikke kom paa Tale, men Mor havde ogsaa en Evne til at tie med dem, hvis da ikke der var slaaet noget i stykker. Saa maatte det jo frem, og det var en lettelse, naar det var overstaaet.

Far kunde ogsaa skrive mindre indviklede Dokumenter for Folk, og saa længe jeg kan huske, var der Brevsamlingssted, hvor Naboerne i vid Omkreds kom med deres Post. Aviser var sjældne, saa gamle Post Severin kom ikke rundt til alle. Han havde en stor, tyk Stok, og hele Vejen frem og tilbage havde han en halsende Hundeflok efter sig. Det var mærkeligt, for hans Sønner, som af og til afløste ham, og den ene som efterfulgte ham, havde det samme Hundetække. Selv de fredeligste Hunde satte en Ære i at være med. Mon ikke det var Stokken, og at den blev brugt til at true med, der var Aarsagen? Og Posten var jo let kendelig paa sin Rygtaske og Uniform.

Mor var gæstfri, og tit fik de, der kom med Breve, en Taar Kaffe. Da vi saa ogsaa fik Brødudsalg fra Bager Andreasen i Halvrimmen, var det jo nemt at tage et Par Kringler fra Bagerkurven til Kaffen. Jeg tror, det var en Forretning med Tab.

Klik på billedet

Far var ogsaa med i Foreningslivet og blev valgt til Formand for en Del Foreninger, bl. a. Husmandsforeningen og Plantningsforeningen, hvor han bestilte Planter for Folk. Planterne blev bragt til os samlet, og saa hentede Folk dem, og det skulde der jo ogsaa drikkes Kaffe paa.

Mor var en habil Væverske og kunde væve treslaaet, eller tresle', firsle' og femsle', det var Dynevaar. Naar der skulde lægges Streng til en Væv for fremmede, kom Konen med Garnet i Nøgler, og saa blev ”Trendboret” stillet op i Stuen, forankret foroven til en Krog i Loftsbjælken - den var sat der for det samme - og forankret forneden med en Pig i en svær Fod, og da Far havde forarbejdet alle Dele, passede det som Haand til Handske. Trendboret blev drejet rundt med Haandkraft, og Garnet snoede sig om det firefløjede Trendbor. Og Mor styrede, saa der blev en Spiral op til Loftet, saa tæt at ingen Traad kom i det forkerte Leje, og dernæst ned og op igen så længe der var Garn. Og det skulde jo være beregnet, saa ”Strengen” blev bred nok til at passe til Vævens Bredde, og lang nok til det Stykke Tøj der skulde komme ud af det. Disse Dage, hvor der trendedes, var Festdage, hvor vi Børn fik Lov at staa indeni Trendboret og fik mangen dejlig Karruseltur, som ingen Markeds karrusel kunde veje op mod.

Forinden man kom saa vidt som til at trende, maatte Ulden jo kartes og spindes. I min allerførste Erindring staar da ogsaa Mindet om disse Sysler. Ja jeg vil tro, jeg har tjent mine første Penge ved at lave ”Drillinger”, dvs. karte Ulden og lave den i pæne, løse Pumps, egnede til at spinde. Imidlertid kom en Fabrik i Gang i Hjørring, Sophus Thomsens (hvilket Navn gav os megen Moro), og en Husmand fra Torslev Kær, Gegien Andersen, blev Opsamler af Uld til Kartning og Spinding der. Og naturligvis blev mit Hjem Samlingssted ogsaa for Samling og Uddeling af Uld og Garn, og ogsaa dette medførte mangen Kaffetaar til Konerne, som kom i den Anledning. Gegien var ogsaa Indre Missionsmand, og mange Gange trak han Forretningsbesøg ud, og det blev til lange Samtaler. Men det var mest om Dagen, da Far var paa Arbejde, og skønt Mor overkom meget, havde hun altid Tid til at snakke med Folk. Mærkeligt, at jeg ikke har lært det.

Engang Mor var alene hjemme med vi Børn, jeg var da 1½ Aar gammel, sad jeg og legede paa Brønddækslet. Det

Side 6

gled tilside, og jeg faldt i Brønden. Mor var inde, men en Forudfølelse fik hende til at se ud efter mig, og hun saa det gabende Hul og ingen Dreng. Hun har fortalt mig, at hun blev helt forvildet og løb rundt om Huset og skreg, men saa kom den sunde Fornuft tilbage. Hun lagde sig ved brønden og kunde række ned til Vandoverfladen, og da jeg kom op – hun mente for tredje Gang – fik hun fat i et Ben, hev mig op, og smed mig saa langt væk, hun kunde, og Vandet vældede ved den Behandling ud af mig. Muligvis den eneste rette Maade i et saadant Tilfælde, selv om det var en Refleks.

Jeg kan ikke huske Begivenheden, selv om den blev fortalt saa ofte, at min Søster Katrine, der er 4 Aar yngre end mig, ganske bestemt kan huske det. Men jeg kan huske den Trøje, jeg efter sigende havde paa. Mor forklarede det saadan, at Gud havde sin ganske særlige Hensigt med mig, og derfor blev jeg reddet. Jeg har ofte følt det paa samme maade – Skade derfor at jeg ikke har faaet udrettet det, der var Hensigten. Men den frie Villie kan jo afstedkomme, at Skaberens Hensigt ikke naas.

Mine Forældre kom meget sammen med Slægten paa begge Sider, og de kom hos os. Ogsaa deres Børn, mine Fætre og Kusiner, kom vi meget sammen med, da vi blev noget større. Det var jo pr. Ben, naar vi skulde besøge hinanden, og det kunde være saavel om Vinteren som om Sommeren. Jeg husker eet af mine første Besøg, og det var hos Mors ældste Søster, der var gift med Garver Peter, Husmand og Landpost, som boede i Tranum Klit. Det var en lang Vej ad Hjulspor det længste af Vejen, og der var et Lag Sne. Da vi ikke havde Støvler, fik vi Uldstrømper udenpaa Skoene. Det holdt Sneen ude. Vi skulde overnatte paa Stedet, og der var jo ikke Senge til fremmede, men Moster Marie redte op paa Gulvet - med hvad husker jeg ikke - og vi fik Selskab af deres egne, jævnaldrende Børn, saa vi var seks. Vi frøs ikke, og vi havde det dejligt.

Dagen efter, før vi skulde hjem, var vi ude at se paa Omgivelserne, og jeg fik set et Vandløb, som Mor tit havde omtalt fra sine Barndomsaar, ”Smuttens Rende”, og jeg blev meget skuffet. Jeg havde forestillet mig den som en hel Flod.

Den Dag Far fyldte 30 Aar, var han syg og sengeliggende. Jeg var 4 Aar og sad paa ”Foldbænken” i Stuen og saa paa, at Mor støttede ham, da han skulde op i et nødvendigt Ærinde. Jeg sad og saa paa ham, saa sløj han var, men, tænkte jeg, han er jo ogsaa saa gammel. Han kom sig ikke desmindre og var rask i mange Aar, og senere er jeg kommet til at synes, at 30 Aar ikke er en særlig høj Alder.

Een af min Mors Brødre var Post Kristen i Torslev. Han var ogsaa Indre Missionsmand og tog sin Religion meget alvorligt. Han fortalte engang, at da han var Soldat, blev han kaldt ”ham med bogen i Lommen.” Vi opfattede det som et Hædersnavn, men jeg vilde helst undgaa hans Forsøg paa at omvende mig. Han mistede sin Kone ret tidligt, og der var 5 Børn, som vi kom meget sammen med. Det var et rart Sted at komme, ikke mindst efter at der igen kom en Kone i huset, men jeg havde Indtryk af, at Børnene ogsaa der ikke var helt indstillet paa den strenge Religion. Jeg har set det mange steder siden, at det er ligesom Børn fra stærkt religiøse Hjem senere slaar sig løs. Maaske er det Reaktion mod Overfyldning.

En anden af Mors Brødre kom til at bo i Haldager, fik en Gaard og mange Børn. Vi kom sammen med dem, omend maaske ikke saa meget, og Morbror Martinus var da med ved Familiebegivenheder, og det var aldrig faldet mig ind, at der var nogen Misstemning. Men een af Post Kristens Sønner fortalte mig fornylig, at de ikke kom sammen med Martinus', for de var jo ikke Missions!

Men det var jo i den strænge (strenge) Tid, og meget er forandret siden da. Somme Tider synes jeg endda, at det hele er blevet lidt for meleret (blandet, broget).

I Klithuse var der en Lærer Hansen, med hvem mine Forældre kom meget sammen. Han var af de rigtige, og Mor fortalte mig engang, de kom derfra, at Hansen havde bedt Gud om Held med et Kuld Gæslinger. Jeg spekulerede

Side 7

meget over dette. Jeg var klar over, at Gud var almægtig og ogsaa nok kunde give Gæslingeheld, men jeg var noget i Tvivl om, om det var rigtigt at belemre ham med saa smaa Ting. Paa den anden Side var jeg ogsaa godt klar over, at det ikke gik an at give Plads for nogen Tvivl. Men alligevel …

Paa de vennemøder, jeg overværede, blev der foruden Bøn og Sang, Bibellæsning og -Udlægning, ogsaa talt meget om, hvordan Livet burde leves. En Ting som Søndagsarbejde maatte man naturligvis ikke beskæftige sig med, udover det strengt nødvendige. Men man var da enige om, at Baptisterne gik for vidt, naar de hverken maatte have Gardiner eller Blomster i Vinduerne. Derimod var det helt klart, at man ikke burde levere Mælk til Mejeriet paa Søndage. Jeg fandt det helt i sin Orden, og det var langt senere andre fortalte mig, at det var tvivlsomt, naar Mejeriet gik alligevel, og naar den overgemte Mælk fra Søndagen blev sendt med Mælkevognen Mandag, til Gene for Mælkekusken og Mejeristen.

Jeg ved ikke, om Mor har haft et hemmeligt Haab om, at jeg skulde blive Præst engang, eller det kom af, at jeg altid sad med Næsen i en Bog eller et Blad, saa snart jeg kunde læse. Mine Kammerater kaldte mig spottende ”Præsten”, og det var jeg meget ulykkelig over. Værre var det, at de ogsaa kaldte mig ”stivben” - det var næsten ikke til at bære, men maaske var det netop sjovt, fordi de kunde mærke, hvor det slog mig.

Jeg var lang og opløben, tynd og ranglet, og en Gang jeg skulde hen og lege med Naboens Børn, passerede jeg deres Karl, Jens Torp, der stod og arbejdede i et Vandløb. Idet jeg passerede ham, hilste jeg pænt ”Goddaw”, og Jens Torp saa op og sagde: ”Goddaw Nis, hvor skal du hen paa de Latter (Lægter)?” Fornærmelsen var saa dyb, at ”Latterne” næsten gik i Knude for mig, og jeg har (desværre) aldrig kunnet tilgive ham. Jeg er nok som lille blevet kaldt Nis, med det var jeg da for længst vokset fra. Der var ikke meget ved Legen den Dag.

Ellers var Leg meget sjovt. Alle Naboerne havde Børn i næsten samme Alder, og vi legede meget. Kun holdt jeg ikke af, naar jeg legede med Peter Snedkers Børn, at det altid skulde være at køre Hest, og jeg skulde gerne være Hest. Alligevel var det rart at komme der. De større Drenge drillede ganske vist, men det var godmodigt Drilleri, og de 2 Piger paa min Alder kunde jeg saa godt lide. Der var 16 levende Børn i den Familie, tæt paa hinanden, og Konen i Huset, Sine, kunde uden Vanskelighed bænke endnu een ved Bordet, naar der skulde spises, og hun lavede den bedste Sukkermellemmad, jeg nogensinde har faaet.

Den store Familie krævede jo Indtægter, og Peter Snedker havde mange Jern i Ilden. Han drev Teglværk, han lod grave Tørv, baade til Teglværk, til Husholdning og til Salg, og han havde Mælketuren til Tranum fra hele Tranum Enge. Han havde Daglejere til Hjælp, han havde Jens Torp, og Drengene kom tidligt i Arbejde. Ofte blev en Dreng sendt med Mælkevognen til Tranum, over en mil, ogsaa i den kolde Tid, og Drengen var saa lille, at det kneb med at faa Jungerne læsset paa Vognen. Saa behjertede Folk maatte hjælpe, naar de var i Nærheden.

Alligevel kunde det knibe med Økonomien, og det var ikke saa sært med den store Familie. Den gamle Sognefoged, Peter Sand fra Tranum, havde da ogsaa ofte Ærinde til Peter Snedker. Naar han kom vandrende, og det kunde være hver eller hver anden Uge, med sin Knortekæp i Haanden og sin lille Lædertaske, var der mange Øjne, der fulgte ham. Man vidste jo nok, han var ude med en Stævning, og tit drejede han ned ad vores Markvej, der førte til Peter Snedkers og videre. Jeg mindes ikke, han var i mit Hjem med Stævning, men det kan jo være, at jeg ikke ved alt. Far betalte altid saa præcis, som han kunde, og kneb det, bad han om Henstand. Jeg har engang hørt ham fortælle, at naar det var yderste frist, saa tog Peter Snedker Pengene frem af Dragkisteskuffen. Det er jo muligt, at den sidste Del af Kreditten var den billigste.

Iøvrigt er det mærkeligt, at der i et Samfund saa fattigt, som det paa Tranum Enge var, alligevel føltes Standsforskel. Jens Torp besvangrede en voksen Datter, der hvor han tjente (hos Peter Snedker?), og han blev omgaaende jaget bort, uanset han havde været der i mange Aar. Han var ikke god nok som Svigersøn, og Pigen blev aldrig gift. Sønnen, derimod, blev Bedsteforældrenes Kæledægge. Men Jens Torps Navn var forbudt Tale. Et andet Tilfælde: En Mand

Side 8

havde Arbejdsfolk i Kost, og de fik som Skik og Brug var Margarine paa Brødet. Foroven ved samme Bord sad Manden i Huset, der ikke kunde lide Margarine og derfor fik Smør. Far var med som Arbejder, og han fortalte rystet om Aftenen, at Manden havde sagt til sine Folk: ”Jeg kan ikke forstaa, I kan lide det Margarine!”

Hvis der havde været mere Efterspørgsel efter Folk end efter Arbejde, var noget saadant vel ikke gaaet hen uden Følger, men den Gang var det ikke vanskeligt at faa Arbejdere, selvom Lønnen var Lav.

En Mand, jeg havde – og har – megen respekt for, var Niels Hejlesen. Han havde et husmandsbrug som andre paa Tranum Enge, vistnok een af de første Udflytterejendomme der. Ejendommen var pillent (pertentligt) og pænt holdt, og det var Niels Hejlesen ogsaa. Han talte sindigt og med vægt, og han var Kundskabsrig. Han blev medlem af Tranum Sogneraad og Menighedsraad, Skolekommission m.v., og alle Steder gjorde han god Fyldest. Et nydeligt og velplejet Fuldskæg, som den Gang var Skik – vel at mærke for voksne Folk og ikke for de, hvor Skægget endnu kun kan vokse i Totter og bløde Duske – fuldendte hans noble Person, og jeg beundrede ham som sagt. Det var synd at sige, at Beundringen var gensidig, og jeg mindes kun een Gang i mine drengeaar, han talte til mig, og da skældte han mig ud. Naboerne var hjælpsomme, og en Gang, da Far formentlig havde saa meget Udearbejde, at han ikke kunne naa at passe sit eget, kom Niels Hejlesen og tilbød at radrense vore Roer. Til det meget andet, der havde Samlingssted i mit Hjem, kom ogsaa nogle fælles Redskaber, der havde Station der. Der var først og fremmest en Ringtromle med 2 Rækker Ringe, fremkommeligt efter Forholdene, dertil en Roehaandsaamaskine og en eenrækket Radrenser m.m. Og denne Radrenser var det, Niels Hejlesen skulde bruge. Imidlertid var der kammet op til at saa Roerne oven paa Kammen, og Haandsaamaskinen var ikke til at styre, uden at der blev Slinger i Rækken. Og da Niels Hejlesen fik Klaus for Radrenseren, kunde han ikke styre baade Hest og Radrenser samtidigt. Saa fik jeg Ordre til at ride paa Klaus og styre ham mellem Rækkerne, mens Niels Hejlesen manøvrerede med Radrenseren. Det gik ikke godt, og om det var mig, Klaus eller Niels Hejlesen, der ikke var fuldt udlært, skal jeg ikke kunde sige. Men det var mig, der fik Skylden.

Niels Hejlesen faldt den Dag meget i min Kærlighed, men han kom da langsomt op igen. Dette skyldtes maaske ogsaa noget hans Kone, Kirsten, en lille rund og gemytlig Kone, der altid var venlig og altid talte til mig, som om jeg var et Menneske. Hun havde ogsaa gode Sukkermellemmadder og en Række dejlige Børn, hvoraf ganske vist Lars var slem til at drille mig, baade med det ene og det andet af mine 2 Øgenavne, men alligevel var han rar. Karen Marie, der var nogle Aar ældre, var altid rar. Marie var fuld af Historier, vistnok mest Fantasi, og hun havde den herligste Mimik, der var en Skuespiller værdig. Kirstine, der var lidt yngre end mig, saa altid paa mig, som om jeg var en farlig Karl, og det stivede min Selvagtelse vældigt af. Jeg er nu ikke sikker paa, at det ikke var Indbildning fra min Side, for hun har aldrig sagt noget derom, men det gjorde sin Virkning. Tak lille Kirstine. I en Tid, hvor Mindreværdsfølelsen er den væsentligste Følelse over for andre Mennesker, er det et usigeligt Velvære at tro, nogen ikke ser ned paa een.

Kirsten og Niels Hejlesen hørte ogsaa til Kredsen, men noget passivt havde jeg Indtryk af. Skønt Niels Hejlesen jo paa mange maader var en af de ledende i Kolonien, har jeg aldrig hørt ham tage Ordet i Vennemøderne. Jeg vil tro, han havde det saadan, at han var blufærdig med sine inderste Følelser, og maaske at han lagde mere Vægt paa det Indre end paa at bære noget til Skue. Da jeg gennem Læsning fik noget at vide om, hvad der var udenfor Verona (fra udtrykket ”der er en verden udenfor Verona”, hvor Verona symboliserer en begrænset tilværelse eller interesse), gjorde jeg ham i mine Tanker til Grundtvigianer – en retning som jeg saa et meget stort Lys i: Den glade Kristendom uden Fordømmelse og udvortes Hellighed, syntes jeg. Desværre er jeg aldrig kommet denne Bevægelse paa nært Hold, og efterhaanden er skellene udvisket, saa jeg saadan set tror, jeg vilde kunde føle mig hjemme i Indre Mission – bare jeg var værdig hertil.

Engang mange Aar hen i Livet, da jeg havde været vidt omkring og oplevet en hel Masse, kom jeg kørende hen ad min Barndoms Vej paa langs af Tranum Enge og passerede et lille Hus, hvor Kirsten og Niels Hejlesen tilbragte deres

Side 9

sidste Aar. Følgende en pludselig Indskydelse standsede jeg og gik ind for at hilse paa de to gamle, og jeg fik en Velkomst, som jeg aldrig havde drømt om – saa hjertelig, at jeg skammede mig over, at jeg ikke før havde tænkt paa at besøge dem. Vi snakkede længe om Fortid og Nutid. Det var mest Kirsten, der førte Ordet, og da jeg vilde gaa, tog Kirsten om Niels Hejlesens Hænder, foldede sine over dem, og takkede Gud for alt, og især fordi jeg var kommet ind og havde gjort dem den Glæde. Jeg følte mig saa lille og ydmyg, ganske uværdig, men alligevel saa usigelig glad og taknemmelig for denne Oplevelse.

En anden, og vor nærmeste, Nabo var Tejl Jens, en gammel Mand, der bandede meget, vistnok uden at vide det. Hans kone hed Mari. Hun var kroget og rynket, forslidt og fattig som alle andre. Der var 2 Sønner, Kræn Jensen og Pier. Den ældste var gift, havde en stor Klitejendom og var Slagter. Han kunde godt lide stærke Drikke, og naar han havde slagtet et Dyr og kørte, som Skik var dengang, rundt og solgte Kødet, var hans Kone som Regel med – som en Sikkerhedsforanstaltning, vil jeg tro. Pier var hjemme og var ugift, en stor stærk Knokkel, om hvem der gik mange Historier, men jeg tror ikke, der var en ond Blodsdraabe i ham, omend han maaske var noget holdningsløs og forkælet som den lille. En Gang han havde faaet lidt for meget at drikke - dog ikke saa meget som han lod til - og jeg kom bagind, stod han med begge Hænder paa paa Kanten af Maris Brygkar, fuld af Øwt (vistnok maltet korn/vand?). Han bøjede sig ind over Karret og lod, som om han skulde kaste op, ”Uuuhh … Uuuhh-Uuuu u-hhh aahh Uuuhh aahh …, og Mari græd: Lad være Pier, lad være Pier. Jeg skyndte mig at humme mig.

Tejl Jens havde en stor, kraftig Gase, der som bekendt kan være farlig i Ruge- eller vel nærmere i Æglægningstiden. Naturens Orden, De ved. Da jeg var en lille Purk, sendte Mor mig en Dag over til Mari for at laane en lille Ting, som Skik og Brug var. Da jeg var næsten fremme, kom den store Gase farende, hvæsende og med et faretruende Næb rettet imod mig. Nej, hvor blev jeg ræd, og hvor skreg jeg, men det opmuntrede tilsyneladende kun Gasen, der kom nærmere og nærmere og nu-nu! Vild af Skræk gjorde jeg det efter Omstændighederne eneste rigtige. Jeg greb Gasen om Halsen, og da den blev ved at mase paa og hvæse – lidt hæst efterhånden – svang jeg mig rundt til den mistede Fodfæstet, alt imens jeg blev ved at skrige.

Mari kom farende, ”Hva er der ve'et? Hva er der ve'et?” raabte hun, men jeg turde ikke slippe og blev ved at svinge rundt. Hvordan jeg fik sluppet, ved jeg ikke, men det pudsige er, at jeg, der altså afslørede mig som en rigtig Kryster, fra da af kunde gaa ganske ugenert af Gasen, der vel hvæsede, men trak sig tilbage i god Orden, mens mine Søskende slet ikke turde komme hos Tejl Jens'.

Samme Tejl Jens havde en gammel, arrig gul Hest, som Far somme Tider laante til grovere Arbejde, mens Tejl Jens til Gengæld laante Klaus. En Dag, jeg blev sendt over at laane Hesten, var Tejl Jens ikke hjemme, og Selen var ikke lagt paa. ”Kan du ikke selv lægge den paa?” sagde Mari, og skønt bange og uøvet, kunde jeg ikke faa mig selv til at sige, at det kunde jeg ikke. Det var en Stavsele, som kan lægges paa fra Siden, i Modsætning til en Bringesele, der skal løftes over Hestens Hovede.

Det var saadan set godt nok, men Ulykken vilde, at Hesten var brækket af Seletøjet, hvorfor den skulde have en rund Pude af blødt Straa om Halsen og ned paa Bringen, saa Selen kunde hvile derpaa. Endelig tog jeg Mod til mig og løftede Puden op foran Hestens Hovede for at faa den til at stikke Hovedet igennem. Længe vilde den ikke, men pludseligt jog den Hovedet igennem og bed mig gennem Tøjet i Maven. Aldrig har jeg følt saadan en Pine! Jeg smed Puden og løb væk, væk, helt ind i den inderste Krog af Laden, mens Smerterne rev i mig, saa jeg ikke engang kunde græde. Jeg hørte nok Mari sige noget, komme nærmere og blive ved med at kalde ud i luften (kursiverede ord er gætværk, da teksten er ulæselig), men det varede længe, før min bevidsthed kunde rive sig løs fra Smerterne og faa fat i, hvad hun sagde: ”Hvor blev han o'e? Hvor blev han o'e?” Endelig kunde jeg gispe, hvor jeg var, og Den Gule slap for at faa Seletøjet paa den Dag.

Side 10

Der hvilede en mærkelig Skæbne over Naboejendommene. De brændte næsten efter Tur. Maren Snedkers, Peter Snedkers, Kræn Snedkers, Niels Nøhrs, Frederiks, Kristen Herskinds, Pouls - og da ogsaa Tejl Jens'. Jeg var saa stor, at jeg var kommet ud at tjene, men det var i Paasken, og jeg havde fri og var hjemme. Da Frederiks brændte, boede de hos os, skønt der visseligt ikke var meget plads. Da Tejl Jens' brændte, reddede Mari Kaalgryden, omtrent det eneste Indbo der blev reddet. Og med den kom Jens og Mari ind til os, hvor efterhaanden mange af Naboerne var samlet, da det straatækkede Hus meget snart var nedbrændt. Tejl Jens sad og snøftede, og Mor sagde til ham: ”Vil du ikke han til Kakkelovnen, Jens, fryser du ikke?”

Graaden tog magten fra Jens, men uden Humor var han ikke. Han fik bugt med Graaden, og næsten i et Skrig stødte han frem: ”Nej, A trænger skuint te Warm.”

Da jeg var en 6-7 Aar, havde vi kun lidt Græs til vore 3 Køer et Aar, og Tejl Jens havde et Skifte i Nørøkse Sø, hvor der først blev slaaet noget daarligt Hø, mest Katskæg (katteskæg: 20-30 cm højt græs, der vokser på heder og sandede jorder). Efter Høslet (gammel driftsform, hvor engenes vegetation blev slået med le en gang om året) var der nogen, som græssede Køer i Søen, omend Græsset ikke var meget værd. Det gjorde Tejl Jens ogsaa, men da han ogsaa kun havde 3 Køer og var gammel og stivbebenet, blev der truffet den meget fornuftige Ordning, at jeg skulde trække Tejl Jens' Køer i Søen, flytte dem 2 Gange og trække dem hjem. Til gengæld skulde vores 3 Køer saa være med. Det gik meget godt, og der var andre Drenge med deres Køer, saa det var underholdende nok, selvom Dagene var lange. Vi havde en Mellemmad med, og maaske kunde vi faa et Par Kartofler listet i Lommen hjemmefra. Nogle af Drengene havde Tændstikker, og vi samlede Kokasser og fik de dejligste stegte Kartofler.

En Dag var Tiden løbet fra mig, og da jeg besindede mig paa, at Køerne skulde flyttes, var det ud paa Eftermiddagen, og jeg kunde se paa Solen, at det var Tid at flytte sidste Gang. Hvad skulde jeg gøre? Kun flytte een Gang, naar jeg havde Besked paa at flytte 2 Gange! Men jeg fandt paa Raad. Efter at have flyttet Tøjrpælen een Gang og banket den ned, trak jeg den op igen og flyttede den een Gang til. Saa havde jeg flyttet 2 Gange, som jeg skulde.

Da jeg afleverede Tejl Jens' Køer, spurgte han, om jeg havde flyttet 2 Gange. Jeg sagde ”ja” - omend ikke med helt god Samvittighed. ”A so nok, hvo'dan do gjow'et”, sagde Tejl Jens til min store Skræk – hvordan han saa havde baaret sig ad, for jeg er helt sikker paa, at han ikke havde været i Søen. Men han maatte være synsk. Jeg prøvede aldrig Tricket mere.

Den nye Skole blev først bygget paa Tranum Enge et halvt aar efter, at jeg var begyndt at gaa i Skole. Min ældste Søster gik til Klithuse Skole til Lærer Hansen, men jeg kom til at begynde i Koldmose Skole, der laa et stykke nærmere. Der var Johan Skjoldborg kaldet som Lærer paa den Tid, men da han var optaget af sin Forfattervirksomhed - derunder Studier i Marken, hvilke Studier efter sigende blev drevet meget intens og realistisk – var der en ugift Hjælpelærer, Pedersen, i Skolen.

Den første Skoledag var overraskende. De store Drenge skar Hyldepiber af Havens Buske og tog dem med ind i Skolestuen, hvor de gik ind med Træsko paa- og satte sig op paa Bordene med Træskoene paa Bænkene. Da Læreren kom ind i Skolestuen og saa den nye Dreng, kom han pænt hen og sagde ”Goddag og Velkommen.” Saa spurgte han, hvor gammel jeg var. Jeg havde ventet Spørgsmålet og havde Svar parat: ”A er seks O'er ...” Saa havde Lærer Pedersen faaet det Svar, han ønskede og vendte mig Ryggen og gik. Men jeg var jo ikke færdig og løftede Røsten og slyngede efter Ham: ”... A blywer syv O'er æ Søndag!” - men det lod, som om det var uden Interesse, hvad der skuffede mig meget.

Da Læreren begyndte at ville undervise, overdøvede de store Drenge ham ved at trampe med Træskoene i Bænkene, saa der ikke var til at faa Ørenlyd. Lærer Pedersen søgte at komme til Orde, men da det ikke lykkedes, stampede ogsaa han i Gulvet og raabte: ”Det er da ogsaa al Landsens Ulykker.” Senere kom der lidt mere Ro. Men nogen god Autoritet havde han ikke.

Side 11

Min næstældste Søster, Margrete, der begyndte i Skolen før mig, har fortalt, at de store drenge en Gang, der opstod Håndgemæng, havde stoppet Læreren i Tørvekassen og havde siddet paa Laaget, til Læreren lovede Bod og Bedring. Da han kom op, havde han glemt Løftet og gik ind og indankede Sagen for Skjoldborg, der var hjemme den Dag. Han kom ind og afholdt Forhør, men da han havde faaet Partsforklaringerne, formanede han Parterne til at forliges.

Jeg saa ikke Skjoldborg i Skolen det halve Aar, jeg gik i den Skole, og nok saa megen Respekt, jeg nærer for hans litterære Virke, kan ikke faa mig til at synes om den Del af hans pædagogiske Indsats, jeg kom til at mærke. Den Ulykkelige Hjælpelærer Pedersen blev i Pladsen, til jeg blev flyttet over i den nyopførte Tranum Enge Skole, hvor Lærer Rasmus Bonde Olsen kom til at betyde overmaade meget for mig.

Jeg var godt hjemme i ABCen, da jeg begyndte at gaa i Skole, og den omstændighed, at jeg havde meget let ved at lære og Stoffet klæbede, gav mig vel nok en Fordel i Forhold til Læreren, der aldrig, saa vidt jeg husker, har givet mig eet eneste knubbet Ord. Helt samme Fordel havde jeg ikke i forhold til Kammeraterne. Jeg var en Læsehest og ingen Helt paa Legepladsen, og det er ogsaa muligt, at jeg har været holdt frem som særlig dygtig, hvad jo aldrig er populært blandt dem, der opfordres til at spejle sig i Eksemplet. Det maa være noget, en Lærer skal være forsigtig med, al den Stund der er mange Elever, der slider meget mere med Lektierne, men som har deres Force paa andre Omraader en Skolens. Noget som Ordblindhed var der jo ingen, der tænkte paa eller talte om dengang, og Evnerne til Udenadslæsning er jo meget ulige fordelt. Der var ellers mange af Eleverne og deres Forældre, der ikke delte min Begejstring for Lærer Olsen, og selv om det dengang var meget sjovt, naar Læreren harcelerede over de, som daarligt kunde følge med, kunde jeg godt se, at der var nogle, der ikke havde særlig Grund til at være glade for ham. Naturligvis maa det være svært for en Lærer at være lige saa venlig mod de Elever, der aldrig kan deres Lektier, som mod Duksen, og selvfølgelig er der ogsaa Driverter imellem.

Een af dem, det kneb for, var Snedker Niels, en Dreng paa min Alder. At han samtidig var en Slagsbroder om en Hals, og at han tilsyneladende havde udset sig mig som den, han allerhelst vilde slaas med, var meget uheldigt, for jeg har aldrig kunnet slaas. Jeg var den stærkeste, og naar han angreb mig, kunde jeg holde ham nede, men jeg undgik ikke at faa en Del Rifter af hans lange Negle. Hans ældre Broder, Peter, var hans Modstykke. Han bad mig altid om at lade være med at slaas med Niels, og naar jeg var angrebet og havde faaet væltet Niels omkuld og laa oven paa ham, kredsede Peter om os og bad os om at lade være. Men naar jeg saa slap, havde jeg Vildkatten over mig igen. Mon ikke Forklaringen var den, at han klarede sig saa daarligt i Timerne og vilde hævne sig paa anden Maade?

Lærer Olsen var tit ved at fortvivle over ham. ”Kan du da ingen Ting, Dreng?” kunde han sige, ”ved du noget?” Og naar saa Niels sagde ”ja”, forlangte han at faa at vide ”hvad?” ”A ved A haar en Træsko”, sagde han engang. ”Og hvad mere? Ved du mere?” ”A ved A haar et Penalhus” osv.

Snedker Niels var ofte sygemeldt, og hans Søster, Sine, skulde saa gøre Rede for, hvad han fejlede. Engang fik hun det sidste Ord, for da hun fik det sædvanlige Spørgsmaal, hvad Niels fejlede, svarede hun: ”Hans Hovede og hans Hals og hans Mave og hans Ben er daarlige.” Over for denne Remse gav Lærer Olsen op.

En anden Elev, der ofte var sygemeldt, var Peter Snedkers Anders Jensen. Lærer Olsen kunde vist nok have Ret i, at det tit var Arbejde, der holdt ham fra Skole, men syg var han, og da Læreren noget skarpt spurgte hans Søster, hvad han fejlede, en dag han havde været fraværende længe, og hun svarede: ”Han er død”, var det, som om Lærer Olsen havde faaet et Slag, saa stærkt virkede den uventede Meddelelse paa ham. ”Er han død? Er han død?” gentog han mekanisk. Han var meget stille den Uge, der fulgte efter, og ved Anders Jensens Begravelse var han meget bevæget.

Side 12

Da lærer Olsen kom til Embedet, var han nygift. Fru Olsen var en sød lille Kone, meget ung, men desværre døde hun inden ret længe. Det tog haardt paa Olsen. Jeg tror nok, han af og til søgte Trøst og Glemsel paa den Maade, som enlige Mænd tit gør i stor Sorg. Men det er vel kun menneskeligt, og der var nok lidt Snak, men noget alvorligt var der aldrig Tale om, og efter nogen Tid blev Olsen sig selv igen.

Naar nogen af Børnene ikke kunde Lektierne, havde han sin egen Maade at friske op paa Hukommelsen. En Gang havde han en Elev stablet op paa et højt Skab for at faa hende til at huske. Det hjalp ikke. Bedre Held havde han en anden Gang, vi havde dansk Geografi, og Lars Pinds Krestine skulde gøre rede for Lolland og ogsaa for Fjorde paa Lolland. Det kunde hun ikke huske, og Olsen prøvede paa forskellig Maade at hjælpe hende paa Gled. Til sidst tog han hende om Albuen og sagde: ”Hvad har du der?”

Krestine saa først uforstaaende op paa ham, men da Olsen gentog sit Spørgsmaal, drejede hun Ærmet om for at se, hvad det var. Saa saa hun troskyldig Olsen op i Ansigtet og sagde: ”Det er da et Hwol!”, hvorefter selv Olsen ikke kunde holde Alvoren. Ogsaa for vi Børn, der vidste, hvad det var, Olsen mente, virkede Svaret overrumplende og komisk (formodentlig tænkes på ”Albuen” ved Nakskov Fjord).

Olsen begyndte altid Skoledagen med en Morgensang. Nogle holdt han meget af og brugte meget. ”Nu vaagner alle de Fugle smaa”, var een af hans kæreste. Vi holdt ogsaa meget af den, men ved en bestemt Passage havde han faaet for Vane at lade Stemmen vibrere særligt. Naturligvis turde ingen holde Spas dermed, men naar vi kom til Stedet, veksledes mangt et forborgent (hemmelighedsfuldt, underfundigt) Øjekast mellem os. Men vi glædede os til Morgensangen, og ogsaa til de Sangtimer vi havde. Der fik vi af og til Lov til at foreslaa, og vi var mange, der sad parat til at foreslaa, saa der som oftest var et flerstemmigt Kor – men desværre ude af Trit, da vi hver foreslog vor Yndlingssang.

Forøvrigt var Olsen dygtig som Lærer. Hans Skole var godt med blandt de andre Naboskoler, Børnene lærte godt, og senere, da jeg kom ind i Forhandlingerne om Skolereformerne, tænkte jeg tit tilbage paa Olsens Form for Undervisning og Resultaterne deraf som et godt Eksempel paa den lille Skole. Jeg fandt den overlegen overfor Centralskolen, hvad angaar de elementære Fag og for den nære Tilknytning mellem Lærer, Elever og deres Hjem. Jeg var fra mine første Skoleaar helt bestemt paa, at jeg vilde paa Seminarium og være Lærer. Dette Ønske holdt sig, til jeg var voksen, men Forholdene medførte, at jeg ikke naaede det.

Efter at jeg var gaaet ud af skolen, søgte Lærer Olsen Forflyttelse og kom til Manstrup Skole. Jeg saa ham kun een Gang efter, at jeg var gaaet ud af Skolen. Det var mange Aar senere, og da satte han mig i Forlegenhed. Det er vel nok almindeligt, at en Lærer bliver ved at sige ”du” til sine gamle Elever, og for disse er det næsten uovervindeligt at bruge samme Tiltaleform, og derfor hører man ofte i en samtale mellem næsten jævnaldrende Mænd, at den ene siger ”du” og den anden ”De”. Jeg har tit ærgret mig over at høre det, men efter mit sidste Møde med Olsen forstod jeg, hvor svært det kan være for Eleven at ændre Tiltaleformen.

Efter at jeg var blevet Medlem af Rigsdagen, var jeg en Lørdag paa Vej fra København til mit Hjem med Fjerritslev Ekspressen. Et lille Lokomotiv trak en lang Række vogne l-a-n-g-s-o-m-t mod vest. Vognene var af den gamle Type, hvor der kun var eet Rum i hver Vogn med Træbænke i begge Sider, og jeg kom til at sidde saadan, at jeg sad i den ene Ende af Vognen og vendte Ansigtet mod de andre Passagerer. Der var lokale Folk, jeg kendte, og mange som jeg ikke kendte. Een af dem sad og stirrede paa mig, saa jeg følte det helt ubehageligt, og saa kom han hen og satte sig lige over for mig, lænede sig frem og sagde: ”Er du Nielsen-Man?” Jeg saa forbløffet paa ham. Der var ingen kendte Træk, Manden var middelhøj, lidt svær og skægløs, en Pranger, tænkte jeg og svarede saa: ”Ja, det er jeg, men hvem er du?” ”Jeg er Lærer Olsen, din gamle Lærer”, sagde han til min Forbløffelse, for jeg forestillede mig Olsen, som jeg havde kendt ham, nærmest høj, syntes jeg, pæn Statur og med det nydeligste, sorte Overskæg. Naa, vi snakkede, men det uforvarende ”du” pinte mig, og jeg kunde ikke sige det igen, og syntes heller ikke jeg kunde sige ”De”, da jeg nu var slumpet til at dutte ham.

Side 13

Morten Nørmølle, som jeg siden kom til at kende og satte meget Pris paa, klarede en lignende Situation meget bedre – og rigtigere – synes jeg. Morten var Tømrer, og den mest herlige, usnobbede Type jeg har mødt. Han var Ungkarl og boede i et lille Hus i Arentsminde sammen med sin Søster Sine, som i hvert fald ingen med Rette kan kalde usnobbet. Hos dem kom Blomsten af Egnens Beboere til smaa Aftenselskaber, og det gik formfuldendt til. Kun Morten faldt gerne – og med god Villie – udenfor den dannede Konversation. Alle i Kredsen var ellers dus, men der kom en ny Lærer til Egnen, N.P. Pedersen, og han kom gerne med til Selskaberne. En Aften faldt det naturligt, at Lærer Pedersen henvendte Ordet til Morten, og da alle andre kaldte ham ”Morten”, faldt det vel naturligt, at Pedersen ogsaa sagde ”Morten”. ”Syntes De ikke ogsaa, det er en dejlig Melodi, Morten?” ”Jo, den er ikke saa værst, Niels Peter”, svarede Morten. Lærer Pedersen sagde aldrig ”Morten” mere i Tiltale.

Klik på billedet

Naa, det var en Ideassociation, undskyld. Tilbage til til Rækkefølgen.

Far var Søndagsskolelærer for Kredsens Børn sammen med Thøger Thøgersen, en ung Mand fra Egnen, der havde faaet en Kone ”søndenøwer fra”, havde købt et Husmandsbrug paa Tranum Enge og var noget af en Foregangsmand. Søndagsskolen holdtes i vor Dagligstue, og Børnene kom gerne i god Tid, saa vi kunde faa leget noget først. Jeg tror ikke, det var et uvæsentligt Indslag i Glæden over at komme til Søndagsskole. Vi legede ”Lakebontus” (?), ”Stonnis” (stå-tagfat/stå-tik?) og en hel Del andre Lege, hvis Navn paa Dialekt jeg har glemt. Vi kørte med Aktietromlen, vi saa paa Bedriften, og vi havde det i det hele taget morsomt. En Gang min store Søster Johanne var sendt ud for at kalde vi Drenge ind til Søndagsskoletimen, var vi i Laden og skulde passere Hakkelsesmaskinen, der havde sin Trækstang, som jeg af dyrekøbt Erfaring var særdeles vel kendt med. Alligevel blev den Anledning til een af de dybeste Ydmygelser, jeg har mødt. Johanne stillede sig op lige ved Trækstangen og gav enhver, der passerede hende, et let Slag paa Ryggen. Aldeles uskadeligt, men da det blev min Tur, syntes jeg ikke, jeg kunde lade det sidde paa mig. Jeg havde jo været Fører for Legen og Rundvisningen, og da jeg fik mit lille Tjat, skubbede jeg til Johanne, der snublede over Trækstangen og slog sig, saa Blodet piblede fra et Saar i Hovedbunden.

Jeg blev kaldt ud i Bryggerset til Far og fik Smæk af et stykke Reb – saa alvorlig var Forseelsen. Ellers plejede Haandspaalæggelse at kunne gøre det. Værst af alt var det, at jeg først skulde bede Johanne om Forladelse, og bagefter skulde jeg med til Søndagsskole – for at forbedre mig vel – og alle Børnene skottede hele Tiden til mit forgrædte Ansigt. Det var haardt, selvom Straffen var fortjent. Jeg syntes længe efter, at jeg kunde se paa de andre Børn, at de tænkte paa min Forbedrelse, naar jeg var sammen med dem.

Thøgers kom meget i mit Hjem, og der opstod et Fællesskab om flere Ting til Driften. Blandt andet kom vi til at ”fælles Heste”, saa vi skiftedes til at laane hinandens til det grovere Arbejde. Gamle Klaus var afløst af en brun Galicierhoppe, Nanna. Nanna var meget flink og villig, men rask i Tøjet, og en Gang Far skulde laane Hestene, der paa det tidspunkt stod hos Thøgers, kom der noget i Vejen, og han sendte mig hen til Thøgers efter dem. Jeg var nok syv Aar dengang, og jeg var stolt, da Thøger havde spændt Hestene for en stiv Vogn, belæsset med en Grisekasse. Det gik godt nok til at begynde med, men Hestene var kaade og begyndte at smaaløbe. Vognen skramlede, og Farten blev sat op, og jeg havde ingen Hold paa Hestene, og snart var de rigtig løbske. Grisekassen faldt af Vognen, snart gik Sidefjælene bagefter, Agebrættet med, og jeg sad paa Bundfjælen. Da vi kom hjem, vilde Nanna ind ad Overkørslen, men Thøgers Hest, Parris, vilde fortsætte, og saa gik det, som det altid gaar, naar der kommer Strid i et Ægteskab – vi kom i Grøften. Jeg tabte Bevidstheden, vel nok af et Slag, og Hestene stormede videre. Men Nanna vilde ikke forlade Hjemmet og blev ved at dreje rundt om Huset, mens Parris vilde videre ud i Verden. Der fik Far standset Køretøjet. Jeg laa paa Stjerten og faldt ned, da Hestene blev standset. Men saa meget som den Gang tror jeg aldrig, jeg er blevet kælet for, og jeg var helt enig med Mor i, at det var Vorherre, der havde holdt sin Haand over mig igen.

Side 14

Nørøkse Sø, mit Paradis i Skoleaarene, var udtørret om Sommeren, bortset fra mindre Partier, og Folk slog Hø, og de nærmestboende græssede. Men om Vinteren! Sikken Skøjtebane. Ca. en Kvadratmil paa alle Kanter (?;teksten er lidt uklar - iflg. Gamle kort må Nørøkse Sø have haft en størrelse på ca. 2 x 2 km, altså ca. 4 kvadratkilometer), uden en Hegnspæl eller andet der kunde standse. Hver Vinter, naar Isen kunde bære, var alle Drenge fra Tranum Enge paa Søen, saa snart vi kunde faa lov. Der kom Børn og unge ogsaa fra den anden Side Søen, fra Brovst Sogn. De, der havde Skøjter, blev sande Artister. De, der ingen havde, klarede sig med Jernringene (jern-beslag under hæl og forfod) paa deres Træsko. De virkede næsten som Skøjtejern. Kun maatte man kure paa Indersiden af Foden med Anklen bøjet indad. Men man maatte slide den skarpe Kant noget, saa Jernene ikke ridsede. Der gik mange Træskobeslag til, for Jernringen var tynd og Indmaden af ”Leppelsen”, som Beslaget hed, var Træ. Og Leppelser var dyre, 15 Øre pr. Par, saa det var ikke velset hjemme, naar de gik for tidligt til. Men det var dog billigere end at slide paa Træskoene.

Jeg fik et Par Gange Lov til at være med ved Fiskeri fra Stranden ved Vesterhavet. Far havde sammen med en Nabo, Jens Smed, faaet anskaffet en Sandvod, bestaaende af et langt Net paa to Sider, der sluttede i en Slags Ruse. De to Sidearme befæstedes paa et Par lange Stager, een til at holde Armene adskilt, og een til at holde Voddet et Stykke ude i Vandet. I Lange Liner var Voddet spændt efter en Stivvogn, der forspændt 2 Heste kørte i Strandkanten, og med passende Mellemrum kørtes Voddet i Land og tømtes for Fisk, Rødspætter, Flynder, Pigvar og Torsk plus en hel Mængde Tang, Vandmænd og andet, der drev i Havstokken. Fiskeriet skulde foregaa om Natten, og det bedste Fiskeri var Efteraar og Vinter, saa det var en kold Fornøjelse. Men Fisken drøjede meget paa Sulet, som der ikke var for meget af. Somme Tider var Fangsten lille, til andre Tider flere Tønder. Der var altid en tredje Mand med, en Partsfisker kunde man vel kalde ham. Han havde ingen Andel i Voddet, men jeg tror nok, Fangsten deltes ligelig. Havde der været en god Fangst, kunde det ske, noget blev solgt til Naboerne, men der tørredes ogsaa Flynder til senere Brug.

Vi fik ogsaa til Tider saltet og røget Hestekød, naar en Hest i Nabolaget forulykkede. Saa var den billig, og nogle slog sig sammen om at købe den, slagte den, lave Pølser og skære Kødet til til Ophængning ved Skorstenen. Slagtningerne foregik hos os, og det blev altid ud paa Aftenen, før de voksne var færdig med at partere og behandle Hestekødet. Jeg var ikke glad for Hestekød, men Kalve og Grise skulde gerne gøres i Penge. Vi havde som Regel 2 Svin at fede op paa Tiden. Først købte vi dem, og senere fik vi en Griseso, men det var svært at afse (beregne) de Penge, Grisen kunde koste, naar den naaede den slagtefærdige Alder. Hvis Noteringen steg 2 Øre, lige naar Grisene var færdig, var Humøret højt, men det kunde lige saa vel ske, at der kom et Fald paa et ubelejligt Tidspunkt.

En Gang mistede vi en Ko, saa der blev en tom Plads i Baasen. Mor og Far talte meget om, hvad der var at gøre, og Snakken endte med, at Far fik sit nye Vadmelstøj (kraftigt, filtet men porøst stof af uld) paa og drog til Tranum til Farfar for at laane Penge til at købe en ny. Han var noget nedslaaet, da han kom hjem, saa jeg skønnede, at hans Ærinde var mislykket. Nogle Dage efter kom Farfar imidlertid paa Besøg, besigtigede nøje baade ude og inde, og da de sammen stod og saa paa den tomme Baas, sagde han: ”Ja, det er skidt Niels, I kommer til at have en Ko igen. Prøv at gaa over til Kræn Piersen i Sparekassen og prøv, om du kan laane Penge der.” Far var ikke glad for det – hvad Sikkerhed kunde han stille – men det blev da til, at han maatte forsøge.

Da han kom hjem igen, saa han baade opløftet og forvirret ud. Han havde faaet 100 Kr. uden nogen Form for Sikkerhed, hvad der var usædvanligt. ”A er sikker paa, at den gamle Ræv har været derovre og har haft Pengene med paa Ryggen”, sagde han til Mor. Jeg spekulerede over, hvad det skulde betyde og forestillede mig Gammelfar, som vi kaldte ham, gaa til Brovst og holde Hænderne paa Ryggen, fyldt med Penge. Mon ikke han fandt Sikkerheden størst for at faa Pengene igen, naar de gik gennem Sparekassen?

Jeg fik ogsaa somme Tider Lov til at komme med Far til Tranum, naar vi ikke skulde i Skole. Far havde begyndt en Fragtmandstur til Brugsforeningen i Tranum. Han forarbejdede selv Varekasser med Navn paa sine Kunder, og saa kørte han rundt med Nanna og Fjedervognen, som vi havde faaet, og samlede Æg og Bestillinger. Naar Kasserne var ladet op med Varer, kørte han tilbage og afleverede dem – og fik 10 Øre for hvert Bud.

Side 15

Een af Fars Kunder var Bette Thammes paa Melkær. Han var Ungkarl og havde 2 Køer. Han havde hørt, at nogle var begyndt at give Køerne Oliekager, og en Dag sendte han Bud med Far efter 5 Pund Texaskager til Køerne. ”Saa faar vi se, om det hjælper”, sagde han. Jo, Omsætningen var ringe den Gang.

Een af Kredsen var Martinus Hansen. Han var noget bedre stillet end de fleste paa Tranum Enge, og en Gang han og hans Kone, Trine, var paa Aftenbesøg hjemme, var det rent galt med en Veksel. Det endte med, at Martinus Hansen købte en ung Ko for 95 Kroner. Det var jo ikke godt at sælge en Ko, men en Veksel er ikke at spøge med, og en Kvie kunde vel vokse til.

Da Koen var væk og Gælden betalt, skulde Livet jo leves videre, men en Aften snart efter kom Martinus Hansen alene paa Besøg. Han var ikke meget snakkende den Aften, men inden han gik, gav han Far 10 Kroner. Han var kommet i Tanker om, at han havde presset Prisen for meget og kunde ikke faa Fred med sig selv, før han havde faaet den Syndebyrde væltet af sig. Saadan kan Mennesker ogsaa være. Skønt Martinus Hansen kom meget hjemme, og jeg ogsaa ofte legede med deres Børn, er det den Historie,der altid staar mig i Mindet, naar jeg tænker paa ham.

Serup Christensen havde et Husmandsbrug med tilhørende Vindmølle. Der kom Folk og fik formalet deres Korn, baade til Brød og til Dyreføde. Der var ingen kontant Betaling, men Serup tog Told af Sækkene. Han havde ogsaa en Høkerforretning, som han i det væsentlige passede. Somme Tider maatte Mine, hans Kone, ekspedere i Butikken, men der kom mange Børn, og det var mest almindeligt, naar der kom Kunder, at Mine raabte ud ad Bagdøren: ”Serup, der er een i butikken.” Hvis Serup var ved at have en Sæk Mel malet, eller han var ved at fodre Svin, maatte han jo have gjort færdig, og naar han saa kom, tørrede han Hænderne paa Bukserne og gav sig til at veje Varer af. Det var vel almindeligst, at Gryn og Mel blev læsset i Pose med en Ske, men der var jo ogsaa Varer, der lettest kunde tages med Haanden, som Svesker, Rosoner og Brystsukker (ældre betegnelse for bolsjer, oprindeligt lavet på basis af apoteksfremstillede brystdråber mod luftvejslidelse). Naar vi var ved Købmanden, kunde det ske, at vi fik Lov at købe Brystsukker for 1 eller endog 2 Øre. Jeg lagde Mærke til, at 2 Øres Kræmmerhuse nok var større end de til 1 Øre, men ikke dobbelt saa store. Deraf kom det, at vi gik over til at forlange Brystsukker for 2 Øre, men i 2 Kræmmerhuse. Det kunde Serup ikke lide, saa Fidusen varede kort.

Som den alsidige Forretning, Serups Købmandshandel var, solgte han ogsaa Petroleum, der var det eneste Lyskilde, bortset fra Tællelys (lys fremstillet af talg-fedtet fra får; efterfulgtes af stearinlys), som i hvert et Hjem brugtes som Staldlygter og Stuelamper. Vor første Stuelampe, jeg kan huske, var en ”10 Liniers”. Nogle havde dem større, og da Velstanden bredte sig, helt op til ”16 Liniers”. Og saa kom der endda senere ”Spredere” til, en Dippedut til at at stikke ned i Lampepiben ovenfra, saa Flammen spredte sig og lyste meget bedre – og brugte meget mere Petroleum.

Serup havde en Petroleumstank ved Enden af Huset, lige ved Siden af Butiksdøren. Min Søster Margrete, der var et Aar ældre end mig, var kommet til at tjene som Barnepige hos Serup, og en Sommeraften, vi løb og legede omkring Brønden, hørte jeg et vældigt Drøn – som et Kanonskud, syntes jeg, skønt jeg aldrig havde hørt eet, men jeg havde da læst, at det var et ordentligt Bulder. Lyden kom fra øst, og jeg spejdede efter, hvad det kunde være.

Det varede lidt. Saa rejste der sig en ordentlig stor Røgsøjle, der steg op mod Himlen, steg og steg og foldede sig ud mod de lette Skyer. Jeg kunde se Røgen over de nærmeste Huse og fandt ud af, at det var hos Serups, hvorfor jeg raabte til Mor og Far, der var i Stalden, at det var hos Serups, hvor Margrete jo tjente, og pilede saa øst paa for at se, hvad der var sket.

Da jeg kom derhen, brændte Huset, og de nærmeste Naboer var i Færd med at redde Varer ud af den brændende Butik. Saa mærkeligt hovedløst folk reagerer, for det var Tobak, de reddede, mens de ikke tænkte paa at redde Indbo. En behjertet Mand, Anders Peter Jørgensen, kom til, og han overtalte dem til først at se efter Børn og Dyr, derefter kom Turen til Indboet. Men jeg saa, at nogle af Redningsmændene brækkede Bordben af i Farten for at faa

Side 16

Bordet gennem Dørene, og jeg saa nogle smide ”Postelinet” ud ad Vinduer, saa det knustes. Men det hele varede ikke ret længe, og det skyldtes nok, at det var Petroleumstanken, der var eksploderet, og at Petroleum var sprøjtet ud over Bygningen. Jeg fandt Margrete, men hun var fra Vid og Sans. Hun fik senere en Sygdom, som kaldtes Ligfald, men vel var Epilepsi (ligfald er, som antydes, en ældre betegnelse for epilepsi), og hun døde ret ung. Jeg har tænkt paa, om ikke det var Forskrækkelsen ved Serups Brand, der var Aarsag til denne Sygdom, selv om den først brød igennem nogle aar senere.

Enden af Tanken var revet af ved Eksplosionen og var med voldsom Kraft slynget de ca. 40 Meter mod den store Mølle og havde mødt en Møllevinge og slaaet saa haardt mod den, at den næsten ikke var til at vriste derfra.

Ved Forhøret efter Branden kom det frem, at et par unge Karle havde siddet paa Tanken og snakket med Serup. De var kommet til at tale om Faren for Brand ved en saadan Tank, og Serup erklærede, at kold Petroleum ikke kunde brænde. Han havde prøvet at stikke en brændende Tændstik til Mundingen af en Dunk, fyldt med Petroleum, men Tændstikken slukkedes. Forsøget var gjort i en Grøft. Meningerne var delte, og der kom et Væddemaal i Stand mellem Serup og ”Kræn Piersens Kristen”, og Kristen rev en Tændstik og holdt den hen til den lille Aabning, hvorfra Tanken skulde fyldes.

Jo, vel kunde den brænde. Kristen, der sad paa Tanken, fik sig en ordentlig Lufttur, og Ilden slog om dem, saa de kun med Nød og Næppe kom fra det med Livet. Det var vel den solopvarmede Petroleum, der udsendte Gas gennem det lille Hul. I al sin Tragedie var Begivenheden Samtaleemne gennem lange Tider, og Nabosognets Præst, Pastor Wiel Lange i Brovst, sørgede for, at Historien kom i Klods Hans, det eneste kendte Vittighedsblad.

Hvordan Ansvaret blev fordelt, og om Serup fik Assurancen udbetalt, har jeg aldrig hørt omtalt. Men Huset blev genopført, og Serup blev en efter Datidens Forhold meget velstaaende Mand, der senere købte en Gaard i Sulsted efter at have solgt Forretningen.

Mine Forældre sad jo haardt i det, og engang maatte de sælge 1½ Tønde Land til en Nabo. Prisen var 500 kr. pr. Td. Land, men i det lange Løb var det jo ingen Fordel, og Far havde, saa længe jeg kan huske, Laan i Brovst Sparekasse at betale Renter og Afdrag paa. Jeg blev ikke ret stor, før jeg og mine Søskende, skiftende efter Størrelse, blev sendt til Sparekassen med Penge til at betale med. Det var mest 10 Kr. i Afdrag og den til enhver Tid forfaldne Rente. Der var lang Vej at gaa, og det meste af Vejen var der øde, forbi Nørøkse Sø og til Nørøkse var der kun faa Huse. Derfra forbi en ret stor Gaard - Søgaard, hvor der var en stor Hund - var der igen et godt Stykke Vej ad en grusvej til Jægerum, der laa paa Landevejen Aalborg-Thisted. Og saa det sidste Stykke mod Brovst til Gaarden Aldershaab, hvor Sparekassen havde Kontor, og hvor Kræn Piersen var Bogholder.

Klik på billedet

Da havde man ikke fundet paa at kalde Bogholderen Direktør, men en stor Mand var han alligevel. Han kunde sige nej eller ja til at laane Folk Penge, naar de var i Betryk (knibe, bekneb), og han kunde lade gøre Udlæg, hvis de ikke betalte til Forfaldstid. Men han kunde ogsaa give Henstand, hvis han vilde det. Det var derfor med Ærefrygt, jeg nærmede mig Aldershaab, og mens Vejen forekom mig umaadelig lang det længste Stykke af Vejen, saa var det sidste Stykke for kort. Jeg fandt ud af, at hvis jeg delte Vejen i Etaper, saa var Vejen meget kortere. Hvor der var Telefonpæle langs vejen, talte jeg dem, men ellers udsaa jeg mig et Maal forude, og naar jeg naaede det, saa et nyt Maal. Paa den Maade kom jeg en Fjerdedel, saa Halvvejen, saa en Trekvartdel, og endelig snart fremme. Mærkelig nok var den samme Vejlængde meget kortere hjemad.

Sparekassebogholder Kræn Piersen var en markant Skikkelse, som allerede ved disse mine første Møder med ham gjorde et dybt Indtryk paa mig. Han var Ungkarl, hans Hjem var Møllegaarden ved Brovst Stationsby, som han Broder, Jens, ejede og drev til Byen opslugte den, mens Kræn Piersen havde købt Aldershaab lige uden for Byen.

Side 17

Han var en kundskabsrig Mand, der foruden at være Leder af Sparekassen ogsaa var Vejassistent og en ivrig Forkæmper for Afholdsbevægelsen, hvor han ogsaa besad Tillidsposter.

Aldershaab var, set med mine Øjne, Symbol paa Velstand og Kultur, som den kunde findes i de gamle Bondeslægter. Bygningerne var af forskellig alder og Stil – hvis man da kan tillade sig at bruge et saadant Udtryk om noget saa livsnært som Landbrugsbygninger, opført uden Arkitektbistand. Alle Bygningerne var straatækte, og den ældste Længe laa parallelt med Landevejen, lav og smal. Den havde indeholdt saavel Lade som Stald og en Del af Stuehuset, men de egentlige Beboelsesrum var nok brudt ned. Bryggers og Brænderum samt Hønsehus var der nu indrettet deri, og fra Bryggerset gik en Trappe med et Par Trin op til Køkkenet i det nyere Stuehus, der var bygget sammen med det gamle, men vinkelret derpaa. Kostalden var parallel med det nye Stuehus i Gaardens Østside, og Forlængelsen var Hestestald, hvorfra der var Gennemgang til Laden, der havde Kørelo (del af laden, hvor man kan køre ind og læsse korn, hø osv. af) og dybe Gulve, lave Mure og højt Tag. Gaarden var brolagt foran Stuehuset og helt over mod Kostalden. Indgangsdøren til Stuehuset var fra Gaardsiden en smuk Fyrretræsdør med Messinghaandtag, og de indre Døre var med forsirede (fint udsmykkede) Spejle og Mesinghaandtag, der skinnede. Gennem Entré og Dagligstue kom man ind i Kontoret, hvor Kræn Piersen, sammen med een af Tilsynsraadets Medlemmer paa Kontordagen, der var Onsdag Eftermiddag fra 2 til 4, modtog Kunderne. Jeg var meget duperet ved mine Besøg - ikke mindst af de store Bogreoler og de mægtige Folianter (store blok-bøger), Kræn Piersen hev frem og skrev ind i, naar der skete Indbetalinger til Sparekassen. Det var en Verden, der laa over, hvad jeg hidtil havde set, og som fyldte mig med Ærefrygt.

I det tidlige Foraar 1905 var jeg igen sendt over at betale Renter og Afdrag i Sparekassen, og Kræn Piersen spurgte mig ud om min Alder, Interesser og om Forholdene hjemme. Det var en meget stor Ære, som jeg jo ikke fortav, da jeg kom hjem, men i øvrigt gjorde jeg mig ingen Forestillinger om, at der kunde være en bestemt Baggrund derfor.

Næste Dag kom en Mand cyklende paa en straalende pudset Cykle, stilede mod mit Hjem, drejede ind og spurgte efter Far. Det var Kræn Piersen. Jeg var i vildrede, for jeg havde jo i Gaar været ovre at betale det forfaldne, saa det kunde ikke være det. Naa, jeg viste ham ind og var i Spænding, som dog blev udløst, før jeg havde ventet det. Jeg blev nemlig kaldt ind til den fine Gæst, og baade Mor og Far saa usædvanligt venligt og kærligt paa mig og fortalte, at Kræn Piersen vilde fæste mig som Hjorddreng (tjenestedreng, som vogter og passer kvæg ell. får) for Sommeren.

Det kom bag paa mig, at jeg nu skulde ud at tjene, jeg var lige fyldt 11 Aar, og det havde slet ikke været paa Tale, men jeg kunde mærke paa mine Forældre, at de var glade for Tilbudet. Kræn Piersen sagde, at han havde lagt mærke til, at jeg var saadan en velopdragen Dreng, naar jeg kom i Sparekassen, og at jeg skulde faa det godt i Pladsen. Og saa blev Aftalen, at jeg skulde ud at tjene. Jeg var benovet men ogsaa noget kry over, at jeg nu var saa stor. Jeg havde set mine ældre Skolekammerater komme ud at tjene, og naar jeg talte med dem, var de blevet noget saa overlegne og voksne. Saa alt i alt var jeg vel nok glad, men dog med en stille Bæven. Jeg skulde jo nu hjemmefra fra Mor og Far og alt det, der var trygt og hjemligt. Mine Søskende skulde jeg kun se, naar jeg fik fri, og var det end tit, jeg var gnaven paa Pigerne, saa sugede det alligevel i Hjertet at skulde forlade dem, om end kun for Sommeren. Løn blev ikke aftalt, da Kræn Piersen først skulde se, om jeg kunde tjene mere end Føden. En almindelig Hjorddrengeløn var som Regel et kontant Beløb, gerne 10 Kroner for Sommeren første Aar, og saa dertil et Pund Tow (Faareuld) og et Par ny Træsko.

Tiden til jeg skulde flytte i Plads gik hurtigt. Jeg fik en Flytteseddel med fra Lærer Olsen til Skolen ved Brovst Station, jeg fik en Bylt Tøj med – ikke særlig stor – og jeg fik Formaninger, dertil nogle Knus og den Oplevelse at se Mor græde over, at jeg skulde Hjemmefra. Men den ellers saa lange Vej var den Dag alt for kort. Jeg trak nok paa Benene, men det hjalp ikke, jeg kom i Plads.

Klik på billedet

Kræn Piersens Husholderske var Andrea, Datter af Anders Hoven, en Mand med en stor Gaard i Aabybro, og hun var

Side 18

god ved mig. Dygtig og ferm var hun ogsaa, køn tillige, og jeg begyndte snart at grunde over, hvorfor hun ikke var gift med Kræn Piersen. De kom straalende ud af det med hinanden, og hendes Forældre og Søskende kom paa Besøg, som om hun var Kone i Gaarden, og hele Tilværelsen paa Aldershaab forekom mig som i et andet Hjem.

Karlen var Lars Lundtoft fra Tranum Klit. Det var ogsaa hjemligt, og selv om Lars var faamælt overfor mig, var han ikke uvenlig. Kun havde jeg det Indtryk, at han heller ikke brød sig om mig, men affandt sig.

Næste Dag skulde jeg møde i Stationsskolen til normal Skoletid. Læreren hed Christensen, og han var meget flink og vist dygtig, og Børnene lærte godt. Jeg blev efter en Overhøring placeret som Nr. 6, af Drengene altsaa, og der var formentlig lige saa mange af Pigerne, som jeg maatte betragte som dygtigere end mig. Ganske vist havde jeg et Haab om et rykke op - jeg var jo vant til at være Nr. 1. Men Lærer Christensen havde paa flere Maader en anden Form for Undervisning, end jeg var vant til. Det kneb med at faa lært Melodien, og flere af Børnene maatte jeg erkende var dygtigere end mig, selv om jeg tit ønskede at konkurrere med dem i Olsens Skole.

Duksen var Jens Madsens Johannes. Han var meget dygtig i Skolen, men han faldt helt igennem paa Legepladsen. Nr. 3 var Jacob Posts Kristen, en høj, stille Dreng, som jeg har kendt paa nært Hold siden, og jeg har aldrig hørt ham sige noget grimt eller set ham gøre noget, som hans Mor ikke ogsaa gerne maatte se. Andre af Drengene var vel uvorne til Tider, lidt Slagsmaal kunde der ogsaa forekomme, men alt i alt var Børnene meget Flinke, ogsaa mod mig som kom udefra og ikke havde mit Hjem i Ryggen som de andre.

Jeg kan vel huske adskillige af dem, men der var ingen, der kom til at betyde noget særligt for mig. Den, jeg syntes bedst om, var en Pige omtrent paa min Alder, en Datter af Maskinfabrikant C.O. Jensen, der fra bar Bund havde bygget en Fabrik op, hvor han fremstillede Landbrugsmaskiner og havde mange Folk i sit Brød. Han var begyndt med, hvad han selv kunde lave i et Baghus, uden haandværksmæssig Uddannelse, men altsaa med Næse for hvad der kunde sælges. Katrine havde Plads overfor mig, og det traf nok, at vi gensidig hjalp hinanden, hvis der var noget, der ikke rigtig vilde gaa ind i Hovedet paa rette Maade. Urmager Jacobsens 2 Drenge, Harald og Frits, syntes jeg ogsaa godt om, og der var mange, som var venlige, uden at der blev mere ud af det. Sommeren igennem gik jeg i den Skole og havde paa ingen Maade noget at beklage mig over, men saadan rigtig hjemlig naaede jeg ikke at føle den.

Jeg havde det godt paa Aldershaab den Sommer, selv om jeg tit følte Hjemve og var ensom. Andrea var den, der tog sig mest af mig, men for de andre var jeg én, der skulle gøre noget, og Arbejdet var ikke min Lyst. Derimod fandt jeg paa loftet over Bryggerset en Del kasseret Lekture, bland andet hele Kaptajn Dreyfus' Levnedsbeskrivelse (Dreyfus-affæren, der startede med en dom for spionage og endte med rehabilitering), og saa tit jeg kunde liste mig derop, slugte jeg, hvad jeg kunde faa fat paa. Ganske vist havde jeg mine Pligter, Køerne skulde ud og ind, flyttes og tilses, jeg skulde flytte Kalvene og en Del mere, men der blev ikke forlangt mere, end jeg saavel kunde overkomme. Og i Middagspausen var jeg fri, ligesom Lars der sov til Middag, og da jeg ikke havde lært dette endnu, kunde jeg bruge Fritiden paa anden Maade. Jeg lærte ogsaa Naboernes Børn at kende. Paa den ene Side var der Mads Godiksens Børn, 2 Piger og en Dreng, som ganske vist var meget yngre end mig, men maaske derfor gik Legen udmærket, da jeg var anerkendt som den store, og det er jo altid en rar Fornemmelse. Vi legede mest ved at soppe i Kanalen, der gaar lige op ad Aldershaabs Have. Vi fangede Hundestejler med de bare Hænder, og en Gang imellem fik vi en lille Geddeunge, og saa maatte enten Mads Godiksens Kone eller Andrea stege den. En Dag, jeg havde været optaget og kom for sent hjem, var Kræn Piersen gnaven og begyndte at murre, men jeg var saa optaget af Fiskeriet, at jeg, før han rigtig kom i Gang, frimodigt sagde til ham: ”Du skulde lige have set en stor Gedde, der var i Kanalen!” Kræn Piersen vendte Ryggen til og gik, og han har siden fortalt, at min Begejstring afvæbnede ham, saa han ikke kunde skænde. Ove Andersens Børn kom jeg ogsaa sammen med, og Oves Kone, Trine, var flink og tog sig noget af mig. Hun sagde til mig om at komme derhen til deres Børn, naar jeg havde fri.

Side 19

Paa den anden Side af Landevejen, men ikke langt derfra, boede Mikkel. Han havde en Høkerforretning, men han havde vist ikke meget Handel. Folk kaldte ham spøgende Fedtmikkel, og det hentydede baade til det ene og det andet. Han havde Vindrose (lille vindmølle) paa Taget, og naar den gik, klagede den sig gefærligt (farligt, forfærdeligt). Men man sagde ogsaa, at Mikkel smurte den med Vand for at spare Olien. Mikkels kone var tynd og kroget og kunde godt se ud til at lide af Næringssorg (mangelfuld ernæringstilstand, evt. bekymring m.h.t. udkommet), men det kan ogsaa have været en sygdom. Hun var altid venlig, og saa havde de 2 dejlige lille Piger, en 4-5 Aar vil jeg tro. Især den ældste af dem var yndig, og saa blev hun snart min lille Veninde, som barnligt hævdede, at vi var Kærester. Det var vi nok ogsaa paa en Maade, for jeg var glad for lille Stinne, og naar Følelser er gengældt, hvad mangler der saa?

Men alligevel var jeg hende ikke helt tro i mine Tanker, for Andrea havde en Søster, som af og til besøgte hende i længere Tid. Hun hed Tinne blandt sine egne, og hvis en elleveaarig kan forelske sig, saa var jeg forelsket i Tinne. Hun var ganske vist saa gammel, at det ikke kunde blive til noget. Hun var 15 Aar, og hun havde ganske andre Interesser, men alt det kunde Tiden jo raade Bod paa. Jeg forfattede en lille Sang til hende, og det indbragte mig en Irettesættelse fra Andrea – men hun var jo ogsaa fyldt tredive og havde vel glemt sin pure Ungdom.

Da Høet skulde ind, skulde jeg hjælpe med at stuve hen i Ladegulv og paa Høloft, og da der var Middagspause og jeg skulde have Tiden til at gaa med noget, klavrede jeg helt op i Toppen af Høgulvet og opdagede derved, at Høet var sunket saadan, at jeg kunde bore mig ned mellem Tag og Hø. Det var morsomt, og jeg kom længere og længere ned, men da jeg saa vilde op igen, fik jeg frygtelige Angstfølelser. Jeg kunde ikke se Hullet, jeg var kommet ned gennem, og jeg syntes Høet klemte Luften ud af mig … (ulæseligt) … ingen hørte mig, og op kom jeg da.

Foruden Marken hjemme ved Gaarden var der til Aldershaab en Moselod i Mou Kær. Der var Kvierne paa Græs om Sommeren. Vi leverede dem derude i nye Tøjr, men saa passede en Nabo dem om Sommeren. Denne Nabo var en gammel Mand, der havde en lille Ejendom til et par Køer, og dem fik han saa græsset. Han hed Anders Kristen og havde en del Sønner, af hvilke een (Anders?) var voksen og blev gift den Sommer. Kræn Piersen solgte ham en Stykke Jord, som laa nord for Landevejen lige over for Gaarden. Derpaa byggede Anders saa sit Hjem, og Kræn Piersen sørgede ogsaa for, at han blev antaget som Vejmand af Amtsvejvæsenet. Som en god Gerning altid bærer Lønnen i sig, var Anders Vejmand en trofast Nabo, altid parat til at hjælpe og altid i et dejligt Humør, noget der er Guld værd for Omgivelserne. Og med Tiden voksede der en stor Familie op der – rigtig en prægtig Flok af Børn, hvoraf jeg senere med Glæde tænker tilbage paa nogle, jeg fik et Samarbejde med.

Naturligvis var jeg af og til hjemme paa Besøg den Sommer, men det var jo engang paa Formiddagen, og hjem i Seng skulde jeg til Sengetid. Mine 2 ældste Søstre var ogsaa ude at tjene. Johanne var kommet ud af Skolen og tjente hos Manufakturhandler Langgaard i Halvrimmen, hvor der var mange Børn, som hun skulde hjælpe Fru Langgaard at holde Skik paa.

Klik på billedet

Langgaard var kommet til Halvrimmen og havde begyndt en Manufakturhandel fra bar Bund. Om han havde Formue, ved jeg ikke, men paa Forretningen stod et stort Skilt, hvorpaa stod Magasin du Nord. Om Forretningen oprindeligt var en Aflægger af den store Forretning paa Kongens Nytorv, ved jeg ikke, men med Tiden blev Langgaard i hvert Fald velhavende og havde Aktier i denne. Og han var i Stand til at overlade en Søn Forretningen i Halvrimmen og købe tilsvarende Forretninger i Pandrup, Kongerslev, Aars og Hadsund til fire Sønner. Han kendte sine Kunder og deres Fornødenheder, og jeg vil tro ogsaa deres økonomiske Forhold, for han fik altid solgt en hel del til dem, der kom i Forretningen. Men det var nu heller ikke let at komme derfra, før Langgaard havde solgt dem det, han vilde. Der kunde godt faas Kredit, altsaa for dem han takserede til at kunde og vilde betale senere. I det hele taget var det forbløffende, saa megen Tillid de fattige Folk kunde blive mødt med, men det var ogsaa meget sjældent, denne

Side 20

Tillid blev gjort til Skamme. Fattige men ærlige, kan man uden Overdrivelse kalde de Folk, der begyndte som Nybyggere.

Een af dem, der finansierede de mange Smaafolk, var Sagfører Rønn, der boede i Fjerritslev og var Direktør for Banken der. Han kendte alle og vidste, hvor meget det kunde gaa an at betro dem af Laan, og han har senere fortalt mig, at Banken næsten aldrig havde lidt Tab. Mine Forældre havde jo den faste Gæld, der kunde faas i Ejendommen, men dertil kom smaa Laan hos Kræn Piersen og hos Rønn. for Banken – det var Rønn, og ingen tog Skade deraf, tværtimod. Rønn fortalte ogsaa, hvor megen Glæde han havde haft af at hjælpe, og hvor det glædede ham at se, hvordan alle – eller næsten alle – hans Kunder langsomt kom frem og efterhaanden ovenpaa. Banken voksede ogsaa med Egnen, og endnu er det vist de fleste, der har et Laan i Fjerritslev Bank, hvor Traditionerne holdes i Hævd, selv om der er sket en Fornyelse i Ledelse og Personale. Jeg kommer der meget gerne, og hver Gang er det, som Egnens Historie og dens Folkeliv genopleves. (Efterskrift: Efter en fusion i 1992 skiftede Fjerritslev Bank navn til Ebh Bank(!), og det er vel tilladt at mene, at efter navneskiftet blev traditionerne netop ikke holdt i hævd.).

Naar der var Sparekassedag, altsaa Onsdag Eftermiddag, kom kendte og ukendte til Aldershaab, og jeg lærte snart mange at kende, saadan forstaaet at jeg vidste, hvem de var. Og mange Folk, hvis Navn jeg havde hørt og hvis Meritter jeg kendte af Omtale, saa jeg her. Det var vel ogsaa Blomsten af Brovst Sogn, der sad i Tilsynsraadet, og det kunde det blive ved med. For faldt een fra, udsaa Resten af Tilsynsraadet selv hans Efterfølger og formerede sig altsaa ved Knopskydning. Enhver, som fik Tilbud om at træde ind i Raadet, var beæret – og saadan er det endnu i 1961. Der holdes nok ”Generalforsamling”, men kun for Tilsynsraadets medlemmer. Det hænger sammen med, at Sparekassen er selvejende og uden Garanter. Hverken Hauges Sparekasselov (formodentlig opkaldt efter den socialdemokratiske minister C.N. Hauge, 1870-1940) mange eller nogen senere Attak har kunnet fratage Brovst Sparekasse den selvstændighed, som der kan siges meget imod, men vist mere for. Een Onsdag om måneden var der Tilsynsraadsmøde, og efter at Forretningerne var afviklet af Kræn Piersen og et Medlem af Tilsynsraadet – hvilken Pligt gik paa Omgang, og jeg erindrer ikke, at nogen har svigtet i den Tid, jeg var Hjorddreng paa Aldershaab – kom de andre til Møde. Der var Nikolaj, som hed Pedersen til Efternavn, men det brugtes kun ved Underskrift. I Tiltale og Omtale var det kun Fornavn, saa kendt var han. Han kom kørende i en Enspændervogn med en brun Hoppe. Jeg var som Regel den, der spændte fra og for, men Nikolaj var ikke haard (karrig) med Drikkepenge, og kunde jeg slippe uden Bebrejdelser for fejl Forspænding, var det godt. Nikolaj var høj og kraftig med en kraftig Stemme, meget selvbevidst, men han var dygtig og ikke uden Charme, naar han med sin buldrende Stemme talte – og saa tav andre. Jeg skal siden berette mere om ham, som jeg kom til at tjene. Han havde en stor Gaard i Nørøkse, som han havde samlet ved Sammenlægning med andre. Nikolaj i Nørøkse var et Navn, der stod Respekt om.

Chresten Andersen fra Nørøkse var et andet Medlem af Tilsynsraadet. Han var paa alle Maader Nikolajs Modsætning, stilfærdig med et venligt Glimt i Øjet, kundskabsrig og betroet en del Tillidshverv. Men i Dygtighed som Landmand var han Nikolaj langt underlegen. Hans Jorder laa spredt som de fleste Gaardes i Nørøkse, og saadanne Gaarde var svære at drive rentabelt - især der, hvor Manden ikke var over sine Folk tidligt og silde. Det var Chresten Andersen ikke. Dels havde han offentlige Hverv, dels var han en godlidende (elskværdig, men naiv) Mand, som havde let ved at have Folk, for han kuskede (hersede, hundsede) ikke med dem. Jeg har set Chresten Andersen saa Vaarsæd i sit Tuekær ind i Juni Maaned. Det skete, som altid dengang, med Haanden, og han maatte løfte Benene højt for at komme over de Bunker af Ukrudt, der var harvet op. Men en dejlig Mand var han, og hans Kone var ogsaa venlig, saa de var alligevel meget ansete. Chresten Andersen kom altid cyklende, saa heller ikke ham var der Penge at tjene paa for mig.

Pi' Lausten Høgh var en nærmest lille Mand, sirlig og venlig, men han var dygtig i sin Bedrift. Han havde en Gaard i Sønderøkse og kom næsten altid kørende, og der var en Tiøre sikker. Morten Hedegaard boede i en stor Gaard nord for Brovst paa et Sted, som blev kaldt Fredensdal. Om der var særligt fredeligt, skal jeg ikke kunde sige, men Morten

Side 21

Hedegaard var den store Mand der. Han var en kraftig Mand med et ordentligt Ørnenæb - saa stort at jeg aldrig fik noget rigtigt Indtryk af den øvrige Del af Ansigtet – men nok af hans Pengepung, der var stor, og det tog Morten lang Tid at faa den lukket op og i. Men det var ikke sjældent, at jeg fik en Femogtyveøre for Forspændingen – og det var jo en stor Belønning.

Christen Martensen boede i en Gaard paa Vilsbæk, ikke langt syd for Nørøkse Sø. Han var en ældre Mand dengang, stilfærdig og elskværdig, og han døde ikke saa længe efter. En anden var een af Kræn Piersens tidligere Karle, Søren Peter, om hvis Dygtighed Kræn Piersen tidt (gamle stavemåde for ”tit”) fortalte Træk (i hovedtræk). Kræn Piersen havde for Resten noget at fortælle om de fleste, der havde tjent ham, mest pudsige Smaating fra Dagliglivet. De samme Ting blev fortalt ofte, og saa morede Kræn Piersen sig ved Mindet. Det var mest om Hjorddrengene, han fortalte, de var nok ogsaa mest umiddelbare og blottede sig vel mest.

Een af de Historier, jeg hørte mest, var om Møller Jørgens Jørgen, der fortalte om sin Søster, at hun var den pæneste af hans Søskende, og saa føjede han til: ”Hun er saa lig æ mæ!” Kræn Piersen lo hjerteligt, hver Gang han fortalte saadanne uskyldige Historier. Og vi lo pligtskyldigst med.

En anden Historie var om Møller Pier, der var taget til Begravelse. To Naboer stod og snakkede om Begravelsen. Da den ene saa sagde, at Møller Pier var med, udbrød den anden: ”Aah, saa var det derfor, han var saa pyntet, han var i en blaa Frak' aa sin tow brun' Bowser!” Han var nok fra en anden Egn med en anden Dialekt, og saadant faldt jo i Ørene.

Sognefoged Niels Larsen, Brovst, var Statens Medlem af Tilsynsraadet, en (ulæseligt), stilfærdig og venlig Mand, som alle satte Pris paa (sætningen er skrevet med en ikke helt tydelig håndskrift).

Den sidste af Tilsynsraadet var Poul Uhnsen fra Røgild, ogsaa een af de store. Han var en Tid i Amtsraadet, og han har vel forinden været i Sogneraadet, som altid var en Slags Forskole. Hans Gaard laa tæt ved Sogne- og Amtsskellet og laa i det engang sikre Røgild Valgdistrikt, om hvilket en senere Kommunalpolitiker, Pier Østerrøgild, iltert sagde, da Røgild var gaaet tilbage i Stemmetal, og den opvoksende Arentsminde Stationsby fik mange Stemmer, saa Røgildmanden gled ud: ”Vi haar aaltid haft en Mand i Sogneraadet, og det vil vi ogsaa blyw ve' mæ'.” Men som saa mange Privilegier maatte ogsaa dette falde. I Poul Uhnsens Tid var der ingen Tvivl.

Efter Tilsynsraadsmødet var der snak om Tidens Emner. Alle var saa vidt jeg ved Venstremænd, men der var jo forskellige Slags. Venstrereformpartiet var vel nok stærkest repræsenteret, men ”det forhandlende Venstre”, hvortil Kræn Piersen hørte, var heller ikke tabt bag af en Vogn, og mens min Far var Vilhelm Lassens Beundrer, og jeg derfor var overbevist Reformvenstre, gibbede det noget i mig, naar min tilbedte Husbond saa varmt gik ind for Claus Berntsen og især Neergaard (Venstreregeringen 1908-09: Konseilspræsident: N. Neergaard. Venstreregeringen 1910-13: Konseilspræsident og forsvarsminister: Klaus Berntsen; finansminister: N. Neergaard.).

Der var en stor Have til Aldershaab, med mange Frugttræer og Buske, og jeg hjalp gerne Andrea i Haven. Men Frugten maatte jeg naturligvis ikke røre, at sige (dvs.) da ikke mens de sad paa Træerne. Derimod maatte jeg gerne smage paa den nedfaldne Frugt. Det var svært at undgaa at puffe til en Gren, hvorpaa sad et særligt tiltalende Æble, men jeg holdt mig – undtagen hvis jeg tilfældigt snublede op mod en gren.

Der var mange Stikkelsbærbuske, men saa kom der et slemt Larveangreb, og Kræn Piersen lovede mig een Øre for hvert hundrede Larver, jeg kunde samle op. Jeg fik en lille Daase, som jeg skulde præsentere for hvert hundrede Larver. Jeg gjorde det og fik min Øre, der af praktiske Grunde stod paa min Konto, til jeg havde tjent en Tiøre. Men jeg var noget skuffet over, at Larverne aldrig blev eftertalt. Jeg havde gjort mig Ulejlighed for at tælle rigtigt, og en Gang imellem gav jeg endda een i overskud.

Da vi naaede 15. Oktober, blev Køerne bundet paa Stald, og saa var der ikke mere Brug for mig den Sommer. Jeg fik

Side 22

udleveret min Løn, een Tikroneseddel, og fik mine Pakkenelliker med mig, og saa drog jeg hjem.

Det var ligesom min Hjemkomst skuffede mig. Jeg havde glædet mig saadan og blev vel ogsaa budt velkommen hjem, men det var ligesom, jeg for hurtigt gled ind i den gamle Skure, og de smaa Besværligheder, jeg rent havde glemt i Udlændigheden, kom igen frem. Ogsaa Tilbagekomsten til Skolen var lidt af en Skuffelse. De havde jo klaret sig uden mig, og nu havde jeg jo vænnet mig til Lærer Christensens Undervisningsmetode og syntes ligesom Olsens var mig fremmed. Men jeg faldt da til igen og maatte ogsaa igen vænne mig til Snedker Niels' Lyst til at slaas med mig. Jeg har for øvrigt en daarlig samvittighed over for ham for en Tildragelse den Vinter: Ved en tidlig Frostperiode lagde Isen til - dog ikke saa Isen kunde bære paa dybt Vand, men i Grøfterne, hvor der kun stod lidt Vand – og vi begyndte at prøve Skøjterne. Jeg løb alene paa en saadan Grøft, da Snedker Niels kom med sine Skøjter og vilde løbe med. Vi snakkede, og jeg, der havde læst om Drenge, der var Venner i Liv og Død, kom til at sige, at saadan en Ven vilde jeg gerne have. Snedker Niels saa forbavset paa mig og sagde: ”Det kan du gerne faa mig til.” Men tilføjede saa: ”Men saa skal du ogsaa hjælpe mig, naar de andre driller mig.” Jeg blev paf, for det havde jeg ikke tænkt mig, men jeg fik ikke sagt fra, og ved næste Tilfælde, hvor Niels kom i Klammeri med de andre Drenge og jeg ikke lagde mig imellem, sendte han mig et blik, som jeg aldrig glemmer. Som om han vilde side: ”Din Forrædder!”

Selv om jeg paa en Maade var kommet uskyldigt ind i Forpligtelsen, havde jeg dog daarlig Samvittighed.

Livet gik ellers sig Gang uden store Begivenheder. Alt faldt i Lave som før, og kun maatte jeg nu hjælpe mere med ved Arbejdet end tidligere, og Arbejde var ikke min Lyst. Jeg læste, hvad jeg kunde faa fat paa ved hver Lejlighed, og jeg fandt nu ud af, at jeg vilde være Digter, skrive Bøger og Vers, og begyndte desværre en Dagdrømmertilværelse, der fulgte mig i mange Aar. Jeg digtede Romaner, fik kun lidt skrevet ned, men jeg gik som Regel og fortalte mig selv opdigtede Historier, indvendigt naturligvis, men jeg er ikke sikker paa, at jeg ikke ogsaa til Tider fortalte højt.

Jeg var selv Helten, omend under andet Navn, og jeg talte ”fint”, d.v.s. Efter Bogsprog, og var som Regel langt væk i alle mine Tanker, naar jeg da ikke læste. I Skolen gik det godt, og jeg kunde snart Lektierne udenad, naar jeg havde læst dem over én Gang, mens nogle af mine Søskende og andre havde svært ved at lære.

Der skiftedes Lærer i Koldmose Skole, og Eleverne derfra blev midlertidig henvist til Tranum Enge Skole. Den første Dag een af dem blev overhørt, det var Anders Peter Jørgensens Laura, fortalte hun Lektien paa jysk: ”Aa saa saa' Jesus … aa saa' Peter …” Der blev først lydløs Tavshed, saa begyndte nogen at fnise. Men Olsen tyssede paa dem og roste Laura. Men næste Dag havde hun lært at lire sin Lektie af som vi andre. Det var første Gang, jeg mødte Spor af, at en Lærer havde forsøgt at lære sine Elever at oversætte Teksten til Dagligsprog for ligesom at faa Stoffet gjort levende. Jeg syntes, det var en rigtig Tanke og bestemte, at naar jeg blev Lærer, saa vilde jeg gøre ligesaa. Men det var jo flovt at gaa over til jysk, mens jeg selv gik i Skole.

Paa Vejen til Skolen kom vi forbi et Husmandssted, hvor Ladens Gavl var fristende nær op ad Vejen. Hvornaar det begyndte, ved jeg ikke, heller ikke hvem der begyndte, men det blev Skik, naar vi kom fra Skole i Flok, at vi Drenge hver kastede en Sten fra Vejens Grusbelægning ind ad hullet i Muren. Da der var gaaet nogle Dage, kom Ejeren, Kræn Holm, ud og skændte, men det gjorde det kun mere sjovt. Naar vi nu havde kastet en Sten ind, løb vi, og fiffige Hoveder fandt paa Øgenavne til Kræn Holm.

Den stakkels Mand har sikkert haft megen Ærgrelse deraf, og jeg skammer mig nu ved Tanken. Men den Gang var jeg ikke bedre end de andre.

Side 23

Een af de sidste tilkomne Nybyggere paa Tranum Enge var Niels Nøhr. Hvor Familien kom fra, ved jeg ikke, men de var fuldtallige, da de flyttede ind i et Hus, han lod bygge paa en lille Lod. Den yngste var en Dreng, og da han var Nr. 12, hed han Dusinus. Han var lidt ældre end mig, en klejn lille Splejs, saa man skulle tro, han var præget af at være den sidste. I øvrigt var han kvik nok, ja endda en Uglspil (spøgefugl), som altid var med i Legen.

Klik på billedet

Niels Nøhr byggede sig et lille Teglværk nede imod Nørøkse Sø, hvor der var Teglværksler, og han gravede Tørv og producerede Sten. Han var en godlidende Mand med et stort Skæg, som Skikken var, og han kom ofte over til mit Hjem og sad og snakkede. Een af mine mindre Søster, Katrine, var hans Kæledægge, da hun var lille. Hun fik tit en Toøre af ham, naar hun vilde sidde paa hans Knæ, og saa kaldte han hende: ”Minn bette Pigh!” Det var vist en blanding af de Dialekter, der var talt, hvor han havde boet, og han havde prøvet meget. Somme Tider fortalte han om nogle af sine Oplevelser, og det var spændende.

Niels Nøhrs Kone hed Trine. Hun var en dejlig Kone, og vi kom der ofte – mest Katrine, som sommetider gik over til ”Nøeh Muer”, som hun kaldte hende. Men vi var alle glade for at komme der. Der var altid Husrum og Hjerterum.

(Teksten er blevet ”væk”, men formodentlig drejer det sig om, at Hans Magnussen tilbyder N.C. en plads for sommeren).

Det var jo nok Skik, at en Dreng kom tilbage til samme Plads næste Aar, hvis Husbonden var tilfreds. Men Kræn Piersen havde ikke sagt noget, da han tog Afsked med mig. Jeg havde ikke meget Begreb om de Dele, og da Manden var pæn, talte godt for sig og bød 40 Kroner i Sommerløn, var mine Forældre tiltalt af Tilbudet. Hans Magnussen roste mig. Han havde lagt mærke til mig sidste Sommer, sagde han, og det blev bestemt, at Far skulde komme over paa Gaarden med mig og se paa Forholdene, og en Dag i Vinteren 1906 drog vi afsted. Far havde et Ærinde i Halvrimmen, og det tog Tid, og saa tog han mig med ind paa Halvrimmen Kro, hvor vi fik en Kop Kaffe. Det var mit første Værtshusbesøg. Paa et Bord i Restaurationen laa et Eksemplar af Aalborg Amtstidende. Paa Forsiden stod, at Kong Christian den Niende var Død og at Kong Frederik den Ottende var udraabt til Konge.

Jeg syntes, det var en Statsomvæltning, og skønt min Far talte med en anden Gæst om Kongeskiftet, syntes jeg dog ikke, de var nær nok paavirkede af den triste Meddelelse, og jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde ske. Jeg havde endnu ikke noget Begreb om, hvad det betød, naar der stod i Almanakken (en slags årbog med faktaoplysninger), at Kongen var konstitutionel Monark, og jeg mente i min Naivitet, at det var Kongen, der var uindskrænket Herre, og at vi derfor kunde vente een eller anden Omvæltning.

Hans Magnussens Gaard laa paa Brovst Kær, og der var 2 Sæt Bygninger, da han havde købt en Naboejendom og lagt den ind under sin. Konen hed Hanne, og hendes Forældre, som havde haft Gaarden før, boede der ogsaa. Den gamle Mand havde en Benskade og brugte et Jernstativ paa det ene Ben, som knirkede, naar han gik. Der var smaa Børn, og alt saa tilforladeligt ud, saa blev jeg fæstet, fik en Daler i Fæsteløn, og vi gik hjem igen.

Nogen Tid efter, da Far var i Sparekassen, sagde Kræn Piersen, at jeg vel kommen igen til Sommer. Men det var jo for sent, og saa blev Kræn Piersen mut, sagde Far ved Hjemkomsten.

Jeg havde det godt nok hos Hans Magnussens, selvom det ikke var helt som paa Aldershaab. Jeg kom der engang imellem, naar jeg havde en kortere Fritid, som ikke var lang nok til, at jeg kunde komme hjem, og Kræn Piersen spurgte mig saa en Gang, om ikke jeg vilde dertil igen til næste Sommer, og det vilde jeg da gerne. Aftalen blev bekræftet med min Far, næste Gang han kom i Sparekassen, og saa saa jeg hen til næste Sommer.

Jeg gik den Sommer i Gammel Brovst Skole hos Lærer Andersen, og skønt han var dygtig nok og ogsaa flink, var det alligevel en hel tredie Maade, han underviste paa. Kammeraterne var ogsaa andre, og det kneb at indstille mig paa

Side 24

det nye saa tit, saa jeg havde ikke helt den Glæde og Udbytte af Undervisningen, som jeg syntes, jeg havde haft hos Lærer Olsen, før jeg blev flyttet første Gang. Iøvrigt kom jeg godt ud af det med mine nye Skolekammerater, og jeg kom i flere af deres Hjem, mest hos Peter Gundersens, der var Naboer. Der var baade voksne og halvvoksne Børn der. Andreas var den ældste og hjemmefra, mens Jens, den næstældste, var Hjemmekarl. Han var en stille, noget tung ung Mand, syntes jeg, ikke let at komme ind paa Livet. Inger var en sød Pige, der lige var kommet ud af Skolen. Niels var lidt ældre end mig, og ham gik jeg i Skole med. Han var Hjorddreng hos Kræn Knudegaard, hvis Gaard laa lige paa den anden Side af den store Kanal, lige overfor Hans Magnussens Gaard. Anton var den næste. Han havde en Talefejl, som generede ham meget, mest psykisk, og han holdt sig mest for sig selv og talte mindst muligt blandt Kammeraterne, men han var Trofast. En Søndag, jeg var derovre i min Fritid, var Peter Gundersens i Byen. En So laa med 12 Grise, og Anton skulde se efter dem. Vi var vel i Leg kommet for langt fra Stalden, og da vi kom ind igen, havde Soen ligget en Gris ihjel. Anton blev ulykkelig, han vilde ikke lege med mere og gik for sig selv. Jeg tænkte, om han maaske var bange for sin Fars Reaktion, men det kan lige saa vel være, at han følte, at han ikke havde passet godt nok paa og havde Samvittighedsnag derover.

Fjorden laa lige udenfor Brovst Kær – det var før Dæmningerne Øland-Attrup og Gjøl-Øland blev bygget. En Arm blev kaldt Vejlen, det var Fladvand langt ud, og der badede Børnene om Sommeren og løb paa Skøjter om Vinteren. Jeg skulde ogsaa med ud at bade en Søndag sammen med nogle andre Drenge, deriblandt Peter Gundersens. En mindre Pige, under Skolealderen, som ogsaa vilde med, vilde vi ikke have med og drev hende hjem. Men da vi var i fuld Gang og legede og sprøjtede Vand paa hinanden, var vi saa optagne, at vi havde glemt Katrine, da hun pludselig var midt imellem os, splitternøgen som vi Drenge. Vild Forfærdelse, og hendes Brødre søgte at jage hende i Land.

Et andet Sted, jeg kom en Del, var hos Korre Kresten. Navnet var arvet, han hed Kresten Nielsen og var en dygtig og højt begavet Mand, som var i Sogneraadet og i øvrigt en anset Mand. Hans Kone tog sig meget venligt af mig og bød mig ofte hjem sammen med deres Børn, og der var et Dusin. Marius var min jævnaldrende, og vi sad sammen i Skolen og blev meget gode Venner. De 2 ældste, som var Tvillinger, forekom mig for voldsomme, og de havde ogsaa en noget for selvbevidst Maade at tale paa, syntes jeg. Een af Pigerne, lidt yngre end mig, hed Else, og hun var dengang mit Pigeideal. De mindre var jo i mine Øjne Rollinger, som ikke interesserede mig meget, ud over at jeg befandt mig særdeles godt i det Hjem.

Ogsaa hos Snedker Mads' kom jeg, Der var baade ældre og yngre Børn end mig, baade Piger og Drenge. Jeg blev en Gang budt med ind til om Aftenen. Det viste sig, at der var voksne Gæster, saa det var ikke saa heldigt, men jeg blev budt med til Bords. Jeg anfører disse Familier og deres Indstilling til en Tjenestedreng, fordi jeg senere andre Steder kom ud for en vis Arrogance fra Gaardmandsfamilier over for Tjenestefolk. Men det gjaldt aabenbart ikke i Brovst, eller ogsaa var jeg heldig at faa Kammerater, hvis Forældre var klogere og mere menneskelige.

Pa min vej til og fra Skole passerede jeg et lille, gammelt Hus, hvor der boede en enlig Kone med 2 Drenge, der begge gik i Skole, men var i ”Den lille Klasse” - altså kendte jeg dem ikke nøjere. Konen blev kaldt ”Skraa-Kjerstine”, og det er nok muligt, at Drengene ogsaa havde Øgenavne. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har kaldt dem noget, men da de aldrig mig bekendt blev kaldt andet end Skraa-Kjerstines Anders og Martin, er det muligt, at jeg har brugt Kendingsnavnene. Jeg har i øvrigt først mange Aar senere faaet deres rigtige Efternavne at vide. En Dag, jeg kom fra Skole, kom Kjerstine ud og skældte mig Bælgen fuld - for hvad vidste jeg ikke. Først senere har jeg faaet en Anelse om det, nemlig Øgenavnet, som jeg var uskyldig i. Da jeg stod og saa ganske uforstaaende ud, sluttede hun: ”Du skal ikke staa der og gabe, jeg kender nok Niels Mand, og jeg kender ogsaa Flynderen!”

Jeg var fuldstændig desorienteret, og da jeg kom hjem, fortalte jeg den lille Tildragelse til min Madmoder, Hanne, og føjede til, at jeg forstod ikke, hvad Konen var gal over, for jeg troede ikke, min Fader nogensinde havde solgt Fisk til

Side 25

hende. Hanne lo, saa hun var ved at revne, og hun fortalte Historien flere Gange til andre, og saa lo hun igen. Jeg kunde ikke se Komikken og undrede mig. Men saadan er der jo saa meget. (Hintede Skraa-Kjerstine monstro til Grimms Fiskeren og hans kone/Konen i muddergrøften?).

Jeg skal maaske her oplyse, at Navnet ”Mand” var et saakaldt Kaldenavn, som min Slægt paa Fædrenes Side har baaret gennem Generationer. Vi var i Slægt med den kloge Mand, Kristen Mand, i Bratbjerg, der heller ikke hed Mand, men blot blev kaldt det. En Masse Mennesker havde saadanne Kaldenavne - en Mand i Bratbjerg blev saaledes kaldt Kuen Kristen, og det var da værre. Da Navneloven kom i 1904, søgte min Fader Navnet Mand hjem for os ved kongelig Bevilling. Samtidig søgte han som Vinkelskriver (person der driver juridisk virksomhed uden at være beskikket advokat) ogsaa Kaldenavne hjem for en del Naboer, Niels Nøhr, Peter Brander og flere, saaledes at der kom en vis Overensstemmelse mellem, hvad folk hed, og hvad de blev kaldt.

Hans Magnussens Karl hed Martin. Han var fra Klithuse, og jeg kendte hans Far, der blev kaldt Poss Niels. Der var mange Børn, Indtægterne paa den magre Ejendom var lille, og Drengene kom ud at Tjene tidligt. Martin havde tjent, siden han var ni Aar, fortalte han. Han var meget flink mod mig, selv om jeg fik adskilligt at høre den Sommer i den Karlekammersnak, jeg blev Vidne til, og som jeg ikke bryder mig om at huske. Martin og jeg delte Seng. Det var Skik dengang, i hvert Fald paa de mindre Gaarde, og jeg tog ingen Skade af det, selvom jeg senere med Afsky har tænkt paa, at helt vildfremmede, der kom til at tjene sammen, blev klinet saa intimt sammen. Sengene i Karlekamrene havde Halm i Bunden, og det var en yndet Opholdsplads for Mus.

Pigen hed Trine, hun var fra Øland og kun 15 Aar. Hun var meget flink mod mig og var vistnok kommet fra et meget fattigt Hjem. En Dag ud paa Sommeren var hun i Byen, hos Doktoren, fik jeg siden at vide. Da hun kom hjem, havde hun travlt med at pakke sit Tøj, og hun kom ud i Kostalden og sagde Farvel til mig. Jeg var forbavset og spurgte, om hun vilde rejse, og saa var hun ved at græde, vinkede og raabte: ”Farvel Dreng, hav det nu godt!” Hun kom paa Sygehuset og døde af Tuberkulose Aaret efter. Jeg saa hende ikke mere, men jeg tænkte tit medlidende paa hende og paa, at hun skulde dø saa ung. Dødens Alvor gjorde dog ikke saa meget Indtryk paa mig, da det var saa kort og saa perifert, jeg havde kendt hende, og Livet gik sin Gang med smaa og større Begivenheder. Og snart tænkte jeg kun i Ny og Næ paa Trine. Stakkels lille Pige, saa haard en Barndom og saa kort en Ungdom.

Om den følgende Vinter har jeg ikke mange Erindringer. Jeg var Hjemme og gik i den gamle Skole igen, og da foraaret kom, flyttede jeg til Aldershaab og var Hjorddreng igen. Der var sket Personskifter. Lars Lundtoft var afløst af Adolf Andersen, og Korre Krestens Valdemar var kommet som Arbejdsdreng. Mads Godiksen havde solgt og var flyttet, og i hans Ejendom var kommet en gammel Ungkarl, der blev kaldt Slagter Jens. Det var et Kendingsnavn efter sin Fader, der drev Forretning med at købe Dyr, slagte dem og køre til Torvs i Aalborg med Kødet paa Torvedage. Slagter Jens var en lille tynd Mand med et venligt Sind. Adolf besøgte ham tit om Aftenen, og Jens kom tit over for at faa en Sludder og en Kaffetaar med Andrea, som vi snart fandt ud af, at han var forelsket i. Maaske var det ikke noget om det, men vi Drenge var slemme til at drille ham, om end vi ikke turde sige Tingene rent ud. Han saa altid tilbedende paa Andrea, og naar hun sagde noget, gentog han det gerne og tilføjede: ”... siger Andrea.” Det havde vi megen fornøjelse af.

En Formiddag jeg skulde feje Stenbro i Gaarden, var Jens et Ærinde inde for at snakke med Andrea. Han stod ude i Gaarden – d.v.s. staa var nu saa meget sagt. Han trippede frem og tilbage. Andrea stod og lænede sig ud af Køkkenvinduet og snakkede med ham. Jens lo og var godt tilpas og gentog i en Uendelighed: ”... siger Andrea.” Antagelig havde Andrea andet at passe, for hun havde altid pinlig Orden overalt og havde derfor altid travlt. Da det trak ud med Jens' Besøg den Formiddag, sagde hun, om han ikke vilde ind og faa en Taar Formiddagskaffe. Det var saligt for Jens med en saadan Invitation, som han jævnlig fik, men han havde da Levemaade (her nok: ”Pli”) - takkede, men han kunde ikke, da hans Kaffekande var sat over derhjemme, saa – ikke sandt. Men han fortsatte

Side 26

Samtalen. Andrea gentog Invitationen et Par Gange, og hver Gang sagde Jens: ”Nej Tak, Andrea, nej Tak, Andrea, min Kedel snurrer. Saa lukkede Andrea Vinduet, for nu havde hun jo budt ham tit nok. Jens stod forvirret og forbløffet tilbage, trippede et par Gange frem og tilbage, mens jeg nyfigent holdt Øje med ham. Da Vinduet ikke blev lukket op igen, tog Jens en stor Beslutning. ”Naa ja, naar A skal!” mumlede han, gik ind ad Bryggersdøren og fik sin Formiddagskaffe. Hans egen Kedel glemte han, og jeg havde en god Historie til de mange andre, Valdemar og jeg forlystede os med. Adolf var ikke med i Sammensværgelserne, og til Tider gik det endda ud over ham, som den Aften han besøgte Jens, og vi spændte en Snor over Havegangen og vaagede til Klokken elleve for at høre ham bande som en Tyrk, da han faldt over Snoren. Vi naaede dog at komme under Dynen og sove sødeligt, da han kom ind paa Kammeret, og Snoren fik vi væk næste Morgen. Før en vis Mand fik Sko paa.

En anden Gang var det Jens, det gik ud over. Vi havde fundet ud af, at en Cykelpumpe kunde suges fuld af Vand, naar man tog Slangen af, og kunde sætte en spæd Straale langt væk, naar man pressede til. Efter nogen Øvelse havde vi lært at sigte, og saa …! Jens malkede sent, og vi ventede, til han han havde malket den Ko færdig, han var i Gang med, tømte Mælken i Jungen og kom tilbage med den tomme Spand i den ene Haand og Malkeskamlen i den anden, alt imens han sang højt og falsk. Jeg havde faaet den tvivlsomme Ære at skulle skyde, og jeg stod ved Staldvinduet med Geværet parat, til Jens kom i den rigtige Vinkel. Saa skød jeg.

Sangen standsede brat, Spand og Stol faldt med et Rabalder, og vi løb.

Næste Morgen fortalte Jens, at Skarnsfolk havde smidt Snavs ind paa ham, mens han sad og malkede. Jeg gaar ud fra, at han var i god Tro, men vi var jo afskaaret fra at rette i hans Beretning, skønt vi havde Lyst dertil.

Første Gang, jeg saa et Selskab spille Kort, var efter et Tilsynsraadsmøde. Jeg havde gjort Andrea een eller anden Tjeneste og sad i Køkkenet og fik Belønningen, en Kop af Andreas gode Kaffe. I Stuen ved Siden af spillede Tilsynsraadet L'hombre, altsaa uden Tilsætning (se nogle linier længere nede). Der var Alvor, mens Mændene meldte, og Spillet var ogsaa Højtideligt. En Gang imellem lo Deltagere dog, som sig hør og bør. Man siger jo, at i L'hombre giver man Kort, smider Kortene og ler, men det er formentlig mest om den L'hombre, man spiller nu til Dags med Narrestreger (altså tilsæt). Dette her var den rigtige, ortodokse Præstegaards-L'hombre.

At spille Kort var jo Synd. Det havde jeg lært, og saadan var det. Ved at se Kræn Piersen spille sammen med sine Venner, kørte Tankerne rundt i mit Hoved. Der er jo mange Ting, der er Synd. Mine Uglspilstreger var det vel ogsaa, men det sted stod ikke udtrykkeligt i Biblen, og ej heller var der nogen fastslaaet Tese om f. Eks. at danse, at stjæle, lyve, bande, levere Mælk om Søndagen eller spille Kort. Jeg begyndte at tumle med Tanker om, at det hele vist ikke var helt saa simpelt, og at kriteriet Synd eller ikke ogsaa beror paa den Tanke eller Hensigt, der ligger bag. Men et nyt Billede var aftegnet for mig – pæne folk sad og spillede Kort! Jeg havde altid tænkt, at det var noget, som fandt Sted i Buler (tarvelige værtshuse, knejper) – som jeg forresten kun havde et dunkelt Indtryk af, hvad var.

Jeg kom i denne Sommer meget hos Korre Krestens sammen med Valdemar, der jo ganske vist var noget ældre end mig, og dertil noget voldsom baade i Ord og Gerning. Men han var meget flink med mig, og det samme var hele Familien, som jeg kom til at kende mere nøje, baade store og smaa.

En Mand, som jeg ganske vist ikke personligt kendte, men som var meget omtalt, og som jeg ogsaa senere har hørt en Del om, var Pastor Lange i Brovst. Wiel-Lange, har jeg senere hørt, var hans rette Navn, men det hørte jeg ikke den Gang. Wiel-Lange var en højt begavet Mand, men ikke som Præster er flest. Det sagdes, at hans Døtre var meget musikalske, og at Præsten kunde mere end sit Fadervor. Det var ham, der havde faaet Vittighedsbladet ”Klods Hans” til at optage en Billedserie med Tekst af Serups Ildebrand. Han kunde holde en udmærket Prædiken, men han smed ganske vist ikke sine Perler for Svinene. Jeg har hørt fortælle, at han, da en Mand bestilte en

Side 27

Begravelsesprædiken, spurgte, om det skulde være een til 5 Kroner eller een til 10. Det var jo i de Tider, hvor Præstens Løn delvis var, hvad der kom ind ved Offer i Kirken.

Klik på billedet

Han var meget præcis – saa meget at jeg kunde benytte ham som Ur, idet Aldershaabs Mark støder op til Maanevejen (mellem kirken i Brovst og hoved-/landevejen, øst for Aldershaab). Netop i den Vang var der Græs det Aar, og Præsten gik hver Formiddag til bestemt Tid til Halvrimmen Kro for at drikke en Øl (eller maaske flere) og tilbage igen lige saa præcist, saa jeg deraf kunde se, hvornaar Køerne skulde flyttes og hvornaar de skulde hjem til Middagsmalkning. Jeg lærte den Sommer at malke, og snart var jeg fast Inventar dertil. Jeg syntes til at begynde med, det var morsomt, men siden kunde jeg godt have ønsket, jeg aldrig havde lært det.

Der fortaltes mange Historier om Wiel-Lange, blandt andet om at han en Dag kom paa sit daglige Besøg i Halvrimmen, og lige overfor Kroen var en Mand ved at grave Grund ud til et nyt Hus. Det var Skomager Albert, der gik paa 2 Krykker og svingede Benene frem mellem dem, naar andre tog et Trin. Han var af Profession Skomager, men Familien var stor, og trods sit Handicap tog Albert fat paa alt. Han havde noget Landbrug, hvor han havde 2 smaa Heste bl. a., og disse Heste brugte han til at køre Tørv hjem fra Mosen og levere til sin Kundekreds. Skære Tørvene kunde han vel ikke, men han laa paa Knæ og ryddede Sand af, og der kunde være op til en Meter og derover. Nu var han i Færd med at grave Grund ud og laa ogsaa her paa Knæene og gravede. Præsten stillede sig op og saa paa, og det er nok muligt, det har irriteret Albert, og da Wiel-Lange vittigt sagde: ”Naah, der er nok Vand til Knæene”, saa saa Albert vredt op, pegede over mod Kroen og sagde: ”Ja, og derovre er der Øl til Maven!”

Jeg tror nok, Albert var Afholdsmand, og det kan ligge bag Skosen. Jeg har set Albert, selv langt op i Aarene, gøre en Mands Arbejde fuldtud, ogsaa paa Felter hvor man skulde forsværge, at han med sin manglende Førlighed kunde gøre Fyldest. Men det var jo før, Invaliderenten blev opfundet. Jeg har hørt, at han senere søgte men blev afvist med den Begrundelse, at han kunde gøre hvilket som helst Arbejde! Det kunde være sandt nok, men alligevel …

Albert var i Besiddelse af en ramsaltet Lune, og mange Historier gik om hans Meriter. Han var ikke altid god at komme nær, og hans mørke, vejrbidte Ansigtstræk fristede ikke til Tilnærmelse, naar han kom kørende siddende paa Tørvelæsset fra Mosen, som Regel med 2-3 halvvoksne Børn siddende paa Læsset. Men Albert var alle Dage den, der havde Tømmerne.

Engang kom han med 2 Læs Tørv efter sine 2 smaa Heste. Det tog Tid og Plads at dreje, og da han kom til Smeden i Arentsminde, lige før Opkørslen til Hovedvej 11, havde han et Ærinde til Smeden og gjorde Holdt saa langt ind til Siden, som han kunde komme for en parkeret Bil. Og saa begyndte han at arbejde sig ned ad Læsset. Imidlertid kom Bilejeren ud, det var Sogneraadsformand Otto Christensen, og han var nu lukket inde. Selv om han af Natur var en godmodig Mand, saa havde han travlt og begyndte at skynde paa Albert, der hang midt mellem Jord og Tørvelæssets Top, skar Ansigt, vrissede og sagde: ”Ja, ja, bette Otto, trowr do vi kyr' po Gaami (Gummi),” hvorefter han adstadigt klavrede op igen og satte Køretøjet i Gang uden at forrette sit Ærinde.

Sommeren gik hurtigt, og da jeg igen kom hjem om Efteraaret, skulde jeg gaa til Konfirmationsforberedelse i Tranum Præstegaard, hvor en ny Præst havde afløst Pastor Frandsen, der havde været Præst der i mange Aar. Han kom meget i mit Hjem, hørte til Indre Mission og betød meget i Sognet. Den nye hed Møller og var gift med en Søster til Andrea paa Aldershaab. Jeg kendte ham alså godt, selvom han naturligvis ikke havde givet sig af med mig. Det havde hans Børn derimod, og særligt de 2 ældste, Henriette og Ulrik, kendte jeg godt, og det forekom mig hjemligt at gaa til ”Præst” ved deres Far. Uden at jeg i øvrigt slap lettere fra nogen Del af Undervisningen af den Grund, og uden at faa ret meget Lejlighed til at faa snakket med hans Børn. Men det var jo heller ikke derfor, jeg gik til Præst.

                    

Klik på billedet                                          Klik på billedet

Fru Møller var en elskværdig Præstefrue, der var meget afholdt i Sognet. Præsten havde vist ingen noget imod, men jeg havde Indtryk af, at han ikke var let at komme ind paa Livet af. I hvert Fald har jeg ikke set det hjertelige

Side 28

Forhold der, som der var mellem Pastor Frandsen og Medlemmerne af hans Menighed.

Turen fra og til Konfirmationsforberedelse foregik naturligvis til Fods. Cykler var ganske vist dukket op, men de var ikke Hvermands Eje, endmindre Biler. Den første Bil, jeg saa, var Doktor Thomsens fra Skovsgaard. Det var en gammel Mukkebik (skramlekasse), men vi Børn var alligevel enige i, at det var et farligt Køretøj, for saa vi ham dreje ved Søren Snedkers Hjørne, kunde vi jo ikke komme af Vejen, før han var over os. Saa det var et farligt Liv, vi maatte friste. Jeg kender ikke Vognens Tophastighed, men den har vel ikke været særlig stor, og der kom da heller ingen af med Livet af den Aarsag.

Samme Doktor Thomsen var en udmærket Læge, men ikke som Læger er flest. Selvom jeg derved kommer til at springe i Hændelsesforløbet, vil jeg dog nu – for ikke at glemme det senere – fortælle, at nogle Aar senere, da jeg var begyndt at læse til Forberedelse til Optagelsesprøve til Seminariet, fik jeg et mærkeligt Tilfælde med Smerter i den ene Arm, og der blev sendt Bud efter Doktor Thomsen, der da ogsaa kom for at se til den daarlige Arm.

Næppe var han kommet ind i Stuen, før han fik Øje paa min Violin, der hang paa Væggen. Den var han meget optaget af, og han fik den ned fra Sømmet, den hang paa. Thomsen stemte den og begyndte at spille, og først da han havde spillet en halv Timestid, kom han i Tanker om, at han havde meget travlt og skulle naa en Masse. Han begyndte at tage Overtøjet paa, men da Mor jo nok syntes, at vi dog ogsaa skulde have noget for Pengene, spurgte hun, hvad Armen fejlede. Naah ja, den maatte han da se paa, og dette Eftersyn tog ikke saa meget af hans kostbare Tid. Den skulde nok snart komme sig, sagde han. Og tænk, det slog til.

Thomsen brugte ikke meget Medicin og var paa mange Maader en ”klog Mand”, der som Læge regnede det som sin Gerning at hjælpe Naturen. Han regnede ikke saa meget med den psykologiske Værdi, der kan ligge i at ordinere Salver og Medicin.Han blev gammel i Skovsgaard og han havde mange venner trindt omkring. Ja, jeg oplevede meget senere, engang jeg var til Selskab hos Kongen, at Prins Erik, der i nogle Aar havde boet paa Herregaarden Kokkedal ved Skovsgaard, bad míg tage en Hilsen med til Thomsen. De var gode Venner, fortalte Prinsen.

Thomsens Kollega i Brovst, Doktor Vestergaard, der var Sygehuslæge og praktiserende Læge samtidigt, var en Modsætning til Thomsen paa mange Maader. Han var faamælt, saglig, men vist dygtig, og hver for sig havde de 2 Læger sine Patienter, der troede blindt paa dem. Og de blev ikke skuffede, hvor menneskelig Hjælp slog til.

Paa Vejen til Tranum slog Vejen et skarpt Knæk ved Nørre Bratbjerg, og lige der i Svinget laa Kræn Ma'sens Gaard. Han var Sogneraadsformand i den vidtstrakte Lerup Tranum Kommune, og som Skik var den Gang, havde han personligt det meste af Kommunens Forvaltning i sin Dagligstue. Han var Typen paa den oplyste Bonde, stilfærdig, støt og sindig. Han var meget anset, og naar vi Konfirmander passerede hans Gaard, var det med Ærefrygt, ingen Skødesløsstreger der, skønt det nok kunde passere andetsteds.

Arbejdet som Sogneraadsformand var en Heldagsbeskæftigelse, saa godt som ulønnet, og det var da ogsaa ret almindeligt, at de Mænd, som ofrede deres Tid og Kræfter i Sognets Tjeneste, selv fik en daarlig Økonomi. Jeg har set flere, hvis Ejendomme blev forsømte, og hvis Økonomi blev ødelagt, mens de havde det betroede og ærefulde – men ogsaa eftertragtede – Hverv at sidde i Sogneraadet. Men Sogneraadsformandens Job var langt det mest krævende.

Videre langs Vejen, vi skulle gaa ad, laa en Række Gaarde og Boelssteder (eller bolssteder/bolsteder, små huse med tilhørende have), hvis Ejere var kendte Navne i Sognet, nogen for det gode, andre for det mindre gode, hvortil vel kan regnes umaadeholdent Drikkeri, der var ret almindeligt dengang, og hvorfor Tranum Sogn var bekendt, baade blandt de ældre og de unge, og hvordan skulde de sidste holde sig tilbage?

Side 29

Først efter Kræn Ma'sens Gaard laa Frits', en velholdt Gaard, hvis Ejer var en yngre, dygtig Mand. Saa var der Søren Snedkers, hvortil hørte Landsbyens Mølle. Endvidere Niels Johnsens, Karl i Go'eren, John i Go'eren, Plantørens, Kristen Mands (den kloge Mand, der var af Fars Slægt), Købmanden i Bratbjerg, der hed Jensen, men var kendt nok uden dette, Thammes Kirks, og lidt tilbage Jens Ejstrups (hvis Kone var min Faster Jane), hvor jeg kom meget for at besøge min Fætter Jens Lassen, som var min jævnaldrende.

Jens Lassens Fødselsdag var i Februar, og jeg fik Lov at følge med ham hjem, da vi kom fra Konfirmationsforberedelse, og blive til næste Dag. Dagen gik med Leg og andet, som Drenge kan forlyste sig med, og ud paa Eftermiddagen kom et svingende Læs Mandfolk med en mager Hest forspændt en Fjedervogn. Alle stod af og gik ind. Hesten fik Lov at staa udenfor uden at være bundet. Jeg havde aldrig set saadan noget før, men Jens Lassen var ikke forbavset. Det var et Hold af Landsbyens Mænd, fortalte han, som drak i 3-4 Dage, og kørte fra Sted til Sted og lod Hesten staa udenfor imens. Jens Ejstrup var ikke hjemme, og i øvrigt har jeg aldrig hørt, at han var med paa Holdet, men det var et gæstfrit Hjem, og noget maa Selskabet have faaet, ellers var de nok ikke faldet saa godt til Sæde. De sang og raabte og syntes ikke at have Hast.

Da det trak ud, kom Faster Jane ud og sagde til Jens Lassen, om ikke vi kunde køre Hesten hjem og faa den i Stald. Saa kunde Mændene gaa hjem. Jeg var benovet, men Jens Lassen var en frisk Fyr, han sad op paa Bukken, og jeg tog Mod til mig og satte mig op ved Siden af ham, og vi kom hjem med Hesten til dens Stald. Ejeren hed Anders Piersen, og hans Kone tog imod os og hjalp Hesten ind, men der var opstaaet den Komplikation, at Anders Piersen havde købt en Ko. Den var netop leveret og var sat i Hesten Baas, da der ikke var Plads til den ellers. Naah, vi fik da Koen bundet et andet Sted og fik Hesten i sin Baas, hvor den fik sit velfortjente Foder, og vi begav os tilbage til Faster Jane. Jeg var noget ængstelig ved, hvad Anders Piersen vilde sige, naar vi kom og havde fjernet hans Hest. Han tog det meget roligt og spurgte, om der var kommet en Ko, og da Jens Lassen sagde ja, spurgte han: ”Ku'en skij?” Og da han fik det Svar, at det var i Orden, fortsatte Kalaset. Jeg havde ventet en Eksplosion, men de ældre, som kørte rundt paa den Maade, var vist meget godmodige.

Værre var det, naar de unge fra Tranum kom rundt til Baller og lignende. Saa vilde de altid slaas, og Tranum Karle var den Gang meget berygtede for Drik og Slagsmaal. Noget særligt slemt kom der sjældent ud af det – maaske var de for berusede.

Skrædderen i Tranum hørte til Holdet. Han var nok Skrædder af Profession, havde Skrædderværksted og skulde være dygtig. 2 af Niels Nøhrs Sønner kom i Lære hos ham, deraf min næsten jævnaldrende Kammerat og Nabo, Dusinus. Men samtidig var Skrædderen Handelsmand, og særligt handlede han med Heste, og vist særligt nogen med Handelsfejl (skjult skavank). Men mange Smaafolk handlede med ham, og han var ikke uvillig til at give Kredit. Han kom paa alle Markeder, var en lystig Fætter, og var ogsaa med hvor det gik fugtigt til. Naar et Hold var paa sine 3 Dages Ture, kom de ofte til Skrædderen, og saa gik det lystigt til. En Gang gik det galt. Stemningen var høj, og Snakken gik ad vilde Veje, og til sidst væddede man, om Skrædderen kunde kastrere en Dreng, der var i Lære hos ham. Om Operationen blev fuldført, ved jeg ikke, men der blev en vældig Skandale – og Skrædderen blev Baptist, da han blev ædru, og han levede til sine Dages Ende som Medlem af denne Menighed og blev en agtet Medborger.

Der var det mærkelige ved disse Kvartalsdrankere, at naar de havde haft en saadan stor Tur, kunde der gaa en rum Tid, før det blev gentaget. Og de var stræbsomme og agtede Mennesker – saadan da – i deres rolige Perioder. Men det var vel Baggrunden for Afholdelsesbevægelsens voldsomme Vækst i den Tid, og mange Afholdsfolk var fanatiske, ganske som de religiøse Sekter. Hvidt var hvidt, og sort var sort, og de, der ikke var enige, hørte til de fortabte.

Før min Konfirmation blev jeg fæstet til Nikolaj i Nørøkse som Hjorddreng for Sommeren. Jeg vilde helst have været tilbage til Aldershaab, men jeg havde vel en uheldig Størrelse, for stor til at være Hjorddreng og for lille til at være

Side 30

Arbejdsdreng, og saa blev det altsaa Nikolaj, der ogsaa blev kaldt Stu'r Nikolaj. Om det var paa Grund af hans Korpus, eller det var Gaardens Størrelse i Forhold til den Gaard, Nikolaj i Sønderøkse havde, ved jeg ikke, men Tilnavnet kunde være rigtigt nok. Stor var Nikolaj, og stor i Fejl og stor af Sind kunde han ogsaa være.

Men jeg skulde jo konfirmeres først, og det var en stor Dag. I Modsætning (linje mangler) til senere Skik blev vi overhørt i Flok, og jeg brystede mig over at kunde svare paa det meste, saa egentlig Ydmyg kan jeg ikke siges at have været. Senere, da Pastor Møller kom til den personlige Overhøring og ved selve Konfirmationen, var jeg dog dybt greben og lovede mig selv, at jeg vilde leve mit Liv i den Pagt, der nu var bekræftet.

Konfirmationsfesten senere i mit Hjem var stilfærdig og inderlig, og mine Forældres kærlige Formaninger for den Tid, der nu skulde komme, var for mig dybt alvorlige, og jeg lagde mig dem paa Sinde. At jeg ikke altid har efterlevet dem, maa jeg erkende med Sorg.

Søndagen efter Konfirmationen var alle Konfirmander med deres Parørende til Alters i Tranum Kirke. Der var mange, og vi maatte gaa op i flere Hold, og da jeg skulde gaa op og knæle foran Alteret, gik en Kammerat netop ned efter at have faaet den hellige Nadver. Da han gik forbi mig, rakte han Tunge og skar en Grimasse, formentlig for at vise at Vin eller Brød ikke havde smagt ham, og at han ikke regnede den hellige Handling for noget. Jeg var dybt rystet og havde ikke den rette Andagt og syntes Loftet i Kirken maatte falde ned over os.

Klik på billedet

Efter Konfirmationen kom jeg saa i Plads hos Nikolaj. Flere af mine Skolekammerater havde haft – og havde - Plads som Hjorddrenge paa forskellige Gaarde i Nørøkse, og jeg havde derigennem hørt en Del om Livet i denne Landsby, hvor Gaardene laa tæt i en Stribe mellem 2 Byveje, medens nogle Udflyttersteder efterhaanden var vokset op udenfor selve Byen. Der var saa mange Hjorddrenge, at de var en hel lille Verden med mange fælles Fornøjelser og Sammenkomster udenfor Arbejdstiden. Jeg mødte derfor med store Forventninger.

Hvad jeg ikke havde ventet, var den afgrundsdybe Forskel, der her var mellem Gaardmandsfolk, ogsaa deres Børn, og Tjenestefolkene.

Jeg blev placeret i Karlekammeret, hvor der var Stengulv og 2 Folkesenge, der bestod i en Lægte, slaaet paa den ene Sidevæg i Kammeret. Forsiden af Sengen var raa Brædder med en Keel forneden, ogsaa fastgjort til Kammerets Endevægge, og Bunden af Sengene, der var adskilt af et Bræt, var uhøvlede Brædder, hvorpaa var et Lag Rugtag, og ovenpaa var Sengetøjet.

Forkarlen hed Magnus Andersen, og han var en helt igennem ordentlig Karl og boede i den ene Seng, mens jeg skulde dele den anden med Andenkarlen, Kristian Andersen. Han havde næsten altid blodige Pletter paa Undertøjet, vistnok fremkaldt af Udslet, og var ingen hyggelig Sengekammerat. Hver af Karlene havde et Skab i hver Ende af Karlekammeret , og under det eneste Vindue var et raat, uhøvlet Bord, hvorunder min lille Klædeskasse blev anbragt.

Der var 2 Piger, Sine og Mette. De 2 Piger var meget flinke, særligt Sine, der vist følte et vist Ansvar, ogsaa for mig, og ofte tog sig af mig for at gøre Tilværelsen menneskelig. Mette var lige kommet ud af Skolen, og hun var en livsglad Pige, der tilsyneladende befandt sig godt i Miljøet. Hun var et Barn fra et af Udstederne, og hun var vel kendt med Byens Forhold.

Det Slaraffenliv mellem de andre Drenge, jeg havde ventet, saa jeg foreløbig intet til. Vi blev kaldt op næste Morgen Klokken halvfem af Nikolaj. Magnus stod straks op, og under Paaklædningen kaldte han flere Gange paa Kristian, der ikke var morgenduelig. Selvfølgelig stod jeg op, skønt det var surt, og da jeg var kommet over i Kostalden og skulde begynde at hjælpe Andenkarlen med at muge, hørte jeg Nikolaj tordne ovre i Kammeret, hvor Kristian omsider var ved at tagge Tøjet paa. Der var det ved Nikolaj, at han næsten aldrig fuldførte en Sætning, men brølede voldsomt op: ”Uh, Vægteren!” - var et af hans Yndlingsudtryk. ”Skal lære ham!” ”Løber om Natten!” ”Doven Slamper!” - og lignende Udtryk lød ovre fra vestre Længe. Efter et Udbrud var Nikolaj paa Vej over mod Kostalden, betænkte sig,

Side 31

vendte om og raabte noget mere, vendte igen et Par Gange, og endelig kom Kristian. Jeg saa forsigtigt til ham. En saadan Skylle havde jeg aldrig hørt. Det havde Kristian nok, for han gik roligt i Gang med Arbejdet, og jeg blev da ogsaa Vidne til Gentagelser ofte.

(Tekst mangler) … jeg møgtræt i Seng, saa snart vi havde fri, men Arbejdsdagen sluttede først efter Klokken 8 – i Marken, og saa var det jo om, hvilken Mark vi var i.

Til Nikolajs Gaard, der var blevet forstørret ved Sammenlægninger, var der dobbelt op visse Steder, men ellers var Gaardenes Tilliggende (tilhørende jordstykker) typisk for den Udskiftning, der i sin Tid er sket – jeg er ikke en Gang sikker paa fra hvilken Herregaard. Langeslund og Bratskov var vel de nærmeste, men gennem Tiden har forskellige Godsejere ejet flere eller færre af de nordjyske Herregaarde: Oxholm og Børglum, Birkelse, Jægerum, Kokkedal, Nørre Skovsgaard m. fl. nævnes fra forskellige Tider. Det var nok et Studium værd at kortlægge disse Forhold, men da der formentlig er andre med baade mere Interesse og Tid, end jeg har, maa jeg nøjes med at nævne et Karakteristisk Træk ved Jordfordelingen i Nørøkse. Nemlig at hver Gaard havde faaet et Stykke af alle de Jorder, der formentlig havde været Fælleder (græsgange, der tilhørte en landsby i fællesskab). Hvert Husmandsbrug havde faaet et smallere Stykke, nogle var efterhaanden sammenlagte, men stort set saa Gaardene saadan ud:

Mellem 2 Veje med ca. 300 m mellemrum havde hver en Parcel fra Vej til Vej – det var Toften. Parcellerne var ikke lige brede, det afhang af Tilliggendets Størrelse, men ingen var bredere, end at Gaardenes Bygninger, evt. med Havehæk, fyldte Bredden ud. Dog var der til hver Gaard Vej mod syd og nord, og alle, bortset fra enkelte Udflytterhuse, laa ca. midt mellem de 2 Veje. Jeg har tit undret mig over, at der ikke gik en Vej gennem Gaardene, saa Mælkekuske f. Eks. kunde undgaa den møjsommelige Opsamling og Afsætning af Mælkespande. Men jeg er – uden at have spurgt nogen derom – kommet til den Opfattelse, at bevidst eller ubevidst er det Menneskets Trang til dog nogen privat Tilværelse. Endnu gaar der ikke Kørevej fra den ene Gaard til den anden, uden at man maa om ad een af de 2 Veje, men gaaende Færdsel er og var der rundt om mellem Gaardene, hvor Bygningerne tit laa saa nær paa Ejerskellet, at Tækning og Kalkning af disse ofte kun kunde ske ved at sætte Stiger og Stillads ind paa fremmed Grund.

Den sydlige Vej var Kommunevej og gruset. Syd for denne laa i Striber, alle op til Vejen saa alle havde lige langt, Parceller, der gik helt ned til Halvrimmen By, af forskellig Bredde alt efter Gaardenes Størrelse. Nikolaj havde 3 Marker, altsaa stammende fra 3 Ejendomme. De 2 laa sammen og udgjorde en Bredde paa 6 Agre, og den 3. laa i en smal Stribe derfra og udgjorde 3 Agres Bredde. Men selvom disse Marker var kilometerlange, kunde man kun komme til dem fra oven, ingen færdsel paa tværs, og derfor kunde Færdsel fra den ene til den anden kun tænkes omad Hjemmet.

Den nordlige Vej var en bred Jordvej, vistnok 18 Alen (godt 11 meter), og hvis Bymændene kørte for tidligt paa den med de dengang brugelige smalfælgede Stivvogne, saa skar disse et dybt Spor. Og naar Jorden blev tør ud paa Foraaret, jævnedes Sporene noget ud, men det kunde ogsaa være Stræk, hvor disse dybe Vejspor laa Sommeren over. Det vil vel nok sige, der hvor Trafikken kun undtagelsesvis gik paa tværs, for ogsaa nord for denne Vej havde hver Gaard et Stykke af hvert: Først af noget relativt sandet Jord, som blev kaldt ”Gaden”, derefter ”Slusen”, ”Kæret”, ”Søland”, ”Tuekæret” og nogle Lodder nord paa i Tranum Sogn, som enten var eller havde været Tørvegravningsparceller. Da alle havde Strimler, og da disse – bortset fra ”Slusen” og ”Kæret” - gik fra Byen mod nord, Stykke efter Stykke, siger det sig selv, at der var langt til det yderste af ”Tuekæret”, jeg vil tro 5 km, og denne Spadseretur fik jeg i Sommerens Løb flere Gange dagligt. Det var jo nemlig saadan, at de yderste Jorder i stærkest Grad blev brugt til Græs, medens de mere nærliggende Marker i det væsentligste brugtes til Korn og Rodfrugt. Derved formindskedes Transportlængden væsentligt – kun ikke for Hjorddrengene.

Køerne blev trukket op i Kærene om Morgenen efter Malkningen og stod i Tøjr, hvilket medførte, at de skulde flyttes 2 Gange hver halve Dag og hjem at malkes Middag og Aften. Nikolaj havde 24 Køer, og det var en svær Tid at faa

Side 32

dem trukket frem og tilbage, koblet sammen eller tøjret, uden at Kobbelet gik i Knude, men de blev snart vant til det, og det samme gjorde Hjorddrengen.

Men nogle Taarer kostede det at komme saa langt, og da det ret snart stod klart, at Taarer ikke gjorde Indtryk, var Kærene de første Dage efter Udbinding ikke et Sted for sarte Øren – men dem var der heller ikke saa mange af.

De lange Trækveje og det fælles Besvær gav et fortrinligt Kammeratskab og Hjælpsomhed Drengene imellem, og det var helt opløftende at mærke, at de største Kobler gav mest Anseelse - vel at mærke naar først der kom Skik paa Sagerne.

Det varede nu ikke længe, før min største Bekymring blev flyttet fra Dag til Nat. Jeg skulde jo sove i Seng sammen med 2. Karlen Kristian. Nogle Nætter var jeg behagelig fri for ham, og han kom først, lige naar vi skulde ud, ja det skete ogsaa, at han ikke fik Tøjet af. Men andre Nætter var jeg tredje Hjul, og det var ikke rart. Jeg vaagnede ved, at jeg blev skubbet helt ind mod Væggen, og Lise bandede over den Plads, den Satans Dreng tog. Lise blev senere ”Hellig” og levede til sin død ærbart og ugift. Men mens det stod paa, var jeg ikke glad for hende.

Nikolajs Kone hed Trine. Hun var hans anden Kone og havde en umaadelig god Indflydelse paa ham. Hun kunde stilfærdigt faa ham hisset ned, og havde han skældt særlig meget ud, var det nogenlunde sikkert, at Trine kom og vinkede ind til en Taar Kaffe. Eller bare det at faa Lov til at bære Tørv ind for hende, saa var det jævnet. Den yngste Søn, Per Kristian, var hjemme paa Gaarden, og han var ogsaa rar. Den ældste Søn, Lars, var i Tjenesten, og han var en rask og flink Fyr, naar han var hjemme paa Besøg.

Man sagde, at han var sendt til Fyn og tjene paa en Gaard Aaret før, fordi han var blevet Kæreste med en Pige, der tjente paa en Nabogaard hos Jens Christian Jacobsen, kaldet Kusk – en Pige som Nikolaj ikke kunde godkende som Svigerdatter. Men man siger jo saa meget …

Nabogaarden ejedes af Anton Holland, gift med Nikolajs Søster, som lignede Nikolaj meget. Anton var flink og omgængelig. Datteren Else var et Livstykke, men ogsaa hun havde en Kærestehistorie med en ung Mand, som Moderen ikke kunde godtage. Else tog sig det nær, ja saa nær at det slog sig paa Nerverne. Sønnen, Jens Christian, var en flink Karl, som, syntes jeg, var mere fordomsfri end mange af Gaardmandsbørnene, og han kunde godt følges med Gaardens Pige og Karl til Bal, hvilket ellers ikke var almindeligt.

Der var flere af Gaardmændene i Nørøkse, som jeg erindrer som stoute Bønder. Men sikken Forskel. Alle Typer var trængt sammen paa en lille Manegeplads, og jeg studerede dem nyfigent, lagde Mærke til deres Særheder eller Særpræg – mest efter Omtale af dem, for jeg kom jo ikke Storbønderne ind paa Livet. Den Mindreværdsfølelse, jeg som Tjenestedreng skulle have – og havde – fik revolutionære Tanker til at røre sig i mig, og jeg fablede om, hvad der skulde ske, naar Venstre rigtigt fik sat Brikkerne paa Plads. Og jeg fablede ogsaa om, at jeg selv vilde være med og bestemme, være Rigsdagsmand – men det var jo paa den anden Side en forvorpen (formastelig, fræk) Tanke, som jeg hurtigt fik gemt ned, saa ingen skulde faa Anelse derom. Og desuden – Gaardmændene var vel Venstremænd, dog formodentlig moderate og ikke af de rigtige Reformvenstre.

Een af Gaardmændene i Nørøkse var Sogneraadsformand Jens Peter Klausen. Han havde Administrationen i sin Dagligstue, og om end naturligvis der var visse Dokumenter, saa havde han i det væsentligste Retningslinierne i sit Hovede, men det var ogsaa godt nok. Jens Peter Klausen var Enkemand og havde en voksen Søn, som det aldrig rigtigt lykkedes at blive aandeligt Voksen, og 2 Døtre, hvoraf den ene ikke var væsentlig ældre end mig. Den anden var voksen og, opdagede jeg efterhaanden, gode Venner med Nikolajs Forkarl, Magnus. De blev senere gift, uden at Himmelen faldt ned af den Grund, saa Vaarbruddet var dog paa Vej.

En anden af Gaardmændene var Møller-Ajs, som havde en lille Gaard østligst i Byen. Det var dog ikke som Landmand, men som klog mand paa Dyresygdomme, Møller-Ajs var kendt og skattet. Han var hele Egnens Dyrlæge, og jeg har

Side 33

aldrig hørt, hans Raad slog Fejl. Hans Søn, Bent, havde arvet noget af Evnerne, men han praktiserede ikke. Der var mange andre pragtfulde Typer blandt Gaardmændene, men jeg kom dem ikke ind paa Livet , og det kan jo være, mine Iagttagelser ikke er sikre.

Alt i alt var Tilværelsen ikke saa haard, som man vel kunde vente. Der var et usædvanligt godt Kammeratskab mellem Byens Hjorddrenge, der var fri, naar Karlene sov Middagssøvn, og mærkeligt nok – den Fritid blev brugt sammen med Kammeraterne. I Højsommeren til Badeliv i Søgards Dam, udenfor Højsæsonen mest rundt – snart i eet Kammer, snart i et andet, hvor vi kunde være.

Arbejdsdagen var jo indrettet anderledes end nu. Op Klokken halvfem eller fem, Malkning og Mugning til Davre (morgenmad) saa betids, at Karlene kom i Marken Kl. 6. Men i Stedet for Davre kom Hjorddrengene jo i Marken med Køerne og fik Davre naar vi kom hjem. Som Regel skulde vi et Smut i Kærene for at flytte Heste allerførst, i den Tid de var paa Græs – men skulde arbejde om Dagen (i løbet af dagen). Eller ogsaa blev vi sendt efter Hestene, saa de var hjemme, til Karlene skulde have dem spændt for ved Arbejdstids Begyndelse. Efter Davre skulde der fejes i Stalden og strøs Sand, Køerne skulde flyttes Kl. 8 og igen Kl. 10 og være hjemme Kl. 12, hvorefter Pigerne kunde malke, mens Karlene sov Middagssøvn. Eftermiddagskaffe Kl. 2 og ud med Køerne, der igen skulde flyttes 2 Gange og være i Stald Kl. 8, hvor Pigerne igen kunde malke, mens Karlene holdt fri. Jo, Pigerne havde det værst, men ogsaa Drengenes Dag var først endt, naar Hestene var sat paa græs, hvis de havde været for, eller var flyttet til Natten, hvis de havde holdt Fridag. Ungkvæget gik i Folde, som Regel paa Søland, der stort set laa hen i Naturtilstand. Der skulde jo slaas Vand op til dem et Par Gange dagligt, men da vi jo alligevel var paa de Kanter flere Gange dagligt, mærkedes det næsten ikke.

Ingen havde løsgaaende i Folde. Det blev først senere moderne, vel eftersom Arbejdskraft blev dyrere og vanskeligere at faa. Efter min Erindring var der altid Folk nok at faa dengang, og der var sjældent Mukken, selvom der var var streng Justits i Arbejdstiden. Kun der, hvor Manden var urimelig og uden Konsekvens, var der Vrøvl, men saa var det til lige stor Skam for begge Parter.

Det var nok en haard Sommer hos Nikolaj, men jeg tog ingen Skade af at lære at bestille noget, og jeg tænker tit tilbage paa Nikolaj som den dygtige Mand, der havde alt lagt til Rette, altid selv var over Arbejdet og fik noget ud af baade Folk og Tid. Det var heller ikke saadan, at han skældte altid. Naar Folkene gjorde, hvad de skulde, gryntede han tilfreds, ja han kunde med en hul Latter endda deltage i munter Samtale, og jeg har aldrig hørt ham sige eet ondt Ord til Forkarlen, Magnus, der ogsaa var baade dygtig og ordentlig.

Engang skulde jeg have mine Støvler forsaalede. Det kostede 2 Kroner, og dem havde jeg faaet hjemme hos Far, men jeg kunde ko ikke komme hos Skomageren før efter Arbejdstid, og jeg var ikke glad for at gaa med saa mange Penge paa mig, hvorfor jeg i Middagspausen gemte dem i Spidsen af Støvlerne. Jeg mente, at jeg havde mærket, at Smaating blev væk. Mens jeg laa og rodede med det, var det, som jeg følte mig iagttaget, men da Karlene jo sov, maatte det være Indbildning. Og da Pengene om Aftenen var borte, var jeg ulykkelig. Nikolaj brummede, men gav mig 2 Kroner som Forskud paa min Sommerløn, og jeg hørte ikke mere til den Sag før nu fornylig, 50 Aar efter, jeg traf Magnus og med ham snakkede gamle Dage. Magnus mindede mig om Episoden, som jeg havde glemt men nu nok huskede igen, og Magnus fortalte med nogen Bitterhed, at Nikolaj havde opfordret ham til at lægge Ting fra sig for at se, om der var Tale om Rapseri, eller om jeg havde tabt Pengene. Magnus havde saa lagt nogle Penge fra sig – hvor mange ved jeg ikke, men det har vel været Småbeløb – og da de ogsaa blev væk, var Sagen jo klar nok. Men Nikolaj havde sagt, at det var ikke noget at gøre Blæst af, og det var vel rigtigt nok, man Magnus syntes da, at Nikolaj burde tage Tabet, da det var paa hans Opfordring, Forsøget var gjort. Det havde Nikolaj ikke tilbudt, og Magnus vilde ikke kræve det.

Side 34

Nikolaj døde mange Aar senere som en rig Mand – hvad man vel kunde vente. Men jeg er sikker paa, at han aldrig har tilvendt (bemægtiget) sig en Øre med Urette. Hvad der var hans, var til Gengæld noget, han ikke gav fra sig uden Grund.

Ud paa Sommeren fik jeg igen – gennem min Far – Opfordring om at flytte til Aldershaab til November, og jeg var glad for at vende tilbage til mit andet Hjem. Lønnen blev der som sædvanligt ikke talt om – det bestemte Kræn Piersen efter Fortjeneste ved Fæstetidens Udløb. Jeg kunde godt have tænkt mig at faa at vide, hvad jeg var ”solgt for”, men jeg syntes ikke, jeg kunde rejse Spørgsmaalet, og jeg var ogsaa ærlig nok til at indrømme for mig selv, at hvad jeg end blev budt, saa tog jeg Pladsen.

Senere paa Sommeren spurgte Nikolaj – nej han nærmest konstaterede - at jeg vel vilde blive for næste Aar, og da jeg fortalte, at jeg var fæstet til Kræn Piersen, fik han nærmest et Raserianfald. Paa en Maade smigrede det mig, at han tilsyneladende tog det som et Tab, men i nogen Tid derefter kunde jeg mærke, at han tog det som en Fornærmelse, og jeg var ”Vægteren” (ansvarlig el. årsag?) for næsten alt. Men det gik da over, og Tonen blev den samme mutte Venlighed som før, og da jeg rejste til November, roste han mig endda. Det vilde jeg ikke have troet!

Paa Aldershaab var ”Wolles Pier” antaget som Karl fra November. Han var kun et Par Aar ældre end mig – men stor og stærk – og hans Forældre, der havde et større Husmandsbrug paa Vilsbæk, var anset som meget dygtige Mennesker. Pier var en Slider, og vi var saa jævnaldrende, at vi straks blev Kammerater og gode Venner. Jeg var ofte med ham hjemme og fik altid en venlig Modtagelse. Piers Moder var en lille rund, dygtig og venlig Kone, og hun havde det mest prægtige Overskæg, jeg nogensinde har set paa en Dame. Pier havde en Søster, Inger, der var en sød Pige paa min Alder. Jeg kunde godt lide hende, men jeg kunde ikke frigøre mig for en Tro paa, at hun nok ogsaa fik Skæg, naar hun blev ældre, og det friede mig fra at forelske mig i hende. Jeg maa dog skynde mig at sige, at jeg har set hende som voksen og gift Kone uden Skæg, saa den Bekymring kunde jeg have sparet mig.

Iøvrigt var jeg jo heller ikke under nogen Form for Pres, og selvom der ikke var Tale om Kæresteri, saa havde jeg en lille Faible (forkærlighed) for Korre Krestens Else, der fik mig til at gaa til Dans og lærte mig de første vanskelige Dansetrin. Jeg var fuldstændig blank, og jeg beundrer Else, at hun vilde tage det Slæb at føre mig Klods rundt paa Gulvet og lære mig Trinene. Der var jo sagtens andre, med hvem hun selv kunde have faaet Glæde af at danse, for hun var en ren Sylfide (spinkel, yndefuld kvinde). Jeg ved ikke, om det kunde have ført til mere, for jeg har altid været saa skrækkelig genert, og jeg var sygelig ængstelig for at synes paatrængende. Desuden var vi jo rene Børn og delte jo Glæden ved Dansen, ikke Kærtegn, ikke et Trin udenfor den lige Vej. Desuden var det Skik at byde samtlige Damer, man kendte, op til Dans efter Tur, saa da Else først havde lært mig Begyndelsesgrundene, svigtede jeg – med Skam at melde – min Lærerinde, og det blev kun til en Dans i Ny og Næ.

Senere fik jeg Samvittighedsnag over den utaknemmelige Maade, jeg havde taget imod Hjælpen, som havde givet mig mange Glæder paa Dansegulvet, uden paa tilbørlig Maade at paaskønne Liden Elses Indsats, og jeg besluttede, saavidt gørligt, at indhente det forsømte. Jeg forfattede et – syntes jeg selv – smukt Digt, hvori jeg søgte at gøre Afbigt (bod, soning). Jeg havde da ikke set Else i flere Aar, og jeg fik intet Svar. Men intet Svar er jo ogsaa et Svar. Jeg tog det til Efterretning.

Nu siger jeg herved: Undskyld, Else. Du var en sød og god Lærerinde, og jeg var en tankeløs Dreng, der lod dig hjælpe mig og glemte at takke dig i rette Tid.

Det Aar, jeg nu tilbragte paa Aldershaab, det tredje og sidste for lang Tid, var et lykkeligt Aar. Hjemme i Pladsen gode og frie Arbejdsforhold, og mange Venner jeg kom sammen med ude og i deres Hjem. I mit eget Hjem var der, saa vidt jeg kunde skønne, noget forbedret Økonomi, skønt under yderst smaa Kaar. Mine Søskende voksede op og kom efter Tur ud at tjene, hvor det gik dem godt, saa vidt jeg kunde skønne. Min gode Ven og Kammerat, Korre

Side 35

Krestens Marinus, var en Gang med mig paa et Besøg i mit Hjem, og der traf han min Søster Sine, som netop stod i sin Ungdoms fulde Blomst. Jeg kunde mærke paa Marinus, at han var dybt ramt, men vi talte ikke mere om det. Det er jo Ungdommens Charme, at den er bly, og er den ikke det, gaar det ikke i Dybden. Marinus rejste til Amerika for at bygge en Tilværelse op i det forjættede Land, som saa mange unge den Gang gjorde. Han opfordrede mig til at rejse med, og jeg var nok fristet af Eventyret, men paa den ene Side havde jeg ikke Penge til Billetten, saa jeg var i hvert Fald nødt til at vente og spare dem op, og jeg havde ogsaa min Barndoms Drøm om at komme paa Seminatium og blive Lærer. En Drøm jeg ikke kunde slippe, selvom ogsaa dette krævede en Opsparing, som jeg ikke havde faaet begyndt paa endnu. Min Løn var ganske vist kun paa Kræn Piersens Velvillie, og den blev paa 150 Kroner for et Aar. En brugt Cykle gav jeg 40 Kroner for, et Sæt Tøj tog (ulæseligt) 40 Kroner, og lidt betalte jeg Mor for Vask og Stopning. Saa Mulighederne var ikke store, men Haabet havde jeg dog – kun var jeg nødt til at tjene nogle Aar for at naa mit Maal. Efter at Marinus kom til de forenede Stater, Iowa, stod vi i livlig Brevveksling, og der var ofte Hilsen til Søster Sine, som jeg overbragte og fik Genhilsen med. Men saa var det, som Marinus tabte Lysten til at skrive, hvad jeg ikke kunde forstaa, før jeg blev opmærksom paa, at deres Brevveksling nu gik uden om mig. Moren havde gjort sin Pligt – og kunde undværes (vistnok taget fra fra Shakespeares "En skærsommernatsdrøm").

Kræn Piersen solgte Aldershaab om Efteraaret 1909 og flyttede til Brovst Station sammen med Sparekassen, som han indrettede i et nyt Hus, han lod bygge. Det blev Opbrud, ogsaa for Andrea, der nu havde været Husbestyrerinde paa Aldershaab i mange Aar – og en eksemplarisk Husbestyrerinde. Jeg vilde have troet, at hun skulde flytte med, men Kræn Piersen havde ugifte Søstre og een, som var blevet Enke, som han flyttede sammen med, og jeg blev i Gedulgthed (hemmelighed) af Andrea sendt paa Posthuset med et Brev, som var pakket ind, og som jeg maatte love ikke at læse Adressen paa, naar jeg puttede det i Postkassen. Og jeg holdt Løftet, og derfor kan jeg kun gisne om Adressaten. Men det gjorde jeg ogsaa straks, og mon ikke det slog til, for knap efter November blev der lyst til Ægteskab for Ungpige Andrea Hoven og Ungkarl Kristian Andersen, en Broder til Adolf Andersen, som havde været Forkarl paa Aldershaab tidligere.

Jeg havde ganske vist aldrig hørt eller set noget fordægtigt, saa længe jeg havde kendt Andrea. Jeg vidste nok, at hun havde haft en Ungdomskærlighed og at en anden var kommet i Vejen. Denne ”anden” kaldte Andrea aldrig ved Navn, saa jeg sluttede, at der stadig var Saar. Men der er ingen Tvivl om, at den Mand, der fik Andrea, blev godt gift. Jeg saa aldrig Andrea mere, men jeg hørte, at hun og hendes Mand levede godt sammen paa deres Gaard og siden i en Villa. Det gik saadan, at da jeg blev rigtig moden og gerne vilde have sagt Andrea Tak for meget godt, var jeg blevet opslugt af Livets Gøremaal og skød det ud, til det desværre var for sent. Sadan gaar det desværre saa ofte. Gang paa Gang har jeg sagt til mig selv, at ham eller hende maa du vise en Venlighed, inden det bliver for sent for een af os, og desværre er det ofte blevet for sent. Det er nu ogsaa tosset, at jeg, der af Natur er absolut doven, af Livet er blevet saaledes placeret, at jeg altid har travlt – og dog naar for lidt.

Da det blev klart, at Kræn Piersen vilde sælge Aldershaab og ikke vilde antage Folk – i hvert Fald ikke fast – maatte jeg se mig om efter en anden Plads, og Tilbudet kom snart, at jeg kunde komme hos Kren Mogensen paa Vedsted Kær, hvor min Søster Margrete Tjente. Jeg slog til og fik ogsaa en god Plads der. Jeg tror nu nok, at jeg var noget af en Skuffelse for min nye Principal (overordnede), der var en ung, dygtig Mand med mangehaande Interesser, ogsaa udenfor det faglige. Jeg tror nok, der var mindre Slid i mig, end Kren Mogensen havde regnet med. Dels var jeg fast bestemt paa, at være Landmand og slide i det som min Far – jeg havde ikke Udsigt til andet indenfor Faget – det vilde jeg ikke. Dels var jeg en Læsehest og slugte alt bogligt, jeg kunde faa fat paa, og det blev jo mest til Romaner. Og endeligt havde Margrete faaet en stor Omgangskreds mellem Egnens Unge, der kom sammen i Flok næsten hver Aften, ofte til Dans og ellers hos hinanden, og jeg kom jo omgaaende med i Laget. Det tog en alt for stor Del af Fritiden, uden at det blev Hviletid, og det gav Uoplagthed til det Arbejde, der skulde udføres næste Dag.

Kren Mogensens Svigerforældre boede som Aftægtsfolk paa Gaarden, der var deres Hjem og derfor naturligt var

Side 36

overdraget til Svigersønnen, skønt jeg gerne tror, Kren Mogensen ville have haft en bedre Gaard. Der var 2 smaa Børn, og en tredie kom snart, men saa var det ogsaa slut.

Baade Kren Mogensen og Svigerforældrene, Kren og Krestine Søndermølle, var meget selskabelig anlagt, tog meget i Byen og havde mange fremmede, dels sammen og dels hver for sig af nogenlunde samme Aargang. Naar saa ogsaa Tjenestefolkene tillagde sig en stor Omgangskreds, kunde det uundgaaelige snart blive, at det væsentlige, og det sure, daglige Slid ikke var i Stand til at give Interesse nok til, at Arbejdet blev Liv og Lyst. Vi hørte i og for sig ingen Beklagelser over vore Fritidsbeskæftigelser, der da ogsaa i og for sig var udadlelig (… som man ikke kunne udsætte noget på), bortset fra at det slugte for meget af Livskraften og Interessen, men jeg mærkede, at Kren Mogensen af og til var i ondt Lune. Der var nok ogsaa andet, der trykkede, blandt andet er det ikke let for unge og gamle at bo og leve sammen uden at gaa hinanden paa Nerverne. Men jeg havde egentlig daarlig Samvittighed og følte, at jeg ikke helt slog til. Det formede sig nu ogsaa til Tider saadan, at lidt for meget hvilede paa mig, og jeg var dog kun 16 Aar.

Baade Kren og Krestine Søndermølle var meget glade for Børnene, og det var, naar de var hjemme, dem, der passede Børnene, selvom Margrete selvfølgelig skulde gaa tilhaande. Med Ungdommens Lyst til at more os over de to ældre Menneskers Maade at tale og handle paa, fik vi tit Fornøjelse af at se og høre paa Opdragelsen. Blandt andet var det en staaende Fornøjelse hver Aften, naar de var Barneplejersker, at følge med i Forberedelserne til Natten. Det var især den 2 aarige Søndermølle, der var deres Øjesten, der gjorde Vanskeligheder – maaske nok fordi han følte, han var Situationens Herre.

Naar han skulde i Seng, var der stor Staahej. Han skulde jo paa Potten, og Bedstemoderen holdt ham ud, mens Bedstefaderen kredsede rundt, og begge bad og truede, hver med sin Stemmeføring. Kren med Fistelstemme, Krestine med vred optrukken Mund og hendes eftertrykkelige Maade at sige Ordene paa, saa gennemført at ingen Lyd eller Betoning gik tabt – og saa paa det dejlige, men ogsaa sjove Maal, der var en blanding af Vendelbo og Haaningdialekt (formodentlig den lokale dialekt, eller evt. Hardsyssel (vestjysk) dialekt?).

Ogsaa unge, der kun har haft Omgængelse med ældre, kan jo tilegne sig Gloser, der virker næsten Chokerende sjove, naar man uventet hører det. Saadan kom der en Middagsstund, mens vi sad og spiste Middagsmad, en ung Mand ind ad Døren, paaklædt som en gammel Mand, uden at banke paa selvfølgelig, og med Huen paa. Høfligt sagde han: ”Godaw aa singot (vel bekomme). Naa, saa kommer A etter Foragen (foderet(?)).” Jeg havde aldrig set ham før og vidste ikke noget om hans Ærinde, som nok var en Aftale. Han havde nemlig en Trillebør med, og jeg fik Besked paa at udlevere ham ”2 Halmknipper af det tredje Gulv” - det var den gamle Halm.

Hele hans Gammelmandsmaade at tale paa og klæde sig fik ham til at se Væsentlig ældre ud end hans Alder, der viste sig at være – 16 Aar. Han var yngste Søn af ”Hus-Jens”, der boede i Kanten af den store og næsten uigennemtrængelige Sandmose, drev nogle Agre og græssede et Par Køer rundt i Mosen, skar lidt Tørv for Folk om Sommeren, og gik lidt ud paa Dagleje om Vinteren, naar Penge og Forraad var sluppet op. Adgangsvejen til Ejendommen var eet af de Spor, som snoede sig ind i Mosen, men hvilket har jeg aldrig kunnet finde ud af.

Klik på billedet

Jeg lærte senere Gotfred ret godt at kende. Han blev godt gift og kom til at bo i et Husmandsbrug i Arentsminde og kom til at ligne andre Folk. Sidst jeg saa ham, var han 65 Aar, og han saa næsten yngre ud, end da han var 16.

Der laa et par andre smaa Ejendomme af samme slags inde i Mosen. Det ene ejede ”Norre-Frederik”, og han var en grumme Slider, der havde faaet ret store Stykker afgravet Mose dyrket op, og han havde ogsaa faaet stablet nogle Bygninger op, som ikke var synderligt daarligere end andre Husmandsbygninger. Norre-Frederik havde flere Sønner, som jeg kom til at kende, deraf Otto som just det Aar blev gift. Norre-Frederik valgte at give ham Skøde paa Huset i

Side 37

Mosen og selv bygge et andet Hus paa noget daarligt Jord i Kanten af Rævhede Plantage – men dog ved ordentlig Vej. Jeg hørte paa Kren Mogensens Snak med andre, at man ansaa det for Synd, at Frederik havde anbragt de unge ude i Mosen. Otto levede i Mosen i mange Aar, men han kom dog derfra senere. Jorden var ikke saa daarlig - væsentlig bedre end den Sandjord, Norre-Frederik senere sled sig op paa - og er een af de bedste Dele af Vedsted Sandmose, som senere samlet er blevet kultiveret, og som nu agtes udstykket til Statshusmandsbrug. Det er for mig en slags Milepæl i Historien om Mosen, som jeg har kendt siden min Barndom, selv har arbejdet i, først for fremmede og siden for mig selv med Tørvegravning. Ved Krigens Begyndelse i 1939 satte jeg mig i Gang med et Forsøg paa at faa lagt sammen de mange tusinde Smaaparceller i Mosen, som nu i det væsentlige var afgravet, og fik dannet et Selskab til Opkøb og Kultivering. Men imidlertid var Folk med Interesse for, at Staten fik ”Haand i Hanke” med denne Sag, blevet interesseret og fik et Statsopkøb i Gang. Det skete under Besættelsestiden i den ministerløse Tid, da vi havde Departementsstyret, og der blev (af Departementscheferne) nedsat et 5 Mands Udvalg til at forestaa Fremtidsplanerne med dette Omraade. Udvalget kom til at bestaa af 5 Departementschefer (!!), og det gik let med at faa bevilget Statsmidler til denne Sag. Senere, da det politiske Liv vaagnede igen efter Befrielsen, kom der et vist Røre om det store Forbrug af Statsmidler her, og daværende Landbrugsminister Bording bad mig da om, sammen med fhv. Arbejdsminister Marius Sørensen, at gaa ind som Medlem af det saakaldte Sandmoseudvalg og søge at faa noget fornuftigt ud af det. Jeg har siddet i Sandmoseudvalget siden da og har forsøgt efter fattig Evne at følge Bordings Henstilling, og jeg har vel ogsaa haft nogen Indflydelse. Men jeg maa erkende, at et mere statssocialistisk Foretagende har jeg aldrig kendt. Her er det vi/os – dvs. Embedsmænd, Teoretikere, Fredningsfolk, Planlæggere o.s.v., der har et Eldorado. Alligevel er det – efter flere Aars Tovtrækninger – lykkedes at faa en væsentlig Del af den kultiverede Mose overdraget til Statens Jordlovsudvalg, som jeg blev Formand for i 1947, til Udstykning i Husmandsbrug.

Den Jord, som Norre-Frederik, Hus-Jens og enkelte andre sad og sultede paa, er nu i Kultur. Disse Slidere søgte at bringe den i Kultur, men de savnede Muligheden for det grundlæggende: Først og fremmest Hovedafvanding, hvorved en Detailafvanding først kunde gennemføres. Dernæst savnede de ogsaa de ikke smaa Pengemidler, der er medgaaet til Planering, Blanding af Humus og Sand, Tilførsel af Kalk og Mergel, Chokbehandling med Tilførsel af Kunstgødning, og virkelig grundig og konsekvent Gennemarbejdning og Udluftning af den sure Mosebund. Hvortil kommer Vejanlæg og Jordfordeling, saa Parcellerne faar en passende Facon til Veje, Vandløb, Læplantning, Forsyning med El, Vand og Telefon m.v. Altsaa alt det som Staten af vores Fællesformue saa rundeligt og naadigt har strøet ud her og der, men som den fattige Mand, der efter Evne betaler sin Skærv til Fælleshusholdningen, jo ikke kan betroes at sløse med. Han er henvist til Sliddet, men han kan ikke faa Statstilskud, uden at han giver sig ind under andres Førelse og Bestemmelse, og det er netop det, den selvhjulpne ikke rigtigt kan forsone sig med.

Ja, ja, nu begynder det at hjælpe! Selvom det kan synes ulogisk og mod al sund Fornuft, saa har man nu set gennem mange Aar, at de, der vil selv, de skal kanøfles, men de, der bare vil tage mod Maden og alle gode Gaver fra Staten, de kan faa det. Ganske vist, der skal nogle Kommissioner og en hel Hærskare af Embedsmænd til, og det tager en Masse Tid, og alle Paragrafferne skal endevendes, og Personerne maa undersøges til Skjorten, og helst de indre Drifter med. Men saa kan det ogsaa give Resultater, saa enhver kan se, at det kan betale sig at gaa til de ”store” og bede om at Staten vil betale. Og enhver kan se, at den, der ikke vil bøje Nakken men selv vil bestemme over sin Skæbne og vil prøve at slide sig igennem – han mangler noget i at passe i Velfærdsstaten, og han skal kanøfles – og han bliver det!

Er det Gammelmandssurhed? Er det unødig Pessimisme og personlig Utilfredshed? Jeg har da ellers haft et usædvanligt Held, et ufortjent rigt Liv, har faaet ufortjent meget jordisk Gods, langt mere end jeg fortjener og efter min Uddannelse og Opvækst har kunnet forvente. Nej, det er i hvert Fald ikke personlig Utilfredshed. Men hver Gang jeg møder Slidere af den gamle Type, ser en Hus-Jens, en Norre-Frederik, en Niels Nøhr, min egen Fader, Skjoldborgs – en Stridsmand – ser een af Typen personligt eller i Mindet eller i Bøgernes Verden, saa fyldes jeg med

Side 38

Harme, saa blues jeg over, at jeg ikke har formaaet bedre at tjene den Livsanskuelse, jeg er blevet betroet at gaa ind i det offentlige Livs Arbejde paa - at det er mere og mere saadan, at den selvhjulpne Mand har vi ingen Interesse for. Han maa ryge og rejse – og i øvrigt segne under sin selvpaatagne Byrde. Og ja, selvfølgelig skal han saa betale til al den Statsgodgørenhed, som de ”store” betaler sit Stemmeopkøb med, til de der bedre har forstaaet ikke at vove sin egen Trøje, men som bærer Kappen efter Vinden og holder paa den rigtige Hest!

Saa længe har denne Politik holdt, at nu næsten alle kan se, det er det eneste, der er Hold i, den eneste Politik, der er Fremtid i og som giver sin Løn omgaaende og kontant.

Og ja, jeg synes, alt for mange ogsaa af mine Medkæmpere fra min politiske Ungdom og Manddom har bøjet Kursen efter den øjeblikkelige Vind og lader vor Statsskude og vort Folkeskib drive med Strømmen – og det driver hastigt hurtigere og hurtigere, naar bremserne ikke bruges. Ja, maske er de defekte?

Er det en Naturlov, at alle Kulturfolk, naar de er blevet dygtige og rige nok, skal ødelægge sig selv ved at afvænne Folket selv fra de gamle Dyder og over i Velfærdsstaten? Pu ha, men maaske er det den snedige Politik, som jeg aldrig har villet lære, og jeg derfor ikke længere kunde bruges som mit Partis Repræsentant paa Tinge, som endnu triumferer? Vent og se, lad Klimaet ændre sig, og lad os saa komme til, saa kan vi ogsaa betale for vore Vælgerstemmer.

Men det kan jo let gaa saadan, at ingen vil tro, vi virkelig har nogle Idealer og er beredt til at kæmpe for dem, hvis vi forraader og sviger dem alle, imens vi venter paa det Magsvejr, vi venter skal komme. Maaske har vi saa virkelig solgt vor Ret til at kæmpe for den selvhjulpne mands Ret! Maaske kommer der saa andre end os, som den sunde Del af Folket vil tro paa?

Nok sagt for Tiden. Jeg vender (foreløbig) tilbage nogenlunde til handlingsforløbet. Dette Spring ind i Fremtiden skyldes, at jeg gerne har villet illustrere, hvorfor Norre-Frederik ikke kunde kultivere Mosen, skønt han sled sig en Pukkel til – lod sin Søn bruge ogsaa sine bedste Kræfter – naar det var saa snublende let: Bare lade Staten komme til!

Jeg fik i Løn 200 Kr. for det Aar, jeg tjente hos Kren Mogensen, og heller ikke det Aar fik jeg noget lagt til Side til at opnaa mit Livs Drøm, at komme paa Seminariet. Det vilde tage 4 Aar i alt, Forberedelseseksamen med. Foreløbig fik jeg min Garderobe noget suppleret op. Det skulde jo gerne være saadan, at jeg i det væsentlige kunde undgaa Indkøb af Tøj i Studietiden. Selve Udgiften til Opholdet paa Seminariet var mine Forældre og jeg blevet klar over maatte laanes, om det lod sig gøre, men jeg skulde først være 18 Aar, og Livet var dejligt.

Jeg fik et Tilbud om at komme i Plads hos Hans Magnussen paa Brovst Kær (sandsynligvis området omkring Kærgaarde og Søndermølle, øst for Brovst og sydøst for Brovst Stationsby) for det følgende Aar. Jeg havde været der en Sommer som Hjorddreng og kendte Forholdene noget, og selvom jeg nu skulde være Enekarl paa den godt 40 Tdr. Land store Gaard, saa fristede det at blive anset for voksen nok dertil. Dertil kom en Lønstigning paa 50 Kr. til 250 Kr. Aarligt, saa det skulde være Mulighed for at lægge mere op. Grønne Haab! Yderligere var jeg klar over, at Omgangskredsen var for stor i Vedsted – det var ikke let at rive sig løs. Og endelig var der alle de gode Hjem, jeg var kommet i som Dreng, mens jeg var i Brovst. Det trak ogsaa. Mine Forældre vilde ogsaa hellere have mig i Brovst, selvom de lod mig selv bestemme, og det blev saa til, at jeg til November igen skulde til Brovst, hvor jeg var mest hjemme, selvom mit egentlige Hjem Nr. 2 nu var paa andre Hænder.

Da jeg havde taget Plads andetsteds, kølnedes Forholdet til Kren Mogensen endnu mere. Jeg begyndte ligefrem at længes efter Skiftedag og kunde vel ikke se de gode Sider, hvor jeg var. Først senere er jeg kommet til rigtig at værdsætte Hjemmet paa Vedsted Kær, og jeg kom gennem senere Bekendskab paa mere lige Fod til at sætte endog overmaade Pris paa Kren Mogensen, og jeg mødte virkeligt Venskab igen. Alt det smaagnav, der kan have været fra dengang, jeg tjente ham, forsvandt, og jeg følte mig særdeles vel til Mode med Samvær senere hen. Det stivede jo ogsaa vældigt af, at Kren Mogensen da nærmest pralede af, at jeg havde tjent hos ham, og at han havde været glad for mig.

Side 39

Det var et surt, vaadt Efteraar, jeg kom til Hans Magnussens igen. Der var bygget en ny Længe til Gaarden, hvor Karlekammer og Ungkvægstald var indrettet, men det var saa nyt, at Murene ikke var tørre. Ydermurene var Cementsten og fast Mur. Det var mest almindeligt at bygge Udhuse saadan i den Tid, hvilket medførte, at mange Staldbygninger var drivende vaade og usunde.

Der staar endnu rundt omkring en del Cementkasser, hvor hverken Dyr eller Mennesker kan trives, men gennem de sidste Snes Aar er de fleste dog forsvundet eller blevet isoleret.

Jeg frøs gudsjammerligt den Vinter. Vandet drev ned ad Væggene, og mit Sengetøj var drivvaadt og koldt, naar jeg gik i Seng. Til gengæld var det fugtig varmt, naar jeg skulde op, og da der tillige blev en haard Vinter, frøs der Is paa Væggene, og om Morgenen var min Aande frossen til Rim paa Dynen.

Naar jeg stod op fra den fugtig-varme Seng om Morgenen, Faldt Kulden i Kammeret saadan paa mig, at jeg skruprystede og maatte skynde mig over i Stalden for at blive varm ved Staldluningen (luning: Et læ/et lunt sted) og Morgenarbejdet.

En Søndag Formiddag, hvor Frosten havde sluppet sit værste Tag, vilde jeg køre en Tur paa Cykle op til Aldershaab og se Forholdene der. Efter besøget cyklede jeg samme Vej tilbage, men nu havde Solen tøet noget paa den frosne Lerjord paa Kanten af Vilsbæksminde Kanal, hvor en Markvej var Genvej.

Pludselig skred Cyklen ud, og jeg landede i Kanalen paa Hovedet med Cyklen over mig, men det hele foregik saa hurtigt, og det kolde Bad var en saa voldsom Douche, at jeg i Vildelse kravlede op paa den forkerte Side af Kanalen uden at faa Cyklen med mig. Jeg tror, det var den værste Pligt, jeg har været ude for i mit Liv, da jeg – fuldt bevidst – maatte ned i det kolde Vand igen for at komme op paa Vejsiden og faa Cyklen op. Men jeg maatte til det, og det nyttede ikke at opsætte det, for Kulden faldt saa voldsomt paa mig i mit gennemblødte Tøj, at jeg maatte se at komme hjem og faa Tøjet af. Var Turen i Vandet første Gang et Chok, saa var anden Gang en usigelig Lidelse.

Naa, ned kom jeg da, og op kom jeg ogsaa med noget Besvær, selvom det var svært at finde Cyklen, der var helt skjult af det grumsede Vand – og saa i Løb hjem og faa Tøjet af. Desværre havde jeg lige skiftet Undertøj og havde ikke flere Sæt rent, saa jeg maatte tage det snavsede Undertøj paa igen, og for at faa det vaade Tøj tørret måtte jeg have det liggende flere dage paa en Lyngstak, der stod i Gaarden lige udenfor mit Vindue. Saa havde jeg da den Udsigt fra Sengen, som jeg kravlede i for at blive varm igen. Selvom jeg den Gang, og ogsaa senere, syntes, at min Madmor kunde have hjulpet mig med at faa Tøjet tørret, saa var det jo ikke noget, jeg kunde forlange, og det var vel heller ikke noget, der stod i Tyendeloven, at hun skulde. I hvert Fald maatte jeg nøjes med, at hun morede sig over mit Uheld.

Nu var det ikke in mening at insinuere, at det var en daarlig Plads. Det var det i og for sig ikke. Baade Hans Magnussen og hans Kone var egentlig venlige Folk - kun var der dyb Forskel mellem Tjenestefolk og Gaardmandsfolk mange Steder. Nu var jeg blevet Karl, og det gjorde en Forskel, fra da jeg var paa Gaarden sidst. Da var jeg Barn og nok ogsaa mere umiddelbar, legede med Børnene, selvom de var yngre end mig, og der var ogsaa en ung Pige, som tog sig noget af mig. Der var ogsaa et Par gamle Folk, som nu begge var døde, og endelig var det Sommer, lunt og varmt ude og inde. Jeg havde heller ikke saa fast en Arbejdstid og følte mig ikke nær saa meget sat udenfor Familiens Kreds som nu, hvor jeg følte mig ensom og ulykkelig. Som een der kun blev taalt for at arbejde, og jeg var rent ud sagt hundeked af Pladsen.

Der var dog ogsaa Lyssider, selvom jeg ogsaa i Omgangen med mine tidligere Skolekammerater følte mig overset. Nu var de sig mere bevidst som Gaardmandsbørn, mens jeg var Tjenestekarl. Det var ikke dem alle, maaske langtfra,

Side 40

men jeg mødte det. Det slog mig, og maaske oparbejdede jeg Antistoffer. I hvert Fald fablede jeg for mig selv om, at der skulde vendes op og ned paa Forholdene, saa Gaardmandebørn ikke skulde være finere end Tjenestefolk.

Det var nu ikke saa lige en Sag. Ved unges Sammenkomster gik Delingen ogsaa efter samme Lag, og Gaardmandsbørn fik ogsaa oftere og pænere Tøj, saa der umiddelbart var en ydre Forskel. Dertil kommer naturligvis noget, som jeg dengang ikke havde Øje for. De var vokset op sammen, deres Forældre saa med Tillid paa Naboernes Børn som egnede Omgangsfæller for deres egne, men de saa med en forstaaelig Skepsis paa de andre, hvis Hjem og Baggrund de vel heller ikke kendte, og som vel ogsaa skyldtes, at Tjenestefolkene søgte sammen, mest i Kamrene, og Luften der var vel ikke altid lige stueren. At vel en Moder til Børn, der til dagligt maatte omgaas Tjenestefolk, de onde med de gode, kunde vel med rette søge at advare Børnene mod daarlig Paavirkning. Lad alt dette være, og læg flere gode grunde til, saa bliver dog tilbage, at hvis den, der af Livets haarde Nødvendighed maa tjene sit Brød ude, mærker sig betragtet som en mindreværdig, saa sker det enten det, at han bliver det, eller at han bliver bitter, og derfra er ikke langt til Misundelse og revolutionære Følelser. Jeg fik første Gang Kimen i mig hos Hans Magnussen, og det varede temmelig længe, før jeg helt kunde sige mig fri for dem igen.

Det gjorde ikke mine Følelser bedre, at jeg havde en Fornemmelse af, at Hanne holdt Øje med mig, naar Hans var i Byen og klagede over mig, ofte uden Grund, syntes jeg. Det er vel muligt, at jeg ikke altid havde fuld Fart paa, men pædagogisk var Fremgangsmaaden forkert. Jeg har ingen klar Erindring derom, men jeg vil gerne tro, at mange var dygtigere, men i betragtning af min Alder og at jeg var Enekarl, kunde det vel ikke være helt galt, for Arbejdet var udført efter Aarstiden, og der var meget mere manuelt Slid dengang end nu.

Tiden sled sig dog hen til Foraaret. Jeg havde beklaget mig hjemme, men Far holdt paa, at jeg var fæstet til November, og at jeg skulde blive Fæstemaalet ud, hvis jeg da ikke ligefrem blev udsat for Vold, og det var der ikke Tale om. Jeg tror aldrig, jeg var næsvis, men maaske sur, og det var nok gaaet, hvis ikke der var tilstødt en Episode sidst i April.

Jeg skulde pløje, og samtidig skulde jeg læsse et Læs Roer paa Vognen og tage det med hjem Middag og Aften, læsse det af og tage Vognen med igen, saa Kulestedet kunde blive rømmet og pløjet sammen med den øvrige Del af Marken. Arbejdet gik godt, jeg var i godt Humør, Fuglene sang og Hestene prustede og var noget svedt. Jeg havde faaet de sidste Roer læsset paa Vognen, Kulestedet var jævnet, og jeg var i færd med at pløje det, da Hanne kom hen i Marken til mig, Hans var hjemmefra. Hanne kom noget studs og sagde til mig, at jeg skulde læsse nogen af roerne af, da Læsset var for stort. Der var rigtigt nok Top paa, men jeg havde da kørt det fra Kulestedet og op paa fast Jord, og det var aldrig faldet mig ind, at det ikke var helt prima, at jeg blev færdig til Middag. Jeg saa uforstaaende ud og spurgte hvorfor. Saa fik jeg en Skylle. Det var Synd for Hestene at trække saa stort Læs, og jeg var alt for haard ved dem, de svedte jo.

Jeg syntes, det var helt urimeligt og stod og sundede mig, men svarede ikke igen, før Hanne tog fat paany: ”Det kan ikke nytte noget, du staar der og bider dig i Læberne. Jeg skal nok fortælle Hans, hvordan du mishandler Hestene!”

Saa for jeg op, kunde ikke holde mig, og næsvist svarede jeg: ”Det maa vel blive min egen Sag, om jeg bider mig i mine Læber. Var det dine, var det noget andet!” Jeg fortød øjeblikkeligt, men Skaden var sket. Hanne blev blodrød, vendte sig og gik. Jeg overvejede, om jeg skulde læsse nogen af roerne af, men fandt det urimeligt og tidsspillende, pløjede færdig og tog Roerne med hjem, og der var ingen Vanskelighed for Hestene med at trække Læsset.

Jeg saa godt, at Hanne mødte Hans et Stykke ude ad Vejen, lige før jeg var færdig til at køre hjem efter at have gjort pænt færdig, og jeg var forberedt paa at faa Skældud, og jeg var besluttet paa ikke at svare igen. Men da jeg kom ind i Stalden med Hestene og var ved at binde dem, kom begge ind i Stalden, og Hans rakte over Spiltovet og

Side 41

av mig nogle Lussinger, idet han sagde: ”Jeg skal lære dig at være næsvis mod min Kone.” Derimod sagde han ikke noget om, at Læsset havde været for stort.

Jeg var dybt rystet og fornedret. Det var eneste Gang, jeg havde været ude for at faa Klø, siden min Far varmede mig som Barn. Jeg vilde ikke ind og spise men gik hen i mit uhyggelige Kammer, indtil jeg skulde i Marken igen. Hans var øjensynlig selv ilde tilpas med Begivenheden, og i Eftermiddagens Løb prøvede han et Par Gange at tø mig op med venlige Bemærkninger, men jeg gravede mig dybere og dybere ned i min Forurettethed, og efter Fyraften tog jeg min Cykle, og kørte hjem og fortalte Far om Tildragelsen. Far var ogsaa rystet, og jeg blev undersøgt, om der var Mærker, men det var det ikke. Og før jeg tog tilbage, sagde Far, at hvis jeg vilde, maatte jeg godt komme hjem og søge en anden Plads for Sommeren.

Det var da allerede bestemt, at jeg skulde begynde Forberedelsen til Optagelse paa Seminariet hos den nye Lærer paa Tranum Enge, Hr. Bergman, fra November til April. Dernæst skulde jeg have en Plads igen næste Sommer og fortsætte Læsningen den følgende Vinter og saa prøve Optagelsen paa Ranum Seminarium. Jeg havde hørt, at det var svært at blive optaget for de, der ikke tog Forberedelsesundervisningen paa Seminariets Præparandklasse (vistnok 1-årig indskoling, senere afløst af HF). Og at de, der kendte Lærerne og Tonen paa Seminariet, altid havde de bedste Chancer for at bestaa Prøven. Men Pengene var jo smaa, og paa den Maade kunde vi komme igennem uden at stifte Laan foreløbig, og saa maatte jeg jo strenge mig an. I hvert Fald det første halve Aars Forberelse maatte jeg tage paa denne Maade, og saa kunde Lærer Bergman jo ogsaa danne sig et Indtryk af mine Kundskaber, om han mente, jeg kunde klare en Optagelsesprøve.

Paa Vejen hjem til Hans Magnussen den Aften bestemte jeg mig til, at jeg vilde forlade Pladsen, men jeg vilde blive til første Maj for at faa Vinterlønnen med. Det var ganske vist kun en Trediedel af Aarslønnen, altsaa 83 Kr., og jeg havde faaet noget Forskud, saa det var ikke store Penge, der ventede. Men dem skulde Hans ikke tjene fra mig, ved at jeg forlod Pladsen før Maj.

Ganske vist kendte jeg godt Tyendelovens (fra 1854. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/tyendeloven-af-10-maj-1854/) Bestemmelser om Erstatning for at forlade en Plads i Utide, men jeg følte mig forvisset om, at Hans nok skulde undlade at gaa til Retten og faa Sagen trævlet op. Jeg blev saa i Pladsen de Dage, der var tilbage til Maj og benyttede Aftenerne til at flytte mit Habengut, saa jeg kun havde en enkelt Pakke at tage med tilsidst.

Majdagslønnen plejede at falde 1. Maj om Middagen, men Hans havde nok anet Uraad, for han var ikke at træffe, og først om Aftenen sent traf jeg ham hjemme, og jeg gik ind og bad om min Majdagsløn. Hans undslog sig, om det ikke kunde vente nogle Dage, men jeg vilde have den nu. Saa spurgte Hans, om det var Meningen, jeg vilde rende af Plads, naar jeg ikke kunde vente. Jeg gik ikke ind paa Spørgsmålet men fastholdt, at jeg vilde have min Løn. Tilsidst sagde han, at han kun havde 25 Kroner, og at det var det meste, jeg kunde faa. Jeg fik dem omsider, og da jeg ikke kunde faa flere, sagde jeg, at saa vilde jeg ikke blive i Pladsen længere. Hans sagde surt, at jeg rendte vel alligevel, og saa gik jeg til Biddet og sagde, at det gjorde jeg nok, for jeg vilde ikke tjene en Mand, der slog, og naar saa dertil kom, at jeg ikke kunde faa udbetalt min retmæssige Løn, saa turde jeg ikke faa mere tilgode hos ham.

Saa fortrak jeg. Hans og Hanne og hele Børneflokken fulgte efter mig ud og saa paa, at jeg satte mig paa Cyklen og kørte. Da jeg var et godt Stykke fra Gaarden, raabte Hans efter mig: ”Vil du ikke ha' de Penge af din Løn, du har til Gode?” Fristelsen var der til at vende tilbage og forsøge paany, men saa var Stillingen jo forplumret, og jeg bestemte mig til at fortsætte, hvad jeg saa gjorde. Men jeg kunde ikke dy mig for at raabe tilbage: ”Du siger jo, du ikke kan betale!” Jeg skottede tilbage, og saa hele Familien blev staaende og se langt efter mig.

Da jeg havde Affæren lidt paa Afstand fortrød jeg bittert, at jeg havde sat mig selv saa lavt at forlade en Plads i Utide. Ganske vist vist mente jeg at være i min gode Ret, og det sved hver Gang, jeg tænkte paa, at jeg havde faaet Bank. Men alligevel.

Side 42

Jeg fik Plads for Sommeren hos P. Brix Kjeldgaard, Vestergaard ved Fjerritslev, hvor min ældste Søster og hendes Mand havde Plads som Fodermester. Jeg skulde arbejde i Stalden, da min Svoger var blevet syg. Til Hjælp havde jeg en ung Mand paa min Alder, der ikke saadan var allermest fremmelig. Der var fuldt op at bestille, men Forholdene var tilfredsstillende. Der var 6 faste Karle, som alle havde været der en lang Aarrække. Tonen paa Gaarden var god, og Folkene var flinke. P. Kjeldgaard havde haft Dagvognsruten fra Fjerritslev før Fjerritslevbanen blev aabnet i 1898. Dagvognskusken var blevet paa Gaarden uden egentlig at være fæstet, og saadan var det med alle Folkene – kom de til Vestergaard, blev de der som Regel. Kristian Avlskarl havde været der henimod en Snes Aar, hans Kæreste, Maren, omtrent lige saa længe. Andenkarlen, Jens Sørensen, havde været der i syv Aar, Peter Frederiksen, der ikke var meget ældre end mig, havde været der i 3 Aar. Det giver et Indtryk af Atmosfæren.

Der var kun een Ting, jeg ikke var glad for. Det var Skik, at de ældre Karle næsten hver Aften tog deres pæne Tøj paa og gik paa Kroen efter Fyraften, og de yngre kom snart i samme Skure. De drak en Del, dog mest en varm Toddy, men der maatte jo fyldes mere paa for at kunne sidde og se og høre paa, hvad der gik for sig. Ganske vist var det et ordentligt Sted, men det skete jo, at nogle fik for meget at drikke, og der opstod Halløj og Slagsmaal, og det maatte vel være for at overvære dette, at de gik paa Kroen. De opførte sig altid pænt. Peter Frederiksen fik mig sommetider med, men jeg brød mig ikke om det og gik kun med, fordi det nu hørte sig til for at være paa Holdet.

Een Aften var der en fuld Mand, der saa sig gal paa Selskabet og stak Jens Sørensen en Knytnæve i Synet, saa han svajede. Jeg tænkte rædselsslagen, at nu gik det galt, nu kom Vestergaards Karle i Slagsmaal. Men der skete ikke mere. Jens Sørensen slog ikke igen, og Slagsbroderen blev vist ud. Jeg var i Vildrede, hvad jeg skulde tro, for jeg vidste, at Jens Sørensen var bomstærk, og de andre var ikke Svæklinge. Var han ræd for at slaas? Nej, jeg blev hurftigt enig med mig selv om, at han holdt sig for god til Værtshusslagsmaal. Og det fik jeg bekræftet, da jeg spurgte Peter. ”Vi er da ikke Bisser,” sagde han, ”og det andet maa i værste Fald blive Politiets Sag.”

Jeg kom sommetider med Peter i hans Hjem. Hans Fader havde ogsaa kørt Dagvognen for P. Kjeldgaard og var nu aflægs (medtaget, nedslidt). Han havde været en haard Hals i sine velmagtsdage og havde meget at fortælle, særligt om sine Ture ved Nat og ved Dag, og jeg forstod, at han næppe havde taget stiltiende mod en Lussing. Hans Kone var sygelig, men saa ualmindelig mild og god og saa alligevel saa stærk, at blot et Blik fra hende omgaaende fik Manden til at falde ned, naar han var kommet for højt op. Datteren, Marie, slægtede Moderen paa. Hun var sød og huslig, venlig og alligevel livlig. Ogsaa Peter syntes jeg slægtede mest paa Moderens Natur. Han var et dejligt Menneske. Marie døde som ung Kone i sin første Barselsseng, har jeg hørt senere, og Peter blev Remisearbejder ved Jernbanen. Da P. Kjeldgaard solgte Vestergaard, ikke ret mange Aar efter at jeg havde været der, blev der jo stor Flyttedag, men de fleste blev i Fjerritslev og fik forskelligt Arbejde. Kristian Avlskarl giftede sig med sin Maren og fik et Øldepot. De andre har jeg ikke rede paa.

Ogsaa P. Kjeldgaards Børn var meget tiltalende. Den ældste, Jens, fik et Stykke af Fødegaardens Jord paa Aagards Mark og opførte en Gaard derpaa. Peder og Carlo blev Forretningsmænd, selvfølgelig i Fjerritslev. Gaardens Hovedbygning blev Dyrlægebolig, og paa Markerne blev der opført en Række Statshusmandsbrug, der nu smukt kranser Fjerritslev mod sydvest med levende Hegn, pæne Huse og velholdte Marker. Den Sommer er et kønt Minde fra min Ungdom, og jeg glædes hver Gang, jeg kommer forbi og ser, hvad der kan siges at være tilbage af Gaarden.

Jeg kom ogsaa somme Tider paa Afholdshotellet, hvor Afholdsværten hed Holm. Han blev Direktør i Fjerritslev Bank, der har betydet overmaade meget for Egnens Opkomst. Fru Holm var en meget dygtig Leder af det kulinariske i Hotellet, og ogsaa Serveringslokalerne havde hun er vaagent Øje med. Der var 2 Børn, omtrent paa min Alder. Datteren var med ved Serveringen, og det var en Lyst at se paa hende. Hun var smuk og livlig, er det endnu, og

Side 43

hun er gift med Automobilforhandler Christensen, Brovst, er en særdeles god Værtinde og spiller en fortræffelig Whist, hvad naturligvis ikke vil sige, at det er alt. Hun er lidt af en Mor for de unge paa sin Mands Værksted, for mange i Byen med, og hun er gerne Midtpunkt, hvor hun er, enten der er Selskaber eller de mange Gøremaal, hun er optaget af af almennyttig Karakter.

Sønnen blev senere Leder af F.D.B.s Skotøjslager i Aalborg, hvor han har udfyldt sin Opgave som de mange Medlemskunders Vismand i det vanskelige Spørgsmaal: At købe Sko til Fødderne og ikke saa meget efter Hovedet.

Jeg tilbragte i øvrigt det meste af min Fritid den Sommer hos Søster Johanne og hendes Familie. Hendes Mand kom sig ret snart, og saa kom jeg fra Kostalden og over at hjælpe til i Avlsgaarden. Det holdt jeg ogsaa mere af, og der var ogsaa en god Aand over Arbejdet der.

Da November 1911 kom, flyttede jeg saa midlertidigt hjem til mine Forældre for at begynde paa Skolearbejdet igen. Begyndelsen var jo Udgifter. Der skulde anskaffes et Hold Lærebøger, som Seminariet bruger dem, samt en Violin. Saa var der snart ikke flere Penge igen af Lønnen, og jeg begyndte at øve mig. Læsningen foregik mest hjemme, men med Timer hos Lærer Bergman, der var nygift. Fru Bergman var en sød ung Kone, og begge var saa tydeligt forelskede, at jeg næsten ikke vidste, hvor jeg skulde gøre af mine Øjne, naar de saa paa hinanden. Naturligvis var vi mest i Skolestuen, men jeg blev sommetider budt med ind til Fruen, og det var ganske klart, at saa var Undervisningen det subsidiære, Fru Bergman det primære. Særligt ved Sang- og Musikøvelser var hun med, og naar de sammen sang: ”Hjertenskær, kom nu her, hver ta'r sin, jeg ta'r min, hvis du din lille Haand mig gi'r, bli'r du min egen søde Viv” - saa var jeg ganske ude af deres Tanker, saadan følte jeg det. Men det var dejligt at være Vidne til den unge og glade Kærlighed.

Med Lektierne syntes jeg det gik godt, dog knap saa godt med Violinspillet som jeg ikke brød mig særligt om, og hvor jeg begyndte helt paa bar Bund. En ”Stradivarius” havde Bergman jo købt for mig. Den hang mest paa Væggen til Pynt. Selvfølgelig øvede jeg mig, men nogen Virtuos blev jeg aldrig. Bøgerne optog mig ulig mere, og jeg mener selv, jeg klarede Opgaverne tilfredsstillende. Bergman roste ikke just, men han mente nok, jeg kunde klare Optagelsesprøven til sin Tid. Men han lagde dog ikke skjul paa, at han mente, det sikreste vilde være at søge at komme paa Seminariets Optagelseshold næste Vinter. Han sagde ikke rent ud, men jeg mente at forstaa paa ham, at Seminariets Lærere kunde være gode Hjælpere ved Eksaminationen. Det Fag, jeg saadan set selv var mest bange for, at jeg skulde faa Besvær med, var Aritmetik og maaske ogsaa Geometri. Derimod mente jeg selv, at jeg var godt hjemme i de gamle Fag, jeg kendte fra min Skoletid. Det var derfor en umaadelig Overraskelse for mig, at Hr. Bergman, da jeg sluttede foreløbigt 15. Marts, til min Fader sagde, at han havde godt Haab om, at jeg kunde klare mig, maaske paa nær i Geografi. Jeg mente endda, at jeg havde klaret enhver Opgave, han havde sat mig paa i det Fag. Ja, der var endda et Par Gange, jeg mente at have Overgaaet ham paa det Punkt!

Jeg havde faaet Plads i Nørøkse til November hos Lars Pedersen, en Søn af ”Stuer Nikolaj”, som havde overdraget ham Gaarden og selv købt ”Haabet” i Arentsminde, som det saa var meningen, den anden Søn, Peder Christian, skulde overtage til sin Tid. Saa skulde der i løbet af Sommeren tages Stilling til, om der kunde skaffes Penge til, at jeg kunde komme til Ranum efter November.

Lars Pedersen var nygift. Han var paa mange Maader et Modstykke til sin Fader, nærmest lille, gesvindt, fuld af Liv og snakkede meget med Folkene. Hans Kone, Stinne, var ogsaa fuld af Liv, og den lille Pige, de havde, var alle Folkenes Kæledægge. Sikken en Forskel fra sidst jeg var paa Garden.

Forkarl var min Fætter, Lars Hejlesen, som jeg jo kendte meget godt. Han var 2 Aar ældre end mig og en Slider. Naar vi marcherede i Marken eller i Kæret, var der Fut paa. Jeg skulde jo være Andenkarl, og det kunde nok knibe med at følge med. Trediekarlen var en lille klein Fyr fra Bratbjerg. Han kunde slet ikke klare sig, men han var ogsaa til ”en bette Peng'”, som det

Side 44

hed. Han var kvik nok, men foruden at han ikke havde mange Kræfter, havde han et Par fysiske Defekter. Men som det ofte er med Folk, der maaske er handicappede, satte han en Ære i at være med og være voksen. Blandt andet skraaede han ganske gevaldigt. Rulleskraa, der ellers er for Begyndere, var han langt ud over. Nej, Kardusskraa (Kardusskrå spindes ikke, men skæres efter bladenes sovsning) skulde der til, og der skulde gerne staa ”111” paa Hagen. Al den Pibeudkrasning han kunde faa, smurte han paa Kardusen. Ellers kunde han ikke smage Skraaen, sagde han. Og han var endda saa helbefaren, at han købte Pebermyntedraaber og hældte paa for at faa Smag nok paa.

Det var jo almindeligt, at Karle skraaede, og de, der ikke kunde det, var ikke rigtigt med. Jeg skulde jo ogsaa prøve og begyndte med Skipperskraa, men naar ingen saa det, spyttede jeg Skraaen ud – den smagte mig ikke.

Hjorddrengen, som vi fik lidt senere paa Foraaret, Lars Mose, som lige var kommet ud af Skolen, kunde bedre skraa, men han var ogsaa en frisk Knøs. Han var fra Tranum Enge, Plejesøn af Kren Snedker, ”den laang' Kren Snedker” som han blev kaldt i Modsætning til alle de andre af Snedkerfamilien paa Tranum Enge, og de var næsten det halve af Beboerne der.

Den laang' Kren Snedkers Hus brændte senere, som saa mange andre Ejendomme deromkring. Han var i skarp Forhør, for Brandaarsagen blev opgivet som en Køkkenlampe, han havde haft med op paa Loftet. Det blev aldrig bevist, at han havde noget Ansvar, man han var en knækket Mand siden. Han kunde sidde og vride sig og klage sig, og engang imellem kunde han klage sig højlyst og udbryde: ”Aah nej, det er ikke til at holde ud!” Han holdt dog ud i mange Aar, men blev aldrig som før.

Den ene af Pigerne hos Lars Pedersens var Søster til Stinne Pedersen, hed Petrea og var en dygtig og kvik Pige. Hun var af den Slags Mennesker, der kunde sætte Liv i Gemytterne og Mandfolkene. Det var for mig ganske klart, at Fætter Lars var faldet for hende. Jeg har aldrig set noget, der helt klart viste, om det var gengældt, men jeg har altid siden været af den Opfattelse, at hvis en Mand vil have sine Karle til at hænge godt i, saa skal han se at faa sin Kones Søster i Huset, vel at Mærke hvis det er een med Pep i. Det betaler sig godt. Den anden Pige var fra Klithuse, hed Anne, og hende kendte jeg godt. Hun havde tjent hos Tejl Jens paa Tranum Enge, vore nærmeste Naboer. Hun var vingeskudt, havde mødt en Karl, hun var kommet til at holde af, men han svigtede hende, da Forholdet fik Følger. Saadan noget var en Ulykke for en Pige den Gang, ja vil vel altid være det, men man ser jo efterhaanden menneskeligt paa en saadan Piges Ulykke og anser det vel ikke mere for bevist, at hun er en Tøjte. Anne var nok ikke af de højst begavede, men hun var en sød Pige, som var min jævnaldrende, og jeg kunde aldrig bære over mit Hjerte at lade hende mærke, at hun skulde være en Paria (ringeagtet, udstødt person). Hun var ogsaa meget god mod mig, som hun antagelig gerne vilde være mod alle. Hun pudsede mine Sko og vilde gerne gerne gøre mig alle de Smaatjenester, hun kunde. Og hun holdt umaadeligt meget af min Mor og kunde ikke tale rosende nok om hende. Jeg var godt klar over, at hun havde haft et godt Sted at komme ind til Mor engang imellem, naar hun havde haft fri i sin Plads hos Mari' og Tejl Jens, der sikkert kunde være traurige (triste til mode) nok at bo hos.

Jeg faldt godt til blandt de unge Tjenestefolk i Nørøkse den Sommer, og jeg fik ogsaa noget mere Lyst til Landbrugsarbejdet, vel ogsaa fordi Arbejdet skred godt for os, og vi vidste, at andre Gaardmandsfolk sagde, at Lars Pedersens Folk var dygtige, saadan som Arbejdet skred. Jeg begyndte at spekulere over, om det ikke var bedre at blive ved Landbruget end læse igen til Vinter med usikre Udsigter til at blive optaget paa Seminariet, og jeg var ogsaa begyndt at spekulere paa de økonomiske Udsigter. En Lærerløn var dengang ca. 800 Kr. Aarligt, og det skulde en Familie jo leve af. Mange Lærere beklagede sig over den lave Løn, der vel heller ikke var mere, end en Tjenestekarl kunde tjene reelt med fri Station og uden Læsegæld at skulle afbetale paa. Man sagde, at mange Lærere afbetalte i mange Aar, før de var frie Mænd.

Saa blev jeg tilbudt Pladsen som Forkarl hos Laust Nørmølle, en meget velanskrevet Plads med en Aarsløn paa 300 Kr. Det var ikke den højeste Karleløn, men jeg var kun 18 Aar, og Pladsen havde Ord for at være god. Jeg snakkede

med mine Forældre om det, og vi blev enige om, at jeg skulde tage Pladsen og saa benytte min Fritid til at holde Kundskaberne vedlige, og saa se til næste Aar om jeg bestemte mig for det ene eller det andet. Saa kunde jeg jo lægge Penge op.

Side 45

Det sidste blev nu ikke til meget, og det med at holde Kundskaberne vedlige vel heller ikke. Jeg var nu ved at blive voksen, og jeg var blevet ferm til at danse – jeg kunde lide det, særdeles godt endda – og jeg manglede aldrig Dansepartnersker. Jeg følte mig populær, og maaske forlenede det mig ogsaa med en vis Nimbus (positiv udstråling), at jeg skulde være Lærer, og man opfordrede mig til at synge for ved Fællessange. Og man spurgte mig om Ting, man vel mente jeg havde læst mig til – kort sagt: Jeg følte mig velset, hvor jeg var, og, skønt det stadig var min Mening at vilde være Lærer, havde jeg noget Ubehag ved at opgive min nuværende behagelige Tilværelse og gaa ind under de trange Kaar, jeg fuldt vel vidste, jeg kom til at friste under Læseaarene.

Pladsen hos Laust Nørmølle var god. Han var en ældre, rolig Mand, der ikke stillede urimelige Krav og var behagelig at arbejde for. Han overlod en Del til mig at gøre paa egen Haand, og han roste mig, naar Arbejdet gik godt. Saavel hans Kone, Jette, som hans Børn, der alle var smaa, da han var sent gift, var venlige og omgængelige. Og maaske ikke mindst viste Jettes Søster, en Gaardmandsdatter fra Byen, mig en tydelig Interesse, selvom det aldrig kom videre. Det stod helt fast, at jeg vilde være Lærer, og at jeg derfor ikke skulde fortsætte hos Laust mere end det ene Aar. Men nu begyndte jeg at spekulere paa, om det ikke vilde være klogt at gaa paa Session og enten blive kasseret, saa jeg ikke havde Soldatertjenesten som en Fremtidstrussel, som maaske endda kunde komme ind midt i Studietiden – eller blive taget og faa Soldatertjenesten overstaaet.

Jeg gik saa paa Session i 1913, og jeg maatte under Maalet 3 Gange, det var tydeligt, at man gerne havde strakt mig et Par Tommer eller cm., men der kunde ikke blive til mere end 173 cm. Jeg tillod mig at spørge, hvorfor man absolut vilde have mig strakt længere – jeg syntes selv, jeg var generende lang i Forhold til min Drøjde – og fik det Svar af en venlig Sessionsherre, som jeg antog for at være Læge, at jeg netop havde en ideel Skikkelse som Livgardist, men jeg var desværre 2 cm for kort. Desværre?? Tværtimod, for nu fik jeg en Slags Attest for, at jeg havde Skikkelse som en Gardist – bortset altsaa fra de 2 cm. At være Gardist betød den Gang 18 Maaneder i Tjenesten, men nu slap jeg med at blive taget til Hestepasser, eller som det hed: Fodfolk med Vedtegning ”H”, hvilket betød højst 14 Maaneder. Saa vidt man kunde faa oplyst, vilde Tjenestetiden antagelig endda kun blive ca. 6 Maaneder, og Indkaldelsen vilde ske en Gang i April 1914.

Jeg var glad for ikke at blive ”gennet om”, som det hed, d.v.s. Udsættelse til næste Aars Session med fornyet Mødepligt, som var ret almindelig, hvis de unges Udvikling var ufuldkommen, og jeg undrer mig endnu over, at jeg ikke blev det. Ganske vist lagde jeg ikke den Gang saa megen Vægt paa Udtalelsen om Egnetheden som Gardist, men ved en Lejlighed senere blev jeg duperet over den Sikkerhed, hvormed Sessionsherrerne maa se paa de unge paa Sessionen. Jeg var da blevet 178 cm høj, og jeg var Medlem af Landstinget, og der var een eller anden Ting, jeg skulde opnaa i Landstinget for een eller anden.

Hvad var saa mere naturligt, end at jeg sagde det til Landbrugsraadets Præsident, Landstingsmand Henrik Hauch, der jo var min Partifælle og gode Ven – f.s.v. (for saa vidt) man kan tale om Venskab mellem en ”Rekrut” og en ”Officer”. Nu var der det ved Hauch, at han var en meget smidig Mand, som jeg ofte har beundret i en Debat, f. Eks., hvor han kunde vride og sno sig og snakke sig igennem, saa man fik den Forestilling, at han vandt Diskussionen og kendte alle Enkeltheder i det, man diskuterede om – men jeg opdagede snart, at Viden om Enkeltheder ikke var nødvendig, naar man havde Hauchs Evne til at sno sig.

Lige nu - skønt Hauch lod som om, han kendte den paagældende Sag i alle Enkeltheder - henviste han mig til at tale med Kontorchef Knudsen, Landbrugsraadet, om Sagen. Jeg gik med denne Introduktion til Landbrugsraadet og

Side 46

meldte mig til en Samtale med Hr. Knudsen, der var optaget. Da jeg havde ventet et Stykke Tid, tabte jeg Taalmodigheden og meddelte, at det var Præsidenten, der havde vist mig til at tale med Hr. Knudsen. Der kom saa en pæn ung Mand ind, undskyldte at Kontorchefen var optaget, men at han vilde gerne hjælpe mig, han var Sekretær Truelsen. Jeg syntes jo ikke, det var meget at give mig en Sekretær at forhandle med med de Introduktioner jeg mødte med, og jeg som Rigsdagsmand, ikke sandt!!

Naah, vi talte om Tingene, og pludselig sagde Truelsen: ”De har været Gardist, ikke sandt?” ”Nej, det har jeg ikke”, svarede jeg og fortsatte Samtalen. Jeg lagde mærke til, at han af og til lod Blikket glide mærkeligt vurderende hen over mig, for, ikke sandt, hvad betyder det ydre? Lidt efter siger han saa: ”De har været Gardist, ikke sandt? ”Nej”, sagde jeg forbavset, ”det har jeg ikke.” Vi fortsatte Samtalen, indtil Sekretær Truelsen spurgte tredje Gang: ”Sig mig ærligt, har de ikke været Gardist? De har saa absolut Skikkelsen til det.”

Nu blev jeg ogsaa nysgerrig og spurgte, med hvad Baggrund han spurgte. Ja, sagde han, han var egentlig Officer i Livgarden, Kaptajn, men han havde taget Afsked, da Hæren indskrænkede, og derfor havde han Blik for Skikkelser. Jeg spurgte videre og fik at vide, at han foruden Officersgrad ogsaa var cand. jur. og phil.

Nu var jeg for Alvor duperet, baade over hans Uddannelse og hans sikre Blik og fortalte, hvad der var foregaaet paa Sessionen , som jeg ærligt talt ikke havde tillagt saa stor Betydning. ”Jo”, sagde han, ”jeg kunde se det baade paa Deres Skuldre, Ryg og hele Apparition (udseende, fremtræden), at de er Gardertypen.”

Jeg fortalte Hauch om Episoden og sagde, at jeg nu ikke fandt den Sekretær, man havde givet mig at forhandle med, for lille, hvortil Hauch svarede, at deraf kunde jeg lære, at Landbrugsraadet var en fin Institution, hvad jeg for Resten ogsaa altid selv havde ment. Iøvrigt har jeg senere set, at Truelsen spillede en ikke ubetydelig Rolle under Modstandskampen i Besættelsestiden.

Tjenesten hos Laust fortsatte selvfølgelig Aaret ud som aftalt, uden særlige Begivenheder som jeg finder Værd at nævne. Naturligvis var der mange Mennesker, jeg traf i disse Aar, som jeg i og for sig gerne vilde riste en Rune og i disse Erindringer sige Tak for eet eller andet, stort og smaat, men det er svært at trække den ene frem for den anden, ud over hvad der falder naturligt. Dette er jo en egocentrisk Fremkaldelse af en Film fra Fortiden, hvor jeg var med. Desværre kan jeg jo kun fortælle om mit eget Indtryk og om mine Oplevelser - med Strejf over visse Personer, som staar i mindet, mest som Typer eller Udtryk for Tiden og Tidsaanden.

Nu gjaldt det om at tjene flest mulig Penge i Vinteren 1913-14, indtil jeg skulde i Trøjen. Helaarsplads kunde jeg ikke tage, og Plads som Karl for Vinteren var ikke saa let at faa, da der altid var mest Brug for Folk om Sommeren, og Folk fæstede derfor helst deres Medhjælpere saaledes, at de var sikre paa at have dem om Sommeren ogsaa – og vel derfor reelt tog dem for Vinteren ogsaa for at være sikker paa at have dem til Foraaret. Ellers tror jeg, mange vilde have et mindre Antal Karle om Vinteren paa de lidt større Ejendomme. Desuden kendte jeg ikke med Sikkerhed Indkaldelsesdagen, og der var jo ogsaa en Chance for ved Lodtrækning at blive fri. Alle egnede blev jo udtaget , og var der for mange, blev der trukket Lod om, hvem der skulde ind.

Jeg tog saa Plads for Vinteren som Malkerøgter paa Ny Toftegaard, en Forpagtergaard under Godset Birkelse med ca. 400 Tdr. Land Agerjord samt noget Mosejord i Store Vildmose. Der var 60 Køer + Opdræt, og der var en ung, uddannet Fodermester, og saa skulde der være 2 unge Malkerøgtede, og hver skulde forpligte sig til at malke indtil 20 Køer 3 Gange dagligt. Lønnen skulde være ca. 200 Kr. til April, deraf en Del paa Vilkaar (på akkord?), bl. a. 10 Øre pr. 100 Pund Sødmælk hver malkede. Jeg gjorde opmærksom paa Militærtjenesten og at jeg ikke kendte Indkaldelsesdagen, og derfor blev der truffet Aftale om forholdsmæssig Løn, hvis jeg blev indkaldt før.

Forpagteren hed Lindbøg-Hansen, som havde Ord for at være en haard Hund, men jeg fortrøstede mig til, at naar

Side 47

jeg passede mit, gik det jo nok, og det var den store Løn, jeg var ude efter.

Jeg flyttede i Plads 1. November og kom omgaaende i Gang med Arbejdet, der var et Slid. Særligt kneb det med Malkningen, idet mine Haandled blev meget ømme, saa de var helt stive om Morgenen. Det var jo Haandmalkning, og ikke alle Køerne var lige blødmælkede (køer som let slipper mælken under malkningen). Hænderne maatte i koldt Vand om Morgenen for at faa Senerne lindede (løsnet op), men alle, som malkede med, havde været igennem samme Skærsild. Foruden den anden unge Malkerøgter og mig var der et Par Koner, som malkede skiftevis, og desuden var der en ældre Røgter, som ikke malkede, og saa Fodermester Døssing, der var en flink Mand, men som ikke havde syndelig Autoritet.

Paa Gaarden var i øvrigt en arbejdende Forvalter og 6 Landvæsenselever, og saa var der nogle polske Kvinder, der arbejdede i Roerne om Sommeren og vel vegeterede om Vinteren. Jeg gaar ud fra, at det var billigere at bo i deres Hus i Kanten af Mosen end at rejse til deres Hjem i Polen for Vinteren, for jeg tror ikke, de arbejdede for Forpagteren om Vinteren. Jeg naaede aldrig at se dem i Arbejde, men de skulde være fænomenale til Roearbejdet. Jeg var een Gang med nogle af Eleverne ude i deres Hus for at se, hvordan de boede. Nu var jeg jo ikke forvænt, hverken fra mit eget Hjem, der var meget spartansk, fra andre Husmandshjem, og senere fra Karlekamrene. Alligevel var jeg dybt rystet ved at se, hvordan disse Kvinder boede.

Der var 4, hvoraf den ene var ældre og vist følte et Ansvar for de 3, der var ganske unge Piger. De følte nok Besøget af Eleverne som et fint Besøg, de var bly og rødmede men kunde kun dansk i Brokker. Jeg prøvede paa at faa noget at vide om deres Hjemland og spurgte ud, og Eleverne snakkede ogsaa noget med dem, saa vidt det kunde lade sig gøre. Den gamle Kone var over os hele Tiden med en Kniv i Haanden, og hun viste os, hvordan hun vilde kastrere os, hvis vi ikke holdt os paa Maatten. Her var vel ingen Fare, men jeg har hørt om andre Steder, hvor disse polske Piger blev betragtet som let og tilfældigt Bytte, og de var jo ogsaa ret værgeløse i et fremmed Land, ofte uden Kendskab til Retsvæsenet og vel allesteder betragtet som næsten midt mellem Dyr og Mennesker.

Saa vidt jeg kunde se, var deres Kost meget primitiv. Roer var en stor Bestanddel, noget Grovbrød saa vi, og lidt Margarine viste den gamle os, de havde. Jeg mindes ikke, at jeg saa dem hente Mælk ved Malkningen, men jeg mener, at de fik noget Futmælk (slang” for centrifugemælk, altså skummetmælk), naar Spandene kom fra Mejeriet. Vi fik med stor Møje Lov at kigge ind i deres Soveværelse – det var væsentlig under, hvad Karlekamrene bød paa. Egentligt Sengetøj i dansk Forstand saa jeg ikke, derimod nogle gamle Sække og nussede Tæpper. Kun een Gang har jeg set noget lignende, nemlig da Flygtningeskarerne strømmede ind over Danmark fra de besatte Omraader umiddelbart før Tysklands Kapitulation i 1945. Naar man ser ned i et saadant Dyb af Elendighed, kan man blive taknemmelig, ogsaa somme Tider over det vi ellers brokker os over. Jeg gik derfra den Aften, syg i Sjælen af den Behandling, de fremmede Roepiger fik i vort Land. Men maaske havde de det slet ikke bedre hjemme i Polen.

Skønt jeg hørte hjemme i Folkestuen, varede det ikke længe, før Landvæsenseleverne bød mig ind til dem i deres Værelser og Opholdsstue, der var et Nummer bedre. Omgangstonen var ogsaa en helt anden. De var næsten alle fra pæne Hjem, og de var ude et aar for at se andre Skikke, og Lindbøg-Hansen var som sagt en dygtig Landmand. Særlig 3 af Eleverne blev jeg gode Venner med. Den ene var Thorvald Jacobsen, der stammede fra et ubestemmeligt Niveau men var en meget flink Fyr. Han var en musikalsk Begavelse og spillede Violin aldeles dejligt. Han var med mig en Frisøndag i mit Hjem, og vi skrev sammen i mange Aar, ja jeg var med til hans Bryllup nogle aar senere, ene af alle Kammeraterne og i øvrigt den eneste udenfor den snævreste Familiekreds. Jeg har senere tabt hans Spor.

En anden var Peter Nielsen fra Groben i Vester Hassing, med hvem jeg har holdt Forbindelsen. Han var eneste Barn af Kristen Grobens andet Ægteskab, mens der var Halvsøskende. Peter havde været saa godt som Enebarn, idet hans Halvsøskende var meget ældre. Han bar Præg af den Solidaritet og Forsigtighed, der som Regel følger af at være Søn af en gammel Fader,

Side 48

retlinet og pertentlig, og en Moder, for hvem Sønnen er eet og alt. Jeg har tit besøgt Peter i hans Hjem, og det var et Hjem, hvor de gamle Bondedyder i usædvanlig Grad havde tilhuse.

Jeg har ogsaa besøgt Peter, efter at han var gift, og hans Hjem har det samme Præg. Hans Kone, Margrete, er en prægtig Kone, og de har nogle dejlige Børn. De sidder endnu paa Slægtsgaarden Groben, og ingen kender Peter Nielsen, men alle kender Peter Groben.

Den tredje, jeg vil nævne, er Søren Flou fra Mou i Himmerland. Han var den af de tre, der var mest forbeholden, og han var mere Typen paa en Gaardmandssøn. Jeg kunde godt mærke, at han ikke rigtig syntes, Malkerøgteren var passende Selskab, men han var retlinet og pæn helt igennem. Siden, da jeg blev Medlem af Rigsdagen, traf jeg ham enkelte Gange paa politiske Møder. Han var og er ivrig Venstremand. Jeg tænkte tit paa, at jeg vilde se ind til ham, naar jeg passerede hans Gaard, men det blev ikke til noget, før jeg en Gang for faa Aar siden kom fra Lille Vildmose og kørte igennem Mou. Saa kørte jeg ind og spurgte efter Søren. Jeg snakkede med Konen, der noget nølende sagde, at Søren var henne at sove Middagssøvn. Jeg vilde saa gaa igen og bad hende hilse, men da hun hørte, hvem jeg var, vilde hun absolut kalde. Jeg syntes nok, der var en mærkelig Uro paa Gaarden – saa kom en Nabokone, saa gik en anden, og nu svingede en Bil ind paa Gaarden. Ud kom en Datter og Svigersøn med deres Børn. Datteren gik ud i Køkkenet og kom farende gennem Stuen med Køkkenforklæde paa, og endelig kom Søren Flou, missende med Øjnene og i Arbejdstøjet, der bar tydelige Spor af, at han havde været i Dundynerne med Tøjet paa. Jeg tænkte paa, hvordan han altid var meget pillen (overdreven pertentlig) med sig selv, og især havde han en fin Hat med rund Puld, naar han var klædt rigtig paa. Naah, Modtagelsen var hjertelig. Jeg kunde mærke Uroen og vilde gøre min Visit kort, men det fik jeg ikke Lov til. Vi kom ind i den pæne Stue, for ikke at være i Vejen vel, og saa gik Snakken fra Gamle Dage. Jeg spurgte, om de skulde have fremmede men kunde ikke rigtig faa Besked, saa vi snakkede videre. Saa kom Kaffen, og der skulde en Likør til i Dagens Anledning. Konen drak Kaffen med os men var saa mærkelig vaks og urolig i Blik og Bevægelser – saa for hun op og ud, kom igen og hørte med et halvt Øre efter os – og tilsidst sagde jeg: ”Maa jeg saa faa Besked, hvad er det, der sker her hele Tiden?” Og saa fik jeg endelig Gaaden løst: Konen havde 50 Aars Fødselsdag og ventede mange Gæster. Saa kan det nok være, jeg fik mig lettet og kom afsted med mange Undskyldninger og Lykønskninger. Jeg skulde da endeligt komme igen.

Jeg var flov (med lille f) (?; Flovmand: Kedelig eller åndløs person, f. eks. om politiker?) og sendte Fruen en Buket fra den nærmeste Blomsterforretning, jeg kunde finde – med mange Undskyldninger igen. Ak ja, saadan kan man komme afsted. Jeg fik et hjerteligt Takkekort med Indbydelse til at se ind en anden Gang, men det er gaaet mig saa mærkeligt, at jeg, der af Natur er doven, er blevet saa fortravlet, at jeg næsten aldrig har Tid til noget ud over den for hver Dag lagte Dagsorden. Jeg har ikke faaet det næste Besøg aflagt endnu.

Forvalteren hed Jensen. Jeg fandt snart ud af, at skønt han var den fineste, saa var han ogsaa paa en anden Maade den groveste. Første Eleven var en Pape (tilsyneladende en ”fin” slægt med efternavnet Pape) fra en ret stor Gaard nord paa i Vendsyssel. Han havde den i visse Kredse udbredte Opfattelse, at hvad der var fra mindre end en Proprietærgaard, var det ikke meget ved. Han var ikke uvenlig men oversaa Røgteren, og det følte jeg ikke noget Savn ved. Pape har jeg ikke set siden. Og de andre har jeg ingen klar Erindring om.

Lindbøg-Hansen solgte Byg til Bryggeriet i Aabybro, leveret for 4.50 Kr. pr. Tønde – 5 naar det var særligt fint. Men det var kun Overskudsproduktionen. Han havde jo Ord for at være skrap – og var det vel ogsaa. Jeg hørte ham raabe højt en Gang imellem, men mod mig var han flink, og han lærte mig noget, som jeg har prøvet at faa gennemført i min egen Bedrift: Een Gang ugentlig skulde alle Gaardens Kloakker renses. Saa var der aldrig Forstoppelse i Rørene, og for ikke at faa det til at skride ud, skulde det ske hver Lørdag Formiddag. Saadan var der visse Forskrifter, som skulde overholdes, og disse Forordninger forlangte han overholdt, ellers var den store Raaber i Gang. Men han forekom mig at være regulær, og paa de store Gaarder skal der jo til Tider en haard Haand til for at holde Orden og faa Arbejdet til at skride.

Side 49

Den gifte Røgter hed Kristen Lassen. Han var en nærmest lille, lidt pillen Mand, der som oftest lo og smiskede, og saadan kom han igennem vanskelige Passager. Han var ikke let at komme paa Kant med eller tage i noget, men jeg havde nu Indtryk af, at man heller ikke skulde bygge for meget paa, hvad han sagde, og jeg tror ikke, at hans Kone havde det mere end godt. Hun var ellers flink, men hun var aldrig rigtig glad.

Een af Daglejerne hed eet eller andet, som han ikke blev kaldt. Derimod blev han kaldt Stovt (kraftig, kæk, statelig) , hvad han ikke hed og heller ikke var. Han havde tilbragt hele sin Tid paa Herregaarde som ”Bisse”, som det blev kaldt, og han var nu havnet paa Ny Toftegaard, hvor han havde en Bolig, som ikke var væsentlig forskellig fra den, de polske Piger boede i. Han havde en Kone – nogle sagde ganske vist, det ikke var hans Kone – og nogle Børn.Han var egentlig vist godmodig som mange af den slags Mennesker, men han kunde slaa sig løs, til Tider flere Dage i Træk, og Ting som Barberkniv, Neglebørste, Vandfad o. lign. var han ikke gode Venner med.

Da jeg havde været nogen Tid paa Ny Toftegaard, kom min Indkaldelse. Den var alternativ, idet jeg kunde vælge, om jeg vilde indkaldes først i Maj som Infanterist-Knoldesparker, som Folkeviddet sagde – eller den 30. Januar som Hestepasser. Tjenestetiden ved det første var ca. 6 Maaneder, ved det sidste 14 Maaneder med Mulighed for Afkortning til 10 Maaneder, nemlig hvis jeg gik paa Korporalskole. Jeg spurgte mig for og fik at vide, at Infanteriet havde meget Eksercits og March, hvorimod Hestepasserne, efter 2 Maaneders Rekrutskole som Regel – hvis det var pæne Folk – blev oppasser for en Officer. Og de daarligste blev, hvad Folkeviddet kaldte, Natpotsvingere, d.v.s. Arbejdssoldat. Der var en lille Finesse ved Valgfriheden: Hvis jeg valgte den længere Arbejdstid, kunde jeg faa et kontant Beløb paa 125 Kr., som en anden saa vilde betale for at faa en kortere Tjeneste og formentlig aftjene Værnepligten i Aalborg ved 9. eller 28. Bataillon, medens Hestepasserskolen var i Randers, og Tjenesten derefter kunde blive et helt andet Sted. Jeg funderede over Mulighederne og fandt ud af, at Fodfolket skulde have en kort, men haard, Tjeneste om Sommeren, og at den længere – og efter alt at dømme lettere – Tjeneste derudover højst kunde sluge en og en halv Vinter. Lønnen herfor var paa 125 Kr. + forskellige Fordele, hvis det blev en god Oppasserplads. Men Fader, der havde mange gode Minder fra dengang, han var Oppasser for Obersten i Viborg, nok hans Livs Højde (-punkt?), raadede mig til det sidste, og jeg bestemte mig derfor. Nok skød dette Seminarietiden endnu et halvt Aar ud, men jeg var ved at komme paa den Tanke, at jeg hellere - i stedet for at læse til Forberedelse endnu et halvt Aar med Fare for ikke at bestå, da det første Halvaar allerede var paa Afstand – maatte søge ind paa Seminariets Forberedelsesklasse og tage et helt Aars Præparandundervisning. Skulde jeg endelig blive overdygtig, maatte det være bedre, ogsaa for den senere Undervisning, end lige med Nød at slippe med. Eller værre: At dumpe. Endelig var det maaske et halvt ubevidst Ønske om at skyde de Besværligheder, som jeg var klar over, at Studieaarene vilde blive, endnu et Stykke ud i Fremtiden.

Men det var jo lige op over. Mødetiden var 30. Januar 1914, og jeg meddelte saa Lindbøg-Hansen Resultatet og viste ham den rene Indkaldelse, som var kommet, efter at jeg havde valgt. Jeg er desværre ikke sikker paa, at jeg ogsaa fortalte, at jeg selv havde valgt den tidlige Indkaldelsesdato.

Jeg fyldte lige 20 Aar, før jeg skulde møde, og jeg mødte saa i Randers til Iklædning. Vi var 60, der skulde iklæde, og deraf kom den ene først nogle Dage senere. Han skulde være mødt nogle Aar før, men var rejst til Udlandet. Da nu han kom, blev han delvist behandlet som Desertør og havde det ikke rart – ogsaa fordi han var nogle Aar ældre og ikke saa godt kunde gaa ind i den drengede Tone, der ellers raadede. Men bortset fra ham stod vi altsaa i Rækker uden for Iklædningsbarakken med vores Kufferter og Frakker, hvor vi skulde aflevere og have udleveret Klunset. Det var den rene Galgenhumor, og een af de mest vittige var en fin Mand med et vikset (snoet, især ved hjælp af voks) Overskæg. Hvor hans vid straalede, og hvor var jeg sikker paa, at han vilde blive Situationens Herre. I det hele taget var det klart, at de Byfolk, der var med, helt anderledes end vi Bondekarle kunde tage Forholdene. Saadan saa det da ud.

Sergent Nielsen tog imod os og udleverede et Sæt Kluns til hver. Han, der gik foran mig, fik udleveret et sæt, der

Side 50

var alt for stort, men Nielsen paastod, at Tøjet passede. Det var Manden, der var for lille. En anden havde det omvendt, men heller ikke her var Sergenten raadvild – saa maatte vi jo skære et Stykke af Manden, for tøjet passede. Det gjorde det da sidste Aar.

Efter Iklædningen kom vi op paa Belægningsstuen og fik anvist Kvarter, Seng, Skab til Mad og Pudsegrejer samt lidt Plads til Undertøj. Vort civile Antræk havde vi jo maattet aflevere paa Depotet. Saa kom vi ned i Gaarden, blev stillet op efter højde, og jeg fik Nr. 3, begyndende med 1100, der var Aarsbetegnelsen. Jeg var altsaa 1103 og var Soldat. En helt ny Verden begyndte.

Kompagnichefen var Ritmester Saunte. Han var en pæn Mand, baade paa den ene og den anden Maade, men vi saa ham sjældent. I de daglige Øvelser var det Sergenterne, der var vore Overordnede. Sergent Nielsen havde vi jo allerede gjort en Slags Bekendtskab med. Han viste sig at være en flink Mand, og om Søndagen traf vi ham som Bestyrer af K.F.U.M.s Soldaterhjem. Senere traf jeg ham som en slags Bestyrer af Missionshotellet i Løngangsstræde i København, og hele hans Optræden over for os var præget af hans Livsindstilling.

Det samme kan man maaske sige om de andre Sergenter. Sergent Birkkær var tilsyneladende ogsaa elskværdig, hans Tiltaleform var pæn, men snart bredte det Rygte sig, at han var lumsk og knaldede dem, han kunde. Jeg var aldrig ude for noget ubehageligt fra hans side, men adskillige Kammerater fik hans Kærlighed at føle. Han blev efterhaanden meget frygtet. Sergent Kiøle (1-2 bogstaver mangler - måske) var en helt anden Type. Han brølede, bandede og svor, og vi var snart klar over, at ham skulde vi passe meget paa. Under Eksercitsen brølede han: ”Fandens Idiot, jeg skal sørge for, at han bliver halshugget efter Røvhullet! Bondetamp! Kraftidiot! Mors lille Dengse!” o.s.v.. Men efter at vi var kommet til at kende ham, blev vi alle glade for ham. Han knaldede ingen, og kom han paa Inspektion, naar vi havde Nattevagt i Hestestalden, kunde vi høre ham skælde ud og bande uden for Porten, saa vi var advaret. Han sagdes at drikke meget og var nok et ulykkeligt Menneske, og nogle Aar efter hørte jeg af gamle Kammerater, at han havde taget sit eget liv.

De, jeg husker bedst af Kammeraterne, var min Sidemand til venstre, 1102, som var en stille, noget tung Natur. 1104, Flarup, en Proprietærsøn fra Hovlbjerg ved Laurbjerg, var en pæn Fyr, hvis gode Økonomi kom bl. a. mig tilgode. 1105 var en Broder til Niels Stout fra Ny Toftegaard. Første Gang, der kom en Pakke til ham hjemmefra, skulde han kvittere som vi andre. Sergenten spurgte om hans Navn, og han svarede troskyldigt: ”Sofus!” Siden hed han aldrig andet blandt os. Han var en godmodig Fyr, men hvis det havde staaet til ham, var Krudtet ikke opfundet. 1106, Mads Madsen, hed snart kun Mads. Han kom paa Korporalskolen, og der lærte jeg ham bedre at kende. 1109, der var fra Gøttrup, blev senere Landpost og Graver. Han blev ligesom 1105 Arbejdssoldat, men da Tjenesten her faldt paa Baadsmandsstrædes Kasserne paa Christianshavn, traf jeg ham ofte siden. 1108, Madsen, kom ogsaa paa Korporalskole efter Rekruttiden, og han er senere blevet Stationsforstander paa Hornum Station. Han var et rigtigt Livstykke, den yngste af Holdet, da han kun var 18 Aar. 1122 var den fine Mand med det viksede Overskæg, som duperede os alle sammen paa Mødedagen. Han blev snart pillet ned, og ved en senere Indkaldelse var det synligt, at han ikke havde særlig Succes i det private Liv heller. 1158 blev Oppasser for en Oberst. Han var Lærersøn og var en særdeles pæn Mand. 1157 husker jeg ikke meget om fra Tjenesten, men jeg har truffet ham senere. Han fik et Ducolakereri (arbejder med hurtigttørrende celluloselak, påsprøjtet ved hjælp af trykluft) i Aalborg sammen med en Broder, og han har vist faaet et godt Udkomme deraf. 1110, Tidselbak, var fra Kaas, og han kom ogsaa paa Korporalskolen og er siden blevet Vognmand. 1121 var fra Vemb og gift, en lavstammet ung Mand, om hvem intet ufordelagtigt er mig bekendt. Nok herom.

Rekrutskolen varede kun 2 Maaneder, og Øvelserne var dels Eksercits, dels Ridning. Paa 2. Eskadrons Kaserne, hvor vi var indkvarteret, laa ogsaa en Hold Dragoner, med hvem vi ganske vist ikke havde noget ar gøre, men som kujonerede os ganske forfærdeligt. Jeg var ikke personligt ude for Overgreb, men flere af mine Kammerater fik at føle, at der er Forskel paa Rekrutter og Menige, og det var jo ogsaa nok Meningen.

Side 51

Rideøvelserne foregik til at begynde med i Ridehuset, men efterhaanden kom vi ogsaa ud i Terrænet. Een af Hestene var uregerlig, havde nærmest Kuller, og den blev nærmest benyttet som Strafferedskab. En Dag, vi var paa en lang Øvelsestur ude i Terrænet, var 1108, der ogsaa snart blev kaldt ved sit Fornavn, Anton, kommanderet til at ride paa den kulrede Hest, der blev kaldt ”Ballade”. Jeg tror ikke, det var en Straf, men Anton var en dygtig Rytter. Da vi var kommet godt og vel uden for Byen, gjorde Ballade Knuder. Længe tumlede Mand og Hest med hinanden, men det endte med, at Hesten gjorde omkring og galopperede ind mod Byen. Da vi andre kom hjem, stod Ballade skikkeligt i Stalden, og da vi kom trætte op paa Belægningsstuen, var Anton godt udhvilet og modtog os grinende. Det blev aldrig opklaret, men jeg havde ham mistænkt for, at det var et Nummer, hvor Ballade vel havde spillet sin Rolle, men Anton fik aldrig Lov at ride den mere.

Vi fik Kosten paa Kasernen, saaledes at forstaa, at vi fik Morgenmad, Middag og i øvrigt Tørkost udleveret hver 6. Dag, et Stykke Rugbrød, et Stykke Pølse, et Stykke mager Ost og en Gnalling Leverpostej - saa kunde vi holde Hus med det. Mange var daarlige Husholdere, og for andre gik det bedre, men de sidste Dage før vi fik ny Forsyning var Maden noget tør, bortset fra Leverpostejen, der til Gengæld ikke smagte godt de sidste Dage. Mange Aar efter kunde jeg ikke lide Leverpostej, men Opbevaringsforholdene var nu heller ikke ideelle i et lille Skabsrum sammen med Skosværte, Børster m.m.

Da vi havde været i Trøjen nogle Dage, fik vi en ny Sergent, Svendsen, som ellers gjorde Tjeneste ved 2. Eskadron. Han var ret ung og vistnok tjenestegørende, i hvert fald tog han sin Afsked snart efter og blev Landmand i Ajstrup. Svendsen var en flink Underofficer, og en Gang, da vi havde været i Trøjen ca. 6 Uger, gav han sig til at eksaminere os i en Teoritime. Nr. 58 blev ellers betragtet som den mest vidende blandt os, men efter denne Eksamination gled han bag af Dansen, og det blev meddelt os, at de 6 dygtigste var udtaget til at komme paa Korporalskolen i København paa et 3 Maaneders Kursus, hvorefter de udtagne vilde blive hjemsendt efter i alt 10 Maaneders Tjeneste mod ellers 14. Jeg saa Listen paa Kompagnikontoret, og jeg var paa en vis Maade stolt over at være udpeget som Nr. 1 af Kompagniet. Men paa den anden Side blev det fortalt, at den korte Skoletid var meget streng – og det slog til.

Vi blev sendt afsted om Aftenen, rejste hele Natten og blev modtaget paa Københavns Hovedbanegaard af en Sergent Madsen med et prægtigt, sort Overskæg. Ritmester Saunte var med samme Tog, men ganske vist ikke paa 3. Klasse. Han var beordret som Chef for Korporalskolen og havde været udlaant til Rekrutskolen i Randers, og i hvert Fald havde han en dejlig Villa i Nærum. Han havde en Oppasser, som havde nogle Dage fri, og jeg blev udkommanderet til at være Oppasser saa længe. Mit første Job var at møde ved Kvæsthusbroen og tage imod Ritmesterens Ridehest, som var sendt med Damper. Jeg havde jo kun set Ritmesteren som en streng, men fornemt tilbageholdende, Chef, og da jeg skulde tage mod Hesten, var Ritmesteren tilstede, og som den underdanige Rekrut hilste jeg med Haanden til Huen, hver Gang han henvendte et Ord til mig. Tilsidst blev al den Høflighed ham for meget, og noget bøst sagde han til mig om at passe, hvad jeg skulde, og ride Hesten hjem. Jeg havde jo nok faaet Adressen, men jeg havde aldrig været i København før, og det kneb vældigt med at finde til Nærum og dernæst at finde Ritmesterens Hus. Jeg tror ikke, jeg gjorde nogen god Figur, heller ikke som Oppasser, hvilket varede 3 Dage.

Saa kom jeg tilbage til Korporalskolen, hvor jeg knap nok var blevet optaget rigtigt, og nu havde de andre været der i 3 Dage!

Klik på billedet

Det var en haard Skole. En sergent Nielsen var Ridelærer, og han lagde ikke Fingrene imellem. Særlig syntes jag, at han havde kik paa mig, og jeg var snart dybt ulykkelig og ked af det. Intet, syntes jeg, var Sergenten tilpas, og naar han med snerrende Stemme kommanderede ”Om igen”, var jeg ved at fortvivle. Bag efter tror jeg nok, de andre fik lige saa mange Stroppeture, men den Gang syntes jeg, at jeg altid var Syndebuk.

Efter 14 Dage paa Skolen fik jeg voldsomme Smerter i min ene Fod. Om Morgenen, da Lægen havde Konsultation,

Side 52

var der ganske vist intet at se, men om Aftenen var Foden svulmet voldsomt op. Da der var gaaet et Par Dage, kom jeg saa til Lægen om Aftenen, og saa blev jeg indlagt paa ”Grødslottet”, som Militærhospitalet i Rigensgade populært blev kaldt – og ikke alene af Soldater.

Diagnosen paa Hospitalet var Peristentites (peritendinitis) Achilles (vistnok kronisk akillessenebetændelse), hvis jeg ikke har glemt at stave det rigtigt, og i 3 Maaneder saavel saa jeg det Navn paa Tavlen over Hovedgærdet paa den Seng, jeg blev lagt i paa Hospitalet. Saa længe jeg laa i Sengen, var der ikke meget at se, men naar Lægerne saa prøvede at faa mig op at gaa, blev Fodleddet tykt igen til Aften. Jeg havde naturligvis Smerter, særligt til at begynde med, men jeg tror ikke, der nu er Grund til at skjule, at jeg havde det godt, blev forkælet af Sygeplejerskerne og ikke var særligt ivrig efter at komme ud og deltage i Øvelserne paany, og at det nok ikke har gjort min Hinken mindre synlig. Jeg blev tyk og fed, men hvor længe var Abraham i Paradiset – for at citere een af de store gamle. Jeg blev udskrevet, hvad der var ret naturligt, da Hævelserne var væk om Morgenen ved Lægernes Stuegang, og kun Sygeplejerskernes Forklaringer om, at Fodleddet og Anklen var saa tykt om Aftenen, kunde i Længden ikke holde mig indlagt. Jeg kom hjem til Baadsmandsstrædes Kaserne om Formiddagen den 1. August 1914 og kom straks med til Staldtjeneste under Sergent Nielsens Ledelse. Efter Striglingen blev vi kommanderet ret paa Staldgangen, mens vi fik en Tordentale. Det første af denne var saa kras, at det vakte Mindelser fra de første 14 Dages Ophold paa Skolen, men efterhaanden føltes det som en fjern Buldren, og samtidig blev det, som om Fuglene kvidrede. En fjern Stemme hørte jeg raabe: ”Grib ham!” - og saa mærkede jeg intet, før jeg blev mig bevidst, at jeg blev slæbt gennem Kasernegaarden af et Par Kammerater. Ligefrem baaret blev jeg vist ikke, for jeg blev mig bevidst, at jeg slæbte Benene efter mig, støttet af de andre.

Efterhaanden som den friske Luft trængte ned i Lungerne, blev det bedre, og med kun lidt Hjælp kunde jeg gaa op ad Trapperne til Belægningsstuen, hvor jeg laa i Sengen Resten af Dagen og Aftenen. Kammeraterne kom vel op paa Belægningsstuen efter deres Øvelser, men de blev kaldt sammen igen, og jeg hørte Kommandoraab, Støvletramp og Rullen af Vogne og Kanoner. Der var en Stuevagt, men han var mere interesseret i at følge med i, hvad der skete, end at fortælle mig derom.

Det var første Verdenskrig, der brød ud, og Danmark mobiliserede Sikringsstyrken og kørte Materiellet i Stilling til eventuel Anvendelse.

Baadsmandsstrædes Kaserne var først og fremmest Artillerikaserne, og at der lige knap og nap var Plads til Trænafdelingens Korporalskole kunde ikke ændre dette Forhold, og mine Kammerater var udkommanderet til at køre Kanoner ned af et Magasin paa Lofterne, ned ad Slisker , og det optog dem saa godt som hele Natten. Der var dog ogsaa nogle ude i Byen om Aftenen, og de fortalte Dagen after, at Krigsrygterne, der svirrede i Byen, medførte en uhyre Popularitet for Soldaterne, som mange civile trakterede. Det var ellers uvant før. Jeg vil ikke sige, Soldater blev generede, snarere taalt , omend ikke paa de finere Restaurationer, hvor de ikke blev taalt. Nu var Fædrelandet i Fare, og saa var Jenserne det Haab, vi havde, selvom alt naturligvis var uoverskueligt.

Under hele den fireaarige Krigsperiode kan man dog vist godt sige, at Soldaterne var populære, selvom det tog af, efterhaanden som vi alle blev trætte af Krigens Følger, Knaphed og Rationeringer og Indskrænkninger paa mange Maader. Mandstugten og Disciplinen sløjede ogsaa af efterhaanden, som de gamle, hjemsendte Soldater blev genindkaldt og blandedes med Rekrutterne. Og det kunde ses ogsaa paa Uniformer og Væremaade, at de gamle var dødtrætte af at ligge inde i Sikringsstyrken, mens Hjem og Virksomhed i mange Tilfælde led derunder. Denne Slaphed gjorde vel sit til at svække Soldaternes Popularitet, men paa den anden Side styrkede det den, at saa mange af de yngre Borgere selv maatte i Trøjen.

Naah, jeg var jo syg, eller nok snarere, den stærke Staldluft slog mig ud, efter at jeg saa længe havde indaandet Hospitalslugten. Jeg blev indlagt igen Dagen efter, man da Lægerne ikke kunde finde andet end min Peritendinitis,

Side 53

blev jeg fremstillet for en Kassationskommission til Afgørelse af, om jeg var utjenstdygtig. Det gik som ved Lægernes Stuegang, at det var om Morgenen, og der var intet at se, og skønt jeg haltede, hvad jeg kunde, blev jeg dog erklæret ”egnet til den Tjeneste, hvortil han er udskrevet.” Det var det!

Jeg kom tilbage til Kasernen igen, men nu blev jeg skaanet, og efter nogen Tid gled jeg ind i Rutinen igen, og efterhaanden svandt ogsaa baade Hævelsen og Smerterne. Korporalskolen var endt, men jeg deltog jo kun i Uddannelsen i 14 Dage og havde ikke faaet de Færdigheder, mine Kammerater havde. Jeg regnede som en Selvfølge med, at disse 14 Dage ikke fik Følger for mig. Foreløbig blev vi, der havde været paa Skolen, 20 i alt, indkvarteret i en Barak i Gaarden og var næsten udenfor det hele, idet indkaldte Korporaler og Underkorporaler samt nogle enkelte indkaldte Sergenter gjorde Tjeneste, og de skiftende indkaldte Hold blev indkvarteret paa Belægningsstuerne. Nye Hold kom ind og blev sendt ud til de forskellige Fodfolksregimenter over hele Landet som Trænførere, for saa vidt angik Korporaler og Underkorporaler som Hestepassere – og som Arbejdssoldater for saa vidt angik de Menige. Enkelte blev Oppassere for højerestaaende Officerer, men det almindelige var, at deres Arbejde officielt var at passe Officerernes Ridehest og Udrustningen hertil. I Realiteten var nok den personlige Tjeneste i Officerernes Hjem det vigtigste.

Mens jeg var Rekrut i Randers, fik vi 10 Øre dagligt til Pudsegrejer og personlige Fornødenheder og Fuldkost. Paa Korporalskolen fik vi ogsaa fuld Kost paa samme Maade, med en Del af Kosten udleveret som Tørkost og nu 20 Øre om Dagen. Efter at vi var kommet i Barakken, kom vi paa egen Kost, og nu fik vi 85 Øre om Dagen at holde Hus med. Først levede vi paa Tørkost, men snart var der nogle med Madsnilde, der begyndte at kokkerere. Spritapparater osede, og der blev varmet Frikadeller, stegt Fisk og andet finere Madlavning, og vi andre, mindre begavede, abede efter. Fritid havde vi nok af, og vi gik i Butikker og købte ind. Jeg opdagede ret hurtigt, at smaa Torsk var noget af det billigste. Det købte vi i omliggende Butikker, indsvøbt i gammelt Avispapir, og naar vi kom hjem med Varen, kom den lige paa Panden. En Husmoder vilde nok holde for, at Fisken skulde gøres ren, men saadanne Smaating tog vi ikke saa nøje, og da hver lavede Mad til sig selv, kom det jo ingen ved.

Inspektion i Barakken var der ikke, og Mados og anden daarlig Luft satte sig i Tøjet og gjorde Væggene mørke. Naah, det var en Overgang, mens alle var optaget af de indkaldte og alt det, der skulle gøres. Efterhaanden blev vi dog igen inddraget i det militære Liv, selvom vi hang midt mellem de menige og Underkorporalerne, der skulde have den underste Kommando, f. Eks. med Staldtjenesten og Materiellets Pasning. Men Øvelser var der ingen af i den Afdeling. Derimod blev Trænkonstabler (de, der red paa Hestene foran Kanonerne) og Konstablerne (de, der sad paa Kanonerne) trænet, før de blev sendt med Afdelingerne ud i Tjeneste rundt i Landet ved Bevogtningstjeneste m.m.

Midt i September meddelte 1005, der var Duks og Oversergent Rømhilds højre Haand paa Kontoret, at det nu var bestemt, hvem der skulde være Underkorporaler, nemlig alle 20. Een af Kammeraterne sagde, at det ikke kunde passe, at 3 skulde være Underkorporal, da jeg jo næsten ikke havde været paa Skolen. 5 sagde saa: ”Du maa være klar over, at 3 er Nr. 1 i Teorien.” Det var vel ikke Meningen, at jeg skulde have hørt det, og jeg syntes ogsaa selv, at jeg ikke burde have fulgt med de andre, som havde gennemgaaet den Strænge (strenge) Skole, men jeg var alligevel glad for, at jeg ikke blev ladt alene tilbage. Vi fik saa udleveret den ene Snor og skulde selv sy den paa. Det var ikke alle, der havde Snilde til at sy, men saa var der andre, som hjalp til.

Det var jo knap nok, jeg havde lært alle Kammeraterne at kende, før jeg kom paa Sygehuset, men nu lærte jeg dem efterhaanden at kende paa godt og ondt.

Der var i Trænafdelingen 3 Kompagnier - 1. Kompagni, som havde haft Rekrutskole i København, 2. Kompagni havde lært i Næstved, og 3. Kompagni altsaa i Randers. Saavel 1. som 2. Kompagni havde Numrene fra 1000 til 1099, og 3. Kompagni fra 1100 og opad. Derved kunne der komme lidt Kludder i Valsen, da vi normalt til dagligt blev tituleret med

Side 54

Nr. 1, 2 o.s.v. 1002 var en nærmest lille, men væver, Mand, der hed Borgstrøm og siden blev Præstegaardsforpagter i Hald ved Randers. 1005 var en høj, adræt Mand, som var ivrig Gymnast og havde været med ved en Olympiade i Helsingfors. Han var som sagt Rømhilds Yndling, og han var ogsaa en fin Karakter helt igennem. Han blev Gaardmand i Pederstrup ved Odense, vist en Slægtsgaard. 1045 var ligesom de 2 førstnævnte Fynbo. Han var Tømrer af Fag, og det varede ikke længe, før han blev benyttet til lettere Reparationsarbejde paa Kasernen. Som følge deraf gik han i Arbejdstøj, og ingen kunde falde paa, at han var Soldat, naar man saa ham. 1043 fik senere en Gaard i Faarup ved Randers, en Gaard som jeg ved Tidernes Tilskikkelse senere paa Jordlovsudvalgets vegne købte til Udstykning. Hver Gang jeg passerer de 2 smukke Statshusmandsbrug lige op mod Hovedvej 10 nord for Faarup, tænker jeg paa 43. 1044 havde ved Udlevering af Mundering ved Korporalskolens Begyndelse faaet udleveret et Par alt for snævre Benklæder, saa de sad i Rynker op ad Benene. Formentlig fik han dem nok snart ombyttet, men hver Gang jeg tænker paa 44, ser jeg ham altid i Tankerne i de rynkede Benklæder, saa det hører i min Erindring uadskilleligt med til hans Apparition (fremtoning).

Een af dem, jeg husker bedst, er 1067. Han var Sjællænder af Kulsvierslægt (person, der ved brænding af træ i kulmiler fremstiller trækul) , mørklødet og temperamentsfuld, og efter min Erindring ikke helt paalidelig. Han var den eneste paa Holdet, der fik en Brummetur, for hvad husker jeg ikke. Derimod husker jeg ham paa en, ikke helt fin, Oplevelse. Det var senere, lige før vor Hjemsendelse, der skulde fejres, og i den Anledning havde jeg skrevet hjem og bedt om et kontant Tilskud, og jeg fik tilsendt 25 Kr. 67 og jeg havde ellers ikke noget tilfælles, men han klistrede sig til mig og fik mig med en Tur ud i Byen efter Tjenestetid. Saa vilde han vise mig Byen, som jeg sandt at sige ikke kendte meget til. Det var nu mest Beværtninger, han ville vise mig, og han trak mig med til Nyhavn, som jeg aldrig hverken før eller siden har været i, ud over at passere Gaderne deromkring. Det var sjovt, sagde han, og vi kom da ned i en Knejpe og fik noget at drikke. 67 var flot og krævede ind, og der kom ogsaa afdankede Piger og vilde drikke med. Saadan noget havde jeg aldrig før set, og Synet var ej heller tiltrækkende. Der var nok ogsaa kønnere Piger end de gamle, udlevede Kvinder, der vilde spilde sin Tid paa et Par Soldater. Vi havde faaet nogle Genstande, da 67 gik paa Toilettet. Han blev væk noget, men saa saa jeg, at han stod i Døråbningen og vinkede til mig. Jeg gik hen til ham, og vi skulle videre, sagde han. Jeg sagde,at vi da skulde have betalt, men han havde betalt, sagde han, og selv om jeg undrede mig, gik jeg paa den og fulgte med ud paa Gaden og ned ad denne. Vi var nu ikke kommet langt, før vi blev indhentet af en Mand, som forlangte, at vi skulde følge med og betale, hvad vi havde nydt. Jeg blev ikke egentlig overrasket, men var jo ikke helt klar i Hovedet. Da 67 paastod, at vi havde betalt, Manden at vi ikke havde, opfordrede jeg 67 til at følge med tilbage og faa det opklaret, men saa kaldte han mig en Torsk og en Idiot og forsvandt. Jeg fulgte med tilbage og betalte, for inderst inde var det egentlig ikke nogen Overraskelse, da jeg jo ikke havde set ham betale. Jeg havde ventet Ubehageligheder, men Manden, der havde hentet mig, holdt paa, at jeg var i god Tro. Og det var jeg jo ogsa, selv om jeg fuldkommen klart saa bagefter, at jeg var et Fæ at tro paa 67.

Nu var jeg saa godt som lænset for Penge og besluttede at sætte Kursen mod Kasernen. Der kom en pæn Mand hen til mig og spurgte, om jeg kunne give Ild, for saa vilde han give en Cigaret. Jeg havde beklageligvis ingen Tændstikker paa mig, og saa røg den Chance da for en gratis Cigaret, tænkte jeg og gik videre. Lidt efter mødte jeg samme Mand, der nu havde faaet fat i Tændstikker, og nu vilde han da give mig Cigaretten. Jeg skulde da ikke gaa glip af den, fordi han havde glemt Tændstikker. Se det var jo en pæn Mand, og vi snakkede noget, og saa inviterede han mig hjem paa en Kop Aftente. Nok var jeg noget omtaaget, men saa megen Elskværdighed mod en ukendt Soldat forekom mig alligevel mistænkeligt. Men han var jo en pæn Mand, og han følte sig i Taknemmelighedsgæld til de unge, som maatte bruge deres bedste Aar i Sikringsstyrken for ”vi andres Skyld”, og han vilde da gerne vise sin Erkendtlighed.

Jeg troede nu ikke paa ham, men Eventyret tiltalte mig, og mens vi snakkede, tænkte jeg paa, hvad Hensigten vel kunde være. Men hvad, Penge kunde han ikke tage fra mig, ikke ret mange da, og jeg bestemte, at jeg sikkert var stærkere end han, og jeg fulgte med ham. Hvor han boede, husker jeg ikke, men han havde en dejlig Lejlighed med

Side 55

smukke Møbler og Boghylder fra Loft til Gulv. Han lavede Te, og jeg spurgte forundret, om han ikke havde en Kone eller Husholderske, saa pænt han boede. Jo, han havde en Husholderske, men hun havde fri, og vi drak Teen og snakkede, mest litterært, og jeg fik Indtryk af, at han var en højt begavet Mand med meget Kundskab, og jeg undrede mig saare. Efter Teen blev han kærlig, vilde omfavne mig og sagde, at Livet var herligt, og at han var glad for at have truffet mig. Jo mere varm han blev, jo mere kølig blev jeg, og omend jeg ikke havde hørt meget om den slags, regnede jeg dog ud, at det var en homoseksuel, jeg havde mødt. Jeg gik saa, og da han mærkede, at der ikke var noget at gøre, fulgte han mig pænt til Døren, takkede for behageligt Samvær og sagde, at han var glad for at have lært mig at kende. Jeg mødte ham senere under andre Omstændigheder og Omgivelser og fik hans Navn at vide, og at han var Redaktør af et stort Dagblad. Ak ja, at tænke sig at nogle Mennesker har en saadan Byrde at bære. Naturligvis var jeg interesseret i at faa noget at vide om Manden da jeg mødte han igen, og alt hvad jeg kunde opspore, talte til fordel for ham, fraset altsaa hvad jeg vidste, men som naturligvis ikke var offentligt bekendt.

Jeg har et Par Gange nævnet Oversergent Rømhild. Han var ogsaa en mærkelig Type, lang og tynd og i ulastelig Uniform og Kravestøvler (langskaftede støvler med krave el. opslag øverst på skaftet (kapstøvler)) og med Fuldskæg. Han gik blandt Mandskabet og Underofficererne under Navnet ”Støvler og Skæg”. Han var uhyre pligtopfyldende og pertentlig, og han forlangte Orden overalt. Han havde Fistelstemme, talte sig altid op og opførte et helt Teater, men var i virkeligheden Elskværdigheden selv. Engang jeg havde søgt Orlov og havde opgivet en meget plausibel Grund – hvilken husker jeg ikke – blev jeg kaldt ind paa Kontoret til Rømhild til Forhør, og han fortalte mig om alle de Numre, der blev lavet for at faa Orlov. Men jeg fastholdt min Begrundelse. Rømhild sad paa sin Stol og saa paa mig under Forhøret, og pludselig sprang han op, fór fire-fem Gange over Gulvet, gestikulerende og raabende. Pludselig standsede han foran mig og sagde : ”Se 3, der er mange, som er udspekulerede og mener at kunne regne den ud, men se her, selv om en Mand kan regne et Stykke ud saa langt som derfra ...” og saa pegede han op mod det øverste Hjørne af Væggen ”... og dertil ...” han gjorde Tegn som han skrev Linier paa langs ad Væggen, fra Loft til Gulv ”... hvad hjælper det ham, naar en anden kan regne ganske det samme Stykke?” Forhøret fortsatte, men da han ikke kunde rokke min Forklaring, fik jeg Orlov i 3 Dage med mange Formaninger om at opføre mig, som det sømmede sig en Soldat i Kongens Tjeneste.

Jeg kom senere til at være en Slags Oppasser for Rømhild, baade paa Kontoret og i hans Hjem, og jeg fik ondt af ham, for derved gik det op for mig, at hans Tjenesteiver var en Slags Selvhævdelse. Hjemme var Konen den, der bar Bukserne, som man siger, og Rømhild var dér meget tam.

Straks efter, at vi havde faaet Underkorporalsnoren, fik vi Lønforhøjelse med 10 Øre om Dagen, og vi skulde efter Tur have Opsyn med Staldtjenesten og visse andre Smaating. Men det gjaldt til Wandsbeck (gælde ad Wandsbek til: Står ikke for en nærmere undersøgelse), for det var mest det indkaldte Mandskab, vi skulde kommandere over, og de regnede ikke vor nyerhvervede Snor saa højt, som vi selv gjorde. Nogle af mine Kammerater brugte den Kommandotone, som vi var vant til, da vi var menige: ”Venstre Side af Halsen, strigl!” ”Venstre Side af Boven, strigl!” ”Side af Flanken, strigl!” ”Kardæsk (beholder til projektiler til svært skyts) paa venstre Side af Halsen, børst!” o.s.v. Men jeg syntes, det lød saa idiotisk, at jeg ikke kunde faa mig selv til at bruge Kommandotone, og mine Kammerater drillede og efterabede i Fritiden og sagde, at jeg ikke forstod min Pligt, for jeg sagde: ”Saa kan De godt strigle paa venstre Side af Halsen”, ”nu kan De godt børste venstre Bov”, o.s.v. Jeg vil godt tro det, for Kommandotonen, særligt over for de ældre, forekom mig det rene Pjat, og ikke mindst da de indkaldte ikke respekterede os en Smule – selvfølgelig. Men vi skulde jo, og det var jo heller ikke saadan, at Kommando kunde undværes under Øvelse eller i Felten, og det er muligt, at jeg – om en overordnet var blevet Vidne – havde faaet Irettesættelse.

Straks ved Indkaldelse af Sikringsstyrken var indkaldte Korporaler og Underkorporaler blevet sendt ud som Trænførere. Mine Kammerater blev ogsaa efterhaanden sendt ud til Afløsning, og midt i Januar 1915 blev jeg da

Side 56

ogsaa udkommanderet til 28. Bataillon i Roskilde. Jeg blev indkvarteret paa Kasernen paa en mindre Sovesal, hvor ogsaa 5 Trænsoldater havde Kvarter. De 4 var Trænkuske for hvert sit Kompagni og havde et Spand Heste og en Vogn at holde og køre med Kompagniets Tros (udrustning). Den 5. var Kompagnichefens Oppasser og han skulde holde hans Ridehest. Mit Job som Trænfører var at passe, at de holdt Heste og Vogne m.v. i fin Orden, blankpudset og fint. Særligt var det indprentet, at jeg skulde sikre mig, at der var Lunstikker (eller lundstikker: Pind el. jernstift, der stikkes gennem et hul i vognakslen for at hindre hjulet i at glide af; altså ca. split) i alle Vognhjul. Endvidere havde jeg en Ridehest til eget Brug, som jeg selv skulde passe, og som jeg kunde ride paa, og jeg red mange dejlige Ture rundt i den smukke Omegn, for Arbejde var der ikke meget af. Det indskrænkede sig til Morgentjenesten, og kun een Gang tog Bataillonschefen mig med ud paa en Øvelse sammen med Fodfolksbataillonen. Jeg var til Hest sammen med Officererne, mens Underofficerer og Menige maatte gaa paa deres Ben. Jeg tror ikke, Underofficererne brød sig om at se mig i det Selskab, men der var nu ingen, der generede mig. Bataillonschefen var Kaptajn Løkkegaard, en ung, elskværdig og dygtig Officer, som senere gjorde sig fordelagtig bekendt. Bl. a. var han en Overgang Adjudant hos Kongen, Christian den 10.

Jeg fik nogle gode Kammerater blandt Mandskabet, særligt de der var ansat ved Staben, hvor jeg ogsaa hørte hjemme, og da 28. Bataillon oprindelig var en jysk Bataillon, hjemmehørende i Aalborg, var der flere af de indkaldte, jeg kendte hjemmefra, deriblandt flere Gaardmandssønner, hvis Verden jeg hidtil havde været lukket ude fra. Det var nu helt rart at møde dem, hvor jeg ikke var dem underlegen, tværtimod. Selvom jeg jo ikke var deres overordnede, saa var min Tjeneste saa langt friere end deres, og jeg kunde komme og gaa, hvor de ingen Adgang havde.

Jeg var paa Selvforplejning og havde fundet et Pensionat i Algade, hvor jeg for en billig Penge fik Kosten - d.v.s. Fuldkost kunde der ikke blive raad til, saa jeg holdt mig selv med Tørkost, men den varme Mad fik jeg der. Det var en ældre Enke med en ung Datter, der drev Pensionatet, og det varede ikke længe, før jeg kom paa Talefod med dem begge og kom ind i deres private Stuer engang imellem til en hyggelig Samtale. De andre Pensionærer kom jeg derimod ikke ind paa Livet af. Det var Arbejdere og Funktionærer, der havde deres Arbejde ude i Byen og kun kom hos Fru Jensen til Maaltiderne, medens jeg havde Fritid nok – ja saa rigelig, at det kneb at faa Tiden udnyttet. Jeg fik mine Lærebøget sendt over og vilde læse for at indhente noget, men der var ingen Lærer til at sætte Stýstem i Tingene, og jeg fik ikke meget ud af det, bortset fra at det, jeg læste, hjalp mig til at klare mig bedre i Omgangen med visse af de indkaldte, der var ”intellektuelle” og havde en Eksamen. Blandt andet var der flere af de indkaldte, der havde Lærereksamen, og dem holdt jeg mig gerne til. Tonen blandt dem var en anden og – forekom det mig – bedre, end almindeligt blandt Soldaterne, hvor det jo let gaar saadan, at de mest vidtløftige raaber mest op og bliver lagt mest Mærke til. Men selvfølgelig var der mange pæne Folk imellem.

Klik på billedet

Jeg havde en dejlig, brun Ridehest, som jeg red lange Ture paa, helt op i Hornsherred og Odsherred og sydpaa helt ned mod Køge og Slagelse. Paa saadanne Ture gav jeg mig tit i Snak med Bønderne og bemærkede mig den Forskel, der er paa jyske og sjællandske Bønder. De første er ikke nær saa lette at komme i Snak med som de sidste. Ogsaa Bygningerne var af en anden Slags end dem, jeg var vant til at se, ældre som Hovedregel, men nok oprindeligt bedre bygget. Der var næsten ingen nye Bygninger i Landsbyerne, og saa var det næsten kun lukkede Gaarde, hvor Indkørslen var gennem en Port. Paa de mindre Ejendomme var der næsten altid Halvdøre, saa Mutter kunde staa og læne sig ud over den nederste Halvdør og se paa Færdsel og Omgivelser gennem den aabne øverste Halvdør. Vejene var smallere og mere snoede end i Jylland, at sige hvor jeg var kendt, og jeg havde Indtryk af, at de sjællandske Bønder var mere økonomisk velstillede end de Husmænd, jeg kendte hjemmefra, selv paa de mindre Ejendomme. Endvidere blev jeg Gang paa Gang forbavset ved at se, hvad de sjællandske Bygninger rummede, skønt jeg syntes, de saa smaa ud udvendig fra. Skønt der overalt var Fodergange i Staldene, rummede de flere Dyr, end jeg havde forestillet mig, og saa var der overalt Stakke eller Stakpladser rundt om Ejendommene, og ikke de store Lader med den megen Spildplads til Langlo (tærskelo var det sted på gården, hvor der blev tærsket korn ved håndkraft; egentlig var det

Side 57

vistnok underlaget/gulvet, der var loen; loen kunne også være en bred køregang på langs eller tværs gennem laden), som er almindelig i Jylland.

Efter den almindelige Tjenestetid skulle jeg jo have været hjemsendt i November 1914 efter 10 Maaneders Tjenestetid, men Sikringsstyrken lagde jo Beslag paa mange, ogsaa ældre, som havde egen Virksomhed, og det var derfor ikke urimeligt, at vi, der var inde til Uddannelse, ogsaa maatte blive inde til Eftertjeneste, saa Soldatertiden gled over i Eftertjenesten. Den eneste Forskel var, at vi fik en ny Lønforhøjelse, paa linie med de Indkaldte, og Lønnen gik op med en ny Tiøre, sa vi kom paa den svimlende Dagløn paa 1,o5 Kr. - paa egen Kost.

Under en Øvelse var Bataillonen i 3 Dage indkvarteret paa Godset Store Svenstrup ved Borup med Træn og Tros, og jeg var med. Een af Dagene kom Kongen paa Besøg for at hilse paa Tropperne. Det var efter Øvelsens Afslutning den Dag, og jeg opholdt mig paa den store Græsplæne i Parken og saa paa, at Officererne spillede Kroket. Særligt var jeg interesseret i Kaptajn Løkkegaards Færdighed. Han var i fint presset Uniform, men uden Hue paa, og mens vi stod der, kom ind gennem Parken Kongen ridende med sit Følge. Alle vi, der havde Huer paa, gjorde selvfølgelig stram Honnør, og Løkkegaard afleverede det dybeste og mest formfuldendte Buk, jeg nogensinde har set. Jeg har ham mistænkt for, at det var indstuderet, og at han netop med Vilje havde undladt at have Hue paa. Kongen nikkede naadigt til os, og Løkkegaard fik et særligt naadigt Nik. Ja, nogen forstaar det.

I Paasken havde jeg 3 Dages Orlov og var hjemme med Frirejse, Paa Færgen over Stotebælt var der naturligvis ikke godt med Pladser, særligt paa den Klasse Soldater rejser paa. Vi maatte opholde os paa Vandring fra Sted til Sted, slæbende vort Kluns, der ikke var sendt som Rejsegods. Der blæste en stiv Storm, og mange var Søsyge. Vi var 3 Soldater, der fulgtes, og vi kom i Tanker om, at vi vilde ned i Salonerne for at se, om der ikke skulde kunne knibes en Siddeplads lidt. Men der var en Stimmel (et mylder) og en Lugt, saa vi hurtigt fortrak. I en Ikke-Ryge Salon laa der en svær, noget ældre Dame paa langs ad en Sofa. Hun klagede sig jammerligt, og en Soldat havde paataget sig at være opvartende Kavaler for hende. Maaske var det en paarørende, i hvert Fald var det rørende at se, hvor han nuslede hende med at rette paa hendes Pude og Tøj, som hun stadig bragte i Uorden under sine Pinsler, fuldkommen ligeglad med hvordan hun tog sig ud. Soldaten havde travlt med at rette paa Tøjet og tilsløre de intime Beklædningsgenstande, men hvad han ikke kunde skjule, var Hendes Topmave, som stak lige op, mens hun strittede med Arme og Ben.

Saa vilde vi op paa Dækket igen, og netop da vi var halvvejs op ad Trappen, kom en Passager og vilde ned. Han var vel nok søsyg allerede, men jeg kan tænke mig, at den Odeur blandet med Varme, som slog op fra Salonen, var det, der fik ”Bægeret til at flyde over”. I hvert Fald fik vi fra oven en Ordentlig Skylle Bræk ned over os. Hvor vi lugtede, og hvor vi sled med Afvaskning paa Toiletrummene, og alligevel stod Dunsten op i Næsen. Da vi kom til Nyborg, var der overfyldt i Toget, saa vi maatte staa op, og først efter Fredericia blev der Plads, saa vi kunde komme ind i en Kupe. Til Gengæld var der ingen, som havde Lyst til at dele den med os, saa man kan sige, at intet er saa galt, det er dog godt for noget. Vi tre fik god Plads, til vi skiltes i Langaa, og jeg var alene til Aalborg, hvortil jeg kom midt om Natten og forsøgte at sove i Ventesalen. Men der blev jeg jaget ud fra, saa jeg maatte dels vandre, dels hvile forskellige Steder, til Morgentoget gik til Halvrimmen, hvorfra jeg gik til Tranum Enge og kom hjem ved otte Tiden, træt og søvnig, saa første Dag af Orloven næsten gik med at faa udsovet. Men hvor var det dejligt at være hjemme igen. Mor var saa pæn og saa saa kærligt paa mig, og Far, der altid ellers var tillukket hjemme, var venlig og snaksom. Og mine Søskende hang omkring mig, saa jeg følte mig rigtig hjemme, og lang Tid derefter følte jeg Velvære ved Tanken derom.

Ogsaa Naboer og gamle Skolekammerater var det rart at møde igen og føle Samhørighed med. Der var kun een Ting, jeg havde Besvær med, nemlig Dialekten. Ikke saadan at forstaa at jeg ikke forstod den, men i Tjenesten, først i København, siden i Roskilde, skammede jeg mig over min Dialekt, der kendetegnede mig som jysk og bondsk. Jeg var derfor gaaet over til at snakke ”fint”, som det hed, nemlig Skriftsprog, og det gjorde jeg jo paa Rejsen sammen med

Side 58

Kammeraterne og Medrejsende. Men jeg maatte jo slaa over paa eet eller andet Sted, for naar jeg var sammen med paarørende og bekendte hjemmefra, kunde jeg da ikke være bekendt at være vigtig og snakke fint! Det havde jeg jo ogsaa selv været med til at gøre Nar ad, naar andre var blevet vigtige. Nu skulde jeg passe vældigt paa, at der ikke uforvarende slap en Vending med, som ikke hørte hjemme paa Haaning maal, som Skjoldborg kaldte Dialekten.

Min Søster Sine var, gennem Korrespondance med Korre Krestens Marinus, blevet grebet af Udvandringsfeberen og havde bestemt sig til at rejse over til ham i Iowa. Hun skulde rejse i Foraaret 1914, og Korre Krestens havde i den Anledning besøgt hende og mine Forældre, og Kresten havde hjulpet mine Forældre, der jo sad væsentlig haardere i det end ham, baade med Raad og Daad. Og i den kommende Tid mærkede jeg, at der opstod et Venskab mellem dem. Jeg var i København, da Sine rejste, men skønt hun opholdt sig en Dag i København, fik vi ikke Lejlighed til at ses. Jeg gensaa hende ikke før i 1952, da hun var hjemme paa Besøg. Men da var der sket meget.

Da hun kom til New York, kunde hun ikke komme i Land for Immigrationsmyndighederne, fordi hun ikke havde sikret sig en amerikansk Families Garanti for, at hun ikke skulde falde den amerikanske Stat til Byrde. I 3 Døgn var hun Interneret paa Long Island, mens den danske Konsul paa Tilrejsestedet fik arrangeret, at Marius skulde gifte sig med hende straks ved Ankomsten. Og da hun kom til nærmeste By, mødte Konsulen med Marinus, og de fik ikke Lov at være alene, før Vielsen var foretaget i Konsulens Overværelse. Sine var 18 Aar og Marinus var 20, og de havde ikke set hinanden ret mange Gange, og da var Sine i hvert Fald kun at regne for at Barn. Marinus var gaaet over i Murerfaget i Amerika, men han havde sikkert ikke kunnet konsolidere sig meget. De var jo nok bestemt paa at gifte sig, men ikke før de havde lært hinanden rigtigt at kende og ogsaa faaet Forholdene lagt saadan til Rette, at de kunde flytte ind i Deres eget Hjem. Nu maatte de tage mod Hjælp fra danske i Kolonien, og saavidt jeg har forstaaet, fik de straalende Hjælp i den første svære Tid. Marinus begyndte i sin Fritid at bygge et Hus, som de skulde flytte ind i, naar det var færdigt. Alt dette fik mine Forældre jo først at vide efterhaanden, som Breve naaede frem - og en Del af det først flere Aar efter af andre danske, som var hjemme paa Besøg. Sine har aldrig været meget skrivende, og hun har vel heller ikke villet skrive alt.

Da jeg, gennem Breve hjemmefra, fik at vide om dette Hastebryllup, skrev jeg til min gamle Ven Marinus og bebrejdede ham, at han havde ført Sine ud i dette. Jeg besvor ham at være god mod hende og sluttede, noget teatralsk, at ellers skulde han faa med mig at bestille. Postgangen fra Midtstaterne var jo dengang ikke saa hurtig som nu, hvor en væsentlig Del gaar med Luftpost, og der gik nok et Par Maaneder, inden jeg fik Svar. Til Gengæld var det et Svar med Næb og Kløer: Hvad bildte jeg mig ind, han skulde have noget foreskrevet af mig! Og Brevet endte med en Tegning af en stor, stærk Mand, paaskrevet ”Marinus”, og holdende en lille Svækling i Øret, dinglende i Kæmpens ene Haand, mens den anden var svunget til alle Tiders Lussing. Paa Dværgen var skrevet ”Niels”. Saa fik jeg den, men i øvrigt fortsatte Korrespondancen, som om intet var kommet mellem os, og det var vel heller ikke i Alvor.

Marinus fik aldrig sit Hus færdigt. Knap et halvt Aar efter deres Bryllup kom han ikke hjem en Aften. Sine maa have været frygtelig urolig, og først næste Dag fik Koloniens Beboere sat en Eftersøgning i Gang. Men først nogle Dage efter fandt man Marinus' Lig. Han var fra Byggepladsen gaaet over en smal Gangbro over en Flod, var snublet over et lavt Rækværk og druknet i Floden. Den danske Koloni var straalende mod Sine, særligt en Dame, som stammede fra Nørøkse, var emigreret som ung og boede paa Stedet, og havde Slægtninge baade i Nørøkse og Koldmosen, hvorigennem hun holdt mine Forældre underrettet.

Det var jo naturligt at tænke sig, at Sine vilde komme hjem, efter alt hvad hun havde været ude for i det store fremmede Land. Men dels var første Verdenskrig brudt ud, saa Rejsen over Havene var saa godt som indstillet, dels var hun gravid og ventede sit Barn om nogle Maaneder. Og den straalende Hjælp, hun fik af Landsmænd, gjorde vel sit til, at hun groede fast derovre. Da Freden kom, saa hun kunde rejse, havde hun fundet en ny Livsledsager og var

Side 59

gift igen, og som sagt saa vi hende først igen i 1952. Da var vore Forældre døde, og hun havde Mand og Børn derovre, saa hun var kun en Trækfugl paa Besøg, og hendes Hjem var nu for altid the United States.

Jeg blev permitteret den 25. August 1915 med Besked om, at jeg kunde vente Genindkaldelse ca. en Gang om Aaret, hvis der ikke kom Ændringer i Reglerne for Sikringsstyrkens Indkaldelser. Jeg havde da været Soldat i ca. 19 Maaneder og var ribbet for alt, selvom det ikke var store Midler, jeg havde sparet op. Værre var det, at jeg var vokset fra mit civile Tøj og næsten ikke havde faaet nyt Undertøj, mens jeg var Soldat. Jeg maatte til at bygge i hvert Fald min Garderobe op, før jeg kunde tænke paa Seminarieophold. Den truende Genindkaldelse laa ogsaa som en Sky over Fremtiden. Jeg tog løst Arbejde det Efteraar, boede hjemme og hjalp lidt til ind imellem, men jeg kunde ikke lide det. Det var een Dag hos een og en anden Dag hos en anden, og det var altid det groveste og haardeste Arbejde. Jeg arbejdede nogle Dage hos en Mand, der hed Jens Jensen, men blev kaldt Jens Kirk, saadan som mange havde et Kaldenavn. Jeg havde ikke noget at beklage mig over, Folkene var flinke, men der var flere Ting, jeg fandt underligt. De havde f. Eks. bygget et stort nyt Stuehus med 3 store og pæne Stuer, men de blev kun brugt, naar der var fremmede. Til Dagligt opholdt Familien, Mand, Kone og Børn samt en Tjenestepige og en Karl, sig i en lille Hjørnestue ud mod Bryggerset, hvor Maden ogsaa serveredes. Dét kom jo saadan set ikke mig ved, og jeg var der ogsaa kun, mens vi spiste. Værre var det, at naar vi spiste, holdt Konen Øje med, hvad hver tog hjem af Sul, og naar vi fik stegt Flæsk, udpegede hun for Karlen og Pigen, hvilket Stykke de maatte tage. Søbemaden fik vi i et Fad, hvortil alle rakte, stak skeen ned i Vællingen eller hvad det nu var, stak Skeen i Munden og i Fadet igen o.s.v. Det var ganske vist Skik og Brug dengang og der paa Egnen. Jeg havde saadan set aldrig været vant til andet, før jeg blev Soldat, og vi fik det paa samme Maade i mit Hjem, og der gjorde det mig ikke noget. Det var jo ogsaa Familie, men her generede det mig - maaske ogsaa fordi Karl og Pige ikke var absolut lækre.

Da Efteraaret kom, tog jeg Plads som Forkarl paa Sønderkær i Øster Hassing, en Gaard paa 106 Tønder Land. Jeg saa Pladsen averteret i Avisen og tog paa Cykle derned og blev fæstet nogle Dage før November. Jeg skulde have 575 Kroner i Løn for et Aar, minus for den Tid jeg eventuelt maatte blive indkaldt.

Jeg købte paa Kredit 2 Sæt Tøj hos Skrædder Anders i Halvrimmen – jeg skulde betale enten med Penge eller Tørv i det kommende Aar. Det med Tørvene kom af, at Far i den brændselsknappe Tid under Krigen havde tjent relativt godt ved at skære Tørv i en lejet Moseparcel og levere dem med sit Enspænderkøretøj, naar de var tørre, til forskellige Forbrugere, deriblandt Skrædder Anders. Jeg tænkte, at jeg maaske kunde faa nogle Dage fri og skære nogle Tørv.

                               

Klik på billederne

Jeg blev glad for at være paa Sønderkær, hvor jeg skulde afløse en Søn, der gerne vilde ud at se andre Skikke et Aar. Manden hed Kresten Andersen og blev kaldt Kresten Sønderkær. Han var kommet til Skade, ved at en Tyr havde overfaldet ham, saa han næsten var Krøbling, idet begge Ben havde taget Skade foruden indvortes Kvæstelser. Nu kunde han forsigtigt bevæge sig ved Hjælp af først 2, siden een Stok, og han kunde næsten ikke gaa i Stalden og slet ikke paa Marken. Hans Kone var meget flink, og der var 8 Børn, hvoraf de ældste var paa min Alder og nedad til den yngste, der kun var 6 Aar. Alle var hjemme paa nær Sønnen, der altsaa skulde prøve at være ude, og alle hjalp til, Drengene i Stald og Mark, Pigerne i Huset. Desuden var der en ung Karl til Hjælp, og jeg skulde sørge for Marken. Kresten Sønderkær viste mig megen Tillid og overlod Arbejdets Tilrettelæggelse til mig, hvad der faktisk virkede ildnende paa mig og gav mig Lyst til Arbejdet. Ja det var faktisk der, jeg begyndte at faa Lyst og Interesse for Landbruget med hele den Fortryllelse, dette Liv kan give, naar først man kommer i det rette Forhold til Livet blandt Dyr og Planter og det at kunne se tilbage paa en god Dags Arbejde.

I Stalden var der 9 Heste, som jeg skulde passe, medens en halvvoksen Søn passede Køerne og Svinene. Og jeg blev glad ved at gaa og pusle om Hestene, høre dem gumle tilfreds paa Hakkelsen, naar de fik en ny Gævt (portion?) i

Side 60

Krybben – og at efterlade den ene Ager efter den anden, snorlige pløjet, at faa Roerne op pænt kulelagte rettidigt, at kappes med Naboerne om at være fremmeligt med Arbejdet, at sidde inde i Folkestuen, hvor ogsaa Børn og unge opholdt sig, tale om stort og smaat, spille lidt Kort, følges med de voksne Døtre paa Besøg paa Nabogaardene, der næsten alle ejedes af Slægtninge, fjern og nær, at følges med de unge til Dans og svinge Pigerne, enten det nu var Vals eller Polka, eller det var Syvspring, Sekstur eller den sidste, den toppede Høne.

Den ældste Datter, Maren, var saa godt som forlovet med Jens, som tjente hos Kresten Sønderkærs Broder Anton i Søndergaard, der heller ikke blev kaldet ved sit Døbenavn, Andersen, men ligeledes blev kaldt Anton Søndergaard efter sin Gaard, der var Fødegaarden. De 2 næste Piger, Marie og Sørine, kunde jeg godt lide begge. Først syntes jeg bedst om Sørine, men efterhaanden blev det mere og mere Marie, og jeg kunde mærke, at Forældrene ikke havde noget mod den spirende Sympati. Der kan nu ogsaa godt være en god Portion Beregning med i Spillet, naar Datteren paa Gaarden er gode Venner med Forkarlen! Arbejdet lider ikke derunder, har jeg lagt Mærke til flere Gange.

Det er i øvrigt pudsigt nok, den Forskel der kan være paa flere Ting paa de forskellige Egne, selv med den relativt ringe Afstand fra Brovst Sogn til Østerhassing Sogn. En Le er f. Eks. ikke ens bygget, og den bruges ikke ens. Mens man i Han Herred flytter begge Fødder for hvert Hug, slaar men et Hug for hver Gang, man flytter eet af Benene i Øster Hassing og vel i Vendsyssel.

Talemaaderne er forskellige. Mens man f. Eks. siger i Han Herred: ”Samuel Pedersens Line”, saa siger man i Østvendsyssel: ”Line te Samuel Pedersens”. Og mens der paa Han Herred er 2 Køn, er der 3 i Østvendsyssel. Siger man i Han Herred: ”Der gik jen henne paa Vejen”, saa kan det være en Kvinde eller en Mand. Det kan det ogsaa i Østvendsyssel, men det siger man kun der, hvis man ikke er sikker paa Kønnet, f. Eks. paa Grund af Afstanden. Er man sikker, siger man ”jej” til eller om en Mand men ”jet”, hvis det er en Kvinde. Ligeledes siger man ”han” om visse Dyr. En Vendelbo kom paa Inspektion paa et Husmandsbrug, hvor der byggedes for Statslaan. Der var en lille Pige hjemme, og spøgende sagde Kommissionsformanden: ”Hujjen haj bejjer val injt?” Hvorpaa den lille Pige forarget sagde: ”De' æ da en Hun!” Kommissionsformanden griner som en flækket Træsko, hver Gang han fortæller Episoden – og det gør han ofte.

Iøvrigt forekommer det mig ogsaa, at der er Forskel paa Omgangsformerne mellem Tjenestefolk og Gaardmandsfamilierne, særligt de unge, men det er muligt, at det kan være forskelligt ogsaa paa samme Egn, og at det er tilfældigt, at jeg slumpede ned i et Miljeu i Øster Hassing, hvor Omgangsformen var saadan, at der ingen mærkbar Forskel var. Der kan naturligvis ogsaa være unge Tjenestefolk, der opfører sig, saa de ikke er salonfæhige, og der kan være Egne, hvor de daarlige Elementer fører an i en saadan Grad, at det præger det hele. Men jeg synes altsaa, der er en mærkbar Forskel. Eller jeg skal vel sige var.

Under alle Omstændigheder faldt jeg usædvanlig godt til i Øster Hassing og følte mig velkommen baade blandt de unge og i deres Hjem.

De unge Mænd var meget jagtinteresserede, og jeg blev budt med paa Jagt. Det havde jeg aldrig prøvet før, og jeg havde heller ingen Jagtgevær. Jeg blev ganske vist tilbudt at laane eet, men jeg kunde mærke, at hver eneste omfattede sin Bøsse med særlige Følelser, saa jeg købte et Gevær og gik med paa Jagt – een Gang. Da jeg løsnede det første Skud og skamskød en Fugl, lovede jeg mig selv, at det vilde jeg aldrig gøre mere, og jeg solgte straks Geværet og har aldrig skudt paa noget levende siden. Det er ikke fordi, jeg har noget principielt mod Jagt, men jeg kan bare ikke lide at skyde paa et levende Væsen, selvom jeg indrømmer, at det er noget Pjat, al den stund jeg jo lader andre aflive baade mine Slagtedyr, overflødige Kattekillinger og andet – og gerne spiser baade Kød og Fisk. Jeg tror nok, at jeg manglede noget i Anseelse, fordi jeg ikke vilde skyde, saa jeg maatte jo tage Revanche paa andre Felter, og jeg kom som sagt godt ud af det med Befolkningen, og ikke mindst den feminine Del. Jeg elskede at danse, og jeg manglede aldrig Dansepartnere. Jeg synes stadig, at Kvinderne er betydelig elskværdigere og lettere at komme paa Talefod med end Mændene.

Side 61

Familien paa Sønderkær havde mange Slægtninge paa Egnen. De fleste sad paa andre Gaarde, som Poppelgaard, Nygaard m.fl. og Omgangskredsen var stor. Jeg blev overalt modtaget med Velvillie og deltog i nogen Selskabelighed. Naar Dagens Arbejde var forbi, opholdt vi os i Dagligstuen sammen med Familien, læste, spillede Kort eller snakkede. Chr. Sønderkær og hans Kone var dog sædvanligvis inde i en anden Stue, saa Selskabet var unge Mennesker. I Modsætning til i Han Herred, hvor Baller var en Form for private Selskaber med Dans som eneste Adspredelse, som Regel med 10 som Indbydere – derfor blev det kaldt for 10 Mands Bal – og med aftale om, hvor mange hver maatte indbyde, alt efter Lokalernes Størrelse, normalt fra 10 til 15 hver, var Ballerne i Østerhassing alle Foreningssammenkomster. Gymnastikforening, Ungdomsforening e.t.c. vedtog ved deres Bestyrelser, naar der skulde danses, og alle Foreningens Medlemmer kunde møde og deltage i Dansen, der herved fik en noget mere aaben Karakter. Jeg kom med i flere Foreninger, deriblandt en nystiftet V.U Forening. Naturligvis havde disse Foreninger hvert et legalt Formaal, men for mange var utvivlsomt Dans det vigtigste Formaal til Medlemskabet.

Ud paa Sommeren blev et Kompagni Infanteri indkvarteret rundt omkring paa Gaardene. Bl. a. blev en genindkaldt fra Torslev Kær, P. Møller Hollensen, som jeg kendte godt, indkvarteret paa Sønderkær sammen med en genindkaldt Sergent fra Øster Hassing. Disse 2 kom snart i Laget, og Hollensen kom til at interessere sig for Sørine, og saa maatte jeg jo tage mig sammen til at indskrænke min Interesse til Marie, og vi 4 udgjorde snart en Kvartet.

Hvor alvorligt det var fra nogen af Siderne, skal jeg ikke udtale mig om. Jeg var ret alvorligt medtaget, men jeg kunde ikke affinde mig med, at Marie ogsaa morede sig med andre. Men da der ikke var noget Løfte eller Baand, var der jo ikke andet for mig at gøre end at trække mig ud af det, og det gjordfe jeg saa, men det gjorde skammeligt ondt. Marie var nu ogsaa en dejlig Pige, sød, dygtig og reel, og hun staar for mig i et lyst Skær i Mindet. Hun blev senere gift med en Ikke-Landmand og blev bosat i Byen, Efter at Hollensen blev hjemsendt, fik Sørine sig snart en anden Ven. Hun var saa smuk, at det var en let Sag. Hun blev siden gift med en Købmand, som en Overgang havde en Forretning i Brovst. Den yngste af Pigerne bor i København, er ugift og har en Forretning med Madlavning til finere Selskaber. Kisse fik senere Gaarden, og han var en hel Del af en Filur. Jeg har senere faaet Henvendelse fra een af hans Søskende, der fandt, at han havde snøret sine Medarvinger og derfor vilde søge min Bistand til at faa ham dømt til at taale, at Arven blev delt paa en anden Maade. Jeg trak mig ud af det, men Kisse valgte at gaa paa Forlig.

Anton og Niels fik hver en mindre Landboejendom, og Maren blev gift med sin Ungdomselskede, som hun havde holdt hen, men omsider fangede Bordet. Jens, den ældste Søn, rejste til Amerika og er død derovre. Han var en frisk Fyr, men maaske for frisk. Efter at have været ude det Aar, jeg var fæstet for, kom han hjem igen til November, og jeg kom i stedet til Chr. Sønderkærs broder, Anton Søndergaard i Øster Hassing By. Han havde Forældrehjemmet, en ganske dejlig Gaard med ca. 100 Tdr. Land, altsaa samme Størrelse som Sønderkær – men i særdeles god Drift og med nye, tidssvarende Bygninger. Der var en ugift Fodermester, 2 yngre Karle, 2 Piger og mig som Avlskarl. Anton Søndergaard var ugift og havde 2 ugifte Søstre hos sig, Sine som ikke var rask og nærmest præsiderede som Frue i Huset, og Trine som stod for Madlavning og dirigerede Pigerne. De tre Søskende var meget flinke. Anton var i Sogneraadet og var en meget anset Mand. Sine var sød og elskelig, men maaske noget senil, og Trine var den den mest vævre. Hun var lidt intrigant, kaldte gerne een af os ind til Eftermiddagskaffe – men kun een – og spillede lidt paa at holde os adskilt. Jeg var som Regel i Kridthuset, men naar jeg ikke blev kaldt ind til Kaffe, var jeg klar over, at jeg p.t. var i Unaade.

Andenkarlen hed Lars Klemme. Han var fra Vester Hassing og var en pæn Fyr og blev Politibetjent i Aalborg, hvor han avancerede og døde ret tidligt som Politiassistent. Fodermesteren, Kristian, var ogsaa en pæn ung Mand. Den eneste jeg havde lidt Besvær med, var Trediekarlen, en 15 Aars Dreng. Han var fra et Arbejderhjem paa Øster

Side 62

Hassing Hede, og han var saamænd meget flink, men han kunde blive grov, naar jeg maatte vise ham tilrette. Engang lovede han mig ”Dalle ba”, hvis jeg ikke lod ham i Fred. Selvom det gibbede i mig, holdt jeg mig dog fra at sætte mig i Respekt med Magt men prøvede med at snakke ham for. Og det gik jo da, selvom jeg nok havde Lyst til at sætte han paa Plads.

Jeg blev indkaldt til 2 Maaneders Eftertjeneste den Vinter. Jeg blev først sendt til Dragør som Trainfører (”træn-” er herefter ændret til ”train-”), men 3 Dage efter skulde Bataillonen sendes til Ermelundsfortet. Første Aften, vi var i Dragør, var vi et Par Stykker, der vilde ”se paa Byen”, og det foregik i en Restauration, hvor Klientellet vist var Fiskere i det væsentligste. Vi fik nu ikke meget sjov ud af det. Ved bordet nærmest os sad en fuld Mand og sang ”Grisen faldt ned og brækked Laaret, Grisen faldt ned og brækked Laaret, Grisen faldt ….” o.s.v. Uden Afveksling. Da vi havde hørt paa det en Timestid, saa var vi ked af det. Udvalget af Restaurationer var ikke stort, saa vi valgte at gaa hjem til det anviste Logi og gaa i Seng.

Da vi blev overflyttet til Ermelundlejren, blev jeg anvist Kvarter i en Barak sammen med menige Infanterister. I Belægningsstuen var der Etagesenge med 6 Rum i hvert, uden Plads til Tøj, Udrustning m.m. Da jeg havde set Forholdene, henvendte jeg mig til Lejrkommandanten og meddelte ham, at jeg ikke kunde bo saadan, da jeg var Trainfører og Underkorporal, og jeg var vant til eget Værelse. Det var morsomt at se Officerens Kæbe falde ned, men han lovede dog at se, hvad han kunde gøre. Og han kunde! Jeg fik anvist et dejligt Værelse paa Dyrehavegaard, som ejedes af Ritmester Clauson Kaas. Der havde jeg det ugenert og dejligt.

Tjenesten var som tidligere i Roskilde, d.v.s. jeg var min egen Herre. Naar jeg havde besigtiget, at Bataillonens 5 Spand Heste var tilbørligt striglet, de 5 tilhørende Vogne var i Orden, de 6 Officersrideheste var striglet, og jeg havde striglet min egen Hest, kunde jeg ride dejlig lange Ture i det dejlige Nordsjælland. Jeg red engang til Gentofte, og der faldt jeg over et fotografisk Atelier og fik Lyst til at blive foreviget. Saa jeg bandt Hesten og gik op og blev fotograferet. Fotografen var en sød ung Dame, og efter Operationen fik jeg at vide, at jeg kunde forhøre mig om Resultatet i næste Uge. Da jeg kom for at hente Fotografierne, fik jeg at vide, at de knap nok var tilfredsstillende. Om igen. Jeg besøgte Atelieret i alt 5 Gange, og for hver Gang var Fotografen sødere. Jeg kunde nok have Lyst til et Eventyr, og jeg syntes, der var meget, der tydede paa, at det ikke var umuligt. Men jeg var bange for at brænde mig, og da jeg endelig fik Billederne udleveret, ophørte mine Besøg. Den Generthed har tit ædelagt noget for mig.

Efter de 2 Maaneders Tjeneste blev jeg igen hjemsendt og fortsatte paa Søndergaard. Nu var det blevet Foraar, og Markarbejdet begyndte. Denne Sommer gik uden væsentlige Begivenheder, ud over at jeg endeligt afskrev Marie. Der havde ikke været noget Opgør mellem os, og en Aften Marie besøgte sine Tanter paa Søndergaard, blev det saa sent, at hun ikke turde gaa alene hjem. Jeg følte, at jeg ikke kunde undslaa mig – og vilde inderst inde gerne – men jeg var mut og tvær hele den lange Vej, der kunde have været saa dejlig. Og ved Sønderkærs Indkørsel sagde jeg hurtigt Godnat – og gik med blødende Hjerte derfra, men med Æren i Behold. Ak ja, det er ikke alene Generthed men ogsaa Stivsind, der kan koste noget. Men nu vilde jeg væk fra Familiens Sønderkærs Nærhed.

Klik på billedet

Det var jo i Verdenskrigens sidste Aar, og skønt Rationeringer og Indskrænkninger paa forskellig Maade havde lagt Baand paa Spekulationerne, var der dog en Del Spekulation med Ejendomme hen mod Krigens Slutning. Købmand Serup paa Tranum Enge havde købt mine Forældres Ejendom paa Tranum Enge, for at tjene Penge vel, og min Far bad mig om at tage fri en Dag og sammen med ham se paa en større. Det blev Morten Østerrøgilds forfaldne Ejendom i Arentsminde paa 17½ Tdr. Land – med frygteligt forfaldne Bygninger og Mark, næsten ingen Besætning og Redskaber og langt til offentlig Vej. Men her kunde de købe uden stor Udbetaling. Jorden var god nok, og Bygningerne var væsentlig bedre, end de saa ud til, om end Staldforholdene var knebne. Saa Far bestemte sig for at købe. Det var saa aftalt, at jeg ikke skulde tage Plads det næste Aar, men at jeg skulde komme hjem for at hjælpe dem i Gang. Det var i 1917, og jeg flyttede saa hjem til November. Det var ikke velbetænkt fra nogen af Siderne.

Side 63

Far var jo vant til at være Husmand og gøre det hele selv, og han havde sin bestemte Mening om, hvordan alt skulde gøres, ja selv hvordan man skulde holde paa en Skovl. Jeg havde været Forkarl i flere Aar og kunde ikke finde mig i at gøre alt paa min Faders Maade, saa der blev snart daarlig Luft. Indimellem tog jeg Daglejerarbejde for fremmede for at tjene en Skilling, for Far kunde ikke give mig Løn.

Min Søster Katrine var komme hjem med sin førstefødte. Det var i Orden, men det kneb med Plads. En Dag fik Katrine Besøg af en sød Pige, Magdalene, Datter af Husmand Bernt Chr. Jensen, een af Naboerne og en fremtrædende Baptist. Jeg saa godt Lene, som hun blev kaldt, men jeg talte næsten ikke med hende. Næste Dag, da jeg arbejdede i en Grøft for Naboen, kom Lene, i fine nye Træsko og i øvrigt nydeligt klædt, forbi og skulde til Købmanden. Hun skulde passere mig, og hun var meget genert. Hun tabte en Træsko, blev ildrød af Forfjamskelse, og jeg maatte op af Grøften for at hjælpe hende. Da jeg hjalp hende Træskoen paa, fangede jeg hendes blik og saa ind i de dejligste Øjne, jeg syntes, jeg nogensinde havde set. Da hun gik videre, svansede hun af Forlegenhed, saa jeg smilte ved mig selv - men med en mærkelig sød Fornemmelse.

Jeg traf Lene nogle Gange blandt unge, og jeg var nogle Gange i hendes Hjem paa Daglejerarbejde. Hendes Far var en lille sirlig Mand, hans Besætning og Mark var pillen og i Orden, i Stald og Lade var der fejet og strøget, og hans træsko var absolut rene. Men alligevel blev de altid sat i Udhuset, før han gik ind i Stuehuset, hvor han tog et Par lige saa rene Sko paa. Hans Kone, Johanne Marie, kaldet Jane Mari', var meget forskellig fra ham, ret kraftig, knap køn, men vennesæl og altid hjælpsom. Hun vævede for Folk ligesom min Mor, og hun var fast Inventar i vid Omkreds, naar der ventedes Barnefødsel. Hun havde det bedste Samarbejde med Jordemoderen, Fru Gertrud fra Birkelse, som altid sendte Bud efter Jane Mari. Men Jane Mari var som oftest først paa Pletten.

Inden der blev spist hos Bernts, bad han altid Bordbøn, og det var ikke en Remse eller Fadervor men en personligt præget Bøn. Og han læste forinden et Stykke af Biblen – et Stykke hver Dag og fortsatte videre. Jeg tænkte, han nok havde læst hele Biblen højt flere Gange. Han vilde ogsaa gerne tale om, hvad han læste eller andre Ting fra Guds Ord, og hans Stemme var altid Mild. Men paa den anden Side var der ikke hos ham Tvivl om, hvordan Biblen skulde udlægges. Han var Baptist, og det var for ham den rene Lære, og alt andet lo han overbærende ad som Vranglære. Det kunde ikke undgaas, at jeg af og til blev draget ind i Samtalen, og havde jeg en anden Mening, bl. a. om Barnedaab, blev vi ikke færdig, før alle mine Meninger var gendrevet. Jeg havde nok læst i Biblen og gjort mig mine Tanker, men ligefrem teologiske Diskussioner kunde jeg ikke klare mig i overfor een, der næsten levede og aandede i disse Tanker, saa jeg blev den lille og vilde gerne undslaa mig for Diskussioner. Men det var ikke let, naar Bernt mildt og venligt spurgte mig om, hvad jeg mente om dette eller hint. Jane Mari og Lene deltog aldrig i disse Samtaler, men hørte til. Men jeg blev dog hurtigt klar over, at Lene var ligesaa rettroende, medens jeg syntes at fornemme, at Jane Mari ikke tog det saa nøje med Fortolkninger – men lagde Vægten paa Troen, Syndsforladelsen og Livet.

Jo mere jeg saa til Lene, jo mere kom jeg til at holde af hende. Men paa den anden Side var jeg vis paa, at Baptisterne tog fejl, og jeg kunde ikke nære mig for at synes, at Lene var noget naiv paa dette Punkt, saa renlivet hun accepterede Faderens og Baptismens Lære – uden Diskussioner eller Tvivl. Saadan var det! Amen.

Baade fordi jeg droges stærkt mod Lene og dog havde Modstanden i mig derimod, fordi jeg mente, Baptismens Lære var sværmerisk og sekterisk, og fordi min Omgang med Bernt vakte Uvilje i mit indre missionske Hjem, bestemte jeg mig til at rykke mine Teltpæle op og tage Plads på ny.

Det blev en Plads som Forkarl hos Jens Vesterhoven, der havde tjent en Formue ved at spekulere paa Børsen, holdt op i rette Tid, og købte Gaarden Bedholm ved Hovedvej 11 nordvest for Aabybro. Gaarden var bar for Besætning og

Side 64

Avl ved Købet, og nu skulde han have den besat og i gang igen. Den var paa ca. 100 Tdr. Land god Jord – men noget kold og med Jorden paa begge Sider af Hovedvejen.

1. Januar 1918 tiltraadte jeg. Ved min Ankomst var det Kammer, jeg skulde bebo, som det andet ved siden af, noget snusket og bart. Jeg leverede selv mit Skab og en Bogreol med mit ”Bibliotek” med Fars Køretøj, kørte dette hjem igen, hvorefter jeg paa Cykle endelig ankom. Det var med Forbløffelse, men ogsaa med Glæde, jeg saa saavel Fru Vesterhoven som Gaardens Pige travlt optaget af at pudse Værelset op, sætte et lille pænt Skrivebord og et Maleri op, samt lægge et Kokostæppe paa Gulvet, efter at dette var vasket. Saa fint havde jeg ikke før boet som Tjenestekarl. Da jeg takkede, sagde Fru Vesterhoven, at Karlekamrene jo ellers altid blev svinet til af snavsede Træsko og anden Uhumskhed, men da hun kunde se paa min medbragte Bagage, at jeg var vant til andet, saa vilde hun meget gerne bidrage til at faa en bedre Skik indført.

Det blev en mærkelig Plads, den korte Tid jeg var paa Bedholm. Jens Vesterhoven var flink mod mig. Da der hverken var Avl eller Besætning, udover nogle faa Køer, som der blev indkøbt Foder til, og der var Vinter, saa der ikke var Markarbejde at udføre, fældede vi Træer i Gaardens forfaldne Have og savede Brænde. Jeg skulde levere Børnene i Jumbekøretøj til Skole og hente dem, men i øvrigt havde Jens Vesterhoven aabenbart tiltænkt mig en Plads som Forvalter. Jeg skulde møde hver Morgen i Ægteparrets Soveværelse og faa Besked paa, hvilket Arbejde der skulde udføres, og saa skulde jeg holde Øje med, at de 2 Karle bestilte noget. Særlig den ene, 2. Karlen, havde han et godt Øje til. Han var slem til at pjække den, sagde han, og han paalagde mig at se efter og skynde paa ham. Og selv overfusede han flere Gange Karlen, der havde tjent hos ham før paa en mindre Gaard. Jeg syntes ikke, Karlen var doven og sagde det, men det faldt ikke i god Jord. Jeg selv havde intet at beklage mig over, tværtimod, men jeg fandt Stillingen usikker og regnede med, at Raden (turen) nok kom til mig. Derfor kom det mig ikke helt utilpas, at jeg ret snart igen fik en Indkaldelse med kort Varsel til en ny Periode i Sikringsstyrken.

Denne Gang blev jeg fra Baadsmandsstræde sendt til Tjeneste i Vordingborg som Trainfører. Denne Gang blev jeg indkvarteret sammen med Folk fra Bataillonens Stab, 3 Korporaler og 4 Menige, der var Oppassere. Kvarteret var ude i Byen, og vi var fuldstændig ugenerede, men Disciplinen i Hæren var i øvrigt sløjet meget af. De indkaldte, hvoraf nogle jo havde aftjent Værnepligt for en Del Aar siden og havde haft flere Indkaldelser, var ikke let at kuske med, og da flere af Underofficererne var yngre i Tjenesten, nogle samtidige, tog de klogeste et godt Kammeratskab med Mandskabet. Og de, der følte sig bedre, fik et vanskeligt Job. Stuen, vi boede i, blev snart pyntet op med Fotografier af Paarørende, Nips og Pyntegenstande. Der var aldrig Eftersyn eller Parade der.

Jeg kunde godt mærke, at jeg blev ”set an”, og da det var Folk med nogen boglig Uddannelse – der var 2 Lærere og 1 Jurist iblandt, 1 Kommis, 1 Regimentsbøssemager og et Par Kontorister – var Konversationen en anden, end jeg var vant til. Efter at vi havde været sammen nogle Dage og set hinanden an, vilde de gerne vide, hvilken civil Profession jeg havde, og de jag sagde, at jeg var Tjenestekarl, bestred de, at dette kunde passe. Jeg maatte have en Uddannelse.

Det var 2 dejlige Maaneder. Vi Diskuterede, reciterede, besaa Byens Seværdigheder, hvoraf Gaasetaarnet saa absolut var det, der optog os mest, gik paa Hotel Valdemar og nød en Middag en Gang imellem og afsluttede med en Cigar. ”Phønix” var vort svorne Mærke, og den kostede ogsaa den formidable Pris af 25 Øre paa Restaurationen. De andre havde ikke flere Penge end mig, saa vi slog Pjalterne sammen, og suttede paa Labben ind imellem. Og vi var Grever, naar ve havde haft Lønningsdag. Mine bedste Venner blev Lærer Hansen, der var Korporal og Kommis Jensen, der var Menig. Den sidste var musikalsk, og vi fik oprettet et ”Band” med alle mulige Instrumenter, de fleste selvlavede, og vi havde det straalende. Mit Arbejde var ellers det samme, som ved tidligere Indkaldelser, men jeg befandt mig saa godt hjemme i Kvarteret, at jeg kun sjældent red ud paa Ture, som jeg tidligere havde gjort.

Side 65

Da vi nærmede os 1. April og Hjemsendelsen, opstod der Rygter om, at de Aargange, der nu laa inde, skulde fortsætte endnu en Periode for ikke at gøre Afbræk for et nyt Hold. Krigen nærmede sig sin Afslutning, og der var Planer om at indskrænke Sikringsstyrken væsentlig. Mandskabet var træt af gentagne Gange at blive revet ud af deres Erhverv og springe Soldat. Der var nogle, som i alt havde ligget inde i henved 3 Aar. Faren for, at Danmark skulde blive indblandet, var vel heller ikke saa stor mere, og der kunde trods alt være nogen Fornuft i Forlydenderne. For at Jens Vesterhoven ikke skulde staa uden Forkarl, naar Sæden skulle i Jorden, skrev jeg til ham og fortalte om Forlydendet og stillede ham frit, hvis han hellere vilde sikre sig og fæste en anden Forkarl, før der blev saa travlt, at han ingen kunde faa. Jeg fik noget senere Brev fra ham, at han gerne vilde have haft mig igen, men at han ikke turde løbe Risikoen og nu havde fæstet en anden. Og saa blev det dog ved Rygtet, og vi blev hjemsendt til 1. April som først bestemt. Jeg kom saa hjem igen, afhentede mit Kluns paa Bedholm og var hjemme nogle Dage, men fik saa Plads paa den gamle Herregaard Lerkenfeldt ved Østrup i Midtjylland (Himmerland) med godt 700 Tdr. Land.

Det var igen en helt ny Verden at komme til. Ejeren hed Kjeldsen, som var en pæn Mand med langt Skæg og pæne Manerer. Ham saa vi ikke meget til. En Søn havde i Forpagtning Lerkenfeldt Møllegaard paa ca. 400 Tdr. Land, og det var vist ham, der var den egentlige Driftsleder. Der var en Datter hjemme, som blev anset for at være noget sær, men hun var nu meget flink, og jeg tror ikke, Forstanden fejlede noget. Hun var noget vanfør og maaske derfor genert, og dertil havde hun en noget vanskelig forstaaelig Stemmeføring. Engang i Sommerens Løb traf jeg hende paa Gaardspladsen. Det var Tørvejr den Dag, men ellers var det en meget vaad Sommer. Hun hilste pænt og sagde, at det var dejligt Vejr. Jeg indviklede mig i en længere Forklaring om den megen Regn, vi ellers havde. Hun plirede lidt, saa gemytligt til mig og sagde: ”Jah, det er saamænd ikke a-al-tid saa let at være Vorherre.” Nej, det havde hun ret i.

Forvalteren pa Gaarden hed Bruun og var fra Søgaard ved Nørøkse. Jeg var jo godt kendt med Gaarden udefra, og især med Søgaards Dam som jeg havde badet meget i. Men Børnene derfra kom ikke sammen med andre i Byen, hverken Tjenestefolk eller Gaardmandsbørnene. Slægten Bruun havde tilknnytning til større Gaarde vestpaa, og noget hænger altid ved – Klædedragt og Omgangskreds F. Eks. - men i øvrigt har jeg aldrig hørt om Familien, andet end at de var flinke, men altsaa anderledes. Forvalteren var omtrent paa min Alder, men jeg kom ikke ind paa Livet af ham. Han hed Rasmus til Fornavn, vidste jeg fra Nørøkse, men her var vi ikke paa Fornavn, skønt vort Samarbejde i øvrigt var uden Lyde. Jeg skulde jo være Forkarl og havde et udmærket Forhold til ham.

Folkeholdet paa Gaarden var vel i øvrigt som jævnligt paa Herregaarde. Der var en Fodermester, som havde været det i mange Aar. Men han havde egen Familie og Lejlighed og var Herre paa sine Enemærker, hvor han ikke gerne taalte Gaardens Folk, og selv kom han ikke andre Steder. Der var en ældre, ugift Svinerøgter og en gift Mand til Ungkvæget. Den første var en ensom Mand. Engang, han var syg og sengeliggende, besøgte jeg ham paa hans Kammer, og jeg fik Indtryk af menneskelig Ulykke. Jeg havde aldrig før været ham inde paa Livet, men ved denne Lejlighed lukkede han sig op og fortalte noget om sig selv, om sin Ensomhed og sin Angst baade for Liv og for Døden. Hans sparsomme Møblement i det lille og trange Rum, sammenholdt med den nøgne Angst, der lyste ud af, hvad han sagde, rystede mig meget. Mine famlende Forsøg paa at trøste ham og at tale Religion med ham, var Livet fra en ukendt Side for mig, usikker som jeg selv var, og i Vildrede om teologiske Spørgsmaal, omend jeg havde en klar Fornemmelse af, at dette at gøre Forholdet mellem det enkelte Menneske og hans Gud til et teologisk Diskussionsgrundlag ikke var den rette Vej til Fred for Mennesket. Men det var ligesom var de kirkelige Retningers Interesse, paa trods af den enkelte, eller vel snarere paa Bekostning af den enkelte. Jeg kendte Forkyndelsen fra flere Sider. Fra mit Hjem kendte jeg Indre Mission. Jeg havde mødt, men var ikke kommet paa nærmere Hold af Grundtvigianismen, som jeg umiddelbart følte mig tiltalt af, men jeg var ligesom var bange for, at man ikke gravede dybt nok. Jeg havde Baptismen hos Bernts og nogle andre af mine Forældres Naboer, og jeg var egentlig forbavset over, saa godt et Indtryk denne Lægmandskristendom gjorde paa mig, selvom det sad i mig, at det var Vranglære.

Side 66

Jeg havde ogsaa mødt noget, som blev kaldt Frimission, Snedker Niels' Forældre og flere tilhørte denne Retning, som jeg dog kun havde et uvirkeligt Indtryk af: Dels ”maatte” de mere end bl. a. Baptisterne, dels gik der Rygter om overspændte Scener ved deres Gudstjenester og Møder. Andre Kirkesamfund havde jeg mere periferisk mødt, og her mødte jeg Reminiscens fra en Herregaardsmissionær, som en Gang imellem ogsaa kom til Lerkenfeldt.

Den gifte Ungkvægspasser, som jeg foran nævnte, var blevet ”hellig”, sagde man. Jeg ved ikke, hvilken Retning han tilhørte, kun at han var med ved de Møder, som Herregaardsmissionæren holdt. Jeg snakkede somme Tider med ham, og det var ikke til at ungaa at komme ind paa aandelige Ting. Men jeg søgte helst at undgaa dette, ikke alene paa Grund af Blufærdighed, men ogsaa fordi han forekom mig for sikker, som om det var en Lektie, han aflirede. Og saa kom jeg lejlighedsvis til at høre, at han faldt ud af Rammen og kunde bande noget saa frygteligt, naar han blev ophidset. I og for sig maaske ikke unaturligt, da hans tidligere Maade at udtrykke sig paa nok ikke var salonfæhig. Jeg var i hans Hjem, et affældigt Hus under Gaarden, og hverken hans Børn, 2 Drenge, de snuskede Rum de boede i, eller Omgangstonen gav Indtryk af Kristendom. Konen var forbeholden og sky. Medarbejderne kaldte ham en Hykler. Jeg naaede ikke at danne mig et endegyldigt Indtryk, men – med hele Baggrunden, hans Mileu og Uddannelse, hans tidligere Liv – maaske ogsaa hans eneste Tilknytning til det nye Liv kun var den perifere gennem Herregaardsmissionæren? Jeg hørte ham aldrig tale om Kirke eller Kirkegang. Og jeg har for længst glemt hans Navn, men naar Tankerne gaar tilbage og strejfer denne Mand, saa er jeg usikker. Var han Skuespiller og Hykler? Men hvorfor? Mon ikke han var en Synder, der har set en bedre Verden, prøvet, under de Forudsætninger han havde, at blive et bedre Menneske og en Kristen? Men Hjælp til at finde Vej frem for ham og ligestillede – eller Forudsætnninger for at finde disse Veje – har sikkert ikke været let tilgængelig for disse Folk.

Den ældste Søn, Thorkild, 16 Aar, tjente paa Gaarden. Eller maaske arbejdede han som løs Medhjælp paa Dagløn, det ved jeg ikke. Og han forsvandt straks efter, at jeg var kommet til Gaarden. Vi var ude at pløje med 4 Spand Heste. Thorkild var med, og det var paa en Herregaardsmark af de værste, strækkende sig flere hundrede Meter med kuperet Terræn, saa Kuskene var skjult for hinanden og kun kunde kontrolleres ved de regelmæssige Møder. Da disse udeblev, blev jeg mistænksom og udspionerede de andre, særlig Thorkild, og fandt ud af, at han pjækkede ganske voldsomt, saa han og hans Heste kun var i Bevægelse, naar mit Spand passerede. Jeg paatalte det, og Drengen blev aldeles rasende, forlod Hestene i Marken, forspændt Ploven, og drog ud i Verden. Jeg hørte senere, at han var taget med et omrejsende Cirkus. Jeg sørgede for at faa Hestene spændt fra og faa dem hjem til Gaarden. Men jeg fik ikke Tak nogetsteds fra, hverken fra Forvalteren, de øvrige Folk eller Ejeren, som maaske ikke fik noget at vide. Derimod fik jeg en ordentlig Omgang med skjulte Hentydninger af Drengens Far, der ved denne Lejlighed glemte sin Fromhed og bandede frygteligt, og det varede nogen Tid, før vi igen var paa Hat med hinanden.

Jeg overværede eet af Herregaardsmissionærens Møder og følte mig frastødt af hans Facon. Men det er muligt, at netop den Facon passede til Klientellet, som jo ikke vilde gaa i Kirke, ikke gaa til Møder i Missionshuse eller lignende, som drak tæt paa Kamrene, som pjækkede i Arbejdet som en Ret, men som dog var Mennesker med en udødelig Sjæl.

Paa Lerkenfeldt arbejdede ogsaa – eller var der, for egentlig Arbejde saa jeg sjældent, han udførte – en ældre Mand, som tidligere havde kørt Landet rundt med en Skærslipperbør. Eet af de Steder, han holdt til, var Lerkenfeldt, hvor han kom til engang imellem, gik i Seng i en Seng, som henstod i et Kammer, vel til de farende Folk, blev paa Gaarden i kortere eller længere Tid og hjalp til med lettere Arbejde, som han syntes. Særlig om Vinteren havde hans Ophold en større Længde, end naar Solen skinnede. Han gik med ved Bordet i Folkestuen, og naar han forsvandt, gav han ingen Besked derom, men forsvandt. Jeg spurgte Forvalter Bruun, men han fandt det i sin Orden. Saadan var Skik paa Herregaarde, hvor, i en vis Udstrækning og vel ikke paa alle Gaarde, Arbejdsstyrken delvis bestod i farende Svende, Bisser, som de kaldtes. Skærslipper Søren var en fredelig Mand, og der kunde gaa Dage, vor han ikke talte, men pludselig kunde han le højt, ganske uden Foranledning. Gav man sig i Snnak med ham, svarede han gerne med

Side 67

Enstavelsesord. Een af hans Talemaader var: ”Jen er betænksom we et.”

Et Efteraar, da Kulden satte ind, var Søren kommet til Lerkenfeldt som saa ofte før, men denne Gang væltede han sin Skærslipperbør i Voldgraven og blev. Jeg har senere hørt af andre, som hørte til i Herremændenes Kreds, at det var en uskreven Lov, at disse farende Svende kunde gaa og komme. Det var vel ingen god eller særlig billig Arbejdekraft, skønt de kun fik Føden – maaske en Gang imellem en Daler, hvis de udrettede noget – men de kunde ikke taale Fornemmelse af Tvang eller Pligter. Saa forsvandt de. Herregaardene har paa denne Maade løst et vist socialt Problem, før der var nogen egentlig social Forsorg.

Andenkarlen paa Lerkenfeldt var af ubestemmelig Alder, var af ydre pænere end Bisserne, men jeg fik snart det Indtryk, at han indvendig var værre. Som Forkarl skulde jeg vække de fastboende Arbejdere om Morgenen, og det var særligt vigtigt af faa Kokkepigen kaldt op, saa Mandskabet kunde faa Morgenmad, før de skulde paa Arbejde. Kokkefigen var fra Louns, en ganske sød og venlig Pige, men vanskelig at faa kaldt op. Jeg opdagede snart, at Andenkarlen som Regel kom fra hendes Kammer om Morgenen, naar det lykkedes mig at faa hende kaldt ud. Det vedkom jo saadan set ikke mig, men hun skulde jo gerne op og dække Bordet i Folkestuen, før jeg kaldte Karle og Arbejdere op. En Gang, jeg havde haft særligt Besvær med at vække hende og havde kaldt flere Gange, til sidst noget skarpt, var Andenkarlen meget ubehagelig hele Dagen. Han generede mig det, han kunde, og - saa vidt jeg kunde skønne – søgte han Slagsmaal med mig. Jeg var meget ked af det, for selvom jeg var større og stærkere end ham, har jeg aldrig kunnet lide at slaas og fandt det ogsaa nedværdigende. Da han blev ved med sine Provokationer, var mit Humør langt nede. Dels kunde jeg ikke frigøre mig for en Fornemmelse af, at det saa Krysteragtigt ud at lade ham genere mig uden at give igen, og mine Forsøg paa at tale ham tilrette fik det samme Udseende. Dels vendte alt i mig sig imod et Slagsmaal, som ganske vist hørte Herregaardslivet til. Jeg bad inderligt Vorherre om Raad og Hjælp, og jeg syntes, jeg fik Svar i en vidunderlig Ro og Fortrøstning, saa jeg kunde smile og svare ham venligt og forstaaende, uden at jeg følte mig nedværdiget derved. Og det mærkelige var, at Karlen saa forundret paa mig og derpaa lod mig i Fred. Senere generede han mig aldrig.

Der var flere andre mærkelige Typer paa Gaarden, men de, jeg har nævnt, var dem, der særligt fæstede sig i min Erindring. Der var langt fra Lerkenfeldt til Arentsminde, og jeg kom sjældent hjem den Sommer. Dog var der noget, der trak mig hjem, baade mine Forældre og hjemmeværende Søskende og Bedriften, men nok mest Lene, som var meget i mine Tanker. Jeg cyklede hjem et Par Gange paa en Fridag, men det var korte Besøg, for jeg skulde jo være i Pladsen Mandag Morgen.

Jeg spekulerede meget paa religiøse Spørgsmaal - paa hvad der skilte de forskellige Trosretninger, og jeg fandt det smaat og delvis udvendige Ting. Een Ting var der dog, som ikke var udvendigt, nemlig Spørgsmaalet on Daaben. Baptisterne holder jo paa en voksen Daab som en Bekendelseshandling, der er Indgang til Menighedslivet. Men selve Frelsen gives af Naade, naar en Synder omvender sig og tror, at Gud har forladt alle Synderne. Indre Mission holder vel ogsaa paa Omvendelse og Tro som en Forudsætning for Frelse, men de mener, at vi bliver Guds Børn i Daaben, og derfor maa Børnene døbes og gaar ind til Guds Rige, hvis de dør, inden de kommer til den voksnes Erkendelse. Og de mener, at Gud har indstiftet Barnedaaben ved Jesu Ord: ”Lader de smaa Børn komme til mig og formener dem ikke, thi Guds Rige hører saadanne til.” De mener ogsaa, at Nadverens Sakramente giver Syndsforladelse, medens Baptisterne betragter dette Sakramente som en Bekræftelse.

Disse Tanker kværnede i min Bevidsthed, og jeg læste meget i Biblen for at finde Sandheden. Jeg følte mig som mellem to Kværnstene, der malede mig sønder. Jeg vilde saa gerne finde Sandheden, og jeg bad ofte Gud om at give mig Lys over disse Spørgsmaal. Men jeg følte først og fremmest, at jeg var en stor Synder. Alle mine Fejl og Synder, i Ord og Gerning, laa som en tung Byrde paa mig, og jeg laa ofte paa Knæ i mit Kammer og bad om Syndsforladelse og Frelse. En Nat, jeg var dybest nede og laa paa mine Knæ og anraabte Gud, fyldtes jeg pludselig med en

Side 68

vidunderlig Fred og Glæde, og jeg følte, at Gud havde bønhørt mig og tilgivet mig. Det var en dejlig Følelse.

I Tiden derefter var jeg glad og fortrøstningsfuld, og Spørgsmaalet, om det ene eller det andet var rigtigt, med Hensyn til om Daaben blev foretaget tidligere eller senere, var underordnet. Jeg kunde ikke forstaa, dette Spørgsmaal kunde skille troende Mennesker, og jeg havde en Fornemmelse om, at jeg maaske kunde faa begge Parter til at se saadan paa det. Jeg skrev til Lene og fortalte, at jeg var kommet til Troen på, at jeg var frelst, og jeg fik et jublende Svar, fuldt af Glæde og Lykke.

Indimellem kom nok Tvivlen. Fristerens Stemme spurgte, om jeg nu ogsaa var rigtig velforvaret, om jeg ikke var Offer for Hallucinationer, fordi jeg gerne vilde tro, at jeg var frelst. At det jo var Overleveringer, og at jeg da godt vidste, at Mennesker hylledde sig i Forestillinger, og at der jo var saa mange forskellige Udlægninger, saa hvem kunde vide, om ikke det var selvsuggestion. Saa maatte jeg ned paa Knæ og bede og trygle, indtil jeg igen var glad og tryg.

Arbejdet skred frem Sommeren igennem. Vejret var fugtigt og surt, men jeg havde en saadan indvendig Glæde og Lykke, at alt forekom mig som en dejlig Verden, og at alt det smaa og diverse Fortrædeligheder kun var en Understregning af dette, saa jeg næsten syntes, det maatte høre med. Jeg talte sommetider med Ungkvægpasseren, hvis navn jeg har glemt, men det var ligesom, der var en Mur mellem os. Vi var ikke paa Bølgelængde, talte forskellige Tunger, og jeg kom ham ikke nærmere ind paa Livet. Jeg talte ogsaa med Godsejer Kjeldsen et Par Gange. Han var flink og venlig, men der var det Svælg mellem os, som let kommer mellem Godsejer og Tjenestekarl. Den Datter, jeg før har nævnet, traf jeg i Gaarden en Gang imellem, og jeg syntes, hun var helt fri for Standshovmod. Samarbejdet med Forvalteren og Folkene var Gnidningsfrit, bortset fra en enkelt Gang hvor Forvalteren havde bedt mig om at høste en Mark med Selvbinderen:

Jeg kom ud paa Marken, og Arbejdet skred godt, det var et godt Trespand, jeg havde for, Gaardens bedste, som enhver fornuftig Forvalter vel betror Forkarlen. Midt i Marken var en Bakketop, hvor Afgrøden var tynd og kort, og Jorden var sandet, saa Binderen gled og Hestenne næsten tegnede en skraa Linie. Det blev Middag, men jeg syntes, jeg maatte gøre færdig for ikke at sinke ved at køre ud paa den Mark igen efter Middag. Saa jeg kom en Time for sent hjem til Middag. Det var jo aldeles forfærdeligt, at Forkarlen ikke overholdt Arbejdstid og Spisetid, saa Forvalter Bruun var knotten. Nu kunde jeg tage en Le, tage een af Karlene med ud at binde op – og saa se at faa høstet paa Toppen af Marken. Jeg sagde, at jeg var færdig. ”Da ikke paa Toppen”, sagde han. Og da jeg svarede ”jo”, spærrede han øjnene op og raabte: ”Er De da taabelig, Mand. Der har aldrig været en Binder deroppe før. Det er et Under, at De ikke er trimlet ned og har ødelagt Binder og det hele.” Naa ja, det var gjort. Jeg syntes nok, vi hang noget paa Siden af Toppen, men der var jo ikke sket noget.

En anden Gang høstede Forvalter Bruun selv med Aflægger paa en anden Mark, og jeg havde faaet et Hold Arbejdere med til at binde op. Normalt deler man Mandskabet saadan, at de tager et bestemt Stykke hver og afpasser Stykkernes Størrelse efter den paagældendes Arbejdsevne. Men her var Forvalteren flere Skaar forud, og jeg satte derfor Folkene til at tage hver sit Skaar. Jeg tog som Forkarl det yderste, som er det længste, gav Andenkarlen det næstyderste – og indad alt som jeg skønnede Arbejdsevnen tog af, og saa gik vi i Gang. Til at begynde med satte den langsomste Farten, men da Tempoet gik for langsomt, gik jeg snart forud, mens Andenkarlen til at begynde med fulgtes med de andre. Jeg var kommet et godt Stykke forud, Vejret var dejligt, jeg var i godt Humør og tænkte ikke paa noget, og jeg fandt det ogsaa i Orden, at ikke alle kunde følge med. Men saa hørte jeg en Muslen med Straa bag mig og kikkede. Det var Anden- og Trediekarlen, der sikkert havde aftalt, at de skulde vise mig. De sprang fra Neg til Neg, svingede det rundt, bandt og smed det og sprang til næste Neg. Snart overhalede de mig, og det kriblede i mig efter at vise dem, at jeg kunde følge dem. Men jeg bekæmpede Lysten og fortsatte i samme Tempo. Snart overhalede vi de andre en Omgang, de 2 forud og jeg noget bag dem. Jeg tænkte, at Andenkarlen igen tilstræbte et Opgør, men da der var gaaet nogen Tid, satte de Farten ned, og nu fulgtes vi ad

Side 69

et Stykke – til først Trediekarlen, senere Andenkarlen tabte Lysten og faldt tilbage til deres sædvanlige Tempo. Jeg holdt nok Førerpladsen, men mindskede dog Farten ned, og der kom ingen efterfølgende Opgør, som jeg havde frygtet.

Hver fjortende Dag blev der bagt Rugbrød til Folkehusholdningen i en stor Bageovn i Kælderen. Hele Gaardens Mandskab fik fri et Kvarter før Fyraften for at bære Brød op fra Kælderen til Stegerset (køkkenet). Der var ikke Brød nok til, at alle kunde faa fuld Lift, men det klaredes saadan, at nogle gik til deres Kammer og lod vi andre bære op. Uanset at een vel kunde have klaret det paa det afsatte Kvarter, eller vi andre paa mindre Tid, var det en gammel Tradition, som blev holdt. Det er vel bl. a. denne Regelbundethed og Respekt for hævdvundne Rettigheder, der giver Arbejdet paa større Gaarde en vis Tiltrækning for mange, frem for Arbejdet paa Bøndergaarde, hvor man tilstræber at naa det mest mulige. Og hvor den dygtige naar adskilligt mere end fastsatte Normer, og hvor Bonden maaske glemmer at sige Tak for Overskridelserne, og hvor maaske nok de mindre dygtige faar en Opstrammer.

Det var jo endnu en Tid med Vareknaphed, og Kosten var ensformig. Særligt var Grovbrødet haardt, maaske ogsaa fordi det blev gammelt, maaske var det helt andre Aardager, men jeg fik en ondartet Mavepine, der snart forfulgte mig Dag og Nat, og jeg maatte bede mig fri en Dag for at søge Læge. Han undersøgte mig og spurgte mig ud, og saa gav han mig en Skrivelse med til Godsejeren, at jeg havde akut Mavesaar og ikke maatte spiser bl. a. Grovbrød, at jeg i øvrigt ikke maatte arbejde de første 3 Maaneder, og at jeg skulde enten paa Sygehus eller Rekreationshjem. Jeg afleverede Brevet, som jeg ikke havde læst, til Godsejer kjeldsen, der derefter lod mig læse det. Godsejeren spurgte, om jeg vilde være tilfreds med Løn til Dato, men jeg syntes, det var at give Afkald paa lovhjemlet Ret til nogen Efterløn, og vi enedes om Løn Maaneden ud. Det var nok noget mindre, end jeg havde Krav paa, men jeg syntes, Arbejdsgiveren var uskyldig – og for øvrigt blev Kjeldsen vrippen (sur og forurettet), men betalte.

Jeg vendte nu igen hjem til min Mors Mad. Tilfældet var vist i øvrigt ikke saa slemt, som Lægen havde gjort det til. Jeg kom nok paa skrap Diæt, men det varede ikke saa længe, før det blev bedre, og jeg kunde snart begynde at deltage i Arbejdet. Jeg fortalte mine Forældre, at jeg mente at være omvendt, men da de hørte, at jeg ikke var sikker paa Stridsspørgsmaalene mellem Baptisterne og Folkekirken, kunde jeg godt mærke, at de ikke mente, Omvendelsen var rigtig. Jeg besøgte ogsaa Lene en Aften. Vi stod bag Laden og snakkede, da Jane Mari dukkede op og sagde, vi hellere maatte komme ind. Det var ikke min Mening at komme aabenlyst og dermed saa godt som direkte deklarere en Forlovelse, men jeg syntes ikke, jeg kunde undslaa mig. Bernt var inde, og Jane Mari foreslog, at Lene og jeg skulde gifte os og overtage Lenes Hjem. De var for gamle til at arbejde med det, og de kunde ikke undvære Lene. Lene sagde ikke noget straks, men senere sagde hun til mig, at hun ikke kunde nægte, at hun holdt af mig, men hun syntes ikke, vi skulde gifte os, før jeg var sikker paa, at jeg vilde være Baptist.

Det kunde jeg ikke love, og saadan gik det til, at Forlovelsen blev declareret, før vi var enige. Jeg holdt meget af Lene, hun var saa sød, saa god mod og venlig mod alle, saa vellidt og havde dertil et sprudlende Humør – og var endelig en dygtig Pige. Rygtet om Forlovelsen bredte sig hurtigt, og mine Forældre, der jo nok var glad for Lene, var paa den anden Side meget imod, at jeg kunde tænke mig at gifte mig med een, som havde en anden Tro. Jeg fulgte nogle Gange med Lene til Møder i Baptisternes Mødesal i Arentsminde, men derimod vilde hun ikke med mig i Kirke, endsige i Indre Missions Mødesal.

Jeg syntes godt om Baptisternes inderlige Deltagelse i Gudstjenesterne, men derimod kunde jeg ikke rigtig forsone mig med, at flere af Deltagerne i Mødet deltog i Præstens Bøn ved at gentage Ordene, eller at flere supplerede med Suk, Stønnen og Udraab som ”...aah ja, ja Jesus ...” og lignende. Ligesom jeg ikke rigtig kunde goutere, at nogle unge Baptister fra Brovst rejste rundt til Møder i Omegnen og holdt lange Bønner, næsten, syntes jeg, som en udenadlært Remse. Jeg sagde det til Lene, som aldrig gjorde noget saadant. Hun sagde, at naar de nu følte Trang

Side 70

dertil, saa var jo netop Gudstjenesten bestemt til, at enhver kunde faa Lejlighed til at komme Gud nær. Og naar nu de følte sig i saa nær Kontakt med Gud, saa var det da Synd at tvivle om deres Oprigtighed.

Formanden for den stedlige Menighed, som ogsaa af og til forrettede Gudstjeneste, var en Nabo til mine Forældre, og han hed Jens Chr. Eskildsen, og var en meget anset Mand. Han var Formand for nogle stedlige Foreninger som f. eks. Andelsmejeriet i Arentsminde, og han havde for øvrigt været mine Forældre til megen Hjælp, da de kom til den forfaldne Ejendom, ogsaa med økonomisk Bistand. Han tog meget venligt imod mig, og ham kunde jeg snakke med – ogsaa om aandelige Ting. Han var aldrig dømmende eller absolut, og han frakendte ikke anderledes tænkende god Tro og Villie. Ham kom jeg til at sætte megen Pris paa. Men i øvrigt var det mig ogsaa en Glæde at deltage i de Møder, som Indre Mission holdt i mit Hjem. Formen og Maaden kendte jeg fra min Barndom. Da fandt jeg den noget paataget, Stemmeføringen var anderledes end i almindelig Samtale, og da forstod jeg ikke rigtigt, at der var mere Alvor og Hengivenhed i Andagt. Nu hørte jeg det med megen Glæde, men jeg deltog ikke med Ord i Andagten, kun i Aanden.

Der var kommet en ny Præst, eller vel rettere Prædikant, til Baptistmenigheden, Ingvar Josefsen fra Thy. Han introducerede sig hos Menighedens Medlemmer, ogsaa hos Bernts, hvor jeg traf ham. Han var et mærkeligt Menneske. I Samtale var han jævn og venlig – paa Prædikestolen var han ekstatisk. Engang jeg talte med ham, kom vi ogsaa ind paa det for mig brændende Spørgsmaal: Daaben. Og da jeg nævnede min Tvivl, sagde han med et Smil: ”Prøv, om du kan finde eet Sted i Biblen, hvor der staar, at Børn skal døbes.” Jeg nævnede Skriftstedet, hvor Herren siger, at vi skal lade Børnene komme til ham. ”Ja, det er rigtigt nok, men der siges ikke noget om, at de skal døbes. Og hvis du vil læse Kirkehistorien, vil du se, at Barnedaaben først optræder i det andet Aarhundrede. Saa vidt det kan ses, har hverken Apostlene eller den første kristne Menighed paabudt eller omtalt Daab af Børn eller i det hele taget nævnet Daab, uden en forud gaaende Omvendelse.” Jeg var paf. En saa klar og utvetydig Udtalelse om dette Spørgsmaal havde jeg aldrig før hørt. Jeg læste de 4 Evangelier igennem samt Apostlenes Gerninger, og jeg anskaffede mig Lorentz Bergmanns Kirkehistorie, som jeg ligeledes gennemlæste for at finde Udsagn om Børns Daab paa Kristi Tid – eller noget som kundgjorde den katolske og protestantiske Kirkes Fortolkning paa dette punkt. Men samtidig var jeg mig bevidst, at Fortabelse i disse Studier ikke maatte gøre Kristendommen til en teologisk, doktrinær Strid.

Nogen Tid efter, men dog mens jeg var stærkt optaget af disse Studier, kom jeg i Toget i Kupe sammen med Ingvar Josefsen, og vi sad og snakkede om løst og fast. Saa sagde Josefsen, at han ellers var bestemt paa at uddele nogle Traktater (baptisme-skrifter) til Passagerer i Toget, og begyndte. Da han kom til een af Passagererne, en høj og køn Mand med Fuldskæg, og bød ham, fór denne op og overfuste ham for Vranglære. Josefsen svarede sagtmodigt igen, og snart var de 2 Mænd i en livlig teologisk Diskussion. Skriftstederne fløj mellem dem, men det var snart klart, at den anden var mest bibelstærk. Jeg fulgte nøje med, og det slog mig, at den anden brugte Bibelcitaterne som Vaaben - ikke om Daabsforkyndelsen, som var Udgangspunktet. Men som en Dreng i Slagsmaal griber enhver Sten som Vaaben, saadan brugte den fremmede Skriftsteder om ganske andre Ting, og det lykkedes ham at forvirre Josefsen, saa Diskussionen drejede sig hen paa helt andre Ting om Liv og Lære. Og tilsidst gav Josefsen op, kom hen og satte sig overfor mig og sagde: ”Jeg kunde ikke klare mig.” Jeg havde under Diskussionen oparbejdet en Indignation mod den andens Maade at slaa med Biblens Ord paa, og jeg sagde : ”Tværtimod, var der noget, han beviste, var det, at ham kæmpede med urene Vaaben.” ”Aah Tak”, sagde Josefsen, ”du gør mig saa glad. Jeg syntes ligesom, jeg ikke slog til.” Jeg spurgte, efter at de 2 Herrer begge var steget af Toget, andre Passagerer, hvem Herren var, og fik at vide at det var den nye Sognepræst i Brovst, Niels Laurids Lauridsen Vig. Og de andre var lige saa forargede, som jeg. Jeg kom senere til at kende Pastor Vig som en nidkær og velmenende Præst, omend stiv og rethaverisk i Forkyndelsen. Men Traktaten med tydelig Paaskrift: ”Baptisterne og Daaben” havde faaet ham til at se rødt.

Denne lille Tildragelse fik mig til at tage Beslutningen om at indmelde mig i Baptistsamfundet. Det var ligesom, det for mig var en Bekræftelse paa, at der var mere ren Kristendom der, men bagefter kan jeg godt se, at det var en paa

Side 71

forkerte Præmisser draget Slutning. Der var intet Bevis paa Læren, og mon ikke jeg har ladet mig paavirke af andre Dragelser.

Klik på billedet

Jeg cyklede op til Pastor Vig, saa snart jeg kunde, og afleverede min Udmeldelse af Folkekirken, og – sikke en Skyller jeg fik. Visse Spørgsmaal var jeg nødt til at svare paa, bl. a. at jeg agtede at gaa ind i Baptistsamfundet. Men jeg lod mig ikke friste til at svare paa de Bibelcitater, han anførte, omend jeg i mit stille Sind havde andre i Tankerne, som jeg syntes gik mod dem, han anførte. Dagen efter kom Pastor Vig ud til mine Forældre. Jeg var i Marken og blev ikke kaldt ind, men jeg saa, de stod udenfor, da Præsten tog Afsked, og de saa alle meget alvorlige ud. Mine Forældre var jo fremtrædende medlemmer af Indre Mission, og et saadant Udbrud fra Kirken maatte berøre dem og andre ilde.

Jeg talte med Jens Chr. Eskildsen om at blive optaget i Baptistsamfundet. Det vilde de meget gerne, sagde han, men det maatte jo bekræftes med Daab.

Jeg var meget ilde tilpas dermed. Jeg var jo døbt som Barn, og jeg syntes, det kunde være en Synd at blive døbt igen. Jeg havde jo læst om Gendøberne (”Gendøberne” - med rod i 1500-tallets reformbevægelser – gik ind for en bevidst bekendelse til troen, og dermed for voksendåben), og mens jeg læste det, syntes jeg, det var bespottelse. Eskildsen forklarede, at det jo var den indterpede Tro, men at Daaben jo var Indgangen til Menigheden, og at Troen var, hvad Gud havde sat som Betingelse for Salighed - Troen paa, at Gud har betalt vor Syndeskyld og dermed købt det evige Liv til os, blot vi omvender os og i Tro tager imod Syndernes Forladelse. Det var jo rigtigt nok – men Gendaab?

Jeg talte talte med Lene og Bernt om Spørgsmaalet, og for dem var der ingen Tvivl. Lene var blevet mig meget dyrebar, og jeg vilde ofre meget for hendes Skyld, men alligevel … Var det nu rigtigt? Jeg talte ogsa med mine Forældre om det, men de var meget afvisende, og jeg forstod meget klart, at de betragtede mig som en fortabt Søn. Og omend jeg endnu boede hjemme hos dem og deltog i Arbejdet, stilnede Samtalen af, naar jeg var tilstede. Jeg følte tit, at jeg ikke havde været nogen god Søn og nu beredte dem Sorg, og jeg vilde gerne have talt rigtigt ud med dem, bedt om Forladelse for alt, som jeg havde gjort dem imod, og takket dem for alt godt. Men naar jeg tog Tilløb, mærkede jeg Kulden. Nok en bedrøvet Kulde, men aah saa koldt.

Jeg blev døbt i Brovst Baptistkirke og ikke som tilforn (tidligere), hvor Daaben foregik i aabent Vand. Det var Skomager Hansen, Brovst, der var tilflyttet Bornholmer, der døbte mig i Menighedens Paasyn. Da jeg steg op af Daabsbassinet, saa jeg op – saa jeg gennem Loftet, saa helt ind i Himlen og bad Gud tage imod mig og tilgive mig alle mine Synder. Ogsaa denne, om det var en Synd.

Nu vilde Lene gerne, at vi blev gift snart, og Brylluppet blev bestemt til den 15. November 1918. Jeg var rodløs og vilde gerne flytte hjemmefra, men jeg havde ikke Lyst til at tage en Plads igen, og desuden var jeg endnu ikke helt rask. Jeg vilde ogsaa gerne have Lene helt, men var ikke saa glad for at flytte ind som Karl hos Bernt. Men naar vi kom paa den anden side af Brylluppet, fik vi se. Jeg vilde helst, om vi kunde faa vort eget Hjem, men jeg havde ikke faaet sparet meget Startkapital op, saa det saa ikke saa lyst ud.

Vi blev borgerligt viet paa Tinghuset i Fjerritslev. Lenes Søster Inger og Svoger Jørgen kørte os derop med Hesteforspand og var Vidner. Jeg var meget højtideligt stemt og kunde ikke forstaa, at Lene mæstenn ikke kunde bare sig for at le, baade under og efter Vielsen. Jeg spurgte bagefter, men hun slog det hen. Hun kunde bare ikke lade være. Det var vel Nervøsitet.

Da vi kom tilbage til Bernts, var Bryllupsmiddagen parat. Alle i den nærmeste Familie deltog, ogsaa mine Forældre og Søskende. Min Far var endda venlig og min Mor var rørt. De kom til at sætte overordentlig meget Pris paa Lene – jeg tror, de holdt mere af hende end af mig, men hun var ogsaa Jordens dejligste lille Kone, mild og venlig mod alle, og derfor ogsaa afholdt af alle. Brudenatten tilbragte vi i Lenes lille Ungpigeværelse, hvor der var meget lidt Plads, og

Side 72

der boede vi i nogen Tid.

Imidlertid kunde jeg ikke finde mig tilrette under disse Forhold, og ej heller med at være Bernts Karl. Tidligere havde jeg ganske vist hjulpet til i Marken, men det var med et reelt Stykke Arbejde, og nu skulde jeg gaa tilhaande med alt, og Bernt var jo pillen, saa den Maade, jeg gjorde Arbejdet paa, var sjældent, som han vilde have det. Jeg begyndte saa at snakke om, at vi skulde se os om efter noget andet, enten en Fodermesterplads eller en lille Ejendom. Hvad vi nu kunde faa.

Det var klart nok, at Bernt ikke syntes om det, og hverken Lene eller Jane Mari kunde heller ikke ret godt tænke sig, at Lene skulle flytte hjemmefra, og saa gav Bernt mig en Dag det Tilbud, at vi kunde overtage Ejendommen, og de kunde foreløbig flytte deres Senge og de nødvendige Møbler ind i Storstuen. Prisen fastsatte han til 20.300 Kr. + lidt Aftægtsydelse. Jeg er ikke i Tvivl om, at det var Jane Mari's Værk, formentlig indforstaaet med Lene. En Del af Købesummen, 12.000 Kr., lod han staa mod Forrentning og Afdrag. Jeg skulde overtage Kreditlaan til Restgæld 4.800 Kr. og betale kontant 3.500 Kr.

Jeg raadførte mig med min Far, og han indgik paa at Kautionere for et Laan svarende til Udbetalingen i Brovst Sparekasse. Saa slog jeg til, og vi fik Skøde den 21. Januar 1919. Jeg var lykkelig for at faa Ejendom og blive min egen Arbejdsgiver, frem for at tjene andre, Det var ganske vist en ret stor Gæld efter Tidens Forhold. Ejendommen var paa 11½ Tdr. Land, Besætningen 2 norske Heste, 4 Køer, 3 Kalve og 2 Grise. Men det var vort eget, og vore Fordringer til Livet var ikke store. Udgifterne var heller ikke store, bortset fra Renterne. I Januar 1919 laa Bernt syg en Dag, der skulde betales Skat, og jeg blev sendt for at betale. Det var 13 Kr. og nogle Ører for et Kvartal, og det var baade Ejendoms- og Personskat. Jeg husker ikke, om Bernt skulde betale Statsskat, men i saa Fald var det includeret. Men det var ogsaa før, Skatteplyndringen rigtigt var sat i System.

Bernt og Jane Mari boede i Storstuen den Vinter, men Bernt brød sig ikke om at hjælpe til, naar han ikke var Mand i Huset. Jeg kunde ogsaa let klare Arbejdet, og ud paa Foraaret købte de et Hus paa Vedsted Kær, hvor han indrettede et Snedkerværksted og dels havde Beskæftigelse derved, dels tjente en lille Indtægt, samt lavede lidt Haandredskaber i Stand baade for os og for en anden Svigersøn, Jørgen Pedersen, der havde købt en Gaard paa Vedsted Kær, efter at have solgt den Gaard han havde overtaget fra sine Forældre i Nærheden af Bernts. Den blev solgt til Spekulation i Tørveskær under Krigen.

Foruden at passe Ejendommen gravede jeg Tørv i Sandmosen den Sommer, dels for andre mod Betaling, dels for os selv til Brænde og Salg.

Jens Chr. Eskildsen bad mig om at assistere i Søndagsskolen som Lærer. Jeg var ikke glad for det – jeg var jo saa ny, og Børnenes Forældre kunde med Rette se paa mig med en vis Mistro, og desuden var jeg ikke rigtig assimileret. Der var flere Ting, jeg saa anderledes paa end de rettroende, og jeg kunde ikke i saa høj Grad som dem lægge vægten paa det ydre. F. Eks. røg jeg noget Tobak og havde mine Piber hængende i mit Hjem. Lene syntes, det var Synd, og det havde været absolut Tabu blandt Baptisterne. Men der var flere, blandt andre Højskoleforstanderen paa Gistrup Højskole, som senere er flyttet til Tølløse, og flere af de yngre, som ikke mere holdt paa den strenge Puritarisme. Men jeg havde før Ægteskabet forskaanet Lene for Synet, og da jeg nu flyttede ind i hendes Hjem, syntes jeg ikke, det var rigtigt at ryge i Smug, saadan som man sagde om flere i Samfundet. Jeg mødte op med mine Piber og et nydeligt Pibebræt og vilde hænge det op, men Reaktionen var saa stærk, at jeg i Vrede brækkede Piber og Pibebræt i Stykker og smed Resterne i Kakkelovnen. Og selvom jeg fortrød, blev det et Farvel til Pibe. Derimod røg jeg af og til en Cigar, ikke i Smug, men i Marken eller i Stalden, og det varede flere Aar, før jeg fik Lov – eller før der ikke protesteredes - mod en Cigar i Stuerne.

Ligeledes var det en stor Sorg, at jeg vilde levere Mælk til Mejeriet om Søndagen, men det gennemførte jeg dog. Værre var det, at jeg ikke syntes, det var Synd i Tider med langvarigt stille Vejr, hvor Grutningen til Grisene var

Side 73

sluppet op, og der saa kom et Vindpust om Søndagen, at sætte Vindmotoren i Gang ved at trække en Bolt i Regulerstangen ud. Kværnen stod jo fuld af Kerner, og Grutningssækken var spændt for Tuden. Det afstedkom drøje Diskussioner og Graad. Jeg prøvede at forklare, at der var langt mindre Arbejde forbundet dermed end at koge Kartofler til Erstatning, eller at gøre som vor Nabo, at koge Kornet om Søndagen, naar der var stille Vejr, fordi Svinene jo ikke kunde taale eller fordøje det hele og raa Korn. Der blev vi nu aldrig enige. Lenes Begrundelse var ikke det ringe Arbejde, der var forbundet med at lade Vindmotoren gaa, men den Forargelse det kunde vække. Og det er jo rigtigt nok, at Herren havde advaret mod at forarge ”... een af disse smaa ...” Og det kunde jo godt være store af Krop, men smaa af Aand. Jeg gjorde det til Regel at have en Sæk Grutning i Reserve, men naar det saa havde været Blæst i lang Tid, kunde det jo godt ske, at Lageret ikke var i Orden, hvis der kom en lang Periode med stille Vejr. Og saa kunde der blive Storm, omend Aarsagen var Vindstille.

Vi var ellers enige om, at alt, hvad der kunde lægges tilrette om Lørdagen, saa der var mindst muligt Arbejde med Pasning af Dyrene om søndagen, det blev gjort. Og Lene var ikke saa streng som visse af de ældre, som ikke taalte Gardiner eller Blomster i Vinduerne. Det var ikke Synd i sig selv, men de gamle holdt paa, at man ikke maatte gøre sig Livet saa behageligt, at Tanken om det hinsidige og Længslen derefter sløvedes. Jeg kunde godt forstaa Ræsonnementet, men mente det kunde drives for vidt. Lene var nu heller ikke uden Lune. Hun fortalte mig en Gang, at hun havde været til Møde, og at een af de mest rettroende under Bønnen holdt Hænderne for Ansigtet, men at hun havde lagt Mærke til, at han spredte Fingrene saa vidt, at han kunde sidde og studere de unge Piger, og hun kunde se, at hans Øjne gik fra den ene til den anden. Hun fortalte ogsaa en rørende Historie fra et Møde hos Frimissionen, som hun ikke havde deltaget i men havde hørt fra paalidelig Kilde. Der var Bøn og Andagt, men pludselig afbrød Prædikanten Andagten og erklærede, at han kunde mærke, der var en Synder tilstede. Han gav een af de trofaste Besked om, at han skulde gaa rundt og lugte til alle for at finde Synderen. Da han kom til gamle Kræn Lex, der foruden sit Husmandsbrug drev en Vindmølle og havde stort Svinehold, som han opfodrede med ”Tolden” - d.v.s. Møllerlønnen, der ikke var Penge men en Pot Korn pr. Tønde - erklærede Kontrolløren, at Kræn Lex lugtede, og saa blev han vist ud. Kræn Lex gik pligtskyldigt ud, og Gudstjenesten kunde fortsætte. Bernt, som havde hørt Historien, sagde til sin Nabo og Ven: ”Jamen, hvorfor gik du ud, Kræn?”, hvortil Kræn Lex troskyldigt sagde: ”Jamen, A var jo ikke reen.” Vi var enige om, at Kræn Lex maaske var den mest rene, og i hvert Fald var han ydmyg.

Vor Omgangskreds blev naturlig Lenes Bekendtskabskreds, Familie og Naboer. Vor nærmeste Nabo hed Anders Pedersen, men det var der ingen, der vidste, selv Postbudet var i Forlegenhed, da der kom et Brev til denne Adresse. Han blev aldrig kaldt andet end Anton Lex, hvorfra saa Navnet stammede, men han var god nok. Hans Kone hed Ane, og det var et Par prægtige Mennesker, hjælpsomme og venlige, og i de 20 Aar, vi var Naboer med dem, var der aldrig et ondt Ord mellem os. Derfor kunde vi jo nok more os lidt over dem en Gang imellem. De var ret velstillede, men de var sjovt forborgne (hemmelighedsfulde, underfundige), saa en klar Besked kunde man ikke vente paa et Spørgsmaal. Anton havde fra sin Ungdom lidt af Tuberkulose, der var gaaet i Ro, men helt rask var han ikke, og han var langsom og sindig i sin Gang som i sin Færd. Ane var hans Modstykke rent legemligt. Hun var temmelig kraftig og havde en trippende Gang, men hun overkom meget og var rask saavel til Arbejde som til Gang. Naar de gik sammen, til Besøg eller andet, kom Ane altid trippende foran og Anton sindigt bagefter.

Han røg i Smug. Jeg havde nok hørt Folk fortælle om det, men jeg troede det ikke, før jeg engang kom rask ind i Købmandsforretningen. Der stod Anton og var ved at stoppe nogle Cigarer i Inderlommen, og saa forfjamsket har jeg næsten ikke set noget Menneske. Han fjumrede og grabsede for at faa Cigarerne i Lommen, men nogle kom paa tværs og brækkedes, og nogle kom udenfor. Man Anton var ikke den, der lod noget i Stikken, som han havde betalt for, saa han fik det hele med, og saa skyndte han sig ud. Købmanden grinede – det var hans bedste Cigarkunde, fortalte han. Jeg har aldrig set Anton ryge, men jeg har set en fin blaa Røg sive ud af de smaa Vinduer i hans Redskabshus, naar han troede sig ubemærket. Vi snakkede aldrig om det.

Side 74

Der var en Flok dygtige Børn. Grete var den ældste. Hun var draget til Byen og blev gift med en Byarbejder, og de overtog Gaarden, da Anton spændte fra. Niels var næstældst. Han tjente hos Kronborg, der havde den største Gaard paa Egnen og var Broder til Stu'r Nikolaj i Nørøkse. Hos Kronborg var en voksen Datter hjemme, og pludselig blev Niels og hun gift i Huj og Hast. Men Niels døde af Den spanske Syge straks efter.

Sine var i sin pure Ungdom ramt af en Lammelse, saa den ene Arm var lam, og hun trak meget paa det højre Ben. Hun kom umaadelig meget hos os, var altid sød og flink, men hun følte sig meget ulykkelig paa Grund af sin Svaghed. Livet løb forbi hende, hun kunde ikke være med til noget, og hun klyngede sig til sin Ungdomsveninde, Lene. Jens var den næste. Han var gode Venner med Post Jens Peters Sine, men de var unge, og han havde Plads i Rævhede, hvor der ogsaa var en ung varmblodig Pige, og hende faldt han for. Senere blev han dog gift med Sine, og de fik en lille Pige, som forblev Dværg, og Jens døde meget ung af Familiesygdommen, Tuberkulose.

Anton var den næste. Han var en flink Dreng, og han kom meget hos os. Han vilde gerne laane mine Bøger, og han var en paalidelig Laaner, hvad man ikke kan sige om alle. Han blev senere gift med Kristen Pilgaards Datter, Marianne, der ogsaa kom en del hos os, omend hun var meget yngre. Antons fik et Husmandsbrug paa Øland, men ogsaa han blev ramt af Familiesygdommen og døde ung. Marius var lang, kantet og kejtet, og han var sygelig i sin Opvækst, men rettede sig senere og blev først Tømrer, senere uddannet som Arkitekt.

Maren var et Livstykke. Jeg kender ikke hendes senere Skæbne, og den yngste, Charles, fik en Ejendom i Nørholm. De yngste har jeg ikke kunnet følge, da jeg senere blev noget ”Udadvendt” og tabte Forbindelsen med Naboernes Familieliv. Man Anton Lex's Familie havde vi saa meget godt sammen med, at jeg skylder den meget Tak.

En anden Nabofamilie, som vi fik et godt Forhold til, var Jens Mikkelsens. Deres Gaard stødte op til vores Jord paa den anden Side. Jens Mikkelsen var i Sogneraadet og var en anset Mand. Som saa ofte tog dette og andre Tillidshverv for meget af hans Tid, og Ejendommen led under det. Hans Kone, Sine, var fra Gøl, og hun var usædvanlig velbegavet, vidste en Masse og fulgte med i alt, ogsaa Politik. Naar jeg talte med hende, kunde jeg ikke frigøre mig fra den Tanke, at hun burde sættes ind i offentligt Arbejde, men dengang var det ikke almindeligt, at Kvinder valgtes. Senere er det jo næsten en Kvalifikation mere.

Klik på billedet

Min Broder, Chr. Jensen, er senere blevet gift med en Datter, Edith, af dette prægtige Ægtepar, efter at han i en Aarrække havde været hjemme. Men pludselig bestemte han sig for at rejse til United States og søge sin Lykke. Han kom dog hjem igen efter 3 Aars Forløb, blev gift med Edith og sidder nu med vore Forældres Hjem. Jeg har forresten en lille Erindring, hvor Jens Mikkelsen var med, men dog hvor Far var Hovedpersonen: Far havde købt en Galicierhoppe af noget ubestemmelig Race, og denne havde faaet et Føl, der var Musegraa. Vi var i Mosen, hvor jeg skar Tørv for mine Forældre, og Far slæbte Tørvene ud med Hoppen, og Føllet løb ved siden af. ”Da kan jeg ikke vide, hvilken Farve det Føl faar”, sagde Far. ”Den bliver sort”, sagde jeg. ”Trowwer du?” spurgte Far, og jeg forklarede, at det var en almindelig Iagttagelse, at en sort Hest ved Fødslen var graa indtil første Haarskifte. Vi arbejdede lidt, men saa kom Jens Mikkelsen hen og talte med os, d.v.s. med Far, mens jeg hørte paa. Føllet løb og legede, og saa sagde Far: ”Da kan jeg ikke vide, hvilken Farve den Skarris (skælm?) faar.” ”Den bliver sort”, sagde Jens Mikkelsen. ”Nej trowwer du?” sagde Far med Undren i Stemmen. Jeg blev gal og syntes, det var noget mærkeligt Fedteri, og ved en Ideassociationn steg Mindet frem om engang, jeg sammen med Skolekammeraterne var paa Vej hjem fra Skolen. Saa mødte vi Far med Glarmesterkisten paa Nakken. Jeg blev varm om Hjertet ved at se Far, og da han med et skælmsk Smil bredte Armene ud for for at fange os, gik jeg som den første i Favnen. Men jeg fik et mærkeligt Kryb i Kroppen, da Far fuldstændig oversaa mig, og jeg blev klar over, at hans Smil gjaldt de andre. Pjat og Pjank, men jeg kunde altsaa ikke goutere den udadvendte Venlighed, al den Stund Far var kølig hjemme.

Side 75

Tæt ved os boede Hans Lewisen og hans anden Kone, Kirsten. Jeg kendte dem, fra jeg tjente hos Kræn Mogensen, hvor de ofte kom paa Besøg, kørende med en Hest, hvor de gav smaa Drikkepenge ved Fra- og Tilspænding, og saa spillede de Kort med Kræn Søndermølle og Krestine. Nu var de blevet gamle og boede i et lille Aftægtshus. Hans var blevet støllervorn (døv el. tavs?). Kirsten var en del yngre, men Alderen tog paa hende paa den Maade, at hun ikke saa godt kunde se Snavs. Særlig Kirsten kom tit paa Besøg hos os, men Lene luftede ekstra godt ud efter hende. Hans Lewisens Søn af første Ægteskab hed Ivar, kaldt Ywer. Han var noget tung og aandsfraværende. Engang saa jeg om Formiddagen Ywer i Færd med at muge, og staaende paa Møddingen tabte han Traaden. Han blev staaende nok en halv Time, lænet op ad Møgbøren og saa lige ud i Luften i dybe Tanker – eller maaske tanketom. Hans Kone, Sofi, var en Slider, og skønt de havde en Gaard paa 30 Tdr. Land, gik hun noget ud for at tjene Penge. Hun hjalp ogsaa os med Gulerødder og Kartofler, saa jeg kunde tjene en større Dagløn for andre. De havde fem Børn, og een af dem kom senere til at være Barnepige for os.

Samme Ywer satte mig for øvrigt en Gang i en slem Forlegenhed. Lene og jeg var en Aften paa Kaffebesøg hos dem. Kvinderne snakkede, mens Ywer og jeg ikke havde meget at snakke om. Han sad mest tavs, men pludselig blev han gæstfri og bød mig en Pibe Tobak af hans Pibe, der hang paa Væggen og saa sur ud. Jeg sagde pænt nej Tak, men se til den flinke Lene, som ikke kunde fordrage, at jeg røg, hun sagde, at det syntes hun da rigtignok, jeg skulde. Jeg vilde da saa gerne ryge, og nu da Ywer bød mig, syntes hun da, jeg skulde sige ja Tak. Ywer gentog naturligvis Tilbudet, mange Gange endda, og Lene blev ved at raade til, alt mens hendes Øjne spillede. Jeg kunde ikke tage Ywers snavsede Pige i Munden, men det var ellers noget, som hørte Gæstfrihed til at byde Gæsten en af Værtens Piber at ryge af. Paa Vejen hjem bebrejdede jeg Lene, at hun havde sat mig i Forlegenhed, men hun svarede uskyldigt, at hun da rigtignok troede, jeg gerne vilde ryge.

Gamle Kren Lex var ogsaa vor Nabo. Han havde en stor Familie, og foruden Husmandsbruget og Møllen gik han rundt og solgte ”Flormiel” fra Havnemøllen i Aalborg. Min Mor købte mange Poser af ham, mens de boede paa Tranum Enge. Det var billigere i Sække end købt hos Serup, og saa var det paa Kredit. Naar saa Gælden var forfalden, var det jo ikke saa godt, men Kren Lex var ikke bleg for at skrive bag paa en Veksel, og saa var der jo Henstand igen. Kren Lex var den mest redelige Mand, man kan tænke sig, og var han en stor Synder, saa var hen det sikkert uafvidende. Der var mange Børn, men de fleste var hjemmefra dengang.

Jens Nørmølles Enke boede i et Hus ved Vejen, og hun havde 2 hjemmeværende Børn, hvoraf den ældste, Morten var Tømrer og havde Værksted. Han er det mest herlige, usnobbede Menneske, jeg har kendt. Dertil var han dygtig og retskaffen. Han havde været i Amerika i sine yngre Dage, men han var vendt hjem og var sin Moders og ugifte Søsters Støtte. Han var vores Tømrer, saa længe han levede, og hans Arbejde var gedigent – og dog billigt. Moderen var gammel og skrøbelig, men meget sød, og hendes Datter, Sine Nørmølle, var Lenes bedste Veninde helt fra Barndomsaarene. Hun var den den mest krukkede Skuespillerinde, jeg har kendt. Velbegavet var hun utvivlsomt, hun gav Musikundervisning til unge, ogsaa senere til vore Børn, og hun var litterært interesseret. Man skulde tro, vi kunde mødes der, men jeg kom aldrig paa Bølgelængde med hende. Hun var mig for kunstig, og saa kunde hun endda pludselig slynge en vovet Bemærkning ud, der var ganske uventet netop fra hende. Hun kunde være sød og indladende, og saa pludselig vendte hun en ganske anden Side til. Men mange satte Pris paa hende, og usædvanlig var hun. Hun kunde ogsa være meget frigjort, og hun var ikke bundet af Sæd og Skik. Var det koldt, tog hun flere lag Tøj paa, ja hun udstoppede endda Tøjet med gamle Aviser, hvis det var særlig koldt. Det holdt Kulden ude, paastod hun. Men kedelig var hun ikke, og hun var næsten altid Midtpunkt, hvor hun var – kunde svinge sig højt op og blive umaadelig Lyrisk. Saa slog det næsten aldrig Fejl, at Morten pillede hende ned med nogle faa jordbundne Ord. Sine spærrede saa gerne Øjnene op som i Forfærdelse, men saa smilede hun sødt og sagde ”men Maa-aaten da”, og saa var de lige gode Venner.

Jens Skovsgaard og hans Kone, Katrine, var begge fra Saltumegnen. De havde købt Jens Nørmøllers Ejendom, da han var død og Enken ikke kunde klare Driften længere. Morten og hans Broder, Kristen, vilde begge til Amerika, og

Side 76

Sine havde andre Maal i Livet end at slæbe ved Landbrug. Gaarden kunde heller ikke være kommet paa bedre Hænder. Jens Skovsgaard var en tro Hjemmets Mand, og han var venlig og snaksom, naar han var til Aftenkaffe, hvilket var meget brugt paa Egnen. Jeg var til at begynde med noget duperet af hans Viden, men da jeg selv holdt Aalborg Amtstidende, varede det ikke længe, før jeg ordret kunde kende Jens Skovsgaards Udtalelser paa, hvad jeg lige havde læst i Avisen. Katrine var en dygtig Kone og dertil venlig og sød, saa vi satte meget Pris paa deres Venskab, og jeg vænnede mig til at høre paa hans Udredninger uden at blinke.

Mange Aar senere kom han ulykkelig af Dage. Han havde en dejlig 3 Aars Hest, som han var meget stolt af og som var meget kælen, hvad alle hans Dyr var, for de fik en venlig Omgængelse. En Dag vilde Jens Skovsgaard præsentere sin Stolthed, og han lod Plagen tage sig ud fra alle Sider og slap den saa. I Kaadhed slog den ud, da den løb, og ramte Jens Skovsgaard, saa han døde med det samme. Hele Egnen sørgede med ved hans bratte Død.

En Anden Nabo var Niels Larsen, kaldet Niels Bødker. Han var ”self made” og havde tjent sine første Penge ved at drive en mager Klitejendom og dertil skære Tørv og levere dem paa Hestevogn til sine Kunder. Han købte saa en lille Gaard i Arentsminde, fortsatte med Tørvehandelen og var blevet velstaaende – og han vidste det. Han var en venlig Mand, og naar han talte, kneb han Øjnene sjovt sammen, saa han saa underfundig ud. Han var ellers regulær nok og var velset alle Vegne, men det var sjovt nok, for hvor en Samtale begyndte – inden man fik set sig for, var det Niels Bødker og hans Ting, vi talte om.

Niels Knudsen var en Ener. Mangfoldige Historier gik om ham, og han kom ellers ikke sammen med nogen,ikke til Selskab da, men ellers kom han en Del ud. Han producerede Tørv i stor Maalestok, og da der var mange Historier om de Tricks, han lavede med sine Handeler. Han var velkendt i Retten, og han var ogsaa velkendt for mange andre Ting. Han var Enebarn, og det er muligt, han har været forkælet. Da han blev gift, sagde man, det var hans Mors Værk. Det er jo vanskeligt at vide, men da han blev Kæreste med en anden Pige, følte han sig til Gengæld ikke bundet. Han havde efter Tur flere Veninder, som han saa installerede i en simpel Lejlighed – een af dem endda i en Slags Aftægtshus til Gaarden. Hans Kone, Sine, var meget ulykkelig, men hun holdt ved ham trods alt, og med Alderen tog hans Eskapader af. Der var 2 Drenge, som saa forkuede ud, men de holdt sammen med Moderen. Folk kunde han ikke godt have og holdt derfor Daglejere, der skiftede tit – i nogle tilfælde efter at enten de eller han havde faaet Klø. Hans Forretningsforbindelser var ogsaa mest af den Slags, hvor den endelige Opgørelse til Tider ordnedes med Næverne.

Og dog var der ogsaa ved ham noget godt. Han skulede altid slemt, og kunde ikke se Folk i Øjnene. Jeg tænkte, det var, fordi han var bekendt med sit eget Rygte. Kom man i Snak med ham, svarede han ofte bidsk, men kom man ham nærmere ind paa Livet, kunde han klare op og være helt hyggelig. Og jeg fik det saadan, at jeg kunde snakke med ham og være forbavset ved at opdage, at han saa sundt og rigtigt paa mange Ting. Han kunde ogsaa gøre Folk Tjenester, og jeg har truffet paa flere Eksempler paa, at han har hjulpet Smaafolk med Laan. At de saa skulde arbejde Laanet af, var vel kun rimeligt, hvis da ikke han tog dem i sidste Ende.

Skønt vi altsaa var paa Talefod, chokerede det mig dog, at han lokkede en Karl til at forlade os senere, da jeg havde faaet mit Arbejde og min meste Tid anvendt uden for Hjemmet, for at tage Plads hos ham. Men da det var Niels Knudsen, var der ikke andet at gøre, end at tage det til Efterretning. Det var ogsaa en liden Trøst, at Karlen ikke fik noget godt ud af det, da han endelig kom hjem til Niels Knudsen, som havde lovet ham det saa godt.

Lars Jensen Blok, som ogsaa havde en lille Gaard i Nabolaget, maa jeg ogsaa omtale. Han var eneste Barn, hans Fader var død, og hans Moder boede hos ham paa Gaarden. Hun var blind og paa sin Vis hjælpeløs, men paa den anden Side var Ann Johan' ikke hjælpeløs, idet hun havde Lars Jensen og hans kone, Kirstine, som var meget god mod hende. Jeg havde endda næsten Indtryk af, at hun spillede paa sin Hjælpeløshed. Faderen, Lars Blok (altså Lars

Side 77

Jensen Bloks afdøde far), var en meget velsitueret (i gode økonomiske kår) Mand, men hans Klædedragt var ikke pralende. Han havde meget stort Svinehold og plejede at købe en Del Korn at fede dem op med. Samtidig kom en ny Købmand til den Forretning i Halvrimmen, som ikke kendte Lars Blok. Han turde ikke sælge paa Kredit til ham og fortalte til den gamle Lærer Kjær, at han havde nægtet Kredit. ”Nej, saa var der en Mand her i Formiddag, han saa anderledes godt ud – sikket Køretøj han havde, og sikke velklædt han var.” Kjær spurgte, hvad den Mand hed, og da Købmanden sagde ”Lars Henriksen”, saa smaalo Kjær og sagde: ”Saa tror jeg rele, du har taget fejl. Du skulde hellere have byttet om.”

Jo, denne Gren af Familien Blok var god nok for Pengene - og det var Lars Jensen ogsaa. Han var til Forskel fra sin Far altid nydelig i Tøjet, pressede Benklæder, ja endda gerne stribede, og hans Skæg var altid fint Redt. Han havde bygget nyt Stuehus, og det var noget, som havde vasket sig. Men Ann Johan' vilde ikke flytte med ind men vilde hellere blive i sin Rede. Desuden forlangte hun, at Lars Jensen skulde sove der ogsaa. Lars Jensen bøjede sig derfor, men Kirstine vilde ikke gaa ind paa, at de skulde sove i det gamle Hus, som var bestemt til Indretning af Dyr, og saadan gik det til, at de sov i hvert sit Hus. Denne Stilling var jo uholdbar i Længden, især da Gaardens Karl havde sit Værelse i det nye Hus. Resultatet blev da ogsaa omsider, at Kirstine og Karlen flyttede, og efter Skilsmissen blev de gift. Lars Jensen fik en Kusine i Huset, og senere blev de gift. Men da jeg kom til Arentsminde, boede denne Kusine sammen med sin Mor i et gammelt, faldefærdigt Hus i Kanten af Sandmosen. Huset hed Blokhuset, og der havde Slægten boet i flere Generationer. Moderen blev kaldt Blokkonen, og Datteren Blokkirstine – altsaa samme Navn som Karl (sandsynligvis står der ”Karl”; ”Anders” er ovetstreget) Jensens første Kone. Der var til Huset lidt Jord, som Kirstine havde faaet saaet noget Blandsæd i, men det var for sent til at kunde modne. Da jeg var færdig med Høsten, der foregik med Slaamaskine, bad Kirstine mig en Dag om at slaa hendes Afgrøde af. Det var en ringe Tjeneste, saa jeg kom med Slaamaskinen og slog det, og da jeg var færdig, vendte jeg hjem uden at forlange noget for den smule Arbejde. Kirstine sagde ikke noget, i hvert Fald ikke noget kritisk, men næste Dag bad hun en anden om at slaa det noget bedre. Det blev jeg flov over. Jeg mente at have gjort det godt.

Der var naturligvis mange andre af Naboerne, som vi kom sammen med, og mange som jeg nok senere kommer til at omtale. Jeg synes, jeg her har nævnt de mest markante – i hvert fald i den nærmeste Omegn.

20. August 1919 fødtes vor ældste Søn. Lene havde holdt sig i Arbejde under hele Svargerskabsperioden, men hun havde dog naturligvis maattet skaane sig noget. Jane Mari var tilkaldt, og ogsaa Fru Justesen - Gertrud som hun blev kaldt; Jane Mari og hun var jo gamle Forbundsfæller, og derfor paa Fornavn – var orienteret, og Ane Lex var hentet om Aftenen. Lene var tapper og holdt Humøret oppe, men jeg var derimod nervøs og blev ogsaa holdt ude fra de interne Drøftelser. Jeg fik at vide, at jeg godt kunde sove. Det kunde jeg dok ikke, og hen paa Natten fik jeg Besked paa at hente Jordemoderen, og nu skulde det gaa stærkt. Der var ikke Biler til saadan Transport, og derfor var Jordemoderkørsel altid det nærmeste Løbskkørsel, man kunde komme uden at tabe Herredømmet over Hestene. Jeg fik Selerne paa de gule, spændt for Fjedervognen og afsted. Om Gertrud havde Telefon, husker jeg ikke, men vi havde det ikke. Derfor var Fru Justesen i Seng, da jeg naaede frem, og hun skulde have godt med Tøj paa og have Udrustning med. Hestene var svedige og urolige, og jeg syntes, det tog en ganske uforsvarlig Tid. Men endelig kom vi da afted. Nu var Hestene ikke saa utaalmodige, og jeg maatte bruge Pisken og var bange for, at vi skulde komme for sent. Vi naaede det, og ud paa Natten kom Drengen, og baade Moder og Barn befandt sig vel. Jeg maatte ind paa det lille Kammer og takke Vorherre. Saa skulde vi have Jordemoderkaffe, og den skulde, Traditionen Tro, være usædvanlig stærk. Ud paa Morgenstunden kørte jeg Fru Justesen hjem – 20 Kroner fattigere. Fru Justesen spurgte om Indtægten, den var jo ikke stor, og derfor slap jeg med laveste Takst, men det var dog immer nogle Gange min Dagløn. Da jeg havde afleveret Madammen, kørte jeg hjem i den tidlige Morgen, og hvor var alting skønt i den gryende Dag. Livet begyndte at røre sig rundt omkring, det var ganske stille og jeg var lykkelig og taknemmelig. Hjemkommen maatte jeg ind og se til de to – og de andre to, som nu kun var i Vejen. Saa utaknemmelig kan man være.

Side 78

Drengen skulde hedde Bernhard efter Lenes Far, og jeg skulde, efter Morgengerningen, op til Præsten og tilmelde den nye Verdensborger. Pastor Vig tog noget forbeholdent mod mig, men han skrev dog Fødslen ind, og jeg opgav Navnet.

Pastor Vig studsede – Drengen skulde vel døbes, før vi navngav ham, eller dog samtidig. Jeg maatte jo sige, at han først skulde døbes senere, som Skikken var blandt Baptister. Pastor Vig spurgte, om jeg da ikke var bange for, at han skulde gaa fortabt, hvis han døde uden Daab. Jeg vred mig og maatte indrømme, at jeg ikke var saa sikker, men at Baptisterne jo sagde … og så faldt Himlen ned over mig. Jeg Pjok, jeg Stymper, som var saa uselvstændig, at jeg lod andre om at tage Ansvaret, bøjede mig for min Kone og Svigerforældre i et saa vigtigt Spørgsmaal, satte min Drengs evige Liv paa Spil. Jeg var ubetydelig til at være Far – og en del mere. Jeg kom da ud, men Præsten fulgte mig til Dørs, imens han fortsatte sine Forklaringer, og paa Vejen hjem var jeg en lille Karl. Jeg gik straks ind til Lene og Drengen og var lykkelig for at se dem. Men da jeg kom ud til Arbejdet, begyndte Tankerne at kværne igen. Hvad var rigtigt, og hvad var Guds Villie? Den gode Gud kunde da ikke straffe et udøbt Barn med Fortabelse – det lille Nor kunde jo intet Ansvar have. Men saa faldt Tankerne tungt over mig – det var jo mit, og det var jo Forældrenes Ansvar . Disse Tanker forfulgte mig Nat og Dag, kun afbrudt af Søvnen, og naar jeg prøvede at snakke med Lene om det, saa hun forundret paa mig. Det var jo det rene vrøvl, der stod jo ikke noget i Biblen om, at Børn skulde døbes. Saa ledte jeg igen, læste alle de Steder, Præsten havde anført og mange andre, og jeg kunde ikke finde noget, men alligevel … hvad var rigtigt?

Et Barselsleje skulde efter Traditionen vare en Uge, og derefter kom Lene op og hjalp igen til som før, alene med den Undtagelse den lilles Fornødenheder gav. Vi gik igen til Gudstjeneste hos Baptisterne, og jeg befandt mig vel der, men bagefter kom Tvivlen igen. Jeg bad Lene, om hun ikke ogsaa vilde gaa med til Gudstjeneste i Kirken. Maaske haabede jeg ubevidst at komme til Klarhed, men det nægtede hun rentud. Vi havde jo vore egne Forsamlinger. Jeg gik et Par Gange alene til Gudstjene i Kirken, men jeg følte mig ikke vel derved. Det var en Slags Forræderi, og de andre Kirkegængere saa ogsaa saa fremmede paa mig. De var jo fuldt vidende om, at jeg var en frafalden.

Blot vi ikke kom ind paa dette Spørgsmaal, havde vi det godt sammen. Lene havde et dejligt Humør og var et Lyspunkt i Hjemmet, Drengen trivedes og kunde snart smile. Saa kom den første ”Bisse”, saa kunde han række de smaa Arme ud efter os, saa begyndte han at vride sig og vilde tages op. Der var saa meget skønt og dejligt, vi kunde dele. Ogsaa Bedriften var vi fælles om. En ny Kalv eller et Læg Grise var en Lykke mere, og blev der solgt en Gris eller 2, var det Indtægt. Og vi lagde Raad op, hvordan vi skulde klare Udgifterne. Vi beregnede, hvor længe den hjemmeavlede Høst kunde vare, og hvor meget Korn det vel kunde gaa an at købe.

Da Foraaret kom, gik vi sammen i Marken og glædede os over at se Kornet spire og gro, og vi snakkede om, hvad der kunde gøres for at forbedre Avlen. Nye Sorter, bedre Gødskning, større Besætning – vi var stort set enige, men dog var Lene den forsigtige, mens jeg var den mere sangvinske ((over-)optimistiske). Jeg havde set eet her, at andet der, jeg havde hørt et Foredrag, o.s.v. Sædskiftet dér paa Egnen forekom mig gammeldags - det var en gammel Rugsort, Turnips (foderroe), broget Havre, seksradet Byg af en ubestemmelig Sort, og en Græsblanding uden Kløver, for den vilde ikke trives, sagde man.

Jeg prøvede med en ny Bygsort, som skulde give mere, men som naturligvis var seksradet, for det var jo da klart, at seks Rader gav mere end den, der kun havde to, ikke sandt? Jeg raadførte mig med Naboen, Anton Lex. Bl. a. kunde jeg ikke forstaa, at ingen der paa Egnen avlede Kaalroer i Stedet for Turnips, eller dog delvis. Det kunde ikke nytte, sagde han. Han havde prøvet at saa en række, men ”Wormen” tog dem. Jeg prøvede det andet Aar at saa 8 Rækker, men det slog til, at ”Wormen” tog dem. Det kunde jeg ikke forstaa, for Jorden efter min Forstand skulde være god nok, mindst lige saa god som længere syd paa, hvor Kaalroerne trivedes godt nok. Jeg spurgte den nye Konsulent i Landboforeningen, Andersen Lyngvad, til Raads. Han kom ud og saa paa Marken, og han syntes ogsaa, jorden nok skulde kunde bære Kaalroer, og han tilraadede at saa en hel Mark næste Aar. De hvide ”Worm” var

Side 79

Kaalfluens Larve, sagde han, og da jeg var noget betænkelig, sagde han, at jeg da nok kunde forstaa, at naar der var Fluer nok til, at deres Larver kunde æde 8 Rækker, saa kunde det samme Antal de ikke overkomme en hel Mark. Han tog ogsaa Jordprøver, der viste, at Reaktionstallet var for lavt – der skulde Mergel til.

Jeg snakkede med nogen af Naboerne, og de sagde, at vi nu engang havde den Jord, vi havde, og at den var ogsaa god nok. Vi klarede os jo godt med de kendte Afgrøder. Da jeg nævnte Konsulens Raad, sagde de, at det jo var en kendt Sag, at naar Konsulenter fik en Ejendom selv, saa gik de gerne fallit. De raad, de gav, skulde gerne parres med sund Fornuft, og saa kunde det jo godt være, at et og andet kunde bruges. Jeg prøvede alligevel at saa Kaalroer, men da Risikoen jo var stor, saaede jeg Turnnips i en halv Mark. Jeg købte ogsaa en Tønde hvid Havre og saaede. Anton Lex rystede paa Hovedet – den vilde blæse af, sagde han.

Eksperimentet faldt imidlertid godt nok ud, og jeg fik for mange Roer det Aar. Saa prøvede jeg at anskaffe en Roerasper og fodre en Del op paa Svin for at strække Kornet. Jeg bestilte Petkus Rug til at saa, og da Kløveren ikke vilde gro, fandt jeg ud af, at det i Underlaget under Plovfuren og et Lag Sand var fint Blaaler. Det fik jeg undersøgt, og da Leret indeholdt 20-24% kulsur Kalk i Tørstoffet, gravede jeg en Grav, ryddede Overjorden af og kørte Leret ud paa Marken i et godt Lag. Overjorden var delvis halvformuldet Tørvejord, og med Leret indarbejdet fik Jorden en bedre Konsistens. Kløveren trivedes nu bedre, omend det først blev helt godt efter nogle Aar.

Nu var jeg ved at blive Teoretiker og vilde ogsaa prøve 2 Radet Byg, som efter Konsulenten gav bedre. Men saa kom der Høststorme, og baade Havre og Byg faldt mere af end hos Naboerne. Anton Lex gav mig et Raad, bygget paa egne Erfaringer. ”Du skal høste Byg i røde, Rug i Grøde og Havre i grøn”, sagde han – d.v.s. Tidlig Høst.

Saa kom jo Spørgsmaalet om tidlig Høst ind i Billedet. Det var vaad Jord, og alle havde Brakgrøfter mellem hver Ager, paa højere Jord mellem hveranden, og disse Grøfter skulde renses op mindst een Gang i Sædskiftet. Det blev gerne, naar Græsmarken blev pløjet. Grøfterne gav jo ingen Afgrøde, og da Agrene jo blev pløjet, saa Ryggen var højest, saa Vandet kunde løbe til Grøfterne, saa blev de yderste Furer uden meget Madjord, da vi skrælpløjede ud mod Grøfterne og dybpløjede ind mod Agerens Midte om Efteraaret. Jeg begyndte at spekulere paa Dræning, men det var dyrt, og der var ingen Tilskud at faa. Saa jeg begyndte smaat, samtidig med at jeg fortsatte med hver Vinter at grave Mergel op og køre ud.

Jeg fortsatte ogsaa med at skære Tørv om Sommeren til Salg, ud over hvad vi selv kunde bruge til Brænde, og Økonomien bedredes langsomt. Til Tørvegravningen skulde jeg have nogen til at trille Tørvene ud og lægge i ”Brædsel” til tørre. Det kunde knibe med at faa Udtrillere, og som Regel fik jeg 2 Børn til dette Arbejde. Den mindste til at læsse paa Børen, og den stærkeste til at trille ud. Det var billigere med Børn end med voksen Medhjælp, men jeg begyndte at spekulere paa at faa noget mere Jord. Saa kunde Omsætningen blive større, og saa kunde det gaa an at fæste en ung Karl til stadig Hjælp. Og saa kunde Arbejdet bedre skride, fandt jeg, naar jeg kunde sende Medhjælperen i Marken og selv fodre færdig og saa tage fat paa det haardere Arbejde.

Alt imens gik Livet sin Gang. Lene og jeg havde det godt sammen, og kun naar Spørgsmaalet om Daaben blev berørt, stivnede Stemningen. Jeg syntes, hun tog alt for eensidigt paa Spørgsmaalet. Som om hun havde taget sit Standpunkt, og dermed færdig, og som om det, at hendes Samfundsfæller saa vilde synes, at hun var blevet den lille i den sikkert for alle nu aabenbare Tovtrækning, var saa afgørende. Jeg prøvede at overliste hende paa Prokuratormanér ved at sige, at da Baptisterne og hun jo ikke tillagde Daaben større Betydning, end at det ikke betød noget, om et Menneske var døbt som Barn, saa kunde det da ikke gøre hende saa meget, om Bernhard blev døbt. Og naar jeg ikke kunde faa Fred … og naar nu det betød saa meget for mig … og vi skulde jo ikke klynge os saa meget til det udvortes, og naar det nu kun var noget udvortes for hende, en Bekendelseshandling, mens det for

Side 80

mig var blevet en Sjælenød … o.s.v. Maaske var det ogsaa for megen Procederen fra min Side, men jeg kunde have sparet mig. Det var lige som, det ikke rørte Lene, og jeg var ved at synes, at hun med koldt Overlæg benyttede sig af, at jeg var gaaet fra Folkekirkenn, mens jeg endnu var saa ny i Overbevisningen om at være frelst, at jeg maaske saa for meget væk fra det ydre og ikke fuldt havde forstaaet de Sindsoprørelser, som nu med Ansvaret som Fader var kommet til mig. Og alt imens erkendte jeg for mig selv, at hun havde fuldkommen Ret til at holde paa, at jeg var indgaaet paa, at vore eventuelle Børn skulde opdrages i Baptisternes Troslære, og at jeg ogsaa den Gang selv var af den Opfattelse, at det maatte være rigtigst.

Om end vi havde det godt sammen, var der alligevel dette nagende Spørgsmaal mellem os. Jeg var ikke sikker heller paa, at jeg havde fortrudt min Udmeldelse af Folkekirken, eller at jeg ønskede mig tilbage. Det var ligesom, jeg syntes, begge Parter var for meget optaget af den ydre ”Religionskrig” og var mindre optaget af det egentlige, Frelsen og Naaden i Kristus. Men denne Opfattelse, som mere og mere betog mig, fik mig ogsaa til at føle Bitterhed mod saavel den ene som den anden Part. Saa fik jeg at vide, at Lene havde været i saa stor Sjælenød før sin Omvendelse, at hendes paarørende havde frygtet for hendes Forstand, men at hun var kommet over denne psykiske Uligevægt i samme Øjeblik, som hun fik Fred med Gud, som det hed. Jeg vilde kalde det et aandeligt Gennembrud, hvor Synderen, som ved at gaa gennem Lydmuren, føler, at Gud i sin Naade har forladt ens Synder og givet Arveret til det evige Rige. Saadan følte jeg det selv, den Nat jeg følte mig omvendt, men Betegnelsen af Metamorfosen kan i øvrigt være ligegyldig. Jeg havde nok vidst, at Lene, som vel forøvrigt enhver alvorlig Kristen, havde været i Sjælenød før sin Omvendelse. Men jeg havde ikke vidst, at det havde været saa alvorligt, at det lammede mine Forsøg paa at faa hende til at tvivle om Baptisternes Lære. Ja, jeg var ved at takke for hendes absolutte Sikkerhed – selvom denne paa den anden Side ligesom gav mig mindre Haab om Forstaaelse fra hendes Side i min ”Vantro”.

Jeg havde faaet saa mange Penge skrabet fra, at der kunde blive til Indkøb af en Kælvekvie, og jeg havde bestemt mig til at ville forbedre Besætningen ved Køb af et særligt godt Individ. I den Anledning cyklede jeg til Marked i Aabybro et Efteraar for at søge et saadan ud. Disse Markeder var en blandet Affære. Dels var Hovedformaalet, Omsætning af Dyr, Salg eller Køb, langt mere almindelig dengang end senere. Dels var Efteraarsmarkederne en Folkeforlystelse. Det ansaas som rimeligt, at Tjenestefolk fik fri til i hvert Fald eet Marked om Aaret, og senere blev det almindeligt, at de ogsaa skulde have fri til Aalborg Dyrskue. Der var Beværtertelte, hvor der ikke alene serveredes Sodavand og Kaffe men ogsaa stærkere Ting. Saa det var ret almindeligt, at nogle fik sig en ordentlig Rus, og Slagsmaal kunde let forekomme. Der var ogsa en Del Handelsmænd, der var sikre Gæster, og nogle af dem tog sig en forsvarlig Rus, naar Handelerne var afsluttet – ikke før. Skrædderen fra Tranum var en sikker Mand her, Kristen Dahl fra Skovsgaard ogsaa. Og en Mand, som jeg ellers saa meget op til, Bratbjergmanden eller Kren Jensen, havde ogsaa den i mine Øjne kedelige Fejl, at han baade handlede, særligt med Heste og ikke altid fejlfri, og bagefter kunde tage sig en større Tur i Beværterteltene. Man fortalte, men jeg har ikke noget Bevis for Rigtigheden, at han engang kom op at slaas med en anden, og i Kampens Hede slog han ham med en Svingel (tværstang, f. eks. til plov eller vogn), saa han brækkede et Ben. Nu var Bratbjergmanden en klog Mand med særligt Speciale i Benbrud, saa Manden blev lagt ind paa et Bord i et Telt, og Kren Jensen satte Benet sammen igen, men han var blevet ædru i Forskrækkelsen.

Kren Jensen Mand tilhørte et Dynasti, og hans Far var Kristen Mand i Bratbjerg, som igen var Søn af Kristiane i Bækken (Bækken er en lokalitet ca. 1 km sydvest for Tranum). Alle var ”kloge” og helbredte mange, og de tilhørte samme slægt som vi. Navnet ”Mand” var et kaldenavn, og den eneste af Slægten, som søgte Navnet hjem ved Navneloven i 1904, var min Far. Jeg var ked af Navnet, særlig for mine Søstres Skyld, og jeg sagde det engang til Far. Men han saa polisk paa mig og sagde, at det da ikke var saa galt. Der var en Mand i Bratbjerg, som blev kaldt ”Kuen Kren Jensen” - det var da værre. Og det trøstede mig, som andres større Ulykke jo som Regel gør. Kren Jensen var i øvrigt Model for Carl Alstrup (Carl Marius Alstrup, 1877-1942, skuespiller og sanger, indspillede talefilmen ”Den kloge Mand” i 1937 efter manuskript af Paul Sarauw; blev filmatiseret igen i 1956 med Osvald Helmuth i hovedrollen), da han skulde spille Hovedrollen i ”Den kloge Mand”. Jeg saa Stykket (formodentlig filmen) en Gang i Folketeatret, og i Programmet fortalte

Side 81

Alstrup, at han havde opholdt sig 3 Dage i Kren Jensens Hjem for at studere hans Form og Væremaade. Og han lignede som en Tvillingebroder, baade i Udseende og Talemaade. Alstrup føjede til, at Kren var mere end paa een Maade en klog Mand, og deri havde han Ret.

Paa disse Markeder var ogsaa en Del omrejsende Gøglere, som Regel af den billigste Slags. Oftest var ”Direktøren” selv Udraaber, og naar der var gaaet tilstrækkeligt mange Fisk i Garnet, blev Teltfligen trukket for, og Opvisningen begyndte. Jeg erindrer en anden Gang, jeg var gaaet ind i et saadant Telt. Forestillingen bestod i, at den gamle ”Direktør” med stor Møje kom op at staa paa Hovedet, og dernæst sang hans ikke meget yngre kvindelige Medhjælper en Vise, hvis Omkvæd var ”Tit du bare, du gamle Ged, Vera bli'r ikke vred”, alt imens hun under Sangen henvendte sig til snart den ene snart den anden Tilskuer – og Sangen var noget vovet. Naturligvis var der ogsaa mere lødig Kunst, omend nok ikke hen højeste.

Da der jo var mange Børn og unge, der til Dagen havde faaet Penge paa Lommen, var der Boder med forskelligt Slik, varme Æbleskiver, Sodavand med mere. Og det gik som varmt Brød til ukritiske Kunder, indtil Pengene slap op. Min Moder har fortalt, at første Gang hun var til Marked – det var Jæs Marked, forkortet fra Jetsmark Marked, der vist er det ældste paa Egnen – havde hun faaet 3 Øre med sig at more sig for. Straks ved Indgangen købte hun et Kagehjerte for 2 Øre, og saa var hun færdig med sine Indkøb, for der var ingen Varer, som kunde købes for Enøren, som hun derfor havde med sig hjem. Siden da er Inflationen rigtignok rullet.

Jeg undgik Fristelserne og saa paa Kvier, men der var ikke rigtig det, jeg var ude efter. De fleste var magre og langhaarede, og jeg var ved at bestemme mig til at søge andetsteds, da en stor, pæn Mand, som jeg kendte af Anseelse som Kristen Hvolgaard fra Øland, kom hen til mig og fortalte, at han havde da nogle særdeles gode Kvier, som sikkert passede mig. Jeg havde aldrig talt med Manden før, men han saa troværdig ud, og jeg fulgte med ham. Da vi kom hen til Kvierne, syntes jeg ikke, de var bedre end dem, jeg havde set paa. Men de var af en saa fortrinlig Familie, sagde han, og han vilde da gerne unde mig noget virkeligt godt. Af Høflighed spurgte jeg paa Prisen paa den bedste. Han saa prøvende paa mig og hviskede, saa andre ikke skulde høre det favorable Tilbud: ”Du skal faa den for 250 Kroner” og føjede til: ”Da de æ dæ”. Jeg modstod. Senere fandt jeg min udkaarne, og det var en pæn sortbroget Kvie, som jeg købte af Kristen Kyvsgaard i Ajstrup. Den indgik i Besætningen som Nr. 6 og fik Navnet ”Betty”. Den stod mit Hjerte nær, maaske fordi jeg selv havde fundet den. Men det var nu en god Kvie, som blev Stammoder til nogle af mine bedste Køer.

Jeg har altid haft lidt svært ved at tage Prangermoralen. Naar jeg har forlangt for et af mine Dyr, har jeg som Regel ikke forlangt mere, end jeg har ment, var Værdien. Og har jeg ikke kunnet faa Prisen straks, saa er de jo vokset op til at kunne koste det. Og naar jeg har skuldet købe, har jeg budt, hvad jeg syntes var rimeligt, og jeg har forladt Eksamen, hvis mit Bud ikke blev godtaget.

Jeg vilde ikke egne mig til at handle i Souvenirbutikker i Syden, men for Resten heller ikke her hjemme. Jeg har aldrig kunnet lide at Prutte – mærkeligt at jeg skulde for en Tid blive vel den største Ejendomshandler i Danmark. Men jeg har holdt ved mit Princip og har flere Gange syntes at kunne mærke, at det blev respekteret. Iøvrigt har jeg mest brugt at have kun een Handelsmand til at aftage mine Salgsdyr, og mest som Tillidshandel. Mærkede jeg, at jeg blev ”taget”, skiftede jeg Handelsmand, men det er nu sjældent sket.

I lang tid aftog Martinus Mortensen mine Fedekalve, og jeg var godt fornøjet med Priserne. Men engang syntes jeg dog, han bød for lidt. Jeg havde 2 Fedekalve, og han bød 175 Kroner for Stykket. Saa maatte de staa, sagde jeg. Næste Uge kom der en anden Mand og bød 265 Kroner Stykket, og han fik Kalvene. Næste Uge igen kom Martinus og spurgte til Kalvene. Jeg sagde, nok noget surt, at de var solgt. Jeg sagde, hvad de havde kostet og tilføjede, at det havde jeg ikke ventet af ham. Martinus drejede et Par Gange rundt og sagde, lige saa surt, at han havde købt et Par Kalve af min Far, som han havde tabt paa – og tilføjede: ”Hvem var nærmere til at tage det Tab end dig?” Jeg kunde se ”Komækken” og maatte give ham Ret, men hans Kalvehandel med mig var forbi.

Side 82

Jeg fik mit første Tillidshverv, og det var et borgerligt Ombud. Jeg blev af Sogneraadet udpeget til at være Medlem af Skorstenssynet, dog ikke Formand. 3 Mand høj gik vi rundt og kikkede op i Folks Skorstene og paa deres Fyrsteder. Det var nok nødvendigt, for Skorstensbrande var ikke ualmindelige. Men det forekom mig noget i Smag med det kommunale Ligsyn, hvor udpegede Folk gik rundt og saa paa de døde, om de nu ogsaa var rigtigt søde, før de kunde komme i Jorden. Det er da godt, at Fagfolk senere kom til at røgte saadanne Hverv, og selvom jeg ofte synes, at alt for meget efterhaanden bliver overladt til Administrationen paa mangfoldige Omraader, hvor det folkevalgte Element trænges ud, saa er der dog visse Omrader, hvor sund Fornuft ikke alene kan gøre det.

Det næste Tillidshverv var jeg mere glad for. Da jeg nu var blevet selvstændig, vilde jeg melde mig ind i Venstrevælgerforeningen. Jeg fik med Besvær opspurgt, at Gaardejer Kræn Poulsen var det stedlige Bestyrelsesmedlem, og jeg henvendte mig til ham og vilde indmeldes. Han saa noget forundret ud, men han tog dog mod Kontinngentet – det var 50 Øre. Saa var jeg med, men jeg hørte ikke noget til Foreningen før Aaret efter, da Formanden, Gaardejer Emanuel Gregersen, Brovst, meddelte mig, at Generalforsamlingen havde valgt mig til Bestyrelsen, og nu skulde der være konstituerende Bestyrelsesmøde paa Halvrimmen Kro den og den Dag. Jeg mødte, og Konstitutionen gik let. Da vi var samlet, og Formanden sagde, at vi jo skulde have valgt Formand, saa vi paa hinanden, og een sagde: ”Du vil da nok blive ved?” Saa sagde Emanuel Tak for Valget, og saa var det overstaaet. Jeg skulde have Medlemslisten for Arentsminde Kredsen og skulde opkræve Kontingent. Paa Listen stod 2 Navne, Kræn Poulsens og mit.

Jeg lovede mig selv, at jeg vilde prøve at gøre det bedste bedre og optog en hel Hvervekampagne. Jeg fik da en Del Medlemmer og kom bl. a. ogsaa til en ældre Mand, som jeg vurderede til at være Venstremand, da han holdt Aalborg Amtstidende. Det gik da noget tungt med at faa ham til at sige ”ja”. Han var bekendt for at passe godt paa sine Penge, og jeg lagde da Agitationen an paa det timelige, at det kunde betale sig for os at gøre Venstre stærkt.

Endelig overvandt jeg hans Betænkeligheder, og han fumlede ved Bukselommen og fik Pungen frem. Han rystede meget stærkt, og da han med rystende Haand rakte mig sin 50 Øre, sagde han meget indtrængende: ”Ja ja, saa fo do ha en, saa fo vi si om de hjælper.” ”Jow saamænd”, sagde jeg, ”det ene med det andet.”

Hvert Aar havde vi eet Bestyrelsesmøde og een Generalforsamling, og det gik i samme Skure, som det første Møde, jeg var til. Kredsgeneralforsamlingen gik noget livligere. Den holdtes udenfor Kredsen, i Aabybro, saa Deltagerne havde lige langt fra vestre og østre Del. Det var dog samme System, Genvalg over hele Linien, de gamle prøvede Mænd, ingen Fornyelse og ingen Opposition.

Det næste Trin paa Ærens Stige var Valg som Snefoged. Det var til Gengæld et Hverv, som ikke paakaldte sig Misundelse. Ud hver Morgen i Snevejr for at se, om Vejene var farbare. I modsat Fald var det ud for at ”boje” til Snekastning, hjem at spise Davre og ud paa Vejen til Samlingsstedet. Det var kun det, at Snefogden ikke skulde have Skovl med, men derimod Kæp og varm Paaklædning, og det sidste var nødvendigt. Det var hundekoldt ikke at arbejde med, men det kunde Snefogden jo ikke. Denne Post skiftede Indehaver ved hver Periodes Udløb, og der var ingen Genvalg.

Økonomisk gik det godt. Det var jo i Efterkrigstiden med meget svingende Priser og svingende Omkostninger, men dog var Priserne foran. Produktionen var lille, da der var Rationering paa næsten alt, og Kraftfoder og Gødning var dertil dyrt. Af mine Regnskaber fra dengang fremgaar, at Byg fra Statslager er betalt med 44 Kr., Norgessalpeter med 46 Kr. og Sojaskraa med 35 Kr. Til Gengæld var en Termins Kommuneskat 10,44 Kr., Amtsskat 21,49 Kr. og 100 kg Superfosfat 27 Kr. Renterne var de værste, Kreditforeningen 216 Kr. aarligt, Brovst Sparekasse 125 Kr. aarligt og Bernt 540 Kr. Regnskabet for 1919, heri private Udgifter, var 4.010,58 Kr. og Indtægter 4.278,96 Kr. Sig saa ikke,

Side 83

det var skidt at være Landmand.

I 1920 var der allerede Opgang, baade + og – (minus). Der var en Pengeindtægt paa Kr. 7.014,29 og Udgifter i alt paa Kr. 6.674,83, men naturligvis er det ikke fuldt Udtryk for Forholdet. Besætningsforøgelse og Afdrag paa Gæld skal ogsaa med. Jeg anfører det kun for at vise, hvor lille Pengeomsætningen var, skønt visse Poster, f. Eks. Gødning og Foderstoffer, var paa Nutidshøjde.

Den egentlige skattepligtige Indkomst var lille, og det var heller ikke alle, der brød som om, at den skulde være for stor paa Papiret. Nogle Aar senere, da jeg fik tilsendt Selvangivelsesblanket – som vi dengang ikke var pligtig at indsende – tog jeg mig for at udfylde den. Jeg kom til en Indtægt paa 3.100 Kr., men jeg er ganske vist ikke sikker paa at have foretaget alle lovlige Fradrag. Jeg sendte Selvangivelsen til det lokale Sognneraadsmedlem i lukket Kuvert, og saa skulde han, efter Reglerne, medtage den til Sogneraadsmøde uden at lukke den op. Stor var min forbavselse, da Jens Andersen næste Morgen ved 6 Tiden kom ind i Stalden, mens Lene og jeg malkede, kaldte mig udenfor, saa indtrængende paa mig, trak langsomt den aabnede Kuvert frem og sagde: ”Do haar sendt mæ den her!”, og da jeg noget desorienteret sagde ”ja”, fortsatte han: ”Vel do ijkt nok ta en ijen?” Da jeg spurgte hvorfor, sagde han: ”Jow, vi ka let nok kom op, de æ wæær aa kom nier ijen.” Jeg tog mod ”Gaven” og var spændt paa, hvordan det gik, og da Ligningen blev fremlagt, saa jeg efter. Jeg lod Fingeren løbe ned ad Rækken: 1.400, 1.400, 1.000 og en enkelt 2.100, og endelig fandt jeg mit Navn: 1.400 som de fleste af mine Naboer, hvoraf nogle som jeg er helt sikker paa burde være sat en Del højere. Siden opgav jeg ikke Indkomst, før jeg var pligtig dertil, og jeg satte ikke noget til derved.

I 1922 ventede vi vort andet Barn, og mine Samvittighedskvaler ved ikke at faa Børnenne døbt steg. Jeg bad Lene, om ikke nok Bernhard maatte blive døbt, men Svaret var klart Nej. Jeg kunde ganske vist ikke modbevise de Bibelsteder, der talte imod Barnedaaben, og jeg var efterhaanden helt sikker paa, at de kristne i Aposteltiden ikke havde brugt Barnedaaben. Men Folkekirken sagde jo, at det er i Daaben, Gud tager imod os som sine Børn og giver Syndernes Forladelse, og en Aften, jeg igen sad og kredsede om Spørgsmaalet, kom det som et Lys pludseligt, at det jo ikke var afgørende, hvornaar Daaben finder Sted, eller hvilke teologiske Fortolkninger der anlægges. Blot Gud ikke har noget imod, at Barnet døbes til ham. Og saa fik det omstridte Skriftsted - ”Lader de smaa Børn komme til mig og formener dem ikke, thi Guds Rige hører saadanne til!” - en helt anden Betydning for mig. Ikke som et Vaaben i en teologisk Strid, men som et Naadensord, en Gave. Og saa blev for mig Striden om Tidspunktet for den rette Daab et noget underordnet Menneskepaahit, i bedste Overbevisning nok, men alligevel Bogstavtro. Jeg følte mig – og føler mig – fuldt overbevist om, at de første kristne kun brugte Voksendaab efter Omvendelsen, men jeg syntes ligesom, jeg kunde følge de gamle Slægters Tanker, da man efter vel nogle Generationers Kristendom begyndte at spekulere paa, om det mon ikke gik an at døbe ogsaa Børnene, saa de kunde komme med under Begrebet Menigheden og Guds Børn. Jeg kunde ikke være enig i visse Præsters og Lægfolks utokkelige Tro paa, at det er i Daaben – og kun i Daaben – Gud giver Frelse. Hvorfor sagde Jesus saa: Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Eller: Sandelig siger jeg dig, hvis du ikke tror, skal du ingenlunde se Guds Rige. Eller Røveren paa Korset, han var sikkert ikke døbt, men dog sagde Herren: Sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset. Eller de Børn der døde før Daaben! Det var ikke til at faa det til at rime med min Opfattelse af Gud som en naadig Gud og med min opfattelse af Jesus som den, der gav sit Liv for at betale al vor Skyld, og som sagde: Kommer hid til mig alle I, som lider Møje og er besværede, og jeg vil give Eder Hvile. Eller som han sagde: Enhver som tror paa mig – altsaa tager imod i Tro – skal arve det evige Liv.

Men naar Gud gennem saa mange Generationer har tilladt, at Forældre i Tillid til at han tager imod de Børn, de i Daaben bærer frem for ham, og dermed ligesom overgiver dem til Gud og hans Menighed, saa kan det aldrig være galt - enten man saa, som Baptisterne kalder Daaben en Bekræftelseshandling, eller som Folkekirkens Lære siger det, at Gud modtager Barnet i Daaben og taler om Daabens Naade - at tage imod Naaden. Ogsaa kan det aldrig være

Side 84

galt at opfatte det som en Naade, at vi maa lade vore Børn døbe til ham og dermed gøre vort til, at de kommer til ham og ikke fordyber os i Strid om Lære. Som i Kirkehistorien, hvor skolastiske, rationalistiske, pietistiske og andre Læreformer til hver sin Tid har haft Overhaand, men hvor Udviklingen er skredet frem, den ene eneste absolut rigtige Lære efter den anden er bukket under, skønt der var noget rigtigt i dem alle, men hvor det inderste egentlige Indhold i Kristendommen har overlevet. Og hvor man Gang paa Gang maaa vende tilbage til eet, Naaden og Troen.

Jeg havde for længst trukket mig ud af Baptisternes Samfund, men jeg haabede og haabede, at Lene, naar jeg var udholdende nok og ikke pressede paa, engang skulde overvinde sine faste Læresætninger og komme til at se paa Sagen som jeg. Jeg kom kun sjældent i Kirke, det var ligesom, jeg ikke syntes, jeg burde gaa alene, da vi jo var gift og i øvrigt levede vort Liv i Kærlighed. Jeg spurgte enkelte Gange, om ikke hun vilde med i Kirke – hun kom heller ikke saa tit til Baptisternes Gudstjeneste, siden jeg ikke gik med – men hun undslog sig.

Noget senere tilbød hun selv, at vi kunde gaa i Kirke, og jeg blev glad og troede, at hun var ved at overveje, om vi egentlig havde Raad til at lade Læren skille os. Vi kom i Kirken, og jeg syntes, alt var saa lyst for os og fulgte intens med i Gudstjenestenn. Efter Prædikenen var der Barnedaab, og jeg haabede, at Lene ved at overvære denne kunde faa en Fornemmelse af, at Gud var nær. Desværre græd Barnet meget, og Moderen tyssede paa det og var maaske mere optaget af dette end godt var, men alligevel var jeg uforberedt paa Lenes Reaktion, da vi kom udenfor. Nu kunde jeg vel se, hvad det var for en Forestilling – et grædende Barn og en distraheret Mor. Troede jeg virkelig, Gud fandt velbehag i en saadan Daab, hvor alle Forudsætninger manglede. Dertil en Menighed, som vi kendte og vidste, at kun de færreste forbandt noget alvorligt dermed. For de fleste var det kun en Skik uden aandeligt Indhold. Ak ja, det varede længe, før vi igen kunde tale sagtmodigt om Daaben, og desværre var det som en Ørken, aandeligt set, at vandre i. Jeg begyndte at blive kold – ikke saadan at jeg fornægtede noget af Kristendommens Grundsandheder - men det var ligesom det verdslige Liv traadte mere i Forgrunden og det aandelige ikke var noget, vi talte om. Jeg kunde dog tydeligt mærke, at Lene havde sin stærke Tro i Behold, men vi talte kun ikke ret tit om det.

Alt hvad jeg her fortæller, er jo min egen Opfattelse, Tingene og Begivenhederne set med mine Øjne. Jeg kunde med med lige saa stor Ret – og maaske havde jeg Pligt dertil – prøve at fortælle Begivenheder og Minder set med Lenes eller en andens Øjne, mine forældres f. Eks., og saa vilde Indtrykkene maaske være andre. Der er ingen Tvivl om, at jeg, der her har placeret mig i første Række, som Hovedpersonen kan man vel sige, saa vilde komme tilbage i Rækkerne, og maaske ville jeg ikke blive nævnet. Og gid jeg kunde undgaa at nævne mig selv men havde evnen til at fortælle Tingene uden selv at være i Billedet. Som jeg nu fortæller mine egne Indtryk og Reaktioner, kan Billedet af Lene maaske, for den der kun kender hende her fra, blive fortegnet og give en Glans af Haardhed eller Selviskhed. Saa beder jeg inderlig om Forladelse, for var der noget, Lene ikke var, saa var det selvisk. Hun var Jordens elskeligste Menneske, varm og kærlig, levende og mild, en Mor som i Eventyrene og en hengiven Hustru. Men hun var fast i sin Tro og forvisset om, at denne Tro var rigtig og den eneste rigtige. Og denne Forvisning forlenede hende med en saadan Ro og Balance, at jeg følte mig uberettiget til at bringe hende ud i Tvivl. Særligt efter at jeg havde erfaret noget om hendes Sjælekampe, før hun fandt fred og Tryghed efter at have oplevet Tilgivelsen og Glæden og den aandelige Balance, hun derved havde naaet. Hun var et dejligt Menneske, og vi havde det saa godt sammen – bare vi ikke kom ind paa det i Religionslæren, som skilte os. Og desværre medførte dette naturligt nok, at vort ellers gode Ægteskab havde en Skønhedsplet – eller vel rigtigere: En død Plet.

Naturligvis var Livet ikke saadan lutter Lagkage heller. Helt bortset fra de Vanskeligheder og Fortrædeligheder det faglige Liv kunde give – Tider hvor Udgifterne oversteg Indtægterne, ustadigt Vejr med Skade paa Høsten og det ekstra trælse Arbejde til Følge og meget andet – saa er jeg mig bevidst, at jeg kan være kantet og vanskelig at leve sammen med, og at det kunde give Anledning til Skyer en Gang imellem. Jeg maa vist være det, som med et grimt Udtryk kaldes rethaverisk, for jeg har altid haft umaadeligt svært ved at gaa paa Akkord med, hvad jeg syntes var

Side 85

rigtigt. Jeg har ofte senere set Rigtigheden i det gamle Ord: Vil i Verden du frem, min Søn, sa buk! Jeg har ogsaa tit følt Forundring over, saa tit en bukkende Hr. Ingenting har haft Sukces. Men helt ingenting har han vel heller ikke været, naar han er klog nok til at se, at Leflen og Smiger kan bane Vejen. Men en god Samvittighed er nu en god Hovedpude. Og saa er Faren der endda for, at naar Samvittigheden er helt tilfreds, saa er der maaske Fare for Selvtilfredshed – og saa er der netop Fare paa Færde.

Vi havde et godt Forhold til vore Naboer og kom sammen med dem ved selskabelige Lejligheder, men jeg har aldrig været i Tvivl om, at Lene var langt mere afholdt end mig. Ja, jeg tror nok, at jeg var mere frygtet end elsket. Jeg havde nok en for skarp Tunge, og Horisonterne var nok heller ikke helt de samme. Det kan vel tænkes, at jeg til Tider har været opfattet, som om jeg følte mig overlegen. Jeg havde engang imellem Indtrykket deraf, men jeg tror at turde sige, at det ikke var tilfældet. Jeg har altid vurderet selve Mennesket højere end hans Milieu, men det er vel tænkeliget, at jeg var præget af Læsning og Oplevelser og Problemer, som skilte sig noget ud fra mine Omgangsfæller. Det er vel ogsaa tænkeligt, at mine mindre gode Egenskaber var mere kendt, end jeg troede. Men det kan jo ogsaa tænkes, at det blot var det Forhold, at alle holdt af Lene, der gav mig Følelsen af at være mindre velset.

Vort Barn Nr. 2 blev en lillle Pige, som snart blev ligesaa uundværlig som Bernhard, der nu var blevet den store paa een Gang. Det er altid svært, fra at være Enebarn at blive den store. Den lille stjæler alt for meget af Mors Opmærksomhed og Tid, for nu skal hun dele sig. Men Lene klarede det forbavsende godt, saa den Jalousi, der ofte er et saa stort Problem for mange Hjem mellem Børnene, mærkede vi ikke meget til. Maaske var Bernhard et Unikum, eller ogsaa var den lille, der fik Navnet Signe, uimodstaaelig. De var nemme Børn, og det var en dejlig Fornemmelse at komme ind efter de travle Arbejdstimer og Spekulationer over Bedrift og andet, at sidde inde sammen med Lene og Børnene. Jeg tror nok, jeg tilbragte de fleste Hyggetimer med at læse og skrive, men blot at de var omkring mig – og jeg er da ogsaa af og til blev blandet ind i deres Leg og Samtale, særlig da Børnene blev flere og større - er noget af det dejligste ved Hjemlivet. Vi havde Ywers og Sofies lille Datter, Lily, som Hjælp til at se efter Børnene for at aflaste Lene. Lily var en sød pige, som vi kom til at holde meget af, og vi havde hende i flere Aar – dog saadan at hun dels var hjemme, dels hos os. Nr. 3 kom Aaret efter, og det blev en Dreng. Men saa kom der efterhaanden 5 Piger til, saa vi fulgte Familietraditionen, 8 Børn, deraf 6 Piger og kun 2 Drenge. Saadan var det i min Mors Hjem, og saadan var det i min Fars Hjem. I Lenes Hjem var der ogsaa 2 Drenge men ganske vist kun 5 Piger.

Vore Børn kom i hurtig Rækkefølge, den første i 1919 og Nr. 8 i 1931. Og hvor denne Søskendeflok holdt sammen. Der kunde nok være Krusninger og drillerier, men saa snart der var Attak udefra, var de een homogen Masse. Bernhard var jo den største og den stærkeste, og det kunde ogsaa nok have Betydning i visse Situationer, men han var en sjælden god Storebror for de mindre. Ofte sad jeg og hørte med, naar de vel troede, jeg var optaget af noget andet, og jeg glædede mig over den nænsomme Maade, han behandlede dem paa. Signe udviklede tidligt et Moderinstinkt over for de mindre og var Lene til megen Hjælp. Hun bar gerne paa den mindste, ofte vist over Evne, og jeg er ikke sikker paa, hendes lille Ryg ikke tog Skade ved at bære saa meget.

Jeg ved ikke, om jeg var en streng Fader. Jeg tror aldrig, jeg har virkelig slaaet nogen af dem. Men et Tjat kunde der vel falde af. Men lyde skulde de, og det gjorde de, og jeg syntes, de var virkelig artige Børn. Det kom derfor som en Overraskelse for mig senere, da de var blevet voksne og var kommet hjemmefra, at sidde og høre dem udveksle Erindringer fra deres Barndom, at blive delagtiggjort i, hvor ofte de havde snøret mig og havde haft forskellige Kunster for, som ganske givet var blevet forbudt, hvis jeg havde været mere vaagen.

Saadan er det vel i alle Hjem, vil jeg tro, mere eller mindre, men det giver en Følelser af at have været utilstrækkelig i Samlivet med Børnene bagefter at erfare, at jeg var lukket ude fra en del af deres Tilværelse – og maaske den morsomste.

Vi havde jo kun 11½ Tdr. Land til Ejendommen, og jeg vilde gerne købe Tillægsjord. Men det var ikke let, da

Side 86

Ejendommene laa tæt, og de fleste var for smaa. I 1922 havde jeg faaet flere Kvier lagt til, end der var Græsning til. Jeg tingede derfor 3 Smaakvier i Græsleje hos Lars Holland, der havde købt en forfalden Gaard, Koldmosegaard, i Nærheden. Han havde ansat Taksten til 50 Kr. pr. Stk., da mine Kvier var mellem 1 og 2 Aar. De, der var over 2 aar, skulde koste 75 Kr. Da jeg hentede Kvierne om Efteraaret, forlangte han 75 Kr. for den ene. Jeg protesterede og henholdt mig til Akkorden, men saa sagde han, at den ene var jo større end de andre, og jeg kunde nok forstaa, at den havde ædt mere Græs. Det lød jo ræsonnabelt nok, og da jeg ikke kunde faa Kvien uden at betale det forlangte – og var ked af Spektakel – betalte jeg. Jeg blev for øvrigt ved samme Lejlighed klar over, at han var en Mand med Omtanke. Een af hans egne Køer var mager og maaske syg og vilde ikke rejse sig. Lars Holland prøvede forskellige Kneb for at faa den op, baade Ris og Raab. Saa sagde han til een af Drengene: ”Hent Katten!” Og da Drengen kom med Katten, løftede Lars Holland denne op over sit Hovede og kylede den ned paa Koen. Katten slog i Forskrækkelse Kløerne i Skindet paa Koen, og hvad der ikke var lykkedes før, det gik nu. Koen fór i forskrækkelse op, saa Formaalet blev naaet, selvom Koen knap kunde staa.

Samme Lars Holland tilhørte den saakaldte fri Mission, og der gik mange Fortællinger om hans Gudsfrygt, der nok kunde give sig synlige og til Tider overraskende Udtryk. Til andre Tider kunde det, som han kunde tillade sig, nok lede Tanken hen paa en Historie, der gik om en anden Frimissionsmand. Han var indblandet i en Hestehandel, hvor der var skjulte Fejl, og der blev en Retssag:

Snedker Kristian, hvis Navn rettelig var Søren Kristian Olesen, var indklaget, og Dommeren begyndte med at fastslaa hans Identitet og kom ogsaa ind paa hans kirkelige Tilhørsforhold. ”De tilhører den fri Mission – hvad vil det sige, hvad er den fri Mission, hvad staar den for?” spurgte Dommeren. Snedker Kristian vred sig, vel for at trænge Svaret sammen, og saa sagde han: ”Vi maa gøre, hvad vi vil.” Derefter dømte Dommeren han efter Paastanden.

Lars Holland kørte haardt, og i Foraaret 1923 hørte jeg, at han vilde sælge et Stykke Jord fra sin Gaard. Der var ganske vist en stor Omvej dertil for mig, men mellem min Mark og det paagældende Jordstykke var kun en enkelt Mands Mark. Manden var en flink og rar Mand, saa jeg mente, jeg sagtens kunde købe mig en Vejret over hans Jord. Men jeg turde ikke vente derpaa, for at en anden ikke skulde komme mig i Forkøbet, og jeg skyndte mig at købe Jorden, 12 Tdr. Land for 9.000 Kr., som skulde falde Kontant. Jeg maatte i Fjerritslev Bank, hvor jeg laante de 6.000 Kr., og Resten fik jeg i Laan hos Kræn Piersen i Brovst.

Nu havde jeg for lidt Bygninger, og i de følgende Aar fik jeg bygget en ny Kostald, i det væsentlige ved eget Arbejde og noget Hjælp fra Morten Nørmølle og Tømrer og Murer Cilius Pedersen i Arentsminde. Samme Cilius var en dejlig Haandværker, som siden udførte Murerarbejdet for mig, hver Gang vi skulde udvide. Det gik paa i flere Omgange, for Gæld havde vi nok af, saa det gjaldt om at tage det i smaa Nap, efterhaanden som vi orkede det. Men han havde ogsaa de fleste Haandværkeres Fejl: Han tog det Arbejde, han kunde faa og begyndte det, men naar han saa var godt begyndt, kunde han putte noget andet ind i mellem – saa forstrakte Arbejdet bedre til næste Sæson – saa der ikke blev for megen Vinterarbejdsløshed.

Klik på billedet

Saadan gik det ogsaa her. Sommeren gik paa Gled, og jeg blev utaalmodig. Jeg tog hen og snakkede med Cilius, og han lovede at møde en bestemt Dag, og jeg tog tilfreds Hjem. Da Dagen kom, havde jeg anskaffet en Haandlanger for at faa Arbejdet til at skride, og vi gik begge og kikkede langeligt ned ad Vejen efter Cilius. Men der kom ingen Cilius, og vi maatte i gang med andet Arbejde. Om Aftenen cyklede jeg ned for at træffe Cilius, der jo var paa Arbejde om Dagen. Der var kommet en Mand og vilde saa gerne have Cilius til at kalke sit Hus, sagde han. Men i Morgen Klokken 7 skulde han nok være paa Pladsen, og jeg drog beroliget hjem. Næste Morgen gentog det samme sig – hvem der ikke kom, var Cilius. Om Aftenen var jeg igen nede at snakke med ham, og han lovede igen. ”Men hvorfor lover du det, naar du ikke agter at komme?” sagde jeg. Cilius saa polisk paa mig og sagde: ”Jow, A lowwer aalti Folk aa kom, nær di gjan vel ha de – saa gor di saa glaa.” Den kunde jeg ikke staa for, og Cilius kom da ogsaa

Side 87

omsider, og han kom mangen god Gang senere.

Cilius havde Humor, og han fortalte mig en Historie om en Samtale, han var blevet Vidne til, da han stod paa en Stige og kalkede en Mur for den gamle Sognefoged, Niels Chr. Jensen. Denne havde faaet Formiddagsbesøg af Nikolaj fra Nørøkse, som nu var Rentier og boede i Nabohuset. Begge var gamle og levede i Erindringerne, hver i sine, og fortalte i Munden paa hinanden. Nikolaj raabte: ”A vild'”, og Sognefogden raabte: ”A saad'” (jeg sagde), og for de, der kendte de 2 Mænd, var de absolut truffet paa Kornet.

Nikolaj havde afstaaet sin Gaard i Nørøkse til sin ældste Søn, Lars, og havde købt en dejlig Gaard, Haabet i Arentsminde. Den var nu afstaaet til den yngre Søn, Per Christian, som beholdt Gaarden til sin Død. Men Nikolaj har nok haft Haanden paa Pulsen – det vilde ikke ligne ham andet.

Omkring Arentsminde boede flere, som var store Spasmagere. Jeg kom ikke sammen med dem, men Tid efter anden slap Historierne ud til Morskab for vi andre Tørvetrillere. Jeg var blevet Formand for en nyoprettet Kontrolforening, og vi havde Kontrolassistenten boende i vort Gæstekammer. En Dag kom han noget desorienteret hjem og fortalte, at han havde kontrolleret for Anders Nielsen, som aldrig blev kaldt andet end Anders Hjulmand. Derfra skulde han til en Kresten Jensen, som blev kaldt Potmagerkræsten. Anders Hjulmand skulde vise ham, hvor den næste boede, og han kaldte ham Potmagerkræsten – men føjede til, at ”du maa raabe meget højt, for han er næsten døv.” Nu var Kresten Jensen ikke døv, og han havde i Aviserne frabedt sig sit Øgenavn. Saa da Kontrolassistenten meget højt raabte ved sin Ankomst: ”Er det her, Potmagerkræsten bor?”, fór Kresten Jensen hidsigt op og raabte: ”Hvem haa saa'e A hjedder Potmagerkræsten?” Saa var Assistenten klar over, at døv var han ikke, men ellers …?

En fortræffelig, men noget hidsig Mand, var Jens Chr. Skole. Han hørte til Inderkredsen, men han kunde ikke godt tage det, naar Løjerne gik ud over ham. En Dag, jeg var et Ærinde hos Købmand Nielsen, var Jens Chr. Skole inde i Privaten, vist for at telefonere. Men han snakkede hyggeligt med Fru Nielsen, og der var nok falden en Vittighed, for han lo, da han kom ind i Butikken, jog Foden i een af sine blankt pudsede Træsko, som stod ved Døren. Men saa udstødte han et Hyl, bandede og svor. Det viste sig, at een af Spøgefuglene havde nappet et Hønseæg i Ægkassen og puttet det ind i Træskoen. Synderen var forsvundet, og det hørte med til de uskrevne Love, at ingen røbede ham.

Klik på billedet

Peter Jensen var een af de værste. Han havde bl. a. spillet Uddeler Jacobsen flere Puds, men en Gang han kom ind i Brugsforeningen, havde Jacobsen svoret sig sammen med et Par Stykker. De fik under et Paaskud Peter lokket ind i Kontoret, hvor et Par stærke Karle havde skjult sig, og straks Peter var inden for Døren, overfaldt de ham og trak ham af Bukserne og laaste den anden Dør, saa han kun kunde komme ud gennem Butikken, hvor der stod mange Folk. Uddeler Jacobsen fortalte Tildragelsen paa Peters 60 Aars Fødselsdag ved et stor Fest i Forsamlingshuset. Desværre lo Uddeleren selv saa meget af Historien, at vi andre næsten ikke kunde forstaa Pointet.

Lenes Far, Bernt Chr. Jensen, døde i 1925. En daarlig Tand bevirkede, at han mødte hos Læge Andersen, Aabybro, og bad om at faa den trukket ud. Lægen saa paa Tanden, men han vilde ikke trække den ud. Lad os se om ca. 6 Uger, sagde han. Da de 6 Uger var gaaet, var Bernt død efter et meget smertefuldt Sygeleje, hvorunder svære Betændelser bredte sig fra Mundhulen, ned ad Halsen og angreb de ædlere Dele. Der blev ikke snakket saa meget om Sygdommens Navn, men ingen var i Tvivl.

Bernt var en agtet Mand, og der var mange, der deltog i hans Begravelse. Han blev sikkert ogsaa savnet i Menigheden. Egentligt offentligt Liv havde han ikke deltaget i, og de fleste af hans Børn var i deres Ungdom emigreret til De forenede Stater. Tilbage af nær Familie var Jane Mari, Lene og hendes Søster Inger samt Bernts Broder, Hestehandler Peder Jensen, som under Krigen havde tjent en Del Penge ved Hestehandel. Han havde købt

Side 88

sig en Gaard - men havde afstaaet den igen og boede nu i en mindre Ejendom i Arentsminde. Lene savnede sin Far og sørgede meget. Jane Mari sikkert ogsaa. Hun var ved at blive hjælpeløs og flyttede til hendes anden Datter, Inger. Men forinden vilde hun have en Byrde fra sit Sind. Hun kom paa et flere Dages besøg hos os og vilde have os til at opsætte et Dokument, hvorefter hun eftergav os noget af vor Gæld, fordi Lene i saa mange Aar havde hjulpet dem med Hjem og Bedrift uden at faa rimelig Løn derfor. Jeg er ikke i Tvivl om Jane Mari's gode Hensigt, men jeg blev betænkelig, da det skulde holdes hemmeligt og være gedulgt over for Inger. Jeg forlangte derfor, at der skulde Vitterlighedsvidner tilkaldes ved Underskriften. Og jeg meddelte straks Moster Inger og Morbroder Jørgen – som Børnene og vi kaldte dem – om den økonomiske Transaktion for at forebygge Utilfredshed senere.

Det var da godt, for først faldt Himlen ned over stakkels Jane Mari, og dernæst maatte hun give dem et tilsvarende Gavebrev, saa Pointene var lige igen.

Med Kontrolforeningen og det dertil knyttede Regnskab blev Opmærksomheden henledt paa, at Mejeriets Afregningsmaade ikke var fulgt med Tiden. Ved Andelsmejeriernes Oprettelse ved Aarhundredeskiftet var der ikke noget sikkert Grundlag for en retfærdig Afregning, men man bestræbte sig derfor. Den første anvendte Afregningsmetode forlod man og gik over til en bedre, der saa kaldtes ”Faktor 2”. Arentsminde Andelsmejeri var naaet til Faktor 3, men da vi nu ved Kontrolregnskaberne saa, hvor megen Forskel der var paa Fedtprocenterne, og da andre Mejerier var gaaet over til at afregne efter Fedtindhold, skulde vi jo ogsaa prøve det. Men det krævede en Ændring af Mejeriets Love. Konsulent Børge Davidsen i Aalborg Amts Landboforening lovede at forklare Forskellen paa en Generalforsamling, som det lykkedes at faa Bestyrelsen til at indkalde. Davidsen talte, og der var tydelig Skepsis, særlig blandt de ældre. Saa skulde jeg da ogsaa give mit Besyv med. Jeg husker, at jeg argumenterede med, at den nuværende Afregningsmetode jo betalte for Mælken. Ikke lige meget, bevares, men dog saadan, at de, der leverede den magre Mælk, fik mere for Smørfedtet end de, der leverede den federe. Og Skummetmælken blev jo returneret til Leverandøren til den samme Pris for alle og var kun at betragte som Emballage, som i og for sig ingen interesse havde for Mejeriet. Selvfølgelig blev Forslaget stemt ned.

Da vi forlod Generalforsamlingen gik vi Flokke, og Diskussionen gik højt. Jeg var i Flok med bl. a. Bernts Broder, Peder Jensen, men han havde aabenbart ikke set mig – som han i det hele taget hidtil havde overset mig, naar vi var sammen. Han sagde meget højt til sin Sidemand: ”Ja, den ung' Niels Mand skulde da osse snak' mæ, hæ, de var jo for aa hør' sæ siel snak!” Der blev Tavshed, og Peder saa sig om og ser, at jeg gaar lige ved Siden af ham. Jeg blev naturligvis forbløffet, men Ytringen var jo i og for sig uskyldig, og jeg valgte at svare sagtmodigt: ”Ja, det skal nok passe.”

Det pudsige var, at Peder Jensen fra den Dag behandlede mig med udsøgt Høflighed. Jeg har en Gang senere oplevet et lignende Tilfælde. Da havde jeg været Medlem af Landstinget en Del Aar og var faldet godt til. Jeg var ogsaa stort set blevet accepteret af de ældre, men bevares, jeg havde kun en halv Snes Aars Anciennitet, og der var nogle, der havde over det dobbelte, og som derfor havde meget mere Erfaring. Een af dem, jeg saadan følte, betragtede mig som en Lærling, var Henrik Hauch, forstander paa Asmildkloster Landbrugsskole og nu Formand for De samvirkende jydske Landboforeninger og Præsident for Landbrugsraadet. Han var naturlig Landbrugets Førstemand og meget dygtig i en Debat, og da mine Ordførerskaber som Regel var om Landbrugsspørgsmaal, er det vel lige til, at han betragtede mig som Novice.

Vi havde faaet Lov om Landbrugsejendomme til Behandling i Landstinget, og da jeg var blevet Formand for Statens Jordlovsudvalg, og dette just var mit Sagomraade, skulde jeg selvfølgelig være Ordfører og blev Formand for Udvalget, skønt Venstre ikke havde Ministeriet. Regeringen vilde have en vis Forkøbsret ind i dette Forslag, som tidligere med Hauchs og Pinstrups Tilslutning i Statshusmandeloven (”Stats-” synes forsøgt streget ud). Hauch var med i Udvalget og var meget imod denne Forkøbsret, især Fastsættelsen af Prisen, der her ikke kunde blive en automatisk Pris lig Statshusmandsloven, hvor Forkøbsretten først indtraadte ved Salg til Andenmand. Her var der Tale om

Side 89

Godsordninger, hvor Godsejerne kunde opnaa visse Begunstigelser mod til Gengæld at afstaa mindre Arealer til Staten til Anvendelse som Tillægsjord – men til hvilken Pris?

Der var nogle hidsige Debatter herom i Udvalget, og en Dag trak Landbrugsminister Bording mig til Side og bad mig, om ikke jeg kunde finde et Udtryk, som alle kunde acceptere. Og jeg foreslog saa, at man valgte Udtrykket: ”... til en Pris, hvorom man kan opnaa Enighed med Statens Jordlovsudvalg.” Bording erklærede sig tilfreds, og saa var Aftalen, at han skulde stille Ændringsforslaget. Han har nok talt med flere, bl. a. Hauch, for det pudsige var, at Hauch med Begejstring gik ind for Forslaget og nu blev en varm Forkæmper for Loven.

Jeg var ikke uden Betænkelighed ved det vage Udtryk, men jeg trøstede mig med, at det jo blev mig, der kom til at administrere Loven og derfor kunde bruge en hensynsfuld Praksis. For jeg var fuldkommen klar over, at det ikke blev to ligeberettigede Parter, som kom til at forhandle. Da Hauch nu gik varmt ind for Loven, faldt Modstanden i Udvalget bort, og vi skulde nu forelægge Loven i det samlede Parti. Saavel Folketingets som Landstingets Medlemmer skulde tage Stilling, inden vi paa vort Partis vegne kunde anbefale det. Jeg skulde som Ordfører og Udvalgsformand forelægge Resultatet af Udvalgsarbejdet. Det gjorde jeg saa i alle Enkeltheder – ogsaa den famøse Vending vending som Hauch stærkt var gaaet ind for. Men da jeg skulde omtale dette Punkt, standsede jeg op og saa hen paa Hauch, der var i dyb Samtale med sin Sidemand, hævede Stemmen og sagde, at her var et Punkt, som jeg ikke gerne vilde udtale mig om. Men jeg havde hørt Hauch forklare det indgaaende, og derfor vilde jeg bede ham kommentere denne lille del af Forslaget. Hauch saa forvildet op, han havde sandsynligvis ikke fulgt med, men de andre, som kendte Handlingsforløbet , begyndte at smile, og et Øjeblik efter skyllede Latteren hen over ham.

Det pudsige var, at fra denne Dag behandlede han mig som et Raaddent Æg og tog umaadelige Hensyn, og da han snart efter blev Landbrugsminister i Erik Eriksens Regering, omtalte han mig i Landstingets Forhandlinger som ”Den højtærede Formand for Statens Jordlovsudvalg”, skønt det kun var Ministre, der var ”højtærede” i Tingets Tiltaleform. Undskyld dette Tankespring og denne Indiskretion, men denne lille Tildragelse fik næsten Roserne til at blomstre i det i øvrigt udmærkede Samarbejde, vi fik, da han blev Minister.

Jeg maa vende tilbage til mit Husmandsliv, saadan som jeg vendte tilbage hver Uge, mens jeg i over 30 Aar var Beskæftiget i Landstinget og Jordlovsudvalget. Og det har været de bedste Dage af mit Kiv, skønt jeg ikke vil nægte, at ogsaa det at være med til, efter ringe Evne, at forme Samfundet, var skønt.

I 1926 døde Jane Mari. Hun havde haft nogle svære Aar, opslidt som hun var. Armene var blevet saa kraftesløse, at hun næsten ikke kunde hjælpe sig selv, og synet var ogsaa blevet svagt. Hun havde megen Hjælp af Moster Inger, som boede tæt ved Huset. Vi kunde ikke gøre ret meget – dels var der ret langt, og dels havde Lene Hænderne fulde hjemme. Men Lene var nu alle Dage Jane Mari's bedste og Børnene var hendes Kæledægger, og mig var hun elskelig imod, og hun vidste ikke alt det gode, hun vilde gøre os.

Begravelsen foregik fra Jørgen og Ingers Hjem. Der var mange til Begravelsen, da Familien var stor, og alle holdt af Janne Mari, men hun havde ogsaa hjulpet mange. Det var overladt til os at lade trykke Sange til Begravelsen. Baptister bruger ikke Salmebog for Kirke og Hjem, og udenforstaaende kender ikke alle Sangene fra Baptisternes Sangbog. Lene og jeg hjalp hinanden med at finde de Salmer og Sange, vi syntes passede bedst. Herunder fandt jeg Nr. 100 i Salmebogen, som jeg ikke før havde kendt. Men jeg syntes, den passede saa godt, og Lene blev ogsaa glad for den. Ingen af os kendte Melodien, men det mente vi sagtens gik. Sine Nørmølle skulde jo synge for, og hun var meget velbevandret og kunde alle Melodier. Saa vi lod Sangene trykke, og først af alle: ”For dig, o Herre, som Dage kun Aartusinder er at regne …”, Nr. 663 i den ny danske Salmebog. Men da vi kom til Jørgens og skulde hjælpe med at tilrettelægge Modtagelse af Følget, og Sine Nørmøller sammen med os vilde gennemgaa Salmerne, viste det sig, at hun heller ikke kendte Melodien. Gode Raad var nu Dyre, men et Lyst Hovede fandt paa, at jeg skulde spørge

Side 90

Landsbylæreren, om vi ikke maatte laane hans Orgel til Højtideligheden. Det fik jeg Lov til, og paa en Trillebør hentede jeg det, og Sine kom til at øve sig efter Noder. Men nogen skulde jo kunne synge med, og derfor maatte vi alle ind og indøve Melodien. Og saa var – og er – det den dejligste Melodi, som vi siden sang saa tit. Baade Tekst og Tone er saa dejlig, at det er mærkeligt, den ikke er mere kendt. Sine spillede, og jeg skulde synge for, for læreren kendte den heller ikke. Der var nogen Slinger, men vi kom da igennem uden helt at tabe Ansigt.

Efter Begravelsen kom jo den alvorligere Del. Boet skulde gøres op, og jeg skulde udrede en kontant Sum, og nu viste det sig, at Moster Inger havde Papir paa en væsentlig Del af Arven. Det var jo ogsaa rigtigt nok, at hun i de senere Aar havde hjulpet de gamle Folk og ogsaa havde været sød mod dem. Men Lene var noget desorienteret og mente absolut, hendes forældre havde været mere bestemt paa, at hun skulde have noget forlods, fordi hun havde hjulpet dem i Hjemmet til sit tredivte aar uden kontant Løn. Værst var det næsten, at de personlige Ting havde Inger ogsaa Brev paa. Men vi blev enige om, at uanset hvordan det var gaaet til, og at Jane Mari paa det sidste var noget fra den, saa havde hun jo skrevet under, og vi rettede os derefter uden at protestere. Det værste var, at jeg for at skaffe Pengene maatte optage Kreditlaan, som jeg fik hjem til Kurs 68. Men vi havde jo vidst, at det vilde komme.

Uden egentlig at beklage os omtalte vi engang til min Søster Katrine, at vi havde maattet tage det store Kurstab for at skaffe Arven frem, og Katrine sagde da, at det var jo skammeligt, for saa snart Forældrene døde, var Arvinger i vildt Slagsmaal om Arven. Vi bedyrede, at der ikke var noget Slagsmaal her, men vi kunde ikke lade være at more os over, at da Katrines Svigermoder døde – og der var meget lidt at dele – opstod der Uvenskab over afdødes Pels, som jo kun een kunde faa. Iøvrigt er det rigtigt nok, at der desværre tit opstaar Kiv, naar Arven skal deles. Det har man set mange triste Eksemplet paa.

Klik på billedet

I 1927 havde vi 5 Børn, og vi var ikke kommet nærmere med Hensyn til, om de maatte blive døbt. Jeg havde mange onde Stunder ved Tanken, selvom vi ellers havde et godt og harmonisk Samliv. Jeg kom saa godt som aldrig til Gudstjeneste, og Lene sjældent. Hver Gang jeg havde anmeldt et af Børnene til Kirkebogen, fik jeg et Skrub af Pastor vig. Jeg sagde det ikke til ham, men inderst inde var jeg efterhaanden kommet dertil, at jeg ikke havde noget højere Ønske, end om jeg kunde have sagt til ham, at vi vilde have Børnene døbt. Jeg syntes, at jeg tørrede Aandeligt ud, og i 1927 indmeldte jeg mig saa igen i Folkekirken. Det kom nu ikke til at gøre større Forskel. Jeg havde Hæmninger mod at gaa i Kirke uden Lene, saa det blev mest ved Tanken, men alligevel følte jeg mig nu bedre Tilpas. Jeg gik engang imellem til Møde i Missionshuset, men heller ikke der følte jeg mig helt vel Tanken om, at Lene sad hjemme.

Livet gik ellers sin Gang, et jævnt og muntert virksomt Liv. Bedriften gik godt, vi byggede lidt, fik lidt Maskiner, fik lidt afbetalt – men ikke meget. Vi kom godt ud af det med Naboerne, og vi havde faaet en Omgangskreds blandt vore jævnlige og blandt alle Lenes Barndomsbekendte, som for de flestes vedkommende var blevet paa Egnen. De, der blev gift, overtog gerne enten Hjemmet eller en anden Ejendom der paa Egnen. Mine Søskende var ogsaa blevet gift de fleste af dem, og de bosatte sig ogsaa i Nærheden.

Min Søster Margrethe, som havde været en livlig og rask Pige i sin Barndom og første Ungdom, var blevet ramt af Epilepsi i sin værste Form, der blev kaldt Ligfald. Hun var hjemme og blev mere og mere medtaget, og til sidst fik Lægen mine Forældre til at gaa med til, at hun kom paa Dianalund ved Høng. Fader trykkede sig meget ved at rejse derover med hende, men omsider var der ikke andre Raad, saa han rejste med hende. Jeg kunde godt forstaa, at han ikke var glad for det. Skulde hun faa et Anfald undervejs, kunde han faa det svært nok, men Rejsen gik godt, og han kom lettet hjem. Een af vore Bekendte havde ogsaa en syg Datter, og da de hørte, at Far havde været ovre med Margrethe, tilbød de at betale Billet og Fortæring for ham, hvis han vilde rejse over med deres syge Pige. Enten det nu var den viste Tillid, eller han havde faaet Smag paa Rejseliv, saa tog han afsted med den fremmede Pige. Jeg var forbløffet og noget forarget, men det var vel i sin Orden.

Da Margrete havde været der i nogle Aar, vilde hun gerne hjem paa Besøg, men det forekom Far uoverkommeligt, og

Side 91

Mor bad da mig, om ikke jeg vilde hente hende hjem og følge hende tilbage igen. Bagefter, da Far fik det at vide, syntes han ikke om det, men det var nu bestemt, og jeg rejste. Pa Tilbagerejsen gik det galt. Vi rejste om Natten, og der var flere Ophold, og jeg blev søvnig. Det var, ligesom Margrete hele Tiden vilde trække fra mig, og i visse Tilfælde maatte jeg lade hende gaa. Saa stod jeg Vagt uden for Dametoilettets Dør, men var jeg ved at blunde, slog det ikke Fejl, at jeg vaagnede med et Sæt, og Margrete var ved at fjerne sig. Det kunde endda gaa, naar vi ikke skulde skifte, men vi kunde sidde i Kupeen. Værst var det over Storebælt, og paa Slagelse Banegaard gik det galt. Vi skulde vente paa Morgentoget til Høng, hvor vi igen skulde skifte til Privatbanen til Tølløse. Vi sad paa en Bænk paa Perronen, og jeg prøvede at holde Margrete i Haanden, men hun listede fra mig, og da jeg fór op, var hun naaet et Stykke bort. Og inden jeg naade hende, fik hun et Anfald og faldt om. Jeg bar hende hen til Bænken og lagde hende paa den og sad og vaagede over hende, og nu var jeg ikke søvnig.

Da der kom en Jernbanemand ud paa Perronen, blev der Opstandelse, og da jeg fortalte, hvorledes det hang sammen, var de alle umaadelig hjælpsomme. Margrete blev lagt paa en Sofa, og Forstanderen og alle de andre saa jævnligt til os. Saa snart Toget blev rangeret op, blev vi anbragt i en første Klasses Kupe – og det havde vi ikke Billet til – og Togbetjenten sørgede for, at ingen kom derind. Da vi naaede Dianalund, hjalp han mig, og nu var Margrete ganske vist vaagnet af Anfaldet, men hun var ganske omtumlet og uden klar Bevidsthed den første Tid.

Paa Dianalund traf jeg en Fætter, Post Kristians Søn, Jørgen, som havde valgt at søge en Uddannelse som Diakon. Han blev Margrete en god Hjælper og os en god Kontaktmand. Jørgen blev aldrig gift men skiftede senere over og lærte Massage. Han har nu i mange Aar været Massør – eller med det nye og fine Navn: Fysioterapeut – paa Brovst Amtssygehus.

Johanne var gift og boede i Klithuse Klit i en mager lille Ejendom. Hun havde ogsaa mange Børn, og den ældste havde vi til Hjælp en Sommer, men jeg forlangte nok for meget af ham, saa de tog ham hjem igen. Jeg beundrer Johanne for den Maade, hun holdt sammen paa Hjemmet under yderst smaa Kaar. Hun var Hjemmets Midtpunkt, Børnenes tilbedte Mor, og hun holdt Hjemmet nobelt og rent, saa det altid var en Glæde at komme der. Senere flyttede Familien til Nørthorup Kær, hvor de fik en meget forfalden Ejendom, der dog var betydelig bedre end den, de flyttede fra, og Økonomien bedredes da ogsaa ret hurtigt.

Klik på billedet

Katrine var tidlig gift, og hendes Mand og hun boede i nogle Aar til Leje i et lille Hus i Rævhede, og Manden var Arbejdsmand. Efter Bernts og Jane Mari's død købte de Huset paa Vedsted Kær af Arvingerne. Prisen var 3.100 Kr. - en efter datidens Forhold passende Pris – og Katrines Mand begyndte her et Cykleværksted. Senere fik de en Høkerbevilling og arbejdede efterhaanden Forretningen op, saa de havde det helt godt.

Stinne var ogsaa blevet gift. Hendes Mand hed Peter Jørgensen, og de vilde gerne have en Landbrugsejendom. Fader fandt en Ejendom paa Torslev Kær, som han syntes kunde passe for dem. Han havde ført nogle Forhandlinger, og nu manglede kun Penge til Udbetalingen. Han spurgte mig, om jeg vilde kautionere sammen med ham. Jeg fik Oplysninger om Pris og de Laan, der skulde til, og Sagfører Rønn, Fjerritslev, havde lovet det fornødne Laan. Jeg havde jo nok at se til og var ogsaa betænkelig ved Foretagendet, men jeg sagde dog ja paa visse Betingelser, herunder at der ikke maatte blive Tale om større Sum, end der var nævnt, samt at visse Oplysninger, som forekom mig tvivlsomme, blev afprøvet. Og saa kom vi op til Sagfører Rønn for at skrive under som Kautionister.

Klik på billedet

Jeg forlangte først de omtalte Oplysninger fremlagt, og det viste sig, at de, som befrygtet, ikke holdt. Rønn skrev derefter Laanedokumentet og lagde det frem til Underskrift – efter først at have foreslaaet, at vi skulde kautionere for et noget højere Beløb. Jeg sagde blankt nej, men Far og Sagføreren enedes om, at det var det bedste, saa der var til Omkostninger og noget at staa imod med. Saa blev det skrevet saadan, og de andre skrev under, men da Sagføreren rakte mig Pennen, sagde jeg, at jeg jo havde sagt nej. Sagføreren blev hidsig og sagde, at det kunde jeg have sagt før, hvortil jeg lige saa skarpt svarede, at jeg havde sagt nej og ikke kunde gøre for, at han skrev det

Side 92

større Beløb paa alligevel. Rønn rev Papiret midt over, sad lidt og tænkte sig om, hvorefter han skrev et nyt – nu med det rigtige Beløb. Jeg kunde se paa Far, at han var misfornøjet, og jeg troede ogsaa, Rønn var vred. Men han lod som ingenting, tog elskværdig Afsked, ogsaa med mig. Og, pudsigt nok, han har aldrig nægtet mig et Laan, naar jeg havde brug for det, og det er sket flere Gange. Han havde sagt til en Bekendt, som refererede det for mig, at jeg kunde faa alt det Laan, jeg ønskede i Banken. Senere fik jeg en Del at gøre med ham, og jeg mærkede aldrig andet end Venskab. Jeg var ked af mig selv og min Stædighed bagefter, og naar jeg fortæller det her, er det skam langtfra, fordi jeg synes, det pynter paa mig – men for at vise, hvor stor og fin Rønn var. Jeg kom til at sætte overmaade Pris paa ham.

Chr. Jensen havde jo været hjemme og hjælpe vore Forældre med at drive Ejendommen, der var paa 17½ Rdr. Land. Hvad der var Aarsagen, ved jeg ikke, men ret pludseligt bestemte han sig for at rejse til Amerika. Han var der i 3 Aar, og i den Tid sled vore Forældre med Ejendommen med kun lidt Hjælp. De var jo imidlertid ved at være for gamle til at hænge saadan paa det med Arbejde, og de vilde gerne afløses. Jeg kom ofte hjem en Tur om Aftenen og sad og snakkede med dem om alt. Til Tider var Lene selvfølgelig med, men tit tog jeg et lille Trip derhen alene. Det var ved en saadan Lejlighed, at Mor spurgte mig, om ikke jeg kunde faa Chr. Jensen til at komme hjem og overtage Ejendommen. Jeg blev forbavset, for jeg havde ikke vidst, at de ikke helt var paa Talefod. Jeg var dog bange for at blande mig i Forholdet, før ogsaa Far var med, for alt for megen utidig Hjælpsomhed bliver jo tit en Ulykke, og jeg ventede til Far ogsaa bad mig. Og saa skrev jeg til Chr. Jensen for ogsaa at høre hans Mening.

Klik på billedet

Alt det tog Tid, og saa skulde der da ogsaa være en klar Aftale om de Vilkaar, Ejendommen skulde overtages paa, saa jeg blev en slags Mægler, og Vilkaarene blev aftalt og nedskrevet. Da Chr. Jensen erklærede sig indforstaaet, var det tydeligt at mærke, hvor lettede Far og særligt Mor var, og nu ventede de med Længsel paa hans Hjemkomst. Han skulde jo have afviklet sine Engagementer derovre, men endelig kom han da, og de var lykkelige. De købte Bomhuset i Brovst, og det var mærkeligt at se, hvor Far, der ellers ikke havde været huslig, nu hjalp Mor med alt. Ja, selv Hønseriet forsonede han sig med og blev en ganske habil Hønserist, ligesom han tog fat paa Havearbejde, samtidig med at han syslede med Haandredskaber som i sin Ungdom. Det havde der ikke været saa megen Tid til de senere Aar.

Chr. Jensen blev gift med Jens Mikkelsens Datter, Edith, og faldt godt til herhjemme igen. Han havde i Amerika opholdt sig i nærheden af vor Søster Sine, og nu fik vi en Del at høre om hendes Forhold. Sine havde aldrig været særlig meget for at skrive, men hun havde nok ogsaa Hænderne fulde. Efter hendes første Mands alt for tidlige Død, fik hun en Søn et halvt Aarstid efter. Det bandt jo, og mens Krigen stod paa, kunde hun ikke rejse hjem med ham. Jeg ved ganske vist heller ikke, om det tiltalte hende, men det vilde være ret naturligt, om det gjorde. Venner bistod hende, og hun faldt vel til, og da der var gaaet nogen Tid, giftede hun sig igen – ogsaa med en emigreret Dansker, Chris Hansen. De fik en Farm og fik ogsaa Børn efterhaanden, og Virksomheden gik efter Chr. Jensens udsagn ganske godt, saa hun voksede fast derovre.

Den yngste af mine Søstre, Laura, forlod Landbruget og fik flere gode Pladser i Byen. Hun drog til København, hvor hun, da Tidens Fylde kom, forlovede sig. Hendes Forlovede kunde godt tænke sig at blive Landmand igen, og jeg var med det unge Par og Far ude at se paa Ejendom, ledsaget af en Ejendomsmægler. Vi saa paa flere, baade gode og mindre gode, og Mægleren roste dem alle. Særlig een af dem tiltalte Laura, men den var ret dyr, og der var lidt Kapital til at betale med, saa jeg slog fra. Far sagde ikke noget – klogeligt – men jeg havde en Følelse af, at han var godt tilfreds med, at jeg slog bak. Saa var han fri.

Ejendomskøbet blev ikke til noget, og de unge rejste tilbage til København. Og det var godt nok, for Forlovelsen gik overstyr, og senere blev Laura gift med en anden, ogsaa indvandret Københavner, og de har haft det godt, omend med noget skiftende Livsvilkaar. Det har jo ogsaa Formet sig saadan, at Livet i Byen har været meget lettere og mere givtig end Landbrug, i den Tid der er gaaet siden.

Side 93

Det gik godt fremad for os, omend vi sjældent havde ret meget Kontanter. Men saa udvidede vi paa anden Maade, fik større Besætning, fik nogle Laan betalt, og da Mægler Olsen fra Halvrimmen en Dag kom og spurgte mig, om ikke jeg vilde købe Lars Henriksens Ejendom, som en Søn i nogle Aar havde haft men var ved at køre fast, tiltalte Tanken mig. Men der var Landbrugsforpligtelse derpaa, saa der var Vanskeligheder ved at lægge den ind under vores, som vi havde navngivet ”Lerbækgaard”. De 2 Ejendomme var heller ikke tilstødende, men tilstødende Jord var ikke at faa. Bygningerne var ogsaa gamle og i stærkt Forfald, men det kunde Prisen jo rette paa, sagde Mægleren, som foreslog, at vi i Stedet lod opføre Bygninger paa de 12 Tdr. Land, vi havde købt af Lars Holland, og hvortil det ikke var lykkedes at faa bekvem Adgang. Der var saa noget mere Jord, og den var maaske ogsaa bedre, og i Foråret 1930 købte vi saa Ejendommen for 17.800 Kr. Vi fik en Familie til for en ringe Leje at bo i Stuehuset, og senere solgte jeg ca. 4½ Tdr. Land med Bygningerne til denne Familie, under Forbehold paa Udstykning. Men de kunde intet betale, heller ikke Huslejen, saa denne Handel maatte annulleres.

Klik på billedet

Sagfører og Landinspektør erklærede, at Sammenlægning af de 2 Ejendomme var helt lovlig, naar vi opførte passende Bygninger paa de 12 Tdr. Land. Og i Tillid hertil brød vi de gamle Bygninger ned, flyttede midlertidig Besætningen hjem, og opførte Avlsbygninger, væsentlig af de gamle Materialer, samt et helt nyt Stuehus paa Lodden. Omkostningerne ved Byggeriet var godt 7.000 Kr. + eget Arbejde og Kørsel. Jeg havde antaget en Karl til Hjælp, saa nu havde vi over 40 Tdr. Land i Drift samt en væsentlig del af Byggeriet. Pengene havde jeg uden Vanskelighed faaet hos Rønn, men der løb jo Omkostninger paa, og da Landbrugskrisen satte ind sidst i 1929 og forværredes i de følgende Aar, gik vor Status væsentlig tilbage, og værre var det med Likviditeten. Jeg fik Gæld for Foderstoffer og Gødning og for Byggematerialer, og det kneb med at betale rettidigt.

Efter at have faaet Byggeriet afsluttet, fik vi en Familie til at bo der mod at passe en Besætning, og vi satte 5 Køer + Ungkvæg + Svin ind, og vi udbød Ejendommen til Salg. Men Ejendomspriserne raslede ned, Produktpriserne ligesaa, og ingen turde købe. Den Transaktion, vi havde lovet os saa meget af, saa nu ud til at vælte vores Økonomi. Selv uden den kunde det have været galt nok, mange Ejendomme gik til Tvangsauktion, og de fleste Landmænd var illikvide. Købmændene kunde ikke faa deres tilgodehavende og kunde ikke betale Grossisten. Haandværkerne kunde ikke faa Penge og kunde derfor heller ikke betale. Rundt om i Landdistrikterne bredte Fortvivlelsen sig og Haabløsheden sig, og Bevægelsen L.S. (Landbrugernes Sammenslutning (af og til - vistnok fejlagtigt - benævnt "Landbrugets Sammenslutning), som senere fik en partipolitisk forlængelse i Det Frie Folkeparti (1934) og Bondepartiet (1940)) - eller som den først kaldtes: Randersbevægelsen – holdt Møder i Midtjylland, hvorfra Rygterne bredte sig. Aviserne gjorde disse Folk til rene Oprørere, men maaske netop derfor samlede de Folk til deres Møder.

Lene var ved at blive bange for, at vi ikke skulde kunde klare os, og det var uhyggeligt, at jeg maatte til at laane paa Veksler, og intet kunde koste noget af, hvad vi skulde sælge. En Udsætterko – en Pølseko, som den kaldtes – var helt nede i omved 30 Kr., Slagterisvin ligesaa, naar der skulde købes Svinekort til dem. Smaagrise, som vi havde lagt meget an paa, var helt nede i 5 Kroner, ja engang var det saa galt paa Aalborg Grisetorv, at man fortalte, at Grisehandlerne i Galgenhumor puttede Grisene i andres Kasser for at være fri for at tage dem med hjem, en Dag da Grise var usælgelige.

Jeg trøstede Lene med, at det gik nok, og at vi var ikke nær saa meget bagefter som mange andre. Men skidt var det, og vi nægtede os selv, hvad vi kunde undvære. Vedligehold maatte vi spare paa til bedre Tider, Børnene, saa smaa de var, maatte hjælpe til, det de kunde. Ja, Ingrid var ikke en Gang begyndt at gaa i Skole, da hun forlangte at hjælpe til med at malke som de større. Mørke og Tristhed overalt.

De faa fastansatte i Landdistrikterne var de eneste, der var ovenpaa, og de maatte høre meget for deres Kæmpeløn, som ”vi” betalte. Arbejdsløsheden bredte sig, og Tarifferne kunde ikke holdes, saa der var Smalhans til Huse overalt.

Side 94

Vi havde en Udsætterkvie, men den kunde koste alt for lidt, og derfor fik jeg vor Nabo, Eskov Andersen, der var Hjemmeslagter, til at slagte den, og saa fik vi en Lagen bredt ud i Bunden af Fjedervognen, Kødet blev anbragt derpaa, Lagnet lagt over, og saa kørte vi rundt til Naboerne og solgte Kød væsentlig billigere end Slagterens Priser. Der var flere, som havde gjort noget lignende, men da vi et Sted ude paa Vejen mødte en Slagter, der var ude for at finde et billigt Kreatur til sin Forretning, og han spydigt ønskede os til Lykke med Haandteringen, blev jeg utilpas ved Situationen og prøvede ikke mere. Det var jo hans Næring, vi gik ind i, men vi fik da konstateret, at der maatte være en ganske god Forretning at dømme efter Priserne i Slagterbutikker.

I 1931 fik vi Barn Nr. 8, der blev den sidste. Det var en lille Pige, og hun blev, som de andre, navngivet men ikke døbt. Pastor Vig var nok ved at opgive mig som en haabløs Tøffelhelt. De sidste Gange opgav han at paavirke mig og tog til efterretning, at Barnet kun skulde skrives ind i Protokollen, og det gjorde han saa. Han var sikkert en velmenende Mand, og han var velset indenfor Indre Mission, der var trofaste Kirkegængere. Andre brød sig ikke saa meget om ham, da han jo var noget ensidig og sikker. Han døde iøvrigt ret ung – han var Ungkarl og havde en Søster, som holdt Hus for ham.

Jeg har i øvrigt senere mødt en Broder til ham. Han var Skolemand og henvendte sig til mig i min Egenskab af Formand for Statens Jordlovsudvalg. Han vilde have overladt en Hovedbygning til Skoleformaal og mente, at Jordlovsudvalget nok havde saadan en. Han var en mørkskægget, undersætsig Mand, der næsten ikke saa op, naar han talte. Jeg fortalte ham, at Jordlovsudvalget ikke havde en passende Bygning og begyndte at forklare, at vi jo kun købte store Gaarde under bestemte Forhold, og i saa Fald havde vi altid paa forhaand Planer om Udnyttelsen – som Regel saadan, at Bygningerne blev solgt med en Stamparcel. Forstander Lauridsen Vig sad og saa mørkt ned for sig, og saa afbrød han mig: ”Ja, jeg kunde nok tænke, at I ikke vil hjælpe til, naar I endelig en Gang kunde gøre noget godt.” Jeg blev noget frapperet (forbløffet) og var begyndt at forklare, at vi jo ikke købte Gaarde bare for at faa dem nedlagt, men kun … Da afbrød han igen: ”Ja, jeg kender nok den Slags! Men lave Husmandsbrug, som Folk sulter ihjel paa, det er det, I vil!” Jeg opgav at argumentere.

Nu havde vi en Børneflok paa 8. Der skulde Mad til, og der skulde Tøj til, og Indtægterne var smaa. Men jeg tror ikke, hverken vi eller andre er blevet fattige paa grund af Børnene – snarere vil jeg sige, at vi blev rige ved dem. Den velsignede Følelse, at sidde midt i saadan en Flok og glædes ved hver og een, giver vel ikke Penge i Pungen. Men det giver en Mening med og en Glæde i Livet, som ikke kan opvejes ved nok saa mange Teaterbesøg eller nye Klæder eller Selskabelighed eller Bil eller Fjernsyn – eller overhovedet noget.

Klik på billedet

At se ind i de rene Barneøjne, at faa stukket en lille haand i sin, at se og føle den dybe Samhørighed, at mærke den ubetingede Tillid til Mor og Far, at være Vidne til deres Glæde i simpel Leg. Og at lægge Mærke til, at de vokser og forandres lidt, saa det ikke kan ses fra Dag til Dag – men alligevel en Udvikling, naar man ser nogen Tid tilbage, og at se hvor de lidt efter lidt vokser op til bevidste Mennesker. At lægge Mærke til, hvor de med denne legemlige Udvikling ogsaa udvikler sig Aandeligt, tilegner sig Sprog og efterhaanden Kundskaber og mærker, at de tænker selv. Det er en Rigdom, som nok saa mange Penge og timelige (jordiske, materielle) Goder ikke kan opveje. Og saa at se, hvor de saa at sige opdrager hinanden, og hvor de holder af hinanden. Jeg tror ogsaa, det giver Børnene et rigere Liv og en lykkeligere Barndom, end hvor der kun er eet eller et Par Børn. Og det er vel, naar alt kommer til alt, hvad Forældre skal bruges til: At berede Børnene en god Start i Livet. Fra Børnerige Hjem er udgaaet mange af de Mænd og Kvinder, der har betydet meget for Samfundet – maaske netop fordi de i deres Opvækst naturnødvendigt af Livet selv har lært Nøjsomhed, Flid, Samhørighed og Ansvar for andre. Og med en saadan Rigdom i et Hjem, som vi havde, hvor ikke een har bragt os Sorg, da bliver al Verdens Besværligheder til at bære, og da kan vanskeligheder og Bekymringer ikke fuldstændigt slukke Lyset eller Haabet om bedre Tider. Jeg kan med Sandhed sige, at disse Aar, selv med de religiøse Kampe, for mig var rige Aar, og jeg takker Gud for, at jeg fik Lov at leve dette Liv og gennemgaa alt dette, Livet bragte mig.

Side 95

Randersbevægelsen (altså L.S.) rykkede nordpaa, og der havde været nogle Møder i Aalborg Amtstidendes Læsekreds. De blev refererede, men Redaktør Frede Jordan var skarp i sin Bedømmelse af Bevægelsen. Han var Vilhelm Lassens (politiker, jurist og journalist, finansminister i J.C Christensen-regeringen 1905-08) Svigersøn og holdt paa Venstres Linie. De fleste Landmænd var ogsaa Venstremænd, men der bredte sig en vis Surhed over, at Venstre paa Rigsdagen ikke stærkere gik ind for at skabe økonomisk Ligeret med andre Erhverv. Hvad kunde Venstre gøre? Nogle holdt paa en Beskyttelsespolitik over for Landbruget, som overfor Industrien – en Kornordning, en Kartoffelordning, en Kødordning og andre Ting. Andre fandt, at Landbruget med sin store Eksportproduktion ikke kunde reddes ved saadanne Foranstaltninger, da Hjemmemarkedet kun aftog ca. en Femtedel af Produktionen, og at det let kunde bundfælde sig i større Omkostninger. De vilde derfor have en fri Økonomi – men saadan at andre Erhvervs Priser saa skulde ligge i samme Leje – og mente at Vejen gik over Køberstrejke. Atter andre vilde have Moratorium og Nedskæring af Gæld, vilde dekretere Betalingsstandsning og Blokering ved Tvangsauktioner. Og nogle fulgte de Radikales Anvisninger og krævede Renten skaaret ned eller helt afskaffet. En Bevægelse, der kaldte sig ”Jord, Arbejde og Kapital”, forkyndte den Lære, at hvis vi laante hverandre den nødvendige Kapital uden Rente, saa var Problemet løst. De oversaa kun, at der saa godt som ingen Penge var i de trængendes Kreds, saa Pengene skulde komme udefra, samt at Forrentningsprocenten var negativ, saa selv helt uden Forrentning – men med andre Erhvervs Priser og høje Lønninger – vilde Skævheden alligevel være der. Kort sagt – der var vild Forvirring og en gærende Utilfredshed, ogsaa mod vore egne Repræsentanter i Politik og Andelsbevægelse. Der kom skarpe Læserindlæg i Amtstidende. Jordan bed godt fra sig. Han mærkede vel, at der blev mere og mere Murren i Rækkerne – og saa slog han om.

Der blev averteret en Møde med Bevægelsens (altså L.S.'s) Formand, Knud Bach, og Husmand Siegfredsen som Talere. Interessen var meget stor, Salen paa Hotellet var fuld til Trængsel, og der var lydløs Stilhed, da Knud Bach begyndte sin Tale. Det var langtfra en revolutionær Tale. I jævne Ord skildrede han Landbrugernes Nød, gav vel visse Antydninger, men paapegede ikke bestemte Løsninger. Kun lagde han alle paa Sinde, at det var Tid til Sammenhold, at de forskellige modstridende Interesser maatte lægges tilside, og at de forskellige Landboorganisationer maatte besinde sig, lade Særinteresser hvile og nu i Landbrugets Skæbnetime trække paa samme Hammel. Han fik stor Tilslutning, og det samme fik Siegfredsen, der derefter kom paa Talerstolen. Senere hørte jeg Siegfredsen flere Gange og fandt ud af, at han brugte nogle Floskler – men denne første Gang, jeg hørte ham, fandt jeg megen Realitet i det, han sagde, selv om han legede noget med Ordene.

Han drog nogle Sammenligninger mellem forskellige Befolkningsgruppers Vilkaar. Han nævnede, hvor mange Enheder i Flæsk, Smør, Oksekød m.m. der i en Række Aar skulde til for at dække Renter, Skatter, en Række andre Udgifter pr. Enhed – og sluttede med som en Knaldeffekt at anføre, hvor mange Slagterisvin, Okser, Kalve og Tønder Korn, der nu skulde til for at dække Løn til Læreren, Præsten, Slagteridirektøren, Rigsdagsmanden og flere. Og han sluttede med at raabe ud over Forsamlingen, idet han rakte begge Hænder ud mod Salen: ”Hvor længe vil I finde jer i det!”

Der var kommet Folk langvejsfra, og flere af dem havde Ordet. Jeg havde Indtryk af, at de var mødt for det samme, at de allerede var indrulleret, og at de nu skulde søge en Kreds bygget op her. Bech, Thise Ladegaard, var een af de mest aggressive, mens Chr. Søndergaard, Filholm, Manna, var een af de mest tilforladelige. Han gjorde et godt Indtryk, og det blev oplyst, at han var Formand for Bevægelsen i Hjørring Amt.

Da saa godt som hele Forsamlingen spontant havde givet Tilslutning, blev det foreslaaet, at man straks skulde vælge en Bestyrelse, som saa skulde tegne Medlemmer og begynde et Agitationsarbejde for at faa hele Landbruget samlet. Senere skulde ogsaa denne Kreds sende Repræsentanter til Hovedledelsen og være med til at udstikke Linierne for det videre Arbejde. Blandt flere blev ogsaa jeg udpeget til at gaa ind i Bestyrelsen. Ved senere Konstitution blev Harald Aastrup valgt som Formand, og jeg blev udpeget til Amtsbestyrelsen.

Side 96

Saa begyndte en hel ny Tilværelse for mig. Jeg havde nok deltaget i en Del Foreningsarbejde, men det var i de Foreninger, hvor der var en aarlig Generalforsamling og enkelte Bestyrelsesmøder, hvor Formanden gav nogle Oplysninger, og hvor Forhandlingen som Regel var kort og tam. Dette her skulde være noget helt nyt, og et af Bevægelsens Maal var i første Række at faa udskiftet de gamle Ledere og faa nye Folk med frisk Initiativ ind, som kunde rydde op og skaffe Resultater. Jeg kom ud til en Del Møder, baade i Omegnen og - som Medlem af Amtsbestyrelsen – ogsaa videre ud. Amtsbestyrelsens Møder blev som Regel holdt i Hjørring, men da jeg ved et Møde der blev revet med og tog Ordet – jeg maatte op paa Talerstolen, og Benene rystede under mig under denne første offentlige Fremtræden – greb Ildhuen mig, og jeg holdt min første Tale. Det medførte, at jeg først blev sendt ud, og senere blev opfordret til at holde Tale ved flere Lejligheder.

Klik på billedet

Som allerede nævnt var der mange forskellige Meninger om, hvad der skulde gøres. En Overgang var der stærk Tilslutning til Tanken om Rentenedsættelse, som særlig Bertel Dahlgaard gik end for. Men da saa Interessenterne i Viborg Kreditforening tog ham paa Ordet og paa et stormende Møde vedtog, at Renten til Kreditforeningen skulde halveres – og netop dette var under Dahlgaards Resort som Indenrigsminnister – fór han op og sendte en Bandbulle ud. Det skulde ikke afgøres paa Viborg Torv men i Indenrigsministeriet. Dahlgaard kunde nok have Ret heri, men dels var han bekendt for sin Langsommelighed i Afgørelser, dels var selv en halv eller en hel Procents Nedsættelse ikke nok for de, der var i øjeblikkelig Trang. Og saa blev det jo ogsaa efterhaanden klart, at ingen, heller ikke paa Rentens Område, kunde hekse. Skulde Renten gaa ned paa Obligationer eller den effektive Rente, saa maatte der andre Foranstaltninger til - ellers blev Kurstabet bare større.

Tanken om Kornordning som Redningsplanke havde sine Tilhængere, men ikke i de kornkøbende Landmænds Kreds. Skattenægtelse havde varme Tilhængere, men de fleste veg tilbage for Konsekvenserne. Blokade ved Tvangsauktioner havde ret stor Tilslutning, og da Pengeinstitutionerne vel heller ikke havde Interesse i at overtage for mange nødlidende Panter, lykkedes det i en Del tilfælde at afværge Tvangsauktioner. Men ogsaa dette havde Skyggesider.

Alle kendte Eksempler paa, at ikke alle var uden Skyld, og Følgen – bl. a. for svækket Kredit – var aabenbar, og da saa Knud Bach (L.S.'s stifter og formand) maatte overtage Nørbjerggaard for at redde en Prioritet, vakte det vældig Opsigt. Det var noget andet, sagde hans Tilhængere. Han havde søgt at hjælpe en Mand i Nød, og det var urimeligt, at han skulde miste de Penge, han havde kautioneret for. Og det var jo rigtigt nok – det har vi vel alle set – at der kan være en Forskel. En Aagerkarl har vi ikke samme Sympati for som for den lille Sparer, og en Gang imellem kunde vel de fleste unde den første at komme i Klemme, mens vi vil slaa Helle omkring den sidste. Men saa er vi ude paa Fortolkningens og Vilkaarlighedens – i hvert Fald Skønnets – Overdrev. En lovlig Grænse vil her være umulig at drage overalt.

Forbrugsstrejken havde principielt mange Tilhængere, men hvem købte mere, end de var nødt til? Desuden var den lille Haandværker og Handlende jo de første, det vilde gaa ud over. Valutanedskæring raabte nogle paa, og det lød jo besnærende nok, naar man kun saa paa Sagen paa Overfladen. Flere Kroner for Eksporten i Landmandens Lommer. Lønninger og lignende var jo fastsat uden Garanti for Kronens Købeevne, men ogsa her var der Folk, der saa fremad og tog med i Overvejelserne, hvordan dette vilde virke paa længere Sigt.

Men der var jo ogsaa Folk, for hvem det primære var at faa Magt, først og fremmest, og som derfor holdt Stridsspørgsmaalene noget i Baggrunden og søgte at faa Bevægelsens Folk valgt ind i Andelsselskabernes Ledelse. Slagterierne kom her ind i Billedet som det mest iøjnefaldende Maal, og ved alle Andelsslagteriers Generalforsamling blev der løbet Storm mod Bestyrelsen.

Karl Madsen, Klim, var Formand for Slagteriernes Fællesbestyrelse og ogsaa for Nørresundby Andelsslagteri. Mod ham blev Skytset rettet, baade ude i Landet og hjemme i hans egen Kreds. Karl Madsen var en udmærket Mand, tankeklar og urokkelig stod han midt i Stormene. Jeg kom senere til at kende noget til ham, og jeg satte Pris paa hans

Side 97

Redelighed og hans gode Villie og Venlighed. Men der var en strid Storm, og op til den kommende Generalforsamling var det lagt op til at fælde ham.

Jeg var med ved Generalforsamlingen og paahørte Karl Madsens Beretning, og jeg syntes, han gjorde det godt. Men det var jo ikke denne Beretning, der havde den store Interesse – det var de paafølgende Valg. Der var mange Talere, og de fleste gik mod Bestyrelsen. Der skulde nye Mænd og nye Metoder til. Den, der tog flest Kegler, var en Husmand fra Sulsted, Chr. Mouritsen. Han talte roligt og ligevægtigt, og efter at have gennemgaaet den nuværende Bestyrelse – baade den hjemlige og Landsbestyrelsen og da særlig Karl Madsen – sluttede han med at sige: ”Nej, det, der skal til, er, at vi faar Haand i Hanke med hele Landbrugets Produktion og den hjemkomne Valuta. Saa fast, at vi kan holde den tilbage, naar Prisen er for lav. Sætte Prisen efter, hvad andre faar. Og slippe lidt ud, naar det passer os. Vi skal have en Mekanisme, som vi kan regulere akkurat saadan: … og saa holdt han begge Arme strakt frem, trak lidt indad, firede igen, og mens han stod og forestillede at regulere, akkurat som paa en Maskine, slog Jublen op mod ham.

Da der blev stillet Forslag om, at der skulde stemmes om, hvorvidt Bestyrelsen skulde gaa af in pleno (samlet), var der en fornuftig Mand, der stod op og sagde, at saa maatte man da se, hvem Oppositionen vilde sætte i Stedet. Ganske uanset en saadan Fremgangsmaade var uhjemlet og sikkert fremsat for at bringe Forvirring og Splid, var der ingen, der Protesterede. Der opstod Forvirring, og nogle gik paa den og vilde paa Stedet foreslaa en ny Bestyrelse. Der blev raabt nogle Navne nede fra Salen, alle Forslag var nok ikke lige overvejede, og saa var der nogle, som raabte: ”Vi kender dem ikke. Maa vi faa Kandidaterne op paa Tribunen, saa vi kan se dem.” Jeg var ogsaa foreslaaet, og vi maatte klavre op og vise os for Forsamlingen, beses fra alle Sider, og det var nu ikke alle, jeg var begejstret for at komme i Bestyrelse med.

Sa blev der delt Stemmesedler ud, og der skulde stemmes in pleno for den gamle eller for den foreslaaede Bestyrelse. Efter Stemningen før Fremvisningen i Ringen at dømme, skulde der ikke være megen Tvivl om Resultatet. Men da Stemmerne var talt op, meddelte Karl Madsen, at den gamle Bestyrelse var valgt – med 2 Stemmers Flertal. Der blev meget stille, saa begyndte nogle at raabe ”Hurra”, men blev saa mødt med Piften og Hujen, og Generalforsamlingen opløstes.

Da vi drog hjem med Toget, var der en Mand, der sagde til mig: ”Tror du ikke, det var, fordi du var med os?” Om han mente det, ved jeg ikke, men i mit stille Sind var jeg ikke utilbøjelig til at give ham Ret. Jeg var for ukendt. Men i øvrigt var Fremgangsmaaden taabelig og ulovhjemlet. Man burde have stemt om det Mistillidsvotum, Forslaget var, og saa senere have indkaldt til en ny Generalforsamling med valg af ny Bestyrelse. Saa var der nok kommet nogen med fra begge Sider. Jeg grublede noget over, om det var mit Navn, der havde givet Udslaget, og jeg kom for mig selv til det Resultat, at det var det sandsynligvis. Det vilde være sandsynligt, at der var baade 2 og 4, som ikke syntes, jeg var værdig – enten paa Grund af Ukendskab eller, endnu værre, paa Grund af Kendskab.

Naturligvis var min Deltagelse i disse Møder ikke til Gavn for Bedriften eller Økonomien. Lene og Børnene sled med Bedriften, naar jeg var borte, men jeg hørte aldrig et ondt Ord derfor. Naar jeg talte, havde jeg udarbejdet Manuskript, som jeg vel ikke slavisk holdt mig til, men det var en Hovedlinie, og ofte talte Lene og jeg sammen om det, og hun var enig i, at hvis jeg kunde gøre Nytte, saa skulde jeg ogsaa tage af sted. Min Far saa anderledes paa det. Engang blev jeg Vidne til, at han sagde – nok ikke uden Tanke paa mig – at de, der rendte Landet rundt og beklagede sig, hellere skulde blive hjemme og passe deres eget.

Jeg var kommet paa Fløjen i Organisationen, gik imod Selvtægt og outrerede Fremgangsmaader, og jeg mente, Maalet maatte kunne naas ad politisk Vej. Jeg vedkendte mig overalt, at jeg var Venstremand, og at jeg var imod, at L.S. Skulde optræde som en politisk Organisation, men at vi alle, indenfor hver sit politiske Parti, burde søge Tilslutning til at bedre Landbrugets Vilkaar.

Side 98

Der var som Regel alligevel godt Humør ved de Møder, som L.S. afholdt. Nok var vi en Bande Oprørere, men paa Bunden var vi de samme som før. Nogle dygtige var med af Ideelle Grunde, saa paa de vanskelige Vilkaar særlig de unge Landmænd, med den store Begyndelsesgæld, havde, men som ogsaa var med i dyb Medfølelse med den økonomiske Pariastilling, Landbruget som Erhverv havde. Mange var med, som ikke selv var i akut økonomisk Nød, men som vel saa paa Standen som Helhed, Forskellen paa Landmandens svigtende Indtægter og andre Samfundslags sikre Indtægter, som voksede i Værdi ved Fødevarernes Prisbillighed. Og det var et naturligt Emne paa Møderne, hvordan man kunde skabe Lighed – ved Landbrugsprisernes Forhøjelse, eller ved Ligestilling paa et lavere Niveau.

Paa et møde i Halvrimmen Kro blev jeg til Grin. Jeg skulde tale, og jeg var nok ogsaa inde paa Forskellen (på landmændenes indtægter versus andres), og jeg havde nok ogsaa nævnet Lærernes sikre Løn. Efter Foredraget foreslog jeg, at vi skulde synge en Sang, som jeg altid brugte ved Møderne, for at det hele ikke skulde faa et ensidigt materielt Præg. Jeg lagde altid Vægt paa, at Bondestandenn som saadan er et vigtigt Element i vort Samfund, og jeg benyttede Lejligheden til at pege paa de gamle Dyder.

Jeg havde i Sanghæftet fundet en Sang, som jeg syntes paa overbevisende Maade fremhævede disse og havde ikke taget mig i Agt for, at den var ret ukendt paa Egnen. Nu var der ingen oplagt Forsanger tilstede, og da jeg havde foreslaaet, og ingen andre turde, vovede jeg at begynde. Det gik godt nok til at begynde med, men da jeg ikke fik Støtte, kørte jeg vild i Melodien og maatte standse. Saa kom der en forsagt Stemme fra bagerste Række: ”Nu havde det været rart nok med en Lærer!” Og Jubelen brød løs. Jeg var flov, og saa var det blandt mine egne paa Hjemegnen.

En Ting, som baade morede mig og ærgrede mig, skønt det var ganske uskyldigt, var, at een af mine Kampfæller, som fulgte Møderne af i vid Omkreds, gerne røg Cerutter – helst andres hvis nogen bød, ellers sine egne – men Tændstikker havde han næsten aldrig med. ”Haar do ijnt en Tæjstik?” sagde han gerne til mig.

I Begyndelsen gav jeg ham godtroende Æsken, saa han kunde tænde, men jeg opdagede snart, at han var glemsom, og Æsken forsvandt i hans Lomme. Saa prøvede jeg at tænde for ham, men det gik lidt for tit paa, og saa fandt jeg en Sport i at tage flere Æsker Tændstikker med, men mine Lommer var tomme, naar jeg kom hjem. En enkelt Gang tog jeg 5 Æsker i Lommen, der bulede noget ud, men ved Hjemkomsten var den Smerte forbi. Lommerne var tomme, i hvert Fald for Tændstikker.

Det minder mig forresten om en anden lille Tildragelse, men den var et bevidst Forsøg paa at være morsom. Jeg var da Formand for Statens Jordlovsudvalg og havde altid Cigarer i min Skrivebordsskuffe til Gæster. Jeg fik en Dag Besøg af min Ven og Kollega, Einar Simonsen fra Flovt. Som vi sad og snakkede, og vi havde meget at tale om, og jeg havde glemt at byde, saa sagde Einar: ”Giver du ikke en Cigar? Du plejer at have saadan nogen gode Cigarer.” Jeg skyndte mig at undskylde og fik den bedste Kasse frem. Vi skar Spidserne af og tændte, og saa sagde Einar Lunt: ”Ja, for A skal sej dæ, A har holdt op aa ryg' … min egen Cigarer!”

Skønt det var haarde Tider, dengang jeg arbejdede for L.S., var der ogsaa mange Glæder, naar jeg var ude. Jeg traf prægtige Folk og fik mange Venner, og det var ikke alene Landbrugets Nød, vi talte om. Alle Samfundsforhold drøftede vi, og vi talte ogsaa om folkelige og aandelige Værdier. Og i hvert Fald i den Fløj af Bevægelsen, jeg bevægede mig i, var vi enige om, at vi ikke vilde have de bedre Tider, vi talte om og arbejdede for, paa Bekostning af at trykke andre ned. Ligeret var vort Motto, paa den ene Maade eller den anden, men Ligeret!

Og Tiden gik, mest med Arbejde paa Gaarden. Og selvom Daglønnen ogsaa var paavirket af de daarlige Tider og Stagnation med Arbejdsløshed til følge, saa var der for lidt Penge til at betale fremmed Arbejdskraft med, og vi maatte slide i det for at faa Arbejdet gjort. Men det kan ikke nægtes, at det under saadanne Kaar kan knibe med at se Skoven for Træer. Vor Arbejdsdag var fra 5-6 Morgen til sort nat, og var jeg ude til Møder visse Aftener, maatte

Side 99

Dagen længes og Sliddet sættes i højeste Gear.

Der var Folk, der, dengang som senere, talte meget om Strejke. Dem gik jeg imod og brugte tit Udtrykket: Vi kommer aldrig udenom Kristiansborg – og uddybede det med at advare mod uparlamentariske Metoder. Vi tilhørte et demokrati og vilde ikke undvære det. At Fagforeningerne brugte Organisationsmagten paa en udemokratisk Maade, og derved tiltog sig saa stor en del af den fælles Kage, som de kunde - uden demokratisk Kvababbelse - det mente jeg ikke skulde forlede os til at gøre det samme. Og at andre Dele af Befolkningen ogsaa tog for sig paa Bekostning af Landbruget, mente jeg netop skyldtes, at der ikke var den demokratiske lighed, som vi burde arbejde for, at den folkevalgte Forsamling genskabte.

I de Møder, hvor vi drøftede disse Spørgsmaal, var Flertallet ikke enig med mig. Men jeg trøstede mig med, at der var mange med, som fulgte alle Møder og var mere højrøstede, end deres Omdømme Berettigede dem til.

Vi nærmede os Efteraaret 1932, hvor der skulde være Landstingsvalg (Landstinget var indtil 1953 Danmarks ”overhus”: 72 medlemmer, deraf 18 valgt af det afgående ting og 53 valgt ved indirekte valg via valgmænd; 35 års valgret), og jeg ivrede for, at vi skulde søge Indflydelse for at faa Folk valgt ind, som havde Skoen paa og vidste, hvor den trykkede. Andre Steder i Landet var der ogsaa Folk, der arbejdede paa, at L.S. Skulde opstille til Valgmandsvalget. Men et Hovedbestyrelsesmøde vedtog, at L.S. Skulde være upolitisk og ikke opstille, men at man stillede de enkelte Kredse frit – kun at Bevægelsen ikke maatte binde sig til en enkelt Parti. Det blev da vedtaget i Amtsbestyrelsen for Hjørring Amt, at vi skulde opstille, og vi fik Tilslutning fra Aalborg og Thisted Amter.

Det overlodes de hjemlige Kredse, hvem de vilde opstille som Valgmandskandidater, og her saa vi igen det pudsige, at det ikke overalt var de Mænd, som talte højest og rejste mest til Møder, der var bedst anskrevet paa Egnen. Og det var ikke sikkert, at de var opført først paa Kandidatlisterne. Og var de, kunde det godt falde Vælgerne – ogsa L.S. Vælgerne - ind at vælge en Kandidat længere nede paa Listen og lade Spidskandidaterne dumpe.

I det hele taget – skønt jeg mener at være Demokrat til min inderste Rod – er jeg mange Gange blevet overrasket over den selvstændige Opfattelse, Vælgerne har givet Udtryk for. Saaledes ogsaa her. Der var valgte Valgmænd, som var saa godt som ukendte for L.S.s Ledelse, men som var anerkendte og betroede Folk der hjemme. Omvendt var de største Raabere ikke blevet valgt.

Da Valgmandsvalget var afholdt og Valgmændene fordelt, var der i de 3 nordjyske Amter, som havde opstillet, valgt 24 Valgmænd (deriblandt forfatteren, NC). Det var jo pænt i forhold til den korte Forberedelse, at det kun var godt Halvdelen af Valgkredsen, der havde opstillet, samt pænt i forhold til hele den usikkerhed som raadede overfor Spørgsmaalet: Politisk eller fagforeningsmæssig Optræden. Paa den anden Side skulde der 56 Valgmænd til at vælge et Landstingsmedlem, naar alle Kunster tænktes anvendt ved den indirekte Valgmetode og ved alle tænkelige Alliancer.

Taktikere indenfor og udenfor Partierne begyndte naturligvis omgaaende at foretage Beregninger over de mulige Kombinationer. Pudsigt nok var de radikale, som teoretisk var de stærkeste Modstandere af den indirekte Valgret og alle de ”Studehandler”, den kunde give Anledning til, de fiffigste, snedigste og største Fidusmagere ved Udnyttelsen heraf. Jeg ved godt, at Undskyldningen er den, at naar vi nu havde denne form for Valg, saa maatte vi ogsaa bruge den, og ingen kan forlange, at Muligheder skulde lades ubenyttede. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig for Ubehag ved Tanken, og det var ogsaa Aarsagen til, at jeg i 1953, skønt bitter Modstander af den nye Grundlov, dog gerne vilde være med til – og ogsaa udarbejdede Forslag til – Ændringer i Valgmaaden til det Landsting, som jeg ansaa det som en værdifuld Sikkerhedsventil at beholde.

De 24 Valgmænd blev indkaldt til et Møde i Fjerritslev 8 Dage før Landstingsvalget for at drøfte, hvordan de afgivne

Side 100

Stemmer i størst Udstrækning kunde komme Landbruget til gode. Vælge et Medlem kunde de 24 jo ikke, men muligvis kunde de ved Aftaler med Partier opnaa Indflydelse paa, hvem de paagældende Partier valgte. Men for overhovedet at være aktionsdygtige maatte de 24 holde sammen, saa Forhandlerne kunde være sikker paa at kunne Forhandle. De 24 forpligtede sig derfor paa Ære og Samvittighed til ikke at bryde ud og gaa hver sine Veje. Til Forhandlere valgtes Chr. Søndergaard, Filholm, og Jørgensen, Høgholt ved Skelund i Aalborg Amt. Der var i øvrigt den Finesse ved de 24 Valgmænd, at ved en ”Strækning” og Fordeling mellem Venstre og Konservative vilde der kunne sikres de 2 Partier hvert et Mandat. Ved at gaa over til Regeringspartierne (i 1929-1935 bestående af Socialdemokratiet og Radikale Venstre) ville Mandaterne flyttes derover. Der var overvejende Stemning for at støtte de borgerlige Partier, men naturligvis dog saadan at L.S. skulde være medbestemmende om, hvem Stemmerne skulle støtte. Der var 21 overbeviste borgerlige og 3, som havde mest Sympati for Socialdemokraterne. Dette Styrkeforhold var jeg mig fuldt bevidst, da jeg bandt mig til at følges med de andre 23 i tykt og tyndt.

Saa kom det vanskelige Spørgsmaal, hvem vi skulde foreslaa til Posterne, for uanset det skulde være Folk, der tilhørte det paagældende Parti, saa skulde det dog ogsaa være Folk, vi havde Tillid til. Der var let Enighed om, at en Liste paa 8 var passende. Saa kunde de 2 Partier jo have et Udvalg at se paa. Den mulighed, at ingen af de 8 kunde godtages, blev ogsaa nævnt, men nu maatte vi saa se. Men hvem skulde de 8 være?

Der var mange Meninger, og som det oftest skete ved saadan en Lejlighed, saa var det ogsaa her de mest ivrige indenfor Bevægelsen – selvom de ikke var Valgmænd – der førte det store Ord. De mest udprægede L.S. Mænd skulde paa Listen, og endelig blev den stillet op. Jeg deltog ikke meget i Forhandlingen og var klar over, at de fleste, maaske alle, var uantagelige for Venstre . Men vi havde jo en stærk Stilling, og mange mente, at vi kunde diktere. Saa blev Mødet hævet, og vi belavede os paa at drage hver til sit med Formaninger til Valgmændene og Forhandlerne og de bedste Ønsker for det kommende Valg, der skulde foregaa i Aalborg.

Jeg var kommet med Toget til Fjerritslev og skulde nu tilbage. Det var blevet sent, og det var en sur Tur hjem.

Just da jeg vilde gaa til Stationen, kom Valdemar Hjorth, Randrup, som før havde haft Østergaard i Brovst, hen til mig og tilbød, at jeg kunde køre med ham til Arentsminde. Jeg tog med Tak imod – men var noget forundret. Jeg havde ellers ikke haft noget Kendskab til Hjorth, der udpræget var det store Landbrugs Mand, medens jeg jo hørte til de mindrebemidlede, som i flere Henseender havde en anden Mening om Tingene. Hvorfor tog han ikke en anden med? Eller hvorfor tog han ikke flere med?

Svaret fik jeg, da vi havde kørt lidt. Saa sagde han: ”Er De klar over, at De nu bliver Landstingsmand?” Jeg blev noget forbløffet – men maatte indrømme, at jeg under Forhandlingerne, og da særligt efter at Listen var sammensat, havde tænkt paa, at denne Liste næppe kunde føre til Valg, og at der nok blev andre Muligheder at drøfte. ”Jo”, sagde Hjorth, ”jeg sad og saa paa de forskellige, og jeg fandt ud af, at der næppe er andre end Dem, der kan antages at kunne godkendes af Venstre. ”Naa ja, nu maa vi se”, sagde jeg, ”det er i hvert Fald for tidligt at sælge Skindet.”

Da Valgdagen kom, samledes Valgmændene i Aalborg. Jørgensen, Høgholt, og Chr. Søndergaard optog Forhandlinger med de 2 brogerlige Partier, mens vi andre dødelige samlet afventede Resultatet. Naturligvis fremlagde de Listen med de 8, men det laa haardt. Det lykkedes at opnaa Enighed med de konservative om, at disse valgte Poulsen, Risagergaard ved Hvidsten i Randers Amt og fik de fornødne Stemmer fra os. Poulsen var kendt som en god konservativ Mand, men han havde ogsaa sit Alibi i Orden hos L.S., hvis Formand jo boede i Randers Amt. Værre laa det hos Venstre. Listen var blevet præsenteret og var pure forkastet. Venstre havde foreslaaet forskellige, men vore Forhandlere turde ikke love Stemmer til Folk, som man vidste gik stærkt imod L.S.

Side 101

Forhandlerne kom flere Gange tilbage og var hver Gang mere mistrøstige – men maatte afsted igen. Ogsaa nogle af vore Valgmænd tog en Tur ud i Byen en Gang imellem, og det Rygte bredte sig - sandt eller urigtigt – at Socialdemokraterne havde tilbudt de 3 af vore, som havde deres Sympati, at hvis de 3 vilde sprænge Samarbejdet med os og gaa over til Socialdemokratiet, vilde man vælge den af dem, som de kunde blive enige om. Man vidste ogsaa at fortælle, hvem af de 3 det skulde være. Det var en Statshusmand, Jens Chr. Jensen fra Taars, og han saa hemmelighedsfuld ud. Uhyggen bredte sig blandt vi andre. Det vilde jo være en frygtelig Blamage, hvis vor Opstilling til Valget skulde ende med, at Socialdemokraterne løb med Mandatet. Ganske vist havde de vel nok taget det, hvis vi ikke havde opstillet. De manglede jo kun de faa - men Venstre de mange - stemmer til Mandatet, men netop dette, at vi kunde sikre 2 Mandater for de borgerlige, forekom mig saa vigtigt, at det var mere end nok til, at det blev slaaet fast, at Forræddere var vi ikke.

Hver Gang vore 2 Forhandlere kom tilbage, og det var nu over Midnat, var Chr. Søndergaard mere og mere opløst, medens Jørgensen var lige frisk. Endelig kom de tilbage ved eet Tiden, og Søndergaard var sønderknust. Han aflagde sin Beretning og sluttede med, at nu var Forhandlingerne endt. Venstre havde givet et Ultimatum: Enten Nielsen-Man som den eneste af vor Midte – ellers gik Venstre sine egne Veje. Det vil vel nok sige, at ellers strakte de Stemmerne og lod Lykken raade, om de eller Socialdemokratiet fik det sidste Mandat. Men det var Venstres ufravigelige Betingelse, at vi 24 skulde binde os til at overlade dem Stemmerne, saa de kunde fordele og strække dem, som de fandt rigtigst, og de havde forlangt samtlige 24's Underskrift paa Aftalen.

Det var en hamber een (bitter pille). Flertallet accepterede det ganske vist som den eneste Udvej, der nu stod tilbage for at undgaa den fuldstændige Fiasko – men de 3?

De 2 affandt sig dog ogsaa, men Jens Chr. Jensen vred sig. Een efter een underskrev Haandfæstningen, men Jens Chr. Jensen vred sig som en Orm. Flere Gange havde han Pennen paa Papiret, men han betænkte sig igen. Presset blev tilsidst for stærkt, og efter at han havde lagt Pennen et Par Gange, overvandt han sig selv, førte Pennen i en Bue op over Hovedet ned til Papiret og sagde med et Suk: ”Ja, ja, skal A skryw saa skrywwer A da”, satte Pennen til Papiret og fraskrev sig maaske derved Mandatet.

Aftalen var, at hvis vor Valgforsamling accepterede, skulde jeg møde hos Venstres Valgforsamling i Haandværkerforeningens store Sal, medbringende de 24's Underskrifter. Forhandlerne blev tilbage, og alene begav jeg mig til Mødet med Venstres Valgforsamling, som efterhaanden var paa Kogepunktet. Jeg blev ført frem for Mødets Leder, fhv. Statsminister Madsen-Mygdal. Han saa bøs ud.

Klik på billedet

Jeg fik senere at vide, at flere fra min Egn, ogsaa Folk jeg havde siddet sammen med i Bestyrelsen for den lokale Venstreforening, havde fralagt sig Kendskab til mig. Andre, bl. a. Sogneraadsformand Laurits Jensen, Gammel Kirk ved Dronninglund, som for øvrigt var en ivrig L.S. Mand, men som havde valgt at slutte op om Venstre, tog mig i Forsvar og sagde, at jeg var en god Venstremand.

Madsen-Mygdal underkastede mig et indgaaende Forhør. Stemmen var skarp, og Spørgsmaalene gik lige paa og haardt. Jeg svarede og gav de Oplysninger, han forlangte, og da han spurgte, om jeg var Venstremand, svarede jeg klart Ja. Men jeg føjede til, at jeg mente, at der var mange af L.S.'s Tanker, jeg fandt gode, og som jeg vilde gaa ind for, om jeg blev valgt. Madsen-Mygdal vrissede hertil.

En Lærer fra Hjørring, som jeg senere fik at vide var Spejderfører og Ungdomsarbejder indenfor Indre Mission, stod op og erklærede, at Indre Mission vilde gaa ind for mig, og at de betragtede mig som een af deres. Det kunde jeg ikke lade staa uimodsagt, for jeg vilde ikke vælges under forkerte Forudsætninger og bad om Ordet. Jeg maatte op paa Talerstolen, og flere hundrede Par Øjne saa paa mig, jeg tør ikke paastaa venligt, og jeg sagde højt og tydeligt: ”Jeg er ikke Indre Missions Mand”, og føjede stilfærdigt til: ”Gid jeg var.”

Side 102

Eksaminationen var nu forbi, og mange har senere sagt, at de havde ondt af mig, og at Madsen-Mygdal tog for strengt paa mig. Men det har jeg aldrig kunne se. Jeg var jo tvangsindlagt, havde været med til at opstille en Særliste og var af og til gaaet imod Venstres officielle Politik, derunder ikke mindst Valutaloven. Saa jeg fandt det ganske i sin Orden, at Madsen-Mygdal følte mig alvorligt paa Tænderne, før Venstre valgte mig som een af deres Repræsentanter paa Rigsdagen.

Det blev sent, før Forhandlingerne sluttede og Mødet blev opløst. Jeg havde ikke været forberedt paa at overnatte i Aalborg og havde ikke bestilt Logi, og nu var det for sent at kunne tænke paa at kunne faa et Hotelværelse. Byen var jo fuld af Gæster langvejs fra, og der gik ingen Tog hjem paa denne Tid af Natten, og jeg bestemte mig for at drysse rundt paa Gaderne. Vi skulde møde til selve Valget Kl. 10 næste Formiddag, og der var Mødepligt.

Det var i September, Himlen var lys, ogsaa i mit Sind var der lyst, selv om hele Situationen var noget fremmed for mig. Jeg vil ikke sige, jeg var glad. Det hele var saa forvirrende, og jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg var mig bevidst, at Fremtiden krævede meget af mig. Kunde jeg forslaa? Kunde jeg udrette noget? Havde jeg Styrke til at gaa ind i Venstres Rigsdagsgruppe som loyal Medarbejder og alligevel gøre noget for det Landbrug, der var i saa dyb Økonomisk Nød? Gøre noget ud over det, som Venstremanden var forpligtet paa, for jeg fik jo en særlig Forpligtelse overfor de Folk, der sammen med mig vilde noget udover det, som Venstre havde gjort? Ja, kunde jeg? Da slet ikke uden den almægtige Guds særlige Hjælp, og jeg bad inderligt Gud om Kraft og Styrke og Visdom til at gøre det rette.

Pludselig var der en svær Mand, der tiltalte mig venligt. Han præsenterede sig som Lærer Jens Damsgaard fra Klim. Ham havde jeg da hørt af Omtale og havde ogsaa læst nogle Indlæg i Amtstidende, og jeg vidste, at han var fanatisk Venstremand. Han havde været med ved Mødet i Haandværkerforeningen, sagde han, og han syntes, jeg havde klaret godt for mig. Nu var vi jo Arbejdere i den samme Vingaard, sagde han og tilbød mig sit Venskab, som jeg glad tog imod. Saa skulde vi være dus, og han spurgte, hvor jeg havde Værelse. Ja, det var jo ikke saa godt med det, maatte jeg indrømme. Naa, han var gaaet en Tur for at faa frisk Luft og troede, jeg gjorde det samme, men han havde et Værelse, hvor der var vistnok 2 Senge, og han tilbød mig at sove i den ene. Jeg tog med Tak imod. Da vi imidlertid kom op paa Værelset, var det et knebent Loftsværelse med een Seng og Lænestol og ellers ikke meget mere. Det gjorde ikke noget, sagde Damsgaard. Natten var jo ikke saa lang, og vi kunde sagtens sove sammen i Sengen. Han begyndte at tage Tøjet af, men da jeg saa ham i Undertøj og samtidig saa den smalle Seng, var jeg klar over, at ved Siden af den Ende, var der ikke Plads til mig.

Jeg takkede og sagde, at jeg var glad, om jeg maatte hvile mig i Stolen. Der fik jeg saa en Hvilestund og ogsaa en Blund. Men Damsgaard kom til at snorke, saa jeg listede ned ad Trappen og ud paa Gaden og oplevede en herlig Sensommermorgen, som var saa skøn, at jeg blev helt vaagen og næsten ikke savnede en Seng.

Klokken 10 mødtes vi saa paa Afstemningsstedet, fik udleveret en Stemmeseddel og Besked paa, hvem vi skulde stemme paa. Jeg skulde stemme paa en Venstremand, og det samme tror jeg nok, alle vi L.S. Mænd skulde. Saa var der nok nogle Venstremænd, der fik Besked paa at stemme paa mig, selvom det var surt, for valgt blev jeg. Ingen maatte forlade Lokalet, før Optællingen var til Ende – vel for det Tilfælde at der skulde være indløbet Fejl.

Saa skiltes vi - noget tamt. Jeg fik ikke ved denne Lejlighed sagt rigtig Tak til dem, der havde bragt mig frem, og maaske har jeg aldrig faaet takket nok.

Jeg tog hjem til Lene og Børnene og følte mig rigtigt hjemme. Lene havde været noget forberedt paa, hvordan det kunde gaa, og de havde siddet og lyttet til Radioudsendelser fra Valgmødet, og de havde været spændt. Og just da Navnene blev læst op paa de Valgte, svandt Strømmen paa Batterimodtageren, og det sidste, de hørte, var en svag Hvisken: ”Nielsen-Ma...” Om det saa var den rigtige, var de ikke helt sikker paa.

Side 103

Paa hele Egnen vakte Valget voldsomt Opsigt. Der var stor Forargelse hos mange, andre lod mig vide, at de kunde unde mig det. Men om de ansaa mig for værdig, var nok et stort Spørgsmaal. Da Rygtet løb rundt i Halvrimmen, har jeg hørt fortælle, raabte den tykke Jens Vesterrøgild: ”Har I hørt det! Niels Mand er bløwwen Folketingsmand!” Saa fik han øje paa Skrædder Anders og raabte til ham: ”Haa do no Tøw hjemm' for no ska Niels Mand ha sæ no ny Klær'.”

                                 

Klik på billederne

 --

 

Lokalhistorisk Arkiv for Øster Han Herred.

A478-2

Niels Christian Nielsen-Man

Erindringer, 1894-1944 (?)

Nedskrevet omkring 1964 (sandsynligvis)

 

Den 15. november (vistnok i 1936) var det 25 aar siden, Moster Inger og Jørgen blev gift. Jeg skulde naturligvis med til Sølvbrylluppet, der blev fejret med en stor Fest.

Jeg havde imidlertid haft periodiske Anfald af Smerter i Underlivet i nogen Tid, og Overlæge Christensen, Brovst, tilraadede Operation, da han mente, det var Blindtarmen, der var vrøvl med, og jeg blev indlagt paa Brovst Sygehus den 1. November til Observation. Da jeg havde ligget der nogle Dage, tilraadede Christensen Operation, der da ogsaa blev foretaget. Jeg var naturligvis bedøvet og var uklar, da jeg vaagnede. Jeg var heller ikke helt klar, da Overlægen kom ind på Enestuen, jeg laa på, medbringende Blindtarmen i et Glas, som han tilbød, at jeg kunde faa med hjem som et Minde. Jeg syntes, det var et mærkeligt Minde at gemme og afslog. Det var han forbavset over. Saa blev den jo smidt væk, og der var mange, som satte Pris på at faa bortopererede Dimser med, sagde han. Og jeg kunde da se, den ikke havde været for god at fjerne.

Overlægen var en meget venlig Mand, ogsaa vist dygtig, men jeg har nu altid syntes, han havde for let til Kniven, og Dødeligheden efter Operationer var ret høj. Nu var et forholdsvis lille Sygehus som Brovst nok heller ikke det rette Sted til at foretage alt for mange Operationer, og senere er da ogsaa mange Operationer henvist til større Sygehuse, men Christensen havde godt Mod og foretog mange. Min Far døde efter en relativ lille Blæreoperation paa Brovst Sygehus, og Overlægen sagde bagefter til mig, at han ikke kunde forstaa, at han døde. Han skulde sagtens kunde have overstaaet denne lille Operation.

Dengang blev Patienter holdt meget længere i Sengen efter en Operation end nu, og Dagen før Sølvbrylluppet laa jeg endnu i Sengen. Jeg talte med Christensen, om det kunde gaa an, at jeg blev udskrevet, og efter Omstændighederne gik han med dertil, naar jeg vilde være forsigtig.

Det var nu ikke min stærke Side, men jeg blev da udskrevet, kørt hjem i Bil, blev klædt paa og kom med til Sølvbryllup. Jeg blev nu ogsaa passet godt paa, og Lene var meget omhyggelig med, at jeg ikke maatte bevæge mig for meget. Det laa nu ogsaa saadan, at jeg knap kunde gaa oprejst, for saa sved det i Stingene.

Ankommen til Moster Ingers Hjem blev jeg omhyggelig anbragt paa en god Plads, saa jeg let kunde høres i alle Stuerne, for jeg skulde jo holde Festtalen. Da tiden kom, blev jeg hjulpet hen i en Dør. Særligt var min gamle Ven og tidligere Principal, Kræn Muensen (alias Kren Mogensen, Vedsted Kær), omhyggelig. Han vilde støtte mig, mens jeg stod og talte. Jeg kunde ikke lade være at tænke på den Gang, jeg tjente ham. Da var han ikke altid lige glad for mig – og vist med rette.

Side 104

Jeg blev skaanet ved Arbejdet hjemme og passet meget paa, og alligevel kom jeg før Jul paa et grimme Job. Der kom en meget tidlig Snevinter, 3 dages Rendfog (også Rendefog: ”Himmel og jord står i ét”, snestorm), Mælkekusken kunde ikke køre, og det kneb med at bruge Sødmælken. Saa da det blev stille Vejr igen, blev Bernhard og Karlen sendt til Mejeriet med 2 Dages Mælk. De kunde ikke køre ad Vejene men maatte køre over Markerne og krydse sig frem. Saa kom Snefogden og ”bojede” (beordrede?) til Snekastning paa Vejene, og det skulde gerne være straks. Mødestedet var ved Kirken, hvor det var helt galt, og det var Hovedvejen, som skulde ryddes først.

Jeg tog en skovl paa nakken og begav mig paa Vej ad det Spor, de havde kørt ad med Mælken. Saa tænkte jeg, at jeg mødte dem og kunde aflevere Skovlen til Karlen og selv køre med Hjem. Imidlertid var de kørt en anden Vej Hjem, saa jeg kom helt ned til Kirken uden at møde dem. Der var mødt en Flok, unge og gamle, og vi blev straks sat i Gang med at grave os igennem.

Jeg tænkte mig, at de unge tog de værste Pladser. Men om Forladelse, de kneb ud og tog fat, hvor der ikke var for tykt Snelag. Og før jeg fik set mig om, var jeg anbragt med nogle ældre midt i den største Dynge. Naa, det kunde jo ikke nytte, vi alle kneb ud, og vi gik i Gang. Vi skulde kaste Sneen højt over vore Hoveder, og jeg var lidt bange for, at Saaret skulde springe op og passede paa ikke at rette mig op i Kastet men holde Maven krummet sammen. Det gav nogle slemme Stik i Saaret, hvis jeg var ved at glemme det, men der skete ikke noget, og da Bernhard var kommet Hjem og havde faaet noget at spise, kom han og afløste mig. Og saa fik jeg endda Skænd, da jeg fortalte hjemme om det Job, jeg havde taget. Jeg undrede mig meget over de unge.

--

I Brovst Sogns nordøstlige Hjørne ligger et Omraade, som i gammel Tid blev kaldt Skovengene. Det ligger vest for Arentsminde Kanal, der er Amtskanal, og Skel mellem Brovst og Vedsted Sogne og mellem Øster Han Herred og Hvetbo Herred. Skovengene, der ligger op mod Hovedvej 11, har hørt under Langeslund, der var en stor Proprietærgaard med udstrakte Arealer, baade mod nord op til Sandmosen i Tranum Sogn og mod Syd ned til Øland Sogneskel midt i Vejlen - en fladvandet Vig af Limfjorden mellem ”Fastlandet” og Øerne Gjøl og Øland, der nu ved Landvinding er udtørret ved Udpumpning.

Efter de gamles Udsagn blev Skovengene, der formentlig har sit Navn efter sit Naboskab med Ulveskoven under Stamhuset Birkelse, brugt af Langeslunds Ejere til Afgræsning, særlig af Stude og andet Ungkvæg. Jorden var moset, og der blev skaaret Tørv. Senere blev Arealer solgt fra til Oprettelse af Husmandsbrug – ikke med Statslaan, de første Bebyggelser maa have fundet Sted i første Del af det nittende Aarhundrede - men vel med Gæld til Langeslunds Ejere, senere afløst af Kredit- og Sparekasselaan.

Ved Udstykningen fik Arealerne Matrikelnumre under Langeslund Ejerlav, og ved den første Bonitering blev Taksterne sat meget lavt. Man fortæller, at da Bonitetsmændene var ude at bonitere, var Jorden meget ujævn, tuet, som det hed. Man maatte skræve over tuerne, og Bonitetsmændene blev enige om at trække Lod om, hvorvidt Taksterne skulde sættes til 1, en halv eller en kvart Takst. Loddet faldt paa en halv, hvorefter man enedes om, hvor meget hver Lod skulde sættes over eller under denne Middeltakst. Jorden er ellers rigtig god nu, efter at Tørven enten er afgravet eller bedre: Formuldet gennem halvandet hundrede Aars Dyrkning.

Den første Ejendom, jeg havde, Lenes Hjem på 11½ Td. Land, havde i alt 1 Skæppe Hartkorn, og selv efter at jeg gennem Aarene havde faaet købt saa meget Jord til, at der var en god Bondegaard paa 47 Tdr. Land, var der kun 4 Skæpper Hartkorn. Og det var dog en Gaard med 16-17 Malkøer, 2 Spand Heste og med Tillæg og Svin op mod et hundrede Dyr. Jeg har set mange Eksempler paa, at denne første Bonitering paa den da dyrkede Jord var meget

Side 105

træfsikker, men de senere opdyrkede Jorder har man aabenbart boniteret efter det Udbytte, Jorden gav paa Vurderingstidspunktet.

Her paa disse uopdyrkede Jorder begyndte saa Nybyggerfamilier, ganske som senere paa Tranum Enge, hvor mit Barndomshjem laa. Lenes Bedsteforældre var med gennem første Generations Opdyrkningsarbejde, hvor Skovl og Spade var de vigtigste Redskaber. Senere kom Studeforspandene, naar det gik højt, men det var ikke ualmindeligt, at de magre Husmandskøer blev spændt for Plov og Vogn, saa meget Mælk har de ikke givet. Før Andelsmejeriernes Opdukken blev Fløden kærnet hjemme, og naar der var eet, eller endnu bedre to, Pund Smør, gik Turen til Vedsted til Købmand Mathisen med Smørret. Een Krone for Pundet var en god Pris, men det var heller ikke 1964 Kroner. Det var før Politikerne lærte at købe Stemmer ved Pengeforringelser.

Senere kom der ogsaa en Købmand i Skovengene. Jeg ved ikke, om det var den første, men Købmand Jacobsen er den første, jeg har hørt om. Han fik en efter Tidens Forhold god Forretning, men det var ogsaa en blandet Landhandel.

Jeg har som Dreng baaret mine første Dueunger til Skovengene og solgt dem til Jacobsen for 18 eller 19 Øre pr. Styk. Men jeg var saa heldig, at mine Duer gerne havde 2 Unger paa Tiden, og saa var der jo det gode ved Duerne, at de – som man sagde – fik Føden paa Naboernes Jord. Saa det var en ganske god Forretning.

Jeg husker meget senere, da vore Børn havde faaet Dueunger at sælge, da var de steget til 25 Øre pr. Styk hos Købmanden. Der var drenge med Handelstalent, som gik rundt og købte Dueunger, blandt andet kom Chr. Hvolgaards Frits en Gang og vilde købe. Vi sad og spiste, da han kom ind og spurgte, om vi havde nogle Dueunger at sælge. Skønt Duerne var Børnenes, spurgte jeg, hvor meget han vilde give for Stykket. ”22 Øre”, sagde han. ”Jamen saa kan vi faa mere hos Købmanden”, sagde jeg, ”han giver 25 Øre”. Frits stod og saa ned paa sine Fødder, gnubbede den ene med den anden. Saa saa han troskyldigt op paa mig og sagde: ”De' ka' A ossaa godt gi', men saa tjenner A ijt saa møj!” Han fik Dueungerne!

--

Den 15. november (vistnok i 1943), lige 7 aar efter Moster Ingers og Jørgens Sølvbryllup, var det vor 25 Aars Bryllupsdag, og ogsaa det blev en stor Fest. Vi havde ikke Plads hjemme til saa mange, som vi gerne vilde have med - baade vor store Familie paa begge Sider, vore flinke Naboer, og Venner videre omkring - jeg havde faaet mange under mit udadvendte Arbejde - og især den nærmeste Vennekreds paa Rigsdagen og i Organisationerne. Vi havde vendt og drejet det, skrevet op og strøget igen, men der blev 220, som vi ikke syntes, vi kunde eller vilde undlade at tage med. Og saa blev det i Arentsminde Forsamlingshus, der ikke kunde rumme flere. Det er ganske vist Skik paa Landet at sætte en Annonce i Avisen: ”De, der ønsker at glæde os paa vor Sølvbryllupsdag den --, indbydes til Middag -- Kl.--. Man bedes tegne sig i Brugsforeningen og/eller Købmanden inden –.” Men det var jo ganske uoverskueligt, og det turde vi ikke.

Om morgenen blev vi – som sig hør og bør – vækket af Naboer og Venner med Musik, Sang og Salut. Bordene var dækket Aftenen før til Kaffe for Morgengæsterne, og Huset var fuld af tjenende Aander, flest frivillige værnepligtige.

Formiddagen gik med at modtage Gratulanter, Gaver og Telegrammer. Mest glad var jeg for en Deputation fra Halvrimmenkredsens Venstre, der bragte som Gave et Stueur med Inskription i Sølvplade og et Konsolur fra Venner samt et Spise- og Kaffestel. Mine Venner paa Rigsdagen kom til Middagen med en prægtig stor Vase københavnsk Porcelæn, og i øvrigt strømmede Gaver, Telegrammer og Lykønskningerne ind. Det blev en dejlig Dag med uforglemmelige Minder.

Middagen i Forsamlingshuset begyndte kl. 18, og ogsaa der var Venner og Naboer behjælpelige. En Flok unge Piger,

Side 106

søde og nydelige, vartede op, og ved Middagen blomstrede Talerne, saa det næsten ikke var til at faa budt velkommen. Jeg kunde mærke, der blev en vis Uro efterhånden, og Kl. 21.30 brød jeg ind, takkede alle, mest Lene, og jeg husker, at jeg sluttede med at citere Kongens Ord: ”Takken skal højere op.” Saa bød jeg velbekomme, og paa et Øjeblik var Salen tømt. Alle styrtede ud og spredte sig over et stort Område. Toiletforholdene er jo ikke gode i et Forsamlingshus, i hvert fald ikke i Arentsminde. Nogle sagde til mig bagefter, at jeg havde afskaaret dem fra at faa Ordet. De vilde ogsaa gerne have sagt noget, men jeg var mig bevidst, at det var paa høje Tid at give Frikvarter.

Aftenen var en dejlig Fest med Sange og Samtaler, mens der var pudsige Indslæt (indslag), som da Lærer Pedersens Kraveknap forsvandt paa den indvendige Side af Skjorten og hans Husbestyrerinde stak Haanden ind for at lede efter den og pludselig vel kom i Tanker om de mange Tilskuere og rødmende trak sig tilbage. Eller da tidligere Folketingsmand Johannes Hansen, Aas Mark ved Taars, gik i Staa midt i sin Tale og ligesom ikke kunde finde Traaden. Selvfølgelig var det ikke pudsigt, end ikke rart, for Johannes, med der havde været saa mange fremmede Talere, og drevne Talere, saa de hjemlige ikke turde vove sig frem. Og jeg mente at kunde se paa nogle, at det var ligesom en Oprejsning at se én af de ”helbefarne” gaa i Staa.

Skønt Rejseforholdene jo langt fra var lette, var dog alle, som var indbudt, mødt, hvis da ikke de var absolut forhindret, men jeg kan ikke huske nogen, som udeblev. Niels Elgaard, som var Trafikminister, var mødt med sin Kone, Edvard Sørensen og hans Kone, Hans Pindstrup med Kone, Ejnar Kjær og Kone, Johannes Hansen og Kone, Lærer Olsen og Kone, Formændene for Kreds- og Amtsorganisationer med Koner - og mange flere. Og alle var meget venlige og hjertelige, saa Dagen blev en dejlig Dag. Ikke mindst glædede det os, at nogle af Børnene ogsaa vovede sig frem med en Tale og Tak.

Normalt er saadan en Fest jo rasende dyr, og selvfølgelig kostede den ogsaa noget, men ikke nær saa meget som man skulde tro, og det var Naboers og Venners og de unges store og gratis Hælp, der var Aarsag hertil. Og saa vil jeg endda sige, at det største ved denne Hjælpsomhed var ikke Besparelsen men dette at mærke den Hjertelige gode Villie, som udstraalede mod os og gav os en sikker Forvisning om, at de gjorde det med Glæde og vilde blive kede af det, hvis vi begyndte at tale forretningsmæssigt om Løn og Godtgørelse. Jeg er nu, som dengang, helt sikker paa, at det var Lene og Børnene og Familien, og kun i anden Række mig, der var saa vellidt derhjemme paa Egnen. Men det lunede dog.

--

Nogle Dage efter vort Sølvbryllup traf jeg Lambert. Han beklagede sig over, at han ikke havde været budt med til Festen. Han havde dog sat Glas i for os, når der var gaaet en Rude! Ja, det var jo sandt nok, og jeg undskyldte.

Det havde nu ikke været i vore Tanker at indbyde Lambert, men paa en Maade kunde jeg godt forstaa hans Skuffelse. Som før nævnt var det mest almindeligt at indbyde i Aviserne og lade Folk selv bestemme, om de vilde deltage, og Lambert var en sikker Gæst ved saadanne Lejligheder, ligesom ved Begravelser o. lign.

Klik på billedet

Han var et mærkeligt Menneske, respektabel paa sin Vis, men altid var han til bedste for Spasmagere. Og det gjorde ham ikke noget, blot han fik et gratis Maaltid eller kunde tjene en Skilling. Paaholdende var han til det yderste, og et lille Kneb gik han ikke af Vejen for. Jeg havde som sagt ladet ham indsætte Ruder for os nogle Gange, men der skulde passes paa, ellers brugte han Glasstumper, han havde samlet op fra Folks Affaldsdynger. Til Staldvinduer var det ikke saa galt, selvom Vinden somme Tider kunde pifte ind gennem Sammenføjningerne. Men han vilde gerne bruge Stumper ogsaa til Vinduer i Stuehusene, og det var jo ikke saa godt. Dem maatte han pille ud igen, hvis det blev opdaget, før han havde faaet sin Betaling, der ogsaa var meget rimelig.

Engang han kom og spurgte, om vi ikke havde noget for ham at gøre, akkorderede jeg ham med (aftalte vi), at han

Side 107

skulde male et Havestakit og en Flagstang hvid, og han skulde selv lægge saavel Fernis som Farve til. Jeg kom hjem fra København efter nogle Dages Fravær og saa, at Lambert ilede tværs over Naboens Mark, væk fra vort Hjem, da han saa mig komme. Han var altid med Apostlenes Heste (brugte altid benene).

Efter at jeg havde faaet set mig lidt om og hilst paa Familien, spurgte jeg Lene, om Lambert var færdig med Malingen. Ja, han havde meldt sig færdig og havde faaet sin Betaling. Jeg spurgte saa, om han havde haft Materialer med. Ja, det havde han, men hans Fernis var sluppet op, og han havde spurgt, om vi ikke havde noget, der stod? Jo, vi havde da en hel Dunk. Saa havde han brugt af den. Dunken var tom, og saa kunde Lene bedre forstaa, at han kun arbejdede i saa kort tid – saa gik han og kom igen en anden Gang.

Senere var jeg ude at se paa hans Arbejde, og det første, han havde malet, altså med sin egen Fernis, var stribet, da der var spædt op med Vand. Det sidste hang godt nok fast, men det kunde saadan set være lige meget, for der var ikke malet ind mellem Ribberne i Stakittet. Og Flagstangen var kun malet paa den side, der vendte op!

Men Lambert tog man, som han var og morede sig over ham. Engang var han i Brugsforeningen for at købe lidt Kit til sit Glarmesterarbejde. Uddeleren viste ham ind i Bagbutikken, hvor Kommis'en var. Et øjeblik efter traf Uddeleren Kommis'en andetsteds, fik Mistanke, gik ud i Bagbutikken for at se efter, men Lambert var væk. Saa løb Uddeleren tværs gennem Bygningerne og Gaarden og naaede Lambert paa den anden Side. Uddeleren omfavnede ham og kvasede ham godt, hvorefter han kom med ind og blev gjort ren. Lamberts Lommer var fyldt med uemballeret Kit, der nu var tværet ud over Tøjet.

Jo, Lambert var nærig, eller ska vi sige sparsommelig, fik kun smaa Penge ind, men gav dem ikke gerne fra sig. Han havde lavet et Futtog med Lokomotiv og fire-fem vogne. Det rejse han rundt med og fremviste for 5 Øre pr. Person. Han rejste meget med Toget og viste frem, og han holdt Jakken op, for at ikke-betalende ikke skulde se. Det holdt meget svært at forhindre.

Når Lambert var ude paa Forretningsrejse, løste han Billet til een af de nærmeste Stationer. Men han kørte videre, og Togbetjentene havde megen Mas med ham, men som Regel lod de ham køre videre. Han var kendt viden om, og især af Togbetjentene.

Alligevel fik Lambert saa mange Penge sparet sammen, at han byggede sig et Hus paa Forældrenes Jord, rigtig en Villa. Og man sagde, at alle Vinduesglas var samlet op i Folks Affaldsdynger. Mig bekendt fik han ingen offentlig Hjælp men klarede sig ved Sparsommelighed og smaa Fiduser, og Folk morede sig over ham, og ingen gjorde ham noget for hans smaa Sidespring fra Dydens Vej.

Sin Mad fik han, hvor han havde et lille Job, og det var jo bedst, naar der var spist, at forlade Arbejdet og komme igen henimod et andet Maaltid. Alle de offentlig indbudte Sammenkomster var han en sikker Gæst til, og han mødte med en solid Appetit. Engang blev jeg Vidne til, at nogle Spasmagere havde faaet ham placeret midt paa Bænken langs Muren, og da han havde spist godt med det første Bordfuld, og der skulde et nyt Hold til, saa manøvrerede de ham, saa han ikke kunde slippe ud, men nye Folk kom ind paa begge Sider af ham. Fornøjelsen blev dog paa Lamberts Side, for han gjorde sin Tur og spiste sin rigelige Portion ogsaa med det næste Hold.

Man kan maaske sige, at Lamberts Tilværelse var negativ, men jeg har tit tænkt paa, at der er adskillige andre, der har været Samfundet dyrere end han. Stort set klarede han sig selv, og det er alligevel dejligt at se nogle, der ikke stiller højere Krav. Jeg er tilbøjelig til at tro, at han, stort set, har udført billigt Arbejde alligevel for de Folk, han tog lidt fra i det smaa.

Engang stod han i Købmand Larsens Butik i Halvrimmen, da Købmanden havde saa gode Kunder i Butikken, at han gav Cigarer. Lambert blev ogsaa budt, men han røg ikke. Det var en Skam ikke at faa noget ud af en saadan

Side 108

Lejlighed, og Lambert spurgte saa, om han ikke maatte faa et Søm i stedet! Han fik et 8 Tommer Spiger!

Lambert hørte maaske nok en tidligere Generation til, men det er dog dejligt, at alle Folk ikke er ens, og at der er særprægede Folk, som lyser op i Tilværelsen og giver Stof til Munterhed.

--

Det var ellers en trykket Tid. Verdenssituationen var mørk, Tyskerne sugede Landet for Varer, og Rygterne gik. Af og til var det ikke lutter Rygter, der var bitre Realiteter med. Sabotagehandlingerne tog til, Schalburgkorpset blev dannet og foretog Modaktioner, Aviserne fik Mundkurv paa, Arrestationer fandt Sted – og det hele kom nærmere ind paa Livet, selv ude i Landdistrikterne. Netop i Nordjylland lavede Tyskerne mange Fæstningsarbejder, og da Produktionslivet efterhaanden stagnerede, var der mange Arbejdere, der frivilligt søgte Arbejde hos Tyskerne. Til at begynde med vakte dette Opsigt og Forargelse, senere blev det saa almindeligt. Der var saa meget andet, der heller ikke var efter en gammeldags Katekismus, saa Følelserne sløvedes vel, og der var jo heller ikke noget at gøre ved det ud over at lade Forargelsen tilsive de paagældende.

Klik på billedet

Baade ved Hirtshals og ved Aalborg Flyveplads udførtes mægtige Arbejder, foruden mange andre Steder. Snart begyndte Tyskerne ogsaa at antage Hestekøretøjer til Jordarbejde, og mange mindrebemidlede Husmænd faldt for Fristelsen til at faa Penge i den slunkne Kasse paa den maade. Saa der var mange smaa Transportkøretøjer med et par smaa Heste og en lille Vogn, der flyttede Jord til de mange smaa Bakker, der rejste sig, f. Eks. paa de lave Arealer omkring Rødslet Flyveplads, som Tyskerne udbyggede til en Krigsflyveplads. Mange Gaarde og Husmandsbrug blev eksproprierede til Formaalet. Og Tyskerne var ikke smaalige med Priser, hvorfor der blev truffet den Ordning, at danske Vurderingsmænd skulde deltage, for ikke at Ejendomspriserne skulde løbe løbsk. Det kunde ikke undgaa at faa Følger ogsaa andetsteds. Der var ogsaa enkelte, som lod sig friste til at sælge Pløjelaget af deres Jord til Dækning af Tyskernes Flyverskjul, og selvom de fik en god Pris, var Jorden for alle Tider forringet.

Paa den anden Side var der ogsaa Lyspunkter. Den engelske Radio aflyttedes Landet over og spredte noget optimistisk Haab. De danske Aviser, som jo ikke kunde skrive frit, blev rene Mestre i at skrive underfundigt, saa Danskerne mærkede Sindelaget, uden at Tyskerne eller deres Haandlangere kunde sætte Fingeren paa noget bestemt. Det gamle tyske Udtryk: ”Die dumme Dähnen” fik snart en omvendt Betydning. Danskerne syntes ikke, Tyskerne forstod Underfundigheder.

Vendsyssel Tidende blev en hel Mester i at skrive saadan, at Danskerne mente at kunde læse mellem Linierne, men det gik dog galt en Gang imellem. Der var tre haarde Isvintre under Besættelsen, det kneb med Brænde, og Folk frøs. Det varmede helt at læse i Avisen, at man paa Redaktionen ikke mente, det blev mildere Vejr, før Vinden flyttede sig fra syd og øst til en god Vestenvind!

Det forstod Tyskerne dog, og Vendsyssel Tidende fik en Bod paa 3.000 kr., og senere blev jo Bladets Bygning i Hjørring schalburgteret, som det hed, altså sprængt i Luften. Ganske vist kaldte Tyskerne det Sabotage, men …

--

Det var vel mest Børnene, der blev sendt til Købmanden efter Varer til Husholdningen, men det var ogsaa tit, Voksne faldt ind. Her var Nyhedscentralen, og der var jo altid noget at snakke om, naar der var flere Voksne samtidigt. Der var jo ogsaa løse Eksistenser, der ikke var bundet af Arbejdsdagen, og de faldt gerne ind, fik lidt Varme, købte en Skraa eller en Spegesild af Tønden. Spegesilden blev fortæret paa Pladsen, hvis det da ikke gik, som der fortaltes om i min første Læsebog: En Mand havde staaet i Butikken og snakket, men han maatte da afsted, og saa skulde han have 2 Spegesild med hjem til Mutter. Der var mørkt, da han stumlede derfra, og saa fik han Lyst til at spise

Side 109

den ene Sild. De var pakket løseligt ind i Avispapir, men han fik da vredet Papiret tilside og fik halet den ene Sild frem, men i det samme smuttede den for ham og faldt til Jorden. Han ragede rundt i Mørket og fik fat i en Frø, som spjættede og gjorde Modstand, da Manden ville putte den i Munden. Men Manden var den stærkeste, og han sagde vredt til den formodede Sild: ”Ja, hvor meget du saa kribler og krabler, ned skal du!” Sand eller ikke-sand – Historien hører til min Børnelærdom, og den maa man da ikke tvivle paa.

Engang stod Hunde-Kræn Jørgensen i Jacobsens Butik en kold Vinterdag og fik lidt Varme. Lex Jens Kristian var der ogsaa. Han havde mistet sin Næse, paa hvad Maade ved jeg ikke, men jeg saa ham i min Barndom, og der var et rødt Ar, der hvor Næsen havde været. Der fór en Drilledjævel i Hunde-Kræn Jørgensen, han skuttede sig og sagde: ”Hu ha, der er koldt for Næsen – hvem der har nogen!”

Lex Jens Kristian var en sindig Mand. Han saa troskyldigt paa ham og sagde sagtmodigt: ”Ja, Hundenæser er jo altid kolde.” Latteren blev på hans Side.

Købmand Jacobsen havde Købmandsforretningen i en Menneskealder, men der kom jo nye Folk. Da Lene og jeg blev gift i 1919 (vistnok i 1918?), var Forretningen lige overtaget af Peter Lunen og hans Kone fra Rødhus. De var ogsaa nygifte, noget ældre end os, men de blev vore gode Venner, og deres og vore Børn kom ogsaa meget godt ud af det. Vi boede tæt paa Købmandsforretningen, og da der kom Telefon der, var vi mange, der i paakommende Tilfælde ringede derfra. Vi havde jo ikke selv raad til den Luksus at have Telefon, men hvad man ikke er vant til, savner man jo ikke. En senere Indehaver var Jerrik, en ældre Mand, som en kort Tid søgte at strække paa Rentepengene med Indtægter fra Forretningen. Det gik vist ikke, hvad Grunden saa var. Jeg har en Mistanke om, at efterfølgende Referat maaske er et Situationsbillede, som forklarer noget:

Første Gang, jeg saa Jerrik, var en Dag lige over Middag. Han kom, rygende paa en lang Pibe, og meddelte, at der var Telefon til mig, og om jeg vilde komme og ringe op til Nr. ---. Jeg var jo i Arbejdstøj men blev i en Fart vasket og stejlede afsted. Telefonen var indenfor Døren til Privaten, saa den kunde høres ogsaa ude fra Forretningen. Men jeg skulde altsaa ind i Privaten for at ringe op. Der stod den nye Købmandsfrue i absolut ikke rent Tøj og var ved at ælte Deig paa Dagligstuebordet. Nu var det første Gang, jeg var i Forretningen efter Overtagelsen, og hun vilde give Kaffe, hvad jeg – som Indledning til et nyt Samarbejde – ikke godt kunde sige ”Nej Tak” til. Jerrik kom ind og sludrede, og mens Vandet kom i Kog, æltede Konen færdig, snød Næsen og tørrede Haanden bagpå, hvor der var tydelige Mærker af, at det ikke var første Gang, æltede videre – og serverede Kaffen uden noget så småligt som at vaske Hænder. Kaffen smagte ikke rigtig, som den vist burde efter den gode Hensigt.

Biskop Olesen, Ribe, er tillagt Historien om, hvad der skal til en god Kop Kaffe. Da Værtinden siger: ”Nu haaber jeg, Kaffen er god, jeg tror da den skulde være god ...” afbryder Bispen og siger: ”Her hjælper hverken Tro eller Haab, her skal Bønner til!” Denne lille Historie randt mig ihu, mens jeg kæmpede med Fru Jerrik Jensens Kaffe, og jeg sagde til mig selv, at der er absolut én Ting mere, der skal til, for at Nydelsen skal være fuldkommen.

Naar Forretningen ikke gik saa godt, skyldtes det naturligvis ogsaa – og ikke mindst – at vi jo alle var Medlemmer af Brugsforeningen nede ved Landevejen, og at det kun var de smaa Hasteindkøb, der blev foretaget hos Jerrik, og forresten ogsaa ved andre Indehavere af Forretningen siden Jacobsens Tid.

Jerriks Afløser blev vor Nabo, Anders Mortensens Søn, Jens Marius, som havde været i lære i Gjøl Brugsforening og siden havde haft andre Pladser. Han var Købmand i nogle Aar, men det gik tydeligt tilbage ogsaa for ham, skønt han var en kvik ung Man, der sprang for Kunderne. Aarsagen var nok i det væsentligste, at Brugsforeningen føltes som vor egen Forretning, som jo ogsaa kunde sælge de fleste Varer billigere, og saa var der jo ogsaa en vis Garanti for Kvalitet.

Side 110

Men det var jo trist, om den gamle Forretning skulde gaa nedenom og hjem, og engang jeg kunde mærke, Humøret var langt nede, spurgte jeg rent ud, hvordan Sagerne stod. Der var ca. 4 km til Brugsforeningen, og selvom vi helst vilde lægge vor Handel der, vilde vi ikke ret gerne undvære Forretningen nærved, helt bortset fra hvad vi kunde føle for vor Nabos flinke Søn. Jeg fik vel ikke ren Besked – men kunde mærke Klokkernes Ringen.

Jeg spurgte Jens Marius – og senere hans Fader, der stod økonomisk bag – om han vilde sælge eller blive, hvis naboerne paa én eller anden Maade vilde gaa ind for Bevarelsen af Forretningen. Han vilde saa gerne blive, og Snakken blev ført videre, hvordan det kunde ordnes. Det var mest nærliggende at tænke paa Andelsformen for at faa Naboerne med. F. Eks. havde den nærmeste Nabo, Tømrer Antons Enke, Maren, ikke ret store Indkøb. Hun cyklede ikke men gik den stive halve Mil til Brugsforeningen for at købe ind, maaske kun for Ørebeløb, men dog med Ørers Besparelse. Andre, omend med større Indkøb, ræsonnerede ligesaa.

For at redde baade Jens Marius og Forretningen blev Afslutningen, at jeg førte nogle Forhandlinger med Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, F.D.B., om evt. Oprettelse af en ny Brugs i Forretningen, og det var F.D.B. absolut interesseret i. Der blev indkaldt til Møde om Sagen, men kun enkelte mødte. Saa fik jeg lavet et Udkast til Vedtægter, Prognose over Mulighederne og Risikoen og gik fra Mand til Mand og snakkede med dem om Tingene. Joh, de vilde da gerne beholde Forretningen som en Mulighed for i Hast at købe de Smaating, som ikke var Ulejligheden værd at rejse til Brugsforeningen for. De vilde da ogsaa gerne se Jens Marius vedvarende holde Næsen oven Vande – men gaa ind i en økonomisk Risiko derfor? Nej Tak.

Resultatet blev, at jeg fik 8 til at skrive sig paa som Medlemmer i en ny Brugs i Forretningen og med Jens Marius som Uddeler, og selvniende (altså som 9. underskriver) henvendte jeg mig i F.D.B. for at søge om Optagelse, og man dispenserede for Medlemsantal.

Saa blev der holdt stiftende ”Generalforsamling”, aftalt Købesum, aftalt Uddelerkontrakt m.v., og saa var der en Brugs mere. Det chokerede mig noget ved Opgørelsen at konstatere, hvor langt nede Omsætningen var, men der var i hvert Fald den Trøst, at det kun kunde gaa opad, naar Medlemmerne fremtidig lagde hele deres Omsætning der, og der ved Næringsbevis blev Mulighed for at holde paa de løsere Kunder. Det var ikke de store Kanoner, der var med, mest Arbejdere og Smaafolk, som maaske ikke tegnede saa stort i Finansmænds Øjne, men som dog altid havde et Forbrug. Der var dog én Mand, der vejede noget som Medlem, og det var Gaardejer Peter Brander, Nørøkse Kær, gift med min Kusine og en anset Mand. Han sagde straks ja til at gaa med og gik ind i den første Bestyrelse. Han holdt ved, og han var en god kunde, der baade forbrugte noget og betalte.

Klik på billedet

Jeg blev den første Formand, ikke unaturligt, men maatte snart gaa af for at overtage Posten som Regnskabsfører, da det kneb med at finde nogen, som kunde eller vilde tage dette Besvær. Den lille Kreds holdt sammen, og der var jo Begyndervanskeligheder. Uddeleren fra Arentsminde Brugs kunde naturligvis ikke være særligt interesseret i den nye, og han fik den gamle Forenings Bestyrelse med til at nægte at anerkende Udmeldelse og Overflytning af Andele til den ny, trods saavel Vedtægters og Generalforsamlings Vedtagelse.

Da jeg baade var den, der havde størst Reservefond, og som den der havde taget Initiativet og vel havde overtalt de fleste andre til at gaa med, anlagde jeg for egen Regning og Risiko Sag mod den gamle Bestyrelse for at faa den til at respektere Generalforsamlingsvedtagelsen og Overførelsen. Sagen tabte jeg ved Underretten i Fjerritslev, og det var chokerende for mig at sidde som Tilhører og høre min Sagførers Procedure og Dommerens Udtalelser.

Jeg blev her for første Gang klar over, hvor stor Forskel der er paa de Regler, Ideer og Synspunkter, der gælder for Andelsvirksomheder og private Virksomheder. Og jeg blev klar over, at hverken min Sagfører eller Dommeren var det mindste inde i Andelsret. Dommer Gædeken, der var Dr. jur., sad saamænd med Næsen i Papirerne under hele

Side 111

Retsforhandlingen. Han var sikkert inde i de teoretiske Spidsfindigheder, men han dømte paa et uvirkeligt Grundlag, og jeg skulde betale Sagsomkostninger til Modparten oven i købet. Den var ikke saa god.

Jeg gennemlæste Retsakterne igen, og Sagen forekom mig soleklar – ganske i Modsætning til Dommen. Jeg talte efterhaanden med et par Jurister, uden at kunde overbevise dem om at jeg havde Ret i mine Synspunkter.

Saa fik jeg den Tanke, at Højesteretssagfører Hejlesen, der var Ekspert i Andelsret, maaske var den rette. Jeg henvendte mig til ham med det Spørgsmaal, om han vilde føre Appelsag ved Vestre Landsret. Hejlesen udbad sig Betænkning, til han havde gennemlæst Sagsakterne, derunder Vidneudsagn.

Inden Fristens Udløb fik jeg det Svar, at han gerne vilde føre Sagen, der saa blev appelleret og behandlet ved Landsretten i Viborg. Hejlesen sendte til Proceduren en ung Jurist, Felix Vang. Jeg var meget betænkelig ved en saa ung Mand til at føre Sagen, men jeg kunde have sparet mig mine Bekymringer.

Et saa blændende dygtigt og sagligt Indlæg, har jeg ikke hørt før eller siden. Det var tydeligt, at Felix Vang var særdeles godt inde i saavel Andelsret i Almindelighed som denne Sag i Særdeleshed, og jeg sad og frydede mig.

Modpartens Sagfører var Sagfører Madsen, Pandrup, som jeg ikke havde mødt før men hørt omtalt som en Himmelhund (en pokkers fyr (snedig, dygtig, heldig ...)), der kunde vinde den mest vanskelige Sag. Ganske vist var jeg efter Felix Vangs Indlæg sikker paa at vinde Sagen, men alligevel var jeg spændt paa at høre Madsens Procedure. Nu skal jeg ikke sige noget nedladende om Madsen eller hans Procedure, men det var snart klart, at heller ikke han var inde i Andelsret eller Foreningernes Love. Han beskæftigede sig heller ikke ret meget dermed, og da - syntes jeg - i en misforstaaet Form. Han gik derimod ind i stærke personlige Angreb mod mig, Angreb jeg let kunde spore tilbage til lokalt Hold og aabenbart gengivet mundtligt efter Uddelerens Mødereferater. Jeg havde nemlig været med i den gamle Brugsforenings Bestyrelse og deltaget i Forhandlingerne inden vor Udmeldelse – og havde sørget for at definere saa klart i Forhandlingerne, at det ikke var til at drage i Tvivl, og det gjorde Referaterne da heller ikke. Dommen var da ogsaa saa klar og fast, at den ikke blev appelleret, og saa fik jeg endda et ret stort Beløb i Sagsomkostninger, omend de ikke dækkede mine Sagsomkostninger fuldtud.

Reservefonde og Andele blev nu overført til den nye Forening, der dækkede saavel Butiksvarer som Foderstoffer og Gødning og de 3 Hovedforeninger, der svarer hertil. Det var en Støtte for den nye Forening, der langsomt blev konsolideret og steg i Omsætning, saa den var oppe paa den firdobbelte Omsætning og havde relativt gode Reserver, da jeg ved Fraflytning i 1946 nedlagde mit Arbejde der.

Det er for øvrigt mærkeligt, som det menneskelige Indtryk – og for øvrigt ogsaa Hukommelsen – paavirkes og flimrer. Tidligere under Forhandlingerne om denne Sag havde vi i den gamle Brugsforenings Bestyrelse drøftet Forholdet og Afviklingen af Medlemskabet i god Forstaaelse, og der var givet Udtryk derfor i Forhandlingsprotokollen. Men da Regnskabet skulde afsluttes, havde Uddeleren overbevist Regnskabsføreren, Jens Andersen, der absolut var en retsindig Mand, om en anden Forstaaelse. Jeg tror ogsaa, Uddeleren var retsindig, men hvor kan Interessen arve baade Hukommelse og Forstaaelse. Da F.D.B.s Kredsrevisor skulde komme og gennemgaa Regnskabet, herunder Henlæggelser m.v., bad jeg om Lov til at overvære dette. Det kunde man ikke nægte mig og vilde vel heller ikke. Efter Gennemgangen af Regnskabet – herunder tvisten, der var kommenteret af baade Uddeleren og Jens Andersen, medens jeg havde forholdt mig ret passiv – erklærede Kredsrevisoren, Jens Libak Hansen fra Taars, sig ganske enig i de fremsatte Synspunkter.

Nu var det paa høje Tid, jeg vaagnede op og fremsatte mine Synspunkter, om jeg da vilde have noget ud af det.

Side 112

Jeg bad da ret distinkt om Ordet og fremsatte min Mening under Henvisning til bestemte Passager og Udtryk i de Referater, man lige havde gennemgaaet – men med Vægt paa andre Passager. Det var noget af en Oplevelse at følge Libak Hansens Minespil, medens saavel Jens Andersen som Uddeleren med et overbærende Udtryk paahørte min Fremstilling; Libak Hansen havde jo givet dem Ret. Jeg nævnede ogsaa en Enkelhed i Regnskabet, hvor Reserverne ganske stille forsvandt og gik ind i Kassebeholdningen.

Da jeg sluttede, lagde Libak Hansen Armen over Skulderen paa Jens Andersen og sagde: ”Jamen bette Jens Andersen, det var vi jo slet ikke opmærksom paa. Det er jo strafbart. Regnskabet maa Laves om, og det andet – ganske vist mindre væsentlige – har han jo ogsaa Ret i. Du kommer til at gi' dig fuldt ud!”

Jeg tror ikke, de andre Bestyrelsesmedlemmer helt havde forstaaet, hvad Sagen drejede sig om, men saavel Jens Andersen som Uddeleren var tydeligt ilde berørt og havde sikkert været i god Tro.

Samme Jens Andersen var en dejlig Mand, som jeg havde det bedste Forhold til og havde mange Samtaler med. Een gang morede jeg mig over ham, omend med Maske paa. Vi havde talt om Dyrkning af nykultiverede Arealer og de Græsser, der kunde trives der, herunder også om Kløver kunde trives. Det mente jeg aldrig, jeg havde set paa den paagældende Lokalitet, Nørøkse Sø, hvor jeg mente, det meste Græs var Katskæg og andre vilde Græsser. Jens Andersen holdt paa, at der var Kløver, omend mikroskopiske planter, og fortalte om en Gang, han havde undersøgt det. ”A ku' ingen si, men saa tog A min Briller po aa laa mæ nier po min Maw, aa saa ku A si no bette, bette, nuen.” Jeg lo indvendigt ved Tanken om Jens Andersen på Maven med Briller paa stirre efter Kløver. Og da han havde en ret stor Mave, saa jeg ham i Aanden ligge og vippe, snart Næsen i Jorden og Benene strittende op, snart Benene ned som en Kontravægt – men saa maatte Næsen og Brillerne uvægerlig vippe opad! Sikken et slet Menneske jeg er, at jeg kunde være saa blasfemisk!

Selv efter at vi i 1946 flyttede til Brovst, blev jeg ved med at købe Grovvarer, først baade Foderstoffer og Gødning, senere dog kun det sidste, i den lille Brugsforening i Arentsminde - alene for at støtte den, for jeg kunde købe Varerne lettere og mindst lige saa billig i Brovst, hvor der er en udmærket Brugsforening og en knippeldygtig Uddeler. Jens Marius' Far døde ret tidligt, men hans Mor, der er en elskelig gammel Kone, har aldrig glemt, at jeg tog Initiativet til at redde Jens Marius fra en næsten sikker Fallit. Og hun glemmer heller ikke, næsten hver Gang vi er sammen, at takke mig overstrømmende. Det er næsten saadan, at jeg er helt ked af det, naar jeg møder hende, at vi ikke kan undgaa at komme tilbage til det. Og taler vi om andet, er hun saa hjertelig, at jeg ikke er i Tvivl om Baggrunden derfor. Ak ja, men saa har en anden jo tjent det mindre og bebrejder mig maaske i sit stille Sind.

Klik på billedet

Jens Marius er Uddeler i Brugsforeningen endnu, og hans Moder er paa de Gamles Hjem, Møllegaarden i Brovst. Jeg ser hende en Gang imellem, naar jeg aflægger Besøg der, og hun vil altid gerne have, vi ser ind til hende og nyder hendes Gæstfrihed. En gang gav hun endda et Glas Vin, som hun skænkede af en Flaske, hun havde gemt allerinderst i sine Gemmer. Hun er et dejligt Menneske, og jeg har tit Samvittighedsnag over, at jeg ikke oftere besøger hende eller gør hende een eller anden Glæde. Det samme gælder en Del andre Mennesker, særligt ældre, som jeg kan mærke, jeg med forholdsvis lidt Besvær kunde gøre glade. Men jeg maa indrømme, at det gamle Ord: Ude af Øje, ude af Sind, næsten kunde være mit Bomærke. Jeg kommer først i Tanke om dem igen, naar jeg ser dem paany. Dagens Gøremål og Familien og ”de nærmeste Krav” optager mine Tanker, saa jeg glemmer de gode Fortsætter, jeg momentvis har. Jeg har mange at bede om Tilgivelse for min Glemsomhed.

--

Jeg var hjemme, det var i april, Sæden var lagt i Jorden, Foraaret var kommet tidligt det Aar, og det var dejligt, mildt Vejr, rigtigt Foraar. Men der var travlt, Arbejdet skulde gøres, og der var ikke Penge til at betale Medhjælp paa

Side 113

Grund af den haarde Landbrugskrise. Vi havde faaet saa meget Jord, at jeg knap kunde overkomme arbejdet i Marken, samtidig med at jeg ogsaa skulde passe Besætningen. Lene havde nok at gøre med at passe Hus og Børn, men hun hjalp mig med Malkning og Spandevask og lignende. Vi var oppe om Morgenen Klokken 5, og Arbejdet med Besætningen tog Tiden til Kl. 8.30 til 9, saa Tiden i Marken blev ikke lang.

Vi havde naaet et godt Skridt frem med Konsolidering, syntes vi. Men saa kom de haarde Tider, de faste Udgifter føltes tungere, nu da Priserne paa Landboernes Salgsvarer faldt og faldt. Foderstofregningerne svulmede op, og Mælkepengene blev smaa. Priserne paa Smaagrise gik i Bund, og til Tider var de usælgelige. Man fortalte, at nogle Grisehandlere paa Torvet i Aalborg ikke kunde sælge de Grise, de havde opkøbt billigt og taget til Torvs med, og nu skulde de saa tage Grisene med hjem igen. Saa var der én, som i Galgenhumor puttede nogle Grise af de daarligste ned i en andens Kasse for at være fri for dem. Det saa en anden, og det løb Torvet rundt og vakte opsigt. Men man morede sig over det, og andre gentog Nummeret – sagde man! Måske var det ikke sandt, men det betegner Sindsstemningen. Der var Svineregulering, for Svineproduktionen var for stor, saa der blev uddelt Svinekort. De Slagterisvin, der var Kort til, kostede knap 100 Kroner, men blev der flere leveringsfærdige, maatte der købes Svinekort. Det var en Mangelvare, som omsattes paa den sorte Børs, og Prisen kom i Perioder op paa 70 Kroner, saa der var knap 30 Kroner tilbage for Svinet.

Humøret stod lavt hos de fleste, ogsaa hos os, og det kunde knibe at se Skoven for Træer – eller Bekymringer. Tankerne kørte i Ring: Hvordan skulde vi klare det fornødne, var det dygtighed, det skortede paa? Kunde det hjælpe at lægge Driften helt eller delvis om? Stort Hønseri? Stor Svinefedning? Nogle prøvede, og Overproduktion blev Følgen. Slagteriernes Førstemand, Karl Madsen, Klim, advarede mod for stor Svineproduktion, for saa vilde Priserne falde yderligere.

Paa den anden Side skulde der skaffes Indtægter, og der var flere Eksempler paa, at de, der gik imod Strømmen, kom i smult Vande med deres Produktion, fordi andre havde indskrænket. Jeg sad en Dag, jeg skulde til et L.S. Møde i Hjørring, og drak en Kop Kaffe i ventetiden paa Hotel Skandinavien. I den anden Side af Restaurationslokalet sad et højrøstet Selskab, og der var særlig een, jeg lagde mærke til, og som jeg kendte fra L.S. Møder, og det var Proprietær Trane fra Teklaborg. Indimellem Støjen hørte jeg ham raabe: ”Bare Karl Madsen vil blive ved at advare mod Tillæg af Smaagrise, saa skal jeg nok klare mig!” Jeg blev forbavset, for jeg vidste, at han handlede meget, og blandt andet solgte han Gylte paa Auktion. Ved nærmere Eftertanke kom jeg dog til det Resultat, at Manden havde Ret! Hvis bare andre holdt op med Grisetillæg, blev Gylte dyre! Den enes Død, den andens Brød. Saadan var Tiden. Det var en haard Tid, men de, der spillede højt, kunde vinde. De fleste tabte ganske vist.

Det var Dagliglivets Tanker. De var ikke opløftende, og dertil kom en Surhed over Livets og de styrendes Uretfærdighed, saa en stræbsom Familie næsten ikke kunde klare Dagen og Vejen.

Jeg skulde have saaet Frø i en Udlægsmark paa Lars Hollands Jord. Det var før, det blev almindeligt at saa med Radsaamaskine, saa det skulde saas med Hånd, og det skulde saas om Morgenen tidlig, før Vinden rejste sig. Jeg var derfor oppe Klokken halv fire, fik Sækken paa Nakken, tog Cyklen og kørte i Marken og begyndte at saa. Det er Tynd Sæd, der skal til – tre Fingre i Posen, strø godt ud, saa der ingen bare Pletter bliver, sindige Skridt, frem og tilbage over Marken.

Hvor var det stille. Først ikke en Lyd, mens Morgengryet brød frem. Saa en Hane, der galer i en Gaard langt borte. Jævne Skridt, pas paa at Frøet falder jævnt, saa der ikke bliver bare Pletter i Græstæppet næste Aar. Ingen Tanker paa Livets Fortrædeligheder, ingen Spekulationer over den anspændte Økonomi. En himmelsk Stilhed omkring mig, og Freden forplanter sig til mit Indre. Jævne Skridt, Armen rundt og Frøet udstrøet i den rette Bue. Arbejde paa langt Sigt, det er næste Aars Avl, det drejer sig om, men det tænker man ikke saa meget paa. Det er ogsaa Nutidens Pligt, men en pligt, der forbinder Nutid med Fremtid. Det er Livets Lov, og det giver ligesom en Fornemmelse af, at Nutidens Sorger og Bekymringer ikke skal tages saa alt for tungt. Vi arbejder med Fremtiden i Sigte, og det løfter Sindet fra de daglige tunge Tanker.

Side 114

Op og ned ad Marken med sindige Skridt, Frøet falder godt, Morgenen gryr, der kommer en Lysning fra øst, Solen bebuder sit Komme. En Hane galer igen, saa svarer en Hane i Nabogaarden, snart flere, i den stille klare Morgen klinger de skingre Hanegal som liflig Musik. Saa gør en Hund – hvad mon den gør ad? Der er jo ikke et Menneske oppe, mon det er Hundens Glæde over den nye, dejlige Dag, der er ved at bryde frem? Saadan en Hund, der lever sit Hundeliv med Spark og Jag og med Hundeæde – hvor meget mere har jeg ikke at glædes over og være taknemmelig for. Et lykkeligt Ægteskab, dejlige Børn, Dyrene som vokser og trives, alt efter den omhu de bliver passet med. Den Lykke, det er at være sin egen Mand, ikke arbejde efter Anvisning af mere eller mindre venlig Art, som jeg maatte gøre, mens jeg sov i Karlekamrene, arbejdede for andre og tilbragte den knebne Fritid i mere eller mindre rene Omgivelser, både i umiddelbar og overført Betydning. Og saa at gaa her paa min egen Jord, tilskødet, saa naar jeg lyster, kan jeg tage Skødet frem og se, at det er mit. At det Arbejde, jeg lagde paa Jorden sidste Aar og Aaret før, ikke er spildt, ikke unyttigt, thi se nu de Agre, som før var fyldt med Ukrudt, de bærer rene Spirer, Græs og opløbet Korn, der er en Værdi nedlagt ved tidligere Aars Arbejde. En Værdi, der ikke forsvinder, men nu kan ses, akkurat som det Arbejde, jeg nu gør, ligger i Jorden og viser sig næste Aar.

Sindige Skridt, Armen ført i den rigtige Bue, nøjagtigt den rette Mængde Frø mellem de tre Fingre, ellers bliver enten Sæden for tynd, eller Frøet slipper for tidligt op. Et Led i det pulserende Liv, et Ansvar, der rækker ind i Fremtiden, og det slaar mig, at hver lille Ting, vi gør hver dag, er noget der har Betydning, positiv eller negativ. Det vækker til Eftertanke, det kalder paa Ansvar, men det kalder ogsaa på Glæde og Tryghed, det kalder paa Taknemmelighed.

Nu rasler een med Mælkespandene i Nabogaarden. Saa begynder deres Dag, saa begynder Arbejdet der. Mon de føler, som jeg ofte har følt, at det er en Trædemølle, at de faar for lidt for deres Slid? Eller føler de, som jeg gør i dette Øjeblik, at hver lille Ting er en Rigdom i sig selv, hver Pligt, der udføres, er et Led i en stor Kæde, hvoraf Resultatet viser sig senere, saa at Arbejdet er næsten at betragte som de Frø, jeg går og saar. De er lagt i Jorden, men de er Led i Helheden. Giver de Kalven at drikke eller Grisen at æde, saa der lægges et lille Stykke til Dyrenes Vækst. Og glemmer de at fodre Dyrene eller at lægge Sæden i Jorden rettidigt og i veltilberedt Jord, saa bliver Høsten dårligere. Måske ikke daarlig, men daarligere, saaledes at ethvert veludført Arbejde paa sin egen Maade belønner Arbejdet.

Nu kommer den dovne Per Lassen ud, han er staaet usædvanlig tidligt op i Dag. Mon Met' Mari' har jaget ham op, eller er det den dejlige Morgen, der har kaldt ogsaa paa ham? Han gaar om til Gavlen, han pisser op ad Muren, næsten som en Hund. Nej, han løfter ikke Benet, men ellers … Han giver sig god Tid, før han gaar ind. Han rækker og strækker sig i Velvære, før han går ind til Davre.

Nu kommer hunden, den pjuskede Trofast. Han logrer med Halen og udstøder et par kærlige Bjæf, mens han gnider sig op ad Per Lassens Ben. Det slaar mig pludseligt som et nyt Under: Den dovne Per Lassen, som man altid hører omtalt i en Tone, som om han er helt negativ, og Trofast, som ellers guffer arrigt ad alle – altsaa alle fremmede. Det er tydeligt, at Trofast holder af Per Lassen, at han anerkender ham som sin Herre. Og se, Per Lassen stryger kærligt Haanden hen ad Nakken paa Hunden, der ser tilbedende op paa ham.

Det slaar mig, hvor jeg er gaaet blind gennem store Dele af mit Liv, har været optaget af det negative, har ikke set det vidunderlige i de mange smaa Ting. Har jeg heller ikke været opmærksom nok paa alle de gode Gaver, Gud har givet mig? Har jeg været utaknemmelig? Jeg lærte meget den Morgen.

--

 

Side 115

Lokalhistorisk Arkiv for Øster Han Herred.

A478-3

Niels Christian Nielsen-Man

Erindringer, - 1961

Nedskrevet 1961


Aldershaab, den 17. December 1961.

Lørdag den 16. ds. kl. 19.30 var jeg indkaldt til et Lodsejerudvalgsmøde i Ulvedybs-Landvindingssagen.

Mødt var Sogneraadsformand Carl Sørensen, Øland, Kr. Møller Mortensen, Øland, Einar Jensen, Kjær Larsen, Peter Nielsen, Svend Reiche, de sidste 4 fra Nørøkse Enge, dernæst Edvard Madsen, Røgild, Arent Ravn, Gjøl, og jeg.

Lodsejerudvalgets Formand, Carl Sørensen, bød velkommen, hvorefter Peter Nielsen holdt et længere Foredrag om, hvordan Nørøkse Kanal fra en Lavning, hvor Afløbsvandet samlede sig og som en slags Bæk, banede sig Vej over de laveste Arealer mod Fjorden. Hvordan Ole Tønder Lange købte Bratskov og ved en indkaldt Holsteners Hjælp søgte at forbedre Afvandingen, men stødte paa den Vanskelighed, at Oxholm ejede Arealer i Sønderøxe, hvorover Vandet skulde passere inden Fjorden. At Ole Tønder Lange derfor maatte udsætte sin dygtige Indsats for Afvandingen, indtil han ved Ejerskifte erhvervede Oxholm, hvorefter han straks igen indkaldte Holsteneren og nu gennemførte bl. a. den nuværende Nørøkse Kanal til Fjorden og indlagde sig Hæder og Ry som en Fremskridtsmand paa Afvandingens Omraade.

Derfra sprang Peter Nielsen frem til Nutiden og vilde bevise, at Ulvedybsprojektet er til Skade for Nørøkse Enge og krænkede de derboendes grundlovsmæssige, hjemlede Ret til at lade afvande deres Jord til Ulvedybet, hvorefter Staten maatte sørge for det videre fornødne og bl. a. ikke havde nogen Ret til at lade Sandmosen afvande til Nørøkse Kanal men burde sende Vandet en anden Vej.

Ejnar Jensen og Kjær Larsen sekunderede ham derefter, hver ud fra sit Syn, der ganske vist var forskelligt men havde det tilfælles, at de ikke var tilfreds med det foreliggende Projekt. Larsen var klart imod Afvandingen, der ikke gavnede nogen paa Nørøkse Enge og derfor heller ikke maatte belaste nogen derboende økonomisk. Einar Jensen vilde have afvandet, men paa en anden Maade, og vilde have Sagen kaldt tilbage fra Landvindingsudvalget og omarbejdet. Iøvrigt virkede hans Indlæg meget selvmodsigende.

Reiche havde mistet 75 Læs Roer ved Oversvømmelse i Aar, men mente at blot de nuværende Kanaler blev gravet regulativmæssigt op, saa kunde hans Ejendom undvære Pumpning af Ulvedybsomraadet. Han var vidende om, at mange paa Nørøkse Kær trængte for Afvanding, men dem kunde Staten jo sørge for ved at ombygge Pumpestationen ved Attrup, saa Kapaciteten forslog ogsaa til dette Omraade, der var projekteret til at være en Del af Ulvedybsomraadet.

Carl Sørensen, Edvard Madsen og jeg, tildels ogsaa Arent Ravn, prøvede at faa Folkene paa Nørøkse Enge til at forstaa, at hver lille Lokalitet ikke i en saadan Sag kan være sig selv nok men maa løfte i Flok for at faa Opgaven løst, hvorefter Udgifterne maa fordeles efter Gavn og Nytte.

Ingen Nytte til.

Denne Forhandling fremkaldte i min Erindring flere Episoder fra Fortiden, der ligger i samme Plan:

Side 116

I.

Ved det første Opstillingsmøde til Sogneraadsvalg, jeg deltog i, havde der i den østre Del af Brovst Sogn været en fremskridende Udvikling, saaledes at der skete en Befolkningstilvækst i Stationsbyen Arentsminde og de nærmeste Omraader, Langeslund Mark og Enge, medens Røgild og Skovengene gik forholdsvis tilbage. Skovengene plejede at opstille og faa valgt en Mand paa egen Liste, medens Røgilds Kandidat plejede at opstille og faa valgt en Mand paa egen Liste, medens Røgilds Kandidat plejede at faa Støtte fra Langeslund og Arentsminde.

Men nu havde beregnende Personer fundet ud af, at da der var flest Stemmer i de andre Distrikter, kunde Røgild ikke mere ubestridt bestemme, hvem der skulde vælges. Paa mødet rejste Røgilds Førstemand paa det Tidspunkt og daværende Sogneraadsmedlem P. Andersen, Østerrøgild, sig op, saa bøst ud over Forsamlingen og erklærede med Stentorrøst (efter den græske sagnhelt Stentor, berømt for sin stemmepragt, der var som lyden fra 50 mænd): ”Røgild har altid haft en Mand i Sogneraadet, OG DET VIL VI OGSAA BLIVE VED MED!!”

 

II:

Da Andelstanken trængte frem i den østlige del af Brovst Sogn, og der blev rejst Mejeri og Brugsforening, bestod Stationsbyen og Jernbanen ikke, og som et dengang centralt Byggested valgtes Pladsen ved Siden af Langeslund Kirke.

Nørøkse By var den Gang med i Mejeriet, Langeslund var ikke udstykket saa langt ned som senere, saa Langeslund Mark og Enge tilhørte Gaarden, og de Leverandører, henholdsvis Andelshavere, der kunde blive tale om, boede i Røgild mod øst, Skovengene mod nord og Nørøkse By, Enge og Kær mod nordvest og vest, og Pladsen var sikkert central dengang.

Nørøkse gik senere over til Halvrimmen Mejeri. Banen blev allerede anlagt 1898, og transportmæssigt brugtes denne. Langeslund udstykkedes til bunds, og der blev en Del Ejendomme der, ligesom Skovengene og Nørøkse Kær fik væsentlig større Produktion og Omsætning gennem Kultivering af de Arealer, som oprindelig var Udmarker og Græsgange til Langeslund.

Saa længe Bygningerne til Mejeri og Brugsforening var gode nok, var der ingen Problemer herom, men da begge skulde moderniseres og udvides, opstod naturligt Ønsket om at flytte til mere central Beliggenhed ved Stationen.

Samtidig fremkom Ønsker fra Yderdistrikterne om, at Mælkevognene skulde afhente Mælken ved Ejendommene, som i de ældre Bebyggelser.

Der opstod voldsomme Diskussioner, og de, der ved den oprindelige Placering havde faaet en Fordel, kæmpede som Løver mod at opgive noget af denne Fordel ved den objektivt set fornuftige Flytning af Bygningerne, eller ved at give andre den samme Fordel ved Afhentning af Mælken. Derved røvede man fra dem en velerhvervet Fortrinsstilling.

Ved at Tyngdepunktet havde forskudt sig mod nord og øst, var de 2 fælles Bygninger kommet til at ligge ucentralt, og Beboerne paa Nørøkse Enge truede med at udmelde sig af Andelsmejeriet og gaa over til Halvrimmen Mejeri, om Bygningerne blev flyttet til Stationen. Et Tilbud om Anlæg af en Vejbro over Nørøkse Kanal nord for Kirkegaarden og et Vejanlæg syd for Banen hen til det udsete Byggested, saa Vejlængden kun blev ca. 200 m længere, nyttede ikke noget. Saa fik de andre jo kortere, og Fortrinsstillingen var tabt.

Det lykkedes at føre Krigen igennem, saa Mejeri og Brugsforening blev moderniseret og genopført paa samme Sted med en voldsom Slagside, beliggenhedsmæssigt set.

Side 117

III.

Et andet Minde fra Generalforsamling i Arentsminde Mejeri:

Jeg var ung Mand og ikke anset blandt de gamle. Jeg var blevet Formand for Kontrolforeningen, og Konsulenten i Husdyrbrug, Børge Davidsen, havde i Kontrolforeningen ivret for en bedre Afregningsmetode for Mælken, nemlig efter Fedtenheder, da Leverandørerne jo fik ”Emballagen”, nemlig Skummetmælken, hjem igen og kun solgte Smørfedtet. Landet over gik denne Bevægelse med Afregning efter Fedtenheder langsomt frem, men i Arentsminde Mejeri var vi ikke naaet længere frem end til Afregning efter Faktor II, d.v.s. en Station paa vejen.

Det lykkedes at formaa Mejeribestyrelsen til at invitere Davidsen til at holde Foredrag paa Generalforsamlingen, og vi var nogle Stykker, der havde stillet Forslag om den nye Afregningsmaade. Jeg var Ordfører og var oppe at motivere og anbefale, og selvfølgelig blev Forslaget stemt ned.

Da vi forlod Generalforsamlingen, gik vi i en stor Flok paa Hovedvej 11 mod Stationsbyen, og Snakken gik. Hestehandler Peder Jensen ivrede mod ”det moderne Pjat” og sagde højt: ”Ja, den unge Niels Mann skulde da ogsaa op at sige noget. Det var jo for at høre sig selv.”

Jeg gik i samme Klynge, men Peder Jensen havde ikke set mig. Da der blev dødsens Tavshed efter denne Udtalelse, vel fordi de andre vidste, at jeg var med, følte jeg, at jeg maatte sige noget og sagde derfor, at det jo nok var rigtigt nok.

Peder Jensen var Lenes Farbror og havde ikke lagt skjul paa, at han syntes, Lene havde giftet sig under sin Stand og havde behandlet mig derefter. Ikke saadan at han var direkte uvenlig, men han oversaa mig ganske.

Pudsigt nok behandlede han mig fra den Dag mærkbart anderledes, som et raaddent Æg, som man siger. Det vil sige, at han fra den Dag tydeligt undgik at lade mig mærke Nedladenhed, ja han var direkte venlig og hørte paa mig.

N.-M.

 

                             

Klik på billederne