Den politiske ikke-debat er efterhånden karakteriseret af, at man smækker tal i hovedet på hinanden. Væk er ordene og argumentationen. Ord viser svaghed, tal viser styrke.

Dansk Arbejdsgiverforening skrev i august 2012 om "den dynamiske effekt" af at afkorte dagpengeperioden: "... 4.800 risikerer at falde ud af dagpengesystemet i løbet af et år. A-kassernes Samvirke skøn er ca. otte gange højere." Mens DA kan præsentere et "eksakt" tal, kan A-Kasserne angiveligt blot stille op med et "skøn." Gad vide, hvad folk intuitivt opfatter som mest troværdigt?

Men DA har faktisk også en mere politisk (ordrig) version af deres tal, som oversat lyder noget i retning af dette: Folk på dagpenge driver den af. Men truer man med at ta' pengene fra dem, letter de røven. Og vupti har vi (næsten) løst arbejdsløshedsproblemet. (se evt. http://da.dk/default.asp).

Den version er imidlertid nok knapt så sexet (i betydningengen "overbevisende"). I den ordrige version ses det tydeligt, at DA's tal hviler på et bestemt menneskesyn, som man kan tilslutte sig eller ikke tilslutte sig. Og nu risikrer DA pludselig en diskussion af de bagved liggende præmisser. Godt for den politiske kultur, men (måske) ikke specielt interessant for en interesseorganisation.

I dag ved vi alle, hvem der fik mest ret - men det er ikke humlen her. Pointen er, at der er umådelig stor forskel på, hvor passificeret, man bliver af de to versioner:

Tal-versionen foregiver at være "objektiv"; vi levnes ikke store muligheder for at vurdere tallene, og vi kan derfor føle os afskåret fra at diskutere emnet. Afsenderen af tallene har jo nærmest taget patent på "sandheden". Og forsøger man alligevel at stille spørgsmål ved objektiviteten bag tallene, stiller man både spørgsmål ved afsenderens sandruelighed (det er jo altid ubehageligt), samtidig med at man måske lufter sin egen uvidenhed (det er om muligt endnu mere ubehageligt). I modsætning hertil kan ord-versionen langt bedre diskuteres i "øjenhøjde", og man kommer lettere ind til problemets essens.