|
|
Skuldrene - ældre windsurferes åg? |
|
|
|
Windsurfing, en tryg og ufarlig sport.
Mange udenforstående betragter windsurfing som en eksotisk, risikobetonet sport. Ja, nogle kan ovenikøbet finde på at kalde windsurfing for en "ekstrem-sport." Men vi ved bedre: For den store majoritet af windsurfere er sporten måske nok lidt eksotisk (i den forstand, at der efterhånden er relativt få udøvere), men risikofyldt er den ikke. Det er meget sjældent, at almindelige udøvere må opgive dagens sejlads og søge ind til stranden p.g.a. skader, de har fået på vandet. Og det er endnu sjældnere, at windsurfere bli'r så skadede, at de må hentes ind og evt. fragtes til behandling. Og når det sker, taler vi på vore breddegrader sandsynligvis mest om hypotermi (generel underafkøling), der vel snarere er en (livstruende) tilstand end en egentlig skade. Nej, forvredne knæ, bulne hoveder, og brækkede ekstremiteter hører bestemt ikke til dagens uorden i vores sport - hvorimod ømhed, stivhed og værkbrudne lemmer for mange windsurfere jo nærmest er den ordinære pris for nogle timer på vandet. Men ømhed o. lign. er vel faktisk tegn på en form for sundhed, al den stund det hidrører fra god motion. Og efter et døgns restitution er man jo klar til at plaske i vandet igen med fornyet styrke ... Vi er vant til, at hvis vi gentagne gange bruger kroppen på samme måde (kaldet træning), styrkes kroppen pø-om-pø de belastede steder, sådan at problemerne med ømhed m.v. efterhånen forsvinder som tema. Når vi f. eks. om vinteren iklæder os surf-handskerne, er det jo et kendt fænomen, at fingre, hænder og underarme hurtigt kan blive så kraftesløse, at vi må opgive dagens sejlads. Men erfaringen fortæller også, at hvis vi intensiverer sejleriet med handsker (dvs. et par gange om ugen), vænnes/opbygges styrkes hænderne til den øgede påvirkning, sådan at det forholdsvis hurtigt ikke længere vil være et issue. Der er dog visse dele af kroppen, der er så uhensigtsmæssigt skabt, at de ikke nødvendigvis responderer positivt på "bevidstløs" træning. Ja, som måske ovenikøbet er en flaskehals, der hindrer os i at træne og dyrke vores sport så meget, som vi egentlig ønsker. Fra løb kender vi udtryk som træthedsbrud eller "løberknæ", der er udtryk for, at akkumulering af sliddet de pågældende steder ikke modsvares eller overgåes af opbygning og styrkelse. Har vi sådanne kropslige uhensigtsmæssigheder i relation til windsurfing? Tja, jeg vil gætte på, at skulderregionen kan være et bud på en afkrog af kroppen, hvor windsurfingen nedslider mere end den opbygger.
|
|||
|
Windsurfing og skuldrene.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er bestemt ikke ekspert i anatomi eller i sports-skader, og nedenstående er udelukkende baseret på personlig erfaring tilsat et gæt om en årsagssammenhæng og et blindskud om omfang.
Egentlig er windsurfing et studie i skånsom fordeling af kræfternes indvirkning på kroppen: Vi står på boardet - men ikke med fuld vægt på ben og fødder, idet vi jo også sidder i selen. Og vi holder fast i bommen med hænderne, men eftersom det store træk er overtaget af selen, skal hænder og arme hovedsagelig kun beskæftige sig med korrigerende bevægelser og manøvrer. Ja, faktisk er kravene til armkræfterne så små, at i den udstrækning vi overhovedet gider at investere i windsurf-forberedende træning, sætter de fleste af os vel snarere ind med konditions- og bentræning (f. eks. MTB) end med målrettet træning af armene. Skuldre og overarme er tilsyneladende ikke specielt belastede under sejlads, men spørgsmålet er alligevel, om den forholdsvis statiske stilling (små korrigerende bevægelser) med dårlig blodforsyning (arme og skuldre løftede) og eksponeret for vind/kulde ikke netop er en cocktail, der uafvendeligt slider? Om almindelige årsager til problemer med "rotator cuff"("den stabiliserende "manchet" som senerne fra nogle af skuldermusklerne laver sammen med skulderens ledkapsel") skriver en speciallæge i ortopædkirurgi, at "... der kan () opstå skader ved overbelastning, især hvis man bruger armen meget over skulderniveau ..." og "... der (kan) opstå småskader/smerter ved forskellige irritive tilstande i skulderen." De "irritive tilstande" (lægers adelsmærke er jo et højt lix-tal, men jeg formoder trods alt, at specialisten har haft det engelske ord "irritative", altså noget i retning af "irritationsfremkaldende", i tankerne) omtales nærmere under "indeklemning":
Nå ja, og så fremgår det også lige, at
alderen indgår i regnestykket: "Med
alderen svækkes rotator cuff'en, således at der skal mindre til for at få
en skade på rotator cuffen." Så meget om windsurfingens mulige uheldige indflydelse på skulderregionen - specielt for ældre udøvere. Men er skulderskaderne rent faktisk udbredte i vores sport? Tilsyneladende ikke (http://www.betterhealth.vic.gov.au/bhcv2/bhcarticles.nsf/pages/Windsurfing_preventing_injury?open) - men måske er der nogle "mørketal", der kan ha' noget at gøre med, at man snarere rubricerer skaderne under "udløsende årsag" end under "bagved liggende årsag? Sådan helt privat har jeg i et par perioder måttet indstille surferiet for at få skuldrene repareret. Og eftersom windsurfere jo er et omsorgsfuldt folkefærd, har jeg i restitutionsperioderne fået mange venlige forespørgsler fra windsurf-kollegerne om, hvordan "det går" - meget hurtigt fulgt op af et fokus-skift til spørgerens egne skulderproblemer. Og hvis man overhovedet kan foretage en vurdering ud fra antallet af klynkere, har rigtig mange (hovedparten?) af mine jævnaldrende (nå ja, inklusive dem, der kun er midaldrende) surf-buddies skulderskavanker, der ytrer sig som problemer med armbevægelser over hovedhøjde, problemer med at sove i bestemte stillinger, smerte i forbindelse med kulde, nedsat mobilitet, "knagen og bragen" etc.
Det er svært at lodde, hvor mange der opsøger professionel hjælp på den konto. Én af mine nærmeste surf-buddies har f. eks. lige plaget sig et skud hydrocortison, men hvor udbredt sådanne (midlertidige?) løsninger er, har jeg ingen ide om. Det er dog mit indtryk, at nogle jævnligt besøger en del af sundhedssystemet, som ligger lidt i periferien af, hvad man kan ta' alvorligt - og om ikke andet er det da et tegn på, at skuldrene af disse tidvis opfattes som et problem.
Om man vil kalde sådanne skavanker for skader er vel en smagssag. Og at symptomerne trods alt er til at holde ud, vidner den fortsatte ihærdighed med at komme på vandet jo om. Problemet er bare, at symptomerne ikke altid blot er et øjeblikkelige irritationsmomenter, men at de samtidig kan være et tegn på en svækkelse af skuldrene, som kan medføre (meget) større skader. Sådanne større skader - der klassisk sker "... ved, at man falder direkte ned på skulderen, eller ved at man tager fra med armen i faldet ..." - udløses sandsynligvis sjældent under udøvelse af vores fredsommelige windsurfing-sport. Men derfor kan windsurfingen jo godt være en bagved liggende årsag. Lad os se lidt på distinktionen mellem årsag og udløsende hændelse: I årevis havde jeg haft de beskrevne småproblemer med skuldrene uden egentlig hæfte mig så meget ved dem - ja, uden at jeg egentlig forbandt dem med windsurfing. Når skulder-irritationen blomstrede lidt op, skulle der oftest blot nogle ugers intensiveret gymnastik og let styrketræning til, for at få i hvert fald lydene dæmpet lidt. Desværre var det en stakket frist: 1) Under noget issurferi for godt et par år siden blev jeg "smidt af hesten" (som mange gange før), tog fra med armen, og, vupti, var skulderens førlighed til at overskue (en klassisk rotator cuff skade, hvor nogle styresener var rykket fra; se evt. operationsnotatet nedenfor). En skade hidrørende fra en gammel mands ikke-alderssvarende omgang med en issurfer? Nej, selve isdansen var blot den udløsende faktor - windsurfingens langsomme nedslidning af skulderen var årsagen.
2) På en snowboard-tur i vinters (under head-cam optagelse af en forankørende datter) satte hun umotiveret "farten" ned, så jeg fiskede hækken af hendes board (og så er skyldsspørgsmålet vist fastslået!). Et helt udramatisk lille rullefald placerede den "raske" skulder i sneen, og, vupti, var der gået nogle styresener i den anden skulder (se evt. operationsnotatet nedenfor). En skade hidrørende fra en gammel mands clumsy omgang med sit snowboard? Næ, rullefaldet var blot den udløsende faktor - windsurfingens langsomme nedslidning af skulderen var den egentlige årsag.
Når man møder op hos lægen og evt. senere bli'r behandlet på sygehuset, bli'r man selvfølgelig spurgt, "hvad er der sket?" Skadens tilsyneladende årsag bli'r så ført til protokols og evt. kategoriseret, så der senere kan laves lidt statistik. Men spørgsmålet leder meget let til et svar, der fokuserer på den udløsende hændelse - og ikke på en bagved liggende (eller evt. "kun" medvirkende) årsag. M.h.t. mine kalamiteter med en issurfer og et snowboard blev førstnævnte sandsynligvis lagt i kassen med "oldinges fald på et islagt fortov" el. lign., mens jeg har vished for, at det andet uheld blev lagt i kassen med prædikatet "ski-uheld". Og det er måske ikke de eneste eksempler på nogle "mørketal" på skulderskader med udspring i windsurfing(?). Så, mon ikke man kan konkludere, at fordi man
sjældent ser skulderskader under "normal" windsurfing, kan man ikke
umiddelbart ta' det som tegn på, at windsurfing ikke kan være skadelig for
skulderregionen. Noget kunne tyde på, at mange års windsurferi "opbygger"
en skrøbelighed i skuldrene, der blot venter på at blive indløst,
når man dummer sig/er uheldig under udøvelse af mere hårdtslående
aktiviteter.
|
|||
|
Et par forslag til, hvad man kan gøre for at undgå
eller udskyde større skulderskader. 1. Daglig motion/træning af skuldrene. Blot et par minutter dagligt med let styrketræning, møllesving m.v. gi'r effekt. Nå ja, og så kan et par opvarmningsøvelser, inden vi går på vandet, nok heller ikke skade. 2. Varme omkring skuldre og overarme. Varme gi'r smidighed og større mobilitet - og måske bedre blodforsyning(?). Se evt. ill. under pkt. 4.
3. Begræns aktiviteterne med et stort "fald-potentiale". Hvis du vil undgå at høste frugterne af mange års windsurf-slid på skuldrene, bør du måske muge lidt ud i dine mere risikobetonede aktiviteter - eller du kan kikke nærmere på næste punkt.
4. Beskyttelsesforanstaltninger under dyrkelse af aktiviteter med potentiale til hårde fald. Jeg har gjort det til en vane at bruge "skulderbeskyttelse", når landevejscyklen, mountainbiken, snowboardet, in-linerne, langrendsmederne, rulleskiene osv. tages frem af stalden. Selv en forholdsvis klein beskyttelse kan betyde forskellen på et blåt mærke og overrevne styresener. Og så skal man bestemt ikke kimse ad, at skulderbeskyttelse skærmer effektivt mod kulde og fartvind. Med påmonteret skulderbeskyttelse ligner man grangiveligt Max Motor (Disney-figuren med diminutivt understel og overudviklet overstel). Men kan man jo let slippe for at kikke på sig selv, hvorfor det egentlig kun er beskueren, der evt. får ødelagt sin æstetiske oplevelse (eller får sig én på grineren).
Klik for at forstørre.
5. Begræns evt. windsurferiet om vinteren. Uanset hvordan mekanismen er (stivhed, dårlig blodforsyning ...), er kulde ikke godt for dårlige skuldre. Og som vi alle ved, er det dæl.. koldt at windsurfe om vinteren! Jamen, hvorfor gør vi det da? For mit vedkommende gør jeg det for at være tilfreds med egen selvovervindelse. Dvs. at "nydelsen" tidligst indtræffer, når jeg er kommet hjem. Desuden er jeg aldeles klar over, at selve windsurf-træningen er yderst ringe om vinteren, dertil sejler man ALT FOR defensivt (man skulle jo nødigt falde for meget i vandet). Så, hvis man tænker rationelt og kan overvinde sin egen psykiske skrøbelighed, bør man man måske blive på land om vinteren!
|
|||
|
Summasummarum.
Hvis du synes, at tankerne om en mulig årsagssammenhæng mellem udøvelse af windsurfing og skulderregionens nedslidning hviler på et meget tyndt grundlag, har du ganske ret. Tankespindet hviler alene på min egen ringheds personlige erfaringer, tilsat nogle surf-buddies halvkvædede ynk om "dårlige skuldre" - og det kan man jo ikke lave meget statistik på. Men 1) windsurfer du, 2) er du ingen årsunge, og 3) har du (begyndende) kvaler med skuldrene, er det måske på tide, at du ta'r nogle forholdsregler.
|
|||
|
Udfordringerne før og efter en rotator cuff operation.
Det største problem ved at få en sportsskade som ældre er faktisk at komme gennem det meget effektive filter, der er sat op for at sortere brokrøvene, hypokonderne og de (over-)pivede fra. Et af systemets tricks er at beordre patienten hjem på divaneseren en måneds tid, "hvorefter du evt. kan ringe og få en ny tid." Tanken er vel, at de med et virtuelt problem efter en måneds tid har glemt, hvad de fejler (eller har opfundet et nyt "problem"), mens de med et ægte problem får mulighed for at gentage deres anmodning om at blive kikket på. Og som ældre kan man hos visse praktiserende læger yderligere støde på det filter, at lægen måske ikke helt er indstillet på, at ældre overhovedet er tilladt at beflitte sig med sport - hvorfor patienten kan få det (pænt indpakkede) råd at begynde at opføre sig alderssvarende. Som sagt, i og med at vi er mange, der overbelaster systemet med alt for mange unødvendige henvendelser, ligger vi jo, som vi har redt. Men det vil jo selvfølgelig gøre livet lettere for de, der henvender sig med en genuin skade, hvis den modtagende praktiserende læge har så megen menneskekundskab, at han/hun evner at vurdere, hvilken type patient han/hun står overfor - uden absolut at starte med at ordinere alle over én kam en laaang se-tiden-an periode. Men ER det først lykkedes at få foretræde for en specialist, går det som smurt. Stardarden for udredning, operation (gælder både kødsnedkeren og hele støtteapparatet), smertebehandling og opfølgning er skyhøj. Ender en rotator cuff operation ikke op med et tilfredsstillende resultat, er det med meget, meget stor sandsynlighed éns egen skyld: En operation skaber "kun" en forudætning for at tilbageerobre førligheden - selve den ortopædiske genoptræning (og vedligeholdelsen heraf!) har man selv ansvaret for. Man får tilbudt noget fysioterapeutisk genoptræning, men det skal naturligvis kun opfattes som en form for inspiration til de øvelser og den træning, man selv har ansvaret for at udøve derhjemme. Mange gange, hver dag!
Den første periode efter operationen (6 uger er vistnok normen) er der dømt fuldstændig ro for skulderen. Armen er bundet op, og smider man slyngen - f. eks. i forbindelse med brusebad - skal armen hænge vissent ned fra skulderen eller støttes med den anden arm. Da slyngen jo skal forhindre ukontrollerede bevægelser, og da kontrollen jo er til at overse under søvn, er det faktisk vigtigt (omend lidt akavet) at sove med armen i slynge. Den nødvendige påpasselighed er imidlertid ingen undskyldning for ikke at bevæge sig. Man kan vel tværtimod forestille sig, at helingen kun har godt af, at pumpeværket jævnligt kommer op i kadence. At gå lange ture - også i lidt mere krævende terræn - er selvfølgelig uproblematisk. Men med lidt forsigtighed og omtanke er det faktisk også muligt dagligt at trække cyklen (i hvert fald MTB'en) frem af stalden. Er det venstre arm, der er bundet op, har man såvel bagskifter som bagbremse tilgængelig for højre hånd; er højre arm bundet op, kan venstre hånd operere forskifteren, og så er det blot et spørgsmål om at skifte rundt på bremsegrebene. Det er selvfølgelig usmart at vælte, ligesom den énhåndede cykelstil nok ikke bør eksponeres forhold til ordensmagten. Og nu vi er ved, hvad ordensmagten bør forholdes - men i en anden boldgade: Har man et køretøj uden servostyring, kan man lette den raske arms arbejde ved at montere en såkaldt "ratknop"; sådan en dims fåes for en 50'er hos THansen. Herunder kan man klikke sig til en illustration af, hvad en rotator cuff skade egentlig er. Og hvis man skulle ha' interesse i nogle teknisk/faglige (og "oversatte") beskrivelser af et par rotator cuff operationsforløb, kan man også klikke sig til nogle operationsnotater.
Klik for at forstørre. Klik for at forstørre. Klik for at forstørre.
|
|||
|
Behøver man helt at afbryde windsurfingen, mens
man venter på operation? Et problem med rotator cuff skader er ventetiden. Hvis ikke man tilhører VIP gruppen - altså de med private sundhedsforsikringer, der i praksis understøtter et velfærdssamfund i 2 hastigheder - kan der snildt gå et lille års tid fra skaden udløses til man bør gå på vandet igen. Men fortvivl ikke: Hvis du clearer af med din læge, at skaden sandsynligvis ikke forværres ved at ta' på vandet inden den berammede operation, er det ikke noget stort problem at windsurfe for nedsat kraft. Lægen kan selvfølgelig kun gi' sit eventuelle besyv efter at ha' kikket nærmere på scannings-billederne, men vurderer han/hun, at stumperne ikke forsvinder helt uden for rækkevidde ved lidt sejlads, kan der sagtens være et "vindue" på nogle måneder til lidt sejlads (altså perioden mellem scanning og operation). Jamen, hvordan kan man sejle, når man har problemer med at løfte armen over skulderniveau? Sagen er, at man forholdsvis hurtigt lærer at kompensere for den manglende førlighed. Når man f. eks. skal gribe fat om bommen med den dårlige arm(/skulder) vil man næsten intuitivt gi' armen et lille tilløb fra lavt leje, sådan at man forholdsvis enkelt kan "slaske" hånden op på bommen. Og har man først fat, kan man sejle ret problemløst; manøvrer, vandstarter o. lign. er måske ikke det rene guf, men vil man, kan man (sagtens!). Selvfølgelig kan skulderen værke lidt under sejladsen, men heldigvis er windsurfing jo så oplevelsesmættet, at man glemmer slige bagateller. Det største problem kan faktisk være at pakke grejet op på trailer eller tagbøjler, men her kan man oftest få hjælp af en venlig windsurf buddy. På denne lille video fra juni 2010, sejler én af deltagerne (ham, der overraskende nok hedder "Peter") rundt med en endnu ikke repareret rotator cuff skade. Kønt ser det jo ikke ud, men der er ikke en sky på mandens himmel.
Klik for at starte video. |
Skader på bicepssenen. Hvis der mod forventning skulle være nogle, der er gået om bord i operationsnotaterne af rotator cuff skaderne, vil de måske hæfte sig ved de bristede bicepssener. Bicepssenerne kunne i begge tilffælde ikke repareres, og det var heller ikke formålet med operationerne. Kirurgens holdning var, at når han nu alligevel skulle åbne skuldrene, kunne han jo lige så godt kikke efter, om bicepssenerne kunne sættes sammen. Der er vistnok lidt forskellig politik på området fra sygehus til sygehus, men yngre personer med overrevne bicepssener bli'r tilsyneladende tilbudt operation, mens ældre personer vistnok kun har chance for at få tilbudt operation, hvis man sandsynliggør, at man føler sig psykisk traumatiseret af at løbe rundt med en "Skipper Skræk-overarm". Unægtelig en vanskelig sag at løfte, da ældre personer er jo alligevel færdige med at se godt ud og kun sjældent er ude på kødmarkedet for at få en ny mage på krogen. Eneste ulempe ved Skipper Skræk-look'et er, at når fruen bli'r kælen (ikke at jeg har megen erfaring hermed) og ønsker at ligge i arm, skal hendes hovede enten forsøge at balancere på et (lille) dueæg nederst på overarmen eller på en upolstret overarmsknogle. Et svært valg ... Nå, men det interessante i denne forbindelse er, at begge bicepssener faktisk knækkede under windsurfing. I tiden op til første skade havde der været lidt ømhed i overarmen, og da jeg en kold dag rykkede godt og grundigt i udhaldtrimmet, gav det et lydeligt og føleligt knæk i overarmen. Temmelig præcist et år efter - igen efter en periode med lidt ømhed i overarmen - røg bicepssenen så i den anden overarm. Og igen blev skaden udløst af et pænt træk i udhalstrimmet. Og igen var arm (og krop) gennemkold. I modsætning til ved rotator cuff skaderne var årsag og udløsende faktor sammenfaldende. Jeg er ikke bekendt med, at bicepsskader er ofte forekommende under ordinær windsurfing, så måske havde årsagerne blot noget at gøre med alder og evt. arvelighed. Men føler man en stikkende ømhed i overarmen under sejlads (og specielt under akavede bevægelser) er der måske grund til at være lidt påpasselig - f. eks. ved at sørge for at ha' en varm dragt på. Rent windsurf-mæssigt er der ikke de store bivirkninger at skrive hjem om. En bicepsskadet overarm kramper lidt hurtigere til under statisk belastning, og det er sådan set det. Ved første skade var jeg lidt usikker på at ta' på vandet igen den første måneds tid; en sprunget bicepssene ledsages af en pænt blå/gul/sort overarm, og jeg frygtede (urealistisk, viste det sig), at resten af armens "tovværk" også kunne springe. Men ved anden skade, hvor mystikken omkring fænomenet var forsvundet, var jeg på vandet igen inden for en uges tid.
Herunder lidt anatomi og et eksempel på en sprunget bicepssene.
Klik for at forstørre. Klik for at forstørre.
|
||
