Fortæller PWA-resultaterne noget om, hvilke grej-mærker vi bør vælge?

Case: PWA ved Ulsan, Korea, maj 2012.

PWA 2012 Catalunya Costa Brava er i gang og varer til den den 17. juni. Underholdningsværdien af årets første sejladser for os, der har siddet på lang afstand af begivenhederne, har været lidt ujævn, men de sidste sejladser ved Ulsan i Sydkorea blev fantastisk godt dækket med "live ticker" og (ikke mindst) "live stream tv". Forhåbentlig får vi lige så god mulighed for at følge med i denne uges sejladser.

Det er ikke så svært at gætte, hvad PWA's "Platinum Sponsors" (de forskellige windsurf brands) forventer at få ud af stævnerne, nemlig eksponering. Og eksponeringen må nødvendigvis være størst for det grej, der bli'r sejlet af de bedst placerede sejlere - ud fra en logik om at hvis vinderen sejler X boards og Y sejl, må præcis det grej da være bedst for os andre. Logikken understøttes af, at der sideløbende med en rangliste med sejlerne laves en rangliste for grejet (boards og sejl).

Den kommercielle virkning af påstanden kan nok ikke diskuteres: Der er vitterlig penge i at være det brand, som vinderen sejler på og med. Men er der realiteter i påstanden? Er vinderens grej generelt "det bedste" - også for os andre? For at få en fornemmelse af et svar, kan vi f. eks. bruge sidste måneds slalom stævne ved Ulsan, Sydkorea som case:

Slutresultatet blev, at Micah Buzianis vandt stævnet på sine JP slalomboards og med sine Maui Sails racesejl. Der er referater, billeder, videoer osv. fra stævnet på http://www.pwaworldtour.com/, men et af de bedste referater er faktisk forfattet af Buzianis himself og kan findes på denne adresse JP Australias hjemmeside: http://www.jp-australia.com/2012/NEWS.1712.0.html?&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=284.

Både JP Australia og Maui Sails fejrede "deres" sejr behørigt (f. eks. på Maui Sails forum (http://www.mauisails.com/forum/viewforum.php?id=1). Men vandt Buzianis faktisk p.g.a. udstyrets generelle overlegenhed (som implicit postuleret og med overføringsværdi for os andre), eller vandt han af andre årsager?


Overlegne sejl?

Buzianis registrerede for 2012 de nye Maui Sails TR8 (Maui Sails sammen med JP boards fra Neil Pryde koncernen; Barry Spanier må nyde det!) i størrelserne 6,3 - 6,6 - 7,0 - 7,6 - 8,4 og 9,2. Heraf anvendte han sejlstørrelserne 7,6 og 8,4 i sejladserne ved Ulsan.

Jeg har kun set én test af TR8'eren (se her: http://www.peterman.dk/windsurf-pro-mag-dk-900-racesejl-78m-01.html), og her skiller det sig ikke ud som et specielt fremragende sejl. Det er lidt sløvt planende, er meget hurtigt i mellemvinds og hårdvinds området, har OK kontrol og er lidt tvært at jibe med. En god sejlserie - men det er vanskeligt at se, at sejlene skulle ha' givet Buzuanis en afgørende fordel.

Men måske gemmer der sig en detalje i resultatet, som ikke fortæller så meget om en styrke ved TR8'eren som om en svaghed ved et par af de andre mærker: De bedste placeringer for et af de større brands, North Sails med deres Warp 2012-serie, er en 13. plads (Jimmy Diaz), en 14. plads (Pierre Mortefon) og en 17. plads (Costa Hoevel), og det meget hypede Avanti Machine 2012 finder vi først nede på pladserne 16 (Peter Volwater) og 23 (Finian Maynard). En fællesnævneren for disse sejl kunne være, at de begge er meget "stive", nervøse og ikke-tilgivende (se f. eks. Warp'ens karakter ud for "souplesse" i den nævnte test). Og at Avante Machine om muligt er endnu "værre" i den henseende, vidner en "efter-test" i Planchemag (maj 2012) om: "Il néxiste rien de plus rigide, rien de plus nerveux à l´heure actuelle sur le marché des voilles de course."

Er det muligt, at de "blødere" og mere tilgivende sejl, hvortil sejlene med topstive master (Gaastra, Maui Sails og tildels Severne) og måske også Loft Sails med deres strikt CC master hører, havde en fordel i det skrumlede vand og den stødende vind ved Ulsan? Tja - men en afgørende fordel havde Buzianis trods alt nok ikke med sine TR8'ere. Og det vil derfor heller ikke være troværdigt at påstå, at hans resultat viser, at Maui Sails TR8 vil være det bedste racesejl for os andre.


Overlegne boards?

Af 2012 PWA Slalom Tour Registration List fremgår det, at Buzianis registrerede en JP Australia VIII 59, en VIII 66 og en VIII 78. Iflg. Buzianis' referat sejlede han de to sidstnævnte (altså de to største) ved stævnet.

Det er nok ikke nogen stor overraskelse for windsurfere, der orienterer sig mere efter den seriøsere del af windsurf magasinerne end efter reklametrommerne, at JP's slalomboards de senere år ikke er faldet i alles smag. I Planchemags 2012 test af slalomboards (du kan se de unuancerede sammenligningsskemaer her: http://www.peterman.dk/windsurf-pro-mag-dk-900-slalomboards-69cm-01.html (VIII 66) og her: http://www.peterman.dk/windsurf-pro-mag-dk-900-slalomboards-80cm-01.html (VIII 78)), brillerer Buzianis' to største slalomboards ikke just med topkarakterer. Ja, faktisk er det vel ikke skudt helt forbi, hvis man på baggrund af de valgte kriterier placerer de to boards på et par ret suveræne sidstepladser.

Og det er tilsyneladende ikke et par enlige svaler. JP's slalomboards har i flere år haft nogle ret specielle shapes, som 2012 boards'ene ligger "pænt" i forlængelse af. I en test af JP's 2011 VII 76 skriver én af de absolut mest sobre testere (Alexander Lehmann) i Windsurf Journal, Ausgabe 1/2011 (se http://www.terraoceanisverlag.de/magazine/windsurfing-journal/windsurfing-journal-ausgabe-16/ - tryk på "Expand" og klik frem til siderne 33-38), at "... Bei mittlerem Wind ist das Board gut unterwegs, bei mehr Wind wird es recht sportlich, das Brett zu kontrollieren. Der Druck auf das hintere Bein wird enorm hoch, auf allen Kursen. Wir haben anfangs gedacht, es legt an der Finne, und haben statt der 45er-Select-S10 einen 47er, dann aber eine 43er und sogar eine 41er in das Brett geschraubt. Mit der gröseren Finne wurde das Brett oben raus noch schwieriger zu kontrollieren. Mit den kleineren Finne glitt das Board spürbar slechter an and das Heck brach leicht aus, wenn man zu viel Druck gegeben hat, bevor die Endgeschwindigkeit erreicht wurde. Und unter Fullspeed flog das Board erstaunlicherweise nach wie vor von Chop zu Chop und war durch uns nicht besser zu kontrollieren. (...) Wir haben nach dem Test dann mal geschaut, was andere internationale Magazine zu dem Brett schreiben. Und siehe da: Anscheinend sind die Kollegen auch nicht mit ihm zurechtgekommen. So landete die 112-liter-Variante (68 Zentimeter Breite) beim Test des französischen Planchemag auch auf dem letzten Platz. Gerade den Cheftester kennen wir gut und wissen, dass er ein sehr schneller Windsurfer ist ..."

Hvis vi ta'r de referede magasin-tests mere alvorligt end folk, der har en kommerciel interesse i at berømme JP's slalomboards, vil det nok ikke være helt skævt at konkludere, at Buzianis ikke vandt Ulsan stævnet på grund af nogle overlegne boards. Og det vil derfor heller ikke være troværdigt at påstå, at hans resultat viser, at JP Australias VIII slalomboards vil være de bedste boards for os andre. Måske kan man endda stramme skruen lidt og antyde, at Buzianis må være en djævelsk god sejler, siden han kunne vinde på disse boards? Se evt. bemærkningen nederst på siden om nogle af JPs shape-detaljer.

Et par andre (af flere) mulige forklaringer på Buzianis' succes.


1. "Smart" valg af board-størrelser?

I JP's terminologi går slalomboard betegnelserne på boards'enes bredde, og for 2012 producerer man en palette af 6 størrelser, der er delt op i 2 grupper - VIII 56, VIII 66 og VIII 78 "... to suit the lighter or slightly less powerful riders...", og VIII 59, VIII 68, VIII 84 "...designed for (...) the bigger, more powerful racers ...". Lidt (eller meget!) på tværs af dette oplæg valgte den 93 kg tunge og 188 cm høje Buzianis (selv efter PWA standard en "pænt" stor gut) altså VIII 66'eren og VIII 78'eren, der, som vi så, er designet til "... lighter and less powerful riders..."

Albeau (samme højde og drøjde som Buzianis) var jo Buzianis' teammate sidste år, og hans valg af største boards sidste år var VII 82 og VII 68. Og p.t. står der faktisk på JP's hjemmeside (juni '12), at "... the sizes 59, 68 and 84 are still designed for Antoine ..."; man har åbenbart ikke nået at korrigere for Albeaus flugt til RRD).
Alt i alt kan man alt efter temperament kalde Buzianis' valg af boardstørrelse for bemærkelsesværdigt eller opsigtsvækkende.

Det board, Buzianis brugte de første dage, var hans JP VIII 66 - altså et board, der er nogle cm smallere end de øvrige store sejleres mellemstore slalomboard. Med det board scorede han en 5. plads i Loosers Final og en 5., 3. og 2. plads i Winners Final. 2. pladsen i Winners Final fik han efter en kollision med Albeau (i selve finale heatet), som af samme grund blev disket p.g.a. tyvstart. Det samme blev Costa Hoevel - hvilket alt i alt gjorde det "lidt" lettere for Buzianis at hive 2. pladsen hjem.

Med sin JP VIII 66 opnåede Buzianis altså gode, stabile resultater, og man kan måske spekulere på, om board-størrelsen (der som sagt var lidt ude af fase med de fleste andre tungere sejlere) havde indflydelse på resultaterne.

De, der fulgte med på "live stream tv", fik en kraftig fornemmelse af, at på sidste og afgørende dag var sejlerne i vildrede, om de skulle sætte deres 8.4-8.6'ere på deres mellemstore slalomboard (for den typiske tungere PWA sejler et 68-71 cm bredt slalomboard) eller på det største slalomboard (typisk et 83-85 cm bredt slalomboard). Iflg. Sean O'brians speaker-kommentarer var det et valg mellem pest eller kolera: De mellemstore slalomboards gav bedst speed (hvor der var vind!) og bedst kontrol i det meget skrumlede vand - men gik ofte i stå i den hullede vind omkring bøjerne. De største slalomboards gik ikke så let i stå i jibes'ene og var ikke helt så sensible overfor græs, poser m.v. på finnen - men var vanskelige at kontrollere og havde ikke samme topfart under ultimative forhold som de mindre boards. Sejlerne skiftede og skiftede mellem boardstørrelserne, men tilsyneladende uden at blive helt tilfredse.

Men hvad gjorde Buzianis i de afgørende problem-sejladser? Intet. Han sejlede blot rundt på sit største slalomboard (en JP VIII 78), der størrelsesmæssigt lå præcist midt imellem de boardstørrelser, de fleste andre sejlere havde at vælge imellem, og som kun få af dem rigtigt kunne få til at fungere. I Winners Final scorede han en 2. plads - nok til at vinde stævnet.

Summasummarum er det nærliggende at forestille sig, at Buzianis' specielle boardstørrelser kan ha' haft pæn indflydelse på hans sejr.


2. Held?

Det har skæmmet de sidste par PWA stævner voldsomt, at der både ved Reggio Calabria (Italien) og Ulsan var ekstremt meget græs, plastik og andet skrammel i vandet, som på må og få sendte deltagerne til tælling. I Italien måtte Buzianis ta' hjem uden points, fordi han sejlede på et stort emne (et møbel?), mens Dunkerbeck i Ulsan måtte en tur på sygehuset efter et forsøg på at springe noget af finnen. På "live stream tv" kunne man se sejlere lave spektakulære slyngstyrt eller dumpe ned gennem feltet, når de blev bremset af forskelligt affald. "Nyd" f. eks. video-sekvensen fra Ulsan, 6. dag (efter interviewet med Ludovic Jossin), hvor en desperat sejler forgæves prøver at holde sin 2. plads efter sidste jibe. Han hopper og danser som en sindsyg for at rense skidtet af finnen. Men lige lidt hjælper det, og han falder nogle vigtige placeringer tilbage.

Buzianis brokker sig i sit referat ikke over, at noget har klamret sig til hans finne, og det har nok gjort hans sejr lidt lettere. En anden heldig omstændighed var, at manden på førstepladsen inden sidste runde, Antoine Questel, i semifinalen sejlede til et forkert mærke(!), hvorved Buzianis, der lå på 5. pladsen, avancerede til den 4. plads, der netop gav ham adgang til Winners Final. Og med Questel ude af spillet, kunne han snildt "nøjes" med en 2. plads i finalen. Heldigt? I hvert fald ikke uheldigt, må man sige.

Konklusion.

Ovenstående kan højst være en indikation af, hvorvidt PWA-resultaterne kan fortælle noget om, hvilket grej vi alm. dødelige (slalom-/freerace-) sejlere bør investere i. Det er kun én case - atlså ét eksempel - og skal betragtes som sådan. Eksemplet er ikke HELT tilfældigt valgt, forstået på den måde at man jo har tendens til at skriple om noget, hvad der falder i øjnene. Sammenhængen - eller måske rettere den manglende sammenhæng(?) - mellem Buzianis' bestigning af sejrsskamlen i Ulsan og hans grejs "overlegenhed" peger måske i én retning, men der skal selvfølgelig mange cases til at lave en holdbar statistik.

Skrevet primo juni 2012.

Et par af JPs slalomboards karakteristika.

Selvom det falder lidt udenfor emnet, er det næsten for fristende at lure på, hvad det er, der gør JP's slalomboards så tilsyneladende aparte. Og her gi'r de referede links til Planchemags 2012-tests en fin mulighed for at kikke nogle vigtige shapedetaljer (vis-à-vis nogle konkurrerende boards) efter i sømmene:

Både VIII 66 og VIII 78 er suverænt de længste boards i grupperne af testede boards, og de er ret "flade" i bunden med forholdsvis sen start af scoop og med absolut ingen rocker. I forhold til deres bredde er har de "store" OFO mål (altså boardets bredde 30/30,5 cm fra hækken) - forstærket af, at de har relativt små cut-outs. I parentes bemærket er det snart påtrængende at finde en afløser for OFO målet, som ikke ta'r højde for moderne boards' cut-outs og steps/wingers - og som derfor ikke fortæller så meget om et boards tapering ud mod hækken som i de gode gamle pin-tail dage.

En shape-detalje, der er blevet meget vigtig de senere år, er boardets bredde, hvor vandet formodes at ramme bunden, og hvor boardet derved får maksimalt løft. I Planchemags tests referes der til "60 cm målet", altså boardets bredde 60 cm fra hækken (TFO). Teoretisk tilstræber man vel noget i retning af maksimal bredde hvor vandet rammer bunden og en så hurtig tapering/afsmalning (evt. suppleret af et par mm rocker - men det er farligt!) tilbage mod hækken som muligt for at mindske "drag". Problemet med at shape et slalomboard på denne "ideale" måde er, at man behøver lidt areal i hækken af hensyn til trim og kontrol. Mens dagens generelt "bedste" boards har tilsyneladende løst det problem med andre midler (se f. eks. mål og shape for SB iSonic) holder JP fast i et mere gammeldags shape; som Lehmann skriver om JP VII 76: "Die Nose ist spitz, flach und hat wenig Fläche. Richtung Heck läuft die Outline sehr parallel zu und endet in dem breiten Heck."

Så vidt jeg husker var JP's nuværende shaper, Werner Gnigler, og Peter Thommen i sin tid begge shapere for F2, hvor de opdelte arbejdsopgaverne på den måde, at Thommen designede slalomboards'ene (bl. a. til Dunkerbeck), mens Gnigler designede de mindre specialiserede boards (bl. a. Xantos serien). Begge shapere er anerkendte koryfæer, men spørgsmålet er, om de i dag ikke også kan kaldes er et par overlevende dinosaurer?