Et trut for windsurf magasinerne.

Advarsel: Der KAN forekomme generaliseringer.

(Foråret 2012 - foråret 2019). 

Planlægger man udskiftning af udstyr, ender man som regel med at surfe rundt på nettet efter informationer, tests m.v. Her KAN man selvfølgelig være heldig at støde ind i noget stof, skrevet af vidende, uegennyttige personer med høj personlig integritet - men det er absolut en sjældenhed. Så hvis man skal være helt ærlig over for sig selv, bli'r det hurtigt til, at man snarere skøjter rundt på nettet for at blive bekræftet i nogle letbenede forudindfattede teorier/fantasier om, at det og det udstyr "må være bedst" (det ser i hvert fald hammergodt ud). Og søger man bekræftelse, er der ingen smalhals på nettet - det vrimler med videoer, blogs og "overbevisende" kaudervælsk fra producenter, designere, teamsejlere og wannabees, der fortæller os, hvad vi ønsker at høre. Masser af kommunikation til vore følelser - næsten ingen sammenlignende, faktabasererede, velunderbyggede og argumenterende oplysninger, viden og tests.

For år tilbage kunne man opsøge en næsten hvilken-som-helst større kiosk, gå hen til hylden med vandsport - og race hjemad med en pæn stak windsurf-lekture under armen. For ikke SÅ længe siden havde man i hvert fald tilgang til et tysk magasin ("surf" og endnu tidligere yderligere til "Surfen"), et par britiske ("Windsurf" og "boards") og et amerikansk ("Windrider", senere "Windsurfing").

Selvfølgelig blev (og bliver) der udgivet mange andre windsurf magasiner world wide - men de nævnte var i hvert fald gængse hyldevarer i velassorterede kiosker. Hvis man primært interesserede sig for udstyr, var de tyske magasiner grundige og tilsyneladende uangribelige med mange "objektive" målinger og grafer. De britiske var mere floromvundne og humoristiske - men bestemt ikke mindre vidende (i hvert fald for "boards'" vedkommende); og det/de amerikanske var som forventeligt "glatte" og positive uden alt for meget reelt indhold  - dog med enkelte ekstremt sobre (og nørdede) bidragydere (Ken Winner ...).

I dag skal man være heldig for at kunne finde blot nogle ganske få magasiner på kiosk-hylderne (som regel "surf" og "Windsurf"). Og at dømme efter den (manglende) hastighed med hvilken de få eksemplarer forsvinder fra hylderne, er efterspørgslen yderst begrænset.

Men - er det et problem? Kan vi ikke få dækket vores nysgerrighed og videbegærlighed udi windsurfingen på andre og mindst lige så gode måder? F. eks. på nettet?

Faktisk er det slående, HVOR stor forskel der er mellem magasiner og nettet. Èt er - naturligvis - formen; magasinet er en del mere mobilt end computeren. Man kan ta' det med i haven (hvor det skarpe sollys ikke hindrer læseoplevelsen), på det lille hus, på divaneseren (hvor man kan lægge det over hovedet, når søvnen overmander én). Men væsentligst: Der er en afgrundsdyb forskel på graden af objektivitet, seriøsitet og åbne/skjulte budskaber mellem magasiner og nettet. Magasiner skrives med en deadline, og de nedfældede ord kan ikke sidenhen ændres. På nettet kan man bedre tillade sig at skrive "med venstre hånd", for bli'r man sidenhen taget i fejl (eller manipulering), ta'r det blot få øjeblikke at ændre fadæsen (og slette alle spor).

Når man sidder med et magasin i hænderne, går det virkeligt op for én, HVOR kommercielt styret windsurf stoffet på nettet egentlig er (blevet). Alt (eller laaangt det meste) er skrevet med det formål at SÆLGE. Nogle gange mere subtilt og vanskeligt gennemskueligt, andre gange vulgært og næsten voldtagende. Producenter, designere og teamsejlere - der jo egentlig udspringer af vore egne rækker, og som man vel burde kunne forvente lidt solidaritet fra - bavler løs om breakthroughs og koncepter. Man anpriser egne produkter og nedgør andres. Og sæsonen efter (når teamsejlere og (af og til også) designere har skiftet mærke eller arbejdsplads), bruger man samme smøre til gavn for den nye arbejdsgiver. Og nu kan man pludselig godt se alle problemerne med det brand, man repræsenterede det foregående år.

Det er selvfølgeligt i sig selv legitimt at lade sig hyre/forsøge at anskaffe sig noget grej lidt billigere mod at promovere et bestemt mærke - hvis man vel at mærke kan stå inde for mærkets produkter og moral, og hvis man kommunikerer HELT ærligt omkring fortrin og handicaps. Men det kan vel ikke være rimeligt, at man tjener sin hyre/slipper billigere til noget grej mod bevidst at overdrive fordelene og undertrykke ulemperne. Indenfor branchen bruger man plus-ordet "professionalisme" om den adfærd. Men - vi kender alle ordet, der bli'r tildelt kvinder, som sælger deres krop. Hvorfor skulle man egentlig bruge et mere spiseligt ord om f. eks. teamsejlere, der sælger deres sjæl?

Ganske få brands har et forum, hvor vi kan spørge til udstyret - men svarene bærer tydeligt præg af, at man er MEGET bevidste om, at andre kikker med. Derfor er fællesnævneren, at man KUN gi'r et ærligt og fyldestgørende svar, hvis det ikke går ud over firmaets umiddelbare indtjening. Intet indrømmes, og uomtvistelige problemer skydes til hjørnespark ved at sende det videre til detailledet eller til evig forglemmelse i de yderste galakser i cyber space. Eller måske oftere: Man latterliggør og bebrejder kunden hans/hendes skødesløshed, der jo må være årsag til det ikke-anerkendte problem(!). Nå ja, og så er der jo også taktikken med at lade en hord af begejstrede supportere oversvømme forum'et med indlæg som "... det kan jeg ikke forstå, nu har jeg sejlet X-brand i 100 år, og jeg har ALDRIG haft et problem. Tværimod har mit X-brand udstyr gjort mig til konge på vandet, og når jeg rigger til, kan jeg næsten ikke komme til for savlende beundrere ..."

Ja, man kan jo spørge sig selv, HVOR klog man egentlig bli'r af at surfe rundt efter windsurf indsigt på nettet.

Windsurf magasinerne er naturligvis også kommercielt drevet, så udover kronerne fra løssalg og abonnenter skæpper siderne med reklamer jo også godt i kassen. Men der synes dog at være den erklærede moral (eller det journalistiske princip), at annoncørerne ikke må få indflydelse på, hvad magasinet skriver. Ja, ja - jeg ved godt, at man af og til kan øjne nogle påfaldende præferencer - men det afgørende er, at man i hvert fald er hængt op på nogle principper, som man skal stå på mål for. Derfor er det også en lise for sjælen at kunne slå op på en test i et windsurf magasin, læne sig tilbage uden at ha' paraderne oppe - og lade sig overraske/underholde/blive klogere.

Det skal nok lige illustreres, HVOR stor forskel der kan være mellem nettets tågesnak og magasin-artikler, som man virkelig kan blive klogere af. Så jeg har indscannet nogle udpluk af et par tests af slalomboards og race-/slalomsejl fra "surf" og "planchemag" (nej, fransk er også for mig en by i Rusland, men meningen dog er nok ikke alt for vanskelig til at forstå).

Materialet er lagt ud for en begrænset kreds som et illustrerende argument for at kaste sig over windsurf magasinerne - og ikke for at ødelægge magasinernes livsgrundlag:

66-71 cm/107-113 liter slalomboards, udpluk af test i Planchemag, 2012 (1 side).

76-85 cm/117-134 liter slalomboards, udpluk af test i Planchemag, 2012 (1 side).

7.6-7.9 kvm. race-sejl, udpluk at test i Planchemag, 2012 (1 side).

7.5-7.8 kvm. slalom-sejl, udpluk at test i Planchemag, 2012 (1 side).

79-85 cm/117-140 liter slalomboards, udpluk af test i surf, 2011 (5 sider).

Sådan nogle tests kan jo læses på 117 måder. Man kan få en ide om, hvilke boards der passer bedst til éns behov (dvs. hvilke boards der får topkarakter i de egenskaber, man personligt værdsætter). Man kan få en idé om, hvilke egenskaber der er vanskelige at forene (f. eks. tidlig planing><kontrol). Man kan få en idé om, hvorfor JPs slalomboards generelt klarer sig så "mådeligt" i Planchemags tests (se f. eks. kombinationen af de aparte breddemål ved 30 cm og 60 cm, samt de forholdsvis små cut-outs/ingen wingers; mon ikke Werner Gnigler har fremtiden bag sig, og gad vide om AA ikke har indset det?). Man kan beslutte sig for at fise ned til Surfline og bestille det "generelt bedste" board (en SB iSonic). Man kan undre sig over, at testens suverænt tungeste sejl (Gaastra) føles "lettest" på vandet. Man kan undre sig over, at de suverænt mest komplicerede, skrøbelige og dyreste cambere (NP's) slår så dårligt over i forhold til meget enklere og billigere cambere. Man kan undre sig over, at Maui Sails behøver 1-2 sejlpinde flere end alle andre - uden at opnå en overbevisende kontrol. Man kan overbevise sig om, at North sejlene altså er nogle utilgivende, stive fandener at stå med. Man kan måske tage op til vurdering, om vore over-9 meter-sejl og over-52 cm-finner nu også er en helt rationel bestykning af vore store slalomboards. Osv., osv. Sagen er, at man får noget interessant viden og nogle konkrete, velunderbyggede oplysninger. Dem skal man selvfølgelig ikke skal forholde sig ukritisk til - men det er på den anden side også er nogle oplysninger, man skal være lidt af en komplot-teoretiker for at kunne se noget manipulerende ved. Hvor befriende, og hvilken forskel til nettet!

--

Windsurfing er jo ikke kun test og teknik. For de fleste af os er interessen for windsurfingen vel trods alt oplevelsesdrevet, og det er nettet en formidabel formidler af. Maleriske beskrivelser, smukke billeder, aktionprægede videoer, underholdende beskrivelser m.v. - det er virkeligt nettets force. Og det er heldigvis stadig fuldt ud muligt at gi' Fanden i tekniske specifikationer og (for-)tænkte egenskaber og gå lalleglad ned til den lokale surf-butik (så længe den nu måtte eksistere), trykke kortet ned i terminalen mod at få udleveret noget "godt" grej - og så ellers (evt. efter en varierende mængde træning) gi' sig til at nyde at sjutte henover vandet i frisk luft og smukke omgivelser.

Men windsurfingen er altså også noget med at trimme udstyret, at kunne vælge det udstyr, der passer bedst til færdigheder og ambitioner, holdbarhed, teoretiske/praktiske løsninger på små og store problemer osv. At der er en interessekonflikt mellem vores behov for facts og ædruelige vurderinger og industriens (og dens håndlangeres) behov for kortsigtet indtjening ved at trykke et så stort kvantum grej ned i gabet af os som muligt, er jo ingen nyhed. Men det er et problem, at interessekonflikterne mere og mere udspiller sig på industriens bane (dvs. på nettet), hvor vi i vores iver efter oplysninger og viden opsøger vi de "professionelle" og spø'r dem i deres egenskab af orakler og eksperter, men hvor de svarer som købmænd. Vi behøver altså nogle fora (f. eks. windsurf magasinerne) hvor principløsheden ikke har overtaget.

Så altså: Har du interesse for mere vederheftige oplysninger om windsurfsporten, skulle du måske overveje at lure i et windsurf magasin engang imellem (nej, jeg taler ikke om det annoncør-drevne salgskatalog "Surfnews"!). Måske kunne man danne en gruppe, hvor de enkelte medlemmer abonnerer på hvert sit magasin, der så kan rundere i gruppen?

Det er måske ikke helt moderne at tænke og handle "idealistisk" (dvs. uden at man nødvendigvis SELV får noget ud af det her og nu). Men man burde måske skænke det en tanke, at hvis for få af os gider at købe windsurf magasinerne, uddør de selvfølgelig. Eller næsten endnu værre: De udvikler sig som snowboard magasinerne, hvor "indholdet" efterhånden´er indskrænket til at vise nogle forurettede, selvoptagede, voksne hip-hop'ere i børnetøj, der rabler producenternes salmevers af sig, efterfulgt af det obligatoriske "cool, man". Vi vil så miste den sidste rest af vederhæftige oplysninger, viden og indsigt om vores sport - oplysninger som kan være vores sidste halmstrå, inden vi helt må overgive os til nettets markedsstyrede feel-good bavl ...