Windfoiling eller ej?

Marts 2018.

Vi stilles hele tiden over for valg, hvor vi ikke har forudsætninger for at vælge. For mange år siden blev mange af os f. eks. stillet over for valget, om vi skulle begynde at windsurfe, eller om vi hellere ville investere vores tid i en anden aktivitet. Vi, der valgte windsurfingen, er sandsynligvis glade for den beslutning, vi tog dengang. Men personligt må jeg da erkende, at det tågede billede, jeg havde af windsurfingen omkring 1990, ikke dækkede virkeligheden, som den udviklede sig.

For år tilbage blev vi stillet over for valget, om man skulle skifte spor til kitesurfing i stedet for/som supplement til windsurfingen. Igen et valg uden ordentligt beslutningsgrundlag. Nogle skiftede til kitesurfing, nogle holdt fast ved windsurfingen, nogle forsøgte at kombinere de to grene, og nogle forsøgte sig med kitesurfingen - men vendte tilbage til windsurfingen.

Nu lyder det så, at windfoiling er det nye sort. Og igen et af disse valg på grundlag af en del von-høren-sagen - men ingen viden eller selverhvervet erfaring. Skal - skal ikke ...

Herunder har jeg oplistet, hvad der fænger ved windsurfingen for mig. For hvert punkt har jeg prøvet at vurdere, hvordan windfoiling må formodes at opfylde mine præferencer i forhold til windsurfing.

1.

Det sociale samvær på vandet - altså noget med at sejle forholdsvis tæt sammen.

Jeg synes absolut, der er morsomst at sejle sammen med andre. Ta' ikke fejl - at blive sejlet agterud er ikke det bedste, jeg ved! Men for at andre kan ha' det sjovt, skal mindst én jo være prügelknabe. Det er ligesom betingelserne, hvis man vil socialisere på vandet.

Man skal selvfølgelig sejle med pli og ikke indrullere andre windsurfere i uønsket konkurrence. Men personligt kan jeg faktisk godt li' lidt konkurrence, selv om jeg som gammel '68'er kan ha' en anelse ondt ved at vedgå det.

Der er ikke meget, der er sjovere end at fræse frem og tilbage sammen med en lille flok windsurfere, hvor hver især prøver at "snyde" sig til en lille fordel ved at placere sig rigtigt inden man rammer vindpletten, ved at accelerere op i fart og at gå dybt så "modstanderen" kan underhales på den tilførte enerti ... osv.

Men konkurrencen kan også være mere imaginær. Man kan godt kan få en snært af konkurrence, selv om man kommer ud af fase med resten af den lille flok. Kommer man imod hinanden, kan der pludselig opstå lidt kappestrid om, hvem der kan gå forbi den anden tættest på vindøjet. Og ligger man langt fra hinanden på samme halse, kan der gå sport i at forsøge at komme op til en anden sejler, uden at miste for meget speed. Osv., osv. Man behøver ikke nødvendigvis at sejle gelcoaten af hinandens boards for at fornemme konkurrence, selvom det nu også kan være rasende sjovt!

Hvordan vil windfoiling fungere i denne form for samkvem på vandet?

Efter alt hvad jeg foreløbig har set og hørt om windfoiling, er tæt sejlads i mindre grupper ikke lige det, almindelige windfoilere beskæftiger sig mest med. For det første er windfoileren tilsyneladende så optraget af udfordringerne med sin egen teknik, at der ikke er meget overskud til at fundere nærmere  over egen placering på vandet eller til at reagere på andres manøvrer. Og for det andet hører man fra konkurrence-windfoilere, at skaderne på pilot og grej ved at komme i karambolage med andre windfoilere potentielt er så skræmmende, at alle forsøger at holde stor afstand.

Konklusionen må være, at hvis man føler sig draget af freerace i mindre grupper, ja så er windsurfing i øjeblikket langt mere egnet end windfoiling. Hvis man derimod tænder mere på freeride med fokus på sig selv og glæden ved at lære at beherske en ny (og tilsyneladende vanskelig) teknik, ja så kan windfoiling måske være værd at overveje. Men windfoiling som en form for uforpligtende kapsejlads med nærkampe og snurrige tricks - det ligger vist ikke i kortene i øjeblikket.

Vinder: Windsurfing.

2.

Fartoplevelse.

Fartoplevelse har meget at gøre med at være i tæt og direkte kontakt med omgivelserne under bevægelsen. Der er ikke megen fartoplevelse ved at sidde i passagerfly i 10 kilometers højde, selvom hastigheden måske er 900 km/t. Men der er masser af fartoplevelse ved at køre på mountainbiken med 15 km/t på et singletrack med huller, mudder og trærødder.

Udover lidt vind i håret kommer fartoplevelsen ved windsurfing vel mest fra den direkte kontakt med vandet - jo tættere og stejlere chop, jo mere oplevelse af fart.

Sådan som jeg har forstået windfoiling, drejer det sig om at undgå kontakt mellem bølgetoppe og board. Jo stejlere chop, jo længere skal "masten" på foilen tilsyneladende være for at boardet kan gå fri af vandet. Fascinationen ved at foile vel netop koblet op på at kunne "svæve" næsten friktionsløst henover bølgetoppene.

Igen uden at vide det med bestemthed er det min fornemmelse, at fartoplevelsen ved foileriet har meget at gøre med rædslen for at komme ud af kontrol og at lave en slammer. Samme frygt kan man selvfølgelig også af og til opleve under windsurfing - men her hidrører fartoplevelse først og fremmest fra boardets skrumlen henover vandet. Og så styrker det formodentlig også fartoplevelsen i forhold til windfoil, at man som windsurfer befinder sig tættere på det, man relaterer farten til - vandet.

Vinder: Windsurfing (formodentlig).

3.

Naturoplevelse.

Man kan selvfølgelig påstå, at kampen mod elementerne er en form for naturoplevelse. Og i forlængelse heraf kan man måske sige, at naturoplevelsen er mest intens, jo mere man sejler overpowered, jo hurtigere man forcerer bølgerne, jo koldere det er ... osv.

Men her vil jeg fokusere på den form for naturoplevelse, som man kan nyde under mere afslappede former, og som man bliver glad i låget af: Sejlads i solnedgang, sejlads langs flotte kyster, sejlads med indslag af sæler, marsvin, hornfisk ... etc. Fælles for den form for naturoplevelse er, at man skal ha' overskud til at fokusere på det. Og det fordrer naturligvis, at man ikke behøver at være 100% optaget af sit udstyr eller sin egen teknik. Kan sejladsen foregå med automatpiloten slået til, er der derimod overskud til at nyde naturen i fulde drag.

Ved windsurfing kan man oftest selv vælge, om man vil sejle koncentreret og "indædt", eller om man vil sejle mere afslappet og "fraværende". Den sidste form for sejlads gi'r mulighed for at samle indtryk fra omgivelserne - herunder naturen - under sejladsen.

Muligvis har dygtige windfoilere samme overskud til at koncentrere sig om andre ting end selve foileriet. Men min fornemmelse er nu, at den gennemsnitlige windfoiler hele tiden skal være umådelig koncentreret om foilens løft for at undgå et bukkeridt. Og at være så koncentreret om foilens trim levner formodentlig ikke meget overskud til at suge indtryk fra omgivelserne.

Men windfoilerne betragter jo omgivelser fra et højere stade (når foileriet altså lykkes), ligesom sejladsen formodentlig er noget mere stilfærdig end et windsurf boards idelige banken og huggen i bølgerne. Øger det ikke muligheden for naturoplevelser?

Den formodede langt mindre larmende fremfærd i forhold til windsurfing må helt bestemt give større muligheden for at samle sanseindtreyk under sejladsen. Netop det kan bringe misundelsen op i enhver windsurfer. Hvem har f. eks. ikke prøvet at blive overrasket af tordenvejr, fordi det har været umuligt at høre tordenbragene gennem lydtapetet af et board, der slår på tromme mod vandet, og et sejl der vånder sig hver gang boardet rammer en ujævnhed.

M.h.t. det høje stade ved windfoileriet må det være smag og behag, om det øger naturoplevelsen i forhold til windsurfing. Jo, man har bedre udsigt, men man føler sig til gengæld nok ikke så meget i kontakt med vandet. Det må være lidt ligesom forskellen mellen SUP og kajak ...

Vinder: Uafgjort (windsurfing ikke så opmærksomhedskrævende; windfoiling ikke så larmende).

4.

Mulighed for at komme på vandet, når man selv - ikke vejret - bestemmer.

Det er desværre mere reglen end undtagelsen: Først på ugen fortæller prognoserne om sol fra en skyfri himmel og 8-13 m/sek. den kommende lørdag og søndag.  Man begynder så småt at lave aftaler med sine windsurf-buddies, og enkelte meget strukturerede typer melder sågar på Facebook, hvilket klokkeslet de vil ankomme på spottet. Når den forjættede weekend så oprinder, har et kalmebælte fundet vej til spottet, eller også bliver man mødt af bygevejr med pelikan-vind mellem bygerne. Man konkluderer hurtigt, at eftersom man ikke har grej, teknik eller stamina til forholdene, må man nødtvunget fravælge kvalitetstid på vandet til fordel for trælleri for fruen.

Vil det være anderledes, hvis man windfoiler? Vil man som windfoiler ha' et større vindspænd?

Tjah - ingen anelse. Men sådan helt forsøgsvist: Jeg TROR nok, at nogle i begyndelsen havde forventninger om at kunne windfoile i næsten lige så lidt vind, som kitefoilerne kan operere i. Og dem har jeg set sejle i, hvad der kunne ligne 2-3 m/sek!

Den forventning er vist fordampet nu - sammen med forventningen om kun at skulle benytte et 6-7 kvm. sejl. Men jeg gætter nu alligevej på, at en øvet foiler med et 9 kvm. sejl realistisk set kan plane fuldt så tidligt som en windsurfer på et formula board med et 11-12 kvm. sejl. Og windfoileren kan definitivt tage mere højde og formodentlig gå dybere.

På den anden side er det mit indtryk, at windfoilere ikke ligefrem sukker efter de vindstyrker, hvor windsurferne lyner deres 100 liters slalom boards eller hårdvinds freerace/freeride boards ud af boardbags'ene. Måske KAN man windfoile i hård vind, men mon ikke det kræver en speciel foil eller som minimum lidt tuning af foilen. Og hvad med boardet? I øjeblikket ser det ud til, at de fleste brands kun sætter foil-bokse i deres slalom boards med en minimumsbredde på omkring 70 - 80 cm.

Den noget tågede konklusion må være, at det, windfoilerne sandsynligvis vinder i svag vind, sætter de godt og vel til i forhold til windsurferne, når vindhastigheden bevæger sig meget over 10 m/sek. Det, der måske kan balancere resultater, er, at vi vel oftere har problemer med slatten vind end kraftig vind.

Vinder: Uafgjort (for nu at være flink ved windfoilerne).

5.

Sejladsen skal i højere grad være en fysisk end en teknisk udfordring.

Det er altid udfordrende og sjovt at få teknikken til at fungere under windsurfingen. Og det er vel netop det tekniske aspekt, der gør indlæringskurven ved windsurfing så relativt flad. Men for mig er den fysiske del altså mindst lige så vigtigt. Noget af det virkeligt lønnende ved windsurfingen er netop, at på dage, hvor trimmet og teknikken ikke just går op i en højere enhed, ja da kan man faktisk kompensere ved at "muskle" sig frem i stedet. Windsurfingen ville simpelthen være for fimset, hvis det ikke var muligt at slå hjernen fra og musklerne til.

Hvordan er balancen mellem pilotens tekniske og fysiske input, når man windfoiler. Ja, for ignoranter ser det grangiveligt ud, som om windfoilerne holder på bommen som Hellerup fruer holder på en kagegaffel, når de hugger konditorkager i sig. Og bemeldte fruentimmere ser altså ikke ud til at flekse deres biceps, når de svinger gaflen.

Det er muligvis helt uretfærdigt, men i forhold til windsurfing ser windfoiling ud til at kræve så meget teknik og nervøs påpasselighed, at man ikke tør (eller har brug for at) overføre for mange kræfter til board og rig. Ja, måske er det netop en del af morskaben ved windfoiling: At man ved hjælp af masser af teknisk input kan bevæge sig nærmest vægtløst og uden store fysiske anstrengelser hen over vandet.

Men tamt ser det unægtelig ud. Her er ikke meget med at skulle hænge sig så langt ud i trapezen for at modvirke sejlets power, at rumpetten slår smut i bølgerne. Her er ikke meget med at gå på hug og overføre hele kropsvægten til bommen i jiben for at holde snuden nede og komme planende rundt. Her er ikke meget med at stå på bageste ben helt ude på kanten af boardet, gøre balderne stenhårde og skyde hoften frem for at tage lidt højde. Måske er det helt forkert - men der ser simpelthen ikke ud til at være meget grynt ved windfoiling. 

Vinder: Windsurfing.

--

Summasummarum: Det bli'r ikke i år, jeg kaster mig over windfoiling,