Photo opportunities på Mols.

I politiske kredse er der jo et begreb, der kaldes ”photo opportunity”. Det dækker som bekendt over, at opmærksomheds-hungrende beslutningstagere politiserer via opponionen ved at lade sig fotografere (video el. stills) i meritterende situationer og fra vinkler, hvor de håber på ikke at ligne noget, der er løgn.

Hvordan man som windsurfer lyster at posere for fotografen, har sandsynligvis mest at gøre med ens evner udi windsurfingens kunst – samt graden af narcissisme. Evnerne er desværre uretfærdigt fordelt, og f. eks. er vi nok en del klumpede windsurfere, der har svært ved at tænde på at blive foreviget i det, der måske var tænkt som et jibe. Og m.h.t. hangen til at "flash'e sig" - ja, den er de fleste af os sikkert belemret med, selvom den helt utilslørede selvglæde indenfor windsurf-sporten som helhed måske har fået et tilbageslag med drænet til kiter-sporten. Men det skal der ikke broderes videre på her ...

Hvad der imidlertid kan være lidt relevant at ta’ op, er den fotografiske vinkel (sådan helt bogstaveligt) på at få nogle gode billeder i kassen. Hvis vi forudsætter, at fotografen befinder sig på land, drejer det sig bl. a. om ...

Er piloten synlig for fotografen? Ja, hvis man sejler i fralandsvind, ses piloten tydeligt, mens pålandsvinds-sejlads kun gi'r et svagt omrids af sejleren gennem sejlet. Er vinden side-shore, vil en sejler kun sporadisk være synlig for fotografen.

Hvor er lyskilden i forhold til fotografen? Modlys kan da give en fin stemning, men dels har moderne udstyr en tendens til automatisk at blænde rigeligt ned, så alt - bortset fra sol og glimtene fra bølgetoppene - fremtræder som mørke silhuetter; dels kan billederne let blive ”brændt igennem”, hvis man forsøger at kompensere ...

Det er i medlys, man opnår de mættede farver, den gode kontrast og skarpheden.

Kan man sejle tæt på kysten? Kraftige tele-zoom’er og "billed-stabilisering" er efterhånden er normen. Men kan sejlerne komme fysisk tættere på fotografen, kan man nøjes med en mindre brændvidde - som igen gi'r mindre rystede optagelser. Og hvis sejlerne ovenikøbet kan komme så tæt på, at man kan høre deres eder og forbandelser ved kiksede manøvrer – eller (sjældnere) primalskriget når noget lykkes – ja så øges autensiteten i optagelserne selvfølgelig.

Er fotografens stade højt eller lavt? Fra et lavt stade kan fotografen få nogle action-mættede optagelser. Specielt med flittig brug af tele-zoom kan man blive snydt til at tro, at sejlerne ligger tættere bagved/foran hinanden, end de i vitterligt gør. Det øger dramaet.

Et højt stade kan gi’ mere dybdevirkning i optagelserne. Man kan lettere fornemme, hvor langt ude/tæt på stranden, sejlerne er, og kystlinierne kan pludselig få ”former”. Og så giver optagelser fra højden et rigtigt godt indblik i de taktiske manøvrer, der indgår i enhver overhaling.

Hvor eksponeret står/sidder fotografen? Ingen windsurfing uden blæst – men desværre har vinden det med at hive og slide i både fotograf og kamera, så optagelserne alt for let bliver rystede til ubrugelighed. Èn eller anden form for støtte/stativ kan hurtigt blive en nødvendighed – men selv det er ingen garanti for rystefri optagelser. Det ultimative er, hvis fotografen kan stå i læ, samtidig med at han/hun har fri udsigt til sceneriet.

Her er en (foreløbig) håndfuld spots på Mols, der på hver sin måde giver gode betingelser for at få nogle billeder i kassen. Klik på sted-betegnelsen for en ganske kort beskrivelse.

Link til en anden lokal spot-guide.

Link til en windsurfing-vinkel på Aarhus Bugtens geografi.