Kultur på vandet blandt freeracere.

Foråret 2013.

Med freeracere menes simpelthen den store majoritet af os, hvor farten på vandet spiller en ikke ubetydelig rolle i fornøjelsen ved at windsurfe. At man evt. også har et ben i freeride-lejren eller i race(træning)-lejren ændrer ikke på, at "freerace" må være det badge, der kan hæftes på de fleste af os.

Hvordan kommunikerer vi på vandet?

Når vi af én eller anden grund opgi'r at forstå, hvad folk mener, begynder vi at tolke på deres tonefald, mimik eller kropssprog - såkaldt non-verbal kommunikation.

Som windsurfere på vandet er det stort set umuligt at kommunikere direkte, men selv den non-verbale kommunikation har trange kår: På grund af afstand og elementernes rasen kan vi oftest ikke høre hinanden (der røg den med tonefaldet), vi kan kun sjældent se hinandens ansigter tæt på (der røg den med mimikken), og da vi i sagens natur er fuldt beskæftiget af at betjene board og rig, har vi også svært ved at spjætte uhindret med lemmerne (der røg den med kropssproget).

Jamen, hvordan foregår kommunikationen windsurfer og windsurfer imellem da på vandet? Tja, sagen er vel, at vi ofte er nødt til at betjene os af en ekstremt indirekte kommunikationsform, nemlig vores adfærd. Vil vi fortælle andre windsurfere noget om vore ønsker, præferencer, krav, utilfredshed osv., er vi i høj grad henvist til at kommunikere ved hjælp af vores faktiske gøren og laden, mens vi sejler.

Èt problem ved den kommunikationsform er imidlertid, at mens det er forholdsvis let at indikere, hvad man gerne vil, er det straks vanskeligere at vise, hvad man IKKE vil (være med til). Hvis man f. eks. begynder at trække højde, at falde dybt af, at vende med korte intervaller etc., samtidig med at man søger tæt på andre windsurfere, kan det være en forholdsvis let forståelig indirekte invitation.

Men hvad nu hvis man ikke ønsker at tage handsken op, ja måske ovenikøbet ønsker at passe sig selv? Hvordan kan man indikere det? Den klassiske måde er jo at flygte udenfor rækkevidde af de mere konkurrence-ivrige sejlere. Men "uheldigvis" er sejlere med et dominerende konkurrence-gén jo oftest også meget gode sejlere, hvorfor de har alle muligheder for at indfange én, uanset hvor man forsøger at gemme sig på vandet. Hvad skal man da gøre, for at slippe af krogen?

Man kan jo forsøge at jibe, lige inden man bliver indhentet, for på den måde at indikere en manglende interesse i at deltage i en kappestrid. Desværre er (et forsøg på) en jibe ofte som en rød klud for øjnene af en konkurrence-sejler, og det vil desværre være ret sandsynligt, at vedkommende vil jibe lige i r.... af én (fuld-planende, selvfølgelig) - og så er man jo lige vidt. Men det er faktisk endnu værre: En jibe bliver ofte mistolket som en indbydelse til at sejle slalom - og kan altså blive opfattet som en accept af, at "nu skal vi altså sejle ræs - sammen".

Man kan også vælge at ødelægge den anmassende sejlers flow ved hele tiden at vende, plane, gå i stå, ryste græs af finnen etc. "ude af fase" med den uindbudte gæst. Og hjælper det stadig ikke, fravælger de fleste af os vel næste logiske kampskridt (f. eks. at give finger) og går i stedet på land, indtil man har forvisset sig om, at borren har kastet sin kærlighed på andre sejlere.

Konkurrence-sejleren.

Hvad er det, der gør, at nogle meget konkurrence-mindede windsurfere tilsyneladende er plat umulige at kommunikere med på vandet? Ja, hvis vi afviser (mis-)tanken om manglende indfølingsevne, manglende respekt for andres personlige integritet, alfa-hannens ønske om at dominere territoriet etc., kan man ende med forklaringen, at konkurrence-sejleren udelukkende har et ønske om at forbedre sine og "modpartens" skills. Altså at deres adfærd er til fælles bedste - selvom offeret måske ikke er nået til den erkendelse endnu. Jeg vælger at tro på, at det er motivationen.

Og konkurrence-sejleren HAR faktisk en pointe her. Hver gang de hårde PWA-drenge beskriver, hvordan de forbereder sig til de kommende stævner, fremgår det, at den bedste forberedelse består i at sejle mod andre windsurfere. Kun på den måde skærpes evnerne maksimalt, og kun på den måde trimmes udstyret til bedste ydeevne. Så hvis målet er at blive en bedre windsurfer på godt trimmet udstyr, er det "objektivt set" faktisk hul i hovedet, at mange af os kun med stor ulyst ta'r kampen op på vandet.

At ha' en (virkelig god) pointe er imidlertid ikke énsbetydende med, at man har RET til at sejle i cirkler om andre (modstræbende) windsurfere. Ligesom i andre af livets sammenhænge giver indsigt ikke ret til at gennemtrumfe. Det KUNNE jo være, at nogle windsurfere har en anden præmis end nødvendigvis at prøve at få indlæringskurven til at stige så stejlt som muligt. Det KUNNE jo være, at nogle windsurfere også går på vandet for at få en naturoplevelse, for at nyde friheden til at sejle hvorhen, de vil - ja, måske ovenikøbet for at søge ensomheden. Og så er det jo ikke op til andre at værdisætte, om det er en acceptabel præmis.

Laid-back sejleren.

Modsat må sejlere med et (erklæret) manglende konkurrence-gen også forsøge at være ærlige overfor sig selv: "Er jeg nu så ikke-konkurrence-minded, som jeg siger? Eller er det kun, når jeg ikke har udsigt til at vinde, at jeg ta'r anstød og opfører mig som en sart mimose?"

Hvad kan det f. eks. OGSÅ være udtryk for, når nogle af os har travlt med at underholde om vore dårligdomme, om hvor utrimmede vi er p.t., om at vi nærmer os udløbsdatoen, om hvor lidt vi har fået sejlet på det sidste osv. Er det fordi vi forventer, det er rasende interessant for andre at høre om éns fysiske og mentale habitus? Eller ER det fordi, vi indirekte vil udtrykke, at "... jeg ved godt, at du sejler fra mig for tiden, men det er der altså en grund til. Under normale omstændigheder ville du ikke ha' så let spil ..."

Det åh-så-forkætrede konkurrence-gén dukker også op i andre afskygninger. F. eks. når vi fortæller, hvor hurtigt vi har sejlet, når vi beskriver hvor stort sejl vi har sejlet med i forhold til alle andre, når vi udpensler, hvilke "sejlnumre" vi har jordet, når vi opregner, hvor mange timer i streg vi har været på vandet, etc.  

Uskyldige og underholdende beretninger er det jo - men de indeholde jo også en mere eller mindre uartikuleret sammenligning med andre sejlere: Tal-angivelser (som f. eks. "km/t") og gradbøjning af tillægsord (som f. eks. "hurtigst") har jo til formål at relativere noget - at indrangere sig selv i forhold til andre. Altså en form for sammenligning. Og er netop sammenligningen med andre ikke en uadskillelig del af al konkurrence? Måske er nogle af os mere konkurrence-mindede, end vi tør indrømme.

Og vi kan blive ved: Hvorfor har så mange af os travlt med at købe performance udstyr (til fart, ikke til manøvrer), selvom enhver ædruelig analyse tilsiger, at vi burde investere i udstyr, vi kan magte? Det skulle vel ikke være fordi, vi nærer et lillebitte håb om, at udstyret vil give os netop DEN marginale fordel, der for et kort øjeblik vil gøre os til spottets ukronede konge?!

Der er altså en begrundet mistanke om, at mange af os simpelthen ikke er helt ærlige overfor os selv og andre, når vi har travlt med at præsentere os som flegmatikere, der udelukkende søger på vandet for at hygge os i vores eget selskab. Og som kører hjem fra spottet i samme høje humør, uanset vi er blevet jordet på vandet, eller om vi selv har givet andre baghjul.

Det er selvfølgelig ikke énsbetydende med, at konkurrence-genet er lige dominerende hos os alle. Men vi kan lige så godt erkende, at det er der i én eller anden grad, og at fokus derfor snarere burde flyttes hen på undertrykke (camouflere?) den selvoptagethed, som konkurrence-genet også er udtryk for, så vi bli'r til at holde ud for andre. Dér kunne vi lære noget af vores lokale norske islæt, der - efter en dag, hvor han har pryglet alt og alle på vandet - nøjes med ydmygt at berette, at han "er godt fornøyd." Vores lokale nordmand er for smart til at rode i såret - og derfor accepterer vi hans hang til at konkurrere og sejle os agterud.

Newbies.

For år tilbage lancerede jeg ét af lokalområdets mest benyttede spots ("Blåt Flag") for sønnike. Hans skills rakte på daværende tidspunkt akkurat til at plane i stropper og trapez, og han lå og trænede det bedste han havde lært i periferien af spottet. Han var bestemt ikke indstillet på konkurrence - og var heller ikke "værdig" til det - men ikke desto mindre kastede ét af lokalområdets profilerede sejlnumre sig frådende over ham. Efter hver vending lagde esset sig resolut i rumpetten af sønnike, overhalede ham (på vindsiden), og tilkendegav derefter med blik og gestik (f. eks. én hånd på bommen - den anden undertrykkende et gab ...), at han kedede sig bravt og godt kunne tænke sig lidt mere modstand. Hvilket ikke afholdt ham fra at gentage nummeret om og om igen.

Det windsurfende es er i det civile liv underviser, men i forhold til at fremme sønnikes lyst til at windsurfe gebærdede han sig nu rimeligt upædagogisk og demotiverende. Selvfølgelig er hændelsesforløbet set gennem sønnikes (farvede) briller, men ikke mindst når det drejer sig om newbies og mindre øvede, burde vi altså ha' overskud til at tænke lidt over, hvordan vores adfærd mon kan opfattes af mere sårbare sjæle.

Unødvendigt at fortælle at det varede en rum tid, inden jeg fik trukket mit modstræbende afkom hen til spottet igen.

Sådan er vi så forskellige. Nogle newbies foretrækker at blive retledt ved til stadighed at ha' en bjæffende sergent sejlende i kølvandet; andre newbies foretrækker at klare sig selv. Men the bottom line må være, at inden man begynder at "sejle på folk" - og da specielt forholdsvis uøvede windsurfere - stikker man lige en finger i jorden og orienterer sig om deres præferencer.

Sejler vi efter nogle formelle regler?

Af og til hører man windsurfere sige, at denne eller hin windsurfer "... sejler for tæt på. Jeg føler mig utryg."

Formodentlig kan sådanne klager være en indirekte måde at fortælle, at man ikke har lyst til at sejle om kap - i hvert fald med sejlere, der er bedre end én selv. Men hvis vi ta'r anken for pålydende, kan det gi' anledning til at lure lidt på, hvilket regelsæt vi sejler efter.

Det korte svar er, at regelsættet blæser i vinden. Tilsyneladende er der meget stor forskel på, hvilke regler, hver af os mener, er rimelige at underlægge os. I den ene ende af skalaen har vi paragrafrytteren, der kan alle søfartens regler på fingrene, som mener at reglerne skal overholdes til punkt og prikke, og som ved tvister ivrer efter at recitere lovværket. I karikeret form indebærer denne "skole", at vi som windsurfere vel nærmest skal sejle med samme sikkerhedsmargin som handelsflåden. Intet risikomoment er for lille til ikke at blive taget alvorligt, og man må spørge sig selv, hvorfor windsurfere med den opfattelse overhovedet tør sejle fra samme spots som andre windsurfere. Måske for at sparke dæk?

I den anden ende af skalaen har vi PWA-wannabe sejleren, der hylder no-rules "reglen", og som først rigtigt lever, når vedkommende kan involvere andre sejlere i en omgang chicken game (hvem viger sidst?). De fleste formelle regler er gemt laaang bort - måske med undtagelse af et hensyn til ikke BEVIDST at skade modparten - og intet er morsommere (dvs. mere selvtillidsopbyggende) end at dumpe ned i hovedet af en uforberedt sejler og skære ind foran næsen af ham, eller at trække højde op til en uopmærksom sejlere og skrabe malingen af hans rails.

Det er selvfølgelig ekstremer. Men mon ikke de fleste af os har en rem af huden. Forstået på den måde, at vi - snarere end at placere os klippefast et bestemt sted på skalaen - ændrer en anelse position, alt efter om vi har øjeblikkeligt overskud, eller om vi føler os i defensiven. Personligt har jeg i hvert fald noget lettere ved at se, når andre sejler småfarligt, end jeg har ved at erkende, når jeg selv udsætter andre for noget tilsvarende.

--

Hvis vi i det hele taget mener, at der af og til kan være problemer eller irritationsmomenter i vores omgang med hinanden på vandet, må første skridt selvfølgelig være at tydeliggøre vore præferencer over for hinanden inde på land. Og mindst lige så vigtigt som at udtrykke egne ønsker og grænser er det selvfølgeligt at lytte til - og respektere - andres ditto.

Dernæst - når vi først er stået til havs - må vi stramme os an, for at forstå hvad andre sejlere prøver at kommunikere med deres adfærd. Er de med på sjov, eller vil de hellere passe sig selv?

Og underliggende tror jeg, vi vil gøre os selv (og andre!) en stor tjeneste, hvis vi bare en gang imellem prøver at kikke indad: ER det i sidste instans hensynet til en uproduktiv ærekærhed, der gør, at man melder sig ud af kampen - og dermed også fravælger at blive en bedre sejler?