Om at blive psyket til at holde sig på måtten.
Scenen er Knebel Vig i går (søndag). Et halvt dusin windsurfere ligger og jerner tværs over vigen, kun afbrudt af nogle (i bedste fald) vaklende jibes i begge ender.
Uforvarende (bum-bum) befinder jeg mig pludselig i en position, hvor jeg kan kikke rundt om masten og se skråt ned på NN, der ser ud til at ha' godt skud i slæden 50-100 meter til læ. Jeg haler tilsyneladende ikke ind på ham, men da det jo er en meget favorabel postion at befinde sig i, begynder jeg at lege med tanken om et overraskelsesangreb. Altså at falde ned i hovedet på ham, når han mindst venter det, så han ikke når at trække et par triks op af hatten, der vil efterlade mig i ynkelig forfatning i hans kølvand.
Nøgleordet er OVERRASKELSE. Det gælder om at ligge i en vinkel til ham, så han ikke kontinuerligt kan holde øje med mig uden at dreje halsen af led. Og så gælder det om at indsætte angrebet hurtigst mulig efter, at han sidst har skævet op på mig og forvisset sig om, at jeg ikke har aggressive hensigter. Det er i de små "vinduer" mellem hans skotten op mod mig - og helst umiddelbart efter hans sidste kik - at jeg skal slå til.
Tålmod, tålmod. Nu - nej NU. Slæden drejes med vinden, og farten øges. Angrebet er i gang, og forventningens grin breder sig op mod ørerne. Men hvad er nu det? Kikker han ikke op på mig igen, selvom han lige gjorde det for et par sekunder siden? Jo, f...... osse. Angrebet afbrydes, og jeg genintager min afvæbnende positur. NN skal fornemme fred og ingen fare.
Kort efter forsøger jeg at sætte et angreb ind igen. Og igen. Og igen. Til ingen verdens nytte. Hver gang jeg forsøger at dykke min Stuka ned mod ham, pacificerer han mig ved at dreje halsen af led og kikke op på mig.
Enden på seancen bli'r, at jeg bliver psyket til at afblæse alt, hvad der minder om angreb. Det var ikke denne gang, der skulle skrives historie. Øv.
--
Efter en rum tid på vandet falder vinden, og vi begynder at bære vores udstyr op for at rigge af. Egentlig har jeg tænkt mig at komplimentere NN for hans evne til at forudse et angreb og afvæbne fjenden ved at nedstirre ham i præcis det rette øjeblik. Jeg går et stykke bag NN, mens vi bærer vores tunge grej op til bilerne, da det går op for mig, at han tilsyneladende igen går og kikker skråt bagud - eller ...? Den onde sandhed går op for mig: NN kikker jo slet ikke.
Her er det vel på sin plads at nævne, at NN har en "frisure", hvor den agterste del af hovedet har mindelser om en blottet balle i måneskin. Med andre ord: NN er så godt som kronraget. Og når han anstrenger sig - f. eks. ved at bære på tungt udstyr og åbenbart også når han sejler sin slalomslæde - dannes der folder i hans baghoved, så rynker og skyggedannelser i forening former et årvågent ansigt; i hvert fald på afstand.
Nedtur. Jeg kunne altså alligevel godt ha' kastet mig frådende over ham og haft rimelige odds for succes. I stedet blev jeg afskrækket af NN's falske ansigt til at holde mig på måtten. Fænomenet kendes fra fiskenes verden og kaldes "mimetic antipredations tilpasning." Se evt. mere her: http://videnskab.dk/blog/er-det-hoved-eller-hale-havslange-eller-al .
En fantastisk egenskab at ha'.
