I gamle dage var det god latin, at hvis en rig skulle være stabil i tiltagende vind, skulle masten for Guds skyld være stiv omkring bomhøjden – altså på det sted, hvor sejlet har dybest profil. Siden har den tid er The Team kommet på banen og har slæbt et spor efter sig af topstive race master – først hos Fiberspar og Gaastra og senere hos Maui Sails. Begge steder har man argumenteret med, at master, der er stive langt nede og i midten (constant curve – flex top) virker døde, mens Fiberspars, Gaastras og Maui Sails egne topstive (altså relativt bløde midtpå) race master virker mere levende og "organiske".

Lad os bruge fantasien og se, hvad der sker med mast og sejl under et vindstød. Når riggen rammes af et vindstød, tvinger den øgede belastning masten til at gi' sig – dvs. at den flekser mod læ-siden (og lidt bagover). Ved afbøjningen mod læ bliver afstanden mellem bomøjet og sejlets top-plug lidt større, således at sejlets løse top og eventuel løshed i agterliget strammes op.

Men hvad sker der, hvis det (som ved en topstiv mast) ikke kun er den øverste del af masten, der giver sig – altså hvis masten også arbejder (lidt mere) der, hvor sejlets dybeste profil er placeret?

Ja, for det første tyder noget på, at længere nede i sejlet giver masten sig mere bagover end mod læ i forhold til, hvordan masten arbejder i toppen. Brudene i de altfor mange knækkede race master de senere år, sker oftest lige over bommen, og et nærmere kik på brudfladerne viser ofte, at masten har været overbelastet bagover.

Mastens flex bagover lige over bområdet - altså hvor profilen er dybest - må nødvendigvis betyde en destabilisering af profilen i området. Dels må der være en tendens til, at den diagonale afstand fra masten (lige over bomhovedet) til bomøjet bliver mindre, hvilket i praksis vil være meget at ligne med at slække udhalet. Og som vi alle ved, er konsekvensen af at slække udhalet, dels, at profilen bliver dybere, dels at profilen rykker længere bagud. I et vindstød, hvor man i forvejen sandsynligvis har nok at se til, er en dybere profil og en trykpunktsændring bagud i sejlet nok ikke lige, hvad man drømmer om.

Dette tankespind passet helt fint med, hvad vi har kunnet fornemme og iagttage på vandet. Gaastras Nitro og Neutron serie, og Mayui Sails' TR1 og TR2, der alle havde smalle mastelommer, havde sådan en karakter. Selvom sejlene i statisk tilstand var forholdsvis flade (endnu et resultat af den topstive mast med blød midtersektion), var de karakteriseret af et forholdsvis godt bund træk - men blæste det op, blev sejlene hurtigt for store. Anvendelsesområdet var altså forholdsvis smalt.

Men hvad så med efterfølgerne, altså Gaastras Vapor og Maui Sails' TR3, der jo stadig bruger denne topstive race mast? Her tyder meget på (som også designer Kaseler fra Gaastra har fortalt i sin beskrivelse af "wide sock" mastelommen), at en meget bred mastelomme langt nede og midt i sejlet stabiliserer profilen langt fremme, sådan at problemet med den destabile profil med en midt-blød mast ikke slår så kraftigt igennem.