Manget af sejlets design tricks er skabt for at undgå en trykudligning via sejlets rand/kant. Een af måderne at undgå tryk-udligning mellem overtrykssiden (luv-siden) og undertrykssiden (læ-siden) er ved at undgå, at sejlets profil går helt ud til kanten af sejlet. F. eks. er der langs kanten på et løst agterlig ingen væsentlig trykforskel at udligne, og det samme gælder i toppen af sejlet, hvor det indbyggede twist også hindrer profilen i at gå helt hen til randen af sejlet.

Anderledes er det i bunden af sejlet, hvor det ikke på samme måde er muligt at fjerne profilen ud/ned mod kanten af sejlet ved at lave underliget løst.

Teorien om close-the-gap fortæller, at man kan hindre udligning af trykforskellen (husk, at det er tryk-forskellen, der gi'r sejlet power) i bunden af sejlet ved at lægge underliget helt ned til brættet. Hvis man tværer underliget ned i brættet, kan undertrykssiden af sejlet simpelthen ikke suge "falsk" luft ned under sejlet.

Vi kender alle fornemmelsen af at lukke sejlet af ned mod brættet. Alt virker i balance, samtidig med at man oftest skyder en pæn fart og holder sig længere i planing. Så close-the-gap effekten er god nok – eller er den?

Hvis close-the gap skulle være rigtig, er der flere ting, som kan undre:

• Hvorfor kan man se på billeder, at speed-ikoner som Dunckerbeck og Maynard næsten aldrig lukker sejlet ned mod brættet?

• Rent faktisk er profilen nederst i sejlet næsten ikke eksisterende på moderne sejl. Dels ved "seam-shaping" og dels som et resultat af den mere og mere almindelige "tack-strap" til at stramme underliget op, har designerne gjort, at hvis man kikker på profilen i et lodret plan, forsvinder profilen gradvist fra bom-højden og ned mod underliget. Og hvis det på den måde er lykkedes at fjerne det meste af profilen nederst i sejlet, er der heller ingen nævneværdig trykforskel at udligne– og der vil derfor heller ikke være nogen gevinst ved at lukke sejlet ned mod brættet.

• Vindgradienten – med forholdsvis lidt sand vind helt nede ved brættet – gør, at fartvindens indflydelse på den tilsyneladende vind er forholdsvis kraftig i bunden af sejlet. Det vil altså sige, at dels er den tilsyneladende vind forholdsvis svag i bunden af sejlet, dels er den tilsyneladende vinds retningen mere på langs af sejlets profil end længere oppe. Begge dele gør, at trykforskellen ikke vil være ret stor i bunden af sejlet – og der vil derfor ikke være meget at hente, selvom man tror på close-the-gap teorien. At så luften helt nede ved brættet ovenikøbet er ekstremt turbulent (p.g.a. bølger, brættets dæk, tack-fittings, fodstropper, sejlerens ben osv.), gør det ikke nemmere at tro på de regelmæsige og stabile luftstrømme, som må være forudsætningen for forudsigelige trykforskelle nederst i sejlet.

• Underliget vil altid "gabe" frem mod mastebasen (mindst 10 cm(?)). Sejlet vil altså under alle omstændigheder ikke kunne undgå en udligning af (den påståede) trykforskel længere fremme i sejlet – og hvis der er en væsentlig trykforskel ved underliget (hvilket jeg altså betvivler), må det er netop være længere fremme i sejlet, at trykforskellen ser størst!

Folk synes altid at efterleve close-the-gap tanken mest, når de sejler med store (race-) sejl i forholdsvis svag vind. De synes altså at lukke sejlet mest ned, når de har behov for bundtræk. Men er det nødvendigvis close-the-gap effekten, der giver dem det bedre bundtræk? Kunne man ikke mindst lige så godt forestille sig, at der er den større vindstrygning af et sejl, der hældes bagover ("rakes"), som gi'r dette bedre bundtræk? Vindstrygningen er jo vandret, og når man hælder sejlet bagover, svarer det billedlig talt til at gøre bomlængden større; og som vi alle ved, giver designerne sejlene større bomlængde (lavt "aspect ratio"), når de vil lave et sejl med godt brundtræk ("grunt"). At manøvren med at hælde sejlet bagover så også medfører, at underliget bliver tværet ned i brættet, er således ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er close-the-gap, der giver effekten med bedre bundtræk.

Alle sejl har en hældning bagover, hvor balancen, farten, komforten m.v. er bedst. Designerne er selvfølgelig helt på det rene med, ved hvilken hældning bagover, sejlet optimeres – og mon man gætter helt galt, hvis man går ud fra, at underligets vinkel op mod udhalsøjet netop bliver tilpasset, så underliget ligger hen ad brættet ved denne ultimative balance. Hvis det er rigtigt, er close-the-gap mere et symptom på, at man har fundet den rigtige hældning på sejlet, end det er bevis på, at det er close-the-gap, der får sejlet til at sejle godt hældning.

Af og til sker det, at designerne kommer til at skære underliget forkert i forhold til sejlets optimale hældning. F. eks. var Neil Prydes større RS4ere for dybe i underliget, hvilket betød, at de fleste sejlere oplevede, at når sejlets hældning føltes optimal, lå underliget og foldede på brættet (mange underlig blev revet op på den konto). Neil Pryde erkendte problemet, og den følgende model (RS5eren) blev skåret lidt højere i underliget.