Megen snak windsurfer og windsurfer imellem – og mange board-tests i udenlandske magasiner – udtrykker en opfattelse af, at hvis det lykkes sat kæntre brættet over på den læ kant, vil kanten bide sig fast i vandet og give så meget sideværts modstand ("lateral resistence"), at man kan gå højere til vinden.

Alle, som lykkes med at kæntre brættet til læ side, ved, at det virker på højdetagningen. Men er det - når det kommer til stykket -  faktisk kantens greb i vandet, der er årsagen til det?

Hvis vi antager, at en brætkant under højdetagning har berøring med vandet fra omkring forreste fodstrop og tilbage, så kan vi starte med at kikke lidt på, hvor meget brættet "taperer" (bliver smallere) fra forreste stropper og tilbage mod hækken. Hvis den gennemsnitlige vinkel, brættets kant falder med på dette område er større end brættets afdrift under højdetagningen, kan der jo ikke være nogen effekt af en kant, som "bider".

Hvis vi ta'r f. eks. en Starboard 158 og måler kantens gennemsnitlige fald fra forreste fodstrop og tilbage mod hækken, så ender man med et vinkeltal i omegnen af 10 grader. Og hvad er så en normal afdrift under tøjdetagning? Tja, 10 grader svarer til en afdrift på en lille km over en distance på 5 km - og så meget afdrift tror jeg ikke, de fleste vil være tilfredse med!

Vi må altså regne med, at den del at brættets kant, der er i berøring med vandet, falder mere af end end normal afdrift under højdetagning – og alene derfor kan kanten vel ikke ha' nogen "bidende" effekt.

Måske kan man ovenikøbet sige, at kanten næsten har den modsatte effekt, idet ingen kanter fra forreste fodstrop til hækken er helt lige. Brættets kant (set ovenfra)  vil altid være mere eller mindre krum, og kanten vil i kraft af bøjningen i hvert fald teoretisk giver et løft, som vil prøve at trække brættet endnu mere mod læ: Når vandet strømmer langs den buede kant, vil der opstå et vacuum – akkurat som langs læ siderne af profilerne på at sejl og en finne – og dette vacuum vil desværre trække i den forkerte retning af, hvad vi ønsker.

Men hvad er det så, der får os til at opleve, at et bræt kæntret (lidt) over på den læ kant giver bedre bedre højde-egenskaber? Ja, når man skal forsøge at erstatte en (afvist) teori med en en ny og bedre teori, må man som minimum kunne kræve, at den ny teori er lidt mere plausibel og logisk. Et forsøg:

Når man kæntrer brættet over på den læ kant, vil der samtidig ske det, at finnen kæntrer lidt i forhold til at pege lige nedad mod havbunden. Finnen kommer til at hælde lidt, således at den læ side af finnen (= den luv side af sejlet) ikke kun har et sideværts løft (altså modstand mod afdrift), men også et "løft", der trækker finnen (og dermed brættet) lidt opover. Sagt på en anden måde, yder finnen lidt modstand mod at sejlerens vægt trykker brættet ned i vandet – og brættet kommer altså til at ligge lidt højere på vandet.

Konsekvensen af, at brættet kommer til at ligge lidt højere på vandet, må være, at brættet kan plane lidt længere og ved lidt lavere hastighed. Og den lavere planingshastighed vil for sin del bevirke, at den tilsyneladende vind drejer lidt mere i retning af den sande vind (i kraft af et fald i fartvinden). Og da vi jo ved, at jo mere dominerende den sande vind er, jo mere højde kan vi tage, har vi tilsyneladende fundet forklaringen på de bedre højdeegenskaber med et "kæntret" bræt.

Et udløber af denne diskussion er den større og større fokus på finnens flex - altså hvor blød finnen er ("hard, medium, soft, soft -- osv.). Jo blødere en finne er, jo mere vil den flekse under belastning, og jo mere vil den nederste del af finnen blive bøjet op og over mod brættets luv side. Effekten m.h.t. løft af at sejle med en blød finne vil være sammenligneligt med effekten af at kæntre brættet.