SB 158 var det første bræt i den nye generation af formula-boards, som kom efter Starboards afsøgen grænser (først det store SB 186 (og delvis SB X186), og derefter det lille SB 147). Med 158eren fik Starboard skudt sig så nogenlunde ind på det shape, man ville følge de kommende år.

Starboard forlod med 158eren deres omdiskuterede og vildledende volumen-angivelser (kaldet "virtual volume"). ISAF har målt brættet til 162 liter, og m.h.t. form er brættet først og fremmest kendetegnet ved det meget udtalte scoop (stikker næsen meget i vejret).

Sejladsmæssigt var 158eren p.g.a. det store scoop et af de første formula-boards, hvor man turde sejle dybt for fuld skrald – uden at behøve at frygte et mega slyngstyrt, når man bagfra kører ind i korte, stejle bølger. Det ret stejle scoop kunne dog godt få brættet til at "klistre" lidt på vej op ad bølgen.

Med 158eren blev der leveret nogle kiler lavet af samme materiale som de normale pads. Meningen var, at hvis man har problemer med at tvinge brættet op på den luv kant, kan disse kiler (limet på foot-pads'ene ved de bageste stropper) med et tryk med tæerne hjælpe brættet op at køre. Nogle sejlere synes, det er en genial ide - andre rykker hurtigt kilerne af igen.

De fleste (alle?) 158ere led frygteligt under en produktionsfejl, som hurtigt gjorde brættet blødt (og vådt) mellem fodstropperne og i området omkring "kyllinge-stroppen" ind mod finnekisten. Mange boards nøjedes ikke med at de-laminere, at blive bløde og at tage vand ind  – på en del boards trådte man simpelthen igennem laminatet og eksponerede kernen totalt. At sende sådan et bræt til reparation ligger på grænsen af, hvad der kan betale sig. Men er man motiveret nok og har tålmodighed til det (det skal tørre!), kan man godt selv lave en delamineret 158er. Og kan man krige sig en sådan molestreret 158er for en slik, kan det være en genvej til at få sit første formula-bræt.

Et andet (mindre) problem med 158eren er, at dækket over finne-kisten ikke er særligt holdbart. Hullerne til finne-boltene bliver let meget store, og der skal ikke bruges mange kræfter, inden dækket bliver trukket lidt ned i finnekisken. Et par ekstra  lag væv gør underværker og løser problemet.

En meget god finne til 158eren er en Deboichet R13, men det var vistnok først fra og med 159eren, at man kunne begynde at "rake" finnen meget fremad.

Det første sted, en Starboard 158er bliver blød, er mellem de bageste fodstropper. På dette bræt har man forsøgt at udskyde tidspunktet for delaminering ved at klistre en stor pad henover stedet.

Det svage dæk henover finne-kisten er her forstærket med lidt kulvæv.

Rester af lidt lim på foot-pads'ene antyder, at brættet på et tidspunkt har haft kiler påmonteret.

Her er en 158er blevet repareret på det aller-svageste sted - altså omkring skruehullet til kyllingestroppen.

Læg mærke til hullerne til finne-boltene, der efterhånden er slidt lidt for store, samtidig med at fugt har kunnet trænge ind i finéren omkring hullerne.