For de unge på 40 (og op): Defaitismen på vandet.

Efteråret 2012.

Når man kaster ord op på skærmen, kan det være sundt at spørge sig selv, med hvilken ret man trætter folk med sine udgydelser. Altså med hvilken legitimitet man udtaler sig.

Legitimiteten for nedenstående har at gøre med alder. Se det er jo en form for legitimitet, der er helt ukompliceret. Det er ikke nødvendigt anstrenge sig for at kvalificere sig. "Kvaliteten" udvikler sig helt automatisk. Og hvad bedre er: Med alder som kriterium kan (næsten) ingen andre udtale sig med samme vægt. Faktisk kender jeg kun til én anden bidragyder her på forum, som vil kunne udtale sig med lige så stor ret. Og han er for det meste lidt karrig med de danske ord ...

Nå, men til sagen. Som alderstegen windsurfer kan man let komme i en gænge, hvor man er rimeligt tilfreds, hvis tilbagegangen fra sæson til sæson ikke er alt for stor. Ja, man kan ligefrem opfatte det som en sejr, hvis det lykkes at begrænse nederlagene.

Hvor ambitionen for år tilbage måske var noget med at sætte en planende jibe engang imellem, er man efterhånden glad, hvis blot man kommer rundt. Og om føje tid er man sikkert tilfreds, hvis man ikke ryger i baljen HVER gang, man skal vende skuden.

Hvad er årsagen? Er det tidens tand, der berøver én kræfter, koordinationsevne, reaktionsevne, vurderingsevne osv., så glæden ved at sjutte adræt henover bølgerne efterhånden erstattes af en lunken tilfredshed ved i det hele taget at være i stand til at holde balancen på boardet? Og er det simpelthen uafvendeligt, at vi, der befinder os i vores windsurfmæssige tusmørke, er dømt til at blive stadig dårligere windsurfere?

Trænger man til at blive deprimeret, kan man blot google "muskelkraft & alder" - og straks erfarer man, at vi efter 40 års alderen årligt taber 1,5% af muskelmassen og 3,5% af vores muskelkraft, at vores max. puls kontinuerligt falder (220 minus alder), og at hannernes produktion af nogle af de mere potente hormoner daler, så vi både får (endnu) mere flæsk på bugen og en overkrop, der kræver en wonderbra.

Og hvad værre er: Selv ikke nok så meget træning kan stoppe processerne. Selvfølgelig kan man da hæmme forfaldet ved at motionere, og vel det er da mere heroisk at træne sig til lidt slidgigt end at æde og drikke sig til urinsyregigt (http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1886388.ece). Men p.g.a decimeringen af muskelmassen skal der desværre mindre og mindre til, før kroppen strejker og kræver pause. Man kan altså ikke - som i sine yngre dage - blot dynge træning på og være stensikker på, at den positive effekt før eller siden viser sig.

Kattejammer, kattejammer, kattejammer.

Men tøv en kende. ER windsurfingen nu egentlig så kraft- og konditionskrævende? Board/sejl-ekvipagen sejles primært med benene (medmindre man sejler bølger eller freestyle), så der er da ingen tvivl om, at veltrænede lårbasser gør det lettere at holde pres på finnen, ligesom god kondition letter pumpningen. Men ret beset: Kikker man rundt i kredsen af vi gamle og halvgamle windsurfere, ser ingen af os specielt toptrimmede ud. Og det går da meget godt alligevel. Og HVIS man ude i periferien kan pinpointe en windsurfer eller to, der er mere trimmede end vi andre, synes der ikke at være et indlysende sammenfald mellem velholdt fysik og dygtighed på boardet.

Så hvis vi kan slutte, at windsurfing i realiteten er så lidet strabadserende, at selv oldinge burde ha' rigelig power til at dyrke sporten, hvad er det da, der alligevel driver os i en nedadgående spiral?

Faktisk tror jeg, at man skal lede efter den væsentligste årsag til den windsurfmæsige deroute et helt andet sted end i fysikken - nemlig lige under kasketten. Påstanden er altså, at tilbagegangen mest af alt er et MENTALT problem, og at hvis vi blot stimulerer vore hoveder lidt anderledes, vil de fleste af os faktisk ha' rigelig fysik "tilbage" til at holde niveauet. Ja, måske ovenikøbet til at gøre nogle windsurfmæsige fremskridt.

Jeg har lagt mærke til, at kommer jeg for sent ud af vagten til et berammet windsurf-træf og prøver at kompensere ved at køre som død og kritte, møder jeg mere oplagt frem på spottet, end hvis kørslen former sig mere morfar-agtigt. Og på vandet følges den hæsblæsende køretur ofte op af en mere "offensiv" tilgang til windsurfingen - og voilá: Tingene lykkes faktisk.

Hvad sker der? Pumper kamphormonet (adrenalinen) stadig i kroppen, så den kække kørsel umiddelbart videreføres i aktiviteterne på vandet? Og er det en form for adfærd, som man så at sige kan træne sig op i, så man helt generelt kommer lidt længere frem i skoene, ta'r lidt flere chancer - og lykkes?

Nu er det nok en anelse politisk ukorrekt at lave en kobling mellem rådden kørsel og en større succes-rate på vandet - men jeg tror faktisk, den holder "vand". En stor svøbe ved at blive ældre er, at man bliver mere og mere forsigtig. Man søger større og større afstand til det, som man opfatter som potentielt farligt eller ubehageligt. Men samtidig med at vi maksimerer vores margin til det, der evt. kunne "gå galt" eller blive små-kritisk, mister vi også evnen til at håndtere "ude-på-kanten-oplevelser."

Hvorfor holder vi denne margin til situationer, der godt nok kan ende galt - men som meget, megt oftere vil ende godt? Og som vi bagefter kan se tilbage på som en god og måske morsom oplevelse. Nøgleordet kunne være "defaitisme", der kan oversættes til noget med nederlagsstemning og selvopgivelse - og altså er det modsatte af kampgejst. En del af os er simpelthen opgivende på forhånd, "... for det lykkes jo nok ikke alligevel."

Hvordan ytrer defaitismen sig på vandet?

- Måske sejler vi til Langtbortistan for at jibe på en sandbanke på den anden side af bugten/vigen, "... for jeg plasker nok i vandet alligevel." Fokus på mulig vandgang er første skridt mod nederlag.

- Måske sejler vi rundt med for lille sejl, for tænk hvis man krydser et vindbælte, hvor man bliver overpowered med risiko for (uha-uha) en tailwalk/et slyngstyrt. Så hellere sejle rundt med et uharmonisk lille sejl, hvor man kun planer halvdelen af tiden.

- Måske sejler vi rundt på for stort board, for tænk nu, hvis man vil være tvunget til at vandstarte med et mindre board efter en vandgang. Så hellere hellere sejle rundt på et uharmonisk stort board, der føles trægt og langsomt, og som ikke udfordrer éns reaktionsevne.

- Måske foretrækker vi korte sekvenser på vandet, "... for sæt nu hvis jeg får krampe i hænder/underarme ..." Altså hellere holde lange pauser i sikkerhed på sandbanken end at muntre sig i lange sekvenser med gutterne på vandet.

- Måske har vi egentlig lyst til at give den gas ved at gå dybt downwind i en pelikan. Men når der så kommer et ekstra kraftigt vindstød, fravælger vi den rigtige løsning (at gå endnu dybere) for i stedet at skære op i vinden. Hvor belønningen for at gøre vold på forsigtigheden ku' ha' været et spændende ridt med et "vægtløst" sejl, vælger man den dårligste løsning, der sandsynligvis ender med en slammer for korpus og selvværd.

- Måske møder vi et ekstra stort/stejlt set af bølger, når vi er ude på småt udstyr (f. eks. 95 liter/5.4 kvm.) i 11 sekundmeter pålandsvind - og vælger at gå med vinden for at komme så gelinde over bølgerne som muligt. Men hvor vi i stedet ku' ha' valgt den morsomme løsning at gå direkte ind i bølgerne og få en spændende lufttur.

- Måske går vi på vandet med gutterne - men skynder os at tage meget højde eller at falde dybt af for at komme bort fra gruppen, som vi frygter ikke at kunne måle os med m.h.t. fart og manøvrer. Vi fokuserer altså på en imaginær ydmygelse, hvor vi i stedet kunne ha' valgt at fokusere på udfordringen - og på det opmuntrende faktum, at med et lavt udgangspunkt har man alle chancer for at gøre større fremskridt, end hvis man starter med at befinde sig i øvre del af skalaen.

- Måske ...?

Hvad at gøre?

Modsætningen til defaitismen på vandet kunne være den attitude, at smider man hæmningerne, ER der selvfølgelig en risiko for ubehageligheder - men der er altså også en ærlig chance for succes. Og i hvert fald: Hvis ikke man ta'r chancerne, får man ALDRIG opøvet de færdigheder, der skal til for at opnå lidt fremgang. Skarpslebne skills gi'r selvtillid og appetit på mere ...

Måske vil det hjælpe, hvis man genopfinder glæden ved at prøve nye ting af i hverdagen, i forventning om at der vil være en spillover effekt på windsurfingen. Man kunne jo lege lidt mere - og gi' pokker i, hvis omgivelserne måske ikke finder adfærden helt alderssvarende.

Hvis vi vender tilbage til parallellen med bilkørsel: Der har jo i lang tid ligger sne på vejene, så hvad med f. eks. at opsøge en øde P-plads for at øve håndbremsevendinger (forlæns og baglæns). Det er stor moro. Og har man familien med, er det et sikkert hit - der yderligere har den fordel, at hvis man mod forventning skulle komme til at bule et par biler, kan man jo lynhurtigt smide fruen over på førerpladsen.

--

P. s.: Bare så der ikke skal være tvivl: INGEN i vores lille windsurfsamfund er på kornet. Ovenstående er udelukkende selvbiografisk, omend temaet måske er genkendeligt for nogle?