Et trut for at handle lokalt.

Sommeren 2012.

På min 40-års fødselsdag fik jeg en windsurf instruktionsbog af fruen. Gaven var mere et udtryk for hendes behov end for mit. Mine hobbies havde hidtil mestendels udspillet sig i vort nordlige broderland, og med den uafvendelige drift mod afgrunden (bogstaveligt talt), som alle rigtige hanner jo ikke evner at modstå, var hendes betænkelighed desværre blevet vakt (se f. eks. http://peterman.dk/romsdalshornet89-780-artikel.htm ). Træt af dystre opringninger fra norske lensmands-kontorer havde hun besluttet, at familielivet krævede, at fremtidige fritidsaktiviteter skulle være mere gammelfar-agtige og foregå tættere på hjemmet. Windsurfing var efter fruens mening en fredfyldt mulighed, og jeg lovede modstræbende at gi' det en chance.

Hvorfor er det nu relevant, at windsurfing for mig i første omgang ikke just var et tilvalg? Simpelthen fordi, at havde man anno 1990 først lovet sig selv (eller fruen) at orientere sig lidt i de lokale butikker, kunne man ikke undgå at blive hooked. Netværket af lokale forretninger med et personale af engagerede windsurfere var simpelthen så fintmasket, at man næsten ikke kunne "falde igennem." Muligheden for at pendle rundt mellem lokale forretninger og sniffe til atmosfæren omkring windsurfingen gjorde, at fruens milde påtryk bar frugt.

Du læste rigtigt: Lokale forretninger. I mit nærområde (lige nnø for Århus) var der windsurf-forretninger på Egå Marina, på Vestre Ringgade, i Ikast, i Grenå, i Horsens, i Vistoft (på Mols), i Ebeltoft, i Vejle  - og sandsynligvis en hulens masse andre steder, som jeg ikke fik fat på. Plus selvfølgelig alle de håbefulde windsurf import- og engros-bikser, der skød op og forsvandt lige så hurtigt igen. Og jeg taler altså om windsurf-forretninger (/-garager) - ikke om de vinter- og vandsports supermarkeder, vi ser i dag.

Surfline på Egå Marina var langt den største lokale forretning; man skulle helt til Herning for at finde noget tilsvarende. Men den frodige underskov af småforretninger og wannabes holdt de større forretninger til ilden. Der blev lokket med et kæmpe udvalg af nyt og brugt grej, hele paletten af tilbehør samt stor ekspertise (indehaverne og ekspedienterne var selv energiske udøvere af vores ædle sport). Og tilknyttede/sponsorerede sejlere, der med stor ildhu både kunne føre novicerne ind i windsurfingens hemmelige gemakker og hviske de dygtigere sejlere de sidste fif i øret, hængte ud i bikserne. Forretningerne dannede grundstammen i et frodigt miljø, hvor ildsjæle, nørder og landsbytosser var besjælet af samme entusiasme og pionérånd.

I dag må man nok erkende, at gassen er gået noget af windsurf-ballonen. Vi bli'r vi betjent af ganske få større forretninger, der hovedsagelig har windsurfing som en neben-Geschäft. Besøger man sin regionale windsurf-forretning i dag, skal man være heldig for at løbe ind i en ejer/ansat, der har lidt (rusten!) viden om vores sport. Mest sandsynligt støder man på ansatte, der har en indgående viden om om skiløb og snowboarding, om kajak-sport - og evt. om kiting. Egentlig ikke så underligt; det er næppe på windsurfingen, forretningerne tjener guldet.

Men hvorfor pive? I dag har vi jo nethandelen!

Nethandelen er god for dem, der VED hvad de leder efter. Nethandelen kan også være fristende for dem, der altid søger det (tilsyneladende) bedste tilbud. Og samlet set kan nettet tilbyde et enormt vareudbud.

Men nethandelen er ikke god til at trække folk ind i sporten, til at give opmuntrende råd og til at rette detaljerne til. Nethandelen er også dårlig til at finde og lynhurtigt sende lige præcis den dims, som knækkede i går - og som er helt nødvendig, hvis man skal på vandet i weekenden. Og nethandelen er også risikabel at betjene sig af, når vi skal vurdere pasform og størrelser på den gummi-beklædning og de øvrige tekstiler, som windsurfing i tempererede farvande kræver.

Så: Nethandel med windsurf-grej kan da sådan set være OK - men kun som supplement til windsurf-butikker med rigtigt grej, man kan ta' og føle på, og rigtige mennesker, der kan hjælpe med at afklare ikke mindst ny-tilkommernes behov. Den lokale windsurf-shop kan kitte miljøet sammen med den form for anekdoter og sladder, der ikke kan formidles via nettet.

Man kan selvfølgelig ikke bare mekanisk fremskrive den sidste snes års deprimerende udvikling for at få et billede af fremtiden. Men der er ikke meget, der tyder på et omsving, så windsurfingen igen kommer ind i en ny guldalder. Mon ikke det snarere går fra ondt til værre? Sidst jeg talte med min "board-leverandør" (RRD boards, som jeg køber gennem min lokale shop), ømmede han sig over besværet i forhold til udbyttet ved at sælge windsurf grej; så vidt jeg forstod, overvejede han kraftigt at nedlægge detail windsurf-delen af sin forretning.

Hvorfor går det tilsyneladende den vej, hønsene skraber? I det store billede er problemet sikkert, at vi som gruppe ikke er købe-stærke eller købe-villige nok til at blive bedre serviceret. Men gemt i dette større problem kunne der måske også skjule sig en historie om, at de tilbageværende forretninger og vi (windsurferne) af og til går lidt skævt af hinanden.

Fra tid til anden hører man historier om windsurf-forretningernes arrogante behandling af kunderne. Og fra tid til anden overværer man visse kunders helt urimelige forventninger til forretningernes langmodighed. Det kan faktisk godt ha' lignelser med en klassisk aktions-reaktion spiral, hvor én fortrædelighed overfortolkes og returneres med endnu større kraft - der så gen-returneres ... Kører man længere ud ad den vej, ender man med at lave fjendebilleder af hinanden, og det kan vel knap bremse den truende udvikling.

Muligvis vil det være en kamp mod vejrmøller, men måske kan vi ændre lidt på en ellers truende udvikling ved at forsøge at "smøre" systemet. Ved at kikke lidt på relationen lokal windsurf-forretning/kunder set med "mod"partens øjne, kan vi måske tilrette hinandens adfærd en anelse - til glæde for begge parter.

----

Den lokale forretnings vinkel.

Følgende er rent tankespind. Jeg har absolut intet belæg for at udtale mig om, hvad man rent faktisk tænker og siger om vi windsurfere som kunder. Men altså: Set fra forretningernes synspunkt kan jeg forestille mig, at man f. eks. ville værdsætte, at ...

- vi lægger flere kroner i den lokale forretning.

Det er selvfølgelig logik for agerhøns, at en forudsætning for windsurf-forretningernes (eller windsurf-hjørnet i vinter-/vandsports supermarkederne) eksistens er, at vi køber vores grej der. Og dermed mener jeg ikke, at man udelukkende freventerer den lokale windsurf shop, når man lørdag morgen finder ud af, at man mangler 2 meter nedhalsline. Skal det fungere, må vi også være rede til at købe (det meste af) det større grej lokalt; altså boards, sejl, bomme, master, dragter ... osv. Vi er simpelthen så få, at lægger vi ikke alle - i hvert fald jævnligt - penge for det dyrere grej i den lokale shop, strangulerer vi simpelthen forretningens windsurf-afdeling.

- vi modererer vores prutteri.

Der er vel to ekstreme synspunkter for køber, når det gælder prissætningen. Det ene er, at "den rigtige pris" er den, der stiller både køber og sælger tilfredse. Den holdning implicerer i praksis, at er et board prissat til 12.000 kr., ja så betaler man 12.000 kr. for boardet; eller også går man uden om boardet og lader en anden windsurfer, der finder prisen passende, komme til fadet. Bliver boardet ikke solgt til prisen på prisskiltet, vil prisen måske blive sat ned til et leje, som man finder passende - og så kan man jo slå til.

Det modstående synspunkt er, at den rette pris er, hvad køber kan opnå. Om sælger bli'r tilfreds med handelen, må være hans/hendes egen sag. Der kan (SKAL!) pruttes om ALTING. Og bruger man 27 timer af sælgers tid til at komme med udsigtsløse prisforslag - uden at nå frem til en handel - er det sælgers problem; han/hun "kunne jo bare ha' smidt mig ud af vagten."

Superprutteren opfatter sandsynligvis sig selv som den sande liberalismes frontkæmper, mens andre måske snarere ser på vedkommende som en egoistiske pain-in-the-ass-type, der presser forretningerne urimeligt på pengepung og tid. Og som i deres mangel på helhedssyn også risikerer at gøre livet surt for andre købere med en mere mådeholden tilgang til prissætning: For ta'r prutte-kulturen overhånd, er der en risiko for, at forretningerne over-prissætter deres grej, i forventning om at man jo alligevel bli'r presset til er kraftigt nedslag. De, der ikke begi'r sig af med at prutte, kommer på den måde til at betale overpris - eller må gå deres vej med uforrettet sag. De mådeholdne betaler for superprutternes besparelser.

- vi ikke røver forretningens tid.

Vi kender alle tidrøveren: Den MEGET talende person, der kan underholde i timevis med alle sine historier fra de varme lande - og som slet ikke kan komme i hold igen, fordi lytteren er så servil (eller dum!), at det ser ud, som om man er godt underholdt. Og efter et par timer afbryder underholderen pludselig monologen med et: "Nå beklager, nu har jeg desværre ikke tid længere. Jeg har jo også et arbejde at passe."

I min lokale windsurf biks er personalet generelt meget venligt, og ikke så sjældent inviteres man til at slå en sludder af. Ja, af og til bli'r man ovenikøbet trakteret med et krus (meget stærk) kaffe. Personalets venlighed er sandsynligvis ikke kun et tegn på, at man er rasende interessant at snakke med. Der ligger formodentlig OGSÅ en forventning om, at man på et tidspunkt ryster lidt guld ud af pungen. Og har man ikke tænkt sig at leve op til forretningens forventning om på et tidspunkt at være rede til at trække læderet op ad lommen, bør man i det mindste ha' pli nok til at sno sig ud af alt for lange small talks.

Jeg er ingen beundrer af Anders Foghs snak om "noget for noget", der så at sige forsøgte at kalde den gustne kræmmersjæl frem i os alle. Men selvfølgelig skal der over tid være sammenhæng i tingene - altså her sammenhæng mellem den tid, forretningen spenderer på os, og på de beløb vi lægger i kasseapparatet.

- vi udnytter ikke, når forretningen har forkøbt sig.

Jeg taler ikke om, at vi bør betale fuld pris for et stadig indpakket 4 år gammelt board med at umoderne shape. Men hvis forretningen f. eks. har "nye" (altså ubrugte) master liggende med en produktionsdato, der ligger et par år tilbage - master som m.h.t. design og konstruktion angiveligt ikke er ændret siden - ser jeg ingen grund til at be' om et nedslag i prisen. Det bør vel ikke komme forretningen til skade, at man i sin tid forkøbte sig med den hensigt at servicere os bedst muligt.

Hvis vi forsøger at lukrere på, at forretningen evt. har "for stort" lager, risikerer vi, at det grej, vi ønsker os (ofte med meget kort tidsfrist) kun tages hjem på bestilling. Vi kan med andre ord kun være interesserede i, at forretningen har et lager, som vi kan kikke på - og hvorfra vi pronto kan plukke det ønskede gear.

- vi handler der, hvor vi trækker på forretningens service.

Af og til hører man historier om, at nogle windsurfere prøver dragter, sko, trapez'er, handsker og veste af i den lokale windsurf-butik for at være i stand til at kunne bestille de rigtige størrelse på nettet. Det er dårlig karma: Forretningen ta'r alt besværet (dvs. omkostningerne), mens net-stedet suger fortjenesten. Samme moral må gælde de windsurfere, der bruger oceaner af tid i den lokale windsurf biks på at blive rådgivet om dette eller hint - hvorefter de starter dytten og hjuler til Langbortistan for at købe grejet. Igen: Det er dårlig stil at udnytte lokal imødekommenhed med henblik på at bruge sine håndrører i den anden ende af landet; i hvert fald hvis det er et planlagt og bevidst stunt.

----

Vores (windsurfernes) vinkel.

Set fra vores synspunkt må den lokale windsurf-forretning kunne retfærdiggøre sin eksistens. Den må altså kunne producere argumenter for, at vi ikke kører til den anden ende af landet - eller surfer rundt på nettet - for at handle. Så vi må være interesserede i, at ...

- grejet (stort set) må være til stede i forretningen.

Intet billede i en brochure eller på en internetside kan erstatte følelsen af at stå med noget grej i hænderne. Man kan langt bedre sætte sig ind i detaljer, funktioner og proportioner. Og så er det altså også en frydefuld fornemmelse at ta' en hurtig beslutning, køre kortet gennem kortlæseren og løbe ud af forretningen med det attråede grej som en dejlig slem dreng, der har gjort noget, mor derhjemme ikke vil synes om. Handler vi i stedet på nettet, bli'r vi let alt for rationelle, bondeangeren når at indfinde sig - og vi får ikke handlet. Det er ofte i den impulsive handling, den store oplevelse ligger.

Så ideelt set bør hylderne være tæt pakkede med gear. Det er selvfølgelig forståeligt, at den lokale shop ikke kan ha' grej fra alle brands i alle størrelser liggende på hylderne. Men hvis forretningens udelukkende betjener sig af et virtuelt lager, er der ikke voldsom megen grund til at besøge stedet. Skal grejet alligevel bestilles hjem over nettet, kan man jo fristes over evne til at gøre det selv.

- ekspertisen må være til stede.

Jeg taler ikke den form for ekspertise, man læser sig til i de nyeste brochurers forvrøvlede mix af fagudtryk og superlativer. Jeg taler om den form for ekspertise, der erstatter det primitive og uvidende "dette er bedst" med jordnære forklaringer om de modsatrettede hensyn, som windsurfingen er så fuld af - og som gør det nødvendigt for os at prioritere.

Og har forretningen ikke selv ekspertisen (f. eks. fordi ingen personaler windsurfer), kan man evt. lave en ordning med lokale sejlere, som man kan henvise kunderne til.

Specielt må det for windsurf-sporten som helhed være vigtigt, at den lokale windsurf-forretning evner og bruger tid på at tage godt imod de søgende wannabe windsurfere, der endnu ikke er kroget. Og her kommer man langt med imødekommenhed og menneskekundskab (der også er en slags ekspertise!).

- forretningen står inde for produkterne.

Dette er ikke stedet at diskutere alle finurlighederne omkring købeloven, reklamationsretten, garantier m.v. Men uanset juristeriet må det være rimeligt, at har man f. eks. købt en mast med 1-2 års garanti (North tilbyder 2 års ubetinget garanti) i en lokal windsurf-forretning, og masten så brækker uprovokeret på vandet efter et par måneder - ja så er det forretningen, der står inde for, at man får en ny mast. Alt for ofte sker det, at møder man op med en brækket mast, er forretningens svar noget i retning af: "OK, vi vil undersøge, hvad importøren siger." Og for at føje spot til skade, kan man senere få mailet en genpart af importørens svar til forretningen, lydende: "OK, vi vil undersøge, hvad producenter siger."

Uanset hvad paragrafferne siger, er sådanne reaktioner simpelthen pinlige. Hvis man køber en mast i en lokal windsurf-forretning, bør både handel, reklamation og garanti være et mellemværende mellem forretningen og kunden. Forretningen bør ud fra sin egen vurdering kunne sige ja eller nej til kundens ønske om at få erstattet masten. Om forretningen så - efter evt. at have lovet kunden en ny mast - senere kan få erstattet masten hos importøren (eller om importøren kan få erstattet masten hos producenten), må være forretningens (og importørens) eget problem.

Handler man lokalt, må handelen og den tilknyttede reklamationsret og evt. garanti være et mellemværende mellem forretning og kunde. Hvad der sker "bagved" forretningen, må være kunden uvedkommende. Man har jo netop ikke handlet direkte med importøren eller producenten.

At handle lokalt er jo også udtryk for et tillidsforhold mellem kunde og forretning, og hvis forretningen hopper ud af det tillidsforhold, hver gang noget falder fra hinanden, kunne man jo lige så godt handle et andet sted. F. eks. direkte hos importøren eller producenten - hvor det nu kan lade sig gøre.

Som sagt: Hovedoverskriften er, at den lokale windsurf-forretning bør kunne producere argumenter for, at vi handler lokalt. Og det gør man bl. a. ved at forpligte sig m.h.t. produkternes holdbarhed. Uanset om formalia evt. siger noget andet.

- lidt windsurf atmosfære, tak.

Noget af det første, der slog mig, da jeg - i min iver efter at få en undskyldning for ikke at windsurfe - i sin tid trådte ind i den lokale windsurf-forretning (det var Surfline på Egå Marina), var den uhøjtidelige og afslappede atmosfære. Måske tilsat et stænk af rå, mobbende humor.

Hovedparten af kunderne i dagens vinter- og vandsports supermarkeder har nok andre forventninger til stil og kammertone end den karlekammer hygge, der prægede gamle dages windsurf-huler. Og selvfølgelig må man som windsurfer acceptere at blive ekspederet af et nydeligt, velklædt personale, der taler et høvisk sprog (selvom "en skibrille" og "en buks" nu lyder rigeligt fimset).

Sprog og stil indretter sig efter den kundegruppe, der skæpper mest i kassen - men personligt føler jeg mig nok mest hjemme, hvis personalet ikke er alt for artigt. Vi windsurfere er efterhånden marginaliseret til en restgruppe af underlige eksistenser, og det ville da være befriende at blive behandlet derefter.

----

Man kan selvfølgelig indvende, at ovenstående er udtryk for en naiv-idealistisk tankegang, der er umoderne og går imod udviklingen mod større og færre forretninger. Til det er der vel blot at sige, at hvis vi ikke mener, at vi kan/bør styre udviklingen, reducerer vi os selv til umælende flokdyr, der lader andre om at tage téten.

Hvis vi udelukkende opfatter "udviklingen" som noget, der sker uafhængigt af vores input, er vi langt ude på determinismens overdrev. Vi har mulighed for at påvirke udviklingen - hvis vi vil ...