Først en lille fortælling om Rosa.

Vil man ytre sig om et emne, der ligger én på sinde, er det som regel en god ide at gi' skriveriet en let tone. Hvem gider lytte til en gammel mavesur anakronisme, der mener, at verden er helt af lave?

Når det gælder det aktuelle emne (Neil Prydes X6 bom), er jeg desværre så forbandet over dårskaben, at det bli'r for vanskeligt at gøre tonen let og humoristisk. Så i stedet vil jeg starte med en parallel, der ligger så langt tilbage, at det falder lettere at holde pennen i en afslappet hånd. Indrømmet: Det er en temmelig søgt indpakning, og hvis du vil gå direkte til sagen, kan du jo let og elegant springe historien om Rosa over.

Min frues og min første fælles bil var en Reneault Estafette, købt for det svimlende beløb af 3800 kr. Dengang var det (i vore kredse) normalt at døbe navngive de vigtige ting i livet, og dytten kom til at hedde Rosa III. Som Rosa I og Rosa II blev den navngivet i vin ordinaire i latinerkvarteret i Paris.

Rosa III var en fantastisk bil. Der blev lavet køjesenge og bænke, isat koøjer (så man kunne kikke ud - men ikke ind) og der blev fikset et lille køkken. Der var ståhøjde i agtersektionen, og når man skulle ha' rollinger med på tur, rullede man simpelthen barnevogn med indhold ind i "garagen." Der kunne den så stå og hoppe og danse, når Rosa blev dirigeret ud over stepperne. Enten faldt ungen i søvn - eller også gylpede den af køresyge. Stille blev der i hvert fald.

M.h.t. køreegenskaber kunne Rosa III være en anelse udfordrende. Kom man lidt hurtigt ind i et sving (der var jo fri hastighed dengang!), kvitterede den som regel med et "pendulaksel-hop", som let kunne parallelforskyde hende ½ meter. Og fik man ikke korrigeret hurtigt nok med det meget lavtgearede styretøj, kørte man pludselig baglæns.

Mekanisk var hun meget - hmm - fransk. Vandpumpen skulle skiftes et par gange om året. Mindst. Men til gengæld behøvede man aldrig at skifte olie. Der var snarere tale om en helt automatisk "flyvende udskiftning", hvor det på længere ture var fast procedure for forsædepassagereren at lette motorhjelmen mellem sæderne, skrue topdækslets låg af - og så ellers pøse olie (mindst SAE 30) fra 5 liters dunken ned i hullet i rå mængder. Den opstigende blå olierøg var faktisk en rigtig god varmekilde på kolde vinterdage.

Disse særheder var bestemt til at leve med. Med lidt god vilje kunne man jo kalde det fransk charme. Èn tilbøjelighed var dog vanskeligere at acceptere - og det var, at Rosa havde en mani med at smide det ene forhjul under kørslen. Løse hjulbolte, tænker du måske? Nej, når forhjulet forsvandt, skete det sammen med bremsetromlen. Den yderste fortykkelse på drivakslen knækkede simpelthen af, og ... farvel hjul.

Første gang, Rosa udførte sit lille nummer, var på Viborgvej i tæt morgentrafik. Rosa endte med at stå vrantent på tværs af vejen - men egentlig var det ret udramatisk. Efter et par timer med politi-dirigeret omkørsel blev Rosa slæbt til mekaniker, der blev bestilt en ny drivaksel, og 3 ugers tid senere kunne hun så igen futte rundt i det midtjyske.

Kort efter skulle Rosa på tur til Paris med kollektivet (og et par hang-arounds). Vandpumpen blev skiftet, Rosa blev malet i tidens farver (vi håbede vist at løbe på Daniel Cohn-Bendit dernede), der blev gjort plads til et arsenal 5-liters dunke med olie bag forsæderne - og så blev hun ellers læsset med folk i hønsestrik, et par guitarer og måske også lidt af de rare sager, der hørte tiden til.

Selve opholdet i det parisiske husker jeg ikke så meget om; en flaske vin ordinaire kostede 1,50 francs. Men jeg husker dog, at vandpumpen blev skiftet på et lokalt Reneault-værksted - og at udgiften hertil satte os på brød og vin på resten af turen.

Det var hjemturen, der for alvor beseglede afslutningen på kærlighedsforholdet til Rosa. Tidligt om morgenen på en tysk autobahn nåede jeg at høre nogle søvndrukne stemmer fra agtersektionen råbe op om om, at vi lige havde overhalet et hjul. Øjeblikket efter klaskede højre forende i asfalten under min pænt gravide frue. En stund med en infernalsk raspende lyd (Rosas svanesang?). Og vi stod stille. Igen en forholdsvis udramatisk hændelse - specielt da det viste sig, at fruen ikke var gået i føde-mode.

Efter en del palaver måtte vi ta' bumletoget hjem, og Rosa blev trukket op til grænsen, hvor hun blev overtaget af Falck-Zonen og slæbt de sidste par hundrede km op til hovedlandets kerneområde.

Og hvad kan man så lære af det? Tjah, Rosa besad jo adskillige tilbagevendende mekaniske mærkværdigheder. Der var bestemt statistisk belæg for at kunne forudsige, at hun ville "æde" et bestemt antal vandpumper i den kommende periode, mens der var en hel del mindre statistisk belæg for at kunne fastslå, at hun i den kommende periode ville smide et forhjul igen.

Sandsynlighedsberegning kan imidlertid ikke stå alene. Man må også se på, hvad der er på spil. Så den relativt lille sandsynlighed for, at Rosa igen skulle forvandle sig til en trehjuler, skulle på én eller anden måde ganges med den forholdsvis store risiko for fataliteter, skulle det ske igen.

I tråd med den kalkule er der ikke så meget mere at fortælle om Rosas skæbne. Rosas tag blev så vidt jeg husker forsøgt anvendt som båd, mens resten af Rosa på et tidspunkt blev slæbt til skrotning og omsmeltning. Hun lever i dag et inkarneret liv som én af de vrede biler, der spreder skræk i motorvejens yderbane. Måske.

Én af de stolte ejere.

Rosa males i tidens farver (sort var anarkismens kulør).

Opvarmning til revolutionen. Dengang undrede vi os over,

 at der blev luret noget på os ved grænse-overgangene;

 hverken De røde Brigader eller Rote Armé Fraktion 

(Baader/Meinhof-gruppen) var bag tremmer endnu.

Rosa har smidt hjulet (og bremsevæsken).

Til sagen: Neil Prydes X6 bom.

Nå, slut med søgte paralleller og til den aktuelle sag, som i høj grad også handler om, hvad der er på spil, hvis noget grej ikke holder. Men som i dette tilfælde skal ganges med en til vished grænsende sandsynlighed for, at uheldet faktisk skér.

Som beskrevet af et par lokale sejlere (Henrik og Jesper) skete det igen-igen, da vi var på vandet forrige søndag. Jespers Pro Limit bom brækkede i bomfronten, og han "reddede" sig en ½ times (ubemærket?) svømmetur ind til kysten i det kolde vand. Og for at det ikke skal være løgn: Kort efter skete akkurat det samme for Henrik med hans Neil Pryde X6 bom. Henrik var dog så heldig at kunne bunde, inden bruddet var endegyldigt - så han kunne nøjes med at blive hentet pr. bil efter at ha' stået og frosset en lille times tid i Pauls underholdende selskab.

Et tilfælde? NEJ! Jeg har meget begrænset viden om Pro Limit bomme, men jeg har set rigeligt med X6-brud til at vide, at de bomme brækker fra en kant af. For Henriks vedkommende var det angiveligt den 5. brækkede X6 bom i rækken. Men Henrik er bestemt ikke den eneste, der har meget dårlige erfaringer med X6 bommen - omend det nok er de færreste, der bevarer loyaliteten helt frem til det 5. "sidespring". Vi er jo godt kendte med, at Neil Prydes udstyr ofte har rigtig god performance - men at det lige så ofte er alt, alt for skrøbeligt. Men X6-bommene ta'r trods alt prisen.

Hvilken X6-bom taler vi om? Ja, disse ord omhandler X6-bommen med alu-front og enten alu- eller kul-bagstykke og med (for det meste) gråt grip. Der har været et hav af disse bomme i cirkulation, og de bli'r stadig solgt i windsurf-forretningerne og på nettet. Surfline skriver om den nyeste udgave, at "... X6 er udført i ... 5K aluminium og har desuden carbon front og bagstykke." Det er dog sandsynligvis ikke rigtigt, idet Neil Pryde i sit katalog skriver, at det "kul", der er foran på de nyeste X6 bomme, er selve "cup'en", der ligger an mod masten; og i givet fald er materialet nok retteligt ,hvad tyskerne kalder GFK (plastik, injiceret med (sortfarvet) glasfiber). Selve fronten er - og har sandsynligvis altid været - af aluminium.

Iflg. Neil Prydes hjemmeside produceres X6 bommen ikke i 2014 - men den sælges som sagt stadig i butikkerne og på nettet. Og den handles selvfølgelig også stadig brugt af folk, der (forhåbentlig) ikke ved bedre.

Hvad er det, der gør, at man overhovedet kan overveje at tale om en til kriminel grænsende dårlig moral, når det gælder X6-bommen?

1. Tilbøjeligheden til at brække i bomhovedet har været der i årevis, og INTET er ændret.

Hvis en X6 bom overhovedet skal ha' en chance for at holde, skal den enten på vandet meget, meget sjældent, eller også skal sejleren holde usædvanlig jomfrunalsk på den. Efter min opfattelse skal begge betingelser være opfyldt.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad det skyldes, at Neil Pryde ikke har smidt konstruktionen på lossepladsen for længe siden. Er det, fordi man i Neil Pryde organisationen har en "klappe-på-ryggen" mentalitet, der gør, at importørerne ikke tør melde tilbage til producenten om problemerne? Eller er det, fordi Neil Pryde har et kæmpe lager af bommen - et lager som man er for grådig til at afskrive? Eller ...?

Uanset, hvad årsagen er, kan jeg ikke komme på bare antydning af en rimelig undskyldning for, at X6 bommen ikke er fjernet fra hylderne for længe siden.

2. Importøren bliver ved med at anprise bommen - mod bedre vidende.

X6-bommen er stadig (som alt andet Neil Pryde udstyr) "verdens bedste, hvis man behandler det ordentligt." Det er vist kun i de aller-mørkeste kroge af den kommercielle verdens jungle, at man har SÅ svært ved at kende forskel på, hvad der er en tilladelig overdrivelse, og hvad der er en grov usandhed.

3. Vi taler om en fejl, der i sidste instans kan være livsfarlig.

Vi taler ikke om et irriterende problem, som at bom-grippen løsner sig eller at bomhovedet glider ned ad masten. Vi taler om en fejl, der kan efterlade en windsurfer i den aller-værste situation overhovedet. En situation, hvor det hurtigt kan vise sig at være en fatal fejl at give sig tid til at pakke grejet sammen. Og en situation, hvor man først bagefter ved, om man vurderede og handlede rationelt. Hvis man altså ikke er så uheldig, at der ikke er noget "bagefter".

4. Man kan ikke undskylde sig med, at en holdbar bom er på grænsen af, hvad der er teknisk muligt at lave.

Når vi taler om 100% kul-master kan man TIL NØD acceptere, at produktionen er underlagt så mange variable, at masterne kan brække. Det er selvfølgelig ingen undskyldning for det massive maste-knækkeri, vi har set de senere år. Men vi har på den anden side måttet erkende, at når det gælder holdbare 100% master, ligger vi åbenbart tæt på grænsen af det mulige (givet den økonomiske ramme og sejlenes forligskurve).

Sådan er det ikke med bommene. Her har man i mange, mange år kunnet lave holdbare alu- og kul-bomme. Teknologisk set er der INGEN undskyldning for X6-bommenes brække-garanti. Jeg rigger stadig nogle af mine mindre sejl med Nautix Jumbo aluminiums-bomme købt engang i '90'erne. Og det bli'r jeg trygt ved med.

5. Der er (mig bekendt) ingen anvisning fra Neil Prydes side på, hvordan man kan afbøde den værste virkning af, når X6-bommen brækker. Det på trods af, at der findes en såre simpel forholdsregel, der øger chancen at redde sig (sejlende!) ind til land, den dag det sker *).

At der sandsynligvis i Neil Pryde folkenes hoveder er gode kommercielle grunde til ikke at give sådan en anvisning - der jo ikke just er fantastisk god reklame for bommen - er ingen undskyldning.

*) Læg et stykke (nedhals-)snor omkring bom-fronten og (f. eks.) 20 cm ud langs hvert bomrør. Fastgør spændebånd omkring bomrør og snor på begge sider af fronten - og slå en knude i hver ende af snoren, sådan at den ikke kan trækkes igennem spændebåndene.

Når uheldet er ude og fronten brækker, hindrer snoren bommen i at blive trukket helt i smadder. Og når man er kommet sig over forskrækkelsen er det faktisk meget ofte muligt at sejle (i modsætning til at svømme) ind til kysten, uanset på hvilken halse.

X6 bommen er ekstremt rådden omkring fronten, og jeg har set flere, der er brækket et godt stykke fra selve fronten. Så helt skudsikkert er tricket med sikkerhedssnoren ikke i forhold til en X6 bom. Men jo længere fra fronten, spændebåndene fastgøres - jo større (relativ!) sikkerhed.

P. s.: Den bedste X6-bom er en død X6-bom. I den forstand var knækkeriet forrige weekend i Knebel Vig måske en meget god ting. Nu er der i hvert fald 1 mindre X6-bom i cirkulation.