Sletterhage.
I de sydvestlige vindretninger, hvor man man oftest søger over mod Helgenæs og Sletterhage, vil det ofte opleves, at efter faldende vind ud for Mols Hoved bliver det en del mere blæsende i det ret åbne og eksponerede område sydvest og syd for Begtrup Vig. Hele vejen ned langs Helgenæs' vestkyst, der følger en forkastningslinie fra Knebel Vig til de dybe huller syd-sydøst for Sletterhage, er der klinter. I nogle partier af klinterne (bl. a. ved Ørby) er der ler med aske fra vulkansk aktivitet for 50 mill. år siden - altså fra dengang Atlanterhavet åbnedes og bl. a. Færøerne skabtes. På nogle dage kan man se paraglidere lukrere på luftstrømmene omkring klinterne - særlig ved Ringørs Høj ud for Ørby. |
På vest- og sydvestsiden af Sletterhage med fyret er der så dybt, at man kan sejle helt tæt til strandbredden uden at smadre finnen. Skibstrafikken går meget tæt på kysten - og når man nu ved, hvor svært det er at få øje på en windsurfer, der af een eller anden grund ligger i vandet, skal man virkelig være påpasselig med at sejle her. Oplevet tæt på er specielt katamaran-færgerne faktisk frygtindgydende hurtige! Strøm og bølger er dagens orden her, hvilket kystvoldene og de afrundede og glatslebne sten vidner om. De lave enge bag strandvoldene skyldes tidligere tiders raludvinding. Midt i den lidt mere blide bugt mellem Sletterhage og Lushage står Tyskertårnet oppe på skrænten. Det er et radartårn fra 2. Verdenskrig, og et par hundrede meter vest herfor kan man se fundamentet til nogle 10,5 cm sø- og luftværnspjecer, som man aldrig nåede at få monteret. I det hele taget forsøgte tyskerne at opstille et stort antal kystbatterier langs Kattegat-kysterne i vinteren/foråret 1944-'45 (f. eks. 8,8 cm flak ved Åkrogen). Efter D-dag i juni 1944 ventede man nemlig en allieret aflastnings-landgang i Danmark - og da man anså en landgang på vestkysten for umulig om vinteren, var Kattegat jo eneste mulighed! Et par hundrede meter nordvest for Tyskertårnet er det reminiscenser af en lille "vagtstue", og umiddelbart ved siden af har Skov- og Naturstyrelsen lavet en primitiv lejrplads til låns efter ansøgning. Udover som udsigtspunkt (også for ornitologer) benyttes Tyskertårnet meget til rappel/abseil af grupper på oplevelsestur. Længere østpå kaster paraglidere sig ofte ud fra Klæbjerg, hvor man også kan se højryggede agre fra Middelalderen; og den stenede Lushage på hjørnet ind mod Ebeltoft Vig, hvor skrænterne mange steder er skredet ud på plastisk ler, er et yndet sted for håbefulde lystfiskere.
|
|