Skødshoved.
Vi taler her om området omkring skrænten 4 km næsten ret øst for Åkrogen (dog en streg sydlig ...). Skrænten og bakkerne på 18 m og 16 m var i perioden efter sidste istid en ø, som var adskilt fra Tved halvøen ved et lille sund, hvor den vestlige del af sommerhusområdet nu ligger. Dybt nede under dette sund ligger endnu en lille sidegren til Storebælts Forkastningen. Skødshoved Flak vokser sandsynligvis mod nord i disse år; i hvert fald skriver geologer, at "... en aktiv, stærkt voksende krumoddeudbygning findes på nordsiden af Skødshoved, hvor nyere målinger viser tilvækst af det marine forland på 100 m inden for de sidste 25 år ..." (skrevet i 1997). Nord for Skødshoved-skrænten ligger det meget store og lave Skødshoved Flak, som rækker ud imod Koraldybet mod nord. Windsurfere, der af een eller anden grund har (måttet?) taget et hvil på det lave vand her, har måske mærket noget klægt, blødt ler under fødderne. Det er faktisk ældgammelt såkaldt eocænt ler fra den tidlige tertiære periode (dvs. for ca. 50 mill. år siden), som ligger blotlagt her. Inde på kysten viser store, dybe huller, at man tidligere udnyttede dette materiale.Det eocæne ler ses også som grønlige partier i skrænten (se billedet herunder).
|
|
|
|
Ser man godt efter i skrænten, kan man måske få øje på en såkaldt dobbeltfold: Isen fra nordøst (det mellemste og største isfremstød under sidste istid) har indkapslet noget plastisk ler i grus og foldet det i én retning; og under det sidste isfremstød fra sydøst er materialet så foldet igen i en ny retning. |
|
Indtil Skødshoved Landingsbro blev bygget, var der på selve Skødshoved en kro og et landingssted med uregelmæssig færgefart til Århus (i isvintrene brugte man hestekøretøjer!). Bådene skal være blevet trukket op med "vindevogn" - men på gamle kort er der vist noget, der også kunne være en landingsbro ud for skræntens sydvestligste afgrænsning (på 1867-'79 kortet) og/eller fra halvøens sydligste punkt (på 1930-kortet). I begge tilfælde er der vist en vej fra Skødshovedgård sydpå langs stranden til de angivne steder. Fiskerne fra Egå drev i gammel tid en del rejefiskeri omkring Skødshoved fra deres fladbunnede pramme.
|