Mols Hoved.

Hvad enten man ønsker at besøge eller at passere Kjeldshoved /Mols Hoved, så kommer man oftest på disse kanter ved sydlige og sydvestlige vinde. Skrænten er temmelig høj (op til 48 m), og derfor ligger der under sådanne vindforhold oftest en "luftpude" med ret stille luft nogle hundrede meter ud fra skrænten. Vil man rundt om det sydøstlige hjørne af Mols Hoved for at gå nordøst op i Begtrup Vig, må man agte sig for en langt udstikkende (vistnok naturlig) undersøisk "høfte".

Mens skrænterne ved Kjeldshoved er meget lodrette, er skrænterne længere østpå mere forvitrede med udskridninger ("land slides") - ofte sket på et glidelag af ler ("issøler"). Mols Hoved er i det hele taget guf for geologerne, der ret malende taler om galopperende bræer, muddervulkaner, overskydningszoner ("thrusts") m.v.

Bortset fra svalerne med base højt oppe i skrænterne - og en enkelt gang en paraglider - er her oftest ikke et øje. Særligt den lille skov omkring det højeste punkt besøges kun sjældent, selvom der er en fantastisk udsigt herfra (og gode bivuakkerings-muligheder!). Det var for øvrigt også herfra en drivende windsurfer ganske tilfældigt blev lokaliseret en sen efterårsdag midt i '90'erne - og med SOK som relæ-station mobil-dirigerede folk på skrænten Sikorskyen hen til staklen. Kraftigt afsvalet (var drevet med sit bræt fra Psykiatrisk Hospital i stiv vest-nordvestlig kuling) overnattede han i en varm seng på Skejby Sygehus.