Efter at være kommet så nogenlunde helskindet gennem natten, tør vi ikke risikere endnu en nat i det Guds-forladte og ekstremt eksponerede Memuruskar. Både fordi vi ikke kan vide, om vejret vil bedre sig, fordi vi ikke har overvældende tiltro til, at teltbuer og -syninger kan klare endnu en nat - og måske også fordi vi ikke føler os alt for udhvilede. Desuden har vi ved at etablere lejr i Memuruskaret jo næsten opfyldt missionen - blot mangler vi at kravle de sidste 170 højdemeter op på Østre Memurutind for at komme 100% i mål. Og med den mængde lsne, der i løbet af natten har udvisket konturerne på eggen, der leder op mod toppen, vil et forsøg på at bestige tinden under disse omstændigheder være rigelig hasarderet.

Dette lange tilløb blot for at nå frem til, at vi beslutter os for at retirere. Og for at tilbagetoget skal bringe os så langt væk fra Memuruskaret som muligt - og allerhelst ned i et substantielt mindre fjendtlgt klima - er planen:

1) At de hidtidige 2 rygsække pr. mand decimeres til 1 rygsæk pr. mand - som opnåes ved at klampe to rygsække sammen til én.

2) I et forsøg på at minimere bagagens volumen ta'r vi alt det kluns på, der overhovedet kan fæstnes på kroppen.

3) En hel del af den tungere mad (flæskesmåkød, rugbrød, syltetøj), hældes ud af indpakningerne og efterlades til glæde for stedets lokale ravne.

Her er én rygsæk ved at være klar - blot mangle vi at pakke teltet sammen og fæstne det øverst på sækken.