Klik på de små

billeder for at få

en fortørrelser.

Til side 1

Til side 2

Til side 3

Til side 4

Til side 5

På overnatningstur i Jotunheimen, vinteren 1983.

Side 3

Bagtæppet for vores (HCs & min) første vintertur var, at vi i 1981 havde fået fingre i et udstyrskatalog fra Skandinavisk Høyfjellsutstyr i Hemsedal, hvor koryfæet Thomas Carlstrøm udbredte sig om klatring og sikring.

Efter at ha' brændt broderparten af årets SU af på at lænse Spejder Sports hylder for klatregrej, trænede vi i løbet af foråret i '82 i sikring og rappel på skrænterne på Mols Hoved(!) i tråd med Carlstrøms guldkorn. Og således uddannede gav vi os sommeren '82 i kast med et par tinder i Jotunheimen, hvor vi varmede op på Styggehø, Midtre Tverråtind og Skauthø/Spiterhø/Leirhø omkring Visdalen, inden vi kunne ta' tov og sikringer i brug på St. Austabottind og St. Skagastølstind (Storen) i Hurrungane.

Beruset af vores succes fandt vi tiden rigelig lang, inden vi næste sommer kunne gå løs på andre norske tinder, og følgelig opstod tanken om at slå ventetiden ihjel ved at lave en vintertur ind i Jotunheimen.

De følgende billeder og tekst giver et lille indblik i, hvordan denne vores første vintertur spændte af – men et par af præmisserne skal nok lige nævnes:

Først og fremmest bestemte vi, at ALT grej, der var blot en teoretisk chance for at få brug for, skulle med. Al snak om at økonomisere med udstyr for at kunne bevæge sig let, hurtigt og sikkert blev anset for at være whimpy-agtigt. Rigtige mænd slæber selvfølgelig alt deres skrammel med ind i fjeldet – ellers er det jo overflødigt.

Eftersom INGEN rygsække viste sig at være tilnærmelsesvis store/kraftige nok til at kunne kapere vores udstyr og forplejning, måtte vi jo finde en anden løsning. Og columbusægget blev at bygge et par ”fartøjer” til alt vores habengut – fordelt på en slæde designet til hovedsagelig køkkengrej og forplejning og en slæde til hovedsagelig telt og isenkram. Vi gjorde os da nogle tanker om, hvordan slæderne skulle kunne trækkes og fik faktisk af samme grund "bukket" 2 sæt snesko af bambus-rør hos en mand med forstand på kurve-møbler. Sneskoenes design og udførelse var dog ikke alt for overbevisende, så efterhånden slog vi os til tåls med, at slæderne jo nok ville kunne drives frem af mænd på ski, blot man fedtede dem ind i rigelige mængder fæste-voks.

På vinterfjeldet er det selvfølgelig et must at kunne holde varmen, og eftersom pengene var små, overtalte vi Mona (min frue) til at sy den væsentligste del af yder-beklædningen – f. eks. knickers af loden og skal-beklædning (jakker, salopetter, luffer og "ørehat") af bæver-nylon. De således sparede kroner blev brugt til at få tilsendt 2 par Asolo dobbelt-skistøvler og et specielt vintertelt – et Norrøna Ravneskar enkelt-lags bomulds-telt - fra Skandinavisk Høyfjellsutstyr.

HC havde qua sin uddannelse (medicin) tjek på alt vedrørende ernæring. Hans mantra var, at det var kritisk at nedsvælge føde med energi i overmål på sådan en tur. Og eftersom energi iflg. HC var lig med fedt, endte vi med at slæbe godt 10 kg flæskesmåkød med ind i fjeldet. For at forsøde tilværelsen blev der dog også medbragt en del rugbrød, en spand jordbær-syltetøj (vistnok for ikke at få skørbug) og et par poser kakao-pulver.

Jeg husker faktisk ikke, hvordan ruten blev undfanget. Men udgangspunktet var vel, at vi ønskede at starte ud så langt inde i hjertet af Jotunheimen som muligt. Og eftersom det norske "vegvesen" sædvanligvis havde held med at åbne vejen ind mod Gjendesheim i ugen op mod påsken, satsede vi på at starte vores odyssé i øst-enden af Gjende, inden påske-turismen satte ind. Midt på Gjende var tanken at svinge nordpå op gennem Memurudalen og over Austre Memurubreen og forhåbentlig ende oppe i Memuruskaret – hvorfra vi ultimativt ville forsøge os på Østre Memurutind. Holdt vi os strikt til ruten, kunne vi se frem til at fragte os selv, grej og livsfornødenheder ca. 25 km og 1150 højdemeter fra Gjendeosen og frem til Memuruskaret.

61

62

63

64

65

 66

    <<Foregående side

Side 3

Næste side >>