Efter ca. 1½ kilometer genser vi passagen med tæt "jungle", hvor stien er trådt af får og derfor ikke synlig for menneske-øjne - medmindre man kravler på alle fire under løvhanget.

Kort tid forinden mødte vi et yngre par med en hund. De kom fra Heimdalsmunnen og havde forceret Leirungsåen, hvor den er bredest - altså cirka ud for hvor vi befinder os på billedet.

Parret havde (med lidt besvær) vadet over elven og forventede, at hunden trofast fulgte efter. På den modsatte bred var der imidlertid ingen hund at se, og selskabets mandlige part måtte vade tilbage for at lede efter menneskets bedste ven. Det brusende vand fra elven larmede, men alligevel kunne han svagt høre hunden pive, og efter lidt søgen fandt han ud af, at den var faldet ned i og havde kilet sig fast i en stor tvedelt stenblok. Mandens arme kunne ikke nå ned til det fastklemte kræ, så det endte med, at han måtte stikke det ene ben ned i revnen og hæve hunden op i dagslyset med sin støvlesnude. Historien blev fortalt på en måde, så man ikke var i tvivl om, at de havde fundet situationen temmelig dramatisk.