| << x >> |
 |
|
I baggrunden ses noget af Steindalsbreen, og helt til venstre i billedet kan man se Rasletinds stejle nordlige skråning ("stup"), hvor han sandsynligvis har startet sin færd ved at træde ud i intetheden. Efter at have pakket sin drage sammen ser vi senere paraglideren følge Leirungsåens sydlige bred ud ad den snævre del af dalen. Hvor Leirungsdalen breder sig ud, drejer han formodentlig rundt om Raudhamran og ta'r sigte efter Heimdalsmunnen. ---- Et forsigtigt gammelmands-bøvs: Den britiske bjergbestiger, W. C. Slingsby (bl. a. førstebestiger at Storen i 1876) udgav i 1904 en bog om sine oplevelser i Norge: "Norway, The Northern Playground". Og ja, Jotunheimen er vitterlig en legeplads med mulighed for alskens udfoldelser. Og udfoldelserne er selvfølgelig ikke upåvirkede af udviklingen siden Slingbys tid - f. eks. influerer mobiltelefonen voldsomt på folks vurderinger af, hvad der er sikkerhedsmæssigt forsvarligt - og dermed på deres adfærd; får man problemer, kan man jo blot ringe efter hjælp ... Men - når man opsøger fjeldet, er der for de fleste nok en forventning om, at her står tiden lidt mere stille end i mere "civiliserede områder". På fjeldet bruger man kun sin egen muskelkraft på at være i bevægelse. I fjeldet er adfærden i princippet, som den altid har været - man vandrer, klatrer, går på ski. I fjeldet har man en forventning om stort set at at befinde sig i en tidslomme, så man "kan bonde" med de gamle koryfæer - det være sig rensdyr-jægere, opdagelses-vandrere, tinde-erobrere ... osv. Man har en (uberettiget?) forventning om, at på fjeldet kan man fantasere sig hundreder af år tilbage og forestille sig, hvordan "de første" oplevede landskabet og de tinder, som man akkurat nu går og nyder - isoleret fra nutiden. Og kommer der så pludselig en paraglider dumpende ned fra himlen, er det da spændende, imponerende og måske flot - men oplevelsen er ikke ublandet positiv. Den fjeldoplevelse, man måske har brugt 4-5 timer på at fortjene, bliver i hvert fald anderledes. ---- P. s.: Formelt (tilsat lidt velvilje) har paraglideren akkurat holdt sig uden for grænsen til Jotunheimen Nationalpark. Grænselinien kommer fra vest (med nationalpark-området nord for linjen), går gennem top-varden på Rasletind, hvorfra den går stik nord, så halvdelen af Steindalen og hele Munken er indenfor grænsen. På nord-siden side af Leirungsdalen (altså bag os), drejer linjen mod nordøst. Om der er regler for paragliding i nationalparken (evt. forbud), er ikke helt let at finde ud af.
|