<<                                                                                             x                                                                                                >>


 


Under deres rappel-øvelser er Gebirgsjägerne stødt på en rede med ørneunger. Kameraet er vendt lidt sydligere end på de  foregående billeder fra rappel-lokaliteten, men det er stadig Leirungsåen, vi har under os med fundamentet til Munken bagved.

Måske - men kun måske - kan billedet kobles sammen med en dagbogsnotits i "Geschichte der 14. Kompanie, Gebirgs-Jäger-Regiment 138, 1938-1945" (fra 3. Gebirgs-Division) af Heinrich Weindel. På bogens side 78 fortælles det, at 14. kompagnis 1. deling den 1. juli 1942 tog på en 3 ugers "Hochgebirgsausbildung". Og om den 31. juli står der så, at "Der 1. Zug ("1. deling") kommt von der Hochgebirgsausbildung zurück und bringt einen jungen Steinadler mit."

Ser vi så den i dagbogen omtalte ørneunge på billedet?

Imod taler, at 14. kompagni var indkvarteret i Støren, ca. 50 km syd for Trondheim - og at kompagniets 1. deling angiveligt skulle bruge de 3-4 uger med højfjelds-træning "... in die Gegend von Dombas..." (må være Dombås). Og Dombås er jo ikke ligefrem det østlige Jotunheimen.

På den anden side fremgår det, at de andre af kompagniets delinger tog på højfjelds-træning i området omkring Snøheim, Reinheim og Snøhetta på Dovrefjell. Og set i den sammenhæng kunne udtrykket "... in die Gegend von Dombas ..." måske blot betyde, at 1. deling bedrev deres højfjelds-træning i et område længere borte fra Støren end Dovrefjell(?).

Derudover synes det ikke at fremgå eksplicit af dagbogen, at 12. kompagni - som 14. kompagnis 1. deling jo tog på højfjelds-træning sammen med - også var indkvarteret i Støren. I "Lexicon-der-Wehrmacht" fortælles det, at kompagnierne fra 138. regiment (fra 3. Gebirgs-Division) i foråret og sommeren 1942 var indkvarteret "... in den Orten Lillehammer, Hamar, Gjövik, Elverum und Stören..." Det åbner jo op for, at 12. kompagni var indkvarteret et sted, hvor det ville være naturligt at forlægge højfjelds-træningen til det østlige Jotunheimen.

Så måske er det faktisk én af ørneungerne på billedet, der i dagbogen omtales som den medbragte Steinadler?