Her zoomes der kraftigt ind på Falketind-massivet. Umiddelbart foran Falketind er der et dybt skar (skår på dansk og gammel-norsk), som man kan ane, hvor klippen er lysere - og tinden på denne side af skaret kaldes Falkeungen. Falkeungen er 117 meter lavere end "den voksne falk".

Fra Falketind går der en lang ryg ud mod højre, og da Boeck og Keilhav betvang Falketind i 1820, fulgte de nogle render op på ryggen fra bræen nedenunder (Falkebreen (eller Snøggeken)).

Ude til højre drejer ryggen rundt mod uret og danner basis for de to næste tinder, der egentlig er navnløse - men sammenfattende kaldes for de Østlige Stølsnostinder.

Indkapslet mellem  Falketind, ryggen mod højre og de to Østlige Stølsnostinder ligger Stølsnosbreen - og bag den ligger den tindetop, som på billedet ser ud til at ligge tæt op ad Falkeungen. Denne tinde - Stølsnostind - er faktisk Falketind-massivets højeste punkt, da den "rager" sølle 6 meter op over Falketind.

Måske giver den snørklede forklaring mere mening, hvis man lurer lidt på dette billede (fra 1986) af Falketind - taget fra Stølsnostind. Læg mærke til Falkeungen og til Tyin i baggrunden og den kyststrækning, hvor vi nu har slået lejr. Og her er næsten samme billede - men hvor Hjelledalstind også er indfanget mod højre. Nå ja, og du skal da ikke snydes for dette billede af en elev, der ikke havde mod på Stølsnostind, og som derfor blev parkeret på en fortop til Stølsnostind, Stølsnosi.