Alle telte er slået op, og eftersom vi her kikker i lidt mere vestlig retning, kan vi nu se Falketind (oprindelig Koldedalstind/Koldetind) midt i billedet med Hjelledalstind til venstre (med skyer omkring toppen).

Turistnavnet "Falketind" blev tildelt tinden af digteren Aasmund Olavsson Vinje, der med sine kunstner-venner ofte opsøgte Skinneggen (højderyg mellem Tyin og Bygdin, faktisk skråt bag vores lejr) for at se solnedgangen over Falketind. På sit dødsleje messede Vinje, at hans sjæl ville flyve op til Falketind: "So vil eg sitja der paa Falketind og sjaa utyver Norig, og Fjellradirne skal stiga fram."

Vinje fandt for øvrigt også på navnet "Jotunheimen" som en form for oversættelse med mytologiske overtoner af det tyske "Riesengebirge". Tidligere (f. eks. da Keilhau og Co. vandrede rundt i området, se næste afsnit) blev Jotunheimen kaldt "Langfjellene."

Den forholdsvis uanseelige tinde (med to "pukler") til højre har - hvad mange ikke er klar over - en speciel plads i Jotunheimens "opdagelse": Så tidligt som 1820 - altså laaang tid før "national-romantikken" og hovedparten af tindebestigningerne i Norge - var videnskabsmændene Boeck og Keilhau på opdagelse i Jotunheimen sammen med føreren Ola Urden fra Valdres.

Det lykkedes dem bl. a. faktisk at bestige Falketind, hvilket var helt uden for nummer for den tid (og mange, mange år senere). På et tidspunkt på opdagelsesrejsen "forvildede" de sig over på den "puklede tinde" til højre i billedet (hedder faktisk Snøggeknosi). Herfra opdagede de en helt ny verden, det vilde Hurrungane, og Keilhau malede en akvarel af udsigten - en akvarel som senere inspirerede berømte malere som Flintoe og Carpelan. Vi var på Snøggdeknosi i 1986 for at nyde samme syn som Keilhau - men vejret var for usigtbart til, at vi kunne tjekke Keilhaus sanddruelighed.

Lige den sidste lille krølle - så slipper du: Keilhau forsøgte sig på Galdhøpiggen i 1944 (á to omgange) - men nåede kun til sidste fortop inden selve Piggen. Fortoppen hedder i dag Keilhaus Top.