Klokken er nok omkring 21. Vi har fået os en lille blunder, regnen er hørt op og det er lunt i vejret. Så efter at ha' ladet vandet beslutter jeg (Peter) mig for at dappe lidt rundt i teltenes nærhed for at indhalere fjeld-luften og -stemningen.

De par gange, jeg tidligere har været på stedet, har vandføringen aldrig været så voldsom som i dag. Da vi vandrede ind i Leirungsdalen, havde vi problemer med at forcere Steinflybekken, fjeldet var generelt sumpet, og dele af stierne var forvandlede til små vandløb. Alt var et resultat af den meget regnfulde periode, der gik forud for vores ankomst til Norge.

Hvor vi nu befinder os - langt oppe i Leirungsdalen - er vandløbene færre og større. Og den voldsomme vandføring i f. eks. Leirungsåen (der bestemt ikke er en "å" i dansk forstand), er ikke så meget resultatet af den megen nedbør. Årsagen er snarere den lune periode, vi er i - og som resulterer i voldsom afsmeltning på bræerne. Måske forstærket af, at vi er langt henne på sommeren.

Nede bag teltene løber Leirungsåen, som det i dag vil være halsløs gerning at forcere på dette sted. Og det på trods af, at det ved tidligere lejligheder (godt en måneds tid tidligere på sommeren) har været muligt at komme stort set tørskoet over elven. Og den fos, vi kan se komme ned venstre om Munken (fra den skjulte bræ mellem Munken og Rasletind), har ved tidligere lejligheder været så pisten, at man knap nok har lagt mærke til den.