DNT er forlængst holdt op med at vedligeholde "T" markeringerne på stien fra broen over Leirungsåen og videre op i Leirungsdalen - angiveligt af hensyn til miljøet(?!). Af samme årsag er det ikke altid ligetil at være sikker på, om man vandrer på den oprindelige sti, om man vandrer på en nyere variant, eller om man følger et spor, der er trukket af dyr (får ...). Nå ja, og medvirkende til den diffuse sti (som jeg husker som meget tydeligere, de par gange jeg tidligere har været oppe i Leirungsdalen (i 1987 og i 1992, som var en nattevandring!)) er sandsynligvis også, at vil man ind i dalen fra Valdresflya-siden, vil hovedparten i dag nok starte fra P-pladsen ud for Heimdalsmunnen og ikke fra Knutshø. Satellitbilleder viser i hvert fald nogle mere tydelige stier på sydsiden af Leirungsåen end på nordsiden - som vi jo befinder os på. Hvor og hvordan man så sikrest kommer over på nordsiden af Leirungsåen, hvis man starter fra Heimdalsmunnen, skal undersøges nærmere ...

Billedet er taget, efter at vi "ramte" Steinflybekken og konkluderede, at den på det sted nok var i overkanten vandførende, til at vi ville vove pelsen. Derfor fulgte vi nogle små-stier op langs "bekken" i håb om, at den længere oppe ville være opdelt i mindre vandløb, der kunne forceres. Jo længere vi fulgte små-stierne, jo mere gik det op for os, at de væsener, der har trådt sporet, højst rager 60 - 70 cm op.

Dette lange tilløb blot for at forklare, hvorfor vi flere gange forvilder os ind i rene urskove med så ufleksible grene, at selskabets olding med hud så fragil som kalkér-papir gennemgår en ufrivillig åreladning.