Næste middag har vi efterladt kajakkerne i lejren og er på vej ind ad Veodalsvegen til P-pladsen ca. 7 km fra Glitterheim. I baggrunden Glittertind med Gråsubreen foran, og i forgrunden til venstre er der stadig masser af vand i Veo, inden elven ledes ind i tunneller til produktion af elektricitet. P-pladsen ligger lidt før det "lille" forbjerg (Bergenusshaugen), der ses skråt neden for Glittertind.

Planen for dagen er, at Mona ta'r sin el-cykel ind til Glitterheim. Grusvejen fra P-pladsen ind til DNT-hytten er som led i en forsøgsordning blevet midlertidigt tilladt for el-cyklister, selvom el-cykler iflg. gældende norsk lov er at regne som motoriserede køretøjer, som derfor ikke har adkomst til at befinde sig i en nationalpark. ALLE kan se det åndsvage i de stive regler - men norske regler ændres ikke på en studs.

Mens Mona racer ind til Glitterheim og fornøjer sig med husets køkken, vil jeg (Peter) på min MTB med rugbrødsmotor tulle halvvejs ind til Glitterheim, deponere cyklen ved Gråsubekken og mose op i højderne. HVIS held og fysik spiller maksimalt sammen, er det planen at komme op på Austre Glittertindoksle (2260 m). Men underliggende er målet sådan set bare at lodde, hvor langt de slidte led kan fragte mand og rygsæk på steder uden sti. Gråsubekken ses på billedet slynge sig op mod Gråsubreen, der er delt i to med et klipperev.

For at udløse den ulidelige spænding: For mit vedkommende stoppede turen på den fjerneste side af klipperevet, nær toppen af Gråsubreen - dels på grund af fremskreden tid, dels fordi jeg egentlig var kommet for højt op og måtte vælge mellem at rundere bræen nedenom eller at forcere bræen direkte over mod Austre Glittertindoksle (uledsaget og uden isøkse). Men for at være HELT ærlig, gruede jeg mig også for nedstigningen langs Gråsubekken, hvor terrænet næsten udelukkende består af store, løse blokke - gefundenes fressen for gigtsvage knæ!