Glenny er jo UNO-mand, og efter at være kommet helskindet ned fra toppen, fisker han sit sprittablet-køkken op af sækken og går i gang med at varme vand, så vi kan få os en hyggestund med en bid brød og noget varmt at skylle det ned med.

Ganske koseligt - men også en smule fremmedartet: Fra mine øvrige tindeture kan jeg ikke komme i tanke om én eneste gang, hvor jeg har kunnet stresse nok af til at slå røven i sædet og koge vand for at vederkvæge mit legeme. Den humpel brød, der muligvis har ligget i bunden af sækken, har jeg hugget i mig på et nannosekund - stående! Og kun hvis kroppen har skreget på næring. At slappe af, at æde for at nyde og at brede tankerne ud har først været "tilladt" tilbage i lejren - efter den obligatoriske kolde afvaskning i den nærliggende elv. Kaptajn Jespersen har ikke levet forgæves.

Alt sammen for at udtrykke, at man jo kun kan blive klogere af at blive udsat med andre kulturer. Og på de mange års afstand kan jeg da godt se en kvalitet i at tilbyde krop og sjæl lidt vellevned - også selv om turen endnu ikke er helt slut.

Formodentlig indtager vi vores måltid lige syd for ryggen op Lauvnostind.