Tovet er rullet ud, siddeselerne er taget på, isenkrammet er fæstnet til selerne - og så er det jo bare at klø på. Hvis vi på forhånd har haft nogen som helst formening om mulighederne for at nå toppen af Nordre Soleitind, kan det udelukkende være baseret på denne passage i Norsk Tindeklubs 1978-udgave af "Klatrefører for Norge" (Hurrungane-udgaven), som HC og jeg fik fat i op til vores rumsteren rundt i området i 1982.

På billedet ses Nordre Soleitinds fundament, og den rende, som klatreføreren foreslår man følger i starten, ses her som et lyst klippebånd, der starter i billedets nederste højre hjørne.

Jeg husker ikke, på hvilket grundlag vi kasserer den rute, som klatreføreren anviser - men vi klavrer i hvert fald ikke op her. Og at andre også har haft ulyst til klatreførerens forslag, fremgår af dette screendump fra Peakbook (rød understregning).

Den rute, som man (senere?) har anset for at være den bedste vej til toppen fra nord - at rundere tinden højre om (på vest-siden) og klatre op "i nakken" af den fra modsatte side (altså fra syd), sådan som det fremgår lidt nede i teksten på samme screendump fra Peakbook - må vi også ha' fravalgt.

I stedet vælger vi at gå på opdagelse på venstre side af tinden (altså ned mod Ringsbotn). Det vil sige, at få øjeblikke efter at billedet er knipset, tumler vi ned gennem skaret midt i billedet og forsvinder ud af syne.