Vi har forladt topvarden og fortsætter ned ad toppens ryg i sydlig retning, indtil vi rammer Nålas fundament. Jeg husker egentlig ikke, om vi på forhånd havde talt så meget om "Nålen" - bortset måske fra at Carl Hall var den første til at sætte sin fod på "Østlige Skardstind" i 1892.

Under alle omstændigheder vil det være kilde til voldsom selv-bebrejdelse, hvis vi - nu vi for sandsynligvis eneste gang i vores liv står på Skardstind - ikke i det mindste forsøger at komme op på Nåla. Her har HC lagt i vej, og til vores store glæde og overraskelse viser det sig at være ret problemløst at komme op - så vidt jeg husker uden at ta' tovet op af rygsækken. Det er næsten, som om der er anlagt en vindeltrappe op mod toppen, omend trappetrinene (som det ses) er som bygget til en kæmpe fra et af Grims eventyr.

Mens det meste af Skardstind bærer præg af at være (frost-)sprængt, sådan klipper, ur og sten for det meste virker ret kantede, ja så har nederste del af Nåla en helt anden afrundet og "sleben" form. Det er vanskeligt at forestille sig hvordan - men det område af Nåla, der er tettest på HC, må næsten på et tidspunkt ha' været udsat for is i bevægelse; for den afrundede for skyldes vel ikke simpelthen, at den nedbør, der i årtusinder har ramt Nåla, af samme Nålas form og hældning altid er blevet kanaliseret ned her? Den rende, der ligger i forlængelse af Nålas "afrundede hjørne" (under billedet) kunne så være skabt af det samme strømmende vand.