<<                                                                                             x                                                                                                >>


 


Oppe på Dumhø *), i ca. 1900 meters højde, får vi endelig udsigt den anden vej - mod vores mål samt mod et par tidligere besøgte tinder.

Venstre side af billedet domineres af vores mål - Skardstind - med "cruxet" (altså hvor vi forventer at skulle rulle tovet ud) helt til ude ved billedets venstre kant, med Skardstinds topvarde på ryggen længere mod højre, med Nåla endnu længere til højre, og med en mulig nedstigning mod breen (Søre Illåbre) via de lange, løse og delvist snefyldte render. Så vidt jeg husker, var der dog ikke megen (om overhovedet nogen) fokus på nedstigningen ad den vej på nuværende tidspunkt.

De to tinder i baggrunden er Storjuvtind til venstre og Ymelstind (også kaldet Svellnostind) længere til højre. Med Galdhøpiggen som springbræt besøgte vi begge tinder i 1983 (billede 122 - 148).

*) "Dumhø" - tjah man kunne jo forledes til at få en tanke om navnets tilblivelse - men sandsynligvis udspringer navnet af det gammelnordiske "dumbr/dummr", der betyder "uklar". Altså sandsynligvis en reference til fossen Dumma/Dumfossen, der kaster sig ud over kanten fra Dumhø og ender nede i Leira ved Ytterdalssætre.