Efter at Mona og Fie er gået på jagt efter Kyrkjas skalp, falder utidigheden ind over HC og mig. Vejret er jo - meget usædvanligt for Leirdalen! - fantastisk, så selv om tiden er nærmest kriminelt fremskreden, beslutter vi os for at forsøge os på Skardstind.

 Skardstind har altid forekommet os at være en premium-tinde p.g.a. dens højde, dens flotte (og "afvisende") form, dens historie, dens solitære placering - og fordi vi på sommer- og vinterture har moset rundt (og slået lejr) i "nærheden" af tinden, men dog altid afskilt derfra af bræer. Her et billede fra året i forvejen, hvor jeg står på Store Tverråtind og kikker sultent over på Skardstind henover dele af Svellnosbreen, Nordre Illåbreen og Storjuvbreen. Nå ja, jeg forsøgte faktisk (halvhjertet?) at nappe tinden på en solotur i 1985 - se evt. lidt fra den bedrøvelige tur her (billede 80 - 84).

Aftenen i forvejen har vi spillet "Risk" - men uden at kunne kåre en vinder, hvorfor halvlegs-resultatet  er nedfældet på en lap papir. Heldigvis er øverste 1/3 af papiret ubrugt, så vi kan meddele Mona og Fie om vore hensigter.