De voksne ta'r en slapper med deres respektive lekture.

Måske er det her tiden kort at nævne en lille oplevelse (med forbehold for enkelte muligvis karrikerende passager), der ikke ændrer vores syn på et andet nordisk folk: En eftermiddag bakker en skramlet campingbus fra Sundvegen (på modsatte side af søen end hvor Mona og Peter her sidder) helt ned til kanten af søen. Ud af bussen (med nationalitetsbogstaverne "SF") vrimler et damemenneske og et par larmende unger. Vejret var ikke alt for godt, og vi undrer os lidt over, hvorfor unger og dame ikke bare engang imellem søger ly i bussen. Det vil sige - de tager af og til tilløb til det, men hver gang de rykker i et håndtag, er det, som om de af én eller anden grund pludselig kommer på andre tanker.

Næste dag forløber efter samme opskrift - dame og børn moser hvileløst rundt om campingbussen i fri - og larmende - dressur. Vi har forlængst indstillet os på, at familien består af en enlig mor, der ikke har alt for godt styr på sine uvorne unger - indtil en Onslow-type (jogging-bukser, nusset-hvid strop-undertrøje, og en cigaret dinglende fra mundvigen) pludselig ruller ud af bussen, misser med øjnene og tager et par vaklende skridt ned mod søen. I den hånd, han ikke støtter sig til køretøjet med, har han en brunlig flaske med ubestemmligt indhold - en flaske han for hvert halve skridt fører op til den cigaret-fri side af sit usoignerede og skæggede mundtøj. Ved hans tilsynekomst visner kone og unger næsten bort, og først da han med et grødet (finsk?) ord "GYLLA" lydeligt har beskrevet sin opfattelse af verdenssituationen og er luntet ind i bussen igen, letter stemningen i resten af familien. Ja, ja, i det mindste svinger hustyranen ikke rundt med en daggert, som det ellers er normen for finske mænd.