Kyrkjas top er egentlig kløvet, så den består af hovedtinden og en lidt lavere top. Carl Hall kalder denne top for "Sydtind" - og han har opført den som én af sine førstebestigninger (i 1895). Jeg tror nu ikke, at "primærfaktoren" er stor nok til, at den fortjener at blive opfattet som en separet tinde. Men her er jeg i hvert fald moset over på det sydlige toppunkt (eller er det mere vestligt?) for at fotografere Mona, der poserer med en brovtende sejrs-gestus på hovedtoppen.

Mona sidder jo ret yderligt over det lodrette "stup", og som jeg husker det, blev hun forsvarligt tøjret til en blok tæt ved varden, inden hun blev forladt.

Det heldige solstrejf, der rammer toppen i samme moment, viser tydeligt klippens specielle kulør. Og det fremgår også ret klart, at klippens tekstur mere leder tankerne hen på Hurrungane end på den centrale og nordlige del af Jotunheimen, hvor faststående klippe kun undtagelsesvist stikker op gennem "uren" ("ur" er betegnelsen for (store) sten).

Går man ind på "berggrunnskartet" fra Norges Geologiske Undersøkelse og zoomer mdeget tæt på Kyrkja (men ikke for tæt - en delikat øvelse), fremgår det, at geologerne har spottet et meget lille og afgrænset område på tinden med "ultramafisk bergart". Det er ikke nærmere specificeret - men udtrykket dækker over mørke mineraler som olivin, der (i peridotit) har opbygget jordens øvre kappe. Og olivin indgår vistnok ofte i forbindelser med bl. a. jern - måske årsagen til Kyrkjas rustrøde top?