Pludselig letter nogle skyer mod øst, og en gammel kending - Midtre Heilstugutind - kommer til syne.

Som det måske fremgår af vardens klippestykker, er bjergarten på Kyrkja meget grov og giver fremragende friktion. Klippen virker også modstandsdygtig over for forvitring, og den rød-brune farve på brudfladerne antyder måske, at der er jern i klippen? På en tur til nabotinden Visbretind, HC og jeg havde et par år senere (i 1986), fik vi problemer med at orientere os, da vi sad i tågen på den nærtliggende Langvasshø. Kompasnålen kørte simpelthen rundt på må og få. Måske er der så meget jern i området, at der kan opstå lokal magnetisme?