Vi er sprunget en dag over - en dag vi har brugt til at køre fra Visdalen til Romsdalen via Lom, Otta, Dombås og Åndalsnes. Fra Åndalsnes kører vi i aftenskumringen ind i bunden af Isfjorden, hvor vi svinger op i Vengedalen i tiltagende regnvejr og tåge. En skummel, lodret klippevæg dukker pludselig op foran os og tvinger HC og mig ud i regnen for at sondere terrænet. I mørket konkludere vi, at der ikke er nogen vej videre frem. Mona synes, det er rigeligt skummelt og går i strejke - dvs. hun nægter at lette røven, før der er et opslået telt med opredning at krybe ind i.

Det ender med, vi ruller lidt ned ad vejen igen, indtil vi kan skimte noget jævnt terræn, hvor teltene kan placeres. Og med en stor-mulende Mona stædigt placeret på passager-sædet (tøserne sover selvfølgelig sødeligt) henslæber HC og jeg et par mørke regnvejrstimer med at etablere lejren. Og minsandten om det ikke lykkes at smiske så meget for Mona, at hun nådigt accepterede at blive båret ind i seng.

Billedet er fra næste morgen, hvor vejret er klaret så meget op, at vi kan begynde at afkode omgivelserne. Vi kikker nord-nordvest ud ad Vengedalen (hedder Venjesdalen på nyere kort) - altså fra den retning vi kom ad aftenen i forvejen. Søen hedder Vengedalsvatnet, og de højeste tinder i baggrunden er fra venstre Klauva, Kyrkjetaket og Kjøvskartinden. Imellem de første to tinder ses nogle af de "spir" (spidse småtinder, "gendarmer"), der findes så mange steder i Romsdalens tinde-vrimmel.