Der foregår tilsyneladende intet specielt på dette billede, og det kan jo være en anledning til at fortælle om et lille intermezzo, der ikke er dokumenteret med billeder: På et tidspunkt kunne vi forstå på Stinne, at hun i forbindelse med sine private gøremål ude i fjeldet havde observeret nogle hvide orm. Børneorm(!), kunne Mona og HC (der på dette tidspunkt må ha' været tæt på at ha' færdiggjort sit medicin-studie) fastslå.

Stinne fik selvfølgelig vores udelte opmærksomhed desangående, og sandsynligvis for at komme lige så meget i fokus, begyndte Fie også at fable om, at hun havde set tilsvarende kreaturer i nærheden at sine åsteder. Og var der ikke også noget om, at det var begyndt at klø lidt i måsen?

Der var ikke andet at gøre end at opsøge en læge i nærmeste bebyggelse (Lom), og hele menageriet drog af gårde for at komme problemet til livs. Jeg tror, det var Mona, der var inde hos lægen med de to patienter (én reel, og én fake), og vi er vel sagtens kørt tilbage til vores lejr med nogle piller, der kunne jage ormene på flugt.

I dølgsmål morede Mona og jeg os en anelse over HCs i de dage, vi havde problemet, idet vi mente at kunne spore en tydelig adfærdsændring i retning af noget næsten OCD-agtigt. Han blev i hvert fald meget agtsom, m.h.t hvad og hvem han rørte ved. Og det var ikke helt let for ham at føre denne påpasselighed ud i livet, når han på vore køreture (f. eks. til Romsdalen og retur) jo var klemt sammen med tøserne på det hjemmelavede bænksæde bag i bilen.