Middags-måltid. Som det anes, er klippen på vores spisested pænt bevokset med den grove, brune lav- (eller mos-?) art, der er så meget af højere oppe på fjeldet. Gevæksten som er blød og glat som sæbe, når det regner - men hård og skarp, når den er gennemtør. På billedet behager underlaget tydeligvis ikke Monas sarte og ubeskyttede gangvorter.

Læg mærke til det lille kogeapparat, der står lige foran Stinne. På vinterturen nogle måneder tidligere gjorde vi bl. a. den bitre erfaring, at folk med heftig fysisk udfoldelse på vinterfjeldet ikke har en kinamands chance for at få væskebehovet dækket ved at omdanne sne til vand på et Trangia. Der er simpelthen ALT for lidt energi i sprit, når det fryser. Det første, vi gjorde efter hjemkomsten, var derfor at få fat i en Coleman benzinbrænder (fra USA el. England - benzinbrændere måtte (må?) ikke sælges i Norge) med henblik på den næste vintertur. Apparatet viste sig at være ret humørsygt. Nogle gange skulle det lokkes til overhovedet at tænde - andre gange truede det med at detonere. Ikke underligt blev
 Coleman'en døbt "Den lille Hidsige".