HC står og lurer på en klynge issoleier (som det ikke er lykkedes at lyse ordentlig op på billedet). Hvorfor så optaget af netop de issoleier?

To navne er uomgængelige, hvis man interesserer sig lidt for norsk tindesport: Danskeren Carl Hall (den systematiske tindeerobrer) og englænderen W.C. Slingsby (den livsnydende montanist). Carl Hall er den klatrer med flest førstebestigninger i Norge, mens Slingsby strejfede lidt mere nonchelant rundt og udså sig de godbidder, han fik lyst til (f. eks. Storen).

Slingsbys allerførste skalp (altså hvor han var førstebestiger) var faktisk (Store) Vestre Memurutind, som han i 1872 besteg fra Spiterstulen (ad samme rute som os) sammen med en anden englænder (Dewherst) og Rolv Alvsson fra Lom. Slingsby: "This was our first maiden peak, and, to say the least, we felt mightily proud." I bogen "Norges Fjellverden" fortælles det, at "... på toppen fant de "en tue med deilige issoleier i full blomst", fortæller Slingsby, som tok med seg et eksemplar hjem til England og gjemte på det i mange år."

Vi er vant til, at ældgamle afbildninger af klippeformationer og sågar enkelte stens placering ikke har ændret sig en døjt, når vi over hundrede år senere indfinder os på historiske steder i Heimen. Men at vi finder et "blomsterbed" som beskrevet 111 år tidligere, er vi trods alt ikke forvænte med.