Næste formiddag er jeg (Peter) på vej mod Urdadalstinderne, som jeg her er trukket ganske tæt på af Monas tele. Dagens program er at komme op på den nærmeste (og højeste) Nordre Urdadalstind, der nås forholdsvis let ved simpelthen at følge ryggen til højre for bræen. "Ur" betyder jo store klippeblokke, og tinderyggen har fået navn efter den dal (Urdadalen), vi ser ind i - og som er meget "uret".

Få dage senere blev HC og jeg i lejren passet op af et par gutter, der præsenterede sig som medlemmer af Dansk Bjergklub. De havde fået øje vore isøkser og mente derfor nok, at vi kunne få en indforstået bjerg- og klatre-snak i øjenhøjde. Det viste sig, at gutterne, der så vidt jeg husker lod skinne igennem, at de havde flere udmærkelser efter "bragder" på Kullen, var i Norge for at nappe et par velrennomerede tinder. Det ville pynte på deres curriculum vitae hjemme i klub-miljøet.

De var startet med at suse til Romsdalen for at kikke på Romsdalshornet - men var blevet skræmt så langt væk som til Jotunheimen ved det blotte syn. Nu forhørte de sig hos os (som de åbenbart (fejlagtigt) opfattede som kapaciteter), om vi kunne anbefale en tinde, der ville gi' dem noget "alpin erfaring". Jeg havde jo på det tidspunkt lige været på Nordre Urdalstind, så vi mente trygt at kunne anbefale tinden som en ret fredelig begyndelse på deres montanistiske karriere.

Da vi et par dage senere igen stødte på dem og spurgte til deres tur på tinden, fortalte de, at de - efter lidt indledende roderi ved foden af tinden - havde opgivet og havde kastet sig over den ædle sport at samle stumper af rensdyr-gevirer.

Jeg tror, vi beundrede deres ærlighed - en anden én ville nok ha' pyntet lidt på den historie.