Vi har forladt Raggsteindalen og er kørt vestpå mod Aurlandsvangen. Vejen derover havde dengang mest karakter af en ufærdig anlægsvej med monstøst lange, uoplyste tunneler uden markeringer i siden, hvilket harmonerede dårligt med Dyanens meget søvnige forlygter. Efter at have fået bordfyldt vognen af en veritabel fos fra tunnelens tag lærte vi hurtigt at lukke soltaget, når vi nærmede os næste tunnel. I en tunnel nær Aurland (også uoplyst) befandt vi os pludselig i et slags vejkryds, hvor den tværgående trafik bestod af tunge anlægsmaskiner. Pænt skræmmende, når man kører rundt i en sardindåse.

  På billedet har vi været nede ved Aurlandsfjorden og er ved at krabbe os op mod Hornsfjellet, hvor vejens højeste punkt ligger i godt 1300 meter. Det var inden, Lærdalstunnelen eksisterede - men på det tidspunkt havde vi nu under alle omstændigheder fået nok af tunneller.